Foto: Pixabay Images

Dauphine-stiftere klar med nyt madkoncept

De oprindelige stiftere af Restaurant Dauphine på Frederiksgade er klar med et nyt madkoncept i Aarhus.

Selvom du allerede har besøgt byens nye madmarked Aarhus Central Food Market i weekenden, har du endnu ikke set og smagt alt. I næste uge åbner der en ny madbod, og det er stifterne af den klassiske Restaurant Dauphine, der står bag.

Helle Rasmussen og Henrik Christensen, der i sin tid var med til at opstarte den franske Restaurant Dauphine på Frederiksgade, åbner onsdag den 12. oktober madboden The Plate på madmarkedet. Her er kammuslingerne og foie grasen skiftet ud til fordel for et nyt tapas-inspireret koncept.

“Tapas har altid været vores store passion, men med markedsboden hos Aarhus Central Food Market fik vi lyst til at udvide, udfordre og udvikle den klassiske forestilling om tapas. Sådan opstod idéen til The Plate, som er et madkoncept, der samler alle de forskellige kompositioner af smagsdele og strukturer og dermed giver gæsten en helt unik smagsoplevelse,” fortæller Henrik Christensen.

Sæsonvarer og hyppige udskiftninger
The Plate stræber indgående efter at inkorporere både sødt, sprødt, surt og salt i serveringerne, der enten kan fås som takeaway eller spises ved boden. Retterne tilpasses efter sæson, råvarerne er altid friske, og menuen udskiftes så hyppigt, at gæsterne ikke vil komme til at sætte tænderne i de samme smagskombinationer to gange.

”Vi er nysgerrige efter at eksperimentere og skabe nye smagsoplevelser. Vi tør at tage skridtet videre i måden, vi tænker på mad og på gæsternes madoplevelser, og vi glæder os rigtig meget til at åbne til oktober,” siger Henrik Christensen.

The Plate åbner på Aarhus Central Food Market onsdag den 12. oktober klokken 12. Dauphine har siden 1996 serveret franskinspireret mad fra køkkenet på Frederiksgade og er blandt de 42 Aarhus-restauranter, der er med i restaurantguiden White Guide 2016.




Madmarkedet ved Skt. Knuds Torv holder snart åbent hele ugen. Foto: Aarhus Central Food Market.

Aarhus Central Food Market klar til at udvide

Det nyåbnede Aarhus Central Food Market har allerede planer om udvidelser.

I weekenden summede Skt. Knuds Torv af handlende og smagende besøgende, da et væld af madglade aarhusianere havde begivet sig afsted for at deltage i åbningen af det nye Aarhus Central Food Market. Nu er markedet allerede klar til at udvide.

”Åbningen nu er endda kun fase et, da vi allerede har lejet yderligere areal og udvider til det dobbelte, når den bageste del af stueetagen bliver ledig om et par år,” siger initiativtager Frantz Longhi i en pressemeddelelse.

20 lækre madboder
Indtil da er der nok smagsmæssige oplevelser at gøre sig i de nyindviede lokaler på Skt. Knuds Torv. Aarhus Central Food Market kommer til at have åbent hver onsdag til søndag mellem 12 og 19 og byder på såvel sæsonaktuelle råvarer som færdige retter, der kan købes i de i alt 20 lækre madboder.

Aarhus-Hallen er tegnet af den navnkundige danske arkitekt C.F. Møller, der også har sat stregerne til Aarhus Universitets gamle bygninger. Hallen har tidligere dannet ramme om rockkoncerter, seksdagesløb og store jazz-navne som Josephine Baker og Fats Waller.