Er du en rigtig tapaselsker? Så læs med her, for der er både skinker, pølser, pesto og mange andre delikatesser på menuen, når tre af byens restauranter disker op med lækker, spansk og mundvandsfremkaldende tapas.
Rustikt og med vin ad libitum
Stechers, Åboulevarden 39, 8000 Aarhus C
På Stechers ved åen går vin, tapas og cocktailbar op i en højere enhed. Her kan du nyde restaurantens tapaskoncept som – udover et indbydende tapasbræt – inkluderer vin ad libitum og bobler fra 275 kroner for halvanden times servering. Kunne du godt tænke dig mere tid til at nyde din tapas og nå at fylde vinglasset et par gange ekstra, kan du få tre timers servering for 435 kroner. Fair! Med tapasbrættet Stechers Style får du altid forskellige slags pølser, oste, paté, tapenade og to slags brød, og du kan eksempelvis sætte tænderne i stedets serranoskinke, champignonpaté, morbier-ost og baguette. Når du har spist på Stechers, kan du desuden gøre brug af tilbuddet om after dinner cocktails, hvor en cocktail koster blot 45 kroner. Måske skal aftenen rundes af med en lækker og billig espresso martini eller mojito?
Innovativt og gamle klassikere
CANblau, Frederiksgade 29, 8000 Aarhus C
På CANblau kan du nyde ægte spansk tapas i tapasrestauranten i stueetagen eller i tapasbaren på førstesalen. I restauranten kan du vælge mellem forskellige serveringer fra 400 kroner, hvor de spanske råvarer og metoder er højt prioriteret. Der er også skruet op for innovationen i tapasrestauranten, hvor du eksempelvis kan nyde glaseret svinebryst med miso eller stegte rejer med syltede cherrytomater. Går du op ad trapperne, kan du tage plads i tapasbaren, hvor der er et udvalg af mere end 550 forskellige slags anretninger, som er blevet serveret igennem 10 år i tapasbaren. En af CANblaus klassikere er grillet brioche med cremet gedeost og svamperisotto med trøffelsmør, mums! I tapasbaren arbejder kokkene direkte over for gæsterne, og du kan derfor følge med i hele processen, inden du sætter tænderne i de spanske skinker og krydrede pølser.
Tapas fra årets sæsoner
Plan B, Fredens Torv 2, 8000 Aarhus C
På den rustikke tapasbar Plan B kan du glæde dit tapashjerte med en skøn sammensætning af tapas og vin, der passer til ingredienserne på din tallerken. Du kan få en enkel tapastallerken med bruschetta for 189 kroner, og hvis du vil have vin til, kan det godt betale sig at vælge tapasmenuen, som indeholder tre af sæsonens smageglas og en tapastallerken for 249 kroner, som følger årets sæsoner – og hvad enten du er mest til rød- eller hvidvin, kan du få en, der er tilpasset din tapastallerken og dine smagsløg. Plan B sørger også for, at rammerne passer til lige præcis den anledning, du kommer for. Du kan enten sidde i barområdet, ved vinduet eller i nogle af restaurantens hyggekroge som eksempelvis den private jagtstue eller i den magelige Hjørn Krog.