Foto: TacoTaco.

Hovedet er tungt, kroppen er øm, og overskuddet er absolut i minus. Med andre ord: Behovet for tømmermændsdulmende takeaway er stort! Vi giver dig her seks bud på steder, hvor du kan finde netop det.

Økologiske burgere i midtbyen 
The Burger Shack, Frederiksgade 39, 8000 Aarhus C

Er bøf det første ord, der falder dig ind, når du er kommet til bevidsthed dagen en bytur, er der heldigvis mange gode muligheder i Aarhus. Én af dem er The Burger Shack i Frederiksgade, der for nyligt blev kåret til ”Byens Bedste Burger 2017”. Her kan du sætte tænderne i en briochebolle med hjemmerørte dressinger, en bøf, der er lavet på kød fra fritgående kvæg, samt økologiske grøntsager. Burgerbaren er desuden kendt for sine pommes frites, der er krydret med parmasanost og timian. Hallelujah! Til de kødspisende anbefaler vi en Shack Burger Menu, hvor du får en cheeseburger, pommes frites og en drikkevare til 85 kroner – og er du vegetar, kan du stille din burger-trang med en Veggie Burger med en bøf lavet på soja, økologiske syltede agurker og sennepsmayonnaise til 55 kroner. Er tømmermændene så slemme, at tålmodigheden har en kort lunte, kan du bestille din mad hjemmefra, så du er sikker på, at den er klar, når du kommer og henter den.

Italiensk pizza – også til veganere
Fratelli Pizza, Tordenskjoldsgade 81, 8200 Aarhus N

Bare fordi du har tømmermænd, behøver du ikke at snuppe en pizza fra det første pizzeria, du spotter i bybilledet. Hvorfor ikke forkæle dine smagsløg med en pizza fra det sted, Smag Aarhus’ læsere kårede til byens bedste i efteråret? Fratelli Pizza på Trøjborg laver italienske pizzaer i særklasse, både for veganere og kødspisere. Prøv for eksempel en veganer-sag med svampe, kartofler, squash, paprika, rosmarin samt veganerost- og parmesan for 95 kroner. Lækkert, lækkert, lækkert! Vil du gerne spise kød, foreslår vi en Pizza Speck med mozzarella, røget lufttørret skinke, artiskok og hvidløgsolie til 75 kroner til at dulme tømmermændene med. Er din stakkels krop for svag til at bevæge sig udenfor for at hente pizzaen, bringer udbringningsfirmaet Just Eat heldigvis ud for Fratelli Pizza – så skal du bare bestille maden online fra sofaen, og blive der, indtil maden bliver leveret. Nemt!

Nachos-sandwich med salsa og guacamole
Sunshine Sandwich, Nørregade 22, 8000 Aarhus C

En god sandwich skal ikke undervurderes – ej heller skal de mirakler, den kan udføre mod tømmermænd! Skal du have en dagen derpå-venlig version, kan vi anbefale Sunshine Sandwich i Nørregade og eksempelvis stedets Mimi’s med kylling, tortillachips, smeltet cheddarost, guacamole og salsa i enten lyst eller mørkt ciabattabrød. Så skulle de værste symptomer fra natten før gerne forsvinde for den nette sum af 45 kroner. Det er da værd at prøve af! Sunshine Sandwich har også flere vegetarmuligheder – prøv for eksempel en Veggi-sandwich med stegt aubergine, mozzarella, guacamole, grønt, mayonnaise og cremefraichedressing i et urtebrød til 50 kroner. Vil du være ekstra god ved din krop, kan du jo tilføje en friskpresset juice med for eksempel gulerod, lime, ingefær og æble til 40 kroner til bestillingen. Er du rigtig frisk, så prøv et ingefærshot til 20 kroner – så er vitamintilskuddet hurtigt overstået.

Stærke risretter eller mild sushi
Thai Plus, Tordenskjoldsgade 1, 8200 Aarhus N – Skt. Pauls Kirkeplads 9, 8000 Aarhus C

Frembringer tømmermændene altid lysten til lidt mere eksotisk mad, er Thai Plus på enten Trøjborg eller Frederiksbjerg et godt bud på asiatisk takeaway. Skal systemet genopstartes med en heftig chiliret, anbefaler vi en omgang Phat Ga Gaw med stegt oksekød eller kylling, stærk soja, blandede grøntsager og basilikum med ris til for 85 kroner. Hvis det ikke behøver være brølende stærkt, kan du nøjes med en Phat Thai med stegte risnudler, tamerinsauce, knuste peanuts og kylling eller rejer. Mums! Er du typen, der får lyst til frisk sushi dagen derpå, kan du glæde dig over, at du hos Thai Plus kan få 16 stykker sushi – tre forskellige slags – for bare 99 kroner. Ikke dårligt! Thai Plus bringer ikke ud, men en lille gåtur har nu heller aldrig skadet en tømmermændsramt krop, så tag du roligt turen til et af de to spisesteder. På Trøjborg er der åbent alle dage, mens Thai Plus på Frederiksbjerg holder lukket hver tirsdag.

Hjemmelavet pita fra de lokale røvere
De Fyrretyve Røvere, Frederiks Allé 81, 8000 Aarhus C

De to kokkebrødre bag pitabaren De Fyrretyve Røvere på Frederiks Allé har fået lidt af en succes stablet på benene åbningen i august 2017. Her får du pitaer, hvor alt er lavet fra bunden, og lækkerierne serveres af et personale, der er kendt for deres gode humør og teamwork. Det kan kun smitte positivt af på tømmermænds-tilstanden! Er det pita, der skal til for at behage den trætte krop, anbefaler vi en version med falafel og en god blanding af de både syltede, bagte og sprøde grøntsager, du kan få i din pita. Er du mere til kød, kan du stille sulten med en pita med flanksteak skåret i tynde skiver. Mørt og lækkert! Husk tålmodigheden, når du bevæger dig ud ad døren for at hente din mad. Pitabaren er nemlig yderst populær, og det kommer blandt andet til udtryk ved en til tider lang kø foran det lille lokale. Får du rejst dig fra sengen, kan du stille din pita-sult fra klokken 13 til 21 alle ugens dage.

Mexicanske smagsoplevelser ved Åen
TacoTaco, Åboulevarden 17, 8000 Aarhus C

Har du prøvet byens nye mexicanske spisested TacoTaco? Hvis ikke, så er en tømmermændsdag en glimrende anledning! Hos TacoTaco kan du vælge mellem seks forskellige slags taco, der alle koster fra 30 til 35 kroner stykket. Vi foreslår, at du smager vegetar-tacoen med avokado, ost, syltede rødløg, marineret kål, salsa, koriander og bønner eller signaturtacoen Al Pastor, der er med langtidsmarineret og -braiseret grisekød med ananas og koriander. Himmelsk! Er det en lidt for stor opgave at skulle bøvle med at spise en taco, byder spisestedet også på fristende burritos i enten vegetarversion eller med kylling, oksekød eller grisekød. Vi anbefaler kyllinge-burritoen med majs, ris, bønner, ost, salat, ristede sesamfrø og chilimayonnaise. Mums! TacoTaco har desuden åbent om natten både torsdag, fredag og lørdag, så der er gode muligheder for at forsøge at fikse de værste tømmermænd allerede før, du rammer dynen.

Amalie Maindal Nielsen
Skribent på Smag Aarhus. Kan bedst lide at lave tøm køleskabet-mad og er lidt for god til at finde lejligheder til hverdagsvin. Hvis jeg kun måtte bruge mine penge på én ting, ville det være restaurantoplevelser. Kommunikationsstuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.