Okkels i Risskov: Håndlavet italiensk is med historie

I 2015 åbnede Thomas Okkels sin anden isbutik ud af fire i Okkels-kæden. I dag er Okkels i Risskov et tilløbsstykke uden lige, med sin placering tæt på den lækre Bellevue Strand. 

Hos Okkels er den italienske is både frisklavet og helt unik med mange spændende smagsvarianter. Vejen dertil har dog ikke kun været en dans på roser, men har krævet hårdt arbejde for den passionerede is-elsker Thomas Okkels.

Læs også: Stiftens Caramella – stort slikudvalg og hjemmelavet italiensk is

Håndlavet is er bare bedre 

Håndlavet is
Foto: Okkels Instagram

Stifteren af Okkels, med selvsamme efternavn, har siden begyndelsen for omtrent 17 år siden haft høje ambitioner for sin is. Thomas Okkels ville lave håndlavet is af de allerbedste råvarer, men uden fløde og sødmælk, som ellers er den traditionelle base i is. 

Det var ikke en let opgave, og det tog da også hele to år for den ambitiøse Okkels, før den perfekte grundbase var fundet. Opskriften, som er helt unikt udviklet af ejeren selv, har en base bestående af økologisk letmælk, yoghurt eller vand. Isen fremstilles frisk hver dag på Okkels egen ismaskine i caféen i Risskov – på travle sommerdage laves isen endda frisk flere gange dagligt. 

Efter isen har været en tur i ismaskinen, bliver den håndrørt, hvor der også tilsættes lækre italienske “saucer” og toppings. Alle isene hos Okkels laves altså helt fra bunden, og derfor vil du også opleve unikke og spændende smagsvarianter, som isbutikken selv sammensætter og finder på. 

Kun de bedste råvarer og naturlige ingredienser – primært fra Italien 

Is med gode råvarer
Foto: Okkels Instagram

Den unikke grundbase får Okkels lavet på et lille sted syd for Livigno i Norditalien. De fleste råvarer, som isbutikken bruger til sin is, bliver også importeret fra Italien, som er særligt kendt for noget af verdens bedste is. Netop derfor er det også Italien, der er nøje udvalgt som leverandør af råvarerne. 

Okkels stiller høje krav til sine leverandører af råvarer. Når du eksempelvis sætter tænderne (eller tungen) i pistacieisen fra Okkels, vil du smage en is, der er lavet naturligt på 100% ristede pistacienødder fra Sicilien – helt uden farvestoffer, selvfølgelig. Er du mere til lakridsisen, som i øvrigt er meget populær hos Okkels, vil du opleve en is, der er fremstillet af 100% lakridsrod – helt naturligt. 

Spis Okkels is med god samvittighed 

Mange spændende isvarianter
Foto: Okkels Instagram

Det er ikke altid den fede fløde, der gør godt i lækkert is. Hos Okkels består isen af økologisk letmælk, yoghurt eller vand, og derfor har den et lavt fedtindhold på max 5%. Det er langt under, hvad meget andet is på markedet indeholder af fedt. 

Og det bedste er, at smagen er helt i top, så det gør intet negativt for smagen, at fedtindholdet er lavt. Isbutikkens populære chokoladeis har eksempelvis et kalorieindhold på bare 140 kcal pr. 100 gram. Du kan derfor nyde Okkels is med ekstra god samvittighed, hvis du forsøger at spare lidt på kalorierne. 

Passionerede is-elsker har knoklet for at skabe Okkels

Stifteren af Okkels
Foto: Okkels Instagram

Allerede i de tidlige 00’ere begyndte Thomas Okkels’ ishistorie. Forinden havde han været i rejsebranchen i 14 år, men dét at være selvstændig og skabe sit eget koncept, trak i ham. Han startede med at arbejde i en isbutik, hvor kærligheden og passionen for italiensk is bare voksede og voksede. Det blev startskuddet til Okkels. 

Thomas var ikke i tvivl om, at det var isen, han skulle gå efter. Han lærte alt det grundlæggende om at lave italiensk is, og i 2006 blev drømmen realiseret med den første Okkels isbutik i Silkeborg. For at spare lønninger, kørte han selv alle ugens syv dage til Silkeborg fra bopælen i Risskov, hvor han knoklede fra morgen til aften. 

Læs også: Fødevarebachelor – en videregående uddannelse med jobsikkerhed

Men det var ikke let, og efter de første to år var Okkels ved at opgive drømmen. Omsætningen var for ringe, og i løbet af de to år havde Thomas samtidig fået sit første barn derhjemme i Risskov. En lille datter – hvis første sætning blev “savner far”. 

Men Thomas gav ikke op og fortsatte med at knokle, hvilket gav pote efter tredje år, som blev vendepunktet for Okkels. Omsætningen steg markant, og han kunne pludselig se en lys fremtid for isbutikken. 

I dag har Okkels stor succes og findes i fire forskellige jyske byer i Danmark, herunder Risskov og Silkeborg. Men Thomas’ ambitioner er stadig tårnhøje, og hvert år drager han til Italien til verdens største ismesse. Her lader han sig inspirere af de nyeste trends indenfor isbranchen, som bliver taget med i overvejelserne, når der eksperimenteres med nye smagsvarianter hos Okkels. 

Okkels i Risskov – ikke en tilfældig placering

Okkels Risskov
Foto: Okkels Instagram

Stifteren Thomas er selv bosat i Risskov med sin familie, og derfor er placeringen af Okkels-butikken her ikke tilfældig. Aarhus-bydelen er en skøn perle med den lækre Bellevue Strand, som er velbesøgt i sommerhalvåret. 

Med isbutikken tæt på bopælen var det nemt de første fem år, hvor Thomas selv drev Okkels i Risskov. I 2020 overdrog han dog den daglige drift til butikschefen Henriette, som forinden havde været ansat i tre år. 

Tilfældigt var det heller ikke, at det var netop Henriette, der blev butikschef. Hun er nemlig utrolig passioneret omkring den italienske is. Ofte er det hende, der får gode ideer til nye isvarianter og vælger “ugens special” i isbutikken.

Henriette er butikschef hos Okkels Risskov
Foto: Okkels Instagram – butikschefen i Risskov, Henriette

Konceptet går ud på, at der hver uge er en slags “limited edition” isvariant i butikken, som kun kan fås i den pågældende uge. Før har det eksempelvis været citrontærte is, romkugle is og karamel cheesecake. Og hvem ved, om de kommer igen? Hver uge offentliggøres “ugens special” på Okkels’ Facebook samt hjemmeside. 

Okkels i Risskov er en hyggelig iscafé med udendørs siddepladser, som giver en hyggelig loungestemning. Der er også pladser indenfor, hvis vejret ikke indbyder til udehygge. Du kan selvfølgelig også altid tage isen fra Okkels med dig på stranden eller med hjem. 

Du finder Okkels på Nordre Strandvej 45, 8240 Risskov, og du kan læse meget mere om Okkels her.




Foto: Mathilde Ambrosius Boysen

Ramen Takumi: Snart åbner autentisk japansk restaurant

Ramen Takumi vil vise, hvordan ægte japansk ramen skal smage, og så vil de skabe et frirum i den travle hverdag. 

Måske har du allerede smagt det. Den japanske nudelsuppe der, udover grøntsager og kød, er karakteriseret ved at have et kogt æg flydende på toppen. 

Hvis du endnu ikke har haft din ramen debut, så har du nu en oplagt mulighed for det. Den 12. december åbner restauranten Ramen Takumi nemlig på Skolegade 27, og her kan du være sikker på, at du får den fulde oplevelse, imens du nyder et lækkert måltid af den langtidskogte suppe. 

Et frirum i en travl hverdag

Selvom det endnu er mere udbredt at spise sushi i Danmark, så er situationen faktisk omvendt i Japan. Her er det nemlig den varme suppe, som de fleste tyer til efter en lang dag på arbejdet. 

”Ramen er en traditionel japansk ret, som du kan få overalt, hvis du går igennem de japanske gader. De fleste tager ud og spiser det efter arbejde, og så får de et par dumplings og en øl til, inden de tager hjem og sover,” lyder det fra ejeren af Ramen Takumi, Bobo Zheng. 

Og netop den tradition vil Bobo Zheng prøve at introducere til den aarhusianske befolkning. 

”Det handler ikke kun om maden. Vi vil også være et sted, hvor folk kan komme og slappe af og få et frirum fra den travle hverdag,” siger hun. 

Med eller uden selskab 

Selvom der med indretningen af restauranten er lagt op til, at du kan komme og nyde dit måltid alene, så er det dog også muligt at være social og ovenikøbet møde nye venner. Ramen Takumi er nemlig blevet udsmykket med et helt særligt møbel, der gør oplevelsen meget autentisk.  

Også stolene er specieldesignet. De er nemlig lavet sådan, at der under sædet er plads til opbevaring af overtøjet. Der er altså tænkt over hver en lille detalje, og det har ikke været helt nemt at nå frem til det endelige resultat. 

”Der var ingen, der kunne forstå, hvad jeg mente, for de havde aldrig lavet noget lignende før. Men det var meget vigtigt for mig, at vi ramte det helt rigtige udtryk,” lyder det fra Bobo Zhengh.

Udover det specialdesignede møbel er der også to hyggelige, afskærmede kroge med almindelige borde, som du kan reservere, hvis du kommer en lille gruppe mennesker. 

Læs også: Michelinrestaurant lancerer nyt frokostkoncept

Hvad betyder Takumi?

Det er ikke uden grund, at navnet på den nye restaurant er faldet på Ramen Takumi. Oversat fra japansk betyder Takumi nemlig håndlavet, og det er netop et af de bærende nøgleord for spisestedet. 

Hos Ramen Takumi er alt nemlig lavet fra bunden, og det er et større projekt, end man først skulle tro. Derfor er der også mange, der vælger at lave suppen på en fond, fordi det er så omstændigt at skulle igennem hele processen.

”Suppen skal koge i to dage, før den får den rigtige, cremede konsistens, så det kræver virkelig meget tid og energi at lave fra bunden. Men vi holder alligevel fast i den originale, hjemmelavede metode,” lyder det Bobo Zheng.

En hemmelig opskrift

Det er en helt særlig opskrift, som restaurantens smagfulde ramen bygger på – og det har været en hård kamp at få fingrene i den.

”Det er noget af min familie i Japan, som har drevet en ramen restaurant i mange år, der har udviklet opskriften. Lige fra første gang jeg smagte deres ramen, syntes jeg, at den skilte sig ud,” siger Bobo Zheng.

Men selvom opskriften ville blive i familien, så lykkedes det ikke Bobo Zheng at lokke den ud af sin moster. Det var først, da de tog valget om at lukke deres egen restaurant ned, at opskriften kom i hendes hænder.

”Opskriften blev givet til min kusine, men hun havde ikke noget større formål med opskriften, så hun gav den til mig. For mig var opskriften helt speciel, for jeg så en fremtid i det,” lyder det fra Bobo Zheng. 

Læs også: Bryggeriet To Øl fejrer julen med en dag i øllens tegn i VoxHall

Lidt til enhver smag

På menuen er der forskellige versioner af den langtidskogte suppe, så der er lidt til enhver smag. Du kan for eksempel se frem til tonkotsu-, black garlic oil- eller spicy miso ramen. 

”Vores tantan ramen kan fås både med hvid og sort sesam, og så er det også muligt at få en vegansk udgave,” lyder det fra Bobo Zhengh. 

Derudover laver restauranten også hjemmelavede gyoza, bedre kendt som dumplings, og kushikatsu, der er japanske pindemader.

”Vi elsker også koreansk mad, fordi det er lidt stærkt, og derfor kommer vi også til at have nationalretten Kimchi på menuen. På et senere tidspunkt kan det være, at vi får mere koreansk mad på menuen også,” fortæller hun. 

Ramen Takumi vil nemlig forsøge at udvikle menuen løbende, og derfor vil der også bliver tilføjet noget nyt til menukortet hver måned.  

Et stærkt team

Bobo Zheng driver restauranten sammen med sin mand, og her har de hver især forskellige ansvarsområder. 

”Min mand fokuserer på at lave nudlerne og suppen, og så laver jeg dumplings og forbereder noget af den topping, der skal i suppen,” lyder det fra Bobo Zhengh. 

Men selvom de to udgør et stærkt team, så er der dog brug for flere hænder for at få det hele til at køre rundt.

”Der er jo forholdsvis mange spisepladser, så vi vil ikke kunne køre det alene. Vi kommer derfor til at have tre kokke udover os, så vi er gearet til at kunne tage imod en masse gæster” fortæller hun. 

Læs også: 4 steder i Aarhus med lækre nytårsmenuer

God erfaring i rygsækken 

Ramen Takumi har tidligere haft en restaurant på Central Food Market, som Bobo og hendes mand drev fra 2017 til 2020, hvor de fik erfaring, som de nu tager med videre til den nye restaurant. 

”Vi fandt ud af, at suppen, der var lavet ud fra den originale opskrift, var lidt for fed til de danske kunder, og derfor var det allerede dengang nødvendigt at lave et par småjusteringer,” lyder det fra Bobo Zheng. 

”På den gamle restaurant havde vi en masse stamkunder, som vi glæder os til at kunne byde velkommen i de nye omgivelser,” fortsætter hun.

Den første restaurant åbnede den 12. december 2017, og det er derfor at åbningsdagen også falder på samme dato her fem år senere. 

Den perfekt lokation 

Det har været en lang rejse at nå frem til den nye lokation af restauranten. Det var nemlig ikke frivilligt, at Bobo Zheng måtte lukke den gamle restaurant ned – men da Central Food Market valgte af lukke alt ned, havde de ikke et valg. 

”Siden den gamle restaurant lukkede, har vi kigget efter et nyt sted, der ikke er for stort men heller ikke for småt, og det er svært at finde her i Aarhus,” fortæller Bobo Zheng.

Heldigvis fik hun i juli måned mulighed for at overtage lokalerne i Skolegade 27, og siden har Bobo Zheng og hendes mand forberedt åbningen, som snart står for døren. 

”Lokalerne her passer rigtig fint til vores behov, og så ligger de i en meget befolket gade, hvor der fra vinduespladserne er udsigt til en masse liv og stemning,” siger hun.  

”Nu hvor vi endelig er ved at have de sidste ting på plads, så glæder vi os bare til endelig at kunne byde folk indendørs,” afslutter Bobo Zheng. 




Mad i Latinerkvarteret

Se alle
Aarhus Central Food Market

Gin Workshop: Lav din egen gin

Pift påskefrokosten og forårets fester op med din egen hjemmelavede Gin & Tonic. Køb billet til Gin Workshop på Aarhus Central Food Market søndag d. 10. marts klokken 14.00-16.00. Her får du masser af værktøjer og inspiration fra gin- og snapseentusiast Jan Kristiansen – og så kommer du tilmed hjem med din helt egen hjemmelavede gin! Continue reading




Foto: Okkels Is

Mums: Gratis chokoladecreme i vaflen hos Okkels Is i Risskov

Okkels Is i Risskov serverer nu is med ekstra chokoladekærlighed gemt i bunden. Til og med april kan du ganske gratis få hjemmelavet, italiensk nutella-creme i din vaffel.

Continue reading




Foto: Ursula Meander Bjerggaard, Smag På Aarhus

Så er der snaps: Nu får Aarhus sin første klub for snapsefans

Onsdag den 24. januar inviterer projektet Smag På Aarhus til det første møde i et nyt snapselaug, der er en klub for snapseentusiaster.  Continue reading




Foto: Pixabay.

5 populære drinks til julefrokosten

Hvad trender på drinkskortet, når den står på julefrokost anno 2017? Vi giver dig svaret – og fem gode bud på drinks, du kan forkæle dine julefrokostgæster med derhjemme. Continue reading