BURGERS Til sommer kan aarhusianerne sætte tænderne i flammegrillede burgere fra amerikanske Carl’s Jr., der har danske Nina Agdal i front.
Under sloganet ’Eat like you mean it’ og med den danske supermodel Nina Agdal som burgerspisende blikfang er den amerikanske burgerkæde Carl’s Jr. blevet kendt af burgerentusiaster verden over. Til sommer åbner Carl’s Jr. den femte restaurant i Danmark i Bilka Tilst nær Aarhus.
Åbningen sker som et led i et samarbejde mellem Carl’s Jr. og Dansk Supermarked, og hos sidstnævnte er Head of Franchise Michael Hald ikke i tvivl om, at aarhusianerne er klar til Carl’s Jr.
”Vi har fået rigtig mange forespørgsler fra burgerentusiaster i Aarhus og omegn, som gerne vil have Carl’s Jr. til Østjylland. I øjeblikket driver vi fire restauranter, som alle er placeret i Bilka-regi i henholdsvis Næstved, Vejle, Aalborg og Kolding, så det manglede da bare, at vi også får en i Aarhus,” siger Michael Hald i en pressemeddelelse.
Grilles over åben ild
Carl’s Jr. er kendt for burgere, hvor bøffen grilles over åben ild, ligesom menuen modsat de fleste andre burgerkæder serveres ved bordet. Restauranten åbner i Bilka Tilst som en del af en større renovering, hvor hele varehuset bliver moderniseret.
”Med Carl’s Jr. under samme tag er der endnu en grund til at tage familien med på indkøb og indtage aftensmaden på byens bedste burgerrestaurant. Vi har store ekspansionsplaner med Carl’s Jr. og arbejder derfor på at åbne flere restauranter rundt om i landet over de næste par år,” siger Michael Hald.
Carl’s Jr. er USA’s femtestørste burgerkæde og er siden grundlæggelsen i 1941 vokset fra en enkelt pølsevogn til at have 1403 restauranter verden over.