5 skarpe restauranter på Frederiksbjerg

GUIDE: Bydelen Frederiksbjerg er et af byens gastronomiske kraftcentre, og her er fem skarpe restauranter, du skal besøge.

Det hyggelige og hippe Frederiksbjerg er med god grund kendt som et af byens absolutte bedste bydele. Her popper nye, kreative restauranter op hele tiden og du kan finde mad i verdensklasse i hjertet af Aarhus. Med andre ord er det oplagt at spise sig gennem bydelen, hvis du er blot det mindste gastronomisk interesseret. Her er vores bud på fem restauranter med højt niveau, hvis du tager en Tour de Frederiksbjerg. Velbekomme!

Bæredygtig hærværk på Frederiks Allé

Restaurant Hærværk, Frederiks Allé 105, 8000 Aarhus C 

Siden Restaurant Hærværk åbnede på Frederiks Allé i 2015, har den fået masser af ros i Børsen, Jyllands-Posten, Gastro og Politiken. Desuden har den fået den fine anerkendelse Bob Gourmand af Michelin-guiden flere gange, og senest Michelin Green Star i 2023 for deres indsats for bæredygtighed.

Maden laves med stor omtanke, og en aften på Hærværk er mere end bare mad. Det er en oplevelse, du sent vil glemme. Menuen kender du først, når du sidder på restauranten. Til gengæld er du garanteret lokale råvarer lavet med stor kærlighed og håndværk. Her er du i særdeles trygge hænder, både når det gælder mad og vin.

4 snacks og 5 serveringer ligger til 545 kroner, og for 495 kroner får du 4 glas vin og vand til. Prisen er i den højere ende i Aarhus, men for kvaliteten og oplevelsen er det utroligt, utroligt lavt.

Restaurant Hærværk

Feel good-stemning på bistroen

Klassisk 65 Bistrot & Vinbar, Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C

På bistroen Klassisk 65 er hyggen og den gode mad i centrum. Med ejer Søren Andreasen ved roret får du god stemning, vellavet mad og personlig service på stedet, der i mange år har tiltrukket alle lige fra studerende på date til kendisser fra Aarhus Teater.

Menukortet består primært af klassiske franske retter og masser af lækre vine, som er placeret på reoler rundt om i restauranten. Snup for eksempel escargots i form af snegle med hvidløg og persille eller en carpaccio med trøffelmayo til forret, bistroens berømte flamberede peberbøf eller tatar med salat og fritter til hovedret og en creme bruleé eller crêpes suzette til dessert. Voila!

Som en fancy detalje flamberes både peberbøf og crepe suzette ved bordet, hvilket altid sætter liv i stemningen. Stedet er ikonisk – og med god grund.

Frederiksbjerg restaurant

Gourmet på Frederiksbjerg

Nordisk Spisehus, M.P. Bruuns Gade 31

De gode anmeldelser har stået i kø, siden restauranten åbnede, og stedet er et must, hvis du vil spise dig igennem bydelen. Trods ”nordisk” i navnet har restauranten de seneste år kørt et aftenkoncept, hvor retter fra Michelin-restauranter verden over fortolkes og fusioneres med nordiske smage af køkkencheferne, og serveringerne sidder lige i skabet. Du kan altså forvente at opleve helt unikke smage her. Dertil kommer, at indretningen er lige så behagelig, som servicen er professionel.

Alt afhængig af sult og økonomisk formåen kan du investere i en 5 eller 7 retters menu til henholdsvis 899 og 1099 kroner. Menuerne kan også laves vegetarisk og vegansk, hvis du melder det på forhånd. Du kommer rundt om helleflynder, morkel, hø, hyben, kombucha og meget mere. Til frokost kan du sammensætte din egen menu.

Frederiksbjerg Restaurant

Læs også: 8 vinbarer du skal prøve

Lindring på apoteket

St. Pauls Apothek, Jægergårdsgade 76, 8000 Aarhus C 

I den ældgamle apotekerbygning på Jægergårdsgade huserer cocktailrestauranten St. Pauls Apothek, som byder på en lindrende blanding af knivskarp gastronomi og velkomponerede cocktails i de renoverende lokaler.  Passionen for spiritus er stor på stedet, og kendskabet til cocktails og historierne om de forskellige typer drinks kan gøre enhver til spiritusentusiast.

Stedet har en stor historie, og er også perfekt som selskabslokale eller til større grupper. Her kan man stole på, at man får en god aften. Vi anbefaler menuen Apothekeren med en velkomstcocktail og tre serveringer med tilhørende cocktails for 645 kroner. Alle cocktails serveres selvfølgelig også som alkoholfrie.

Frederiksbjerg restaurant

Klassisk og lækkert på Jægergårdsgade

Restaurant Kalas, Jægergårdsgade 77, 8000 Aarhus C

Der er mange hippe restauranter på Frederiksbjerg, men på Restaurant Kalas får du klassisk, dansk mad. Retter som du kender og elsker, men hvor kvaliteten og smagen er i top. Til frokost kan du vælge mellem en lang række forskellige slags smørrebrød, hvor der blandt andet er en klassisk variant med marineret sild til 99 kroner og en vegansk variant med saltbagt selleri til 95 kroner. De serverer også lækre tarteletter og en rørt tatar.

Deres aftenmenu består også af en a-la-carte kort med kendte lækkerier. Hvis du virkelig er sulten og tørstig, kan du vælge stegt flæsk og fadøl ad libitum i to timer til 399 kroner. De laver også menuer, hvor du for eksempel kan smage 6 anretninger til 299 kroner. Prisen er totalt fair, og maden er god. What’s not to like?

Frederiksbjerg Restaurant




Foto: Atelier 33

3 formidable tatar-steder i Aarhus

Elsker du også den franske klassiker tatar? Den kan laves på mange måder med enten skrabet eller skært oksekød. Og hvilke ingredienser skal der i den? Det er en evig diskussion, og der er rigtig mange versioner af tatar. Her er vores bud på tre steder med fremragende tatar.

Som mesteren laver den

Åboulevarden 7, 8000 Aarhus C

Ved åen finder du en af byens helt store klassikere. Restaurant ET er en af byens ældste og også bedste franske restauranter. Mændene bag restauranten er Morten Sandvej og Lars Eiskjær, som i 13 år har drevet den elskede restaurant. De har begge været i lære hos legenden Michel Michaud, og det er også her, at inspirationen til deres tatar skal findes. De har nemlig, som noget helt særligt, fået lov til at lave Michel Michauds ikoniske tatar. Opskriften er hemmelig, men vi ved, at den er smagt til med blandt andet tomat, og ellers er den ret klassisk. Til frokost koster tataren 189, og om aftenen koster den 199 kroner. Den serveres med pommes frites og salat, og det er en yderst velvoksen tatar.

Læs også: Vinbar i Frederiksgade byder på tirsdags-tatar

Klassikeren med et twist

M.P. Bruuns Gade 33, 8000 Aarhus

Sidste år åbnede der en ny fransk restaurant på M.P. Bruuns Gade, som i den grad har taget aarhusianerne med storm. Folkene bag Atelier 33 er udlært på Restaurant ET, og kærligheden til Frankrig og det franske køkken har de taget med videre. De er også inspireret af tataren på ET, men dog har de gjort den til til deres helt egen. Blandt andet er der grillede peberfrugter i, og den er smagt til med Piment d’Espelette. Det giver en forrygende smag, som bør prøves. Hos Atelier 33 er tataren kun på til frokost, hvor den koster 188 kroner. Den serveres med hjemmelavede chips, croutoner, salat og selvfølgelig pommes frites.

Tatar på bistroen

Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C

Hvis man er til klassisk fransk bistromad, så har den lille restaurant Klassisk Bistro 65 i mange år været en af aarhusianernes helt store favoritter. Klassisk Bistro 65 findes på Jægergårdsgade, og som på en ægte fransk bistro har de selvfølgelig også tatar. Tataren her er lavet med modnet okse, og der er brugt upasteuriseret æggeblomme i tataren, som er dejlig cremet. Her serverer man også tataren med pommes frites, og retten koster 210 kroner. Klassisk Bistro 65 har åbent fra klokken 17, så det er om aftenen, du skal forbi og opleve deres version af den ikoniske tatar.




Franske fristelser

Se alle
Arkivfoto

Guide: 6 hyggelige bistroer i Aarhus

GUIDE: Det behøver ikke være dyrt og højtideligt, bare fordi aftensmaden skal indtages ude i byen. Her er seks hyggelige bistroer i Aarhus med enkel mad, afslappet stemning og lave priser. Continue reading




Foto: Pixabay.

Restaurant på Jægergårdsgade i Aarhus byder på 3 retter for under 300 kroner

Torsdag den 8. februar inviterer restauranten Klassisk 65 på Jægergårdsgade til en såkaldt “Elevaften,” hvor kokkeeleverne laver en tre-retters menu til 295 kroner. 
Continue reading




Pixabay Images.

Klassisk 65 udvider med ny vinbar og bistro

På fredag får Aarhus endnu en bistro og vinbar, når Klassisk 65 udvider med nyt sted i Risskov.

Aarhus har en stribe bistroer og vinbarer, og på fredag får byens elskere af mad og vin endnu et sted at gå hen. Det sker, når den populære bistro Klassisk 65 på Jægergårdsgade fredag den 4. november udvider med Strandvejens Bistro & Vinbar på Violvej 2 i Risskov. Bygningen huser i forvejen Okkels Is og Lagkagehuset.

“Vi oplever, at vi har mange gæster fra Risskov på vores to andre steder, så vi tænkte, hvorfor ikke rykker herud og lave et stamsted for dem,” siger driftschef Tine Feldberg til Lokalavisen Aarhus.

Plads til 80 gæster
Strandvejens Bistro & Vinbar får plads til 80 gæster indendørs, og når foråret melder sin ankomst, er der mulighed for at rykke udendørs. På menuen kommer klassiske retter som tatar, bistroburger, lette nærende salater, oksemørbrad, pighvar og dagens treretters menu.

“Vi vil danne rammerne for et uforpligtende mødested, hvor vores kunder i ro og mag kan nyde hinandens selskab over en kop kaffe, et koldt glas rosévin eller en god middag. På sigt er det vores ambition at holde frokoståbent og have søndagsbrunch, men vi starter blødt ud og skal lige ordentlig i gang først,” siger Tine Feldberg til avisen.

Planen er, at Strandvejens Bistro & Vinbar får samme uformelle stemning som Klassisk 65 og søsterrestauranten Klassisk Fisk på Nørregade. Åbningen fejres med et rejsegilde fredag 4. november fra klokken 15 til 18, og efter rejsegildet vil restauranten være åbent alle ugens dage fra klokken 16.




Foto: Restaurant Köd

6 restauranter for meatlovers

GUIDE Nogle gange har man bare lyst til kød. Her er 6 aarhusianske restauranter, som kødelskere med garanti vil sætte pris på.

Nogle gange skal der bare kød på bordet. En stor, mør og saftig bøf. Cremet og smagfuld tartar. Eller krydret og grillet gris eller kylling. Uanset hvad du er til, findes der en restaurant i Aarhus, der kan tilfredsstille dine smagsløg og gøre kål på din sult. Vi har fundet seks restauranter, der byder på kvalitetskød i så store mængder, at det kan mætte selv den mest sultne kødæder.

Den uundgåelige
MASH Aarhus, Banegårdspladsen 10, 8000 Aarhus C

Når man taler om kvalitetskød i store mængder, er det moderne steakhouse MASH ved banegården ikke til at komme uden om. Kødet, som du naturligvis skal have stegt medium rare, er blændende, og du er nødt til at prøve de friterede onion rings. Hvis du virkeligt er ude efter et proteinrigt måltid, kan du starte aftenen med tatar til forret og bestille stegt foie gras til din australske Tomahawk Steak på 900 gram (!). Har du en forstående bankrådgiver, kan du også gå all in og investere i en japansk filet af den særlige Wagyu-type til den nette sum af 550 kroner pr. 100 gram. Velbekomme!

Den festlige
Restaurant Köd, Skolegade 21, 8000 Aarhus C

Konceptet på Restaurant Köd minder MASH, blot med marginalt lavere priser og adresse midt i festgaden Skolegade. Med andre ord er prioriteterne er helt på plads for kødelskere: Først vælger man sin bøf, hvordan den skal steges, og hvilken sauce der skal til. Og derefter vælger man tilbehøret. Prøv for eksempel deres ”Côte de Köd”, der dækker over herlige 700 gram krogmodnet bøf, som man gerne må være to om at dele. Vælg steak fries til og tatar til forret, hvis du vil springe kødskalaen. Du kan også vælge mellem lidt mindre bøffer fra både Danmark, Uruguay og USA, så der er lidt for enhver smag og pengepung. Med mindre du er vegetar, forstås.

Den danske
Restaurant Kohalen, Jægergårdsgade 154, 8000 Aarhus C

Restaurant Kohalen har siden 1907 serveret god, dansk mad til sultne aarhusianere. Oprindelig lå den ved slagtehuset på havnen og var mødestedet for slagtere, landmænd og kreaturhandlere. I dag er klientellet et andet, men restauranten lever i bedste velgående. På menukortet er kødfulde danske klassikere som mørbradbøf med champignon á la créme, letsaltet flæsk ad libitum, engelsk bøf med bløde løg og wienerschnitzel af kalveinderlår, som indtages i de charmerende lokaler for enden af Jægergårdsgade. Det største trækplaster for kødelskere er dog kokkens egen favorit: Byens største – og efter sigende bedste – pariserbøf! Du har ikke prøvet den, før du har prøvet den her.

Den franske
Klassisk 65, Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C

Forestil dig en intervalstegt, modnet oksemørbrad. Flamberet i cognac og portvin, der bliver til en intens sauce med masser af grøn peber. Og serveret med grønne bønner, tomat og hjemmelavede fritter. Sådan lyder signaturretten på den populære bistro Klassisk65 i Jægergårdsgade, der i mange år tiltrukket alt fra studerende til skuespillere til de uformelle lokaler, der tidligere husede værtshuset Bodega 65. Peberbøffen vejer i øvrigt 200 gram, og den flamberes naturligvis ved bordet. Hvis du er klar på en forret før flammerne, byder ejer Søren Andresen og Co. på en håndfuld fortrinlige, primært franske fristelser som starters.

Den amerikanske
Memphis Roadhouse, Christiansgade 32, 8000 Aarhus C

Hvis du er på jagt efter store, gode bøffer, hvad er så mere naturligt end at kigge mod de forenede stater på den anden side af Atlanten? Memphis Roadhouse er et lille stykke amerikansk sydstat i Aarhus, og i det smalle lokale på hjørnet af Christiansgade og Åboulevarden kan du få ægte amerikansk barbecue, uanset om du er til ko, gris eller kylling. Det er amerikansk soul food lavet af de bedste danske ingredienser, og du kan blandt andet vælge mellem Kansas City Ribs, Beef Short Ribs eller Lil’ Bucket Fried Chicken. Kan du ikke vælge, eller er du ekstra sulten? Så tager du bare en såkaldt Carnivore Platter og vælger tre BBQ-retter.

Den klassiske
A Hereford Beefstouw, Kannikegade 10, 8000 Aarhus C

Normalt forbindes store restaurantkæder ikke med kvalitetsmad, men bøfhuset A Hereford Beefstouw er en undtagelse. Den første restaurant åbnede i 1971, og siden er 13 nye kommet til over hele landet. Aarhus-afdelingen lå i mange år lå i Skolegade, men flyttede for nylig ind hos Bryggeriet Sct. Clemens med udsigt til Bispetorv. Så nu kan du skylle din krogmodnede bøf ned med en lækker og hjemmebrygget kvalitetsøl fra fad. Hvis kvantiteten skal følge med kvaliteten, er der ingen vej uden om restaurantens T-bone på 500 gram, som restauranten selv beskriver som ”bøffen for rigtige bøfelskere”. Der er ingen vej udenom, vel?




Foto: PR

Her er Iben Hjejles yndlingsrestauranter i Aarhus

RESTAURANT Filmstjernen Iben Hjejle afslører, hvor hun helst spiser ude i Aarhus.

Den 45-årige skuespillerinde Iben Hjejle har de seneste fem år arbejdet i Aarhus i forbindelse med optagelserne af tv-dramaserien ”Dicte” og er i disse uger i gang med optagelserne til den afsluttende sæson. I et interview med JP Aarhus afslører filmstjernen nu, at hendes yndlingsrestauranter i Aarhus er Klassisk 65, Klassisk Fisk, Lecoq, Langhoff & Juul og Café Englen.

”Jeg har så mange gode spots i Aarhus, som jeg altid vil komme tilbage til. Man får den bedste massage her i byen, der er et godt yoga-sted, og så får man en af verdens bedste kopper kaffer her. Der er en fantastisk service i byen i modsætning til København, hvor det nogle steder er så dårligt, at man er ved at besvime,” siger Iben Hjejle til avisen.

Bedste kaffe ever i Klostergade
I rollen som kriminalreporteren Dicte Svendsen i tv-serien blev en af optagelserne foretaget ved kaffebaren Great Coffee i Klostergade, og det blev en mindeværdig oplevelse for skuespilleren.

”I en pause gik jeg ind og sagde, at jeg gerne ville bede om en cortado. Jeg kunne godt mærke, der var en form for tempelstemning og et noget andet tempo, og jeg kom jo bare ind og råbte. Da jeg gik ud i gården igen, lover jeg, at jeg fik tårer i øjnene, da jeg smagte den. Det var helt vildt. Så jeg måtte langsomt list ind til Søren Stiller igen og sige, at det er den bedste kop kaffe, jeg nogensinde har fået,” siger Iben Hjejle til JP Aarhus.




Foto: La Plage Deux

6 perfekte steder til valentinsdag

GUIDE Valentinsdag er lige om hjørnet, men hvor skal du invitere på date? Her er 6 fortrinlige steder med garanti for romantik.

En dag i kærlighedens tegn eller en plat amerikansk tradition? Hate it or love it, men valentinsdag er kommet for at blive, og den 14. februar er lige om hjørnet. Derfor skal du naturligvis invitere din bedre halvdel ud at spise på dagen, som i år er udfordret af, at den ligger en søndag, hvor mange restauranter har lukket. Her er 6 fantastiske steder i Aarhus, der har åbent valentinsdag.

Champagne og østers på Strandvejen
La Plage Deux, Strandvejen 2, 8000 Aarhus C

Casanova startede angiveligt sin dag med at spise 50 østers, så selvfølgelig skal I have østers og champagne på jeres valentinsdag. Her er champagne- og østersbaren La Plage Deux er et oplagt sted at indtage herlighederne, mens I kigger hinanden dybt i øjnene. Indretningen er cool og lidt old school med rå træborde, barstole og siddepladser i de store vinduespartier, og for enden af rummet skaber et sofaområde en hjemlig hygge og intimitet. La Plage Deux’ udvalg af østers varierer efter sæson og udbud, hvor prisen starter ved 20 kroner stykket og champagne til 110 kroner glasset. Du kan også invitere din udkårne på husets cava til 60 kroner per glas eller en af stedets forskellige cocktails. Stedet har ikke et fast cocktailkort, men den charmerende og dygtige værtinde Sascha Steenfath kan trylle alle klassikere frem alt efter, hvad I er i humør til.

Kærlighed for kødelskere på Skolegade
Restaurant KöD, Skolegade 21, 8000 Aarhus C

Med røde murstensvægge og sort, stilrent interiør har Restaurant Köd på festgaden Skolegade en balanceret indretning, som skaber en god atmosfære til en valentinsdate. Restauranten holder særligt åbent i anledning af valentinsdag, hvor I kan lade jer forkæle af to retter til 350 kroner eller tre retter til 400 kroner. Det er så yndigt at dele, som man (næsten) siger, så Köd har skabt en menu med delemaden i fokus på årets mest romantiske aften. Forretten er en deleplatte med laksetatar og oksecarpaccio, som efterfølges af en hovedret med chateubriand 500 gram, også til deling. Med i prisen er naturligvis husets fritter, som er perfekt sprøde og velsaltede. Hvis I ikke er mætte, bør I unde jer selv desserten med Gateau Marcel og cheesecake på en deleplatte. Mums, siger vi bare. En aften med ren kærlighed til kødelskeren.

Hyggelig atmosfære på Fredens Torv
Restaurant Mellemrum, Fredens Torv 2, 8000 Århus C

Med en indretning, der ikke lader sig rive med af de nyeste modetendenser, har Restaurant Mellemrum på Fredens Torv en hyggelig og afslappet atmosfære, der er perfekt til valentinsdag. Betjeningen med restaurantchef Peter Aaen i spidsen er kompetent og opmærksom fra start til slut, og så kan han sin vin, skal vi hilse at sige. Den 14. februar kører restauranten en fire retters valentinsmenu, hvor I kan blive forført af forret bestående af rejer, glaskål, friskost og agurk, hvorefter der serveres rimmet torsk med nødder og brunet smør. Til hovedret får I spidsbryst med selleri, løg og svampe, og til at slutte aftenen af med kan I sætte tænderne i en dessert med chokolade med bær og marengs. Hele herligheden koster 400 kroner eller 750 kroner, hvis I ønsker vinmenu til. Så er den gode stemning i hus!

Casual dining og deleretter
Restaurant FF, Åboulevarden 30, 8000 Aarhus C

Sharing is caring, og hvad er mere romantisk end at spise af den samme tallerken? Den nyåbnede Restaurant FF ved åen satser på delemad og holder valentinsdag særligt åbent med en speciel casual eating menu bestående af snacks, charcuteri, fisk, kød, grønsagsretter og dessert for 345 kroner per næse eller 675 kroner, hvis I vil have en champagne-, vin- eller cocktailmenu til. De delevenlige retter får nærheden frem i måltidet, hvilket understøttes af rummets indretning, der er enkel, stilfuld og afslappende – alt sammen perfekt til valentinsdag. Huset laver også en fortrinlig cocktail, så hvorfor ikke afslutte aftenen med en Pisco Sour eller en Wet Stiletto? I kan oplagt nyde cocktailen i husets sofaområde, hvor I kan lade jer forføre af den intime loungestemning.

Fransk bistro på Frederiksbjerg
Klassisk 65, Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C

Den franske bistro Klassisk 65 midt på Jægergårdsgade er uformel på den rigtige måde med underholdende citater skrevet på en kridttavle og et lokale, hvor gæsterne sidder så tæt, at I kan have en samtale med sidebordet, hvis I har lyst. Med andre ord perfekt til en date a la Paris. Vejen til en mands hjerte går som bekendt gennem hans mave, og på Klassisk 65 kan vi gode love jer ladies, at jeres mand vil se stjerner, hvis I inviterer ham på husets peberbøf af modnet oksemørbrad med hjemmelavet fritter til prisen 295 kroner. En lækker detalje er, at kødet bliver flamberet i cognac foran jeres bord – det er hot! På valentinsdag byder Klassisk 65 tilmed på to glas bobler, hvis du kysser med din udkårne i mere end 30 sekunder. Det er da fransk amour, så det batter!

Michelin-lækkerier ved åen
Restaurant Pondus, Åboulevarden 51, 8000 Aarhus C

Bistroen Pondus er lillebror til Michelin-restauranten Substans og scorede en flot Bib Gourmand i Michelinguiden sidste år, hvilket betyder, at der er tale om god mad til rimelige priser. Med andre ord er bistroen perfekt til en valentinsdinner, hvis I vil have god kvalitet på tallerkenen uden at betale en herregård. Stemningen på Pondus er herligt uformel takket være en cool indretning med rå murstensvægge og træbord, og et ekstra plus er, at bistroen bruger økologiske, lokale råvarer. Til valentinsdag tilbyder stedet en særlig menu, hvor der serveres torsk, agurk og dild til forret, efterfulgt af kammusling og kartofler. Hovedretten består af okse, gulerod og hasselnød, og til dessert serveres pærer, estragon og mælkeis. Hele herligheden koster 375 kroner per person eller 750 kroner, hvis I ønsker vinmenu til. Det da ikke galt for en valentinsmiddag på en Michelin-anbefalet restaurant, vel?