Foto: Nordisk Spisehus

3 steder i Aarhus med fantastisk frokost på menuen

Skift den sædvanlige rugbrødsmad ud med en god frokost: Vi har fundet tre skønne steder i Aarhus, hvor du kan nyde et vellavet måltid midt på dagen.

Guiden om frokost i Aarhus har tidligere været bragt i Mærk Aarhus

En klassiker på Sydhavnen

Restaurant Kohalen, Jægergårdsgade 164A, 8000 Aarhus C

Skal der gode, klassiske frokostretter på bordet, så er Kohalen stedet. I de stemningsfulde lokaler på Sydhavnen får du dejlig, dansk mad uden dikkedarer: Sild, røget ål, smørrebrød, tarteletter, æggekage, dansk bøf, stegt flæsk og selvfølgelig ”Byens største pariserbøf” med to æggeblommer, løg, kapers, peberrod og hakkede rødbeder. Sådan! Kohalen byder også på den berømte bøfsandwich, der i 2018 vandt prisen som Danmarks bedste, kåret af foreningen De Brune Riddere. Sådan en sag består af en hjemmebagt bolle, hakkebøf, bløde løg, hjemmesyltede rødbeder, agurkesalat, sennepspickles, ristet og rå løg, ketchup, sennep, remoulade og – naturligvis! – rigeligt med brun sovs. Velbekomme, siger vi bare! Du kan også vælge blandt forskellige frokostanretninger som ”Luksusfrokost” og ”Herrefrokost.” Psst: Vidste du, at Kohalen siden 1907 har servereret sine retter for både aarhusianere og tilrejsende?  

Delevenligt ved åen

Elle Belle, Åboulevarden 55, 8000 Aarhus C

Det er kun få måneder siden, at madbaren Elle Belle slog dørene op ved åen med ambitionen om at servere velsmagende småretter med årstidens råvarer af primært fisk, skaldyr og grønt. Væk er det faste menukort og de hvide duge. Her bestiller du din mad via en QR-kode, stemningen er uformel, og retterne serveres, så snart de er færdige i køkkenet. Cool. Elle Belle holder frokoståbent hver fredag og lørdag, og her kan du sætte tænderne i spændende retter som østers, krebsehalegyros, tatar i tærte med peberrod og palmekål med bagt tomat, hvidløg og halloumi. Halløjsa! Retterne er oplagte at dele, og priserne begynder så lavt som ved 30-ish kroner, så de fleste pengepunge burde kunne være med. Psst: Bag Elle Belle står ejerne af Restaurant Syv Ni 13 i Frederiksgade.

Gourmet på frokostkortet

Nordisk Spisehus, M.P. Bruuns Gade 31, 8000 Aarhus C 

Skal din frokost gerne rime på gourmet? Så er der ingen vej udenom elegante Nordisk Spisehus på M.P. Bruuns Gade. Gourmetrestauranten byder på fristende frokostretter til 99 kroner stykket, hvor du frit kan sammensætte, som det passer dig. Brød og smør følger med alle retter, og lige nu kan du for eksempel bestille hummerbisque med glaskål og crouton, lam med salvie og mandler, torsk med løvstikke og blåmusling, tatar med tomat og estragon, kammusling med stikkelsbær og kaffir lime samt rabarber med lakrids og tonka. Det lyder altså som en påskefrokost, der siger spar to! Maden nydes i stilrene omgivelser – sorte borde, spejlvæg og gyldne lamper – som da kalder på et glas vin eller to til maden. Vi lever jo kun én gang, ikke?




Midt på dagen

Se alle
Foto: Rais Foto/Langhoff & Juul

3 bud på jubelvækkende julemad i Aarhus

Julen er hjerternes og ikke mindst mavernes fest! Vi giver dig tre bud på skøn julemad i Aarhus.

Julemad, så du logrer med (Ko-)halen

Restaurant Kohalen, Jægergårdsgade 152-154, 8000 Aarhus C
Drømmer du om at indtage julemad i Aarhus, der er (næsten) en konge værdig? Så skal du en tur på Kohalen. Den mere end 100 år gamle beværtning ligger ved det tidligere kvægslagteri på Aarhus Havn lige ved siden af Kulbroen. Rygterne vil vide, at det var her, Hans Kongelige Højhed Kronprinsen indtog sin julefrokost i sine glade Aarhus-år. Her kan du – ligesom den kommende monark – gå all in på traditionel julemad. Vælg for eksempel en juleanretning til minimum to personer med blandt andet islandsk sild, tartelet med høns og ribbenssteg, eller spræng bukseknappen med en julefrokost til minimum fire personer, hvor du kan vælte dig i stegt sild i tomatlage, rejer med mayo, mørbradbøf og meget mere. Mmm! Husk at bestille bord og eventuelt mad i god tid.

Læs også: 3 skønne frokostrestauranter i Aarhus

En grøn Juul

Langhoff & Juul, Guldsmedgade 30, 8000 Aarhus C
Er du ved at gå til bunds i indkøbslister, julebling og læssevis af dybfrost-æbleskiver? Så er det måske nu, at du skal besøge øko-katedralen Langhoff og Juul, hvor der er dømt rustik råhygge ved langbordene. Her er du sikret blingfri zone og kan læne dig tilbage i de rå designer-træstole, drage et dybt suk og forkæle dig selv med en julemenu med fuldt knald på nordiske smage og bæredygtige råvarer. Mon ikke den syltede torsk med glaskål og muslingesauce, det urtesaltede spidsbryst eller dagens fangst og den hvide chokolademousse med brændt hvid chokolade og kirsebæris kan få dig til at glemme de endelæse ærinder? Menuen koster 398 kroner – og 696 kroner, hvis du skal have vinmenu oveni. Du kan også holde fast i julestemningen med en Ørbæk Juleøl og en hyggelig honningsnaps.

Julecocktails hos apotekeren

St. Pauls Apothek, Jægergårdsgade 76, 8000 Aarhus C
St. Pauls Apothek på Jægergårdsgade er the place to go, hvis du vil nyde velkomponerede cocktails til din middag – og mon ikke bartenderne har fundet de helt rigtige væsker, der kan ledsage den aktuelle menu med and, jomfruhummer, øko gris eller skrubbe med grønt samt bisquit med mandarinmousse, nougat tuille og chokoladeis som afslutning? Hele herligheden inklusiv tre cocktails får du for 595 kroner. Hvis du fortjener en lille ekstra-julegave (og selvfølgelig gør du det – specielt i år!), kan du forkæle dig selv med boblende skønne champagnecocktails før maden og eventuelt runde af med kaffe og avec. Husk lige at lade kanen stå efterfølgende! Tirsdag, onsdag og torsdag kan du få 3 serveringer inkl. cocktails og kaffe for 495 kroner. Men husk nu at bestille bord!




Klassisk julemad

Se alle
Foto: Unsplash

Flere spisesteder i Aarhus lukker ned, men tilbyder takeaway

Coronakrisen presser landets restaurationer hårdt: Flere spisesteder i Aarhus har lukket for spisende gæster og i stedet indført takeaway.  Continue reading




Foto: Teater Bodega.

Guide: 6 sprøde restauranter med stegt flæsk i Aarhus

GUIDE: I valgkampen skal der naturligvis stegt flæsk på menuen. Her er seks spisesteder, hvor du kan sætte tænderne i den danske nationalret. Continue reading




Kohalens bøfsandwich. Foto: Klidmoster.dk.

Aarhus-blogger: Her får du byens bedste bøfsandwich

Det er sommer og tid til at udforske din by og dens kulinariske oplevelser. Aarhus-bloggeren Klidmoster afslører her sin favorit blandt byens bøfsandwiches.  Continue reading




Foto: Restaurant Pondus.

Engelsk avis: Disse 6 steder skal du spise i Aarhus

Den engelske avis The Guardian udpeger seks spisesteder, du skal prøve i Aarhus.

De udenlandske medier står lige nu i kø for at skrive om Aarhus, og nu har den engelske avis The Guardian også været i smilets by. Journalisten James Clasper har lavet en omfattende guide til byen, hvor han naturligvis også præsenterer de gastronomiske muligheder. Og der er lige præcis seks spisesteder, du skal besøge, mener journalisten.

De seks steder er madmarkedet Aarhus Street Food, gourmetrestauranten Domestic på Mejlgade, neobistroen Hærværk på Frederiks Allé, den lille Pondus på Åboulevarden, spisestedet Sårt på Jægergårdsgade og den klassiske Restaurant Kohalen på havnen.

Så dansk som det bliver
Sidstnævnte, der måske kommer som en overraskelse på listen for nogle, er ifølge avisen “så dansk, som det bliver, og det bedste sted i byen for at prøve traditionelle retter som sild, smørrebrød og pariserbøf skyllet ned med øl og en snaps”.

På drikkesiden anbefaler den engelske journalist ølbaren Mig & Ølsnedkeren i Mejlgade, den prisvindende kaffebar La Cabra i Latinerkvarteret og champagnebaren La Plage Deux for enden af Jægergårdsgade.

Læs hele guiden her




Foto: Restaurant Kohalen

Kendt spisested i Aarhus afviser lukningsrygter

Klassisk restaurant på Aarhus Havn afviser alle rygter om lukning.

Bygninger rives ned på stribe på Sydhavnen, men det gælder trods rygter om nedrivning ikke Restaurant Kohalen i bunden af Jægergårdsgade. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

“Vi har rigtig mange faste gæster. De er udmærket klar over, at Kohalen består, og at bygningen og dermed vores restaurant ikke skal rives ned. Men den anden halvdel af gæsterne, der jævnligt kommer, tror, at vi skal jævnes med jorden, fordi en række andre bygninger her i området har lidt den skæbne, og der skal bygges helt nyt i området,” siger Jes og Rita Laustsen til avisen.

Klassisk køkken
Restauranten har i mange år været kendt for sit klassiske danske køkken og modtog så sent som i december en udnævnelse som spisestedet med Jyllands bedste bøfsandwich. Jes og Rita Laustsen har efter eget udsagn fået af vide at kommunen, at bygningen, som restauranten ligger i, ikke skal rives ned.

“Vi har været til en stribe møder med kommunen, hvor blandt andre stadsarkitekt Stephen Willacy har understreget, at bygningen skal bestå – og dermed også Kohalen […] Men det er de færreste mennesker, der er klar over, hvordan planen kommer til at se ud. Og mange har altså fået det indtryk, at Kohalens bygning skal fjernes,” siger Jes og Rita Laustsen til avisen.

Den karakteriske bygning står i dag næsten for sig selv syd for Jægergårdsgade, og området ved Kulbroen nord for Jægergårdsgade er stort set ryddet for bygninger.




Foto: Restaurant Kohalen

Aarhus-restaurant har Jyllands bedste bøfsandwich

Jyllands bedste bøfsandwich fås på klassisk restaurant på Aarhus Havn.

Det var et historisk tæt felt, da dommerpanelet bag konkurrencen Danmarks Bedste Bøfsandwich skulle kåre årets bedste bøfsandwich lige før nytår. Vinderen blev Grisen i København, og på en flot andenplads kom Restaurant Kohalen på havnen i Aarhus.

Den aarhusianske restaurant blev samtidig kåret som stedet med Jyllands bedste bøfsandwich, og spisestedet fik tilmed specialprisen med navnet “Danmarks frækkeste boller”. Hele top 5 i konkurrencen ser således ud:

  1. Grisen, København
  2. Restaurant Kohalen, Aarhus
  3. Restaurant Vestre Baadelaug, Aalborg
  4. Spisehuset Pagoden, Ølgod
  5. Café Dollys, Horsens

Havnens Perle i Aarhus, der tidligere har vundet prisen, kom ikke i top 5. Hvis du vil smage på herlighederne på Kohalen, skal du lægge 142 kroner for en bøfsandwich i maritime omgivelser. Til gengæld er bøffen på 300 gram, ligesom der er stegte kartofler og hjemmelavede løgringe on the side.

Restaurant Kohalen har eksisteret siden 1907, hvor spisestedet har serveret klassisk dansk mad til lokalbefolkningen og tilrejsende i Aarhus. Restauranten har kun åbent til frokost.




Foto: Restaurant Köd

6 restauranter for meatlovers

GUIDE Nogle gange har man bare lyst til kød. Her er 6 aarhusianske restauranter, som kødelskere med garanti vil sætte pris på.

Nogle gange skal der bare kød på bordet. En stor, mør og saftig bøf. Cremet og smagfuld tartar. Eller krydret og grillet gris eller kylling. Uanset hvad du er til, findes der en restaurant i Aarhus, der kan tilfredsstille dine smagsløg og gøre kål på din sult. Vi har fundet seks restauranter, der byder på kvalitetskød i så store mængder, at det kan mætte selv den mest sultne kødæder.

Den uundgåelige
MASH Aarhus, Banegårdspladsen 10, 8000 Aarhus C

Når man taler om kvalitetskød i store mængder, er det moderne steakhouse MASH ved banegården ikke til at komme uden om. Kødet, som du naturligvis skal have stegt medium rare, er blændende, og du er nødt til at prøve de friterede onion rings. Hvis du virkeligt er ude efter et proteinrigt måltid, kan du starte aftenen med tatar til forret og bestille stegt foie gras til din australske Tomahawk Steak på 900 gram (!). Har du en forstående bankrådgiver, kan du også gå all in og investere i en japansk filet af den særlige Wagyu-type til den nette sum af 550 kroner pr. 100 gram. Velbekomme!

Den festlige
Restaurant Köd, Skolegade 21, 8000 Aarhus C

Konceptet på Restaurant Köd minder MASH, blot med marginalt lavere priser og adresse midt i festgaden Skolegade. Med andre ord er prioriteterne er helt på plads for kødelskere: Først vælger man sin bøf, hvordan den skal steges, og hvilken sauce der skal til. Og derefter vælger man tilbehøret. Prøv for eksempel deres ”Côte de Köd”, der dækker over herlige 700 gram krogmodnet bøf, som man gerne må være to om at dele. Vælg steak fries til og tatar til forret, hvis du vil springe kødskalaen. Du kan også vælge mellem lidt mindre bøffer fra både Danmark, Uruguay og USA, så der er lidt for enhver smag og pengepung. Med mindre du er vegetar, forstås.

Den danske
Restaurant Kohalen, Jægergårdsgade 154, 8000 Aarhus C

Restaurant Kohalen har siden 1907 serveret god, dansk mad til sultne aarhusianere. Oprindelig lå den ved slagtehuset på havnen og var mødestedet for slagtere, landmænd og kreaturhandlere. I dag er klientellet et andet, men restauranten lever i bedste velgående. På menukortet er kødfulde danske klassikere som mørbradbøf med champignon á la créme, letsaltet flæsk ad libitum, engelsk bøf med bløde løg og wienerschnitzel af kalveinderlår, som indtages i de charmerende lokaler for enden af Jægergårdsgade. Det største trækplaster for kødelskere er dog kokkens egen favorit: Byens største – og efter sigende bedste – pariserbøf! Du har ikke prøvet den, før du har prøvet den her.

Den franske
Klassisk 65, Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C

Forestil dig en intervalstegt, modnet oksemørbrad. Flamberet i cognac og portvin, der bliver til en intens sauce med masser af grøn peber. Og serveret med grønne bønner, tomat og hjemmelavede fritter. Sådan lyder signaturretten på den populære bistro Klassisk65 i Jægergårdsgade, der i mange år tiltrukket alt fra studerende til skuespillere til de uformelle lokaler, der tidligere husede værtshuset Bodega 65. Peberbøffen vejer i øvrigt 200 gram, og den flamberes naturligvis ved bordet. Hvis du er klar på en forret før flammerne, byder ejer Søren Andresen og Co. på en håndfuld fortrinlige, primært franske fristelser som starters.

Den amerikanske
Memphis Roadhouse, Christiansgade 32, 8000 Aarhus C

Hvis du er på jagt efter store, gode bøffer, hvad er så mere naturligt end at kigge mod de forenede stater på den anden side af Atlanten? Memphis Roadhouse er et lille stykke amerikansk sydstat i Aarhus, og i det smalle lokale på hjørnet af Christiansgade og Åboulevarden kan du få ægte amerikansk barbecue, uanset om du er til ko, gris eller kylling. Det er amerikansk soul food lavet af de bedste danske ingredienser, og du kan blandt andet vælge mellem Kansas City Ribs, Beef Short Ribs eller Lil’ Bucket Fried Chicken. Kan du ikke vælge, eller er du ekstra sulten? Så tager du bare en såkaldt Carnivore Platter og vælger tre BBQ-retter.

Den klassiske
A Hereford Beefstouw, Kannikegade 10, 8000 Aarhus C

Normalt forbindes store restaurantkæder ikke med kvalitetsmad, men bøfhuset A Hereford Beefstouw er en undtagelse. Den første restaurant åbnede i 1971, og siden er 13 nye kommet til over hele landet. Aarhus-afdelingen lå i mange år lå i Skolegade, men flyttede for nylig ind hos Bryggeriet Sct. Clemens med udsigt til Bispetorv. Så nu kan du skylle din krogmodnede bøf ned med en lækker og hjemmebrygget kvalitetsøl fra fad. Hvis kvantiteten skal følge med kvaliteten, er der ingen vej uden om restaurantens T-bone på 500 gram, som restauranten selv beskriver som ”bøffen for rigtige bøfelskere”. Der er ingen vej udenom, vel?




Foto: Restaurant Kohalen

5 oldschool påskefrokoster i Aarhus

GUIDE Hvor får du en perfekt påskefrokost med sild og snaps? Naturligvis på en oldschool smørrebrødsrestaurant, og her er 5 af de fineste i Aarhus.

Påsken er lige om hjørnet med påskeøl, sild og snaps, og det er snart tid til den traditionsrige påskefrokost. Men hvor skal du gå hen, hvis du vil tage forskud på glæderne? Du skal da på en klassisk smørrebrødsrestaurant, som Aarhus heldigvis har en perlerække af. Vi giver dig her en guide til midtbyens bedste steder med oldschool smørrebrød, som vor mor lavede det.

Legendarisk perle på havnen
Restaurant Kohalen, Jægergårdsgade 154, 8000 Aarhus C

Den legendariske Restaurant Kohalen ligger på Aarhus Havn over for det gamle slagterhus, hvor restauranten har ligget siden 1907. Igennem stedets hundredårige historie har navnet på facaden skiftet ligeså ofte madstilen, men siden det nuværende forpagterpar Jes og Rita Lausten overtog den i 1998, har niveauet været højt og stabilt. Omgivelserne er ikke de mest charmerende med moderne bygninger på den ene siden og en DLG-silo på den anden, men det opvejes til fulde af den autentiske indretning og stemningen i restauranten. Kohalen byder både på a la carte-retter og anretninger, og til en påskefrokost vil den såkaldte luksusfrokost-anretning være det perfekte valg. Her kan I mæske jer i alt fra sild og røget ål til sprængt oksebryst for 278 kroner pr. næse.

Danske klassikere på hjørnet
Den Lille Kro, Nørre Alle 55, 8000 Aarhus C

Den Lille Kros placering på hjørnet af Nørre Alle og Grønnegade er ikke just hyggelig, men heldigvis lukkes trafikken og gadelarmen ude, når man sidder indenfor med stuk i loftet, hvide duge på bordene og guldrammer på væggene. På frokostmenuen er der både smørrebrød, lune retter og desserter, så en frokost på Nørre Allé kan byde på lidt af det hele. Start for eksempel med en sildetalllerken til 149 kroner, gå videre med et stjerneskud til 149 kroner eller to tarteletter til 98 kroner og slut af med en gammeldags æblekage til 89 kroner. Du kan også vælge den lette løsning i form af kroens påskefrokostanretning til 249 kroner per næse. Den Lille Kro har også et imponerende ølkort med øl fra blandt andre Aarhus Bryghus, Syndikatet og Jakobsen.

Hjemmelavet på havnen
Restaurant Europa, Havnegade 28, 8000 Aarhus C

Ikke langt fra Restaurant Kohalen ligger Restaurant Europa, der har udsigt til de gamle bygninger på havnen, i hvert fald når der ikke er vejarbejde. Stedet, der også kalder sig mad- og vinbar, har serveret smørrebrød siden 2010 og har næsten ikke andet på kortet. Dette kalder på en høj kvalitet, som da også sidder lige i skabet, fordi alt er hjemmelavet. Prøv for eksempel restaurantens sildetatar med dild, løg, kapers og æggeblomme eller roastbeef med bløde løg og spejlæg til henholdsvis 75 og 85 kroner. Til påskefrokosten kan du også gå all ind med stedets pariserbøf på smørristet franskbrød med peberrod, capers, løg, hjemmesyltede rødbeder og to æggeblommer til 145 kroner eller et stjerneskud med dampet og friskstegt rødspættefilet, mayonnaise, rød dressing, caviart og asparges til samme pris.

Tidsmaskinen ved rådhuset
Raadhuus Kafeen, Sønder Alle 3, 8000 Aarhus C

Raadhus Kafeen er en institution i Aarhus med sine træindfattede vinduer og underlige stavemåde på hjørnet ved rådhuset. Den har ligget der siden 1924, men det var faktisk først senere, at gæsterne fik udsigt til Arne Jacobsens rådhus, der først blev færdigt i 1941. Raadhus Kafeen har et af Aarhus’ største udvalg af smørrebrød, der også inkluderer ribbenssteg, kalvelever og dyrlægens natmad. Derudover kan du også sætte tænderne i klassikere som skipperlabskovs med rødbeder og flæskeæggekage. Retterne kan nydes omgivet af et interiør, der som en tidsmaskine sender dig tilbage til Dirch Passer-film og is til en femøre. Til din påskefrokost skal I have en af deres anretninger, eksempelvis luksusanretningen med sild, rejer, røget laks og engelsk bøf til 269 kroner pr. kuvert.

Eget snapsekort ved teatret
Teater Bodega, Skolegade 7, 8000 Aarhus C

Teater Bodega har siden 1908 ligget i bygningerne lige over for Aarhus Teater, og navnet er ikke for sjov. Væggene i den som regel fyldte bodega er tætpakkede med billeder af skuespillere, plakater og andet memorabilia fra teatrets historie, som er med til at give stedet sin helt egen stemning. Der er både et menukort og et separat snapsekort, så det er det oplagte sted til at fylde de små glas. Frokostmenuen byder på alt fra smørrebrød, tatar og håndpillede rejer til større retter som wienerschnitzel og biksemad. Hvis I vil gøre jeres frokost lidt mere overskuelig, kan I vælge en af stedet frokostanretninger, som blandt andet består af sild, rødspættefilet og gammel ost. Hvis ikke I da vælger at lave den dyre med en luksusanretning til 285 kroner pr. kuvert.




Foto: Restaurant Kohalen

7 spisesteder med danske klassikere

GUIDE Hvor går man hen, når lysten til mormormad og danske klassikere melder sin ankomst? Her er 7 fortrinlige steder med danske retter på menuen.

Så skal vi spise protein, så skal vi drikke grønsagsjuice, og så skal vi på 5-2-kur. Danskerne skifter madvaner i flæng og kaster sig i vildskab ud i den ene maddiæt efter den anden. Derfor er det noget ganske særligt, når der serveres god, gammeldags dansk mad, der ikke giver sig ud for at være andet, end det er, nemlig velkendt, hjemmelavet og ganske vidunderlig. Vi har fundet 7 steder i Aarhus med danske retter, hvor sovsen ikke er lavet af skyr, og hvor kødet er pandestegt i masser af smør, som vi kender det fra mormors køkken. God appetit!

Helstegt rødspætte ved havnen
Frøken Koch, Kystpromenaden 5, 8000 Aarhus C

I en tidligere Aarhus-sejlklub har tre sønderjyske kokkebrødre med efternavnet Koch fået vind i sejlene med restauranten Frøken Koch, der byder på forførende klassisk dansk mad i flotte omgivelser med udsigt ud over Aarhus’ havn. Restauranten byder på generøse portionstørrelser, som serveres med masser af velsmag og stor kærlighed til det danske køkken. Her kan du for eksempel finde helstegt rødspætte med persillesovs, pandesmør, citron, kartofler, syltede rødbeder, tyttebær og agurkesalat til 190 kroner eller sprængt kalvebryst med peberrodssovs, æg, bacon, peberrod, persille, kartofler, rødbede og kapers til 180 kroner. Hvis I ikke er alt for mætte, bør I unde jer selv at slutte aftenen af med husets æblegrød med 50 procents fløde, knuste tvebakker, mandler, karamel og syltet frugt til 90 kroner. Stedet er meget populært, og vi anbefaler at bestille bord, så længe der er plads.

Moderne schnitzel på Guldsmedgade
Krofatters Mad- & Ølbar, Guldsmedsgade 32, 8000 Aarhus C

Den nye Krofatters Mad- & Ølbar i Guldsmedegade havde imponerede 880 forhåndsbookinger før åbningen sidste år, og interessen for det lille spisested er ikke dalet siden. Stedet har for nylig fået nyt koncept, hvor den oprindelige satsning på såkaldte dapas – danske tapas – er skiftet til et klassisk dansk køkken med et moderne touch, der hylder de danske madtraditioner. Der bliver dog stadig leget, eksperimenteret og ført spændende ideer ud i livet på spisestedet, hvor du eksempelvis kan mæske dig i Krofatters Schnitzel med bacontern, sovs og kartofler til 198 kroner. Det er jo bare godt med godt på! Som navnet antyder, spiller øllet en væsentlig rolle hos Krofatters Mad- og Ølbar, hvor en række øl fra danske mikrobryggerier som Coisbo, Jacobsen og Ugly Duck har fundet vej til stedet. Og hvorfor spise de sædvanlige kedelige peanuts til øllen, når Krofatter serverer barsnacks med små hapser af stegt flæsk med tilhørende persillesovs som dipping sauce? Skååål, siger vi bare!

Højtbelagt smørrebrød på havnen
Europa Mad & Vinbar, Havnegade 28, 8000 Aarhus C

Kun et stenkast fra Åboulevardens mange cafeer finder du Europa Mad & Vinbar i lokalerne, som tidligere husede ølbaren Ølmolevitten. Stedet har specialiseret sig i the all time classic, vi kender som højtbelagt smørrebrød. Stedets serveringer er velsmagende og lokkende, og alt er hjemmelavet fra bunden. Menukortet omfatter et større udvalg af forskellige slags sild, roastbeef med traditionel tilbehør, pandestegt fiskefilet, æg og rejer, hønsesalat og lun leverpostej. Priserne for de veltillavede fristelser varierer fra 65 kroner til 105 kroner. Skulle du være i humør til Danmarks nationalret, så kan vi anbefale, at kigge forbi en onsdag aften, hvor stedet serverer autentisk stegt flæsk ad libitum med kartofler, persillesovs og hjemmelavet rødbeder og en stor fadøl. Alt sammen til den nette sum af 145 kroner. Det er Danmark, når det er allerbedst!

Enorm pariserbøf på Jægergårdsgade
Restaurant Kohalen, Jægergårdsgade 154, 8000 Aarhus C

Med sin isolerede beliggenhed på havnen ser restaurant Kohalen måske ikke ud til at være et besøg værd, men tanken bliver straks sendt til skamme, når du har smagt på stedets appetitlige retter. Restaurant Kohalen har siden 1907 serveret god, dansk mad til adskillige generationer af aarhusianere, hvilket gør den til én af Aarhus’ ældste restauranter. Oprindelig var stedet samlingspunkt for slagtere, landmænd og kreaturhandlere, men i dag lever restauranten videre i bedste velgående med ægteparret Jes og Rita Lausten ved roret og alle fra studerende til pensionister som gæster. Menukortet er klassisk, og stedet serverer efter sigende byens største pariserbøf, der er udstyret med to æggeblommer, løg, kapers, peberrod og hakkede rødbeder til 142 kroner. Du har ikke prøvet en rigtig dansk pariserbøf, før du har prøvet den her. Velbekomme!

Flæskeæggekage i Skolegade
Restaurant Pinden, Skolegade 29, 8000 Aarhus C

Skolegade har et ry som en festgade, men den smalle gade er meget andet end druk og shawarma. Her har den gammeldags restaurant Pinden nemlig også til huse, og den er et besøg værd, hvis du sætter pris på retromad a la mormor. Restauranten tiltrækker alt fra smarte studerende til garvede værtshusrotter, der sætter pris på de billige øl, det store snapseudvalg og menukortets klassiske, danske retter. Indretningen er autentisk med mørke træpaneler, hvide duge og lysekroner, og på menukortet finder du hjemmelavede retter som flæskeæggekage med tomat, drys af grønt, sennep og brød serveret på ægte traditionel vis i en pande. Du kan også lade dig lokke af den velkendte ret brændende kærlighed af kartoffelmos med stegt bacon, løg og hjemmelavet rødbeder. Begge retter er imponerende i forhold til prisen, som lyder på den nette sum af 119 kroner.

Tidsmaskinen ved rådhuset
Raadhuus Kafeen, Sønder Alle 3, 8000 Aarhus C

Raadhus Kafeen, hvis lidt finurlige stavemåde gør, at du lige skal læse navnet en ekstra gang, ligger på Sønder Alle med udsigt til rådhuset. Sjovt nok har caféen ligget der siden 1924, til trods for at det faktisk først var i 1941, at gæsterne kunne nyde synet af Arne Jacobsens rådhus. Det er som at træde ind i anden tidsalder, når du besøger Raadhuus kafeen, hvis hyggelige interiør sender dig tilbage til Dirch Passer-film og is til en femøre. På menukortet finder du favoritretter som tarteletter med høns og asparges til 77 kroner og en ægte Raadhuusbøf af hakket oksekød i baconsvøb med pommes frites og bearnaisesauce til 167 kroner. Du kan også lade dig friste af stedets populære Raadhuusgryde med oksekød i flødepaprikasauce, der serveres med enten ris eller kartoffelmos til 149 kroner. Mums, siger vi bare.

Biksemad med spejlæg ved teatret
Teater Bodega, Skolegade 7, 8000 Aarhus C

Teater Bodegaen har i en menneskealder været fast spisested for skuespillere fra Aarhus Teater, men i dag tiltrækker den alle typer folk fra nær og fjern. Hvem vil ikke gerne sidde ved samme bord, som Ove Sprogø sad ved, eller bestille den samme menu, som den folkekære skuespillerinde Ghita Nørby havde for vane? Teater Bodegaens historie går tilbage til 1908, og menukortet ændrer sig sjældent, for hvorfor lave om på klassikerne, når de er allerbedst? Fra kortet kan du for eksempel bestille biksemad med to spejlæg og hjemmesyltede rødbeder til 138 kroner eller lade dig friste af et stjerneskud med to panerede rødspættefileter og én dampet rødspættefilet, som serveres på toast med rejer, laks og kaviar til 135 kroner. For at skabe den helt rigtige stemning anbefaler vi at slutte aften af med at bestille husets kaffe, som serveres i ægte retro-stil fra en Madame Blå-kaffekande, selvfølgelig med rigtig fløde.