Søren E. Burgerbar: Viby-drengen står klar med en sviner og en røverhistorie til stamkunderne

Søren E. er og bliver Viby-dreng. Mange af kunderne i burgerbaren er stamkunder, der svinger forbi til en burger og får en gratis sviner og røverhistorie med i købet.

Hvis du bor i Viby, kan du næsten ikke undgå at have hørt om den lokale Viby-dreng, Søren E.

Og har du ikke hørt om ham, så er du nok kørt forbi burgerbaren på Skanderborgvej, der er opkaldt efter ham selv.  

På burgerbarens faste menu finder du et udvalg af klassiske burgere, som vi kender dem. Bøfsandwich, oksen, vegetarburger og kyllingeburger. Men stedet er dog også kendt for at eksperimentere med nogle mere usædvanlige smagskombinationer. Senest en pølsemix-burger, der gik viralt og i skrivende stund har 14.000 kommentarer i sporet på Smag Aarhus facebookside. 

Der er ingen tvivl om, at Søren Ejlertzen, som er det fulde navn, der skjuler sig bare kaldenavnet, brænder for at sælge burgere og give kunderne en god oplevelse. 

”Det, vi lever af, er stamkunder. Kunder, som kommer herned, fordi de ved, at jeg er her. Derfor er det også vigtigt, at jeg er her hver dag. Så kommer folk lige forbi og siger hej,” lyder det fra burger-manden, Søren E. 

Røverhistorier og en sviner

Det er dog ikke kun en hilsen, de lokale får, når de svinger forbi burgerbaren i Viby. Den tætte kunderelation bliver nemlig udtrykt på en helt speciel måde. 

”De får en røverhistorie og en sviner, og så står vi og råber lidt. Når jeg kan se, at der kommer en stamkunde gående, så råber jeg ’vi har lukket’ ud ad døren. Så får jeg et frækt svar tilbage, og så kører den derfra,” siger Søren E.

For Søren E. er det vigtigt, at kunderne ikke bare bliver et nummer i rækken.

”Vi lever højt på, at vi kender kunderne. Det er jo også derfor, de kommer igen. Selvfølgelig har det nok også noget at gøre med, at maden smager okay. Men følelsen af, at de føler sig velkomne, spiller en afgørende rolle hos os. Vi lægger meget vægt på, at det ikke bare er et sted, hvor du går ind, taster noget på en skærm, betaler og så går igen,” siger Søren E. 

Kvalitet over kvantitet

Den høje prioritet af kundetilfredsheden hos den enkelte kunde gør, at burgerbaren nogle gange må lukke ned for bestillinger for at leve op til deres standard.

”Det er vigtigt for os, at kunderne får deres mad til tiden, og vi ikke tager for mange bestillinger ind. Jeg går ind for kvalitet fremfor kvantitet. Det vil sige, at vi godt kan finde på at melde udsolgt. I første omgang handler det ikke om penge, men mere om, at folk får en god oplevelse. Rent økonomisk klarer vi den, fordi vi har en billig husleje og billige lønninger, da vi kun har åbent tre timer om dagen,” forklarer Søren E.

Valget om de begrænsede åbningstider betyder dog, at der skal løbes ekstra stærkt, når baren åbner op til sin daglige aftenservering. 

”Vi er effektive, når vi er på arbejde. Så spiller det bare. Og det spiller i tre timer, og det skal det. Vi står ikke med hænderne i lommen, for så ville det ikke kunne lade sig gøre på denne måde,” siger Søren E. 

I burgerbaren er der ligeledes et simpelt menukort for at gøre det lettere at håndtere for det travle personale.

”Der er ikke så meget at vælge imellem, og mange af tingene går igen. Til gengæld er det, vi har, så lækkert og gennemført. Derudover kan du så vælge at få det som menu og også som en megamenu,” fortæller Søren E.  

Læs også: Gastro Week er tilbage: Forkæl dig selv med lækker mad til megagode priser

Pølsemix-burgeren

Du har nok set den. Sprøde pølser og fritter. Bøf, bacon og bearnaise. Pølsemixburgeren, der er gået viralt. 

”Den skulle egentligt bare have været en del af vores mandagskoncept, hvor vi har en lidt sjov burger, som er på menuen et lille stykke tid. Men nu er det jo blevet en kæmpe ting. Jeg havde slet ikke set den komme,” siger Søren E. og fortsætter. 

”Pølsemix-burgeren er jo ikke vores lækreste burger, men det er den, der så har gjort, at folk har tænkt: ´Lad os lige tjekke det sted ud´.”

Burgeren har fået opmærksomhed i hele landet, og folk har kørt fra nær og fjern for at sætte tænderne i den populære burger. 

”Der kom en flok gutter på motorcykler fra Vejle, der alle skulle prøve den. Og samme dag kom der to fra Viborg. På et tidspunkt var der også en københavner, der var i Aalborg, og da han skulle tilbage, valgte han at køre forbi på vejen for at prøve den,” fortæller Søren E. 

Det faste team på fem deltidsansatte løber derfor stærkt for at følge med i øjeblikket. 

”Der kommer så mange nye kunder, som vi skal tage os af, og som vi gerne vil give en oplevelse. Nogle dage står folk langt ude på gaden og kommer forgæves, fordi vi slet ikke har kapacitet til at lave så meget. Vi prøver også at informere på Facebook om, at du skal bestille online for at være sikker på at kunne få noget, ” siger han. 

På Smag Aarhus facebookside er der i kommentarsporet på artiklen om pølsemixburgeren delte meninger om folks umiddelbare indtryk af burgeren. 

En god stamkunde og ven af butikken, Stig Tøfting, er dog ikke i tvivl om, hvad han synes. 

7 ud af 6 stjerner

”Stig gav den 7 ud af 6 stjerner, så vi kan kun gå ud fra, at det betyder, at den er godkendt,” siger Søren E.  

Det var også den tidligere professionelle fodboldspiller, der havde del i, at pølsemixburgeren kom på menuen. 

”Stig er stamkunde, og han har været her i mange år, så jeg lytter jo lidt til, hvad han siger, og han er åbenbart vild med pølsemix og bearnaisesovs. Selvom jeg har sagt til ham, at det er en burgerbar og ikke en grillbar, så holdt han fast, og så tænkte jeg ´hvorfor ikke´”

I en video på Stig Tøftings Instagramprofil, hvor han skal til at prøve den efterspurgte burger, kalder stamkunden også Søren E. for sin burgerpusher. 

”Stig kommer, når det passer ind i hans arbejdsplaner, og når han lige har lyst til burger, og så hører han også for det. `Nå tykke dreng, så spiser du kraftedeme burger igen, gør du`. Han er en god repræsentant for butikken, og når han er her, så har han også en god jargon med kunderne, og det skaber en god stemning,” siger Søren E. 

Starter i Viby 

Rejsen til i dag at være i lokalerne på Skanderborgvej i Viby har været lang, og den starter tilbage i 2006 med nogle tomme lokaler på Holmerringvej i Viby. 

”Jeg havde set på nogle lokaler i en gammel slagterbutik, fordi jeg gik med en god idé til, hvad der kunne laves derinde. Jeg åbnede derfor mit første sted, hvor jeg solgte burgere og gryderetter,” siger Søren E.

Butikken var en succes fra første dag, fortæller Søren E., og teamet bag burgerbaren havde svært ved at følge med. 

”I 2008 havde jeg næsten ikke set noget til min kone og mit barn, og vi skulle til at have endnu et barn. Min kone synes, det var en god idé at prøve at se, om vi kunne blive en ´traditionel familie´ igen. Jeg satte derfor butikken til salg, og der gik ikke længe, før den var solgt,” lyder det fra Viby-drengen. 

Læs også: Gratis bobler: Vinbar fejrer, at den spanske Can Paixano er tilbage

Slutter i Viby

Efter at have solgt sin burgerbar skulle Søren E. ud og have et job, der matchede familielivet bedre. 

”Jeg fik job som chauffør i en handicapbus. Det var et rigtig dejligt job med nogle dejlige børn. Men. Jeg er jo ikke en 7-16 mand, så det var ikke helt nemt. Hvad vi troede, der skulle blive lykken for familielivet, gik ikke. Der manglede ligesom noget,” forklarer han. 

Søren E. kom derfor frem til, at han ville give det endnu et skud med burgerbardrømmen. Han fandt derfor nogle lokaler i Tranbjerg. 

”Jeg havde åbent i lokalerne i Tranbjerg i tre år, men ville gerne tilbage til Viby, for jeg er jo en Viby-dreng. Jeg fik tilbudt nogle lokaler, og dem sprang jeg på, indtil udlejer og jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad der skulle ske i fremtiden. Derfor sagde jeg lokalerne op og åbnede en burgervogn, som stod fast ved Rema 1000 i Viby.”

Selvom burgervognen kørte godt, var det ikke en optimal og holdbar løsning i de kolde vintermåneder. Derfor tog Søren E. kontakt til ejeren af hans drømmelokale og gjorde ham opmærksom på sin interesse. 

”En dag stod han pludselig ved min burgervogn og spurgte, om jeg stadig var interesseret, og så slog jeg til,” siger Søren E. 

Bump på vejen

Drømmelokalet er samme sted, som Søren E. Burgerbar ligger den dag i dag. 

”De lokaler, vi sidder i her, dem har jeg været forelsket i, lige siden der lå en kinesergrill 30 år tilbage. Jeg har bare aldrig kunne ramme et tidspunkt, hvor lokalerne var ledige. Det er drømmescenariet. Det ligger i Viby, det er lille og fint, og det ligger ikke ved siden af andre,” forklarer Søren E. 

Burgerbaren har nu kørt i lokalerne siden 2020, og selvom det går godt nu, så kan solen ikke altid skinne. 

”Der har været nogle bump på vejen, hvor det endte med, at jeg måtte lukke ned. Det var på et træls grundlag, og det skulle aldrig være sket. En manglende kommunikation mellem revisoren og jeg gjorde, at der ikke var styr på tallene, og jeg måtte desværre gå personligt konkurs” fortæller han. 

Adopteret hjertebarn

Heldigvis blev der rettet op på fejlene og misforståelserne, men for Søren E. havde det stadig en stor konsekvens. 

”Stedet er nu solgt til en kollega, så lige i øjeblikket er jeg faktisk bare ansat. Det er dog stadig mig, der er ansigtet udadtil, og alt kører, som det gjorde, da jeg var ejer,” siger Søren E.

Selvom der ikke er den store forskel i hverdagen, så har hele episoden taget hårdt på Søren E. 

”Det er jo mit lille hjertebarn, der er adopteret væk i øjeblikket. Det er lidt hårdt at skulle arbejde og skabe succes for en anden, når du brænder så meget for at have dit eget.”

”Selvom succesen havde været sjovere, hvis det havde været ens egen, så hjælper det meget, at det stadig er de samme glade kunder, der kommer ind i butikken. ”

Læs også: Så er der pizza: Gourmetpizzeria åbner nyt sted i Aarhus C

Søren E.: Så ved du ikke, hvad der kan ske

Kaldenavnet Søren E. stammer tilbage fra folkeskolen, og det har hængt ved lige siden.

”Vi var flere, der hed Søren i skolen. Så jeg har altid heddet Søren E. Jeg har også arbejdet i diskoteksbranchen på Crazy Daisy og Train, og der blev jeg også kaldt Søren E. Med tiden er det så blevet til: ’ Søren E. så ved man aldrig, hvad der kan ske’, og det siger faktisk rigtig meget om mig. Både på den ene og den anden måde,” siger Søren E med et smil. 

Søren E. er en original, og har ikke noget problem med at skille sig ud af mængden. Det gør han da også, når han kommer kørende på sin lille scooter med burgerbarens logo skrevet på siden. 

”Folk lægger mærke til den, og så skaber det lidt omtale. Det er sgu røvkedeligt at være ligesom alle andre, så jeg synes bare, det er lidt sjovt,” siger han. 

Forleden var det en flok drenge, der fik sig noget af en overraskelse, da de besøgte burgerbaren for at prøve den hypede pølsemixburger.

”På et tidspunkt spørger jeg drengene, om de har spist op. Den ene svarer kækt, at det ikke var noget problem overhovedet. Jeg gik derfor ind og smed en 300 grams bøf på panden, som vi bruger til vores megaburger, og så lavede jeg en megapølsemix-burger til dem med dobbelt op på alt. Der fik de sig noget af en overraskelse, og de synes selvfølgelig, at det var megasjovt”.

At Søren E. er nået dertil, hvor han er i dag, er der ifølge ham selv heller ikke mange, der havde troet. 

”Jeg har aldrig været den skarpeste kniv i skuffen rent skolemæssigt, og jeg har ingen uddannelse. Det med at læse, skrive og regne, det er ikke mig. Men på trods af det, så er jeg alligevel nået hertil. Hvis du brænder nok for noget og tror på det, så skal det sgu nok komme,” lyder det fra Søren E. 

Balsam for sjælen

Når ikke Søren E. er at finde i burgerbaren, er der et andet sted, hvor du har stor sandsynlighed for at finde ham. 

”Jeg kører oftest til vandet og får min morgenkaffe. Sidder og nyder udsigten. Det bruger jeg rigtig meget tid på. Det er så dejligt at sidde og kigge ud over vandet og bare tænke. Det er en stor del af mit liv. Jeg gør det også tit om aftenen, når jeg har lukket butikken,” forklarer han. 

For Søren E. er det vigtigt at få en god start på morgenen. Men inden kursen går mod enten Marselisborg eller Mariendal Strand, skal den genkendelige Søren E.-scooter forbi et stop på vejen. 

”Jeg skal lige forbi Ingerslev Boulevard, hvor jeg altid får mig en god kaffe og en morgensludder med ejeren af Go’ Kaffe. Bagefter kører jeg ned til vandet og hygger,” siger han. 

Søren E. er nået dertil, hvor fritiden er blevet mere værd end arbejdet. 

”Jeg har jo lært en del af den her rejse. Jeg skal begynde at nyde mit liv. Også nu hvor jeg er kommet op i årene. Det er også derfor åbningstiderne er, som de er.”

Autocamper og ud i det blå

Der er mange spørgsmål, der presser sig på hos den garvede burgermand, der altid har været fuld af gode idéer. 

”Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg ved ikke, om jeg skal blive ved med at være Søren E., eller i hvert fald i den forstand, jeg er nu. Skal jeg prøve noget nyt? Jeg har mange idéer i mit hoved, så det er et kæmpe issue for mig lige nu.” 

Den skjulte iværksætter går med en spirende drøm, men om den forbliver en drøm, ved han endnu ikke. 

”Det skal selvfølgelig tænkes igennem, og jeg skal finde nogen at sparre med. Men. Jeg går lidt med en drøm om at have en autocamper, og så bare køre ud i det blå. Måske køre rundt og teste mad, campingpladser og seværdigheder i Danmark. Komme med nye idéer, give stjerner og poste det på de sociale medier.” 

De sociale medier er gået hen og blevet stor del af Søren E, og især burgerbarens TikTok-kanal er ifølge Søren E. på det seneste ”stukket helt af.”

”Så ville jeg selvfølgelig bo i autocamperen, og så ville folk både kunne følge med i livet som camper og som anmelder og madskribent, ” forklarer han. 

Der er dog stadig en ting, der holder Søren E. tilbage fra at kaste sig hovedkulds ud i drømmen.

”Det vil jo blive svært at slippe det her lille hjertebarn, og lige nu går det jo pissegodt, så det er ikke noget, der bare lige sker i morgen,” lyder det fra ham.

Han slår dog fast, at hvis der en dag viser sig en ny mulighed for ham, så ved man ikke, hvad der kan ske – med Søren. E.