Foto: Mathilde Ambrosius Boysen

Tacå Bar laver mexicansk mad, der bringer smagen af Californien til Aarhus

Jordan Hove vil med Tacå Bar lave mexicansk mad, der tager inspiration i hans californiske rødder. 

Duften af mexicanske krydderier spreder sig i Tacå Bar, der slog dørene op tilbage i maj måned. Blandt osende gryder og sydende pander står ejeren Jordan Hove bag disken og eksperimenterer med lækker mad i det dampende køkken. 

Den lille Tacå bar er at finde på Frederiksgade 31. Her kan du få lækre tacos, burritos, quesadillias og bowls. Alt er lavet fra bunden, og det er lavet med kærlighed. 

Selvom alle retter er lækre på hver sin måde, er der dog ifølge Jorden én bestemt ret, du bør prøve, hvis du besøger Tacå bar for første gang.  

”Jeg ville helt sikkert sige, at du skulle prøve tacos. Det er den ret, der eksperimenterer med flest forskellige smagskombinationer og giver mulighed for kreativitet,” siger Jordan Hove.

Amerikanske rødder

At det lige er en tacobar, Jordan Hove har åbnet, er ikke uden grund. Han har nemlig taget turen langvejs fra for i dag at stå i køkkenet på Frederiksgade og dele smagsoplever fra hans kultur. 

”Jeg er amerikaner og kommer fra Californien eller nærmere sagt Sydcalifornien, så det har jeg selvfølgelig en stor kærlighed til. Og maden er noget af dét, jeg går og savner allermest derfra.”

Men Jordan Hove mener ikke, at det er Mexico, du bør tage til, hvis du skal smage rigtig mexicansk mad.

”Jeg synes, at det er i Californien, du kan få det bedste mexicanske mad. Selvfølgelig kan du også få god mexicansk mad i Mexico, men jeg synes, at Californien har ramt noget, der hedder mexicansk mad for alle. Men det er jeg jo også nødt til at sige, når det er der, jeg kommer fra,” tilføjer Jordan Hove med et grin. 

Hvedemel og fisketaco

På restaurantens bestillingsscreen viser pauseskærmen et kort over Californien, hvor Jordan Hove udpeger sin fødeby, imens han fortæller historien om, hvordan europæerne tilbage i 1600-tallet bragte hvedemelet til Californien. 

”De tacos du får her, er bløde tacos, fordi de er lavet på hvedemel og ikke på majs, som du får mange andre steder,” siger Jordan Hove .

Han fortæller, at der er mange forskellige opfattelser af, hvad der er rigtig mexicansk mad, og det afhænger af, hvilket område du tager udgangspunkt i, og hvor langt tilbage i tiden, du går. 

”De gamle mexicanere vidste ikke, hvad en burrito var. Det var først, da der kom nogle spaniere med melet i det her nordområde, at det blev til noget. Så det er lidt det område, min mad tager inspiration fra.”  

Fisketacoen på menukortet er også inspireret af den californiske halvø Baja, der er en stat i Mexico. 

“Den får du heller ikke andre steder her i Aarhus, men det smager jo fantastisk,” siger Jordan Hove. 

”Da jeg startede på min uddannelse som kok, har jeg altid haft i baghovedet, at jeg gerne ville lave noget med mexicansk mad, når jeg engang kom så langt. Det er jo dét jeg elsker, så derfor står jeg her.”

Læs også: Food Festival: Vær med til at kåre Årets Hotdog Konge på Tangkrogen

Med bæredygtighed i fokus 

Jordan Hove lægger kærlighed og energi i at lave lækker mad fra sit hjemland og dele det med Aarhus´ befolkning, men det er dog ikke for enhver pris. Med sin baggrund som kok er han nemlig bevidst om sin rolle i forhold til bæredygtighed. 

”Hvis alt er helt perfekt efter mit hoved, så køber jeg ind til en vis mængde til en fast omsætning, hvor jeg ved, at jeg kan få solgt mit lager. Så kan det godt være, at jeg ikke får et overskud, men så er der ikke noget madspild. Man åbner ikke sådan et sted her for at tjene en masse penge, for det kommer aldrig til at ske,” siger Jordan Hove.

Han fortæller, at han hellere vil købe for lidt og melde udsolgt end at købe for meget og smide mad ud. Han mener, at alle har et ansvar for bæredygtighed, og at det også er fremtiden i restaurationsbranchen.  

”Jeg tror, at det er dér, vi er på vej hen i restaurationsbranchen. Det kan godt være, at det stadig ligger ude i fremtiden, men jeg tror, at flere er ved at få øjnene op for, at man ikke bare kan producere massemængder og så smide det ud.”

Kun kreativiteten sætter grænser

Selvom han gerne vil tjene penge, er Jordan Hove også tilfreds med at have en restaurant, der er i drift og bare kan køre rundt, så regnestykket går op. 

”Jeg går med et håb om, at jeg kan nå dertil, hvor tingene bare kører rundt af sig selv, uden jeg skal presse på for at få en højere omsætning,” siger han. 

Men for Jordan Hove er det ikke en byrde at skulle være kreativ, når det kommer til at mindske madspild.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk, at det er sjovt at åbne køleskabet og se, hvad der er. Så er der måske nogle nye kombinationer, der kan blive til noget interessant. Og det giver især det mexicanske køkken gode muligheder for,” fortæller han.  

”Hvis jeg for eksempel har revet noget ost, fordi det skal ovenpå en taco, så kommer der en rest, fordi osten bliver klemt inde i riven. Så synes jeg, at det er fedt at kunne smide det ind i en quesadilla – altså det skal jo nok smelte. 

Sæsonbetonet menu

Selvom Tacå Bar som udgangspunkt kører med fast menu, så er der også plads til kreativitet, når det kommer til de forskellige årstider. Derfor kommer der på menuen til at være nogle specielle tacos, som bliver præget af, hvad du kan få i Danmark på det givne tidspunkt. 

”Jeg kan jo ikke løbe fra, at jeg er uddannet kok. Så når der for eksempel er ramsløgssæson, så skal du jo bruge dem. Især her i Aarhus. Hvis du ikke udnytter alt det ramsløg, der er ude i naturen lige nu, så er du jo idiot. Her i sommertiden kommer der også snart majs, og det bliver jo også megalækkert. Til efteråret har jeg også store planer om at lave nogle tacos med svampe i,” fortæller Jordan Hove.

Som et twist til den faste menu, er planen, at der på menuen kommer til at være en ekstra taco, som giver plads til sjov og leg. 

”Det bliver jo kedeligt at lave det samme gang på gang. Så for at holde gejsten lidt oppe, kan jeg eksperimentere med, hvilke sjove ændringer årstiderne giver mulighed for at lave. Min tanke er, at der kommer en ekstra taco på, der varierer. Men det kan også godt være, at nogle af tingene på den faste menu kommer til at ændre sig lidt. Det kan for eksempel være, at den ene taco får en lidt ny salsa.”

Læs også: 6 steder i Aarhus med frokost for max 50 kroner

Tacå med Å

Navnet på Jordans lille hjertebarn er ikke den store genistreg ifølge ham selv. 

”Jeg ville gerne kunne sige, at der er en større mening bag det, men faktisk synes jeg bare, at det lød lidt sjovt, og samtidig refererer det lidt til Aarhus og til åen. ”

Der er dog også en mere personlig historie, der knytter sig til Å’et i Aarhus.

”Det var i Aarhus, jeg første gang mødte min kone og havde store julelys i øjnene, da jeg som helt ung rejste fra USA og skulle prøve at bo i en ny by i et fremmed land. Så jeg har altid snakket meget om, at jeg synes, det kunne være sjovt at få et Å tatoveret som et minde om den tid – men nu blev det i stedet en del af Tacå Bar,” fortæller han.

Kærlighed og volleyball

Den store energi og entusiasme har Jordan Hove ikke altid lagt i køkkenet. 

”Tro det eller ej, men jeg har været professionel volleyballspiller i 12 år, og har spillet lidt forskellige steder i både Tyskland og Danmark, så det var derfor, jeg kom til Europa i første omgang. Så det var lidt et tilfælde, at volleyball fik mig til Danmark, og at jeg så mødte min kone, som faktisk også spiller volleyball, her i Danmark. Og så kunne jeg jo ikke rejse tilbage,” fortæller Jordan Hove. 

Den unge volleyballspiller fik skabt en tilværelse i Aarhus med kæresten, der selv kommer fra Djursland. I årene som professionel volleyballspiller spillede han blandt andet for den lokale klub Skovbakken, der senere blev til SK Aarhus. Sammen flyttede ham og kæresten til Odense og forskellige steder i Tyskland, hvor Jordan Hove fortsat spillede volleyball i forskellige klubber. 

”Jeg fortsatte med at spille volleyball, og der var jo altid træning om aftenen, så jeg havde altid masser af tid om dagen, og derfor begyndte jeg at gå og nørde lidt i køkkenet. Så tænkte jeg: ‘Okay, jeg kan ikke være volleyballspiller resten af livet, hvad skal jeg gøre?’”

Han startede derfor på uddannelsen som kok, og har nu været uddannet i cirka 10 år.

Hjem til Aarhus

Jordan Hove har forelsket sig i Aarhus og har sammen med sin kone hele tiden haft en plan om, at de efter at have rejst for volleyballkarrieren skulle tilbage hertil og stifte familie. 

”Jeg har altid elsket Aarhus. Da jeg kom hertil første gang, kunne jeg med det samme mærke, at jeg synes, det var fedt. Her er alt. Byen, skoven, stranden og havet er lige der. Og så synes jeg bare, at byen har den helt rigtige størrelse. Jeg kommer fra Los Angeles og San Diego, der jo er nogle store byer, og det er også godt på nogen punkter, men så alligevel. Selvom Aarhus er mindre, er der stadig fuld af liv her. Jeg synes det er en fremragende by, og jeg er virkelig glad for at bo her,” fortæller Jordan Hove.

Placeringen af Tacå Bar er dog ikke helt tilfældig.

”Madmæssigt synes jeg, at Frederiksgade er en spændende gade, som der udvikler sig i den rigtige retning, og det håber jeg, at den bliver ved med at gøre. Jeg vil dog sige, at jeg er meget overrasket over hvor få, der kommer ind i butikken, når man tænker over, hvor mange der faktisk går forbi hver dag.”

Læs også: Burgerbar i Viby J byder på pølsemix-burger med bearnaisesauce 

Et skridt ad gangen

Tacå bar er bygget op helt fra bunden. Da Jordan Hove fandt stedet, var han ude og søge om tilladelse, og han har lige så stille fået bygget restauranten op. 

Men med en ydmyg og meget tålmodig tilgang til sit projekt, er det heller ikke meget unødvendigt opmærksomhed, han skaber omkring sin lille biks.

”Der er mange, der har sagt, at de ikke lægger mærke til stedet eller kan se, om jeg har åbent. Så det peger helt sikkert imod, at jeg skal til at kigge lidt på, hvad det er, der gør, at jeg ikke er så synlig,” siger Jordan Hove.

Som uddannet kok er det dog heller ikke udsmykningen, der er Jordans stærkeste side. 

”Det har nok også noget at gøre med, at udsmykningen og skiltningen ikke er noget, der er helt vildt fremtrædende, når man går på gaden. Jeg har jo aldrig haft mit eget sted før, så der er mange ting, jeg først skal lære. Men jeg håber på, at mindre justeringer kan gøre en stor forskel.”

Byens Bedste Take Away 2022

Der er dog noget, der tyder på, at Tacå Bar har gjort sig bemærket i bybilledet. Stedet er nemlig nomineret til Byens Bedste Take Away i Åarhus Stiftstidernes prisuddeling, som til efteråret uddeles for 16. år i træk. 

Jordan Hove haster dog ikke med at flyve til tops i befolkningens bevidsthed. 

”Det går stille og roligt med at få flere kunder, og jeg prøver langsomt at opbygge min kundekreds. Men nogle gange kan jeg også blive utålmodig og tænke, hvorfor folk ikke kommer ind. Jeg er også indstillet på, at det kan tage lang tid at blive mere kendt i byen, men det er også vildt svært at regne ud, hvor tålmodig jeg skal være, for jeg har jo ikke haft mit eget sted før.”

Fremtiden for Tacå Bar 

På nuværende tidspunkt er det Jordan Hove selv, der klarer alle funktioner i virksomheden, og det er noget, der kræver meget tid. Det er også derfor, at Tacå Bar kun holder åbent fra torsdag til lørdag.

”Jeg bruger dagene tirsdag og onsdag på at forberede alt det, jeg kan, og klare alle de praktiske ting, der også følger med at have sit eget sted. Samtidigt prøver jeg på at have et nogenlunde familieliv ved siden af. Jeg ser lidt stedet som en foodtruck – den står bare i byen. Det er en meget uortodoks måde at køre det på, det er jeg godt klar over, men nu prøver jeg, og så må det briste eller bære,” siger han.

Den 42-årige kok udelukker dog ikke, at der på et tidspunkt skal flere hænder i køkkenet, hvilket også vil give mulighed for at holde flere dage åbent, men det er stadig noget, der ligger lidt ude i fremtiden.