Foto: MIB/Restaurant FEAST

3 steder i Aarhus med and til Mortensaften

Skal du (også) ha’ and på Mortensaften? Vi guider dig til tre steder i byen, der serverer en rigtig god middag den 10. november.

FEAST for Morten

Restaurant FEAST, Mariane Thomsens Gade 4B, 8000 Aarhus Ø

Den 10. november fejrer vi biskoppen af Tours (som faktisk oprindeligt hed Martin, ikke Morten), og hos MIBs ad libitum-restaurant FEAST er der lagt op til fest – og det den nemme af slagsen, hvor du ikke skal sørge for en dyt selv. Festlighederne begynder klokken 17.30 og starter ud med en anrettet tallerken med bagt torsk, dildsyltet agurk, skilt kærnemælkssauce med dildolie, rugbrødsknas og urtesalat samt brød og pisket smør. Mmh. Både hovedret og dessert byder på “share food”: Helstegt and, confiteret kartoffel, rødkål i variationer, grøn salat og sauce på andefond med tyttebær – og til slut lun apple crumble med brombær og pisket cremefraiche. Halløjsa! Når der skal skåles, kan du gøre det i den tilhørende vinmenu, og efter maden bliver du budt på friskbrygget økologisk kaffe, Perchs te samt konditorens søde fristelser. Yes, please. Skal du med til Mortens FEAST, koster det 545 kroner per snude.

Mortensaften i Den Gamle By

Den Gamle By, Viborgvej 2, 8000 Aarhus C

Mærk historiens vingesus, og fejr Mortensaften i Den Gamle By! Overinspektør Martin Brandt Djupdræt vil fortælle om Sankt Morten og Mortensaften – og så skal der selvfølgelig indtages en ægte Mortensaften-middag i Den Gamle Bys Restaurant Gæstgivergården. Til velkomst får du snacks fra Den Gamle Bys haver samt et glas Cava Brut Rosé, inden hovedretten serveres: Stegt bryst og confiteret lår med rosmarin og syltet kvæde, rødkål kogt med figen og portvin, brunede kartofler, aromatisk skysauce og naturligvis et glas rødvin til. Halleluja! Til dessert venter der kompot af Samsøæbler, hvid chokolademousse, sprød butterdej og lun farinsauce, og du skal ej heller snydes for en kop kaffe eller te samt en stor vaniljekrans med hakkede mandler, ægte vanilje og smør. Bum. En billet koster 395 kroner per person at være med – og så er det inklusive adgang til Den Gamle By hele dagen.

3 retter i Vilhelmsborg

Restaurant Mejeriet, Vilhelmsborg, Bedervej 101, 8320 Mårslet

Skal årets Mortensaften ha’ en ordentlig skalle, ja, så er det måske Mejeriet i Vilhelmsborg, du skal booke bord hos den 10. november. Aftenen begynder klokken 18.00 eller 18.30, og herefter har du 3,5 time til at nyde både mad og stemning i de naturskønne omgivelser. Efter husets velkomstdrink og snacks får du serveret hjemmerøget færøsk laks med rævedressing, sprøde salater, vilde urter samt creme. Hovedretten er – naturligvis – langtidsstegte landænder med hjemmelavet rødkål, brunede og hvide kartofler, klassisk andesauce samt syltede asier, og aftenen sluttes af med æblegrød med vanilje samt bagt hvid chokolade, creme fraiche og citrusurter. Sådan! Der er friskbagt brød, drikkevarer ad libitum til maden og kaffe eller te, inden du går hjem. Prisen? Den er 695 kroner per person. Psst: Restaurant Mejeriet er en del af Casablanca-familien, hvor også Sjette Frederiks Kro og Restaurant Tangkrogen byder på Mortensaften-menuer.




3 retter under 300

Se alle

Restaurant laver ny menu – perfekt til mortensaften

I forbindelse med mortensaften skifter restaurant på Frederiksgade menu. På menuen finder du and og en af køkkenchefens specialiteter.


Det er snart mortensaften, og det er på mange måder også starten på, at julen rykker ind på spisebordene. Det gør den også på Syv Ni 13, som den 10. november, på mortensaften, skifter menu.

Læs også: Mortensaften på restaurant i M.P. Bruuns Gade

Som altid på Syv Ni 13 serveres retterne som social dining, og du finder en række klassiske juleelementer på den lækre menu. Du får blandt andet grønkål med trøffelmayo og friteret artiskok samt rosastegt andebryst med køkkenchefens særlige akvavit sauce. Det skulle efter sigende være en fantastisk lækker sauce.

Du kan vælge mellem 2 forskellige menuer. I den lille menu får du 3 snacks og 4 retter for 313 kroner. I den store menu får du 3 snacks og 7 deleretter for 413 kroner.

Så hvis du er på udkig efter en lidt anderledes mortensaften-menu, som måske også er en smule grønnere, så er Syv Ni 13 et godt bud.