Foto: Pixabay.

Nyt spisested: Lynfabrikken åbner restaurant i kælderen

Det kreative fællesskab i Vestergade tager kælderen i brug for at imødekomme ønskerne hos brugerne af Lynfabrikken om aftensmad og mere plads.

Lynfabrikken huser 40 små virksomheder og kreative sjæle, men pladsen er nu ved at være så trang, at kælderen inddrages til mødelokaler og en helt ny restaurant, der kan mætte dem, der arbejder sent. Det skriver Århus Stiftstidende.

”Vi aktiverer den gamle krybekælder fra 1700-tallet, fordi mange gerne vil fortsætte møder ud på aftenen. Vi har ansat en kok, der laver mad og i øvrigt også bager brød til dagligt brug, og så kan folk leje lokalet,” fortæller Jeppe Vedel til Århus Stiftstidende.

Lynfabrikken, der i forvejen har en café til de kaffetørstige og frokostsultne, får plads til 25-30 spisende gæster i kælderrestauranten.

Foto: Aaby & Udengaard

Ny gourmetrestaurant vil sætte gæsten i centrum

Byens nye gourmetrestaurant Aabyudengaard på Vestergade har store ambitioner.

Den 31. marts slås dørene op til Aarhus’ nye gourmetrestaurant og vinbar Aabyudengaard, og de to ejere Rune Aaby og Anders Udengaard har store ambitioner med det nye sted. Parret står også bag restauranterne Skovmøllen og Unico syd for Aarhus, og målet med Aabyudengaard er at sætte gæsterne i fokus.

”Der er alt for meget fokus på restauranterne som stjernerne. Vi vil tilbage til de gamle værdier, hvor gæsten er stjernen,” siger Rune Aaby i et interview på portalen Dinnerbooking.

I praksis betyder det, at restauranten vil have stor fleksibilitet i forhold til gæsternes ønsker, og at håndværket vil blive trukket fra køkkenet ind i gourmetrestauranten og tæt på gæsterne.

Sæsonernes skiftes i fokus
Lokalerne på Vestergade har tidligere huset den italienske restaurant Marco Polo, og madstilen på stedet får mildest talt noget af en makeover. I centrum bliver sæsonens råvarer, der præsenteres på visuelt spændende måder.

”Vi vil gerne gøre sæsonernes skiften endnu tydeligere for gæsten, ikke bare i forhold til råvarer, men også i det visuelle udtryk. Så man både smagsmæssigt og visuelt får oplevelsen af, hvordan skoven springer ud eller falmer,” siger Rune Aaby til portalen.

Restauranten får sin egen vinbar, og her er målet at skabe en mere uformel stemning. Vinbaren får få, enkle retter på menukortet som charcuteri, muslinger og østers.

Foto: Aaby & Udengaard

Ny gourmetrestaurant er klar med menuen

Den kommende Aaby & Udengaard i Vestergade har menukortet på plads.

Duoen Anders Udengaard og Rune Aaby, der driver de to anmelderroste Højbjerg-restauranter Skovmøllen og Restaurant Unico, udvider den 31. marts med en ny gourmetrestaurant i Aarhus. Under navnet Aaby & Udengaard åbner den i spisestedet Marco Polos gamle lokaler på Vestergade, og nu er menukortet klar.

Restauranten får to menuer. Den ene hedder med inspiration fra kulturbyåret 2017 “Rethink the taste of Denmark”, og her kan gæsterne vælge mellem menuer med henholdsvis fem, otte og 15 serveringer.

De enkelte retter har navne som “Dansk hygge”, “Sol over Bornholm, “Vadehavets strande” og “Syndige Fyn”, og ingredienserne er blandt andet sild, østers, rejer, kvæg og rabarber.

3

Også med vinmenu
Prisen for at gentænke smagen af Danmark starter ved 444 kroner for fem serveringer på hverdage. Hvis du vil skalere op, kan du vælge otte serveringer for 555 kroner, og hvis du går all in med 15 retter, er prisen 888 kroner. Vinmenu er der naturligvis også, og her starter prisen ved 222 kroner for tre glas.

Den anden menu på Aaby & Udengaard bærer navnet “Signaturretter – Det enkle måltid” og består af enten naturkvæg fra Nordjylland på to måder eller pighvar på to måder. Her er prisen for 2 retter 444 kroner, og hvis man har appetit på mere, kan man sætte tænder i “Mejeristens ostebord” eller “Konditorens fristelser” til at runde af med.

Se begge menuer her.

5

Foto: Vesterlauget

Vesterlauget lokker med gratis Thy-øl

Vesterlauget fejrer fødselsdag med gratis Thy-øl og kagemand den 27. januar.

Madbodegaen Vesterlauget har nu i fire år budt på specialøl og mad til SU-venlige priser i de rustikke lokaler på Vestergade. Derfor fejrer baren nu sin fire års fødselsdag med gratis Thy-øl og kagemand til alle den 27. januar.

“Så er der birthday timez på Lauget. Vi runder det skarpe hjørne på 4 år, eller hvis vi var en hund 28 år – VUF! Derfor vil vi gerne forære nogle øl og noget kagemand, vi vil lave happy hour og have crazy resident DJ’s,” skriver Vesterlauget på Facebook.

Labskovs og sjusser
Festlighederne starter kl. 16 med gratis øl og kagemand, hvorefter baren fra kl. 17.30 byder på skipperlabskovs til alle for 85 kroner inkl. en øl. Kl. 21-21.30 er der happy hour med udvalgte sjusser til 30 kroner, og herefter går der fest i den med.

På DJ-fronten er det Carsten Reinholdt aka Dusty wax aka Far fra kl. 20-22 og Sara Tusindfryd aka Tusindfryd aka Loppemor kl. 22-24. Læs mere om eventen her.

Arkivfoto: Restaurant Unico

Ny gourmetrestaurant vil gentænke klassikere

Ny gourmetrestaurant på Vestergade vil gentænke danske klassikere i den første menu.

Temaet for kulturåret 2017 i Aarhus er “Rethink”, og det har parret Rune Aaby og Anders Udengaard taget til sig. Sammen åbner de til marts gourmetrestauranten Aaby & Udengaard i det italienske spisested Marco Polos lokaler på Vestergade, og temaet for den første menu bliver netop “Rethink Smagen af Danmark”.

I menuen fortolker parret ifølge et stort interview i Jyllands-Posten klassikeren Sol over Gudhjem, der vil blive serveret, så retten ligner stranden på Bornholm. Den klassiske fynske rygeost vil også blive serveret som de frodige, grønne marker på Fyn. Til menuen får gæsterne en matchende drikkevaremenu bestående af blandt andet øl, frugtvine, fermenteret te og snaps.

“Serveringerne vil både blive på tallerken og som delemad. Gæsterne skal have en oplevelse af at få noget, som de ikke kan få andre steder,” siger Rune Aaby til avisen.

Tårnhøje ambitioner
Den kokkeuddannede Anders Udengaard og den tjeneruddannede Rune Aaby driver i forvejen restauranterne Skovmøllen og Restaurant Unico, der begge ligger i Højbjerg. Parrets tredje restaurant får en separat vinbar, og ambitionerne fejler absolut ikke noget.

“Det niveau, vi præsterer på, når vi er bedst, er absolut konkurrencedygtigt inde i byen, så nu vil vi gerne udfordre Aarhus midtby med vores topkoncept […] Vi vil ind på højeste niveau. Vi er os selv, vi gør det på vores måde, men vi vil gerne afspejle niveauet på Gastromé, Substans og Frederikshøj,” siger Rune Aaby til avisen.

Siger nej til Michelin
De tre restauranter har alle tre en stjerne i den prestigefyldte Michelin-guide, men det er ikke planen på Aaby & Udengaard.

“Vi vil gerne være den første restaurant, der får tildelt en Michelin-stjerne og siger nej til den,” siger Rune Aaby til avisen.

Den nye restaurant åbner i marts 2017 på Vestergade 51. Lokalerne gennemgår i de kommende måneder en omfattende renovering, hvor der blandt andet skal laves en glasvindue ud mod køkkenet. Restauranten og vinbaren får hver især plads til 35-40 gæster ad gangen.

Læs hele interviewet med duoen her.

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: Restaurant Unico

Ny vinbar åbner i Vestergade

Makkerparret bag Restaurant Unico åbner vinbar i Marco Polos lokaler i Vestergade.

Vestergade er on a roll for tiden og er godt på vej til at blive en gourmetgade på linje med Jægergårdsgade. Nu får gaden endnu et sted for folk med hang til god mad og vin, når makkerparret Rune Aaby og Anders Udengaard fra Restaurant Unico ved Moesgaard den 1. januar åbner en vinbar.

Duoen overtager den italienske restaurant Marco Polos lokaler, der ligger i en flot, historisk bygning på Vestergade 51.

“De fleste husker måske kun Vestergade 51 som det tidligere Marco Polo. Meget kommer til at ændre sig, når vi overtager. I kan glæder jer til Aarhus’ nye vinbar, hvor alt vin bliver håndteret med kyndig hånd. Du får mulighed for at drikke dejlige vine, nyde stemningen fra det næsten åbne køkken. Se ud på den travle gade og nyde at tiden står stille,” skriver Rune Aaby og Anders Udengaard på Facebook.

Også med restaurant
På byens nye vinbar vil du ikke kun kunne nyde noget i glasset. Duoen vil også servere mad på stedet, der får sin egen restaurant.

“Ligeledes kan du opleve vores helt nye restaurant, hvor vi servere “MÅLTIDET” en anderledes restaurant du virkelig kan mærke. Tilbage til alle de gamle dyder, tilbage til dengang gæsten var i centrum, tilbage til den gang mad var mad. Med vores nye restaurant vil vi være med til at hæve niveauet endnu mere i Aarhus,” skriver de to stiftere.

At dømme efter antallet af likes på Facebook-opslaget er aarhusianerne klar til at tage godt imod vinbaren, når den åbner næste år.

Foto: Vestergadefesten

Stor fest på Vestergade i dag

GADEFEST Lørdag den 4. juni forvandles Vestergade til én stor fest med streetfood, livemusik og markeder fra morgen til aften.

Knap er Latinerfestivalen overstået, før en ny gadefest melder sig på banen. Lørdag den 4. juni går det løs med Vestergadefesten 2016, som forvandler den hyggelige gade til én stor fest fra tidlig morgen til sen aften. På gaden og i gårde spilles livemusik hele dagen, og så er der naturligvis masser af godter til ganen.

“Gaden er pyntet festligt op, der stilles borde og bænke op, så du kan sætte sig ned og få en sludder med nogle, du kender i forvejen eller aldrig har mødt før. Igennem hele gaden flytter forretninger ud og holder gadesalg. Caféer og restauranter sørger for, at både sulten og tørsten kan stilles med street food og servering på gaden,” skriver arrangørerne på Facebook.

På hele Vestergade fra Lille Torv i øst til Vester Allé i vest rulles en rød løber ud, så det bliver bogstaveligt talt umuligt at overse festlighederne. Det hele starter kl. 10 og slutter kl. 24, og du kan se hele programmet for festen her.

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev