Foto: S'vinbar.

Guide: 8 vinbarer du skal prøve i Aarhus

GUIDE: Har du lyst til et godt glas vin? Her er 8 fortrinlige vinbarer i Aarhus.

Hvis du ikke ved, hvor du skal gå hen, når du har lyst til et glas vin efter en hård uge, skal du læse med her. Mulighederne er efterhånden mange i den østjyske hovedstad, hvor vinbarerne er poppet op på stribe de seneste par år. Her er vores bud på otte gode vinbarer, du skal besøge.

Vinbar ved Vor Frue Kirke i Aarhus
Pinot Butik & Bar, Frue Kirkeplads 1 A, 8000 Aarhus C

vinbarer i Aarhus du skal prøve
Foto: Pinot

Den hyggelige vinbar og butik ligger ved Vor Frue kirke, og det er et perfekt sted, hvis du er til hyggelig stemning, god vin i alle prisklasser og kompetent personale. Du kan både købe vin i glas, men du kan også vælge vin på hylderne og drikke dem i baren.

Hvis du er studerende eller på udkig efter et billigt kvalitetsglas, så holdes der om tirsdagen “Glad tirsdag” hos Pinot. Der kan udvalgte vine købes på glas for 40 kroner og en flaske for 200 kroner. Vinene kan variere, men personalet står altid klar til at forklare dig om vinene og guide dig den rigtige vej.

Pinot har vin i alle prisklasser, så der er ingen undskyldning for ikke at komme ned på en af de hyggeligste vinbarer i Aarhus.

S’vinbar i Aarhus
S’vinbar, Klostergade 62, 8000 Aarhus C

vinbarer i Aarhus
Foto: S’vinbar

Når det handler om vinbarer i Aarhus, er der ingen vej udenom S’vinbar på hjørnet af Klostergade og Gl. Munkegade. Stedet er startet af den tidligere sommelier på Restaurant ET Sabina Drachmann Sunne, og hun har på kort tid formået at skabe en stemningsfyldt vinbar, der tiltrækker både studerende, erhvervsfolk og turister.

Vinene kommer blandt andet fra mindre vinhuse i lande som Georgien og Østrig, men du kan naturligvis også sætte tænderne i et glas klassisk Barolo eller Barbera d’Alba, hvis du er mere til dét. S’vinbar byder gerne på lidt snacks til vinen, hvis den lille sult skal stilles.

Veltempereret Bourgogne i Aarhus
Vincaféen, Borggade 14, 8000 Aarhus C

8 vinbarer du skal prøve
Foto: Vincaféen

Den lille vincafé på Borggade er ubetinget et af byens hyggeligste steder at fundere over de store spørgsmål i livet over et glas veltempereret Bourgogne. De ukurante træmøbler og de sorte kridttavler fungerer fortrinligt i det rustikke lokale, som tidligere har huset en butik med festartikler.

Vinbaren er lillebror til Løves Bogcafé på Nørregade, og ambitionen er at skabe et sted med rendyrket fokus på vin og mad. Sidstnævnte er det traditionelle , og vinene på det omfangsrige kort kommer primært fra Europa.

Spanske vibes på vinbar i Aarhus
Pica Pica, Vester Allé 15, 8000 Aarhus C

8 vinbarer i aarhus du skal prøve
Foto: Pica Pica

“Pica pica” betyder angiveligt små hapsere på catalansk, og hapsere er der masser af på den spanskinspirerede vinbodega Pica Pica. Størstedelen af vinene kommer fra Spanien, og hapserne dækker over hjemmebagt brød, oste, pølser, tapenader eller oliven.

Det er superhyggeligt at sidde indenfor på vinbodegaen, der er indrettet i rustik stil med ældre træmøbler og vinreoler på væggene. Dog gør de udendørs pallemøbler ned mod åen sig også ganske godt i eftermiddagssolen, hvis vejret er til det. En fin detalje er, at der ofte er lækker livejazz i vinbaren, som også i øvrigt byder på spansk øl, hvis nogle i selskabet er mere til dét.

Tapas og vin du skal prøve!
Plan B, Fredens Torv 2, 8000 Aarhus C

8 vinbarer i aarhus
Foto: Plan B

Plan B er en vinbar, hvor hovedparten af vinen bliver importeret af ejerne selv og suppleret op med vin fra lokale vinimportører. Du kan vælge mellem mere end 40 vine fra hele verden på glas, som du kan nyde i de stilfuldt indrettede lokaler.

Derudover kan du smage en række sjældne vine på flaske, som dog kræver, at du har den store pengepung med. Hvis sulten nager, kan du sætte tænderne i lækker tapas med skinke, ost og andre lækkerier. 

Vinbar ved havnen i Aarhus
Vindanmark, Kystpromenaden 2, Aarhus C

8 vinbarer du skal prøve i Aarhus
Foto: VinDanmark

Den kombinerede vinbar og vinbutik Vindanmark ligger få meter fra vandet på Aarhus Havn og er med sit rå murstenslook, urbane indretning og udendørs pallemøbler en sublim location til indtage gode druer i glasset.

Om sommeren dypper du tæerne i vandet foran butikken med en kølig chardonnay, mens du i vinterhalvåret konverserer de øvrige kunder indenfor ved vintønderne. For nylig har vinbaren tilmed fået en vildmarkedsbad, hvor du kan sidde i vandet og nyde udsigten over havnen med en cool cabernet i hånden.

Cool berlinerstemning i baggården i Aarhus
MasVino, Klosterport 4B, 8000 Aarhus C

8 vinbarer i aarhus
Foto: MasVino

I et gammel værksted er den såkaldte vinbodega MasVino placeret. Den er et besøg værd, hvis du er til god vin i en cool setting. Her er absolut ingen hvide duge og fine krystalglas, men derimod rå stemning og funky indretning. Med sin uformelle atmosfære virker stedet nærmest som taget ud af Berlin.

Vinene kommer dog fra Spanien og er importeret af ejerne, der også står bag søsterbaren Pica Pica. På menukortet er der også en række spanske tapasretter. Dem kan du indtage udenfor ved vintønderne i gården eller indenfor i det lille lokale. Stedet har beholdt værkstedsstilen med fliser på væggene, kasser langs væggene og en stor kran i loftet.

Smag det du skal prøve først hos Smag først  
SmagFørst, Jægergårdsgade 32, 8000 Aarhus C

8 vinbarer i aarhus
Foto: Smag først

På den kombinerede vinbar og vinbutik SmagFørst i Jægergårdsgade er der ingen smalle steder. Vinbaren har åbent fredag og lørdag kl. 15-01 og opstår i al enkelhed ved, at der flyttes nogle borde og stole ind midt i butikken.

Vinkortet kommer hele verden rundt, men stilmæssigt har folkene bag disken en vis fascination af oversøiske vinbamser med crazy-vulgære navne og kitschy etiketter. Der serveres ikke mad, men det er muligt selv at medbringe.




Foto: Con Maz

Gastro Week: Con Maz byder på bobler og tre efterårsretter

Den 20. og 21. oktober kan du få velkomstbobler og tre efterårsinspirerede retter hos vinbaren Con Maz i anledning af Gastro Week.

Hvorfor ikke forsøde oktober med mad, der hylder den smukke årstid?

Vinbar og butik Con Maz kalder sig et univers af smag, som nægter at lade sig binde af konventioner, og under restaurantfestivalen Gastro Week kan du opleve det på nærmeste hold.

Den 20. og 21. oktober inviterer Con Maz nemlig på velkomstbobler og tre efterårsinspirerede retter – som naturligvis komplimenteres af en særligt sammensat Gastro Week-vinmenu.

Det foregår i vinbarens hyggelige, moderne lokaler på Kjeld Tolstrups Gade 94-102, lige ved Godsbanen.

Læs også: Gastro Week er tilbage: Forkæl dig selv med lækker mad til megagode priser

Rimmede kammuslinger, gråand og panna cotta

På aftenen kan du glæde dig til et perlende glas bobler, hvorefter forretten serveres: rimmede kammuslinger med muslingecreme, peberrod, grønne æbler og dild. Uhm.

Dernæst står menuen på stegt gråandebryst med pommes anna, bagt græskar samt sauce med andehjerter, brombær og linser, og middagen rundes af med panna cotta med krystalliseret hvid chokolade og hindbær.

Du får et glas velkomstbobler og tre retter hos Con Maz for 299 kroner – og du køber din billet lige her.




Gastronomi

Se alle
Foto: BARe VIN

Gratis bobler: Vinbar fejrer, at den spanske Can Paixano er tilbage

Fredag den 9. september byder BARe VIN på et gratis glas boblende Can Paixano for at fejre, at den lyserøde vin er tilbage på hylderne.

Er du vild med den lyserøde, boblende, spanske Can Paixano?

Det er de hos vinbar og -butik BARe VIN, og det lader til, at kunderne er enige. Det er nemlig vinbarens mest solgte vin til dato – men mange har måtte gå forgæves efter den populære flaske den sidste tid.

Læs også: Entré: Folkene bag Gastromé åbner nyt spisested i Rosensgade

Nu er vinen dog tilbage på hylderne, fortæller BARe VIN i en mail til Smag Aarhus – og det skal selvfølgelig fejres. Derfor er der et gratis glas Can Paixano til alle, der kigger forbi Værkmestergade 25 på fredag mellem 19.00 og 21.00 samt butikken i City Vest samme dag mellem 10.00 og 17.30.

Det er selvfølgelig muligt at købe ekstra glas eller flasker efterfølgende. Et glas koster 60 kroner, mens du får en flaske for 99 kroner og seks styks for 500.




¡Tapas!

Se alle
Foto: kasa kasa

Mad, drikke og kultur: kasa kasa på Sydhavnen genåbner for sommeren

For andet år i træk åbner kasa kasa sommerbar ved Kulbroen på Sydhavnen. Konceptet er god mad og drikke, men stedet skal også være en platform for kultur, fortæller ejerne bag.

Madbar. Sommerbar. Platform for kultur og andre initiativer.

Det er umuligt at vælge blot ét ord, der beskriver kasa kasa sommerbar, som på fredag den 17. juni atter byder velkommen ved Kulbroen på Kalkværksvej 5G.

“kasa kasa er jo en foranderlig størrelse, og vi er opstået som et slags blæksprutteprojekt, der har fundet sine fødder i det her lille mærkelige træhus på Sydhavnen. Generelt er vi et samarbejdsorienteret projekt, hvor vi gerne vil tilbyde andre kreative at få del i den platform, som vi er så heldige at få adgang til,” forklarer Katrine Stahlschmidt, der sammen med Sara Sadeghian står bag kasa kasa.

“Vi er stadig et sammensurium af meget forskellige oplevelser med mad, drikke og kultur. For eksempel har vi i samarbejde med vores booker Matias Skødt planlagt en festival, som strækker sig over 10 lørdage, hvor hver dag byder på noget unikt: elektronisk musik, dj og singer-songwriter for eksempel. Derudover inviterer vi til loppemarked, bingo, speed dating og bevægelse som dans eller yoga.”

Står på skuldrene af sidste år

Siden kasa kasa sluttede sæsonen 2021, har de to kvinder set frem til atter at kunne nyde sommeren på Sydhavnen.

“Vi har glædet os rigtig meget og samtidig været spændte på, om det overhovedet kunne lade sig gøre at vende tilbage. Vi er jo lidt overladt til større kræfter hernede, så da det blev endeligt bekræftet af foreningen Kulbroens Venner (som står bag Kulbroen, red.), blev vi simpelthen så glade,” siger Katrine Stahlschmidt.

Sara Sadeghian uddyber, at kasa kasa på mange måder står på skuldrene af sidste sæsons erfaringer:

“Sidste år lavede vi en masse samarbejder med forskellige lokale mad- og kulturaktører, for eksempel et event med vores venner fra Sjask, hvor mere end 100 mennesker kom herned for at høre foredrag om og smage på deres pastinakvin. Vi fortsætter vores filosofi om at hive andre mennesker, der laver noget fedt, herned, og vi fortsætter nogle af de fede samarbejder fra sidste år, men har også for eksempel kig på at få nogle spændende aktører fra teatermiljøet med.”

Læs også: BIKS: “Der skal være plads til, at folk kan fortælle røverhistorier over disken”

Madlavning med et åbent sind

Også menukortet vil – ligesom sidste år – have fokus på gode råvarer og masser af grøntsager. I år har Katrine Stahlschmidt og Sara Sadeghian startet et samarbejde med Jordkærgaard tæt ved Silkeborg, som hver uge leverer friske grøntsager til madbaren.

“Kasa kasa er jo opstået som en slags fælles romance til mad mellem mig og Katrine: Alt det, vi godt selv kan lide at spise, er det, vi laver. Vi går til madlavning med et åbent sind og sværger ikke til en bestemt retning, men lader os inspirere af vores liv og rejser. Sådan arbejder vi også i år, men nu får vi den udfordring, at vi får mulighed for at prøve helt nye grøntsager af samtidig,” fortæller Sara Sadeghian.

Det betyder, at kasa kasas menu vil ændre form hver anden uge, ligesom forskellige gæstekokke vil sætte deres præg på maden.

“Vi har enkelte retter, som er faste på menuen – for eksempel vores pankofriterede svampe med sauce tatare og brødet fra und Butter, som serveres med oliven og hjemmerørt smør – og så har vi flere, som vi udskifter løbende alt efter, hvad vi får leveret, og hvem der står i køkkenet,” forklarer Sara Sadeghian.

En komplet smagsoplevelse

Hos kasa kasa kan du vælge at bestille en enkelt ret, eller du kan prøve stedets menu, som består af fire eller fem forskellige retter.

“Idéen er, at du får den komplette smagsoplevelse, hvis du vælger alle retterne. De smager også dejligt enkeltvist, men menuen er tænkt som en helhed,” forklarer Katrine Stahlschmidt.

Maden serveres på fade, og Sara Sadeghian forklarer, at det igen hænger sammen med kvindernes egne præferencer for det gode måltid:

“Hensigten er, at man sender fadene rundt, deles om maden, og så taler man sammen om, hvad det er, man spiser. Vi synes, det giver sådan en dejlig stemning – og det er præcis sådan, vi selv gerne vil spise med familie og venner. Det er lidt den samme vibe, vi forsøger at skabe på kasa kasa.”

Læs også: Kolos Kiosk er både kiosk, vinbar og madsted

Cider, øl og naturvin

I glasset kan du bestille lokal cider fra for eksempel Æblefald samt øl på fad og flaske fra Depanneur på Godsbanen. Også To Øl, Ebeltoft Gårdbryggeri, Schwesterbrau og svenske Omnipollo er repræsenteret på ølkortet – samt naturligvis den klassiske Thy Pilsner fra Thisted Bryghus.

Derudover vil der være naturvin i lange baner.

“Der findes så meget sindssygt lækkert naturvin, og vi har prioriteret et sommerligt udvalg, som giver dig lyst til at sidde på vores tagterrasse og bælle en masse,” griner Katrine Stahlschmidt.

Et navn med rytme

Der er flere grunde til, at kasa kasa hedder, som det gør.

“For det første betyder kasa “hjem” eller “hus,” og det beskriver jo en særlig stemning. For det andet har vi begge to arkitektbaggrund, så det fortæller også noget om vores faglige afsæt. For det tredje er der en dejlig rytme i ordet: Man kan sige det igen og igen, så det bliver til en slags beat,” forklarer Sara Sadeghian.

“Og nå ja,” slutter hun med et grin:

“Så er det de to første bogstaver i Katrine og Sara – sat sammen. Det er jo en barndomsdrøm at slå sit navn sammen med sin venindes i et fælles projekt.”

Kasa kasa sommerbar har åbent torsdage og fredage fra klokken 16.00 til 24.00 samt lørdage fra klokken 15.00 til sent. 




Foto: Á-Part

Nu kan du atter få pil selv-rejer ad libitum og rosé hos Á-Part i Aarhus

Spisestedet Á-Part i Frederiksgade byder igen på pil selv-rejer ad libitum – og en flaske rosé – for 275 kroner.

Er skaldyr og vin i din optik indbegrebet af sol og sommer?

Så er der godt nyt: Spisestedet Á-Part på Frederiksgade 45 inviterer nemlig endnu en gang til pil selv-rejer ad libitum og rosé.

Læs også: 3 skønne steder med is i Aarhus

Blæst bagover

Du må spise alle de rejer, du kan i halvanden time – og får samtidig serveret en hel flaske rosévin. Kan du ikke drikke flasken ud, må du tage resten med hjem.

”Vi var utrolig glade for, at aarhusianerne tog så god imod vores koncept sidste år. Vi blev faktisk helt blæst bagover af alle de søde kommentarer omkring vores koncept. Men hvad er også mere sommerligt end at kunne nyde en dejlig rosé og sidde og pille rejer, imens man hygger sig?,” siger indehaver Nicolai Bech i en pressemeddelelse.

Arrangementet finder sted hver tirsdag til torsdag fra 17.00 til 21.00 samt hver fredag og lørdag fra 12.00 til 15.00. Det koster 275 kroner per snude.




Det ikk' så ringe endda ... med fisk

Se alle
Foto: BARe VIN

BANKO! Vinbar og -butik i Aarhus inviterer til banko og cocktails

Torsdag den 19. maj kan du sippe cocktails og spille banko hos BARe VIN på Værkmestergade.

Sitrer det også lidt i dig, når du hører nogen råbe BANKO?

Så er det nu, du skal slå til! Torsdag den 19. maj fra klokken 19.00 til 21.00 kan du nemlig spille banko og drikke cocktails hos vinbaren og -butikken BARe VIN på Værkmestergade 25B.

Læs også: BIKS: “Der skal være plads til, at folk kan fortælle røverhistorier over disken”

Tre runder med cocktails

Der bliver spillet tre runder banko – og I spiller selvfølgelig om præmier! – og til hver runde får du serveret en ny cocktail. Sådan.

Det koster 149 kroner at være med, og du skal købe billetter på forhånd på BARe VINs hjemmeside.

Bliver du sulten eller ekstra tørstig, kan du undervejs og efter købe snacks og mere at drikke.




Girls night out

Se alle
Foto: jakesapparel.dk

Vecino og Con Maz: Ny vinbar og vinbutik er åbnet på Godsbanen

Nu kan du besøge vinbaren Vecino og vinbutikken Con Maz på Kjeld Tolstrups Gade. Her bestræber holdet bag sig altid på at give en ekstra oplevelse, fortæller direktør.

Aarhusianske vin- og gourmetentusiaster kan med fordel lægge vejen forbi Godsbanen.

Her har vinbaren Vecino og vinbutikken Con Maz nemlig slået dørene op på Kjeld Tolstrups Gade 94-102.

Vecino betyder nabo på spansk, mens Con Maz er en omskrivning af det spanske con mas, som betyder “med mere”.

“Vi bestræber os altid på at give en ekstra oplevelse, om det så er en smagsprøve på en ny vin eller en lækker skinke,” fortæller direktør Rasmus Brøchner i en pressemeddelelse.

Læs også: På Thors Mølle i Marselisborg Skov kan gæsterne trække vejret dybt

Et sted, hvor du skal føle dig velkommen

Hos Con Maz kan du finde alt fra kvalitetsvine og spiritus til kogebøger og håndlavede kokkeknive, mens Vecino fungerer som en traditionel vinbar – dog med det twist, at alle vine i Con Maz kan drikkes i baren for 100 kroner ekstra.

“Vi gør det muligt at dele en Bourgogne Premier Cru sammen med vennerne for 559 kroner. Det er der ikke andre steder, du kan. Det er inkluderende. Vi er et sted, hvor man skal føle sig velkommen, selvom man ikke ved noget om vin. Et sted, hvor man føler sig taget i hånden,” siger Rasmus Brøchner.

Læs også: Cake Fairy: Sandra skaber kunst i sit køkken i Risskov

Det oplagte sted

Godsbanen som adresse er det oplagte sted for Vecino og Con Maz, mener han:

“Vi vil gerne bringe de hæderkronede vine ind i nye sammenhænge. Vi har en masse vin og viden med os, men vi vil gerne få det lidt ned på jorden. Derfor kan vi godt lide miljøet på Godsbanen. Det er et sted, der er meget inkluderende, hvor alle former for kreative kræfter mødes. Der er plads til alle, og det skal der også være i vores vinbar.”

Con Maz har åbent alle hverdage fra 10.00 til 18.00 og lørdag fra 10.00 til 16.00. Vecino har åbent mandag til torsdag fra 12.00 til 23.00 samt fredag og lørdag fra 12.00 til 01.00.




Girls night out

Se alle
Foto: Louise Sejr Højmark

Kolos Kiosk er både kiosk, vinbar og madsted 

En kombination af sjove kioskvarer, vin på hane og god mad. Det hele i gadeplan – altså nede på jorden. Det er konceptet bag Kolos Kiosk, der åbner ved Godsbanen i slutningen af marts.

Kan man kombinere en vinbar og en restaurant og en kiosk?

Ja, det kan man sagtens. Bare spørg ejerne af Kolos Kiosk, et nyt vin- og madkoncept, der snart ser dagens lys på Kjeld Tolstrups Gade 108 ved Godsbanen.

Lyder navnet bekendt, er det ikke så sært. Kolos Kiosk er nemlig lillesøster til Kolo i Guldsmedgade, der byder på sæsoninspirerede retter og naturligvis kolobabs: hjemmebagte fladbrød med fyld.

Da Kolo slog dørene op for omtrent tre år siden, var tanken, at stedet skulle være en cool bar med god vin og øl på hane, hvor gæsterne også kunne købe små lækre retter og snacks.

”Kolo er endt på en lidt anden måde, end vi troede, den skulle. Stemningen er stadig uformel, men det er en restaurant med fem-retters menu og fyldte borde hver aften,” fortæller Jens-Aske Knudsen, der sammen med Simon Carstens, Mads Poulsen og Christian Castenskiold står bag både Kolo og Kolos Kiosk.

”Derfor vil vi med Kolos Kiosk få den særlige Kolo-ånd ind i en anden setting. Vi skaber et sted, der både er vinbar og kiosk og madsted i ét. Du kan stadig få varm mad, men det er mindre avanceret og billigere end på Kolo.”

Et sted, du kan hænge ud

Hos Kolos Kiosk kan du få seks forskellige naturvine på fad. Fadøl. Flaskevin, -øl og sodavand fra køl. Kaffe. Kolobabs. Hyggelige kioskvarer som karameller og slikkepinde.

”Vi kan rigtig godt lide den vibe, der er ved steder som Nabo Kiosk på Frederiksbjerg og Kihoskh på Sønder Boulevard i København. Og vi kan også rigtig godt lide den klassiske vinbar-vibe. Så det bliver en kombination. Et sted, hvor du kan hænge ud og drikke vin og købe lidt god mad eller slik. Og så bliver det til priser, så du ikke behøver bruge alle dine penge på at få et glas vin,” siger Jens-Aske Knudsen.

Kolos Kiosk får plads til cirka 20 gæster indendørs, men byder også på en stor overdækket terrasse.

Læs også: Fryden Kaffebar i Mejlgade satser på det lokale

”Tanken er, at stedet skal bæres af udendørslivet. Også når det er koldt. Vi har varmelamper og tæpper, og det bliver et free space. Derude må du gerne sidde og ryge nogle smøger, når du skal hygge dig,” fortæller Jens-Aske Knudsen og peger på de smøglamper, der hænger ned fra loftet i Kolos Kiosk.

”Dem har vi selv designet og bygget. Netop for at hive det hele lidt ned på jorden. Vi er stadig meget inspireret af kolonihavestemningen i den forstand, at det skal være et frirum. Det er ikke posh og hvide servietter og ’uh nej, du må ikke ryge midt i maden, for så smager det anderledes.’ Jeg får lyst til at sige, at Kolos Kiosk er et laissez faire sted, men det er heller ikke helt rigtigt, for her bliver både rent og pænt og alt det der. Men der er også høj hiphop, og du henter selv din mad i baren, og det bliver ikke så tallerken og bestik-agtigt.”

En del af udviklingen ved Godsbanen

Placeringen ved Godsbanen er lidt af en drømmedestination for ejerne bag.

”Både Simon og jeg er kommet meget hernede, blandt andet på Institut for (X), og området inspirerer os. Kolos Kiosk som koncept kunne sagtens have ligget et andet sted, men vi ville rigtig gerne den her placering,” siger Jens-Aske Knudsen.

Lokalet på Kjeld Tolstrups Gade var helt nybygget, da Kolos Kiosk fik fingrene i det, og derfor har de selv haft mulighed for at sætte deres præg på farver og materialer.  

Indretningen i det aflange lokale er holdt rå og enkel for at spille bedst muligt sammen med den nye bygning. Der er bare betonvægge og knaldblå borde fra Studie FLYHELSTED. De blå, enkle stole og skamler samt den træreol, der fylder godt langs væggen, er designet af møbeldesigner Laura Kjær.

”Det er rimelig hidsigt, hvad der foregår lige nu på Godsbanen, med de nye, kæmpestore blokke, der skyder op hele tiden. Og så kan man jo vælge at sætte sig ned og være sur over, at ens gamle Godsbanen ikke ser ud, som den gjorde engang. Eller man kan vælge at tage del i udviklingen. Og det er det, vi har valgt at gøre,” slutter Jens-Aske Knudsen.

Kolos Kiosk holder åbent tirsdag til lørdag fra klokken 11.00 til sent på aftenen. Ejerne satser på at slå dørene op i begyndelsen af april, men hold øje med Kolos Kiosk på Instagram, hvor den præcise åbningsdato bliver meldt ud.




SU-venligt

Se alle
Foto: BARe VIN

Nu kan du komme til Bobler & Broderi i Aarhus C

Den 9. marts kan du drikke bobler og brodere hos vinbaren- og forretningen BARe VIN på Værkmestergade i Aarhus.

Hello you, der elsker bobler. Og broderi.⁠ ⁠

Nu kan du kombinere dine to passioner hos vinbar- og forretningen BARe VIN, hvor du får serveret (og lærer om) tre glas forskellige bobler, mens du sidder og hygger med dit sytøj.

Del din hobby

BARe VIN fortæller, at vinbaren og -forretningen gerne vil gøre det at gå til vinsmagning til en uformel oplevelse, hvor smagningen er det sekundære, og håndarbejdet det primære.⁠

“Det kan bare noget at dele en hobby. Derfor er vi overhovedet heller ikke bange for, der bliver stilhed mellem vinene, nærmere mere bange for, om vi kan få et ord indført, når vi når til vin nummer tre” siger Brita Richter, medejer af BARe VIN, i en pressemeddelelse. ⁠ ⁠

Husk billet på forhånd

Du kan komme til Bobler & Broderi den 9. marts klokken 19.00 i butikken på Værkmestergade 25.⁠ ⁠

Det koster 149 kroner at være med, og du skal købe billet på forhånd på barevin.dk eller i én af butikkerne. ⁠ ⁠




På Værkmestergade er det ikke BARe vin, der er på hylderne

Det er ikke sikkert, at de udtaler navnene helt korrekt, men det betyder ikke noget, for deres viden, deres kærlighed og ikke mindst deres passion for druerne, og hvad de kan – uanset farve – er stor.

Artiklen har tidligere været bragt i Mærk Aarhus

”Hos BARe VIN synes vi, at vin skal være simpelt. Det er jo trods alt BARe Vin! Vi går ikke så meget op i navne, årgange og prestige – til gengæld går vi rigtig meget op i smag.”

Det er Brita Vejrup Richter og Kristian Ekkelund Grams egne ord og et udpluk af deres egen beskrivelse af BARe Vin på deres hjemmeside.

“Vi tænker nok lidt skævt, men det er sådan, vi er – så det er vores forretning også,” siger Brita med et smil, da undertegnede møder venneparret med butikken og passionen for vin til fælles.

De to kender hinanden fra gymnasietiden. Faktisk har Brita sammen med Kristians hustru tidligere haft arrangementer, hvor vin var omdrejningspunktet.

“Det er jo bare vin,” lyder det.

De to kigger på hinanden og rundt i lokalet. I december havde de en såkaldt pop-up-butik i Bruuns Galleri, så du har måske set dem der. Siden midt januar har de holdt til i Værkmestergade 25, og her kommer Kristian tilbage til sine bartenderdage. Der er nemlig en bar.

Men i forvejen har de allerede en butik. I City Vest.

Læs også: Den ultimative fastelavnsbolleguide i Aarhus: Her får du den bedste

Vin kan noget

Og dertil knytter sig en ret sjov historie. Men først til vinen. De to er til lette vine. Europæisk, da der ikke er nogen god grund til at fragte noget langvejsfra, da der allerede findes så meget godt i nærheden, lyder det.

Konceptet er ligetil. Der er vin på hylderne. Alt er smagt af Brita og Kristian – og det øvrige personale – således at vejledning og inspiration ligger ligefor.

“Vi har ikke noget på hylderne, vi ikke selv bryder os om,” siger Kristian.

“Det betyder ikke, at det hele ligner hinanden, for det gør det ikke, men det er vigtigt, at man kan stå inde for, hvad man sælger. Men det handler ikke om, hvad vi synes om eller ej. Det handler om, hvad kunden synes om. Den enkelte kunde. Så der stilles mange spørgsmål, for selvom det BARe er Vin, så er vin ikke bare … Vin kan noget – kan meget. Men vi ønsker, at det skal være let at tilgå. Det skal være afslappet.”

Strik & Drik

I mange år har det været manden, der har udvalgt, hvilken drue der skulle på bordet til middagen, eller når gæsterne kom, men kvinderne er kommet mere på banen. De har en nysgerrighed, og den prikker Brita og Kristian til med deres arrangementer.

Strik & Drik. Sig det højt. Ordene ligger godt i munden.

“Idéen er ligetil. Skør, men ligetil. Ingen kan være i tvivl om, hvad vi skal. Strikke og drikke. Kan man ikke strikke, så kan man alligevel være med,” smiler Brita.

“Faktisk kan ingen af os strikke, men det betyder jo ikke, at vi ikke kan hygge og drikke vin,” afslører Kristian.

Navnet er blot et navn – klart, at man skal tage sit strikketøj med, hvis man har lyst. Der er noget hyggeligt i, at mange sidder med deres garn og pinde. Og så mange er man heller ikke. Grundet den begrænsede plads er der omkring 16 personer. Primært kvinder, men mænd er bestemt velkomne.

Det sidste nye på idétavlen er broderi og bobler. Det kan også noget.

“Det er meget moderne at brodere, og vi udvider vores horisont,” mener Brita.

Tanken bag netop disse arrangementer er, at kvinderne begynder at interessere sig mere for vin, og det er lykkedes.

“Det er ikke, fordi vi sælger bunkevis af flasker efter sådanne aftner, hvor vi smager og hører om vinen, mens der strikkes, men ofte kommer kvinderne ind nogle dage senere og handler lidt.”

Banko

“Det handler jo bare om at få idéerne, og som vi sagde før, så tænker vi nok lidt skævt. Men det kan noget. Under nedlukningen arrangerede vi onlinebanko. Det var et hit, også selvom vi jo ikke havde lukket,” fortæller Brita.

“Folk var med fra hele landet. Vi sendte gevinster til hele Danmark. Det syntes vi var ret sjovt. Folk kom ind og hentede bankoplader og vin. Det var virkelig fint. På den måde kom der lidt liv i butikken i et stille center.”

God service

En herre kommer ind. Han har lidt tid, inden han skal nå et tog. Det er jo en af fordelene ved at have en pop-up i Bruuns Galleri. Han kunne da lige kigge lidt.

Den unge mand bag disken smiler og spørger, hvad han søger, og hvad han er til. De vender smag og ønsker lidt. Den unge ekspedient tilbyder ham at smage. Det vil han meget gerne. Der bliver hældt lidt op. Smagt. Andre dråber op i et glas. Igen. Han smiler.

“Jeg må nok liste afsted, men jeg vil gerne havde den her med mig hjem,” siger han og peger på den årgang af drue, den unge mand fandt frem til ud fra ganske få spørgsmål.

Det er det, de kan. Det er den store forskel på at handle her og handle i en dagligvareforretning.

“Her kender vi druerne. Vi ved, hvad der er hvad. Hvordan det smager. Er den tør? Er den rund eller måske fyldig? God til kød eller bare til lidt ost? Mange tror, at vin skal være højtideligt. Det behøver det såmænd ikke at være. Vi skal snakke og smage. Det er det, vi gør det i.”

En god rødvin

Det er nok de mest sagte ord i butikken. Året rundt.

“Mange kommer ind uden helt at vide, hvad de søger – ud over en god rødvin,” siger Kristian.

“Men hvad er en god rødvin? Alle vores vine er gode. Ellers stod de ikke på hylderne. Smag er individuel. Og en smag er svær at beskrive. Det billede, du får af en smag, er ikke helt det samme som det, jeg får. Så vi må smage os frem – og skal der spyttes ud, så er det det, vi gør.”

“Det er virkelig mere normalt, at kunderne smager, end at de ikke gør,” understreger Brita.

Kold eller varm?

“Så er der temperaturen. Hvor kold eller varm skal en – særligt rødvin – være? I gamle dage sagde man stuetemperatur, men det var dengang, vi alle sammen havde 18 grader i vores stuer. Det har vi jo lige skruet lidt op for de senere år.”

“Igen handler det om smag. Nogle er til kold, nogle til afkølet, mens andre, typisk den lidt ældre generation, helst vil nyde deres rødvin, uden at den er kold på nogen måde,” siger Kristian.

Det hele er jo ikke rødvin. Der er de lyserøde bobler. Der er portvin, hvidvin. Rosé. Så er der alverdens former for spiritus. Dertil kommer, om man er til økologisk vin eller ej.

“Ingen har sagt, at det er let. Uanset om det er til en selv, eller om vi taler om en gave. Men vi kender dråberne. Vi byder meget gerne, så der er masser af hjælp at hente,” lyder det.

Det gjorde vi

Tilbage til den sjove historie om, hvorfor det blev City Vest.

Centret havde et tomt lokale. De lavede en konkurrence. Man kunne vinde lokalet kvit og frit i tre måneder. Brita og Kristian deltog. Nok mest på Britas initiativ. Der gik lidt tid, så blev de inviteret til et møde.

“Vi troede, at det var et informationsmøde for dem, der havde vist interesse,” fortæller Kristian og fortsætter:

“Vi var sikre på, at de gerne ville have flere lejere ind i eventuelle tomme lokaler, så måske ville de fortælle os, hvor billigt det kunne gøres. Det var ikke det, de ville. Vi havde vundet. ‘Kan I åbne en butik om 14 dage?’ spurgte de … Egentlig var svaret nej. Hvordan i al verden skulle vi kunne det? Men det gjorde vi.”

“Vi ringede lidt rundt og arbejdede i døgndrift. Det lykkedes.”

De to kigger på hinanden. Tiden er gået godt. Det er et år siden. Nu har de åbnet butik nummer to. Værkmestergade 25.

Kig ind.




Social Dining

Se alle
Foto: BARe VIN

Gratis bobler på lørdag: Ny vinbar åbner i Aarhus C

Lørdag den 15. januar slår vinbaren BARe VIN dørene op på Værkmestergade 25. Her vil de hele dagen servere gratis bobler

Aarhus får en ny vinbar. Det er folkene bag BARe VIN i City Vest, der har valgt at åbne endnu en forretning, som kommer til at ligge i Aarhus C. BARe VIN har brillieret med at lave en masse fantastiske events som Strik & Drik og Rosé Løb, som I var vilde med sidste år. Events bliver en stor del af forretningen i Værkmestergade, der udover at være en vinbar også bliver en vinbutik, hvor du kan købe vin med hjem.

Læs også: I morgen åbner nyt take away sted

“Ligesom vores navn hentyder til, så er det jo bare vin. Vin behøver hverken være højtidelig, svært eller dyrt. Det betyder ikke, vi ikke tager vinen seriøs, det gør vi bestemt. Vi håber igennem dialog og smagsprøver at kunne dele kærligheden til vin sammen med vores kunder, og hjælpe dem med at finde den drue eller type vin de allerbedst kan lide,” fortæller Brita Richter, medejer af BARe VIN, i en pressemeddelelse.

De fejrer åbningen med gratis bobler hele dagen, så det er med at slå vejen forbi BARe Vin på lørdag.

BARe Vin åbner deres nye vinbar og butik lørdag den 15. januar kl. 10 – 22. Adressen er Værkmestergade 25 i Aarhus C. Bag Bruuns Galleri, overfor DGI huset.




Foto: BARe VIN

Vinbar afholder Europæisk vinfestival

Lørdag den 30. oktober slår vinbar dørene op til en stor vinfestival i City Vest. Her vil det være muligt at smage dig igennem en masse vine og spiritus fra Europa for kun 249 kroner.

BARe VIN i City Vest rykker for tiden, når det kommer til at skabe fede arrangementer. På lørdag den 30. oktober kan du så komme til en stor vinfestival, hvor du kan smage vine fra hele Europa. Det vil være muligt at smage alt fra læskende hvidvine fra Alsace til store rødvine fra Barolo.

Læs også: und Butter – Bageri med ambitioner

Ikke nok med, at man kan smage en masse vin, så er det også muligt at smage på dansk øl og spiritus fra Stauning Whisky, Cold Hand Winery, Humleland og Syv Sind Gin. Så der er altså stor mulighed for at blive klogere på vin og andet godt, der bliver produceret i Europa.

Under vinsmagningen vil det også være muligt at trække sig væk og høre livemusik, og det vil sågar være muligt at slå søm i.

Du kan læse mere om vinfestivalen her.




Verdenskøkkener

Se alle
Foto: Deal.dk

Vinbar lokker med to glas vin og snacks for 140 kroner

SPONSORERET: Din Vinbar i Jægergårdsgade tilbyder sammen med dealsitet Deal.dk på to glas vin og tre slags snacks til kun 140 kroner.  Continue reading




Foto: Jysk Vin

Kom til kæmpe vinfestival hos Jysk Vin

SPONSORERET Jysk Vin holder storstilet vinfestival på Værket i Randers til november.

Er du vild med vin? Så skal du stikke hovedet nordpå til Randers lørdag den 4. november, hvor vinimportøren Jysk Vin holder storstilet vinfestival for alle vinelskere.

I de flotte omgivelser i musik- og teaterhuset Værket inviterer Jysk Vin på en stående/gående vinsmagning, hvor du kan møde en stribe topproducenter og smage på en perlerække af anmelderroste vine, specialøl og lækre oste. I løbet af dagen holdes også to vinsmagninger.

Alle er velkomne
Alle er velkomne til festivalen, der har været afholdt med stor succes flere gange før i Randers.

“En doktorgrad i vin er ikke nødvendig, og man behøver ikke være vinekspert for at deltage. Der er både plads til dem, der nørder om terroir, druetyper og lagringspotentiale og dem, der bare synes, at vin er spændende uden at gå særlig meget op i detaljerne,” siger direktør Flemming Olsen fra Jysk Vin.

Køb billet til formiddagssmagning
Køb billet til eftermiddagssmagning

Masser af vinhuse
Indtil videre har en stribe vinhuse meldt deres ankomst til Værket, og flere kan være på vej. Alle vinhusene sender repræsentanter op til festivalen, som gæsterne kan få sig en snak med. Vinhusene er som følger:

  • Champagnehuset Doyard Mahé – ny, spændende producent
  • Cantina Zaccagnini fra Abruzzo – fremragende anmeldt vinhus fra Italien
  • Bodegas Arzuaga – klassevine fra spanske Ribera del Duero
  • Bodegas Altanza fra Rioja – internationalt anmelderrost vinhus
  • Elio Grasso – toppen af poppen fra Barolo
  • Robert Weil fra Rheingau – tyske hvidvine i verdensklasse
  • Stefano Accordini fra italienske Veneto – Amarone-producent på højeste niveau
  • Quinta do Pégo fra Douro – danskejet topproducent fra Portugal
  • Rainbow’s End fra Stellenbosch – nyt vinhus fra Sydafrika

To smagninger
Formiddagssmagningen er kl. 11-14 og koster 150 kroner plus gebyr. Til formiddagssmagningen er der mulighed for at tilkøbe en lækker tapasplatte i Værkets Café Sven Dalsgaard.

Eftermiddagssmagningen er kl. 15-18 og koster 200 kroner plus gebyr. Hertil er det muligt at tilkøbe en grillet ribeye. Læs mere om vinfestivalen og de to smagninger her.

Køb billet til formiddagssmagning
Køb billet til eftermiddagssmagning




Foto: Hantwerk.

Vinbar udvider med stort udendørsområde

Populær vinbar og bryggeri ved havnen har fået nyt udendørsområde.

Det kombinerede vinbar, bryggeri og restaurant Hantwerk på Aarhus Havn er kommet godt fra start siden åbningen i februar. Gæsterne har taget godt mod stedet, og nu har ejerne udvidet med et nyt udeområde med plads til 90 mennesker.

“Jeg glæder mig virkelig meget til en lun sommerdag, hvor folk kommer gående på promenaden, og der dufter af fisk og øl, og der er liv. Når der bliver lunt nok, kan vi åbne de store porte og på den måde åbne restauranten op til havneområdet her,” siger medejer René Vinding til Aarhus Stiftstidende.

Eget spabad
Det nye udeområde ligger mellem Hantwerk og surferklubben Surf Agency og får på sigt plads til 150 mennesker. Som en del af oplevelsen har området en udendørs sauna og spabad.

“I slutningen af maj rykker Canblau også ind med en åben, udendørs grill, som sommeren igennem vil grille hummere på pladsen. Det skal nok blive rigtigt godt, når vi er færdige med pladsen, og vi har fået grønne planter ind, som kan balancere industridelen af Hantwerk,” siger René Vinding til avisen.

René Vinding står også bag vinbaren Vindanmark på havnen, og med i ejerkredsen er desuden Michael Alhof og Lene Richter fra Aarhus-bryggeriet Humleland. Maden på Hantwerk laves af tapasrestauranten Canblau på Klostertorvet.




Foto: Barolo & Friends

Stor Barolo-event på vej i Aarhus

Der bliver Barolo i massevis til stort arrangement i Mejlgade til juni.

Er du Barolo-elsker? Så skal du rydde kalenderen den 8. juni. Her løber vinarrangementet Barolo & Friends af stablen i Mejlgade i Aarhus med en lang række Barolo-producenter på tapetet.

“De atmosfærefyldte omgivelser i Auktionshuset i Mejlgade bliver omdannet til et fornemt vinmekka, når de officielle repræsentanter for Barolo præsenterer nogle af verdens største vine. Til arrangementet vil du kunne gå rundt blandt 15-20 Piemonte producenter og smage på de mange skønne vine,” lyder det fra arrangørerne.

Populært i København
I flere år har Barolo & Friends besøgt København, hvor arrangementet har tiltrukket mange gæster, og forventningerne til Aarhus-eventen er store. Som arrangørerne skriver:

“Grib chancen og smag nogle af verdens største vine, alt imens at du får kyndig vejledning af de forskellige repræsentanter, som befinder sig rundt i lokalet.”

Arrangementet afholdes af I Vini del Piemonte, der er den officielle repræsentant for Barolo. Det finder sted den 8. juni kl. 16-19.30 i Auktionshuset på Mejlgade 45 i Aarhus.