Tre restauranter med Michelin-mojo

Tre restauranter med Michelin-mojo

af -
Wassim Hallal laver gourmetpizza i samarbejde med Tivoli Friheden. Foto: Frederikshøj.

RESTAURANT Lokalpressen gik i selvsving, da nyheden om Michelin-inspektører på besøg i Aarhus breakede forleden. En nyhed kan man næsten ikke kalde det al den stund, at Michelin-guidens direktør i foråret annoncerede en ny nordisk Michelin-guide 2015 med fokus på netop mindre byer. Men hvem skal så have de eftertragtede huer i Aarhus? Vores bud er, at disse tre er frontrunners:

Frederikshøj er sikker
Gourmettemplet Frederikshøj på Oddervej med allestedsnærværende Wassim Hallal ved roret har flere gange været nævnt som det allersikreste bud på østjyske Michelin-stjerner. Han har holdt et tårnhøjt niveau gennem nogle år, og hans perfektionistiske køkken med stenhård fokus på selv de mindste detaljer er skræddersyet til Michelin. Den luksuriøse stil med opulent brug af luksusvarer som foie gras, hummer, østers og kaviar trækker tråde tilbage til det klassiske franske køkken, hvilket alt andet lige bør være en fordel. Den højtidelige stemning med hvide duge, stive tjenerjakkesæt og en indretning præget af eksklusive designerbrands er som taget ud af en parisisk trestjernet og understreger, at Wassim alle dage har været mere Audi end Aldi. Den er hjemme!

Varna klarer cuttet
Hvis man konsulterer Den Danske Spiseguide eller White Guide Denmark, er Restaurant Varna syd for Aarhus den sikre nummer to efter Wassim. Så sent som sidste uge indkasserede Varna en seksstjernet anmeldelse. Derfor er det åbenlyst, at det topmoderniserede spisested kandiderer til en plads i en nordisk Le Guide Michelin. Stedet var tidligere et slidt bryllupsvenue med has been written all over, men køkkenchef Palle Enevoldsen har løftet det gastronomisk fra 0 til 100 på få år. Selvsamme Enevoldsen er en institution på den aarhusianske gourmetscene, hvor han siden starten med legendariske Le Canard på Frederiksgade i 90’erne har spillet med kokkemusklerne og også har ejet Frederikshøj sammen med Wassim Hallal. Varna klarer cuttet!

ET tager guld
Fransk gourmetcuisine i Aarhus bliver ikke skarpere end på Restaurant ET ved Europa Plads. Prøv bare deres moules marinieres, sneglene med en smag af Bourgogne eller oksetataren opkaldt efter kokkeikonet Michel Michaud. For ikke at tale om den mundvandsdrivende confit de canard eller klassikeren creme brulee. Bag det toptunede brasserie ved havnen står Morten Sandvej og Lars Eiskjær, og de skriver på hjemmesiden, at de ikke vil høre tale om Michelin-stjerner. Det er selvsagt noget pjat, når niveauet ligger over, hvad man kan opleve på mange et-stjernede restauranter i Frankrig eller Italien. Den er ikke så sikker som Frederikshøj, men vi satser vores penge på guld til ET!

Læs artikel: 5 nye restauranter du skal tjekke ud
Læs artikel: Her er østjydernes nummer 1
Læs artikel: Ny italiener trumfer turistfælderne

Foto: Restaurant Frederikshøj

Disclaimer: Ovenstående er udtryk for skribentens personlige holdning.

Mikkel T. Krogh
Mangeårigt madøre og wannabe-kok. Bruger alt for meget tid på at researche restauranter før selv den mindste rejse. Journalist og cand.mag.