Foto: S'vinbar.

Guide: 8 vinbarer du skal prøve i Aarhus

GUIDE: Har du lyst til et godt glas vin? Her er 8 fortrinlige vinbarer i Aarhus.

Hvis du ikke ved, hvor du skal gå hen, når du har lyst til et glas vin efter en hård uge, skal du læse med her. Mulighederne er efterhånden mange i den østjyske hovedstad, hvor vinbarerne er poppet op på stribe de seneste par år. Her er vores bud på otte gode vinbarer, du skal besøge.

Vinbar ved Vor Frue Kirke i Aarhus
Pinot Butik & Bar, Frue Kirkeplads 1 A, 8000 Aarhus C

vinbarer i Aarhus du skal prøve
Foto: Pinot

Den hyggelige vinbar og butik ligger ved Vor Frue kirke, og det er et perfekt sted, hvis du er til hyggelig stemning, god vin i alle prisklasser og kompetent personale. Du kan både købe vin i glas, men du kan også vælge vin på hylderne og drikke dem i baren.

Hvis du er studerende eller på udkig efter et billigt kvalitetsglas, så holdes der om tirsdagen “Glad tirsdag” hos Pinot. Der kan udvalgte vine købes på glas for 40 kroner og en flaske for 200 kroner. Vinene kan variere, men personalet står altid klar til at forklare dig om vinene og guide dig den rigtige vej.

Pinot har vin i alle prisklasser, så der er ingen undskyldning for ikke at komme ned på en af de hyggeligste vinbarer i Aarhus.

S’vinbar i Aarhus
S’vinbar, Klostergade 62, 8000 Aarhus C

vinbarer i Aarhus
Foto: S’vinbar

Når det handler om vinbarer i Aarhus, er der ingen vej udenom S’vinbar på hjørnet af Klostergade og Gl. Munkegade. Stedet er startet af den tidligere sommelier på Restaurant ET Sabina Drachmann Sunne, og hun har på kort tid formået at skabe en stemningsfyldt vinbar, der tiltrækker både studerende, erhvervsfolk og turister.

Vinene kommer blandt andet fra mindre vinhuse i lande som Georgien og Østrig, men du kan naturligvis også sætte tænderne i et glas klassisk Barolo eller Barbera d’Alba, hvis du er mere til dét. S’vinbar byder gerne på lidt snacks til vinen, hvis den lille sult skal stilles.

Veltempereret Bourgogne i Aarhus
Vincaféen, Borggade 14, 8000 Aarhus C

8 vinbarer du skal prøve
Foto: Vincaféen

Den lille vincafé på Borggade er ubetinget et af byens hyggeligste steder at fundere over de store spørgsmål i livet over et glas veltempereret Bourgogne. De ukurante træmøbler og de sorte kridttavler fungerer fortrinligt i det rustikke lokale, som tidligere har huset en butik med festartikler.

Vinbaren er lillebror til Løves Bogcafé på Nørregade, og ambitionen er at skabe et sted med rendyrket fokus på vin og mad. Sidstnævnte er det traditionelle , og vinene på det omfangsrige kort kommer primært fra Europa.

Spanske vibes på vinbar i Aarhus
Pica Pica, Vester Allé 15, 8000 Aarhus C

8 vinbarer i aarhus du skal prøve
Foto: Pica Pica

“Pica pica” betyder angiveligt små hapsere på catalansk, og hapsere er der masser af på den spanskinspirerede vinbodega Pica Pica. Størstedelen af vinene kommer fra Spanien, og hapserne dækker over hjemmebagt brød, oste, pølser, tapenader eller oliven.

Det er superhyggeligt at sidde indenfor på vinbodegaen, der er indrettet i rustik stil med ældre træmøbler og vinreoler på væggene. Dog gør de udendørs pallemøbler ned mod åen sig også ganske godt i eftermiddagssolen, hvis vejret er til det. En fin detalje er, at der ofte er lækker livejazz i vinbaren, som også i øvrigt byder på spansk øl, hvis nogle i selskabet er mere til dét.

Tapas og vin du skal prøve!
Plan B, Fredens Torv 2, 8000 Aarhus C

8 vinbarer i aarhus
Foto: Plan B

Plan B er en vinbar, hvor hovedparten af vinen bliver importeret af ejerne selv og suppleret op med vin fra lokale vinimportører. Du kan vælge mellem mere end 40 vine fra hele verden på glas, som du kan nyde i de stilfuldt indrettede lokaler.

Derudover kan du smage en række sjældne vine på flaske, som dog kræver, at du har den store pengepung med. Hvis sulten nager, kan du sætte tænderne i lækker tapas med skinke, ost og andre lækkerier. 

Vinbar ved havnen i Aarhus
Vindanmark, Kystpromenaden 2, Aarhus C

8 vinbarer du skal prøve i Aarhus
Foto: VinDanmark

Den kombinerede vinbar og vinbutik Vindanmark ligger få meter fra vandet på Aarhus Havn og er med sit rå murstenslook, urbane indretning og udendørs pallemøbler en sublim location til indtage gode druer i glasset.

Om sommeren dypper du tæerne i vandet foran butikken med en kølig chardonnay, mens du i vinterhalvåret konverserer de øvrige kunder indenfor ved vintønderne. For nylig har vinbaren tilmed fået en vildmarkedsbad, hvor du kan sidde i vandet og nyde udsigten over havnen med en cool cabernet i hånden.

Cool berlinerstemning i baggården i Aarhus
MasVino, Klosterport 4B, 8000 Aarhus C

8 vinbarer i aarhus
Foto: MasVino

I et gammel værksted er den såkaldte vinbodega MasVino placeret. Den er et besøg værd, hvis du er til god vin i en cool setting. Her er absolut ingen hvide duge og fine krystalglas, men derimod rå stemning og funky indretning. Med sin uformelle atmosfære virker stedet nærmest som taget ud af Berlin.

Vinene kommer dog fra Spanien og er importeret af ejerne, der også står bag søsterbaren Pica Pica. På menukortet er der også en række spanske tapasretter. Dem kan du indtage udenfor ved vintønderne i gården eller indenfor i det lille lokale. Stedet har beholdt værkstedsstilen med fliser på væggene, kasser langs væggene og en stor kran i loftet.

Smag det du skal prøve først hos Smag først  
SmagFørst, Jægergårdsgade 32, 8000 Aarhus C

8 vinbarer i aarhus
Foto: Smag først

På den kombinerede vinbar og vinbutik SmagFørst i Jægergårdsgade er der ingen smalle steder. Vinbaren har åbent fredag og lørdag kl. 15-01 og opstår i al enkelhed ved, at der flyttes nogle borde og stole ind midt i butikken.

Vinkortet kommer hele verden rundt, men stilmæssigt har folkene bag disken en vis fascination af oversøiske vinbamser med crazy-vulgære navne og kitschy etiketter. Der serveres ikke mad, men det er muligt selv at medbringe.




Foto: Pixabay.

6 steder du kan chille med hvidvin i Aarhus

Det er sommer og tid til at koble af med et glas vin i hånden. Her har du vores bud på seks gode hvidvinsspots i Aarhus, der altid har en flaske eller fem at vælge imellem.

Det sikre valg ved Latinerkvarteret
Café Englen, Studsgade 3, 8000 Aarhus C.

Hvis du tørster efter et glas hvidvin og befinder dig midt i Aarhus, skal du ikke lede længe for at finde et sted, der kan byde dig et glas. Tværtimod kan det være svært at vælge. Og her kommer Café Englen ind i billedet. Caféen er centralt placeret i Latinerkvarteret og har været en fast del af Aarhus’ byliv i mere end 30 år. Her kan du både få morgenmad, frokost og aftensmad og med et bredt menukort, der lister alt fra tapenade til langtidsbraiseret lammeskank, er der noget for enhver smag. Vigtigere endnu så har caféen også flere gode hvidvine på menukortet. Her kan du blandt andet få en Pinot Grigio til 55 kroner glasset eller den lidt dyrere Chardonnay Bourgogne til 75 kroner. Er I flere, kan I dele en hel flaske. Det kunne eksempelvis være en Sauvignon Blanc fra Frankrig, der – ligesom mange af caféens andre vine – koster 300 kroner stykket. Når vinen er fundet, kan du sætte dig ud i baggården og nyde kold hvidvin med sol i ansigtet.

Det diskrete alternativ ved havnen
La Plage Deux, Strandvejen, 2-4 8000 Aarhus C.

De fleste af spisestederne på Jægergårdsgade ligger ved Frederiks Allé og følger togskinnerne parallelt ind mod banegården. Der er dog ét sted, som har sneget sig ned i bunden af gaden, og det er La Plage Deux. Officielt hedder adressen Strandvejen 2. Der er imidlertid ikke meget strand over omgivelserne omkring det lille spisested, da området praktisk talt har været en stor byggeplads de sidste mange måneder. Hvad omgivelserne mangler på hygge, kompenserer La Plage Deux dog for indeni, hvor stedet er pænt indrettet i lyse og brune farver. Der er ingen siddepladser udenfor, men indenfor er der til gengæld masser af plads ved de store vinduespartier, hvor der er gode chancer for et solstrejf, og samtidig kan du følge med i livet ude på gaden. La Plage Deux er fortrinsvis en champagne- og drinksbar. Heldigvis er der også et altid et par vine at vælge imellem. Et glas af husets vin koster 70 kroner og en hel flaske 350 kroner.

Et stenkast fra Bellevue Strand
Restaurant Fedet, Nordre Strandvej 35, 8240 Risskov.

Trænger du til at komme væk fra storbyens tumult, kan det være, du skal overveje at kigge forbi Fedet i det østlige Risskov. Fedet er en hyggelig, lille restaurant, der serverer klassisk mad fra Danmark – og mange andre lande – i hjemlige omgivelser. Restauranten ligger diskret placeret ud til en villavej i to minutters gåafstand fra Bellevue Strand. Der er ligeledes et stort udvalg af vine på menukortet, så der skulle være noget for enhver smag. Husets hvidvin er en Grüner Veltliner fra Østrig. Prisen for et glas er 70 kroner, og en hel flaske koster 275. På Fedet er der plads både indenfor og udenfor, så afhængigt af vejret kan du nyde din vin, hvor du vil. Bliver du sulten er der – ikke overraskende – også hjælp at hente. På nær i november og december er der hver dag muslinger ad libitum fra 12 til 16. Muslingerne serveres med pommes frites og en hjemmelavet urte aioli. Prisen her er 119 kroner.

Den klassiske vinbar med tapas
Plan B, Fredens Torv 2, 8000 Aarhus C.

Hvis du har lyst til at gå på opdagelse i vinens verden, kan du overveje at stoppe hos Plan B. Konceptet her er meget simpelt. Der er vin, og så er der tapas. Og det fungerer. Restauranten ligger på Fredens Torv lige i nærheden af Åen og Europahuset, og her vil du med sikkerhed finde en interessant vin eller to. Har du lyst til at blive overrasket, kan du eksempelvis bestille en smagsprøve af månedens tre vine for 100 kroner. Udenfor er der begrænset med siddeplads, men ellers er der fine borde ved vinduerne indenfor, hvor der også er chance for solskin. Byder muligheden sig, kan du hurtigt kigge forbi Plan B og få et glas vin. Dagens glas koster 40 kroner og fås i både en rød og en hvid udgave. Er der gået en vinkender tabt i dig, har du desuden mulighed for at købe et glas ’mystery wine’, hvor du får vinen gratis – såfremt du gætter, hvad det er for en vin. Gør du ikke det, koster det 50 kroner.

Den uformelle vinbodega gemt i centrum
MasVino, Klosterport 4, 8000 Aarhus C.

MasVino kan være svær at finde, medmindre du ved, hvor du skal hen. Vinbodegaen er placeret i et gammelt værksted inde i en gemt baggård tæt på Klostertorvet. Lokalerne har tidligere huset en maskinfabrik, og før var det en gammeldags chokoladefabrik – og ejerne har valgt at bevare den rå håndværker-stil. Stedet slår sig på at være en uformel bar, hvor der er mulighed for en bid god mad og vin i afslappende omgivelser. MasVino importerer hovedsageligt deres vine fra Spanien og slår sig især på den økologiske slags. Meget passende er der derfor også flere spanske tapasretter på menukortet, som du kan nyde til et godt glas vin. Hvis du vil udenfor, er der i gården et par vintønder, hvor du fint kan stå og drikke et køligt glas hvidvin i solen – eller to for den sags skyld. MasVino ligger sammen med kulturfællesskabet Grisk, der blandt andet består af en tattooshop, en barbershop og et designfirma.

Vin i grønne omgivelser
Restaurant Unico, Ny Moesgårdvej 50, 8270 Højbjerg.

Restaurant Unico ligger i det sydlige Højbjerg flankeret af Aarhus Golf Club og Moesgård Museum. Du behøver dog hverken at gå 18 huller eller være interesseret i mosefund for at spise her. Spisestedet slår sig på enkel og enestående oplevelsesgastronomi. Stemningen er afslappet, og menukortet er inspireret af både ind- og udland. Det bliver dog aldrig finere, end at alle ikke kan være med. Du kan både få burger og smørrebrød, men også en fin femretters, når der er fredagsgourmet, hvor menuen skifter hver uge. Omgivelserne er grønne, og der er højt til loftet. På hvidvins-fronten har restauranten også en del at vælge imellem. Det kunne eksempelvis være en Grüner Veltliner fra Østrig til 289 kroner for en flaske eller en La Vigne Du Cloitre fra Frankrig, som koster 389 kroner per flaske. Er humøret ikke lige til hvidvin, så har restauranten også et solidt udvalg af øl, rødvin, bobler og portvine.




Arkivfoto: Pixabay.

6 budgetvenlige barer i Aarhus

GUIDE: Du har lyst til gode specialøl, lækre cocktails eller et godt glas vin, men det er sidst på måneden, og tegnebogen er ved at være tom. Hvor går du hen? Vi giver dig her seks stærke bud på budgetvenlige barer. Continue reading




Foto: Plan B

Mums: Kagetapas hitter på vinbar

Vinbaren Plan B har stor succes med kagetapas.

I sommer fik vinene på Plan B et sødt sidekick i form af kagetapas, og det er i den grad faldet i aarhusianernes smag. Alene på første dag røg der 282 stykker kage over disken, og ifølge vinbaren er det fortsat et hit.

“Kagetapas sælges som regel i forbindelse med den traditionelle tapas og er den “søde” afslutning på måltidet. Mange vælger en Moscato d’Asti eller et glas portvin som ledsager. Vi sælger også en del kagetapas om eftermiddagen med kaffe til,” fortæller Plan B.

Tre små hapsere
Bag vinbaren Plan B, der åbnede i starten af året på Fredens Torv, står fem vinentusiaster, som længe havde ønsket at skabe et hyggeligt miljø midt i byen. På menukortet finder du over 40 forskellige vine og en række salte tapas.

Og til den søde tand serverer baren altså den populære kagetapas, der består af tre små tærter med henholdsvis rabarber, hasselnød og chokolade serveret med cremefraiche og frugt. Kagetapas koster 39 kroner for tre styk. Læs mere her.




Foto: Plan B

Vinbaren Plan B satser på kagetapas

VINBAR Vin- og tapasbaren Plan B på Fredens Torv lancerer kagetapas med kaffe eller Asti.

Kage på en vinbar? Jeps, den er god nok på den nystartede vin- og tapasbar Plan B på Fredens Torv, som netop har lanceret kagetapas. Prisen er 39 kroner for tre stykker kage med rabarber, hasselnød og chokolade, som både serveres om eftermiddagen og aftenen.

”For at udfylde eftermiddagstimerne, hvor der måske er mindre lyst til at nyde et glas vin, passer kagetapas fint ind med en kop kaffe. Men også om aftenen efter en traditionel tapastallerken er der mange, der gerne vil slutte af med lidt sødt. Vinmæssigt tilbyder vi til vores kagetapas et glas Moscato d’Asti, der med sin fine frugt og elegante sødme passer fint til kage,” siger medejer Jens Peter Lund fra Plan B.

Kagerne serveres med frisk frugt og creme fraiche, og den første dag med kagetapas på menuen blev der serveret intet mindre 94 kagetapas med i alt 282 stykker kage for gæsterne.




Foto: Restaurant FF

7 nye steder du skal tjekke ud

GUIDE Aarhus bugner af nye spisesteder, der venter på dig. Men har du mistet overblikket? Her er en guide til 7 nye steder, du skal tjekke ud.

Aarhus er efterhånden ved at udvikle sig til et paradis for madnørder og spiritusconnaisseurs, og vi er vilde med det. Men udfordringen er, at det kan være svært at holde tungen lige i munden og overskue landskabet, når de nye steder åbner på stribe. Her er vores bud på 7 nye steder, der er værd at aflægge et besøg. God jagt!

Delemad ved Åboulevarden
Restaurant FF, Åboulevarden 30, 8000 Aarhus C

Den anmelderroste Restaurant Ferdinand ved åen har fået en lillebror i form af den uformelle Restaurant FF, der er åbnet i nyrenoverede lokaler i baggården bag ved Ferdinand. Atmosfæren er afslappet, indretningen er cool, og viben er lidt New York- eller London-agtig. Konceptet lyder på tidstypisk delemad i form af småretter, som du deler med resten af bordet ligesom på CANBlau og Frederiksgade 42. Priserne på maden og vinen er rimelige, og du kan få en menu med 10-12 serveringer serveret til hele bordet for 345 kroner pr. person. Hvis I ikke er til delekonceptet, kan I også bestille charcuteri, fiskerette, kødretter, grønsagsretter, desserter og oste ala carte. Åens nye restaurant er absolut et besøg værd, uanset om du skal på date eller varme op til en bytur, og den fik fuldt fortjent fem flotte stjerner i Jyllands-Posten for nylig.

Gin-madness på Klostertorv
Bar Plata, Frue Kirkeplads 4, 8000 Aarhus C

Gin er det nye sort, og for nylig fik Aarhus sin første ginbar i form af Bar Plata, der er åbnet ved siden tapasrestauranten CANblau på Klostertorv. Baren har samme ejere som restauranten og byder på intet mindre end 70 slags gin fra 16 lande, ligesom du kan vælge mellem 50 slags rom og en række champagner. Inspirationen til Bar Plata kommer fra det kombinerede bar- og restaurantkompleks El Nacional i Barcelona, og ejerne har lagt vægt på at skabe et eksklusivt sted, hvor musikken er rolig, og personalet er veluddannet. Herfra lyder dommen: Bestået! Priserne starter ved 85 kroner for en gin på 3 cl. og 120 kroner for 6 cl. inklusiv mixer og topper ved gin af typen Ferdinand Saar Goldcap, der står i 350 kroner for 3 cl. Som om det ikke var nok, kan du også købe kaviar eller lækre snacks fra CANblau on the side.

Ny vinbar på Fredens Torv
Plan B, Fredens Torv 2, 8000 Aarhus C

iPhones og iPads blev skiftet ud med chardonnay og sauvignon blanc, da den hyggelige vinbar Plan B åbnede i januar i den gamle Apple-butik på Fredens Torv. Bag vinbaren står fem vinentusiaster, der har drømt om at starte egen vinbar i mange år. Hovedparten af vinen importerer ejerne selv, og resten suppleres op med vin fra lokale vinimportører. Du kan vælge mellem mere end 40 vine fra hele verden på glas, som du kan nyde i de stilfuldt indrettede lokaler. Derudover kan du smage en række sjældne vine på flaske, som dog kræver, at du har den store pengepung med. Prisniveauet starter ved 40 kroner for dagens glas fra Argentina, og hver måned serveres tre nye hvide eller røde vine på en planke. Vi er fans! Fun fact: Vinbaren har et vandingssted i form af en vintønde, hvor man kan betjene sig selv med koldt vand.

Kultbryggeri på Jægergårdsgade
Mikkeller Bar, Jægergårdsgade 61, 8000 Aarhus C

Det københavnske mikrobryggeri Mikkeller har barer i blandt andet San Francisco, Tokyo og Stockholm, og i efteråret kom kultbryggeriet så også til Aarhus. Og hvis du ikke har prøvet den funky ølbar, er det ved at være på høje tid! Bryggeriet, der blandt andet er berømte for tårnhøje alkoholprocenter, er rykket ind i lokalerne, der tidligere husede den 95 år gamle bodega Jægerhytten på Frederiksbjerg. Du kan både få bryggeriets øl på flaske og fad, og flere af øllene i Aarhus kan ikke fås andre steder. Mikkeller Bar holder jævnligt smagninger med forskellige temaer, og for nylig afholdt baren tilmed et ølløb, hvor man kunne løbe en tur og slutte af med en god øl. Nice move! Mikkeller blev grundlagt af Mikkel Borg Bjergsø og Kristian Klarup Keller i 2006, men i dag står førstnævnte i spidsen for bryggeriet.

Intime tapas på Nørre Allé
Morena Mia, Nørre Allé 98, 8000 Aarhus C

Byens kendte tapasrestauranter CanBlau på Klostertorv og Forlæns & Baglæns på Jægergårdsgade har fået kamp til stregen, efter at tapasbaren Morena Mia i starten af året slog dørene op på Nørre Allé med to spaniere ved roret. De to ejere Hector Segura og Vincente Segura har tidligere drevet restaurant sammen i Spanien, men nu deler de deres lækre spanske retter med os aarhusianere. Og heldigvis for det! Den intime restaurant har blot 12 siddepladser, og på menukortet er en række traditionelle tapasretter fra hele Spanien, som parret laver fra bunden af primært spanske råvarer. Autenticiteten og velsmagen er i top, og så har Morena Mia tilmed også åbent til frokost, hvis du får en spansk craving i løbet af dagen. Hvis du ikke har lyst til at spise på stedet, har restauranten desuden takeawayretter til at tage med.

Gourmettoasts på Klostergade
ToastIt, Klostergade 68, 8000 Aarhus C

Så er det slut med slatne og idéforladte parisertoasts fra den lokale pølsemand. Klostergade fik før jul takeawaycaféen ToastIt, der serverer grillede, sprøde toasts, som du kan spise på en af caféens 12 siddepladser eller tage med ud i byen. Inspirationen kommer fra de såkaldte “melts” og streetfoodmarkeder i New York og London, og menuen spænder vidt lige fra nytolkninger af parisertoast og cowboytoasts til en veggietoast og en italiensk porchettavariant. Kvaliteten er fremragende, og oven i købet kan du skylle toasten ned med milkshakes eller kaffe fra den fynske importør KaffeLars. Priserne er med 50 kroner for en toast ganske overkommelige. Bonusinfo: Det koldhævede surdejsbrød har hævet i 48 timer og kommer fra en bager i Brabrand, ostene kommer fra Lading Mejeri, og kødet kommer fra Jensens Slagterhus i Voldum.

Burgerhimmel på Klosterport
Grillen Burgerbar, Klosterport 2, 8000 Aarhus C

Hvis pengene er små, er den nyåbnede burgerrestaurant Grillen i CanBlaus gamle lokaler ved Klostertorv lige dig. Grillen er en del af en kæde med restauranter på Nørrebro, Christianshavn og Amagerbro, og konceptet lyder på prisbillige burgere, som du kan indtage i de nordisk indrettede lokaler med rå træplanker og industrielle lamper over bordene. Du kan sætte tænderne i intet mindre end ni forskellige burgervarianter, som kan fås med tre slags pomfritter og fire typer dip for 69 kroner fra kl. 12-16 og for 89 kroner fra kl. 16-22. Burgerkæden har desuden et samarbejde med isfirmaet Ben & Jerry’s om milkshakes, der fås for 49 kroner. What’s not to like? For nyligt annoncerede den fancy grillbar, at de holder natåbent torsdag til lørdag fra kl. 01 til 05 med burgerpriser på 50 kroner og burger med fritter og dip for 69 kr. Lige i skabet!