6 formidable tatar-steder i Aarhus

6 formidable tatar-steder i Aarhus

af -
Foto: Ferdinand.

GUIDE: Den franske klassiker af skrabet oksekød er måske simpel i sit udtryk, men det er faktisk lidt af en videnskab at tilberede den perfekte tatar. Her får du seks bud på steder i Aarhus, hvor du kan nyde en omgang rå okseinderlår ud over det sædvanlige.

Gennemført gourmet ved åen
Ferdinand, Åboulevarden 28, 8000 Aarhus C

Beliggende direkte ned til åen finder du den anmelderroste restaurant Ferdinand på hotellet af samme navn. Restauranten har stor kærlighed til råvarer af bedste kvalitet og klassiske madlavningsteknikker udført til perfektion, og det har givet stedet ry for at være en af byens bedste steder at stille sulten. Her er konceptet små lækre retter, der gør det muligt at gå på opdagelse i flere af restaurantens kreationer, som afspejler det franske køkken – til tider twistet med moderne smagsnuancer. Restaurantens tatar med pommes frites og aioli bliver tilberedt helt klassisk efter alle kunstens regler og fås for bare 155 kroner. Vi anbefaler, at du også smager jomfruhummeren og slutter af med restaurantens uovertrufne hindbær- og kokosdessert, ligesom stedets omfattende vinkort vil kunne stille både den grønneste vinentusiast og den mest erfarne sommelier tilfreds. Skål, og velbekomme!

Den velkendte fornøjelse
Klassisk 65, Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C

Den hyggelige bistro Klassisk 65 har efterhånden mange år på bagen, og stedets teaterlignende tilberedning af kødretter som tataren har fået legendestatus blandt Aarhus’ kødelskende publikum. Bestiller du din tatar her, kan du fra første parket iagttage, hvordan den røres med de klassiske, franske ingredienser som estragon og cornichoner. Det spektakulære tatar-show fås både til frokost og aften som hovedret til 195 kroner, og herligheden bliver serveret med sprøde, håndskårne fritter til. Ja tak! Er du sulten efter mere end tatar, tilbyder Klassisk 65 et bredt udvalg af franske klassikere, hvor især den ved bordet flamberede peberbøf har vundet mange madelskendes hjerter. Restauranten på Jægergårdsgade kan bespise over 100 gæster ad gangen, men med tætsiddende borde, lækker jazz og højt humør, føler du dig som blommen i et æg. Her får du intet mindre end den ægte franske bistrostemning – bon appétit!

Hygge på højt plan
Møf, Vesterport 10, 8000 Aarhus C

En lille restaurant med stor sjæl! Møf på Vesterport er både intim og grandios på samme tid, og restaurantens menukort byder på tre valgmuligheder af forret, hovedret og dessert eller en månedlig tre-retters menu. Du bliver altså ikke overrumplet af muligheder på menukortet, til gengæld er der i den grad tale om koncentreret kvalitet, hvad angår restaurantens madlavning! Husets tatar fås både som forret eller hovedret til henholdsvis 109 og 179 kroner, og kødserveringen er bestemt ingen undtagelse, når det kommer til stedets fremragende standarder. De medfølgende kartoffelchips og den røgede mayonnaise vil i vores optik få den mest kræsne connoisseur til at udbryde et veltilfreds “møf” ved første bid! Køkkenet fungerer som en velsmurt og rolig maskine, og tager du plads i restaurantens “madbar,” kan du selv følge med i alle kokkerierne, mens du nyder et glas eller to fra stedets interessante vinkort. God fornøjelse!

Tatar til den lille sult
Krofatters, Guldsmedegade 32, 8000 Aarhus C

Hvis du er til klassisk dansk mad, men gerne vil nyde den i moderne omgivelser, så er Krofatters på Guldsmedegade stedet at besøge. Efter blot få år i den restaurant-spækkede Guldsmedegade har de unge iværksættere bag Krofatters vist, at de ikke blot tilbereder ekstremt velsmagende mad, men også mestrer kunsten at skabe dejlige, hjemlige rammer for stedets gæster. Menukortet er enkelt og består af velkendte klassikere fra det danske køkken med et par få spændende afstikkere til det franske – og en sikker start på en god aften er husets tatar til forret for rørende 79 kroner. Det er værd at bide mærke i, at tataren er rørt med en rundhåndet omgang bacon – en vaskeægte vinderkombination! – ligesom du kan supplere med Krofatters egne fritter og aioli til kun 39 kroner. Til den saltholdige mad får du heldigvis rigeligt med muligheder for at få slukket tørsten med et stort udvalg af sprudlende specialøl fra hele verden. Velbekomme, siger vi bare!

Skal det være fransk, så lad det være fransk
ET, Åboulevarden 7, 8000 Aarhus C

ET ved Åboulevarden har mange jern i ilden, og du kan roligt gøre nytte af alle husets facetter, når du booker bord på restauranten. Som brasserie, vinbar og vinhandel i ét er ET den frankofile mad- og vinelskers ultimative slaraffenland. Maden er præget af fransk gourmet og indeholder selvfølgelig både snegle, confit og foie gras, men tatar skal du heller ikke snydes for. For 188 kroner får du en totalt gennemført variant lavet efter det franske køkkens pioner Michel Michauds forskrift. Men bare rolig, du møder ikke snobberi eller fine fornemmelser her på stedet, kun kærlighed til god mad og vin til rimelige priser i enkle og uprætentiøse omgivelser. Vinkortet er gennemført fransk, men når hele vejen til toppen og hjem igen – du får i hvert fald intet problem med at finde den rigtige vin til maden. Oven i hatten kan du også købe et utal af lækre franske vine med hjem til flotte priser, hvis du skulle blive fristet.

Luksus ved banegården
MASH Aarhus, Banegårdspladsen, 8000 Aarhus C

Et palads for kødelskere. Sådan føles det eksklusive steakhouse MASH, der ligger i Aarhus-kokken Rene Knudsens gamle lokaler ved Hotel Ritz. Det kødorienterede spisested er den aarhusianske aflægger af den københavnske MASH-kæde, og vi er oppe i en prisklasse, hvor eksempelvis en amerikansk ribeye koster 460 kroner plus tilbehør. Til gengæld er forretsudgaven af tatar med 95 kroner prismæssigt nede på jorden og koster blot 95 kroner. Den serveres med piquillo-pebere, skalotteløg, chiliolie, purløg, salat og chips, og man kan også få den som en hovedretsversion, hvis man lægger 190 kroner. Er du mere til fisk, kan du snuppe tuntataren med avocado, agurk, chili og japansk dressing. I glasset foreslår vi at smage en af de primært amerikanske vine, der dog heller ikke er billige. Den første MASH-restaurant åbnede i København i 2009 og var efter ejernes eget udsagn en reaktion mod det nordiske køkkens sejrsgang sidst i nullerne.

Frederik Vincent
Skribent. Er vild med mad og vin i alle afskygninger og siger aldrig nej til at prøve noget nyt. Nyder at handle lokalt og selv samle råvarer i naturen. Forsøger mig indimellem som hjemmekok med svingende succes.