Den amerikanske avis The New York Times anbefaler seks steder, du skal spise i Aarhus. 

Rygtet om at Aarhus er europæisk kulturhovedstad i år, har efterhånden spredt sig til hele verden. Senest er det den amerikanske avis The New York Times, der har fået øjnene op for smilets by.

Avisen udgav torsdag den 12. oktober artiklen “36 timer i Aarhus“, hvor journalisten Ingrid K. Williams har skrevet en detaljeret guide over alt det, du kan få timerne til at gå med i vores by.

Mad skal der jo som bekendt til, og artiklen kommer med seks gode bud på forskellige steder, du kan spise dine måltider.

Smørrebrød og rugbrødsmadder med ost
I artiklen nævnes for eksempel smørrebrødsrestauranten F-høj, der er michelinrestauranten Frederikshøjs lillebror på Grønnegade 2. Her bliver både smørrebrød og beliggenhed rost, og det anbefales, at du prøver et stykke smørrebrød med kyllingesalat toppet med sprødtstegt kyllingeskind.

Et forslag til den lettere eftermiddagssult er et stykke hjemmelavet rugbrød med Gammel Knas-ost fra Arla Unika hos La Cabra Coffee i Graven 20, og skal den have lidt mere gas, foreslår artiklen Aarhus Street Foods kulinariske madmarked.

Skal der øl til, synes journalisten Ingrid K. Williams, at du skal spise frokost på gastropubben Hantwerk ved havnen på Fiskerivej 2D, hvor ølkortet byder på mange eksklusive fristelser.

Nordisk cousine og hyggelig aftensmad
Når klokken har slået aftensmadstid, er det første foreslag Restaurant Hærværk på Frederiks Allé 105. Her bliver restauratens specielle menu-koncept fremhævet, hvor menuen varierer fra dag til dag.

Et bud på en ægte “hyggelig” aften er ifølge journalisten Ingrid K. Williams Vesterlaugets Madbodega i Vestergade 50, der om aftenen ikke serverer andet end dagens ret – men så koster den til gengæld også kun 85 kroner.

Udover madstederne bliver cocktailbaren Gedulgt i Fredensgade 41 og ølbaren Mig & Ølsnedkeren i Mejlgade 12 også nævnt, ligesom kaffebarerne Great Coffee i Klostergade 32H og RS28 i Ryensgade 28 også har imponeret nok til at snige sig med i artiklen.