GUIDE Den 5-7. september er der fest for foodies og gourmetinteresserede, når den årlige Food Festival løber af stablen på Tangkrogen i Aarhus. Vi har nærlæst det omfattende program og giver dig vores bud på de fem bedste oplevelser. Husk du muligvis skal købe billet i forvejen.
Nørdet kokkedebat
MAD Aarhus, søndag kl. 16.30-18.30
MAD-debatterne er et internationalt initiativ, der udspringer fra folkene bag Restaurant Noma i København. Formålet er at skabe et forum, hvor kokke og andre madfolk frit kan udveksle holdninger og lære nyt af hinanden og folk fra andre brancher. Arrangørerne har inviteret MAD-organisationen til Aarhus til en nørdet session om gastronomi og køk¬kenkultur. I det internationale panel er blandt andet chefkok på restaurant Relæ i København Christian Puglisi og den svenske stjernekok Niklas Ekstedt, og blandt temaerne er: Er originaliteten er forsvundet i de professionelle køkkener? Hvor ligger grænsen for inspiration og direkte kopiering af retter? Hvad betyder det for kokkene, at andre stjæler arbejdet og præsenterer det som egne originale kreationer? Det skal nok blive spændende.
Manden bag myrerne
Thomas Laursen (tidl. Noma), lørdag 12.30-13.30
Du kender ham ikke, men du har helt sikkert hørt om myrerne på Restaurant Noma. Thomas Laursen var manden, der satte myrerne på menukortet på den københavnske toprestaurant og vakte lige dele forargelse og forundring. I dag er han blandt andet samler af vilde urter, svampe og bær fra naturen til nogle af Danmarks toprestauranter. Arrangørerne lokker med, at du kan smage en orangemyre, og det er jo givet et tilbud, du ikke får hver dag.
Smørrebrødskongens værksted
Adam Aamann, lørdag 17.30– 18.15
Smørrebrød fås ikke kun i den klassiske udgave, de serverer på Rådhus-Cafeéen og Teaterbodegaen i Aarhus. I København har smørrebrød fået en ny guldalder, og det skyldes primært én mand: Adam Aamann. Derfor er du nødt til at møde ham, når han åbner op til sit smørrebrødsværksted. Få et indblik i smørrebrødets verden og i hvordan, hans topmoderne køkken i dag arbejder med den gamle danske tradition. Mon ikke også han giver en smagsprøve?
Bag med Meyer
Bageworkshop med Claus Meyer, lørdag 18.00–19.00
Du er måske ved at være lidt træt af entreprenante Claus Meyer, og det er forståeligt nok. Men bag den veltalende facade kan den cand.merc.-uddannede madiværksætter det gastronomiske håndværk til fingerspidserne, herunder ikke mindst bagning. Og så han en fremragende formidler. Derfor er bageworkshoppen med Meyer og hans kornkammerat Per Grupe et must. Smag, duft, lær og ælt i selskab med hundredevis af andre bage-entusiaster, som der står i programmet.
Tv-mad for en billig penge
Hele weekenden
Du skal også have noget til ganen, ikke kun snak. Fire af kokkene fra vores yndlings-madprogram Madklubben har lavet fire retter med danske råvarer, som du kan smage for 100 kroner i boden ”Fondens Fristelser”. Kokkene er Kenneth Hansen og Jesper Koch fra dette års sæson samt kokkene Thomas Pasfall og Francis Cardeneau fra sidste års sæson. Det kunne godt blive interessant. Overskuddet går ubeskåret til Fonden til Fremme af Dansk Gastronomi, og Arla Unika og Danish Crown sponsorerer råvarerne.