Foto: Ren og Stærk

5 glutenfrie spisesteder i Aarhus

GUIDE Har du det også svært med gluten? Så er her 5 glutenfrie spisesteder i Aarhus.  

Mange har af den ene eller grund det svært med gluten, der som bekendt findes i ikke mindst kornprodukter. Derfor kan det umiddelbart være svært at spise ude eller få lækker takeaway. Heldigvis er der i Aarhus en god håndfuld restauranter og takeaways, der tager særlige hensyn til glutenallergikere og folk med glutenintolerans. Vi har fundet 5 skønne spisesteder i Aarhus med glutenfri gastronomi på menuen. NB: Du må også gerne spise med, selvom du godt kan tåle gluten :-).

Til den fitness-glade
Ren & Stærk, Mejlgade 51D, 8000 Aarhus C

Takeawaystedet Ren & Stærk på Mejlgade markedsfører sig med vitalitet, mad lavet fra bunden og brug af sunde, lokale råvarer. Og det er i dén grad et besøg værd, hvis du har det svært med gluten. Takeawayen er placeret lige rundt om hjørnet fra havnens crossfitsteder, hvilket giver god mening, fordi mange af retterne fokuserer på proteiner. Ren & Stærks menukort er stramt opbygget med få retter, men alle sanser og behov kan opfyldes på det lille sted, der har mottoet “Sundt skal smage godt”. Vi anbefaler en såkaldt Grøn Gris med spinat, broccoli og chilimandler eller en Cajun Kylling med braisserede grøntsager og stenalderbrød. Og hvis du er lidt lækkersulten bagefter, kan du med god samvittighed bestille en avocadokage eller en ”Gid jeg var en cheesecake” – mums!

Til grøntsagselskeren
Fika, Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C

På den hyggelige café Fika i Jægergårdsgade finder du et mekka af glutenfri retter, der gør stedet perfekt til glutenallergikere. På menuen er både salater, tærter, sandwiches og madpandekager, og den lille café har et såkaldt guldmærke i økologi, hvilket indebærer, at 90-100 procent af råvarerne er økologiske. Store dele af stedets menukort er grøntsagsbaseret, så du kan også sagtens spise dig mæt her i den lette og elegante mad, selvom du er vegetar. Vi anbefaler en af Fikas lækre sandwiches, som alle kan laves med glutenfrit brød – der endda er sprødt – eller en majspandekage med pulled pork. Til maden anbefaler vi en friskpresset juice eller og til de modige en matcha latte lavet på vanilie-soyamælk. Alle retterne kan i øvrigts spises i caféen eller tages med ud i det gode vejr (eller hjem foran Netflix).

Til en nem aftensmad
Chido, Mejlgade 48A, 8000 Aarhus C

Er tiden eller humøret ikke til at spise ude, kan du også tage forbi den mexikanske takeaway Chido på Mejlgade. Stedet, der for nylig har udvidet med en filial på Frederiks Allé, tilbyder lækker meximad til særdeles rimelige priser, og alt fra burritos til quesadillas er en fornøjelse. Har du særlige behov, kan du sammensætte en af Chidos bowls, hvor du får alt det gode fra en burrito, taco eller quesadilla, bare uden pandekagen. En glutenfri anbefaling herfra lyder på Staffs Favourite med feta, majschips og det velsmagende barbacoa, som dækker over Chidos særlige oksekød. Alternativt kan du selv sammensætte sin bowl ud fra princippet pick-and-mix. Nemt og lige til – what’s not to like? Priserne starter ved rørende 52 kroner for burritos, 55 kroner for quesadillas og 58 for bowls, så der er ingen grund til at ringe til bankrådgiveren.

Til byens økologifans
Glad!, Frederiks Allé 127, 8000 Aarhus C

På den populære café Glad! midt på Frederiks Allé er alting økologisk og hjemmelavet, inklusive deres glutenfri boller, som er nogle af de bedste i byen. Med andre ord skal du kigge forbi, hvis du har problemer med gluten og er frisk på et lækkert måltid i uformelle rammer. Cafe Glad laver både morgenmad, brunch og frokost, så her er noget for enhver smag på stedet, som drives af den engagerede ejer Anne-Louise Spang. Maden kan tilpasses appetitten, og stedets salatbar, der betales efter vægt, er særdeles anbefalelsesværdig. Det er brunchen også, og Glad! vandt ikke for ingenting AOA’s pris for Byens Bedste Brunch/Morgenmad forrige år. Er du mere til varm mad, er stedets chili con carne værd at komme igen efter, ligesom du bør smage caféens friskpressede juice.

Til de eksotiske behov
Oishii, Nørregade 42, 8000 Aarhus C

Et af de bedste og sikreste alternativer til glutenholdig mad er sushi, der som bekendt fås i mange kvaliteter og varianter i Aarhus. Her vil vi fremhæve Oishii Sushi på Nørregade, der er et moderne sushisted med running sushi. Det “løbende” koncept indebærer, at du smager en masse forskellige små retter og spiser, til du segner. Prismæssigt kan du vælge en række forskellige menuer lige fra en lille menu med 8 stykker sushi for 68 kroner til party-udgaven med 72 stykker sushi for 680 kroner. På Oishii Sushi udvælger folkene i køkkenet selv deres fisk og bruger kun de såkaldte Nishiki-ris, hvilket sikrer en gennemgående god smag. Hvis ikke du er til sushi, har Oishii i øvrigt også en wok-restaurant i Højbjerg, hvor det sauterede oksekød absolut er turen værd.