Foto: Rosforth & Rosforth.

Vinbar i Sonnesgade lukker

Vinbaren Rosforth & Rosforth i Aarhus sidst åbningsdag fredag den 2. marts.

Er du fan af naturvin, så har du sikkert nydt godt af vinbaren Rosforth & Rosforth i kælderen i Sonnesgade 11. Desværre meddeler ejer Simon Mogensen på vinbarens Facebook-side, at Rosforth & Rosforth lukker fredag den 2. marts.

”Der er ikke noget perspektiv i vores nuværende lokaler, da vi gerne vil noget mere end en kælder under jorden. Vi har været rigtig glade for det, og folk har været så sindssygt søde, så det er mere de praktiske omstændigheder ,” siger Simon Mogensen.

Lukker ikke endegyldigt

Rosforth & Rosforth åbner ifølge ejeren op igen inden for den nærmeste fremtid i nye og bedre lokaler. Simon Mogensen fortæller, at det heller ikke er en sørgelig nyhed, men at det i stedet er et personligt valg.

”Det er noget, jeg har tænkt på siden den første januar, hvor jeg solgte restauranten (Restaurant Sonnesgade 11, red.). Jeg vil faktisk sige, at det er glædeligt for mig at have truffet beslutningen, så energien kan lægges det nye sted. Folk skal ikke være kede af det, da jeg åbner igen lige om lidt,” fortæller Simon Mogensen.

Rosforth & Rosforth opfordrer til at følge med på vinbarens Facebook-side, hvor de vil opdatere, når der er nyheder.