Foto: Vaca

10 lækre måltider for under en hund

Du behøver ikke tømme sparegrisen for at tage ud og spise. Her er en guide til 10 små og store spisesteder i Aarhus, hvor du kan blive mæt for under 100 kroner.

Sprødt, snasket og saltet

Grillen Burgerbar, Klosterport 2, 8000 Aarhus C

Centralt placeret på Klosterport og lige op ad Latinerkvarteret ligger Grillen Burgerbar, som giver et knaldgodt tilbud på en burgermenu, så du ikke behøver at tømme sparegrisen, hvis burgertrangen melder sig. For 89 kroner får du både en valgfri burger, sprøde fries og en mayonnaise, og udvalget af snaskede burgere er stort. Kast dig for eksempel over en Bearnaise Bastard, som gemmer på en bearnaisesauce i midten eller burgeren Pablo, som er fyldt med spicy cheese bombs. Hvis du er vegetar, får du naturligvis en vegetar-bøf i stedet for. Er du oven i købet studerende, gør du klogt i at huske dit studiekort, som giver 20procent på den i forvejen favorable pris. What’s not to like?

Lækker sandwich på Jægergårdsgade

Mr. Mums, Jægergårdsgade 12, 8000 Aarhus C.

Mr. Mums i Jægergårdsgade er startet af de to kokke Mathias Christensen og René Pedersen, som begge er tidligere kokke fra andre Aarhus-restauranter. På Mr. Mums er maden lavet fra bunden med friske råvarer, urter og kød fra danske avlere. Her kan du selv sammensætte en lækker sandwich, som enten kan være med landbrød, økologisk brød eller groft brød, som du blandt andet kan fylde med hyldeblomst-krebsehaler og æg, lufttørret skinke og parmesanost eller koldrøget laks. Hele herligheden kan du få fra 50 kroner. Du kan også vælge en færdiglavet burger fra 80 kroner eller bygge din egen burger for 95 kroner, som du selv skal samle. Så får du til gengæld både kartofler og tilbehør med i prisen.

Lav pris og høj kvalitet

OliNico Gastro Grillbar, Mejlgade 35, 8000 Aarhus C

Leder du efter et godt måltid, som hverken er burger eller pizza? Hos OliNico kan du hver mandag til fredag mellem klokken 11.30-14.00 få dagens frokost til 55 kroner. Retten skifter dagligt, men består altid af et stykke kød eller fisk med årstidens grønt. Prisen er den samme både som take away og dine-in. Er du mere til de klassiske retter, kan du prøve fish´n’chips for 85 kroner eller en stor portion dampede blåmuslinger med grove pommes frites for 90 kroner. Maden er simpelt og inspireret af det europæiske landløkken, hvor der braiseres og sprænges i stor stil. Men uanset om du er til et godt frokostmåltid eller en mere klassisk ret, kan du godt lade den store pengepung ligge derhjemme.

Køkkenkundskaber fra Italien  

Piccolina, Skolegyde 8, 8000 Aarhus C.

Hvis det er smagen af en god, italiensk pizza, der frister, behøver du hverken gå på kompromis med kvaliteten eller prisen. I Skolegyde ligger Piccolina, som udfører de italienske køkkenkundskaber til punkt og prikke, når de laver pizzaer med lækre råvarer og friske ingredienser. Fra 70 kroner kan du sende dine smagsløg til Rom for en stund og nyde en pizza med alt fra lufttørret skinke, gorgonzola, kartoffel og trøffelsalami. Tager du din pizza med hjem, kan du få Piccolinas pizzapersonale til kun at bage din pizza halvfærdig – så kan du selv gøre resten, når du kommer hjem og er klar til at spise. Så får du en varm og nybagt pizza uanset, hvor og hvornår du spiser den.

Når det skal være asiatisk

Kowloon, Banegårdsgade 33, 8000 Aarhus C.

Siden 1999 har Kowloon serveret asiatisk mad på Banegårdsgade for alle asian food lovers i Aarhus. Der er både kinesiske, thailandske og vietnamesiske retter på menukortet, og for 80 kroner kan du vælge blandt de mange hovedretter på menuen. Prøv for eksempel en wokret med kylling og ingefær i østerssauce, kylling i karry, indbagt kylling eller wokret med skinke, rejer eller nudler. Du kan også få de fleste retter som vegetar, hvor kød erstattes af tofu eller ekstra grøntsager. Hvis du har lyst til mere end én ret, kan du få to retter for 110 eller tre retter for 135 kroner. Alle retter laves også som take away, så du kan nyde det asiatiske køkken hjemme hos dig selv.

Den gode cafémad  

Café Folkeven, Thorvaldsgade 17, 8000 Aarhus C.

På Thorvaldsensgade tæt ved Den Gamle By finder du den hyggelige og intime Café Folkeven, som har et lækkert udvalg af klassisk cafémad til en god pris. Er du på udkig efter morgenmad, byder Café Folkeven blandt andet på chiagrød eller skyr med bærkompot eller en hjemmebagt bolle med tilbehør for 35 kroner. Du kan også vælge mellem seks forskellige sandwich for 55 kroner eller en salat med blandet grønt fra årstiden for 58 kroner. Hvis du er mere til de varme retter, kan du spise dig mæt i ”Den varme gryde”, som er en gryderet, der varierer fra dag til dag og koster fra 56 kroner. De søde valgmuligheder er ikke mange, men du kan vælge mellem en brownie for 25 kroner eller oreos og trøfler for 10 kroner.

 Mexicansk mad med dansk tvist

Vaca, Mejlgade 17, 8000 Aarhus C

Vaca er et take away-koncept med mexicansk mad, der er nyfortolket ud fra de danske råvarer. Derfor kan du finde retter på menukortet, som du med stor garanti aldrig er stødt på før, for eksempel tomatiserede krydderflæskesvær. Hvis du vil gå en mere sikker vej, kan du prøve chili con carne med blandt andet mexicansk kødsauce, majssalsa, bønner og ost, som bliver serveret med tortilla chips og koster 85 kroner. Er du mere til en burrito, kan du blandt andet prøve den med langtidsbraiseret gris, sprøde flæskesvær, salat og bønner for 87 kroner eller en taco i fem forskellige variationer fra 39 kroner. Hvis du er studerende, kan du få 10 procent rabat ved at vise dit studiekort. Fedt!

Dansk mad du kender

Restaurant Pinden, Skolegade 29, 8000 Aarhus C

Restaurant Pinden er en ældre sag med en historie, som går helt tilbage til 1849, hvor øl og et terningespil var fyraftensritual på restauranten for det bedre borgerskab. I dag laver restauranten traditionelle danske retter af friske råvarer – så hvis din frokost skal have en særlig dansk karakter og smag, har Restaurant Pinden mange kvalificerede valgmuligheder. Prøv for eksempel to stykker smørstegte rødspættefileter med citron, remoulade og rugbrød for 85 kroner eller tre hjemmelavede frikadeller med rødkål, surt og rugbrød for 75 kroner. Du kan også sætte tænderne i en lækker sildetallerken for 85 kroner, som kommer i flere forskellige udgaver med både marianerede sild, kryddersild og stegte sild.

Økologiske råvarer

Fika, Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C

Den lille og iøjenfaldende café Fika ligger på hyggelige Jægergårdsgade. Her bliver der lavet sunde alternativer til din frokost eller aftensmad, og menukortet bugner af lækre retter, som udover at være økologiske også kan fås til en overkommelig pris. Du kan for eksempel glæde dit madhjerte med en sandwich af hjemmebagt surdejsbrød for 60 kroner med blandt andet lakse-æblesalat, avocado og syltede rødløg eller hummus, bagte rødbeder og avokado. Et alternativ er Fikas majspandekage, som koster 88 kroner, som du eksempelvis kan vælge at fylde med kylling, urtemayo og syltede rødløg. Både sandwich og majpandekagerne kan du få i fire forskellige varianter. Desuden laver Fika hver dag friskpressede juice på flaske til 45 kroner.

Buffet fuld af italienske lækkerier

Stromboli, Jægergårdsgade 88, 8000 Aarhus C.

Den italienske restaurant Stromboli på Jægergårdsgade er kendt for sine pizzaer og lækre buffet. Stromboli laver langtidshævede pizzabunde, og du kan vælge mellem 18 forskellige pizzaer, som byder på noget for enhver smag. Vælger du din pizza som take away, koster samtlige 18 varianter under 100 kroner. Hvis du er på udkig efter et godt frokosttilbud, hvor du kan spise, til du revner, er du også landet det helt rette sted. Hver mandag til søndag klokken 12.00-16.00 kan du nemlig slippe dig selv løs i Strombolis frokostbuffet til 99 kroner. Hvis din søde tand også skal forkæles, kan du slutte af med en af Strombolis tre desserter, som alle tre koster 45 kroner stykket.

“Som børnefamilie må det nogle gange gerne bare være nemt, og Aarhus byder på virkelig mange lækre take away-muligheder. Jeg ender ofte med en god, italiensk pizza – det kan hele familien være med på.”

Louise Sejr Højmark, Redaktør

Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Nip fra Den store bagedyst: Jeg kan uden problemer ondulere en hel jordbærtærte

10 SKARPE: Jordbærtærte til morgenmad er en guilty pleasure for Den store bagedyst-deltager Nipuni “Nip” Julie Jakobsen. Derudover er hun vild med SchweizerBageriets trøfler, men mangler gode og hyggelige konditorier i Aarhus. Continue reading

“Efter mange år i Storbritannien er jeg blevet inkarneret gin & tonic-fan, og Aarhus har et fantastisk udbud. Min favorit er Botanist gin med Fevertree tonic og timian. It’s 5’o’clock somewhere!”

Emilie Kristensen-McLachlan, Journalist

Foto: Ren og Stærk

7 lækre takeaways til enhver lejlighed

GUIDE Aftensmaden banker på, og tiden er knap. What to do? Her er 7 lækre takeawaysteder til enhver lejlighed.

Vi kender det alle. Køleskabet er gabende tomt, og blodsukkeret er i bund. Hvad gør du, hvis du ikke bare vil lade dig nøjes med nr. 14 fra den lokale pizzapusher? Her er en guide med 7 fortrinlige takeawaysteder, som kan redde dig i alle tænkelige situationer.

Til venindeaften
Mr. Mums, Jægergårdsgade 12, 8000 Aarhus C

Delemad og tapas er perfekt, når der skal lægges an til den store venindeaften med tøsesludder og cosmopolitan. Her kan I trygt overlade jeres madvalg til takeawaystedet Mr. Mums, som findes på Jægergårdsgade og i Højbjerg. Stedet tilbyder en takeaway-tapasmenu til 125 kroner, hvor I kan lade jeres smagsløg forkæle med krydret italiensk skinke, fennikelsalami, sprængt oksebryst, trøffelsalami og tre slags oste. Og selvfølgelig masser af brød, oliven og dryppelse til herlighederne. Er der tale om den helt store venindeaften, kan I også vælge at tage tapas de luxe-udgaven med for 75 kroner ekstra, hvor I får foie gras terrine, brioche, syltede æbler og kompot med. På grund af stedets popularitet anbefaler vi at forudbestille maden mindst en time før, I henter den.

Til herreaften
Memphis Roadhouse, Christiansgade 32, 8000 Aarhus C

Vi har sagt det før og vi siger det igen: Du går aldrig galt i byen med en burger på menuen. Uanset om der er tale om en fodboldaften med gutterne eller den store herretur ud i byen, er den amerikanske spise altid det sikre valg. Spisestedet Memphis Roadhouse ved åen er kendt i Aarhus for at servere en kongelækker burger, som med splintrende sprøde og velsaltede pomfritter on the side altid tager kegler. Vi anbefaler at prøve all-time favoritten The Roadhouse Burger bestående af 220 gram oksekød med bacon, ost og salat i en klassisk amerikansk bolle (kærestens lov om fuldkorn i alting gælder ikke her, vel?). Til prisen 139 kroner ligger burgeren i den dyrere ende, men den er til gengæld alle pengene værd. Værd at bemærke til jeres herreaften er, at stedet også sælger øl, hvis I skal holde gang i festen. Så er den gode stemning i hus.

Til eksamenslæsning
Fredes Flyvende Tallerken, Østbanetorvet 2, 8000 Aarhus C

Du er begravet under en stabel bøger, og universitets automatkaffe er din nye bedste ven. Men du skal stadig have noget ordentlig mad, når klokkerne ringer ind til eksamen. Her er Fredes Flyvende Tallerken på Østbanetorvet perfekt, hvis du skal reddes i tidspresset op til semestrets afslutning. Stedets takeawaymenu spænder bredt fra sandwich for 65 kroner til salat, suppe eller ugens varme ret for 85 kroner. Vi kan også anbefale at prøve husets porchettaburger, der er lavet med svinebryst og serveres med spidskål, rucola, tomat, rødløg, pesto og parmesan til 90 kroner. Og snyd nu ikke dig selv for de sprøde Fredes Fries med kryddermayo til 60 kroner. Velbekomme og pøj pøj med eksamen!

Til efter træning
Ren & Stærk, Mejlgade 51D, 8000 Aarhus C

Efter en benhård træning skal depoterne fyldes op. Er armene blevet for svækkede, kan du lade kødgryderne stå og i stedet købe mad fra det fine takeawaysted Ren & Stærk i Mejlgade. Stedet har fokus på lokale råvarer i bedste pæleo-stil, hvor ris, brød og pasta er bandlyst. Takeawayen er dog ikke kun for træningsfanatikere, men også for os almindelige dødeligemed hang til sund takeaway, som ikke går på kompromis med den gode smag. Stedet har flere frokost- og aftenretter, hvor du for eksempel kan vælge såkaldt ox-wrap med braiseret oksekød, syltede løg, salsa og avocado til 70 kroner eller en cajunkylling med braiseret grønsager og stenalderbrød til 80 kroner. Og til dessert, hvorfor ikke lade dig fornøje med stedets avocadokage til 50 kroner? Det går lige i guns, som din ynglingstræner siger.

Til én person
Vaca, Mejlgade 17, 8000 Aarhus C

Takeawaystedet Vaca på Mejlgade tilbyder lækre fingernemme smagseksplosioner, som er inspireret af det farverige mexicanske køkken. Hvis programmet står på takeaway for én person, anbefaler vi Vacas menú sencillo, hvor du vælger mellem tortilla chips eller crispy flæskesvær plus en hovedret og sodavand. Blandt hovedretterne kan du for eksempel prøve husets burrito Clássico med bønner, salat, tomatsalsa, ost, sprøde løg, cremefraiche og koriander. Hertil bestemmer du selv en hovedingrediens, som for eksempel kunne være husets klassiske mexicanske kødsauce. Hvis du er til det mere vovede og gourmetpræget, kan du nappe den langtidsbraiserede okse eller nakkekam. Som prikken over i’et spicer du din burrito op med en af husets saucer, der både fås i stærke, milde, syrlige eller fede varianter. Nøj, det er bare godt. Mexico rykker!

Til svigerfamiliens besøg
OliNico, Mejlgade 35, 8000 Aarhus C

Hvad gør du, når aftalen med svigerforældrene er forsvundet fra kalenderen og du gerne vil imponere svigerfar med en tre retters menu med en times varsel? Du finder telefonen frem og tjekker, hvad OliNico har på aftenmenuen i dag. Den hyggelige gastro-grillbar i Latinerkvarteret har specialiseret sig i rustik takeaway i fransk bistrostil, og menukortet består af en to eller tre retters aftensmenu til henholdsvis 100 kroner eller 130 kroner. Som regel er desserten sød, men du kan også få ost som dessert for 15 kroner ekstra. I skrivende stund kan du for eksempel lade dig friste af en majssuppe med chilirejer, en gumbo med braiseret kalkun, fransk-marokkansk Merquez-pølse med piment og rispilaf. Og vil du vinde svigermors godkendelse med lidt sødt, bliver det en small sag med OliNicos chocolatechip cookie-nutella brownie som dessert. Advarsel: Maden er så god, så svigerforældrene sikkert snart banker på igen.

Til et stramt budget
Kowloon, Banegårdsgade 33, 8000 Aarhus C

Den lille hyggelige asiatiske restaurant Kowloon ved banegården har et væld af kinesiske, thailandske og vietnamesiske retter på menuen, som alle tilbydes som takeaway. Og stedet kan med garanti redde din aften, når det er sidst på måneden, og endnu en aften med havregrød eller paste og ketchup ikke ligefrem vækker appetitten. Stedet tilbyder flere velsmagende retter for 60 kroner, hvor du både kan vælge mellem flere slags supper, retter med nudler eller ris. Og der er masser af spændende muligheder på menukortet, så mon ikke du finder en ret, der frister? Eksempelvis anbefaler vi en lynstegt oksekød med pakchoi, chili og ris eller stegte nudler med kylling i østersauce. Er du knap så sulten, kan du også købe friske forårsruller med rejer og grønsager, hvor du får tre styks til 45 kroner.

December 2020

Vinder

Madklubben

Foto: Den Grønne Papaya

5 asiatiske takeaways i topklasse

GUIDE Efterårssolen kalder mere på elegant asiatisk end snaskede burgere, hvis der skal takeaway på programmet. Her er 5 asiatiske takeawaysteder i topklasse i Aarhus.

Selvom Aarhus ligger langt væk fra hvide palmestrande og varme briser, kan der hentes lidt af Østen med hjem til aftensmaden. Byen har nemlig mange gode, asiatiske takeawaysteder, hvor du for en billig penge kan sætte tænderne i delikate retter, der med sprøde grøntsager og spicy krydderier let sætter en slatten burger til vægs. Vi har fundet 5 steder, der med garanti vil sende dig direkte i den asiatiske himmel. Velbekomme! NB: Hvis du craver efter sushi, kan du finde vores guide til byens bedste sushisteder her.

Forfinet vietnamesisk
KJ Minh, Ny Banegårdsgade 53, 8000 Aarhus C

Selvom placeringen i Ny Banegårdsgade er lidt out-of-sight, skal den anmelderroste restaurant KJ Minh ikke overses, når det kommer til god takeaway. Køkkenet er overvejende vietnamesisk, og kvaliteten på takeawaykortet er formidabel, uanset om du vælger snacks, yakitori-sticks, spicy supper, nudelretter eller wokretter. Vi anbefaler som minimum at nappe de klassiske vietnamesiske gurkemejepandekager Banh Xeo og friske rispapirs-ruller Banh Trang, der begge sidder lige i skabet. Skal KJ Minh stå for din aftensmad, ligger priserne fra 45 kroner for en forret og 80 kroner for en hovedret.

Thailandsk på højt niveau
White Elephant, Klostergade 1, 8000 Aarhus C

Skal det være thailandsk og skal der ikke spares, er White Elephant det bedste bud. Restauranten har ligget på Klostergade i hjertet af Latinerkvarteret siden 1999 og skriver selv, at den er godkendt af den thailandske regering som værende en god repræsentant for thailandsk mad. Takeawayretterne er lidt dyrere end andre steder, men kvaliteten følger prisen. Prøv for eksempel den klassiske kokosmælksbaserede tom kha gai-suppe til 48 kroner som forret og Pad King Ped i form af stegt and med grøntsager og ingefær i østerssauce for 105 kroner. Spitzenklasse!

Frisklavet vietnamesisk
Den Grønne Papaya, Nørre Allé 23B, 8000 Aarhus C

Går du efter vietnamesisk på tallerkenen, er Den Grønne Papaya et godt bud. Det enkle menukort byder på få retter i forhold til nogle af byens andre steder, men til gengæld er kvaliteten i top. Maden er frisklavet af de kyndige folk i køkkenet, og råvarerne er gode. Prøv for eksempel den berømte pho-suppe, der smager fantastisk og luner på en kold vinterdag. Eller en af kødretterne, eksempelvis nakkefileten med jordnødder, risnudler, mynte og fiskesauce. Begge retter står i 70 kroner. Der er i øvrigt få siddepladser på stedet, men vi plejer at tage lækkerierne med hjem.

En asiatisk Aarhus-favorit
Kowloon, Banegårdsgade 33, 8000 Aarhus C

Den lille restaurant Kowloon i Banegårdsgade var nomineret som byens bedste takeaway-sted i 2014 på Aarhusportalen AOA og vandt prisen tilbage i 2013. Den aarhusianske fanbase er med andre ord stor på stedet, der byder både på en lang række kinesiske, thailandske og vietnamesiske retter. Priserne er med omkring 50-60 kroner for de fleste retter særdeles SU-venlige, og betjeningen er kyndig og effektiv. Bagsiden af medaljen er, at der tit er propfyldt, så forvent en smule ventetid. Kowloon har også en søsterrestaurant på Frederiks Alle.

Godt thailandsk til gode priser
Restaurant Mekong, Nørregade 8, 8000 Aarhus C

Mekong ved Nørreport, ikke at forveksle med Thai Mekong ved Botanisk Have, tilbyder thailandsk mad et prisniveau under White Elephant. Det betyder dog ikke, at kvaliteten er væsentligt ringere. Til forretter anbefaler vi stedets forårsruller til 49 kroner og oksekødssalaten til 55 kroner, og til hovedret skal du prøve oksefileten med grønne bønner til 75 kroner og eller det stegte andebryst til 85 kroner. Tidligere skulle man selv hente hos Mekong, men nu kan du få leveret lige til døren, hvis du betaler 69 kroner for levering.

“Ingen dag uden kaffe! Heldigvis har Aarhus flere skønne kaffebarer, der kan brygge en lækker kop mokka. Jeg øver mig i at drikke den sort, men vil nu allerhelst have en cappuccino eller flat white.”

Louise Sejr Højmark, Redaktør