Foto: Pixabay.

Guide: 4 restauranter i Aarhus, hvor du kan holde din næste fest

Denne artikel er blevet til i samarbejde med AnnaFinans.

Annonce: Vil du invitere dine gæster med på restaurant næste gang, du har noget at fejre? Her er fire steder i Aarhus med plads til selskaber.
Continue reading




Kähler Villa Dining lokker med gourmetmenu til 349 kroner

ANNONCE Gourmetrestauranten Kähler Villa Dining i Risskov tilbyder Sølvmenuen til 349 kroner fra mandag-torsdag.

I uge 7 rammes Aarhus af indtil flere restaurantfestivaler som Gastro Week og Dinnerdays, som gør det muligt at mæske sig i både to- og tre-retters menuer for næsten ingen penge i vinterferien. Men hos restauranten Kähler Villa Dining i Risskov har de deres egen budgetvenlige gourmetmenu ved navn Sølvmenuen, som kan fås mandag til torsdag hele året rundt.

Kählers Sølvmenu koster 349 kroner og indeholder snacks, appetizer, forret og hovedret. Drikkevarerne køber man ved siden af, og sølvmenuen er udviklet af villaens køkkenchefer med øje for sæsonens aktuelle råvarer. Serveringerne er præcis de samme som på restaurantens lidt større Guldmenu, hvor dessert og vin ad libitum også er inkluderet.

”Mange af vores gæster bestiller Sølvmenuen, hvis de for eksempel skal køre hjem eller skal tidligt op på arbejde dagen efter. Vi har også mange stamgæster, som kommer for at nyde lidt luksus og selvforkælelse i hverdagen, for mens vi hygger om dem og tager opvasken, får gæsterne lov til at slappe af og nyde hinandens selskab,” siger restaurantchef Liselotte Møller.

Fjerdebedste anmeldte restaurant i 2017
Fælles for Sølvmenu-gæster og Guldmenu-gæster er, at alle bliver bedt om at møde op i den hvide patriciervilla præcis kl. 18.30, og omkring kl. 21.30 er man igen klar til at forlade den hjemlige designrestaurant.

Konceptet fungerer så godt, at Kähler Villa Dining flere gange har ligget i toppen af listen over de bedst anmeldte restauranter i Østjylland. For nyligt udkom bookingportalen Dinnerbooking med en opgørelse over de bedst-anmeldte restauranter i Østjylland i hele 2017, og her ligger Kähler Villa Dining på en fjerdeplads. De i alt 186.969 gæster har givet Kähler-villaen topkarakterer på parametre såsom mad, betjening og værdi for pengene.

Du kan se Sølvmenuen hos Kähler Villa Dining her.




Foto: Kähler Villa Dining

10 must-eats i Risskov

GUIDE Et oplagt udflugtsmål for madinteresserede er Risskov, som byder på masser af guf for foodies. Vi har fundet 10 must-eats i bydelen nord for centrum.

Alting foregår som bekendt ikke i midtbyen, og hvis du kigger nordpå, finder du et mekka for gourmetelskere i form af mondæne Risskov. Bydelen mellem kystlinjen og Grenåvej rider med på den aarhusianske gastrobølge med en række nye gourmetsteder, men har også en række skjulte skatte, der har ligget der i mange år. Tag den skønne tur ud langs vandet til den eksklusive bydel og forkæl sanserne. Velbekomme!

Gammel kending midt på torvet
Chas E, Ellebjergvej 2, 8240 Risskov

Siden 1921 har vinhandlen Chas E haft adresse i den travle Ryesgade inde i Aarhus, hvor de hvidkitlede folk bag disken har solgt fine vine og spiritus med stor succes. I foråret 2015 fulgte ejerne så op med endnu en butik, som naturligvis åbnede i hjertet af det købestærke Risskov. I en tid præget af vinkøb i supermarkederne byder butikken på gamle dyder som tid til kunderne, fortrinlig service og stor viden om de forskellige produkter. Folkene bag Chas E har for eksempel besøgt de fleste af vinleverandørerne og har regelmæssigt har besøg af dem, blandt andet til populære smagninger af vin, øl og rom. I butikken finder du også forskellige specialiteter, som sjældent ses hos andre specialbutikker, ligesom du kan købe gavekurve i forskellige prisklasser, der i øvrigt sælges med 10 procent rabat i resten af december. Mangler du at købe en julegave?

Sydfranske lækkerier ved stranden
Deli’en, Nordre Strandvej 2, 8240 Risskov

“Delien ved Nordre Strandvej overrasker meget positivt med et velsmagende køkken, hyggelige omgivelser og en charmerende betjening,” lød det for nylig i en firstjernet anmeldelse af Risskovs eneste deli på portalen AOA. Den franskinspirerede delikatesseforretning ligger i en ældre villa og udspringer af den lille deli af samme navn på Jægergårdsgade, men har i modsætning til denne egen restaurant, hvor du kan sætte tænderne i en række lækre bistrofristelser til rimelige priser. Indretningen er hyggelig med gamle loppemøbler og charmerende billeder på væggene, og det er nærmest som at træde ind i et hus i en sydfransk landsby. Hvis du skal have nogle lækkerier med hjem (og det skal du!), anbefaler vi at prøve de hjemmeimporterede pølser og oste, ligesom den hjemmelavede aioli, de frisklavede sandwiches og de frosne simreretter er sindssygt lækre.

Brød og kaffe for de morgenfriske
Emmerys, Nordre Strandvej 24, 8240 Risskov

Har du brug for at få vækket kroppen, inden du går i gang med dagens aktiviteter, kan det ske hos gourmetbageren Emmerys, der ligger tæt på vandet i Risskov. Her er hyggeligt og knapt så befærdet som Emmerys’ søsterbutikker i midtbyen, og så er personalet altid smilende og hjælpsomme. Butikken åbner klokken syv både i hverdagen og weekenden, så det er lige stedet for den morgenfriske, der enten vil spise en lækker gang morgenmad i de rolige omgivelser eller tage velsmagende brød med hjem til familien. Emmerys har også fortrinlige kager, specielt deres fortolkning af den klassiske hindbærsnitte, der klæder enhver god kop kaffe. Deres rugbrødssandwiches er ligeledes fortrinlige, og du bliver også nødt til at slå et smut forbi for at tjekke de lækre og store vaniljekranse, som er et must-try her i den søde juletid. Og så er alt Emmerys’ brød oven i købet økologisk.

Stærk ostehandler på strandvejen
Jama Ost, Nordre Strandvej 28, 8240 Risskov

På Nordre Strandvej i Risskov finder du den populære Jama Ost, der tiltrækker kunder fra det meste af det nordlige Aarhus. Med de hvide klinker og et sterilt look er det osten, der er i fokus i butikken, som åbnede i 1981 som et detailudsalg fra et engroslager på Hørgårdsvej og i 2009 rykkede til lokalerne på Nordre Strandvej. I butikken er de ikke fedtede med smagsprøverne og deler gerne små hapsere ud, så du kan få den perfekte ost til dig og dine gæster i hus. Udvalget er stort af oste i alle afskygninger og strækker sig lige fra milde, fedtfattige oste til de ekstralagrede udgaver godt med kras. På hylderne finder du også lufttørrede skinker fra feinschmeckerslagteren Slagter Munch i Skagen, spegepølser, vin og andet spændende tilbehør, der klæder ethvert bord. Butikken har lukket i weekenden, så vær forberedt på en kø foran butikken, hvis du kommer om fredagen.

Stoppested for juicejunkies
Juice Stop, Nordre Strandvej 77, 8240 Risskov

Siden 1996 har juicebaren Juice Stop i Badstuegade med stor succes presset frisk juice til aarhusianerne, og juicebaren var ifølge ejeren Dorte Drachmann den første med friskpresset juice i Aarhus. Siden har hun udbredt konceptet, så Risskov har siden starten af 2015 kunnet prale af en Juice Stop på Nordre Strandvej. Med mange forskellige juices kan Dorte og Co. med garanti opfylde dit behov for pressede frugter og grøntsager, og hvis det ikke er sundt nok for dig, kan alle juices boostes med hørfrøolie, hampeprotein eller ”det nye sort” spirulina. Et andet godt tiltag er rawjuice på skønne refillflasker, som er lige til at tage med i tasken. Så fyld køleskabet! Ud over de juice frister butikken også med grønne salater, økologisk kaffe, kage, lækre wraps og panini. Nyd det i butikken eller tag dine indkøb med ud i Risskovs smukke natur.

Publikumsfavorit med højt niveau
Kähler Villa Dining Grenåvej 127, 8240 Risskov

Konceptrestauranten Kähler Villa Dining har siden åbningen modtaget en række publikumspriser, senest prisen som Byens Bedste Restaurantoplevelse Til Prisen 2015 på portalen AOA. Aarhusianerne er med andre ord vilde med den stilfuldt indrettede restaurant, der ligger i en nyrenoveret patriciervilla midt på den travle Grenåvej. Konceptet indebærer, at du møder kl. 18.30 og får serveret de enkelte retter på samme tid som de øvrige gæster. Gastronomien kører på den nynordiske klinge, og du kan vælge imellem en sølvmenu og en guldmenu alt afhængig af pengepung og ambitionsniveau. Sølvmenuen med tre retter koster 299 kroner, og guldmenuen med tre retter, vin ad libitum, kaffe og sødt står i 599 kroner. Niveauet er i topklasse, og du får særdeles meget for pengene ved et besøg i den gamle villa. Restauranten ejes i øvrigt af Frantz Longhi, der også ejer Nordisk Spisehus og Kähler Spisesalon på Frederiksbjerg.

Bageri med egen drive-in
Langenæs Bageriet, Grenåvej 175, 8240 Risskov

Det populære aarhusianske bageri Langenæs Bageriet har for nylig udvidet med et nyt bageri på hjørnet af Grenåvej og Lystrupvej, som i dén grad er et besøg værd, hvis du er i nabolaget. Bageriet har åbent ud til bagerne, så du kan følge med i produktionen af brød og kager, og målet er at levere topkvalitet til de lokale. “Vi vil gerne gøre op med alt det ligegyldige brød, der findes. Vi skal ikke konkurrere på prisen, men på service og kvalitet. Det er her, vi kan gøre en forskel,” sagde bagermester Michael Spottag i forbindelse med åbningen. Så med andre ord, ingen kedelig bakeoff og tørt tankstationsbrød her. Bageriet har i øvrigt ligesom moderskibet på Langenæs Allé drive-in-luger, der gør det muligt at købe brød og kage fra bilen, så nu er der ingen undskyldning for ikke at hente rundere i dårligt vintervejr.

Gourmettakeaway med stort G
Lisager, Rolighedsvej 34, 8240 Risskov

Hvis pengepungen er til gourmettakeaway med stort G, er den überlækre butik Lisager på vejen ud mod Bellevue Strand et fremragende bud. Lisager kører med dagens ”Jeg gider ikke at lave med i aften skat”-retter, hvor priserne ligger fra 95 kroner til 245 kroner. Og hvem har ikke stået i denne situation op til flere gange? Der er også mulighed for at tilkøbe forret og dessert for de ekstra sultne, eller hvis et par gæster pludselig inviterer sig selv på middag. Har du ikke mod på at kokkerere juleaften eller nytårsaften, tilbyder Lisager specielle takeawaymenuer, hvor det eneste du skal gøre er at tænde for ovnen, følge instruktionerne og tage et glas vin. Apropos vin har Lisager også et fint sortiment af forskellige vine fra hele verden, så ingen grund til at drøne forbi en vinhandler bagefter.

Hele Europa samlet ét sted
Restaurant Fedet, Nordre Strandvej 35, 8240 Risskov

Siden åbningen i 2013 har Restaurant Fedets lyse og imødekommende lokaler været et populært mødested for aarhusianerne. Bag den grå façade gemmer der sig en blanding af en fransk café, en italiensk restaurant og et spisested med moderne dansk mad, og Fedet er perfekt, uanset om du er på jagt efter frokost eller aftensmad. Menukortet er inspireret af de sydeuropæiske køkkener blandet med solide danske retter, hvorfor der er plads til både carpacio, hummerbisque og stegt flæsk ad libitum om søndagen. I weekenden tilbyder restauranten også brunch, som du kan spise på stedet eller tage med hjem til morgenbordet. Fedet har et fint udvalg af takeaway til enhver lejlighed, også til særlige begivenheder som jule- og nytårsaften. Et ekstra plus er i øvrigt, at der er rigeligt med parkeringspladser udenfor, og at bussen holder lige om hjørnet.

Knivskarp slagter på torvet
Risskov Slagteren, Ellebjergvej 2, 8240 Risskov

I ni år har slagtermester Peter Thisgaaard haft forretning på torvet i Risskov, og siden starten er det gået stærkt. Succesen skyldes uden tvivl, at man altid er sikker på at få et godt kød hos den populære slagter, som ikke går på kompromis med kvaliteten. I den flotte butik har Peter og Co. et stort udvalg af blandt andet kød, fjerkræ, pålæg, salater og hjemmelavede pølser, som lokker kunder til fra nær og fjern. Dyrevelfærd er en kerneværdi hos Risskov Slagteren, så juleænderne har gået på friland og kommer fra Gråsten. ”Ænderne har et længere liv, og det kan smages,” som Peter Thisgaard siger. Slagteren er også kendt for smørrebrød, der er populært hos både private og firmaer, hvis madpakken lige skal have lidt ekstra. Til de gluten- og laktoseintolerante produceres desuden medisterpølser, leverpostej og wienerpølser uden mælk og mel.




Foto: Frøken Koch

Frøken Koch kåret til bedste restaurant

RESTAURANT Over 11.000 gæster har bedømt deres spiseoplevelse på aarhusianske restauranter i årets første seks måneder, og vinderen er en gammel kending med klassisk mormormad på menuen.

I forrige måned genåbnede de sønderjyske Koch-brødre deres gourmetrestaurant Koch på havnen i Aarhus. Men det er ikke kun her, de tre brødre har vind i sejlene. Deres restaurant Frøken Koch, hvor menuen står på klassiske danske retter, er nemlig den restaurant i Aarhus, som har fået de bedste gæsteanmeldelser i første halvår af 2015 på bookingsitet Dinnerbooking.

Med i opgørelsen er 28 aarhusianske restauranter, og ifølge restauratør Michael Koch kan gæsternes positive anmeldelser af Frøken Koch skyldes restaurantens særlige fokus på at kreere livretter med rødder i mormorkøkkenet.

”Når man laver klassiske danske retter som benløse fugle og sprængt kalv, som vi gør, konkurrerer man ikke mod Noma og andre fine dining restauranter. Man konkurrerer mod gæsternes allerkæreste, nemlig deres mormor eller mor, som plejer at lave retterne. Det betyder, at vi skal have ekstra meget fokus på at lave mad med kærlighed og på at dyrke det gode håndværk. Men når det så lykkes, så tror jeg også, det er noget, gæsterne sætter stor pris på,” siger Michael Koch i en pressemeddelelse.

Med i top 5 er også de nye restauranter Gastromé og Spisestedet Frederiksgade 42, der efter mindre end et år allerede er strøget til tops hos gæsterne. Kähler-ejer Frantz Longhis to anmelderdarlings Nordisk Spisehus og Kähler Villa Dining er også med i førerfeltet i opgørelsen fra Dinnerbooking, der har modtaget 11.108 gæsteanmeldelser af aarhusianske restauranter siden nytår. Hele top 5 for første halvår 2015 ser sådan ud:

  1. Frøken Koch, Aarhus C
  2. Spisestedet Frederiksgade 42, Aarhus C
  3. Kähler Villa Dining, Risskov
  4. Nordisk Spisehus, Aarhus C
  5. Gastromé, Aarhus C

På Dinnerbooking er det muligt at booke bord og se gæsteanmeldelser for over 500 danske restauranter og caféer. Hver gang en gæst booker bord via DinnerBooking, får vedkommende tilsendt et spørgeskema, hvor han/hun kan vurdere restauranten ud fra mad, betjening, stemning, samlet vurdering samt værdi for pengene.




Foto: Kähler Villa Dining

Kähler Villa Dining var bedste restaurant i 2014

RESTAURANT En ny opgørelse af 25.000 brugeranmeldelser udpeger gæsternes absolutte favoritrestaurant i Aarhus sidste år. Sejren går ikke overraskende til kendt spisested i Risskov.

Nu om dage får oldschool madanmeldere i aviserne som bekendt baghjul af restaurantgæsternes egne brugeranmeldelser på TripAdvisor, Yelp og Facebook. Senest har vi fået portalen Dinnerbooking, som netop har lavet en opgørelse over brugernes bedst ratede restauranter i 2014. I Aarhus indtages førstepladsen af – drumroll – Kähler Villa Dining.

Podiepladsen er velfortjent for den nordiskinspirerede konceptrestaurant i Risskov og dens elegante, legende og skarpe køkken. Konceptet er som bekendt, at du for rørende 599 kroner får hele pakken med snacks, appetizer, aperitif, tre retter, vin ad libitum, kaffe og avec, og at du skal komme præcist kl. 18.30 og forlade stedet 21.30. Fastprismodellen har vist sig særdeles populær, ligesom det også har været tilfældet for Koch-brødrenes restaurant Det Glade Vanvid på havnen.

Selvom det ikke har noget med gastronomien at gøre, skader det heller ikke, at Kähler Villa Dining kører en funky, nordic cool-inspireret indretning i den hvide patriciervilla på Grenåvej. Det er ikke for ingenting, at restauranten ejes af koncernen bag designbrandet Kähler.

Mon ikke Kähler-konge Frantz Longhi, der i øvrigt også ejer Nordisk Spisehus på Frederiksbjerg, havde luret, at sejren var på vej? I november vandt gourmettemplet i hvert fald AOA’s pris for Byens Bedste Restaurantoplevelse For Pengene 2014.

Overraskelser i top 5
Hvis man ser på hele top 5 over de bedst ratede restauranter i Aarhus i 2014, ser det således ud:

  1. Kähler Villa Dining, Risskov
  2. Restaurant Unico, Højbjerg
  3. Det Gamle Mejeri, Mårslet
  4. Nordisk Spisehus, Aarhus C
  5. Den Lille Kro, Aarhus C

Mens netop Nordisk Spisehus og Det Gamle Mejeri er selvskrevne på listen, overrasker Den Lille Kro en smule, fordi dens danskinspirerede mad alt andet lige er mere tradition end fornyelse. Vi savner også den franskinspirerede Restaurant ET og den nystartede Gastromé i Rosensgade, der begge kører knivskarpe køkkener og har topprofessionel betjening. Men brugerne har jo talt. Retfærdigvis skal det siges, at ikke alle restauranter i Aarhus benytter Dinnerbookings system – Frederikshøj gør fx ikke.

Dinnerbooking har også lavet en samlet opgørelse over den bedst ratede restaurant i hele Østjylland, og her tilfalder førstepladsen den landlige Fru Møllers Restaurant syd for Odder, som bestemt også er et besøg værd.

Opgørelsen er baseret på alt 25.158 besvarelser, og med i opgørelsen er 44 østjyske restauranter. Svarprocenten for spørgeskemaet har samlet set været 38 procent i 2014.




Foto: Restaurant Hærværk.

Og Byens Bedste 2014 går til…

RESTAURANT Vores kolleger på Aarhus-portalen AOA uddeler hvert år prisen Byens Bedste til en stribe restauranter, caféer, butikker og aktiviteter, og den 12. november går det løs igen. I år tilgodeses food connoisseurs med kategorierne Byens Bedste Nye Spisested og Byens Bedste Restaurantoplevelse For Pengene, og selvom der er tre uger til kåringen af vinderne, er vi ikke for fine til at spå om resultatet.

Byens Bedste Nye Spisested
Det er som bekendt væltet frem med nye spisesteder i Aarhus i år, og blandt de mange newcomers har AOA’s jury nomineret disse:

  • Mikuna
  • Ren & Stærk
  • Restaurant Hærværk
  • F Høj
  • Slinger Bistro

Det mest overraskende ved listen er vel mest, hvem der ikke er der. Hvor er for eksempel hypede Restaurant Köd i Skolegade, der kan prale med astronomiske 7.200 likes på sin Facebook-side? Hvor er Restaurant Gastromé i Rosensgade, som fik sjældne 6 stjerner i Jyllands-Postens anmeldelse for nylig? Og hvor er vores absolutte favorit blandt de nye, superhyggelige Restaurant Møf på Vesterbro Torv?

Når det er sagt, kan den endelige pris gå alle veje blandt de nominerede. Hårdt presset satser vi vores sparepenge på anmelderroste Restaurant Hærværk som vinder med den fabelagtige frokostjoint F Høj som joker. Restaurant Hærværk på Frederiks Allé kører den uformelle brasseriestil med hipsterskæg, slidte møbler og lokale råvarer, som trender lige nu, mens F Høj ved åen har den aarhusianske Michelin-modtager in the making Wassim Hallal som bagmand og alene af den grund bør have awardpotentiale.

Byens Bedste Restaurantoplevelse For Pengene
Lige så åbent spillet er om at blive kåret som bedste newbie, lige så sikker er vinderen, når det handler om value for money. De nominerede er:

  • Oli Nico
  • Kähler Villa Dining
  • Den Lille Kro
  • Det Glade Vanvid
  • Oishii Sushi

Og det er selvsagt knivskarpe Kähler Villa Dining i Risskov, der bør og skal løbe med prisen. Upåagtet at Oli Nico leverer autentiske bistroretter til ustyrligt lave priser, og at de sønderjyske Koch-brødre holder stædigt ved på Det Glade Vanvid ved havnen, bør Kähler-kongen Frantz Longhi nappe trofæet.

Den innovative gourmetmaestro Torsten Schmidt er ganske vist smuttet til Ruths Hotel i Skagen, men køkkenet i Risskov-villaen er stadig nordisk, elegant og legende. Og prisen er rørende. For 599 kroner får du hele pakken med snacks, appetizer, aperitif, tre retter, vin ad libitum, kaffe og avec, og så æder du gerne, at du skal komme præcist kl. 18.30 og sidde hele aftenen omgivet af Kähler-keramik. Hvem ringer efter en taxa?