Foto: Birks Bageskole

Få byens bedste bageskills på Sydhavnen

KURSUS Nu kan du blive en rendyrket bageninja hos Birks Køkken på Sydhavnen.

Drømmer du om at bage brød, som gæsterne vil snakke om lang tid bagefter? Så skal du prøve et kursus på en ny bageskole hos Birks Køkken, hvor den tidligere underviser i Meyers Madhus Benjamin Birk lærer dig at lave alt fra velsmagende brød til sprøde croissanter i cool omgivelser på Sydhavnen i Aarhus.

Kurserne arrangeres i samarbejde med DuGlemmerDetAldrig, og du lærer blandt andet at folde croissanter, arbejde med koldhævet hvededej og at lave surdejsbrød. Melet til hvedebrødene kværner du naturligvis selv, og du får fingrene langt ned i dejen fra start til slut, så du lærer dejens konsistenser at kende.

Croissanter med gammel teknik
”Målet er først og fremmest, at folk får større lyst til at bage derhjemme. Jeg giver deltagerne alle de gode tips og tricks til, hvordan de bliver bedre bagere i hverdagen, ligesom de lærer at arbejde med hvedebrød, surdej og rugbrød. Vi skal også bage croissanter med gammel fransk teknik, hvor dejen til croissanterne fermenteres i fire dage, inden smøres rulles ind,” siger Benjamin Birk

Med hjem fra kurset får deltagerne surdejsboller, hvedebrød, et rugbrød og croissanter til hævning. Derudover får de surdej og en dej, som man har arbejdet med i løbet af dagen.

Morgenmad og frokost er med
Kurserne på byens nye bageskole inkluderer morgenmad med friskbagte boller, ost og marmelade, the, kaffe og most samt frokost bestående af deltagernes eget bagværk med charcuteri og salat. Morgenmad og frokost indtages i Sigfreds Kaffefabrik lige ved siden af.

Kurserne tager 5,5 timer, og prisen er 695 kroner pr. person. Der er ledige pladser på bageskolen søndag den 11. september kl. 10-15.30 og søndag den 16. oktober kl. 10-15.30, men flere datoer kommer til. Køb billet til oplevelsen her

Smag Aarhus var inviteret af DuGlemmerDetAldrig.