RESTAURANT Den anmelderroste tapasbar Canblau på Klostertorv flytter til dobbelt så store lokaler med åbent køkken og plads til 240 gæster. Trækulsfyret ovn bliver midtpunkt i køkkenet.
Der er store planer hos den spanske tapasrestaurant Canblau, der den 2. januar flytter til nye lokaler med servering på to etager i en historisk bygning på Frue Kirkeplads.
”Det er for så vidt stadig bare en tapasbar, men det bliver anderledes. Måden, vi bygger det op på, bliver meget visuel og flot, og køkken, vinkælder og et loungeafsnit vil komme til at skabe en funktionalitet, som jeg ikke har set tilsvarende herhjemme i en så historisk bygning,” siger køkkenchef Jimmy Holm til JP Aarhus.
Plads til flere gæster
Bygningen på Frue Kirkeplads 4 har tidligere huset et stålfirma, køkkenfirmaet Bent Brandt og et advokatfirma. De nye lokaler får et stort, åbent køkken og bliver med 1.100 kvadratmeter dobbelt så store som i dag. Udvidelsen gør det muligt at have 240 siddepladser, hvilket er 70-80 flere siddepladser end i dag. Målet er dog at bevare intimiteten, understreger køkkenchefen.
”I dag kan vi have 120 gæster i det største lokale, så selv om vi bliver væsentligt større på kvadratmeterne, bevarer vi stadig en intimitet. Og det er vigtigt,” siger Jimmy Holm til avisen.
Ny trækulsovn som midtpunkt
Køkkenets midtpunkt bliver en spansk, trækulsfyret Josper-ovn, som kan nå op på 400–500 grader. Ovnen vil angiveligt give mulighed for at eksperimentere og højne smagsoplevelsen på en måde, som kun findes på de bedste restauranter i Spanien.
”Jeg stiftede første gang bekendtskab med Josper-ovnen på El Celler de Can Roca, og den høje temperatur, maden kortvarigt blev udsat for, fik både fisk, fjerkræ og kød til at smage helt fantastisk. Det er den samme smagsoplevelse, man nogle gange kan være heldig at opnå på en grill, når alt lige har spillet perfekt. Her kan man bare gøre det hver gang, fordi man kan styre temperaturen,” siger Jimmy Holm.
I de nye lokaler får Canblau også en vinkælder, hvor gæsterne selv kan gå ned og vælge vin.