BURGER Tirsdag den 21. juni åbner Tommi’s Burger Joint på Jægergårdsgade 57 med gratis burgere, fritter og sodavand til alle.
Efter lang ventetid melder den islandske kult-burgerjoint Tommi’s Burger Joint sig ind i den aarhusianske burgerkrig og åbner op i smilets by. Første åbningsdag bliver tirsdag den 21. juni, og på dagen vil der være gratis burgere, pomfritter og sodavand til alle i åbningstiden kl. 10-22.
“Vi giver gratis burgere, fritter og sodavand hele dagen, som vi altid gør, når vi åbner en ny burgerjoint. Rekorden for antallet af uddelte burgere lyder på 1.350 styk, og vi håber på at slå det antal i Aarhus,” siger adm. direktør Valdimar Halldórsson fra Tommi’s Burger Joint.
Prismæssigt kommer en burger på byens nye burgerjoint til at koste fra 74 kroner. Derudover tilbyder Tommi’s det såkaldte “Offer of the Century” med burger, fritter og sodavand for 94 kroner. Burgerkæden er startet af islændingen ’Tommi’ Tomas Tómasson og har også burgerjoints i København, Malmø, Berlin, London og Oslo.