Foto: La Cabra.

3 steder i Aarhus med knasende croissanter

Sprød, sød og åh så vanedannende: Der er få ting, der slår en lun croissant til formiddagskaffen! Her får du tre bud på steder i Aarhus, der sælger den franske fristelse. Continue reading

Foto: The Lazy Wombat.

6 steder med afsindigt gode avocadomadder

GUIDE: Blød, fyldig og velsmagende i stort set alt. Vi snakker naturligvis om avocadoen. I Aarhus serverer flere restauranter vidunderlige retter med den grønne delikatesse, som også har fået sin egen restaurant i Amsterdam. Continue reading

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: Montgomery / David Bering.

6 skønne steder til venindehygge i Aarhus

GUIDE: Der er altid en god undskyldning for at samle pigerne til en omgang spiselig hygge. Her er seks steder, der er perfekte til en velsmagende stund med veninderne.

Økologi på Frederiksbjerg
Glad!, Frederiks Allé 127, 8000 Aarhus C

Skal der brunch på venindemenuen, er den populære økocafé Glad! på Frederiks Allé det rigtige sted. Snup en plads ved vinduet og lad Frederiksbjergs hektiske menneskemylder strømme forbi, mens I nyder en brunchtallerken med gode sager som øllebrød med havtorn og en fuldfed doublecream-fløde, spejlæg, vaffel med frysetørrede jordbær, friskbagt brød og ikke mindst caféens hjemmelavede ”økotella”. Med en pris på 135 kroner er der også budget til en kop kaffe eller to, og er der plads i maven, er den økologiske varme chokolade med skumfiduser ligeledes værd at prøve. Kommer I forbi til frokost, er stedets laksesandwich, æggepandekagen og den vellavede chili con carne heller ikke til at kimse ad. Glad! har et økologisk guldmærke, hvilket indebærer, at 90-100 procent af råvarerne er økologiske, og caféen vandt i 2014 og 2015 prisen for Byens Bedste Brunch/Morgenmad på websitet AOA.

Caféhygge ved Domkirken
Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5, 8000 Aarhus C

Den hyggelige café i Kvindemuseet ved Domkirken er som skabt til en omgang tøsehygge. De fine gamle møbler og duften af hjemmebagt brød skaber en skøn ramme om en hyggelig venindestund, og så er maden tilmed økologisk fra ende til anden. Prøv for eksempel en god, gammeldags hjemmebagt bolle med smør, brie eller pølse, eller sæt tænderne i en af caféens fine frokostretter som en æggemad, tærte, salat med hummus eller suppe med hjemmebagt brød. Caféen har også et fint udvalg af lækkerier til den søde tand og et drikkekort, som blandt andet byder på økologisk saft og øl fra fynske Ørbæk til rimelige priser. Når I alligevel er der, foreslår vi at tage en rundtur på det lille museum, især hvis I kigger forbi om søndagen. Her kører Kvindemuseet nemlig rabatkonceptet ”Mad+museum,” hvor I for 145 kroner får adgangsbillet og en frokosttærte oven i hatten. Mad og kultur på samme tid? Ren win-win.

Croissanter i Graven
La Cabra, Graven 20, 8000 Aarhus C

Skal venindehyggen inkludere en god kop kaffe, er der ingen vej uden om en af byens skarpe kaffebarer. Her er La Cabra i hjertet af Latinerkvarteret et godt bud, ikke mindst hvis der skal knivskarpt bagværk til. La Cabra har nemlig sit eget bageri i kælderen, hvor den passionerede bagermester Lasse Tronhjem bager brød og kager fra bunden. Vi anbefaler en vellavet cortado sammen med en af de lækre mandelcroissanter, og hvis I er sultne efter mere, kan I prøve stedets morgenmad med æblemost, yoghurt med mysli, surdejsbrød og ost fra Arla Unika. Så kan dagen ikke begynde meget bedre. Er vejret godt, anbefaler vi en plads i foran lokalerne, og er kaffebaren proppet, kan I lægge vejen forbi madmarkedet Aarhus Central Food Market ved Strøget, hvor La Cabra også har en stand. Kaffebaren, der også har eget risteri, har været omtalt i udenlandske medier som Vogue, Forbes Magazine og The Guardian.

Kongelig tepause i Volden
Perch’s Tea Room, Volden 3, 8000 Aarhus C

Vil I stritte med lillefingrene over en god kop te, skal turen gå til den aarhusianske filial af den kongelige hofleverandør A. C. Perch’s Thehandel. Med en perfekt beliggenhed i den hyggelige Volden er Perch’s oplagt til en venindesnak, hvor I kan hvile fødderne i elegante omgivelser med gule barokstole, kinesiske lakborde og smukt design fra Royal Copenhagen. Vi anbefaler en britisk five o’clock tea med en af de over 150 te-varianter kombineret med en omgang fingersandwiches eller velbagte scones, der serveres med syrlig lemon curd, fed clotted cream og sød marmelade. Skal I fejre noget eller er humøret bare højt, kan I gå all in med den store udrulning i form af menuen Perch’s Klassiske Ceremoni med fingersandwiches, scones, små lækre kager, et glas kølig Crémant og te for 225 kroner. Så er energidepoterne vist tanket op. Der er tit rift om pladserne på stedet, så bestil bord på forhånd, hvis I ikke vil gå forgæves.

Bølgeskvulp ved Marselisborg
Bådcafé, Nordhavnsgade 10, 8000 Aarhus C

Den stemningsfyldte Bådcafé er lige i øjet, hvis programmet skal stå på venindehygge med bølgeskvulp i baggrunden. Caféen har til huse på den gamle Endelave-færge Sorte Louis og giver mulighed for at nyde en solid frokost, mens man fornemmer vindens susen og det vuggende vand. Placeringen ved havnen matches perfekt af caféens maritime frokostplanke, der består af tre slags pålæg med aioli, fiskefrikadeller med hjemmelavet remoulade, to slags ost med saltede mandler, salat og laks for 155 kroner. Det er ikke så ringe endda, vel? Er I afsted om aftenen, kan I få tre retter til 360 kroner. Sæt for eksempel tænderne i grillede hvide asparges med håndpillede rejer, aioli og grønne asparges efterfulgt af helstegt fladfisk eller skindstegt perlehøne, som I topper med en kærnemælks-panna cotta med hvid chokolade, skovbær og urter. Men pas på, I ikke triller i vandet på vej hjem.

Cocktails på Jægergårdsgade
St. Pauls Apothek, Jægergårdsgade 76, 8000 Aarhus C

Bag de hvide mure i gamle apotekerbygning på Jægergårdsgade ligger den cool cocktailrestaurant St. Pauls Apothek, som byder på knivskarp gastronomi og velkomponerede cocktails i funky indrettede lokaler. Med andre ord er stedet perfekt, når verdenssituationen skal vendes med veninderne. Ejer Hasse Bank Johansen har vundet flere internationale cocktailmesterskaber og er ikke bange for at matche maden på tallerkenen med udfordrende cocktails. Til venindeflokken anbefaler vi den lindrende menu Apothekeren, der består af en champagnecocktail, tre serveringer og tilhørende cocktails for 645 kroner. Slut eventuelt af med en gang kaffe med avec og forbered jer på at tømme et rigtigt apotek for Panodiler dagen derpå, hvis I fortsætter ud i byen. Er I ikke klar på den store omgang alkohol, tilbyder St. Pauls Apothek på sympatisk vis at lave alle cocktails i alkoholfri versioner eller med reduceret alkoholmængde.

Nu kan du smage en ny version af den klassiske hvede på Aarhus Central Food Market. Foto: Alexander Höllsberg.

Kaffebar gentænker den varme hvede

Bager Lasse Tronhjem fra kaffebaren La Cabra har skabt en ny version af den varme hvede. Continue reading

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: La Cabra

Aarhus-bager roses til skyerne i udlandet

Brødet fra bageren hos kaffebaren La Cabra får ros af udenlandske medier.

“Brødet hos La Cabra er det bedste i byen, og tro mig, der er hård konkurrence”.

Sådan skrev det amerikanske tidsskrift Forbes Magazine for nylig om brødet fra Latinerkvarterets kaffebar og -risteri nummer ét. Også de internationale medier Vogue og The Guardian har rost brødet i nylige artikler.

I et interview i Jyllands-Posten afslører bagermester Lasse Tronhjem fra La Cabra nu hemmeligheden bag den høje kvalitet i bageriet.

“Det er provokerende simpelt. Det er mel, salt og vand. Det er de eneste ingredienser, jeg bruger. Jeg har ikke opfundet den dybe tallerken. Jeg bruger de samme metoder, som har været brugt i flere hundrede år. Det er der bare ikke så mange danske bagere, der gør længere,” siger Lasse Tronhjem til avisen.

Bages i kælderen
Brødet bages i kælderen under kaffebaren, hvor Lasse Tronhjem plejer og passer den surdej, der ligger til grund for alle brødene på stedet. Han startede som fast bager hos La Cabra for to år siden og har været i lære hos SchweizerBageriet på Frederiksbjerg.

Den 28-årige Lasse Tronhjem er glad for den fine omtale i de udenlandske medier, men det er ikke det, han lever for.

“Jeg ser ikke min profession som et arbejde. Det er en livsstil. Så det handler ikke om at få gode anmeldelser, men når man har haft lange arbejdsdage og ikke har haft fri i tre måneder, så er det da et dejligt at ens arbejde bliver bemærket,” siger han til avisen.

Læs hele interviewet med Lasse Tronhjem her.

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: Gastromé

Vogue: Her skal du spise i Aarhus

Det internationale modemagasin har været i Aarhus og anbefaler fire steder at spise.

Frokost på madmarkedet Aarhus Central Food Market, kage på kaffebaren La Cabra i Graven, aftensmad på Michelin-restauranten Gastromé i Rosensgade og cocktails på cocktailbaren St. Pauls Apothek i Jægergårdsgade.

Sådan lyder anbefalingen fra amerikanske Vogue, der netop har offentliggjort en guide til Aarhus i anledning af kulturbyåret 2017 under overskriften “Meet Denmark’s Other Coolest City”.

Lokale grøntsager
Gastromé, der i sidste uge for tredje gang fik en Michelin-stjerne, får blandt andet ros for sin brug af lokale grøntsager, naturvine og skandinaviske indretning. På St. Pauls Apothek anbefaler magasinet at få en cocktail med Akvavit, mens du på La Cabra ifølge amerikanerne prøve deres brød og wienerbrød.

Udover byens gastronomiske tilbud skal ifølge magasinet stikke forbi ARoS, Dokk1 og kigge forbi tøjbutikkerne Ganni, Wood Wood, Rains og Stine Goya.

Læs hele guiden her.

Aarhus-barista kåret som Danmarks bedste

Baristaen Sonja Zweidick fra kaffebaren La Cabra har vundet DM i barista.

Den østrigskfødte barista Sonja Zweidick fra La Cabra i Latinerkvarteret vandt forrige år det østrigske baristamesterskab, og nu har hun indkasseret endnu en medalje. I weekenden vandt hun det danske mesterskab for professionelle baristaer, der blev afholdt på Dansk Kaffeshow 2017 i Aarhus.

“Vi kunne ikke have været lykkeligere. Tillykke! En kaffes lysstyrke kunne ikke have været repræsenteret bedre til dette års kaffekonkurrence i Danmark. Vi er stolte af hele teamet på La Cabra,” skriver kaffebaren på Facebook.

La Cabra har sit eget kafferisteri, der har vundet priser i seks lande, og bag disken har hele fem baristaer vundet titler ved nationale mesterskaber. Udover Sonja Zweidick har kollegaen Dane Oliver blandt andet vundet det australske mesterskab.

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: La Cabra.

Amerikansk magasin roser Aarhus-kaffebar til skyerne

Kaffebar i Latinerkvarteret får især point for sit surdejsbrød.  

Det anerkendte amerikanske magasin Forbes har for nylig lagt vejen forbi Aarhus for at spotte de bedste oplevelser i byen. Når det kommer til den gastronomiske af slagsen, ryger Gravens listige kaffebar La Cabra ind på en klar førsteplads.

“Med eget bageri i kælderen er surdejsbrødet hos La Cabra det bedste i Aarhus. Og tro mig, når jeg siger, at der er hård konkurrence. Caféens hindbærsnitter, som er en populær mørdejskage med hindbær, er også nogle af de bedste i Aarhus. Tag en kop cortado, en cappuccino eller sort kaffe til – det er jo en kaffebar,” skriver Forbes på magasinets hjemmeside.

Internationale stjerner
Det er ikke første gang, at den lille kaffebar vinder hjerter i udlandet. Sidste år kunne vi på Smag Aarhus fortælle, at La Cabra var nomineret til den amerikanske Sprudgie-pris, som er kaffeverdenens Oscar. Flere af caféens baristaer har også vundet internationale priser for deres skarpe skills.

Udover La Cabra er byens to madmarkeder Aarhus Street Food og Aarhus Central Food Market begge fremhævet af magasinet, ligesom de tre Michelin-restauranter Frederikshøj, Substans og Gastromé ikke overraskende er blandt Forbes-journalistens favoritter.

Læs hele omtalen her.

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: La Cabra

Bliv byens bedste barista på La Cabra

Kom på kaffekursus hos prisvindende La Cabra i Aarhus og bliv byens bedste barista.

Det aarhusianske mikroristeri og kaffebar La Cabra i Latinerkvarteret er et af Europas mest hædrede mikroristerier med fem nationale baristatitler på bare to et halvt år og har for nylig udvidet med en ny kaffebar på madmarkedet Aarhus Central Food Market i Aarhus. Nu kan du komme bag facaden og lære af risteriets baristaer, hvordan du brygger god kaffe derhjemme.

På en række kaffekurser arrangeret i samarbejde med DuGlemmerDetAldrig kan du hver torsdag smage på de forskellige kaffesorter og høre om de forskellige forarbejdningsmetoder. Du lærer om ristning og brygning, ligesom du får et indblik i den såkaldte sourcing og ekstraktion. Underviseren vandt i marts 2015 det nationale australske mesterskab i sort bryg.

Foto: La Cabra

Arrangørerne lægger vægt på, at kurserne er for alle, der har lyst til at drikke bedre kaffe, så du behøver ikke have store kaffeskills på forhånd for at deltage. Kurserne finder sted om aftenen på torsdage og varer 2,5 time, og programmet for kurserne er som følger:

  • Introduktion: Hvordan adskiller man god kvalitet fra mindre god kvalitet i kaffe?
  • “Cupping”: Hvad kendetegner de forskellige oprindelseslande, kvaliteter og sorter?
  • Terroir i kaffe: Hvordan spiller det såkaldte terroir en rolle i smagen?
  • Håndbrygning: Hvad der skal til for at brygge god kaffe derhjemme?
  • Ekstraktion: Hvad er ekstraktion, og hvordan du laver en god ekstraktion derhjemme?
  • Brygning: Hvilke måder kan der brygges på, og hvordan smager man forskellen?

La Cabra har i tidernes løb blandt andet vundet titler som dansk mester i sortbryg 2012 og 2014, australsk mester i sortbryg 2015 og østrigsk baristamester i 2014 og 2015. Kaffekurserne finder sted på hos La Cabra i Graven 20, 8000 Aarhus C, og prisen per næse er 495 kroner. Du kan se datoerne for kurserne Se datoer for kurserne her.
Smag Aarhus var inviteret af DuGlemmerDetAldrig

Foto: La Cabra

La Cabra udvider med ny kaffebar i Aarhus

KAFFE Den prisvindende kaffebar La Cabra i Latinerkvarteret udvider med ny kaffebar.

Den kombinerede kaffebar og kafferisteri La Cabra i Graven har vundet priser i seks lande, og fem af barens baristaer har vundet titler ved nationale baristamesterskaber. Nu udvider kaffebaren for første gang med en ny kaffebar, som kommer til at ligge i madmarkedet Aarhus Central Food Market på Strøget.
Markedet åbner den 1. oktober, og i den nye kaffebar vil La Cabra efter eget udsagn udfordre kundernes opfattelse af, hvad kaffe er.

“La Cabra ved Aarhus Central Food Market bliver stedet, hvor du får en suveræn kop kaffe. Vi håber, at mange vil gøre det til en vane at lægge vejen forbi, om det så er til en hurtig kop morgenkaffe eller en længere opdagelsesrejse ind i kaffens univers,” siger grundlægger Esben Piper.

Også med brød og kager
I Latinerkvarteret har La Cabra sit eget bageri i kælderen, hvor bageren Lasse Tronhjem fremstiller brød og kager fra bunden, og bagervarerne rykker også med til det nye madmarked.

“Vi er desuden stolte over at præsentere Aarhus for én af landets absolut bedste bagere. Lasse Tronhjem er en velkendt herre inden for sit fag og har været en del af La Cabra i over et år. I denne tid har han brugt bageriet til at udforme og kreere en uforglemmelig kvalitet, som vi glæder os til at dele med byen,” siger Esben Piper.

Blandt La Cabras prisvindende baristaer er Sonja Zweidick, der har vundet det østrigske baristamesterskab, og Dane Oliver, der har vundet det australske.

Foto: La Cabra

10 skarpe til Esben fra La Cabra

INTERVIEW Ejer Esben Piper fra kaffebaren La Cabra i Latinerkvarteret fortæller om sine yndlingssteder at gå ud i Aarhus.

Den kombinerede kaffebar og kafferisteri La Cabra i i Latinerkvarteret leverer kaffe til 16 forskellige lande. Men selvom stedet har et internationalt udsyn, ved ejer Esben Piper godt, hvor han skal gå hen i Aarhus, når sulten melder sig.

Hvad er din yndlingsrestaurant i Aarhus?
Jeg synes rigtig godt om L’estragon i Latinerkvarteret. Den er autentisk og har en ærlig og ligefrem profil. Og så synes jeg, at servicen er personlig og nede på jorden. Det er nogle værdier, jeg sætter pris på. Jeg er også glad for det lette og elegante køkken, og her synes jeg, de gør det rigtig godt. Og så er der naturligvis Frederikshøj, hvor jeg har været så heldig at spise et par gange. Den står ligesom for sig selv, for kvalitet, nysgerrighed og fantastisk håndværk går op i en højere enhed.

Hvordan synes du, de kommende Michelin-stjerner skal fordeles?
Jeg har hverken spist på Substans eller Gastromé. Men det ambitionsniveau og den tekniske kunnen, Wassim Hallal lægger for dagen på Frederikshøj, fortjener to stjerner. Det er bestemt rejsen værd til Danmark at spise på Oddervej.

På hvilken aarhusiansk restaurant har du sidst spist?
Det var på Le Coq i Graven. Det er høj kvalitet, og det synes jeg generelt, der er i Latinerkvarteret i forhold til, hvad man skal betale for tre retter mad.

Hvad er dit yndlingssted at få en god kop kaffe i Aarhus?
Det er kaffebaren Street Coffee i Brammersgade. Der er jeg kommet i mange år, lige fra de startede. Så er jeg også glad for vores kollegaer fra København, Coffee Collective, og de bliver rigtig fint præsenteret oppe ved kaffebaren RS28 i Ryesgade. Det er lidt den samme tilgang til kafferistning, som vi har. Man kan også kalde det en filosofi, vi har i forhold til råvarer, forarbejdning – til alle de forskellige skridt i processen. Det er en tilgang, hvor man skal kunne smage råvaren og sætte ord på, hvad der er i koppen. Jeg vil gerne kunne smage, hvor kaffen kommer fra, smage terroir’et og processen. Sådan er hele min tilgang til mad og vin. Jeg kan godt lide, at det er ærligt og transparent, og værdier som transparens og renhed betyder meget for mig.

Hvad er det bedste takeawaysted i Aarhus?
Jeg synes faktisk, at det er noget, byen mangler lidt. I det mindste i Latinerkvarteret, hvor jeg færdes mest. Når det er sagt, har jeg i længere tid været rigtig glad for Karma Sushi, F-Høj og Ffood.

Hvad er det mest oversete sted at spise i Aarhus lige nu?
Er der ikke generelt ret mange oversete steder mandag til torsdag? Der er måske ikke så mange, der går ud i spiser i løbet af ugen, og her bliver byens størrelse lidt af en hæmsko. Til gengæld har de kvalitetsdrevne steder godt styr på det, når det bliver weekend.

Hvad køber du, hvis den skal stå på gastronomisk forkælelse derhjemme?
Når jeg skal gøre noget ekstra ud af det, kan jeg godt lide at købe ind i stormagasinet Salling. De har et godt udvalg af specialvarer, hvis det er en lidt speciel opskrift, jeg skal lave. Jeg kan godt også lide vinbaren S’vinbars udvalg af naturvine, som af og til godt kan være udgangspunktet for valg af mad.

Hvad savner Aarhus på den gastronomiske front?
Et godt pad thai-sted eller bare thaimad af høj kvalitet. Udover det mangler vi nogle caféer, der virkelig tager morgenmad seriøst. Med nogle gode æggeretter, en solid morgenmad. Måske også en god avocado-toast med krydderier og et æg på toppen. Cold Press-juices savner jeg også! Jeg synes imidlertid godt nok Aarhus imponerer taget byens størrelse i betragtning.

Hvad er det bedste måltid, du nogensinde har fået?
Da jeg var i Ecuador for et par måneder siden, var jeg inde på et sted,hvor jeg fik jeg en helt fantastisk præsentation af det køkken, jeg har lært ret godt at kende på grund af mine rejser i Sydamerika. Stedet hedder Urko. Deres køkken fik det sydlige og nordlige til at gå op i en enhed med moderne gastronomi. Det var detaljerigt og teknisk finurligt. Man kunne smage kulturen og deres kulinariske udtryk, blandet med det forfinede, men også meget tilgængeligt. Helt igennem en fantastisk oplevelse! Som en kontrast til det sirlige og kringlede er det italienske køkken helt fantastisk, når det er velstruktureret. Jeg har et godt minde fra Rom, hvor en ydmyg, lille restaurant imponerede mig med en ravioli med pære og en cremet ost. Fokus er få ingredienser af høj kvalitet, og det synes jeg faktisk også man kan opleve i Aarhus på den nye Restaurant Gäst ved banegården. De har en meget fin og en kreativ tilgang til det italienske køkken med et par dygtige og kreative unge kokke.

Hvilken gastronomisk oplevelse vil du gerne have i 2016, hvis du frit kunne vælge?
Der vil jeg gerne på den trestjernede Michelin-sushirestaurant Sukiyabashi Jiro fra mad-dokumentarfilmen ”Jiro Dreams of Sushi”. Jeg vil gerne til Tokyo, spise dér og så drikke vores egen kaffe, som vi er begyndt at sælge i Japan. Eller håber jeg også at spise på Geranium i København i 2016, hvilket har været øverst på min liste i et par år. I Aarhus har jeg længe glædet mig til at opleve Restaurant Gastromé.

Foto: Mefisto

13 must-eats i Latinerkvarteret

GUIDE Latinerkvarterets brostensbelagte gader summer af liv, atmosfære og lækker mad. Hvis du vil spise dig gennem det hyggelige kvarter, er disse 12 steder must-eats.

Den ældste bydel i Aarhus deler navn med det kendte kvarter i det centrale Paris på grund af de mange lighedstræk, der er mellem de to kvarterer. Hvis du vil spare flybilletten til det franske, kan du med fordel aflægge det aarhusianske Latinerkvarters atmosfæriske gader et visit og gøre maven glad med det væld af fristelser, der står i kø i det intime kvarter. Vi har spist os gennem gaderne og giver dig her en guide til 12 hotspots, du ikke må gå udenom. Velbekomme!

Burritos og bowls på Mejlgade
Chido, Mejlgade 48A, 8000 Aarhus C

I udkanten af Mejlgade ligger den mexicanske takeaway Chido, der blev startet af en flok entreprenante ildsjæle sidste år. Glem alt om træt texmex fra Santa Maria her! På Chido består menuen blandt andet af tacos, burritos og såkaldte bowls, som alle laves fra bunden i det lille køkken bag i butikken. Chido-drengenes burritos serveres ”Mission Style”, hvor tortillapandekagen fyldes med ris, bønner og kød toppet med ost og salat, og hvis du siger nej til gluten, kan du nappe en bowl, som ret beset er en burrito uden tortilla. Vi er specielt vilde med Chidos ”you pick”-koncept, hvor du får 65 kroner selv kan customize, hvad din mad skal indeholde af ingredienser. Ventetiden hos på den populære Chido er som regel ikke lang, og hvis du ikke vil tage de mexikanske lækkerier med hjem, kan du spise dem på en af butikkens 14 siddepladser.

Charme, stemning og fantastiske fish ’n’ chips
Café Drudenfuss, Graven 30, 8000 Aarhus C

I det hyggelige lokale med baren placeret i midten har Café Drudenfuss gennem de sidste 25 år langet mad over disken til aarhusianerne, der tiltrækkes af caféens charme, stemning og indretning i berlinerstil. Kvaliteten på tallerknerne er unægteligt steget de senere år, og i dag byder den velbesøgte café på et spændende menukort med blandt andet confiteret and, en klassisk burger piftet op med oystersauce og koriander og vellavede tapas fra den såkaldte Småt & Godt-menu. Vi kan ikke mindst anbefale deres fish ’n’ chips med tatarsauce og fritter, der fås for overkommelige 105 kroner, hvis kreditkortet er blevet svunget for heftigt på strøgturen. På den lille scene bagerst i lokalet kan du være heldig at opleve lækker jazz til maden.

Michelinmad med landlige rødder
Restaurant Gastróme, Rosensgade 28, 8000 Aarhus C


Gourmetrestauranten Gastromé i den brostensbelagte Rosensgade drives af kokkene Søren Jakobsen og William Jørgensen, som i flere år har stået bag Det Gamle Mejeri på Vilhelmsborg ved Mårslet. Gastromé scorede en flot Michelinstjerne tidligere på året, så der er ingen vej uden om stedet, hvis du vil spise dig igennem Latinerkvarteret. Gastronomisk forener de to kokke de landlige rødder fra søsterrestauranten med en moderne, modig og meget personlig madstil, der indkasserede 5 stjerner i Politiken tidligere i år. Prisen for en lille menu er 498 kroner for tre retter og 898 kroner med vin, og vælger du den fulde udrulning med 7 retter, skal du hoste op med 798 kroner og 1398 kroner med vin. På trods af det høje niveau er der ingen fine fornemmelser, og restauranten lægger for eksempel hus til børneeventen Smagens Time.

Gourmethotdogs og porchetta i Graven
Haute Friture, Graven 16, 8000 Aarhus C

På den lille Haute Friture finder du gourmetversioner af klassisk fastfood, som giver de traditionelle grillbarer baghjul. Alt spiller bare! Navnet, maden, priserne og omgivelserne. Der er ikke det store udvalg på den lille grillbar, men det gør intet, når alt sidder lige i skabet. Stedet ejes af folkene bag restauranten Lecoq, og vi befaler dig at prøve deres gourmethotdog ved navn Lecoq Dog med merquezpølse, kål og chilimayo for blot 29 kroner. Ellers anbefaler vi rustikke pommes frites med estragonmayo for 25 kroner, en sandwich med eksempelvis porchetta for 45 kroner eller grillklassikeren i form af en halv grillkylling med fritter for 75 kroner. Er du ikke til friture, kan du vælge dagens ret, som koster 70 kroner og kan være alt fra stegt medister med stuvet kartofler, rødbede og salat til indisk lammegryde med ris, mynteyoghurt og syltet rødløg. Go!

Kaffeskills i topklasse på La Cabra
La Cabra, Graven 20, 8000 Aarhus C

Med en old school grammofon i midten af lokalet og en række plader lige fra Beethoven til Bob Dylan inden for rækkevidde er der stemning for alle pengene på Latinerkvarterets ubetinget bedste kaffebar La Cabra i Graven. Her kommer kvalitetsbevidste kaffe-connoisseurs, der vil nyde deres machiato i mahognibrune møbler i ro og mag. Og det er ikke rent show. Kaffebarens barista Mikkel Selmer er dansk mester i sort kaffebrygning, og kollegaen Sonja Zweidick vandt tidligere i år det østrigske baristamesterskab i Wien. Gå ikke glip af La Cabras killer-kombo: En aromatisk espresso med en lækker croissant. La Cabra har i øvrigt en fin webshop, hvor du kan købe kaffebønner og udstyr til brygning, hvis du vil prøve at gøre baristaerne kunsten efter.

Fransk finesse på hipsterbakken
Lecoq, Graven 16, 8000 Aarhus C

Foran den såkaldte hipsterbakke ligger den skæve franske restaurant og bar Lecoq, der er en klassiker i latinerkvarteret. Hvis du har smag og øje for klassisk brasseriemad, er der ingen vej udenom at gå ombord i tre retter for 245 kroner, mens du nyder stemningen på den lille restaurant over et godt glas vin. Trods en fin kvalitet er der ingen fine fornemmelser at finde på den lille restaurant, og du kan med fordel tage et slag bordfodbold over en kold 1664’er inden maden. Hvis det er småt med pengene, byder Lecoq hver tirsdag klokken 19 på konceptet Mad & Fad, hvor du en flad 50’er får en stor fadøl og en portion mad, der varierer fra gang til gang. Konceptet er meget populært især blandt studerende, så det er en god idé at komme i god tid, hvis du vil sikre dig en tallerken til en billig penge. Voila!

Økologisk gourmet på Klostergade
L’estragon, Klostergade 6, 8000 Aarhus C

Den hyggelige Restaurant L’estragon på Klostergade har alle dage været et fint sted, hvor kærligheden til det franske køkken er lige så stor, som lokalet er lille. Det uformelle spisested kan prale af et økologisk spisemærke i guld som bevis på, at der serveres 90-100 procent økologisk mad, så du forlader altid stedet med god samvittighed. Sensommermenuen står lige nu på forretter som kammusling, skrubbe og blåmuslinger eller stegt kulmule, dansk and til hovedret og et europæisk ostebræt med syltede figner og knækbrød, æble og hvid chokolade til at runde en hyggelig aften af med. Prislejet starter på 385 kroner for en tre retters menu uden vin, og hvis søndagen skal piftes op til få kroner, kan du prøve L’estragons søndagsmenu, hvor du kan give den gas med fem retter og tre glas vin for sølle 444 kroner.

Planken ud på Mefisto
Mefisto, Volden 28, 8000 Aarhus C

Til december har den traditionsrige restaurant Mefisto 21 års jubilæum, men restauratør Lars Kyllesbech kører fortsat højt på den gastronomiske klinge. En klassiker på den selvbetitlede restaurant og vinstue er hummermenuen, hvor du hver tirsdag for 395 kroner kan få hummer på tre måder, naturligvis akkompagneret af en god champagne. Lars og Co. serverer også diverse a la carte-retter af fransk tilsnit, som du kan nyde i de hyggelige lokaler eller i den hyggelige gårdhave hvis vejret er til det. Senest har stedet lanceret en af byens bedste brunches i form af en planke bestående af syv individuelle retter serveret i lækre støbejernsgryder. Anretningerne på planken veksler løbende, og din billet til brunchhimlen koster 228 kroner inklusive stempelkaffe og te, med mindre du vælger modellen med et glas vin for 248 kroner.

Autentisk italiensk på Mejlgade
Il Mercantino, Mejlgade 18, 8000 Aarhus C

Når du træder ind af døren I den kombinerede pizzajoint og delikatessebutik Il Mercantino, mærker du straks fornemmelsen af at være i Italien. Den livlige snak mellem indehaverne Paolo og Bruno, duften af de lækre råvarer direkte importeret fra Italien og fornemmelsen for god kvalitet er ikke til at tage fejl af. På trods af det er priserne i bund, og en ægte italiensk pizza kan fås mellem 65 og 90 kroner med alt fra bresaola og rucola til salsiccia og italiensk pepperoni som fyld. Pizzaerne er indiskutabelt nogle af de allerbedste i Aarhus, men menuen byder også på lækre pastaretter for 80-85 kroner og vellavede sandwiches i hjemmebagt foccacia eller ciabattina for blot 45 kroner. Bemærk at Il Mercantino desværre kun laver maden som takeaway, så du bliver nødt til at indtage lækkerierne andetsteds.

Brød og lækkerier hos Mor Anna
Mor Anna Deli & Bageri, Mejlgade 5, 8000 Aarhus C

Den kombinerede deli og bageri Mor Anna åbnede i foråret og har lige siden givet den fuld gas for at tage kampen op mod de øvrige gourmetbagere i byen. Arsenalet består af et bredt sortiment i brød, boller og en række kager lige fra Othellolagkager til hindbærsnitter, og derudover har butikken en række andre delikatesser som oste, charcuteri, vin og friskpresset appelsinjuice. Bageriet følger traditionen fra Emmerys med at bruge surdej af bigatypen til brødet, hvilket ikke overrasker al den stund, at to af bagerne tidligere har arbejdet på netop Emmerys. Mor Anna er startet af folkene bag Café Casablanca og Sjette Frederiks Kro og leverer af samme grund brød og kager til de to spisesteder.

Speltboller og kanelting i nr. 24
Nr. 24, Graven 24, 8000 Aarhus C

Ægteparret Karen Husted og Christian Funder står bag disken i bageriet Nr. 24, der er opkaldt efter adressen på Graven. Udvalget er ikke stort, men indretningen i den lille butik er særdeles hyggelig, og smagen og konsistensen af brødet er fantastisk. Prøv for eksempel bollerne af spelt eller ølandshvede eller ægteparrets version af klassiske snegle, de såkaldte kanelting. Du kan også få et fortrinligt udvalg af ost i butikken, ligesom du kan købe forskellige typer mel med hjem, hvis du selv vil i gang med hæveskålen. Nøglen til den høje kvalitet er, at alt brød er lavet på surdej og hæver i 24 timer eller mere. Overraskende nok er ægteparret i øvrigt ikke uddannede bagere, men derimod kemiingeniør og plantepatolog.

Rustik bistromad på Mejlgade
OliNico, Mejlgade 35, 8000 Aarhus C

Hos OliNico på Mejlgade finder du lækker og gennemført bistromad inspireret af det franske landkøkken. Råvarerne leveres direkte fra Paris hver uge, og den kombinerede restaurant og takeawayjoint har en autentisk stemning, der er som taget ud af en fransk bjergby. Og så er priserne eksorbitant lave, kvaliteten taget i betragtning. På den såkaldte klassikermenu finder du merquezpølser med harissa, fish ’n’ chips eller håndskåret, lufttørret skinke med brød og oliven, som du får for blot 60 kroner. For 65 kroner får du sprøde kaninlår med salat eller vores all time favorite moules frites, som stamkunderne i form af alt fra studerende til børnefamilier bestiller i en lind strøm. Klassikerne er ikke velegnede til at tage med hjem, så skal du have takeaway, skal du vælge en af de skiftende hovedretter, der står i 70-75 kroner.

Mexikansk fingerfood for alle pengene
Vaca, Mejlgade 17, 8000 Aarhus C

I april åbnede den erfarne fusionskok Morten Hansson den delikate takeaway Vaca i lokalerne, hvor Rub & Stub tidligere havde adresse. Retterne tager udgangspunkt i det mexicanske køkken, som har fået tilføjet sæsonens danske råvarer og en god portion knivskarpe kokkeskills. Retterne skal spises med fingrene enten på stedet på de rustfrie metalbænke eller i farverige skåle derhjemme. Prøv for eksempel flæskesvær eller hjemmelavede (!) tortillachips med creme fraiche og salsa for en flad 20’er som starters, en majskolbe med mayo, ost og drys for 25 kroner eller barbecue ribs for 30 kroner. Som hovedretter kan du få tre tacos, som du selv bygger af de sirligt indpakkede ingredienser, eller en burrito med kød eller salat, begge dele for 45 kroner. Hvis du er i humør til det, serverer folkene bag disken også cocktails til de mexikanske lækkerier.