TAKEAWAY Med WeDoBurgers i Østergade får Aarhus snart en burgerbar, der satser på basic burgere skåret ind til benet. En tidligere barnestjerne er medejer af stedet.
Portobellosvampe, fois gras og grovboller har intet at gøre i en rigtig burger. Sådan lyder den klare udmelding fra stifterne af burgerbaren WeDoBurgers, der åbner den 18. april i Østergade ved Strøget.
”Skåret ind til benet er en burger jo utrolig simpel. En briocheagtig bolle, en god ketchup, en lækker sennep, pickles, løg og naturligvis en god bøf lavet af kvalitetskød. Desværre er der mange takeawaysteder, der bruger dårlige råvarer og propper alt muligt i deres burgere, som intet har at gøre med en original burger,” siger Christoffer No fra WeDoBurgers.
Har prøvesmagt 30 burgerboller
Sammen med den tidligere barnestjerne Danny Kool står den 24-årige Christoffer No bag byens nye burgerbar, der i tråd med dogmetilgangen kun får en hamburger, en cheeseburger, pomfritter og sodavand på menukortet. De to kompagnoner kender hinanden fra det aarhusianske musikmiljø, hvor de begge har arbejdet i mange år, og forarbejdet for den nye satsning har været grundigt.
”Det handler om kvalitet for os, og derfor har vi brugt et år på at finde leverandører og lokaler. For eksempel har vi prøvesmagt 30 burgerboller og 15 typer sennep, før vi fandt de rigtige. Sennepen importerer vi i øvrigt selv fra USA. Det handler om at finde de rigtige smage og konsistenser. Vi har også været ude at se virkeligt mange lokaler, før vi valgte adressen ved Strøget,” siger Christoffer No.
6.000 tilmeldte til åbningsfest
Noget kunne tyde på, at aarhusianerne er klar til kvalitetsburgere med råvarer i topform. I hvert fald har WeDoBurgers allerede 6.000 tilmeldte på deres Facebook-side, som gerne vil benytte sig af burgerbarens åbningstilbud om en gratis burger den 18. april.
”Selvfølgelig er der stor efterspørgsel efter gratis mad, men for mig er den store interesse også et tegn på, at der er en efterspørgsel efter kvalitetsburgere i byen. Vi vil gerne være med til at starte en diskussion om, hvordan man højner kvaliteten af takeaway i Aarhus, uden at en burger skal koste 130 kroner, og derfor er vi vildt glade for, at folk tilsyneladende sætter pris på projektet,” siger Christoffer No.
Makkerparret kommer selv til at stå i burgerbaren sammen med 5-10 øvrige ansatte. Priserne starter fra 40 kroner for en burger, og en menu med burger, pommes fritter og sodavand vil koste i omegnen af 80 kroner.
SPECS
WeDoBurgers
Østergade 14
8000 Aarhus C