3 fortrinlige bagerier i Aarhus

Der er ingen grund til at spilde mundvand på tørre rundstykker og kedelige kager, når Aarhus byder på flere fortrinlige bagerbutikker. Vi giver dig et bud på tre af dem, der helt klart er et besøg værd.

Aarhus’ bedste kage

Salling Bager & Café, Søndergade 27, 8000 Aarhus C

Da Smag Aarhus’ læsere i efteråret 2020 skulle kåre byens bedste kage i læserafstemningen Smag Prisen, var det Salling Bager & Café, der løb med sejren – og med daglige 40-45 forskellige kager i disken, burde bageren i Stormagasinet da også kunne tilfredsstille de fleste munde. Kager – og naturligvis også brød – bliver til i bageriet i kælderen, hvor faguddannede konditorer og bagersvende laver lækkerierne fra bunden. I kageudvalget finder du blandt andet konditorkager, årstidskager, laktokse- og glutenfri kager, veganske kager samt det, Sallings bagermester kalder 70’er/80’er-kager: Havregrynskager, kokostoppe og kærlighedskranse. Ja tak! Kan du ikke vente med at sætte tænderne i din nyindkøbte kage, kan du nyde den i caféområdet ved bageren, hvor du fra de store vinduer – måske med en kop kaffe til – kan betragte livet på Strøget.

Croissanter og champagne

Briançon, Åboulevarden 53, 8000 Aarhus C

Der er flere gode grunde til at besøge Briançon ved åen – og én af dem er bageriets populære croissanter. Forvent ikke en klassisk fransk version, men en tungere udgave med et særligt sprødt bid, som nok skal holde dig mæt den næste time eller tre. Mmh! Den fås uden fyld samt med chokolade- eller marcipanfyld, så mon ikke der er lidt for enhver croissantsmag? Briançon har naturligvis også forskellige brød og kager i disken, og alt efter måned er der årstidsbestemte lækkerier, du kan få i posen: For eksempel fastelavnsboller, Christmas Pie og nytårskonfekt. Briançon kalder sig desuden en champagnebager, da bageriet også sælger udvalgte champagner samt afholder champagnesmagninger. Bagværk og bobler – what’s not to like? Psst: Bag bageriet står søskendeparret Karina og Kenneth Trosborg.

Byens ældste bageri

SchweizerBageriet, M.P. Bruuns Gade 56, 8000 Aarhus C

Det er et vaskeægte stykke Aarhus-historie, du besøger, når du lægger vejen forbi SchweizerBageriet på M.P. Bruuns Gade. Bageriet åbnede nemlig for første gang i 1898 og er dermed Aarhus’ ældste af slagsen. Siden 2003 har Tine Lajer Petersen stået bag og udviklet SchweizerBageriet med en fortsat vægt på kvalitetshåndværk, hvor alt er lavet fra bunden og bagt på stedet. Sådan! I bageriets udvalg af brød og kager – både klassikere og mere sæsonbestemte varianter – finder du blandt andet de berømte hjemmelavede trøfler, lavet på wienerbrød, chokoladekage, lidt mazarinkage, sveskemarmelade, rom og kakao. Halleluja! Toppingen varierer, men du kan roligt regne med, at bestselleren med overtræk af ægte belgisk chokolade altid er at finde i sortimentet. Bonusinfo: SchweizerBageriets trøfler vandt Smag Aarhus’ læserafstemning om Aarhus’ bedste trøffel i 2018.

Vidste du, at

vores guides med et antal anbefalinger inden for en given kategori er nogle af vores mest læste artikler? De skal opfattes som aktuelle øjebliksbilleder og ikke som den fulde sandhed om en given kategori. Vi bestemmer selv fuldstændig, hvilke steder der er med i vores guides.

Søde sager

Se alle
Foto: Mikkel Yesin/SchewizerBageriet

3 steder i Aarhus med fortræffelige trøfler

Trøffel eller romkugle? Uanset navnet er den lille kage en lækkerbisken uden lige. Her er tre steder i Aarhus, der sælger den populære kugle.

Guiden har tidligere været bragt i Århus Stiftstidende.

Trøffel-tirsdag

Mor Anna, Mejlgade 5, 8000 Aarhus C

Hos Mor Anna er tirsdage dedikeret til trøfler, og det er med god grund. Her laves de fine kagekugler med bageriets egne kanelsnegle, pain au chocolat og hindbærsnitter, der giver en lækker, ikke alt for tung dej. De er rullet i chokolade, og som kronen på værket tager de også en trilletur i kakao. Du får et af de små mesterværker for en flad 10’er kun, så hvis trøflerne ikke er nok til at stille kagesulten, kan du jo lige nappe en gang tapas-kage med i Mor Annas hyggelige lokaler. Her får du syv fine små kager for 60 kroner, og eftersom bagerne sørger for, at der er stor variation i sortimentet fra dag til dag, skulle du være sikret en ny kageoplevelse hver gang. Dét kan vi li’!

Til den store guldmedalje

Klubhæftets Kaffebar, Nørre Allé 78, 8000 Aarhus C

Klubhæftets Kaffebar har lukket lige nu som følge af Corona-restriktionerne.

Klubhæftets Kaffebar henter trøfler langvejsfra, men det er helt sikkert besværet værd. På Fyn laver Nørre Aaby Bageri nemlig Danmarks bedste romkugler – eller trøfler, som vi kalder dem i Aarhus – og det er disse godbidder, kaffebaren på Nørre Allé langer over disken. De cremede gourmetkugler har en syndig chokoladeskal, der kommer i fem forskellige smagsvarianter, blandt andet cappuccino, lakrids og jordbær, afsluttet med et lille drys krymmel. Sådan! Du kan enten tage Nørre Aaby Bageris romkugler med dig hjem eller nyde himmerigsmundfulden i Klubhæftets hyggelige lokaler – måske over en kop økologisk kaffe? Bonusinfo: Nørre Aaby Bageris romkugler blev kåret til Danmarks bedste i 2018 på Foodexpo-messen i Messecenter Herning, og der skulle efter sigende komme en ny kåring i 2020.

Trøfler med chokoladeovertræk

SchweizerBageriet, M. P. Bruuns Gade 56, 8000 Aarhus C

På hjørnet af Brammersgade og M. P. Bruuns Gade ligger Aarhus’ ældste bageri, Schweizerbageriet, som åbnede for første gang i 1898. Blandt andre lækkerier byder bageriet i dag på hjemmelavede trøfler, som er lavet på wienerbrød, chokoladekage, lidt mazarinkage, sveskemarmelade, rom og kakao. Trøflernes topping kan variere fra dag til dag, men én ting kan du regne med – der vil altid være tre forskellige valgmuligheder i trøflernes topping, for eksempel frysetørrede hindbær, hakkede nødder eller chokoladekrymmel. Der er dog én bestemt slags trøffel, som bageriet sælger flest af: Nemlig den med overtræk af ægte belgisk chokolade, som er en fast del af bageriets trøffel-sortiment. Psst: Med sin over 100-årige lange bagerhistorie har bageriet vundet flere priser for sine trøfler, senest Smag Aarhus’ læserafstemning om Aarhus’ bedste trøffel i 2018.     

Pixabay

Endelig: Nu kommer Danmarks bedste romkugle med posten til Aarhus

Nørre Aaby Bageri på Fyn har vundet prisen Danmarks Bedste Romkugle, og bageriet er nu begyndt at levere de berømte romkugle til Aarhus og resten af landet.  Continue reading

Vidste du, at

vi danskere plejede at bage brød med surdej for at spare på gærret? Vi brugte gær til at brygge øl, og da der ofte var mangel på rent drikkevand, var det helt essentielt. Derfor begyndte vi på den svære kunst at bruge surdej til at bage brød.