Foto: Briancon.

Læserne har talt: Her får du Aarhus’ bedste croissant

Knap 600 af Smag Aarhus’ læsere har stemt på byens bedste croissant.

På redaktionen hos Smag Aarhus er vi vilde med det franske bagværk med de berømte 27 lag. Det samme gælder sandsynligvis for de knap 600 aarhusianere, der i den forgangne uge har deltaget i Smag Aarhus store croissant-afstemning, hvor byens bedste variant skulle findes.

Stemmerne er nu talt op, og resultatet er ikke til at tage fejl af: Vil du have den bedste croissant i Aarhus, skal du besøge bageriet Briancon på Åboulevarden 53.

“Det er jo bare megafedt. Vi er stolte af, at folk bakker op om det, vi laver – det er fantastisk. Og så kan vi se, at det er nogle gode konkurrenter, som vi altså også synes laver nogle gode croissanter. Det har været et stærkt felt,” fortæller medindehaver Karina Trosborg.

Den sprøde croissant
Hvorfor det er Briancons croissanter, der løber med sejren, har Karina Trosborg et bud på:

“Vores croissant er jo ikke som en klassisk fransk croissant, og jeg tror, at vores version passer danskerne bedre, fordi den er noget tungere i det og har en sprødhed, som giver en anden slags bid,” forklarer Karina Trosborg.

Bageriet på Åboulevarden laver tre slags croissanter: En med chokoladefyld, en med marcipanfyld og en klassisk version. Spørger du Kenneth Trosborg, der ejer bageriet sammen med søsteren Karina Trosborg, er chokoladeversionen den bedste, mens Karina holder af den helt almindelige.

The Lazy Wombat og La Cabra
Andenpladsen går til den australske café The Lazy Wombat i Ceresbyen 20, der kun har eksisteret i knap et år. Lige i hælene finder du i Graven 20 La Cabras croissant, der indtager en tredjeplads.

Den samlede top 5 ser således ud:

  1. Briancon
  2. The Lazy Wombat
  3. La Cabra
  4. 7-Eleven
  5. Mor Anna

Stort tillykke til alle 🙂