Foto: Tiende & Den Fede Drue

Ny restaurant med vin- og cocktailbar i toppen af Nicolinehus

Nicolinehus bliver onsdag den 5. april beriget med restaurant Tiende og Den Fede Drue, som åbner på de øverste etager med udsigt over byen.

Onsdag den 5. april åbner Restaurant tiende i det nyopførte Nicolinehus på Aarhus Ø. Her kan du se frem til middage på toppen, der samtidigt er helt nede på jorden. Derudover kan du glæde dig til at nyde en cocktail eller et glas vin i den nye vin- og cocktailbar, Den Fede Drue, der ligeledes slår dørene op den 5. april.

Det er teamet bag Restaurant Ferdinand og Restaurant FF, der nu kaster sig ud i et nyt eventyr på tiende etage af Nicolinehus med restauranten af samme navn.

“Visionen for restaurant Tiende har været at skabe en skøn restaurant på toppen af Aarhus, med en helt nede på jorden-tilgang. Vi vil gerne favne bredt og være stedet, hvor du kan få rigtig god mad og vin, og hvor besøgende får lyst til at besøge og igen og igen for at smage og opleve det hele,” lyder det fra Ebbe Langhoff Gøgsig, der er direktør for Tiende og Den Fede Drue, i en pressemeddelelse.

Læs også: Shima: Ny ramen restaurant i Ceresbyen

Højeste kvalitet inspireret af årstiderne

Restaurant Tiende kommer til at tilbyde frokost- og aftenmenu, hvor kvalitet og årstidens råvarer er i højsædet. Frokostmenuen kommer til at byde på smørrebrød samt udvalgte klassiske retter som for eksempel et stjerneskud eller tartare de boeuf – selvfølgelig med et personligt twist fra kokken.

Tiende

Aftenkortet er inspireret af restaurantens lokation ‘mellem himmel og hav’ med forretter som hvide asparges, ravioli og grillet hummer. Hovedretterne bliver til start glaseret pighvar, krogmodnet okse og vagtel – men retterne varierer i takt med årstiderne.

Som overbo får restauranten vin- og cocktailbaren, Den Fede Drue, som ledes af samme hold. Her kan du glæde dig til at nyde en god flaske vin fra det omfangsrige vinkort med mere end 2700 vine. Er du mere i humør til en cocktail, så kan du kaste dig over udvalget på det kreative cocktailkort ‘The Characters’. Hvad siger du for eksempel til en ‘Gandalf’, ‘Patrick Bateman’ eller en ‘Willy Wonka’?

Den Fede Drue

Læs også: 3 steder med påskelækkerier

Sol over Aarhus

Selvom restauranten og baren fungerer uafhængigt af hinanden, så er der nogle ting, som er fælles for de to nye steder. En af disse er selvfølgelig den fantastiske udsigt. Fra restauranten på tiende etage og baren på ellevte etage kan du opleve en fantastisk udsigt over Aarhus, Mols og selvfølgelig havet. Der er store terrasser, så frokosten eller middagen kan nydes både ude eller inde.

Den Fede Drue

Noget andet de to steder er enige om er den afslappede og hjemlige stemning, som de gerne vil ramme.

“Jeg glæder mig meget til at vi kan slå dørene op og byde gæster velkommen på Tiende og Den Fede Drue. Der er lagt meget tid, arbejde og omtanke i udviklingen af vores nye restaurant og vin- og cocktailbar for at ramme den hele rigtige imødekommende stemning. Vi er meget stolte af det sociale univers, som vi har skabt, ” fortæller bestyrelsesformand, Jacob Brunsborg, i pressemeddelelsen.

Restauranten kommer til at have omkring 70 pladser, mens Den Fede Drue kan huse 40 gæster. Åbningstiderne kan du se på hjemmesiderne her. Restaurant Tiende & Denfededrue.dk.

Hvis du vil være en af de første til at nyde udsigten fra tiende etage, så kan du booke bord på restauranten her. Den Fede Drue kræver ikke reservation, men det anbefales, hvis du vil være sikret en plads – det gøres under samme link.




Tag familien med

Se alle
Foto: Unsplash

Burger Anarchy åbner ny restaurant på Aarhus Ø

Aarhus får en ny destination for burger-elskere, med åbningen af ​​Burger Anarchy i Nicolinehus på Aarhus Ø.

Burger-kæden Burger Anarchy er snart klar til at åbne dørene for deres nye restaurant i Aarhus Ø.

“Vi bliver en del af en ny, spændende markedshal, hvor vi skal levere Aarhus bedste burgere,” sådan skriver Bruger Anarchy i et opslag på Instagram.

Burger Anarchy fortæller også, at de allerede er i gang med at etablere sig i de nye, flotte lokaler i Nicolinehus. Det er dog endnu ikke offentliggjort, hvornår selve åbningen finder sted.

Læs også: Jumbo Bakery er igen i år klar med Mælkebaren

Unikke og kreative opskrifter

Burger Anarchy er kendt for deres unikke og kreative burgeropskrifter, der bryder med traditionerne og skaber flabede smagskombinationer.

Restaurationen bliver en del af en ny markedshal, hvor du kan nyde en burger i hyggelige omgivelser og omgivet af en stemning af samhørighed og fællesskab.

Burger Anarchy glæder sig til at byde Aarhus-borgere og besøgende velkommen til deres nye restaurant og skriver i et Instagramopslag fra den 26. december “Vi ses i det nye år, burger lovers!”.




Blærede burgere

Se alle
Foto: Melværk

Melværk åbner ny restaurant på Aarhus Ø

Restaurant Melværk, der er skaberen bag Danmarks bedste gourmetpizza, udvider med ny restaurant på Aarhus Ø i 2023.

Fior di latte, gule tomater, arancini, trøffelmayo, bøgehatte, parmesan og timian. Det er ingredienserne bag Danmarks bedste gourmetpizza, Italian Balls, der blev kåret til Food Expo 2022.

Skaberen bag gourmetpizzaen er den familiedrevne, italiensk inspirerede Restaurant Melværk, der åbnede den første restaurant i Risskov Brynet i slutningen af år 2021 – men nu er Melværk klar til at udvide med en ny restaurant i et af lokalerne i Nicolinehus på Aarhus Ø.

Pizza med kærlighed og de rigtige råvarer

Det er ægteparret Nadia og Sharif Marjan, der står bag den prisvindende restaurant. Sammen har de to børn, og nu er den lille familie flyttet til Aarhus Ø – både med restauranten og i privaten.

“Vi glæder os så meget til at blive en del af Ø-samfundet, som vi også er flyttet til privat. Og vi knokler på livet løs for at gøre alt klar til jer på den anden side af 2022”, sådan skriver Melværk i et opslag på deres Instagramprofil.

Det er ikke hvilken som helst dej, der danner bunden for de lækre pizzaer, som restauranten serverer. Hos Melværk er det nemlig kombinationen af kærlighed, de rigtige råvarer, mennesker og unikke omgivelser, der danner rammen for omdrejningspunktet.

“Det er mel og vores dej. Dejen er det, der gør vores mad ekstraordinær. Dejen er det, vi nørder med, ” sådan skriver Melværk på deres hjemmeside.

Læs også: Flittige bybier bag årets honninghjerte fra Lagkagehuset

Pizza til dessert?

På menuen hos Melværk er der også en mere atypisk pizza. Nemlig Go Nuts, der er kåret til Danmarks bedste dessertpizza.

Sådan en sag består af en pizzabund med pistaciecreme, pistacies og ristede pistacier.

Lyder det alligevel lidt for specielt for dig, så kan du også få isen alene – og den bliver altså leveret af Mammis Gelato. Udover pistacieis kan du også vælge mellem hasselnød-, frugt og vaniljeis eller citron sorbet.

Restauranten serverer naturligvis også den klassiske italienske dessert, tiramisu, bestående af ladiefingers, som er vædet med stærk kaffe og typisk amaretto likør. Lyder det lige lækkert!




Pizza

Se alle
Foto: Skovgaard & Damgaard

Kaffebar på Viborgvej flytter til Aarhus Ø

Kaffebaren Brød & Kaffe flytter fra Viborgvej og åbner under det nye navn monk lørdag den 1. oktober i Nicolinehus på Aarhus Ø.

Torsdag den 22. september er sidste chance for en kop kaffe eller et stykke surdejsbrød hos Brød & Kaffe.

Den lille kaffebar på Viborgvej flytter nemlig til Nicolinehus på Aarhus Ø og slår her dørene op under navnet monk lørdag den 1. oktober klokken 8.00. Det skriver Brød & Kaffe på Instagram:

“Efter godt 7 måneder på Viborgvej er vi blevet inviteret til at blive en del af det nye Nicolinehus på Aarhus Ø. Den opbakning vi har fået på Viborgvej af både turister, især lokale og folk som har rejst langvejs fra for at besøge os, har gjort det til en svær beslutning.”

Læs også: Helheden findes i Brød & Kaffe

Lidt større armbevægelser

I Instagramopslaget forklares det, at Brød & Kaffe – eller monk, som det vil hedde på Aarhus Ø – i Nicolinehus kan “arrangere forskellige events i lidt større skala og samtidig rumme mulighed for lidt større armbevægelser.”

Når monk åbner i de nye lokaler, bliver det med en ny single origin espresso samt kaffe fra risteriet Bonanza Coffee.

Derudover vil gæsterne fortsat kunne købe lokalt økologisk surdejsbrød med stenkværnet mel fra Samsø.

“Et kæmpe tak og en masse kærlighed til jer, der bakker op og nyder at komme forbi,” skriver Brød & Kaffe til slut i Instagramopslaget.




Kaffe to go

Se alle
Foto: LETZ SUSHI

LETZ SUSHI åbner ny restaurant på Aarhus Ø

Sushikæden LETZ SUSHI er klar til at servere deres velkendte mad på Aarhus Ø, når restauranten torsdag den 25. august slår dørene op

Letz go eat some sushi. Hvis du bor på Århus Ø og godt kan lide de mundrette japanske retter, så kan du godt begynde at tælle dage ned til åbningen af den nye LETZ SUSHI AARHUS Ø. 

Den nye restaurant åbner i et af lokalerne i det nye bolig- og erhvervsbyggeri Nicolinehus. Det bliver således i et spritnyt lokale med udsigt lige ud til det populære havneområde Bassin 7, at LETZ SUSHI på torsdag den 25. august kan byde sine gæster velkommen i den nye restaurant. 

Restauranten kommer til at kunne rumme 40 siddende gæster indendørs og har yderligere et stort område til udeservering, når vejret tillader det.

En attraktiv bydel 

Placeringen af den nye restaurant er nøje udvalgt. LETZ SUSHI skriver i en pressemeddelelse, at de ser Aarhus Ø som en virkelig attraktiv bydel, som passer rigtig godt til den type restaurant og forretning sushikæden er. 

”Vi ser en kvalitetsbevidst beboerskare, der ikke ønsker at gå på kompromis, og som potentielt vægter kombinationen af ansvarlighed og selvforkælelse i lige så høj grad som os,” skriver LETZ SUSHI. 

Sushikæden har tidligere haft en container ved Bassin 7, men glæder sig nu til at kunne give de mange beboere og gæster på Aarhus Ø den fulde oplevelse af LETZ SUSHI. 

Med opførelsen af Nicolinehus har Aarhus Ø den seneste tid fået glæden af flere nye butikker, der bidrager med endnu mere liv til den isolerede bydel. Blandt andet med åbningen af Føtex Food tilbage i juni, der har været længe ventet tiltag på øen. 

Læs også: 5 steder i Aarhus med forfriskende iskaffe

Green Kayak 

Den nye restaurants placering tæt ved vandet giver også en naturlig kobling til LETS SUSHI´s produkter.  

Derudover giver det også muligheden for, at kæden ved denne restaurant kan bringe dens samarbejde med GreenKayak i spil. GreenKayak er en bæredygtig organisation, der engagerer frivillige i kampen mod miljøforurening, imens de sejler kajak.  

”Samarbejdet betyder, at beboere og andre interesserede gratis kan låne en kajak, hvis tiden bliver brugt på at samle plast op af havnen. På den måde er vi sikre på, at det ikke ender i maven på vores fisk.”

Åbningen af Letz Sushi på Århus Ø er en del af en større udvidelse. Der går derfor ikke længe, før restauranten også er at finde i Risskov.