Foto: Al Meza

3 anderledes brunchoplevelser i Aarhus

Vi kan godt blive enige om, at en lækker brunch er noget nær den bedste måde at starte sin dag. Men har du mod på at prøve noget andet end den klassiske brunch? Vi giver dig et bud på tre steder i Aarhus med et lidt anderledes brunchkoncept.

Brunch fra Middelhavsområdet

Al Meza, Frederiks Allé 59, 8000 Aarhus C

3 anderledes brunchoplevelser i Aarhus
Foto: Al Meza

Selvom foråret er over os, så er temperaturene stadig forholdsvis kolde, hvilket i den grad giver lyst til mad, der smager af ferie i udlandet. Det får du hos Al Meza, der byder på brunchspecialiteter med inspiration fra Middelhavsområdet.

Du vælger tre, fem eller syv retter – prisen begynder ved 109 kroner for tre – og kan derefter mæske dig i lækkerier, der leder tankerne hen på sydens sol. Prøv for eksempel restaurantens grillede halloumi – cypriotisk ost – med hummus og avokado, vælg en omgang Menemen – røræg med tomat, løg og peberfrugt – eller kast dig over falafler med tahini-dip. Mmh!

Du kan også lade dig friste af den libanesiske pølse Makanek, som serveres med granatæblesauce, snuppe en skål med blandede oliven eller tilfredsstille den søde tand med Al Mezas tykke pandekager med flormelis, chokolade og bær.

Burger og rejecocktail

Flux, Frederiksgade 42, 8000 Aarhus C

3 anderledes brunchoplevelser i Aarhus
Foto: FLUX

Der er ingen, der siger, at en brunch altid skal bestå af den klassiske røræg og bacon. På gastropubben Flux kan du hver søndag sætte tænderne i en brunchmenu, der har fået et lidt utraditionelt twist:

Begynd dagen med en hamburger, toppet med salat og trøffelmayonnaise, en rejecocktail med salat og Thousand Island-dressing, brioche med avokado, bacon og stegte æg samt pommes frites. Oh la la!

På menuen finder du også en bagel med røget laks, flødeost, agurk og chili, små pølser med bønne og peber samt pandekager med syltede bær og sirup. Så kan dagen altså bare komme an! Gastropubbens søndagsbrunch serveres mellem klokken 11.00 og 14.00.

Bonusinfo: Flux er en del af pubben Tir Na Nóg, som er et irsk univers med både irske bartendere, irsk musik og naturligvis irsk charme!

En god start med fisk

Mefisto, Volden 28, 8000 Aarhus C

Foto: Mefisto

Mefisto løb i november 2020 med titlen som Byens Bedste Brunch i Århus Stiftstidendes prisuddeling, og det er da også en brunch ud over det sædvanlige, du får hos fiskerestauranten i Volden. Her er fokus nemlig – ikke så overraskende – på havets glæder.

Du får derfor serveret både håndpillede rejer, shakshuka og tuncarpaccio. Hvabehar! Menuen byder udover fisk også på smilende æg med laksebacon og hollandaise, slider med gris, pommes frites, dhal med friske koriander, havgus med hypenkompot, samt syltet ananas med kokos.

Herudover brød, ost og gammeldags æblecrumble med makroner. Prisen er 258 kroner per snude, og vil du have kaffe eller te ad libitum til, skal du smide 278.

Læs mere om brunchmenuen her.

Brunch ska' der til

Se alle