Facefood Diner vil servere amerikanske burgere og oliefrie snacks.
Fra næste uge kan du slå et smut forbi midtbyen, hvis du er sulten efter burgere samt oliefrie fritter og amerikanske snacks. Burgerjointen Facefood Diner slår nemlig dørene op på Nørre Allé 41, det tidligere pizzeria Pizza Night Express.
“Det bliver typisk amerikanske burgere med hjemmelavede boller og kvalitetskød. Kvaliteten går vi meget op i. Og så er al vores frituremad oliefrit – det er sundere,” siger ejer Gündüz Göktas.
Han har mere end 15 års erfaring i restaurationsbranchen, blandt andet som indehaver af et pizzeria og en tyrkisk restaurant i Randers.
To burgere, mange snacks
På menukortet er der to burgere at vælge imellem: En klassisk med oksekød samt en version med kylling. Dertil kan du få forskellige oliefri snacks som pommes frites, løgringe, nuggets, hotwings og crispy kyllingefiletter.
En burger koster 50 eller 55 kroner, tilbehør kan du få fra 10 til 22 kroner, mens en menu – burger, fritter og sodavand – står til 75 eller 80 kroner.
Nemt at huske
Navnet Facefood Diner er ifølge ejer Gündüz Göktas valgt, fordi det er ét, folk nemt kan huske.
“Alle kender Facebook, og navnet virker tiltrækkende,” siger han.
Den præcise åbningsdato i næste uge er endnu ikke fastsat, men vil blive annonceret på Facefood Diners facebookside.