Foto: La Cabra.

3 steder i Aarhus med knasende croissanter

Sprød, sød og åh så vanedannende: Der er få ting, der slår en lun croissant til formiddagskaffen! Her får du tre bud på steder i Aarhus, der sælger den franske fristelse. Continue reading

Foto: Pixabay.

Er du vild med kage? På søndag kårer Bruuns Galleri Aarhuskagen 2018

ANNONCE: Søndag den 4. marts kan du give den gas med masser af kage, når Bruuns Galleri fra klokken 12 kårer Aarhuskagen 2018.  Continue reading

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: Lagkagehuset.

Nu kan du købe fastelavnsboller hos Lagkagehuset i Aarhus

Bagerikæden Lagkagehuset har fra mandag den 8. januar fået både gammeldags, wienerbrøds- og flødeskumsfastelavnsboller i butikken.  Continue reading

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: SchweizerBageriet

6 fortrinlige bagere du skal prøve

Gode bagere er en mangelvare i Aarhus. Men der er nogle, der går mod strømmen og satser på at levere tårnhøj kvalitet til dit morgenbord. Vi har fundet seks fortrinlige bagere. 

Kanelting i Latinerkvarteret
Nr. 24, Graven 24, 8000 Aarhus C

Ægteparret Karen Husted og Christian Funder står bag disken i bageriet Nr. 24, der er opkaldt efter adressen på Graven i Latinerkvarteret. Udvalget er ikke stort, men den lille butik er hyggelig, og smagen og konsistensen af brødet er fantastisk. Prøv for eksempel bollerne af spelt eller ølandshvede, brombærsnitterne eller ægteparrets version af klassiske snegle, de såkaldte kanelting. Nøglen til den høje kvalitet er ifølge indehaverne, at alt brød er lavet på surdej og hæver i 24 timer eller mere. Ejerparret er henholdsvis kemiingeniør og plantepatolog, men den manglende bageruddannelse mærker man ikke noget til. Udover brød og kager har butikken et lille udvalg af ost, marmelade og forskellige meltyper, hvis du vil gøre parret kunsten efter derhjemme. Den eneste ulempe ved det lille sted er, at de har lukket om søndagen – her ”puster vi ud”, som der står på døren.

Durumbrød på Åboulevarden
Briancon, Åboulevarden 53, 8000 Aarhus C

Det mørke specialbrød med navnet ”fransk ristet”, de bløde musliboller og de afhængighedsskabende kanelsnegle er sikre hits hos midtbybageren Briancon, der også tidligere havde en filial på Åbyhøj Torv. Bag den populære bager står søskendeparret Karina og Kenneth Trosborg, der i en del år har drevet butikken med ildhu og passion. Vi anbefaler at smage det italienske durumbrød, der både fås som baguettes og i stor familiestørrelse. Brødet er med garanti ikke set bedre uden for Italiens grænser og gør sig godt både til aftensmaden med olivenolie og til brunchen med blå ost. Du må heller ikke forlade butikken uden at prøve den smørbagte croissant, der sidste år røg direkte ind på førstepladsen i en afstemning på websitet Smag Aarhus om byens bedste croissant. Briancon har et stort udvalg af champagner og holder jævnligt arrangementer, hvor du kan få en indføring i boblernes verden og smage på de våde varer.

Citronmåne i Guldsmedgade
Emmerys, Guldsmedegade 24, 8000 Aarhus C

Den oprindeligt Aarhus-baserede bagerkæde Emmerys med kokken Per Brun i spidsen var i 1990’erne med til at revitalisere det gode brød som en reaktion mod den dalende kvalitet hos de såkaldte håndværksbagere. Det skete fra bagerbutikken på Guldsmedgade, hvor kvaliteten stadig er i top, selvom konkurrencen er øget på bagerfronten siden. Emmerys’ brød kan til tider være lidt tungt, især det klassiske hvedebrød, men deres rugbrød og kager er fortrinlige. Prøv for eksempel den moderniserede citronmåne, den hvide brownie eller kædens fortolkning af hindbærsnitten i form af en såkaldt genfersnitte med stribet glasur. Den hjemmeristede kaffe er også værd at cykle efter, og bagerens frisklavede rugbrødssandwich med laks sætter med lethed caféernes tørre kylling-baconsandwiches til vægs. Emmerys har også filialer i M.P. Bruunsgade, Magasin, City Vest og på Nordre Strandvej i Risskov.

Mor Anna i Mejlgade tager kampen op
Mor Anna – Bageri & Deli Mejlgade 5, 8000 Aarhus C

Den kombinerede bager og deli Mor Anna slog dørene op i Mejlgade i 2015 og har siden taget kampen op mod byens øvrige gourmetbagere. Arsenalet består af et velvalgt sortiment af fortrinligt brød og søde sager som tebirkes og hindbærsnitter, og butikken skyder også med skarpt med en stribe gode sandwiches, der er lige til at tage med. Prøv for eksempel varianten med sprængt oksebryst med tomat, røget comté-ost, forårsløg og chilimayo. Bageriet følger traditionen fra Emmerys med at bruge surdej af den såkaldte bigatype, hvilket ikke overrasker al den stund, at to af bagerne tidligere har arbejdet på netop Emmerys. Butikken har også oste, charcuteri og friskpresset appelsinjuice, og hvis du har brug for en god vin til aftensmaden, kan du vælge en fra bagerens store vinreol. Mor Anna er startet af folkene bag Café Casablanca og Sjette Frederiks Kro og leverer alt brød og kager til de to spisesteder.

Kagehimmel på Frederiks Allé
Småkagehuset, Frederiks Allé 102, 8000 Aarhus C

Hos Småkagehuset på Frederiks Allé er det selvfølgelig først og fremmest småkager, det handler om, og de er fortræffelige. Men den lille bager på Frederiksbjerg har mere end små, knasende kager at byde på. Vi nævner i flæng stenovnsbagte boller, brød, skærekager, scones, tærter, franske vafler, tunesiske kaffebrød, muffins og marengskager. For slet ikke at tale om kransekage, studenterbrød og kokossnitter. Kager og brød bages af ejerparret Hanne og Steen Jensen, der lærte hinanden at kende, da de var i lære hos det hedengangne Othello Bageriet i Aarhus. Vi anbefaler, at du som minimum prøver chokoladeskærekagen og butikkens scones med æble-kanel, ligesom gulerodskagen er værd at gå efter. På småkagefronten er der ingen vej uden om butikkens bland-selv-koncept med små minikager, som du blander nøjagtigt som bland-selv-slik på tanken. Så kan du jo altid løbe en tur bagefter.

Klassikeren på Bruuns Gade
SchweizerBageriet, M.P. Bruuns Gade 56, 8000 Aarhus C

Adressen M. P. Bruuns Gade 56 rimer på brød og kager. Lokalerne i den hvide bygning har siden 1950’erne huset SchweizerBageriet, og de seneste 14 år har den læreruddannede Tine Lajer Petersen stået i spidsen for den lækkert indrettede butik. Den lange historie betyder dog ikke, at det traditionsrige bageri hænger fast i fortiden. Tine og Co. finder hele tiden på nye produkter og har i tidernes løb vundet priser for blandt andet årets bedste brød og Danmarks bedste rugbrød. Et af de seneste skud på stammen er butikkens såkaldte schweizerdeli, hvor du kan bestille frisklavede sandwiches med alt fra håndpillede rejer til spansk sortfodsskinke til en hurtig frokost. Lige nu skal du naturligvis købe et par fastelavnsboller, som du kan få i en stribe varianter med og uden flødeskum. Hvis du har problemer med gluten, kan du på sympatisk vis købe friskbagte, glutenfrie brød og boller hver onsdag i bageriet.

Foto: Aarhus Tech

Nye uddannelser til aarhusianske madelskere

Er du vild med mad? Så har Aarhus Tech seks nye uddannelser til dig.

Når Aarhus Tech i Aarhus slår dørene op til et nyt skoleår i august 2017, bliver det med seks nye uddannelser inden for gastronomiens verden.

Blandt andet kan man for første gang starte på en bager- og konditoruddannelse på Aarhus Tech. Her kommer eleverne til at trylle med smag og pyntning af brød, kager og desserter til både hverdagen og specielle lejligheder.

På uddannelsen vil eleverne arbejde med bager- og konditorfagenes gamle håndværkstraditioner og moderne metoder, når det kommer fremstilling af velduftende brød og smagfulde kager.

Fem nye EUX-uddannelser
Uddannelserne som tjener, gastronom (kok), gastronom (smørrebrød/catering) og ernæringsassistent har tidligere været udbudt som almindelige erhvervsuddannelser.

Men som noget helt nyt er det fra skoleåret 2017 nu også muligt at tage dem som en EUX, der kombinerer en erhvervsuddannelse med en studentereksamen. Det giver både et svendebrev som en faglært håndværker samt muligheden for at læse videre. Den nye bager- og konditoruddannelse vil også blive udbudt som både EUX.

”Vi har et fantastisk godt miljø omkring maduddannelserne i hjertet af Aarhus og glæder os meget til at byde en masse elever velkommen til vores nye, spændende uddannelser,” siger uddannelseschef Inger Petersen fra Skolen for trends og gastronomi på Aarhus Tech.

Se alle uddannelserne her.

Foto: The Burger Shack.

Her er vinderne af Byens Bedste 2016

Webportalen AOA har kåret byens bedste inden for en række områder.

Hvor får man byens bedste takeaway? Hvilken er den bedste nye restaurant? Og hvilket sted er bedst, hvis man har en sød tand?

Webportalen AOA kårede i går aftes en række vindere i prisuddelingen Byens Bedste 2016, og en række madsteder var med i kåringen. Den anmelderroste The Burger Shack på Frederiksgade løb med prisen for Aarhus’ bedste burger, mens byens bedste brunch/morgenmad gik til den socialøkonomiske Café Kaffegal på Nørregade.

Byens bedste nye restaurant blev den italienske Restaurant Gäst ved banegården, mens prisen for byens bedste takeaway gik til Metins Grill i Bazar Vest. Byens bedste spisested til prisen blev Kowloon ved banegården, mens prisen for byens bedste søde tand gik til Okkels Is i Rissskov. Endelig gik specialprisen AOA Prisen til madmarkedet Aarhus Street Food ved rutebilstationen.

Den fulde liste med vindere og nominerede inden for de madrelaterede priser i Byens Bedste 2016 er som følger:

Byens Bedste Brunch/Morgenmad
Café Kaffegal (vinder)
Klassisk 65
Sjette Frederiks Kro
Café Glad

Byens Bedste Burger
The Burger Shack (vinder)
Murphy’s Burger Joint
Mikuna
Havnens Perle
The Burger Joint

Byens Bedste Nye Restaurant
Restaurant Gäst (vinder)
Sårt
Morena Mia
Restaurant Domestic
A + Siam Sushi

Byens Bedste Spisested til Prisen
Kowloon (vinder)
Juliette Café og Brasserie
Den Rustikke
Kähler Villa Dining
Fredes Flyvende Tallerken

Byens Bedste Søde Tand
Okkels Is (vinder)
Summerbird
Lagkagehuset
Social Foodies
Caffé Ispirazione

Byens Bedste Takeaway
Metins Grill (vinder)
Sevags Grækeren
Chido Mexican Grill
Vaca
Søren E. Café & Take away

AOA Prisen
Aarhus Street Food (vinder)
Kødbyens mad og marked
Cyklo
Gadefest På Godsbanen // Aarhus Volume 2016
Inversus Festival

Du kan se vinderne i de øvrige kategorier her.

Foto: SchweizerBageriet

Læserne har talt: Her er Aarhus’ bedste hindbærsnitte

Klassisk Aarhus-bageri løber med sejren om byens bedste hindbærsnitte.

Den lille mørdejskage med hindbær er populær, og den bedste af slagsen får man hos SchweizerBageriet på M.P. Bruuns Gade.

Sådan lyder resultatet af Smag Aarhus’ store kageafstemning, hvor 550 aarhusianere har givet deres mening til kende om Aarhus’ bedste kager i en onlineundersøgelse via systemet Survey Monkey. Hos bageriet er direktør Anders Hermansen stolt over resultatet.

“SchweizerBageriet i M.P. Bruuns Gade har leveret brød og kager til aarhusianerne i mere end 100 år, og vores hindbærsnitter er en del af vores lange tradition for godt håndværk og godt bagværk. Ud over brugen af gode råvarer ligger en stor del af kvaliteten i, at vores brød og kager bliver bagt på stedet, og at vi bager friske hindbærsnitter hver dag,” siger Anders Hermansen.

Sprøde linsebunde
Bageriets hindbærsnitter er lavet på klassisk vis med to sprøde linsebunde med en hjemmelavet hindbærmarmelade imellem. Ovenpå er lagt en ren hvid glasur uden yderligere afpyntning. Som direktøren udtrykker det:

“Det er det rene udtryk og den rene smag, vi er ude efter.”

Hele 17,6 procent af stemmerne gik til det klassiske bageri på M.P. Bruuns Gade, mens andenpladsen er delt mellem Langenæs Bageriet og den lille café MoccaCity i Gl. Munkegade. Med i afstemningen var en række af byens bagerier og kaffebarer med hver deres version af hindbærsnitten.

Foto: Briançon.

Læserne har talt: Her er Aarhus’ bedste croissant

Smørfyldt croissant fra lokalt bageri vinder afstemning om Aarhus’ bedste croissant.

Aarhus’ bedste croissant fås hos bageren Briancon på Åboulevarden. Sådan lyder resultatet af Smag Aarhus’ store kageafstemning, hvor mere end 500 kageglade aarhusianere har givet deres stemme til kende om byens bedste kager.

Hele 30,4 procent af stemmerne pegede på Briancon som vinder i croissant-kategorien, hvor en stribe andre aarhusianske bagerier og kaffebarer var med med hver deres versioner af den sprøde, franske specialitet.

Stolthed på Åboulevarden
På Åboulevarden kan medejer Karina Trosborg, der har startet Briancon sammen med sin bror Kenneth, ikke få armene ned over at løbe med sejren i læserafstemningen.

”Det er vi enormt stolte af. Især fordi vi ved, vores croissant skiller sig ud fra den helt klassiske franske croissant, som er lidt mere let end vores. Vi har gjort den klassiske croissant til vores egen, og det er bare megafedt, at det bliver belønnet, og at vores kunder sætter pris på det,” siger Karina Trosborg.

Briancon bruger efter eget udsagn hvert år omkring fem tons smør til produktionen af croissanter, som både fås med og uden chokolade. Hver croissant indeholder ifølge bageriet 40 gram smør og indeholder ikke sukker i selve dejen.

Foto: SchweizerBageriet

Rundspørge: Her er byens mest populære kager

Klassiske kager med et twist hitter hos aarhusianerne, viser vores lille rundspørge.

Vi har taget temperaturen hos byens bagere og caféer og spurgt: Hvad er hot-hot hos kunderne lige nu? Læs med og find ud af, om din favoritkage topper listerne.

Småkagehuset: Mini-kager tager kegler
Hos det lille Småkagehuset på Frederiks Allé, hvor det erfarne ejerpar Hanne og Steen Jensen står bag disken, er klassiske kager i høj kurs. Og meget lig bageriets navn er det især miniudgaver af kagerne, som hitter hos kunderne. Det gælder alt lige fra kransekage og hindbærsnitter til napoleonshatte og Sarah Bernhardt.

“Kunderne er glade og positive over for vores koncept med at lave lidt ældre kagetyper. Det er simple kager, der er mest populære hos os. Det ser ud til, at mange kunder har fået nok af chili, lakrids og havtorn, de vil hellere have nogle mere almindelige kager igen,” siger medejer Steen Jensen.

Hos Sofies Forældre: Krydret æbletærte vinder
I Frederiksgade indbyder bløde mormormøbler til indendørs hygge på kaffesalonen Hos Sofies Forældre. Det er da også en klassisk dansk efterårskage, som er mest populært her. Dog med varme toner fra de sydlige himmelstrøg.

“Siden vi åbnede for snart ti år siden, har vi haft en Æbletærte Normandie i kagemontren. Den adskiller sig fra den traditionelle danske æbletærte ved at indeholde rosiner og være mere krydret. Serveret lun med creme fraiche eller flødeskum er den lige sagen. Ellers er vores forskellige lagkager også meget populære,” siger medejer Ninna Lindblad Ottzen.

Moccacity: Hindbærsnitter er bestseller
Går du en tur gennem den lille hyggelige Gl. Munkegade, har du helt sikkert set Moccacitys indbydende skilt om verdens bedste hindbærsnitter. Det er nærmest caféens varemærke, og ifølge ejer Ulla Dahl er det også en klar bestseller hos kunderne fra morgen til aften:

“Vores hindbærsnitter og solbærsnitter bliver også solgt i stor stil i ministørrelser til receptioner eller som kagemænd. Herudover er friskbagte kardemommeboller et hit om morgenen, mens årstidens æble- og bærtærter med mazarin er et must for kunderne om eftermiddagen.”

Lagkagehuset: Stigende salg af træstammer
Hos det anerkendte Lagkagehuset i M.P. Bruuns Gade er det romkugler, træstammer, jordbærkage, hindbærmuffins og flødeboller, som har været et must på aarhusianernes kageborde hen over sommeren.

“Vi har oplevet et stigende salg af træstammer, da vi i foråret vandt prisen for bedste træstamme i København af Yelp. Vi får også mange henvendelser på flødeboller, og de to, der sælger bedst, er lakridsflødeboller med hvid chokolade og karamelflødeboller,” siger Jakob Stenhøj Schmidt, der arbejder med marketing hos Lagkagehuset.

Briancon: Franske fristelser hitter
I bageriet med det franske navn Briancon på Åboulevarden er det ikke overraskende en fransk godte, der hitter hos kunderne, og bestselleren er faktisk ikke engang en kage i traditionel forstand.

“Vores mest populære kage er vores chokoladecroissant. Ja, det er måske ikke en rigtig kage, men vi har taget den klassiske croissant og gjort til vores egen. Det samme gælder brownien, som mange kender som et tungt chokoladestykke, men vi har valgt, at smagen skal være i fokus. Derfor bruger vi Valrhona-chokolade,” siger medejer Karina Trosborg.

SchweizerBageriet: Trøfler helt i top
I M.P. Bruuns Gade har det traditionsrige SchweizerBageriet forfinet den klassiske trøffel, og det har indkasseret en pris for Danmarks bedste af slagsen. Den lille kugle kommer da også ind på en klar førsteplads over kundernes favoritter i butikken.

“Det er svært at komme uden om vores chokoladeovertrukne trøffel. Den er et sikkert hit og har i mange år været en bestseller her i butikken. Taler vi større kager, er favoritten den franske æblekage, der er lavet på en rig, smørbaseret sukkerbrødsdej med masser af æbler og rom,” siger direktør Anders Hermansen.

Foto: Donut Factory

Donut Factory lukker ned i Maren Smeds Gyde

DONUTS Den populære Donut Factory i Maren Smeds Gyde lukker ned, men åbner igen i nye lokaler.

Donutshoppen Donut Factory ved Magasin har haft så travlt på det seneste, at butikken til tider ikke har kunnet følge med. Derfor er butikken nu lukket ned i en kortere periode og åbner op i større lokaler, hvor der er mere plads til kunder og donuts.

“Vi kan desværre endnu ikke løfte sløret for, hvor og hvornår den nye butik vil åbne, men vi glæder os til at afsløre det. Vi håber, at I kan leve uden Donut Factory i Maren Smeds Gyde i en kortere periode, og at I vil støtte os, når vi åbner vores nye butik, som I har gjort det indtil nu,” skriver butikken på Facebook.

Donut Factory åbnede i oktober sidste år med en stribe forskellige donuts på menukortet. Alle donuts er hjemmebagte, og bag butikken står de tre iværksættere Martin Dean, Danny Akselsen og Kim Dalsgaard.

 

Foto: Liege

Mums: Belgisk vaffelbod åbner i Aarhus

VAFLER Er du til søde sager? Så skal du forbi byens nye vaffelbod Liège.

Fans af søde sager har mange steder at gå hen i Aarhus, og nu får de snart nyt favoritsted. Den 1. oktober åbner den belgiske vaffelbod Liège på byens nye madmarked Aarhus Central Food Market, der kommer til at ligge ved Strøget.

Duften af sprøde, søde og karamelliserede vafler vil hænge liftligt i luften over boden, der bager klassiske, belgiske vafler af gode råvarer. Opskriften kommer fra en af de bedste bagere i den belgiske by Liège, der har lagt navn til boden.

“Under en rejse til Liège med en kammerat fik jeg øjnene op for de lækre og karamelliserede belgiske Liège-vafler. Efter endnu en tur til byen, hvor vaflernes tilblivelse blev studeret, og hvor jeg fik tips fra byens bager, har jeg nu valgt at åbne vaffelboden Liège i håb om at åbne danskernes øjne for de belgiske lækkerier,” siger indehaver Casper Elbech.

Men hvis du gerne vil have fyldt din vaffel med klassisk softice, skal du gå uden om byens nye vaffelbod.

“Jeg har i første omgang valgt at gøre op med den klassiske, danske model med softice som tilbehør og satser i stedet på et nyt tvist med årstidens toppings,” siger Casper Elbech.

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: Starbucks

Starbucks åbner på Store Torv i Aarhus

KAFFE Nu får Aarhus sin første selvstændige Starbucks-café.

Så er der godt nyt til alle kaffetørstige aarhusianere. Den 22. august åbner Starbucks nemlig en ny stor café i den gamle Borgport ved Store Torv. Den amerikanske kaffekæde, der har specialiseret sig i lækre smagsvarianter, har allerede en café i Salling på Strøget.

Den nye kaffebar er byens første Starbucks i egne lokaler, der tidligere husede Borgportens Isenkram.

“Der er en helt særlig stemning i de lokaler. De er fuldstændig fantastiske, og det har vi stor respekt for og har værnet om i vores indretning,” siger store manager Elisabeth Madsen i en pressemeddelelse.

Festlig åbning
Som i de andre Starbucks-caféer kommer menukortet til at byde på kaffe med et twist. Alt lige fra latte med kanel og karamel til indbydende Frappucino og iskold kaffe. Herudover vil gæsterne kunne tilfredsstille både den lille og store sult med fx paninis, cookies og brownies.

Den nye Starbucks åbner mandag den 22. august kl. 10 på festlig vis med DJ og goodiebags til de første 150 kunder. Under Aarhus Festuge vil caféen have åbent fra kl. 7.30-22, mens normale åbningstider vil blive kl. 7.30-20. Læs mere her.

Emmerys på Guldsmedgade byder på velbagte hveder, der er et must til Store Bededag.

Galleri: 5 vanvittigt lækre hveder i Aarhus

Mor Anna på Mejlgade har bagt hveder, der skriger på iskoldt tandsmør.
Mor Anna på Mejlgade bager velsmagende hveder, der skriger på iskoldt tandsmør.

 

Lagkagehuset på M.P. Bruuns Gade bager hveder med kærnemælk, citron og naturligvis kardemomme.
Lagkagehuset på M.P. Bruuns Gade har fyldt hvederne med kærnemælk, citron og kardemomme.

 

Foodfein på Sønder Alle tilbyder hveder tilberedt perfekt med god sødme og masser af sprødhed.
Foodfein på Sønder Alle tilbyder hveder tilberedt perfekt med god sødme og masser af sprødhed.

 

Briancon på Åboulevarden er klar med lækre hveder hele Store Bededagsferien.
Briancon på Åboulevarden er klar med lækre hveder bagt med smør og kærlighed.

 

Fotocreds: Facebook

Foto: PIxabay Images

Fuldt hus til Kagens Dag i Aarhus

KAGE Alle 900 billetter er revet væk til årets udgave af Kagens Dag på Aarhus Rådhus den 26. april.

Der bliver trængsel ved kagefadene, når 900 lækkersultne aarhusianere på tirsdag samles til årets store kagefest i Rådhushallen. Inden for få dage var billetterne til 2016-udgaven af Kagens Dag i Aarhus udsolgt, og det skaber glæde hos de syv medvirkende bagerier. Traditionen tro river de alle en dag ud af kalenderen til fordel for kræftramte børn og kagesultne gæster.

“Igen i år er vi overvældede over den store interesse, vi oplever op til Kagens Dag, som efterhånden er blevet et tilløbsstykke for aarhusianerne. Faktisk har vi i år måttet skuffe flere interesserede end nogensinde før. Det er ærgerligt, at alle ikke får chancen for at deltage, men omvendt er vi meget glade for at kunne indsamle et stort beløb til kræftramte børn,” siger oldermand Henning Andersen fra Aarhus og Omegns Bagerlaug i en pressemeddelelse.

Borgmesteren åbner ballet
Størrelsen på det indsamlede beløb vil blive afsløret ved arrangementets åbning, hvor borgmester Jacob Bundsgaard for årets åbningstale. Borgmesteren får samtidig æren af at overrække en check med dagens overskud til Børnecancerfonden og børneafdelingen på Skejby Sygehus.

Efter åbningstalen står programmet på kagespisning til den store guldmedalje. De besøgende kan smæske sig i omkring 7.000 kager og skylle lækkerierne ned med kaffe, the og varm kakao.

Ud over et storslået kagebord vil gæsterne ligeledes kunne nyde dagens indbydende omgivelser. De mange tusinde kager vil nemlig blive akkompagneret af flotte blomsterdekorationer fra Blomsterværket Pindstrup, som igen i år står bag udsmykningen af kagebordene i Rådhushallen.

Foto: Pixabay Images

Aarhusiansk kagehimmel har succes

KAGE Specialkøbmanden på Gammel Munkegade har på kort tid fået stor succes blandt byens kageelskere.

I efteråret fik midtbyen en ny butik for kageelskere i form af Specialkøbmanden, der flyttede fra lokaler i Aarhus V til Gammel Munkegade 7. Butikken sælger blandt andet ingredienser og udstyr til avanceret kagebagning a la Den Store Bagedyst på DR1, og efter seks måneder i midtbyen kan ejer Anne Dorthe Pedersen ikke får hænderne ned.

”Vi har fået en fantastisk modtagelse af både nye og gamle kunder og naboerne i gaderne omkring butikken. Det har virkeligt gjort noget ved salget at flytte ind til byen, og hver eneste dag kommer der nye folk ind, der har hørt om os og skal se butikken. Vi sælger også mange flere forskellige ting end før,” siger Anne Dorthe Pedersen.

Læs også: 5 kanongode kagesteder i Aarhus

Fra veninden til svigermor
Kunderne er mange forskellige, og folkene bag disken hjælper dem med alt fra at rådgive om, hvor stor en kage skal være, til at komme med idéer til design af en avanceret kage.

”Det er lige fra det unge par, der skal købe ind til barnedåbskagen til veninden, der har lovet at lave kagen til konfirmationen. Eller svigermor eller mor, der selv vil lave bryllupskagen til børnene. Og så er alle dem, der har det som en hobby at lave kager til andre,” siger Anne Dorthe Pedersen.

Læs også: 6 himmelske hindbærsnitter i Aarhus

Chokolade i vækst
Udover ingredienser og udstyr til kager sælger Specialkøbmanden også ting til at lave almindelig mad, chokolade og is med, og ikke mindst chokoladen er blevet populær hos aarhusianerne.

”For et par år tilbage solgte vi ikke meget til at lave fyldte chokolader, men det er eksploderet de sidste to år, hvor folk har fået smag for at temperere chokolade. Vi havde også en del kunder til jul, der eksempelvis ville servere risalamanden i en pustet sukkerkugle. Vi oplever, at folk i stigende grad eksperimenterer med at lave det, de putter i munden,” siger Anne Dorthe Pedersen.

i forlængelse af den stigende interesse vil butikken lancere flere kurser i at lave alt fra bolcher og kagedekorationer til flødeboller, fondant og sukkerblomster. Næste skud på stammen er en bryllupskagemesse, som finder sted i butikken lørdag den 2. april.

Læs også: 6 kanongode kanelsnegle i Aarhus

Foto: Social Foodies

Social Foodies uddeler 1.000 gratis flødeboller

CHOKOLADE På lørdag åbner chokoladebutikken Social Foodies på Frederiksbjerg og uddeler gratis 1.000 flødeboller til aarhusianerne.

Grundlæggeren af iskæden Paradis åbner nu butikken Social Foodies på M. P. Bruunsgade med hjemmelavet is og lækre flødeboller. Butikken fejrer åbningen med uddeling af gratis flødeboller og is lørdag den 5. marts fra kl. 12-15.

”Vi håber på, at der dukker en masse glade aarhusianere op til åbningen, og vi laver 1.000 flødeboller og 500 liter is til dagen, så der er rigelig til alle. Vi håber på, at få lejligheden til at fortælle om vores koncept,” siger indehaver Thor Thorøe, der stiftede Paradis Is tilbage i 2000.

Læs også: 5 awesome iscaféer i Aarhus

Hjælper bønder i Afrika
Udover is og flødeboller sælger Social Foodies muslibarer, proteinbarer og chokoladebrud, der i lighed med is og flødeboller er lavet på økologiske råvarer. Konceptet er, at overskuddet primært bruges på innovative bæredygtige projekter med socialt udsatte i Danmark og Afrika.

”Vores mantra er, at jo mere du køber, desto mere er du med til hjælpe småbønderne i Afrika. Det er en ny form for udviklingsbistand, og vi køber primært direkte fra det første led i Afrika og kender navnene på bønderne dernede,” siger Thor Thorøe.

Den aarhusianske butik udspringer af tre københavnske butikker af samme navn, som også er stiftet af Thor Thorøe. Læs mere om åbningsfesten her.

Læs også: 5 hotte kakaosteder i Aarhus
Læs også: 5 kanongode kagesteder i Aarhus

Foto: Okkels

Gratis is hos Okkels i Risskov

IS Isbutikken Okkels i Risskov kickstarter sæsonen med gratis is og DJ den 6. marts.

Paradis Is bød på gratis is til aarhusianerne i sidste weekend, og nu følger Okkels i Risskov trop med en åbningsfest. Søndag den 6. marts kl. 12-16 byder isbutikken i det nordlige Aarhus foråret velkommen med gratis is til alle. Isbutikken, der oprindeligt udspringer fra Silkeborg, har store forventningerne stor til arrangementet.

”Vi forventer en vis stemning på åbningsdagen, hvor vi regner med at hyre en DJ til at løfte stemningen yderligere, så folk i alle aldre kan se frem til en hyggelig, sjov og musikrig åbning,” siger Thomas Okkels.

Butikken lavede et tilsvarende arrangement sidste år, hvor der kom intet mindre end 1.600 aarhusianere forbi. Læs mere om årets arrangement her.

Læs også: 5 awesome iscaféer i Aarhus
Læs også: 5 kanongode kagesteder i Aarhus
Læs guide: 5 oversete caféer i Aarhus

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: Spangsbjerg Chokolade

Spangsbjerg er ny himmel for flødebolleelskere

SPECIALBUTIK Har du en sød tand? Så skal du ud til Spangsberg Chokolades nye fabriksudsalg i Tilst, der sælger flødeboller, chokolade og bolcher af anden sortering til lavpris.

I onsdags fik Aarhus en ny himmel for flødebolleelskere i form af Spangsberg Chokolades nye fabriksudsalg i Anelystparken i Tilst vest for Aarhus. Butikken sælger flødeboller, dessertchokolade og bolcher, som er skæve eller har skønhedsfejl, men som stadig har den samme smag som de rigtige produkter.

“Før blev vores skæve varer bare kasseret. Det, synes jeg, var fjollet, når der er nogle, som er glade for at kunne købe tingene til en lidt billigere pris. Og selvom det er anden sortering, smager det altså lige godt,” siger Michael Spangsberg til Lokalavisen Aarhus.

Starter med en prøveperiode
Butikken er Spangsbjerg Chokolades syvende fabriksudsalg i Danmark, og den har åbent onsdag og fredag kl. 11-17. Planen er at køre butikken en prøveperiode for at se, om aarhusianernes lyst til søde sager kan få den til at løbe rundt.

“Nu ser vi lige, om det går godt, om det er noget, folk vil have. Og hvis det er det, så bliver vi her,” siger Michael Spangsbjerg.

Spangsbjerg Chokolade har på få år markeret sig som en af de førende flødebolleproducenter i Danmark og ejer Samba-producenten Elvirasminde i Skanderborg samt en flødebollefabrik i Tivoli i København.

SPECS
Spangsbjerg Chokolades Fabriksudsalg
Anelystparken 7
8381 Tilst

3.000 gratis donuts på Store Torv

DONUTS På lørdag uddeler 7-Eleven på Store Torv 3.000 gratis donuts til aarhusianere med hang til søde sager. Er du klar til byens største donut-event ever?

Af Mikkel T. Krogh

Kioskkæden 7-Eleven i Aarhus har fået donuts fra den hypede producent The Donut Shop på hylderne, og det fejrer kæden ved at uddele 3.000 gratis donuts til aarhusianerne. Det sker på lørdag den 12. september kl. 11-13 fra 7-Eleven på Immervad ved Store Torv.

”Vi vil gerne sørge for, at så mange som muligt får mulighed for at smage de friskbagte kvalitetsdonuts, der har fået det til at gå donut-amok i København. Vi vil gerne vise, at 7-Eleven ikke blot er en kiosk, men også en café med god kaffe og et lækkert udvalg af brød og kager,” siger indkøbschef Morten Vedel fra 7-Eleven i en pressemeddelelse.

Lange køer i København
Kæden introducerede for nylig de nye donuts på hylderne i de københavnske 7-Eleven-butikker, hvor de søde sager skabte lange køer på gaderne. De nye donuts er angiveligt håndlavede, og interessen har været massiv lige siden lanceringen.

”Salget boomer. Det er så vildt, og vi har haft vanskeligt ved at følge med. Men nu er vi klar til at udvide salget, så hele landet kan smage lækkerierne. Det er positivt med sådan en massiv efterspørgsel, for det viser, at vi har valgt rigtigt,” siger Morten Vedel.

The Donut Shop er en dansk producent, der udover 7-Eleven også sælger donuts i en donutcafé af samme navn på Østerbro og tre donutbutikker i København.

Læs guide: 5 oversete caféer i Aarhus
Læs guide: 5 oversete brunchsteder i Aarhus
Læs guide: 5 geniale gourmetbrunch i Aarhus

Foto: The Donut Shop