Tjenereleven Emma Hjort fra Nordisk Spisehus blev Danmarks bedste.
Vinderne af håndværksmesterskaberne DM i Skills blev kåret i weekenden, og landets bedste tjenerelev blev Emma Hjort fra Teknisk Skole Silkeborg. Hun arbejder til daglig på Nordisk Spisehus i Aarhus, og i alt 10 tjenere kæmpede om at komme til tops på podiet.
Emma Hjort kan nu kalde sig dansk mester i tjenerfaget. I alt var knap 55.000 tilskuere og pressefolk slået vejen forbi Gigantium i Aalborg for at se mesterskaberne, og det var en special oplevelse at arbejde intenst i de tre dage med så meget publikum på, lyder det fra vinderen.
“Det er svært, at så mange mennesker stirrer på en, mens man arbejder. Det er meget svært at ignorere,” siger Emma Hjort til Fagbladet 3F.
Skills-konkurrencerne er blevet holdt siden 2011 og er en måde at sætte et spotlys på de mange erhvervsuddannelser. Mange af vinderne i DM i Skills 2017 går videre til VM i Skills, der afholdes i efteråret i Abu Dhabi.