Foto: Restaurant Gastromé

Glade gæster sender lokal gourmetrestaurant til tops

Aarhusiansk gourmetrestaurant havde Østjyllands gladeste gæster i september.

Den anmelderroste Michelin-restaurant Gastromé i Latinerkvarteret vinder også gæsternes gunst. Det viser en ny opgørelse fra bookingsitet DinnerBooking, som har opgjort østjydernes fem favoritter i september 2016 ud fra 12.382 anmeldelser af 61 østjyske restauranter.  En af de gæster, som besøgte Gastromé i september, er brugeren Lone:

“Der blev på alle måder taget hånd om os og kræset for os på Gastrome. Tjenerne havde et øje på hver finger, men vi fornemmede ingen stress. Alt foregik i et roligt og behageligt tempo, så vi kunne nyde de ni fantastiske retter i ro og fred i det smukke lokale,” skriver hun på DinnerBooking.

Populær restaurant
Det er ikke første gang, at Gastromé løber med sejren hos DinnerBookings brugere. I august kunne vi her på Smag Aarhus fortælle, at latiner-restauranten havde fået flest positive anmeldelser i første halvår af 2016. Det gav denne kommentar fra medejer Søren Jakobsen:

”Der er virkelig sket meget på restaurantscenen i Aarhus, siden Michelin-stjernen kom til byen i 2015. Der er mange restauranter med et virkelig højt niveau, og det er også med til at skubbe os i den rigtige retning. Det er bestemt ikke et godt tidspunkt at hvile på laurbærrene.”

De fem bedste restauranter i Østjylland i september er som følger:

1. Gastromé, Aarhus C
2. Kähler Villa Dining, Risskov
3. Nordisk Spisehus, Aarhus C
4. Fru Møllers Restaurant, Odder
5. Restaurant Fedet, Risskov

Foto: Restaurant Domestic

Engelsk avis: Her er Aarhus’ fem bedste restauranter

RESTAURANT Gastronomiske eksperimenter og bistrostemning hitter hos anerkendt engelsk avis.

Med sin cool stemning og kulinariske vækst har Aarhus i den grad vakt international opmærksomhed i den seneste tid. Nu har den kendte avis Financial Times også fået øje på byens bugnende spisetilbud og peger i en ny artikel på de fem bedste af slagsen.

“Lige fra traditionel smørrebrød til kammuslinger med syltede strandurter. Ifølge James Clasper er Danmarks andenstørste by et appetitvækkende og prisbilligt alternativ til København,” skriver avisen.

Kreativ kokkekunst
En af de Aarhus-restauranter, som vækker begejstring hos Financial Times, er Domestic i Mejlgade. Restauranten, der åbnede sidste år og allerede har høstet mange roser, får disse ord med på vejen af den engelske avis:

“Stemningen er afslappet, og køkkenet er kreativt, for eksempel med fermenterede stikkelsbær med grannåle eller tartar med hampkerner og spiselige blomster.”

Roser til midtby-deli
Midtby-delien F-Høj, der har den anerkendte kok Wassim Halal ved roret, er også en af journalistens favoritter.

“Retter som rejesalat med pocherede æg, brøndkarse, dild og trøffel eller Hallals twist på klassisk smørrebrød med pandestegt tunge, fennikel og remoulade giver et enestående køkken.”

Udover de to restauranter fremhæver avisen neobistroen Hærværk på Frederiks Alle, Sårt på Jægergårdsgade og Michelinrestauranten Substans på Frederiksgade. Læs hele artiklen her.

Foto: Kødbyens Mad Marked

Toprestauranter satser på streetfood

RESTAURANT De to Aarhus-restauranter Domestic og Hærværk fusionerer for en stund på streetfoodmarked under Kulbroen.

Den 16-17. april lægger Kulbroen ved Sydhavnen rammer til streetfoodmarkedet Kødbyens Mad & Marked, men publikum kommer ikke kun til at kunne købe traditionel gademad på den funky location. To af byens hippeste restauranter Domestic og Hærværk teamer også op med en fælles madbod på markedet.

“For os er det meget naturligt at danne par. Vores grundholdning til dyrevelfærd og etik er den samme, og vi arbejder begge til dagligt med lokale råvarer i deres rette sæson, da vi mener, at det er der, de præsenterer sig bedst,” siger Christoffer Norton fra Restaurant Domestic.

Menuen i madboden står på dampet fisk med en kålrabipasta og karameliseret kærnemælkssauce, fladbrød med grillet okse, hjemmelavet tykmælk og ramsløg og til dessert kirsebærkage med syltede kirsebær. I glasset bydes der på noget så eksotisk som en hvid te lavet med kombucha.

Læs også: Asiatisk gademad på vej til Aarhus

Ikke kun snaskede burgere
Markedet på Sydhavnen får i alt 30 stande, og fra arrangørernes side ser man frem til samarbejdet med de to restauranter.

”Streetfood og gademad forbindes ofte med snaskede burgere og fries, men vi har altid en stor differentiering i koncepterne, som præsenteres på vores markeder. Derfor er der også plads til sunde salater, simple crêpes og mere avanceret gourmet, som dog altid serveres, så alle kan være med. Vi forsøger at gøre det hele spiseligt og tilgængeligt, så folk får nye oplevelser,” siger Jonas Kring fra Kødbyens Mad & Marked.

De restauranters madbod får i lighed med resten af markedet ved Kulbroen åbent fra lørdag den 16. april kl. 11 og til søndag den 17. april kl. 17. Læs mere her.

Læs også: Foodmarket åbner til sommer
Læs også: Streetfood fra hele verden ved Kulbroen

December 2020

Vinder

Madklubben