Foto: Vaca

6 lækre late night-snacks i Aarhus

GUIDE Det er blevet sent, men du er stadig sulten. Hvor går du hen? Her er 6 lækre late night-snacks i Aarhus.

Du har været ude til fyraftensøl, der er trukket ud, eller du kommer direkte fra aftentræning. Og du er sulten! Hvor går du hen for at få stillet snacksulten, når det er blevet sent om aftenen, og du ikke gider den sædvanlige nummer 7 fra pizzapusheren? Vi giver dig her 6 spisesteder med lækre late-night snacks i Aarhus. Velbekomme!

Masser af gademad i busgaragen
Aarhus Street Food, Ny Banegårdsgade 46, 8000 Aarhus C

I den gamle busgarage ved rutebilstationen finder du indtil klokken 21 i hverdagene og klokken 22 fredag-lørdag et streetfoodmarked med et vælg af lækkerier fra alle verdens køkkener. På listen er thaimad, dansk flæskesteg, frikadellesandwich, crepes, caribiske og vestafrikanske grillretter, fish and chips, burgere i massevis, mexicanske tacos, vietnamesiske bánh mì, nordisk tapas, grilled cheese toasts, gourmetsharwama og kinesiske bao. Vi er fans! Den store hal med de hyggelige langborde er perfekt at indtage gademaden i, og barerne holder åbent til sent i weekenden, hvis I bliver hængende.

Tapas fra hele verden på Klostertorvet
D’vinos, Klostertorvet 4, 8000 Aarhus C

Hos D’vinos midt på Klostertorvet er der fortrinlig stemning med tapas fra alle verdenshjørner, fortællinger om vinbønder fra tjenerne og god vin i glasset hele vejen igennem. Restauranten har åbent til klokken 23 mandag-torsdag og til kl. 01 fredag-lørdag, og menukortet er spækket med lækkerier til din næste late night-snack. Du kan bestille enkelte retter, hvis du kun er småsulten, men du kan også gå all in med en seks retters menu med cava og snacks, confiteret svinebryst, cremet fiskesuppe, krydderpølse, skindstegt torsk på ratatouille og gateau marcel til 465 kroner og en tilhørende vinmenu til 295 kroner.

Burgere for natteravne ved Klosterport
Grillen Burgerbar, Klosterport 2, 8000 Aarhus C

Har burgersulten slået ind henad aftenen? Så skal du forbi Grillen Burgerbar, som har åbent til klokken 23 alle dage og derudover fra klokken 01 til 04 fredag og lørdag. I de fabelagtige burgere finder du 100 procent kød fra fritgående Hereford-kvæg, og den politiske korrekte bøf lægges i en lun, smørristet briochebolle. Burgeren fås i alle verdens tænkelige varianter, endda uden bolle, hvis du skal spare på kalorierne. Ud over fritter og dip kan du også bestille en Ben & Jerry-milkshakes til at skylle hele molevitten ned. Mums!

Østers og snacks på Strandvejen
La Plage Deux, Strandvejen 2, 8000 Aarhus C

La Plage Deux for enden af Jægergårdsgade ned mod havnen er en hyggelig champagne- og cocktailbar, hvor du kan stille den lille sult hen på aftenen med østers, små tapas og diverse snacks. Indretningen er rustik og emmer af god stemning, og der er ingen fine fornemmelser hos folkene bag baren. I glasset kan du naturligvis få bobler og cocktails, ligesom champagnebaren også har vin på menuen. Åbningstiderne er torsdag klokken 17.30 til 23, fredag klokken 17.30 til 02 og lørdag klokken 15 til 02, så La Plage Deux er også det perfekte sted at starte ud, hvis I skal videre i byen eller skal slutte aftenen med et par lækre cocktails.

Cool småretter ved Klosterport
MasVino Vinbodega, Klosterport 4b, 8000 Aarhus C

Hos MasVino finder du masser af vin importeret direkte fra Spanien, lækker charcuterie og en håndfuld simple retter fra grillen til et prisleje på tre retter for 200 kroner. Med andre ord er stedet perfekt til en sen snack til en billig penge. Stemningen på det nystartede sted er lige så cool som den rå indretning, som skyldes, at stedet tidligere var et værksted. Vinbodegaen ligger i det kulturelle hus Grisk, som også huser tattooshop, barber og designerfirmaer, og stedet ejes i øvrigt af folkene bag restauranten Spiselauget på Godsbanen og vinbaren Pica Pica ved Voxhall. Åbningstiderne er torsdag til lørdag 16 til 02.

Mexicanske lækkerier på Mejlgade
Vaca, Mejlgade 17, 8000 Aarhus C

Hos den lille takeaway Vaca i Mejlgade finder du farverig, mexicansk mad i danske råvarers klæder indtil klokken 21 på hverdage og til midnat torsdag, fredag og lørdag. Selv kalder de det fingermad, men lad dig ikke narre, for her finder du både nærende og mættende portioner af velsmagende lækkerier. Mulighederne er mange, og der er noget til enhver smag, hvad enten du er meat-lover eller vegetar. Du får endda lov selv at vælge præcis, hvilke ingredienser du vil have i din mad. Hvis I er friske på det, kan de søde folk bag disken også trylle et par fine cocktails frem til jer.

December 2020

Vinder

Madklubben

Foto: St. Pauls Apothek

6 skarpe restauranter på Frederiksbjerg

GUIDE Bydelen Frederiksbjerg er et af byens gastronomiske kraftcentre, og her er seks skarpe restauranter, du skal besøge.

Der sker ting og sager på det hippe Frederiksbjerg, hvor nye spisesteder popper op på stribe. Inden for kort tid har kultbryggeriet Mikkeller åbnet en ølbar i bydelen bag ved banegården, den københavnske burgerkæde Tommi’s Burger Joint har åbnet en filial, og spisestedet Sårt har gjort sin entré for enden af Jægergårdsgade. Med andre ord er det oplagt at spise sig gennem bydelen, hvis du er blot det mindste gastronomisk interesseret. Her er vores bud på seks restauranter, du tager en Tour de Frederiksbjerg. Velbekomme!

Funky stemning på Frederiks Allé
Restaurant Hærværk, Frederiks Allé 105, 8000 Aarhus C 

Siden Restaurant Hærværk åbnede på Frederiks Allé forrige år, har den to gange fået anerkendelsen Bib Gourmand i den prestigefyldte Michelinguide og indkasseret masser af ros i Børsen, Jyllands-Posten, Gastro og Politiken, der i en anmeldelse kastede fire hjerter til Aarhus og beskrev spisestedet som en “neo-bistro” i stil med de hippe, københavnske restauranter Gorilla og Pluto. De unge ejere Michael Christensen og Rune Lund Sørensen, der blandt andet har gourmettemplet Frederikshøj på CV’et, går kompromisløst til værks og satser benhårdt på ultralokale råvarer fra mindre producenter, naturvin og en ny menu fra dag til dag. Kødet hænger i et stort modningsskab for enden af rummet, og prisen er 450 kroner for fem retter, take it or leave it. Til gengæld får du med garanti noget af den mest funky gastronomi i Aarhus lige nu, fremragende betjening og masser af høj rock’n’roll i højtalerne.

Spisesalon med smuk keramik
Kähler Spisesalon, M.P. Bruuns Gade 33, 8000 Aarhus C

Hos Kähler Spisesalon er maden lige så lækker som indretningen. Ejer Frantz Longi står nemlig også bag keramikbrandet Kähler, og derfor er du omgivet af keramik, hvis du vil indtage et måltid på spisestedet på Frederiksbjerg. Og det vil du! Inspirationen til indretningen kommer angiveligt fra tidligere tiders parisersaloner, der var samlingsstedet for kunstinteresserede, og på keramiktallerknerne kan du opleve pariserstemningen på egen krop i form af både morgenmad, brunch, frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad. Folkene i det åbne køkken er lige skarpe, uanset om de tilbereder delikate smørrebrødsanretninger, elegante kager til kaffen eller den velsmagende aftensmenu, der varierer efter sæsonens råvarer. Tre retter fås for rørende 298 kroner, så du har også råd til også at nappe en vinmenu med tre glas for 229 kroner. Enkel, veltillavet mad for gode penge.

Feel good-stemning på bistroen
Klassisk 65, Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C

På bistroen Klassisk 65 er hyggen og den gode mad i centrum. Med ejer Søren Andreasen ved roret får du god stemning, vellavet mad og personlig service på stedet, der i mange år har tiltrukket alle lige fra studerende på date til kendisser fra Aarhus Teater. Menukortet består primært af klassiske franske retter, der fås a la carte til SU-venlige priser, og masser af lækre vine, som er placeret på reoler rundt om i restauranten. Snup for eksempel escargots i form af snegle med hvidløg og persille eller en terrine af foie gras til forret, bistroens berømte flamberede peberbøf eller tatar med salat og fritter til hovedret og en creme bruleé eller crêpes suzette til dessert. Voila! Som en fancy detalje flamberes både peberbøf og crepe suzette ved bordet, hvilket altid sætter liv i stemningen. Klassisk 65 vandt sidste år prisen for årets feel good-oplevelse i spiseguiden White Guide og har i øvrigt en en søsterrestaurant i form af Klassisk Fisk på Nørregade.

Michelin-fortolkninger på Bruunsgade
Nordisk Spisehus, M.P. Bruuns Gade 31

”Idérig, velsmagende og godt sammensat med en servering, der var nærværende, kompetent og begavet”, skrev Jyllands-Posten i en anmeldelse af Frederiksbjergs gastronomiske spydspids Nordisk Spisehus, og avisen står ikke alene. De gode anmeldelser har stået i kø, siden restauranten åbnede for år tilbage, og stedet er et must, hvis du vil spise dig igennem bydelen. Trods ”nordisk” i navnet har restauranten de seneste år kørt et aftenkoncept, hvor retter fra Michelin-restauranter verden over fortolkes af køkkencheferne Jacob Freitag og Kasper Pelle Christensen, og serveringerne sidder lige i skabet. Dertil kommer, at indretningen er lige så behagelig, som servicen er professionel. Alt afhængig af sult og økonomisk formåen kan du investere i en 3 eller 5 retters menu til henholdsvis 499 og 699 kroner eller en tastingmenu med 9 serveringer for 899 kroner. Stedet byder også på frokost, og menuen er lige nu blandt andet inspireret af restauranten Mirazur i Sydfrankrig.

Lindring på apoteket
St. Pauls Apothek, Jægergårdsgade 76, 8000 Aarhus C 

I den ældgamle apotekerbygning på Jægergårdsgade huserer cocktailrestauranten St. Pauls Apothek, som byder på en lindrende blanding af knivskarp gastronomi og velkomponerede cocktails i de renoverende lokaler. Køkkenchef Krestian Nilson med en fortid på restauranten De To Have i Skagen svinger grydeskeen i køkkenet og sikrer kvalitet og velsvag på tallerkenerne, mens bartenderne med ejer Hasse Bank Johansen i spidsen tryller bag baren. Passionen for spiritus er stor på stedet, og kendskabet til cocktails og historierne om de forskellige typer drinks kan gøre enhver til spiritusentusiast. Skal du være sikker på at få det hele med, anbefaler vi menuen Apothekeren med en champagnecocktail og tre retter med tilhørende cocktails for 645 kroner. Hasse Bank Johansen har vundet eller været finalist i cocktailmesterskaber i Stockholm, Berlin, London, Singapore og Paris.

Hjemmelavede delikatesser på Jægergårdsgade
Sårt, Jægergårdsgade 6, 8000 Aarhus C

”Sårt” er den aarhusianske måde at udtale sort på, og hvorfra navnet stammer fra, står hen i det uvisse. Til gengæld er det sikkert, at lækkerierne hos byens nye deli på Frederiksbjerg både er hjemmelavede og lavet af lokale råvarer. Bag stedet står folk fra den tidligere Delien i Jægergårdsgade, Restaurant Hærværk på Frederiks Allé og den økologiske gård Troldgården syd for Aarhus. Tilsammen tryller de med sæsonens råvarer fra sæsonen og laver alt fra pølse til pasta fra bunden. På menuen finder du charcuteri, ost, grønsagsretter, pastaretter og pølse, som koster fra 100 til 150 kroner per mand, hvis du spiser på stedet. Med andre ord kan man købe lidt af hvert til deling og spise sig mæt for højst 150 kroner per person. Er I mere ambitiøse, kan I også bestille en større anretning under navnet “Blandet landhandel” til 350 kroner. Haps!

“Jeg er mere end tosset med croissanter, og der er efterhånden flere steder i byen, der bager en virkelig god version af den franske fristelse.”

Louise Sejr Højmark, Redaktør

Redaktionens hotspots – Nicolai

FAVORITTER Nicolai fra redaktionen fortæller om sine gastronomiske hotspots i Aarhus lige nu.

Kort om dig
Mit navn er Nicolai Aarkrog, jeg er 24 år og har været med til at starte Smag Aarhus. Jeg er en kæmpe madnørd og interesserer mig for alt fra pasta til kål til bearnaise. Ligeså tosset som jeg er med at spise ude, er jeg med selv at kokkerere.

Yndlingsspise?
Kan man godt kun have én yndlingsspise? Jeg kan i hvert fald ikke, men hvis jeg nu skulle vælge, så er jeg kæmpe tilhænger af bøf bearnaise. Her kommer vi ikke uden om restauranten Retour Steak ved banegården, der laver en virkelig fornuftig omgang af slagen til en god pris.

Favorit-takeaway?
Det kommer meget an på hvilken lejlighed og hvilket selskab, men Kowloon på Banegårdsgade plejer altid at være god for en enorm portion thaimad. De har godt nok et menukort med så mange retter, at jeg er stoppet med at tælle, men jeg har rigtig god erfaring med deres panang-karry, der er godt krydret. Der er altid mange mennesker der står og venter på mad, så forbered dig på at stå tæt halvvejs ude af restauranten, når du skal hente mad. Men det viser jo blot, at stedet er meget populært.

Bedste kaffebar?
Når den står på kaffehygge, så nyder jeg at hoppe forbi Street Coffee på Jægergårdsgade for at drikke en god flat white. Man kan hurtigt falde i staver, når man sidder i vinduet og kigger ud på livet på en af byens mest hyggelige gader.

Hvorhen med vennerne?
Sidste gang jeg var ude at spise med vennerne, var til kebabfest hos den kombinerede deli og restaurant Sårt på Jærgergårdsgade. Vi spiste os mætte i lammekebabs med alverdens forskelligt lækkert tilbehør. På Sårt er der en uhøjtidelig og mangfoldelig stemning, som man ikke kan andet, end at være fan af. PS: De har noget rasende godt charcuteri!

Byens bedste brunch?
Det er for lang tid siden, men Varnas søndagsbrunch er uden tvivl i toppen af denne kategori. Der kan man få alt hvad hjertet begærer, også andre ting end den klassiske æg og bacon. At maden er i den gode ende af skalaen er en ting, men selve området i Marselisborg Skov, hvor restauranten ligger, er uden sammenligning den flotteste i Aarhus.

Fyraftensøl – hvorhen?
Jeg er blevet stor tilhænger af ølbaren Fermentoren på Nørregade, der byder på øl i alle afskygninger. Der står rigtig flinke folk bag baren, og det er muligt at smage på de forskellige øl, før du bestiller. I like! Der er desuden en hyggelig og uformel stemning, om man så bare skal have en enkelt fadøl, eller om der er andre boller på suppen. I øvrigt serverer de også kaffe fra kaffebaren La Cabra, hvilket giver store pluspoint herfra.

Bedste tømmermandsmad?
Det er svært at komme uden om The Burger Shack, der trækker roser til sig fra alle ender og kanter disse dage. De laver en tilpas greasy burger, hvor der ikke bliver sparet på baconen, når man bestiller en bacon chease. Thumbs up! Når ja, så skader det heller ikke, at der er parmesan på fritterne. Haps.

Mest oversete sted?
Det mest oversete sted i Aarhus er for mig Sino Sushi, hvor jeg mange gange har fået frisk sushi til en rigtig god pris. Sino Sushi ligger på et lille hyggeligt hjørne på Frederiks Allé, og man føler sig altid velkommen.

Største savn på madfronten?
Det er mig en gåde, hvorfor Aarhus ikke har en virkelig autentisk og lækker indisk restaurant. Indisk mad er virkelig lækkert, og et naanbrød bagt i en rigtig tandoorovn må være en hver gluten-elskers drøm. I andre storbyer er der indiske restauranter, hvor man får retterne serveret i små skåle med fyrfadslys under, hvor man deler retterne imellem sig. Det er social dining lige efter min bog. Det gode ved indisk er, at man kan få noget rigtig stærk mad, men også mange forskellige retter, som jeg i hvert fald ikke spiser til daglig.

Bedste gastro-oplevelse i Aarhus?
Frederikshøj, Gastromé eller Restaurant Koch. Tænke, tænke. Frederikshøj trækker det længste strå denne gang. Begge mine besøg på Michelin-restauranten har været uovertrufne, og der er ikke en finger at sætte på hverken smag eller service. Det var servinger i verdensklasse bestående af alt fra kammuslinger til foie gras til blodappelsin. Alle tre steder har min største anbefaling.

Januar 2021

Optællingen er i gang

Tilmed vores nyhedsbrev

Mikkel Laursen er ikke længere køkkenchef hos Restaurant MellemRum. Foto: Restaurant Mellemrum.

Aarhus-kokke: Her er vores bedste måltid nogensinde

Fire Aarhus-kokke afslører her deres bedste måltid nogensinde:

Personlighed og nærvær på Søllerød Kro
Køkkenchef Mikkel Laursen, Restaurant Mellemrum, Årets Kok 2016

“Vi er en del år tilbage i 2010, mens jeg stadig var elev, hvor vi var en tur på Søllerød Kro med mit arbejde. Det var en vanvittig god aften, hvor alt sad i skabet. Vin, mad, og især Jan Restorffs arbejde på tjenersiden var top. Vi følte helt, at vi sad i hans egen stue, så personligt og nærværende var hans arbejde i restauranten. Respekt!”

Pebersyltet foie gras på terrassen
Ejer René Mammen, Restaurant Substans

“Det var hjemme hos Jens Vestergaard (daværende ejer af Ensemble, red.), dengang jeg arbejdede på restauranten Ensemble i København. Han lavede en sommerafslutning på sin terrasse for os. Det er ubestridt det bedste måltid, jeg nogensinde har fået. Han havde blandt andet pebersyltet en hel foie gras og stegt den med grønne tomater, og vi fik grillede hummere med grillet kål. Det var sådan set ikke så avanceret, men han er bare en usandsynligt god kok med en unik tilgang til råvarerne, og det var for 12 år siden. Dengang var et spidskål bare et spidskål, men det var det ikke for Jens. Og selskabet, selvfølgelig, og så på en juniaften, hvor vejret var godt – det var storartet.”

Overdådighed i Barcelona
Køkkenchef Jacob Freitag, Nordisk Spisehus

“Det bedste måltid i mit liv fik jeg den 10. oktober 2010 i Barcelona på restauranten Roca Moo, der ligger på Hotel Omm. Jeg var heldig at komme af sted sammen med to andre på en inspirationstur og seminar, som blev holdt af kokke fra den nu lukkede spanske toprestaurant El Bulli, der tidligere har været kåret som den bedste i verden. Middagen var overdådig, og betjeningen var fantastisk. Samlet set var det en stor oplevelse.”

Michelinoplevelse i London
Medejer Søren Jacobsen, Restaurant Gastromé

“Det var for nyligt på en personaletur til London. Her var vi på den Michelin-kronede Brasserie Chauveau i den centrale del af byen, og jeg fik her en lækker cassolette med blandt andet confiteret and, braiseret flæsk, pølse, bønner og tomat. En totalt klassisk ret, men selve smagsoplevelsen var helt i top!”

Foto: S’vinbar.

8 vinbarer du skal prøve i Aarhus

GUIDE Lyst til et godt glas vin? Her er 8 fortrinlige vinbarer i Aarhus.

Du har lyst til et glas vin efter en hård uge, men hvor skal du gå hen? Mulighederne er efterhånden mange i den østjyske hovedstad, hvor vinbarerne er poppet op på stribe de seneste par år. Her er vores bud på otte gode vinbarer, du skal besøge.

Sabina styrer på Klostergade
S’vinbar, Klostergade 62, 8000 Aarhus C

Når det handler om vinbarer i Aarhus, er der ingen vej udenom S’vinbar på hjørnet af Klostergade og Gl. Munkegade. Stedet er startet af den tidligere sommelier på Restaurant ET Sabina Drachmann Sunne, og hun har på kort tid formået at skabe en stemningsfyldt vinbar, der tiltrækker både studerende, erhvervsfolk og turister. Sabina Drachmann Sunne er en knivskarp vinekspert, der efter eget udsagn er fan af ærlig vin, som ikke er plastret ind i fad eller smager som bordeaux, hvis det kommer fra USA. Vinene kommer blandt andet fra mindre vinhuse i lande som Georgien og Østrig, og Sabina og hendes kolleger er gode til at udfordre kunderne til at prøve nye oplevelser. Men du kan naturligvis også sætte tænderne i et glas klassisk Barolo eller Barbera d’Alba, hvis du er mere til dét. Sabina og Co byder gerne på lidt snacks til vinen, hvis den lille sult skal stilles.

Veltempereret bourgogne i Borggade
Vincaféen, Borggade 14, 8000 Aarhus C

Den lille vincafé i den upcoming Borggade er ubetinget et af byens hyggeligste steder at fundere over livet, døden og de store spørgsmål over et stort glas veltempereret bourgogne. De ukurante træmøbler og de sorte kridttavler fungerer fortrinligt i det rustikke lokale, som tidligere har huset en butik med festartikler. Vinbaren er lillebror til Løves Bogcafé på Nørregade, og ambitionen er ifølge stifter Kenny Brandt at skabe et sted med rendyrket fokus på vin og mad. Sidstnævnte er i den traditionelle ost-pølse-og-dyppelse-med-brød-kategori, og vinene på det omfangsrige kort kommer primært fra Europa. Prøv en af de tyske vine fra Weingut Darting eller Weingut Petri, hvis du er klar på en tur uden for komfortzonen. Bonusinfo: Den bogelskende Kenny har læst idéhistorie på universitetet – ingen snak om brødløse humanistiske uddannelser her.

Spanske vibes ved Voxhall
Pica Pica, Vester Allé 15, 8000 Aarhus C

“Pica pica” betyder angiveligt små hapsere på catalansk, og hapsere er der masser af på den spanskinspirerede vinbodega Pica Pica bag spillestedet Voxhall. Men der er også masser af god vin på det hyggelige sted, der åbnede sidste år i lokalerne, som tidligere husede rawfoodcaféen Råbar. Størstedelen af vinene kommer fra Spanien, og hapserne dækker over hjemmebagt brød, oste, pølser, tapenader eller oliven. Det er superhyggeligt at sidde indenfor på vinbodegaen, der er indrettet i rustik stil med ældre træmøbler og vinreoler på væggene, men de udendørs pallemøbler ned mod åen gør sig også ganske godt i eftermiddagssolen, hvis vejret er til det. En fin detalje er, at der ofte er lækker livejazz i vinbaren, som også i øvrigt byder på spansk øl, hvis nogle i selskabet er mere til dét. Stedet ejes af folkene bag caféen Spiselauget på Godsbanen.

Gå planken ud på Fredens Torv
Plan B, Fredens Torv 2, 8000 Aarhus C

iPhones og iPads blev i starten af året skiftet ud med chardonnay og sauvignon blanc, da den hyggelige vinbar Plan B åbnede i den gamle Apple-butik på Fredens Torv. Bag vinbaren står fem vinentusiaster, der importerer hovedparten af vinen selv og supplerer op med vin fra lokale vinimportører. Du kan vælge mellem mere end 40 vine fra hele verden på glas, som du kan nyde i de stilfuldt indrettede lokaler. Derudover kan du smage en række sjældne vine på flaske, som dog kræver, at du har den store pengepung med. Hvis sulten nager, kan du sætte tænderne i en række fine tapas med skinke, ost og andre lækkerier. Prisniveauet starter ved blot 40 kroner for dagens glas fra Argentina, og hver måned serveres tre nye hvide eller røde vine på en planke. Fun fact: Vinbaren har et såkaldt vandingshul i form af en vintønde, hvor du kan betjene dig selv med koldt vand.

Vintønder og vildmarksbad på havnen
Vindanmark, Kystpromenaden 2, Aarhus C

Den kombinerede vinbar og vinbutik Vindanmark lukker desværre allerede klokken 21 torsdag, fredag og lørdag, men det er også det eneste negative, man kan sige om stedet. Vindanmark ligger få meter fra vandet på Aarhus Havn og er med sit rå murstenslook, urbane indretning og udendørs pallemøbler en sublim location til indtage gode druer i glasset. Setup’et er fantastisk: Om sommeren dypper du tæerne i vandet foran butikken med en kølig chardonnay, mens du i vinterhalvåret konverserer de øvrige kunder indenfor ved vintønderne. For nylig har vinbaren tilmed fået en vildmarkedsbad, hvor du kan sidde i vandet og nyde udsigten over havnen med en cool cabernet i hånden. Vores favoritter er spanieren Alma Vieja og italieneren Ungrera Cannonau, men de engagerede folk bag disken frister dig gerne med alt, hvad Bacchus begærer.

Solskin og tapas på Klostertorvet
D’vinos, Klostertorvet 4, 8000 Aarhus C

Den klassiske kombination af vin og tapas er i høj kurs, og derfor overrasker det ikke, at indtil flere vin- og tapasbarer er åbnet i det aarhusianske i den senere tid. En af de seneste er D’vinos, der har en skøn beliggenhed midt på det solbeskinnede Klostertorvet. Vinbaren byder på en række vine fra hovedsageligt Spanien i glasset, mens du på tallerkenerne kan sætte tænderne i en lang række tapas med inspiration fra hele verden. Et stort plus er, at du både kan nyde godterne indenfor i lækre designermøbler og udenfor på torvet, hvis vejret er til det. Retterne fås fra 89 kroner stykket, og er du frisk på lidt af det hele, fås en såkaldt gourmetmenu for 395 kroner. Ejeren Amir Mirakhori har tidligere haft sin gang som køkkenchef på den stemningsfyldte bistro Klassisk 65 på Jægergårdsgade, og du kan også købe vinene på vinbarens website, hvis du vil prøve dem derhjemme.

Cool berlinerstemning i baggården
MasVino, Klosterport 4B, 8000 Aarhus C

I et gammel værksted godt skjult i en baggård i festgaden Klostergade har den såkaldte vinbodega MasVino for nylig slået dørene op, og den er et besøg værd, hvis du er til god vin i en cool setting. Her er absolut ingen hvide duge og fine krystalglas, men derimod rå stemning og funky indretning for alle pengene. Med sin uformelle atmosfære virker stedet nærmest som taget ud af Berlin, men vinene kommer faktisk fra Spanien og er importeret selv af ejerne, der også står bag søsterbaren Pica Pica. På menukortet er også en række spanske tapasretter, som du kan indtage udenfor ved vintønderne i gården eller indenfor i det lille lokale, der har beholdt værkstedsstilen med fliser på væggene, kasser langs væggene og en stor kran (!) i loftet. Vinbodegaen eer sammen med en tattooshop, barber og designfirma en del af det hippe galleri Grisk, der holder til i baggården.

Promiller i blodet på Frederiksbjerg
SmagFørst, Jægergårdsgade 32, 8000 Aarhus C

På den kombinerede vinbar og vinbutik SmagFørst i Jægergårdsgade er der ingen smalle steder. Vinbaren har åbent fredag og lørdag kl. 15-01 og opstår i al enkelhed ved, at der flyttes nogle borde og stole ind midt i butikken. Vupti! Ejer Morten Stahl Pedersen og hans håndgangne mænd er ikke just karrige med udskænkningerne, så en tur på vinbaren ender let med promiller i blodet. Vinkortet kommer hele verden rundt, men stilmæssigt har folkene bag disken en vis fascination af oversøiske vinbamser med crazy-vulgære navne og kitschy etiketter. Dead Letter Office eller Rock Lobster, anyone? Der serveres ikke mad, men det er muligt selv at medbringe, oplagt fra delien Sårt lidt længere nede ad Jægergårdsgade. Siden åbningen af butikken i 2009 har SmagFørst udvidet med filialer på Trøjborg og i København.

December 2020

Vinder

Madklubben

Foto: Aarhus Festuge

9 must-eats i Aarhus Festuge

GUIDE Vi har fundet 9 must-eats i Aarhus Festuge, som du skal kigge forbi i år.

Streetfood, vinbarer og madmarkeder. Aarhus Festuge handler ikke kun om kunst og kultur, men er også et brag af en gastronomisk fest. I år ruller festugen ud fra den 26. august til den 4. september, og vi har her lavet en guide til de 9 fede madoplevelser i løbet af ugen. NB: Vi har naturligvis ikke glemt Food Festival, som du får en særskilt guide til i næste uge.

Lammekebab i Jægergårdsgade
Sårt, Jægergårdsgade 6, 8000 Aarhus C

Kebab hører ikke kun hjemme nede hos din lokale shawarmapusher. Lørdag den 27. august er der lammekebab-fest hos den kombinerede deli og restaurant Sårt i Jægergårdsgade, og alle kan være med, når de cool fyre bag disken serveret lam i stride strømme på fade til SU-venlige priser i en uformel stemning. Du kan få specielle festugepriser på vin, kolde øko-øl, sjusser og punch, og så er der naturligvis livemusik, så du kan svinge hele aftenen.

Aperol Sprizt på ny vinbar
Passione by Marcello, Borggade 10, Aarhus C

Den italienske delikatessebutik Passione by Marcello i Borggade udvider med en hyggelig vinbar, som passende slår dørene op lige til festugen. Lørdag den 27. august fra kl. 11-16 holder Latinerkvarterets nye vinhimmel reception, hvor du kan smage den populære italienske aperitif Aperol Spritz og drømme dig væk til Italien. Torsdag den 1. september byder ejeren Marcello desuden på gratis Aperol Spritz efter kl. 18. What’s not to like?

Madmarked under broen
Mad & Sensommermarked, Kalkværksvej 9, 8000 Aarhus C

Den 26-28. august slår Kødbyens Mad & Marked igen dørene op for et storstilet streetfoodmarked ved Kulbroen på Sydhavnen. Navnet er Mad & Sensommermarked, og hele 30 madboder vil kæmpe om at servere det lækreste streetfood for aarhusianerne. Søndag er der grøntmarked i forbindelse med markedet, hvor du kan købe friske grøntsager og grønne planter, og fredag står programmet desuden på ægte grisefest med helstegt pattegris og spandevis af sangria. Salud!

Gourmetlækkerier til gode priser
Forsmag på Gadeplan, 7 restauranter, Aarhus C

Er det småt med finanserne? Så skal du til Forsmag på Gadeplan, hvor syv af byens kendte spisesteder åbner dørene for madoplevelser til en flad hundredekroneseddel. Det op til dig, hvor mange restauranter du vil besøge og i hvilken rækkefølge, og restauranterne er Klassisk Fisk, vinbaren Plan B, en popup-restaurant i Salling Super, Dauphine, Foodfein, Sårt og Klassisk 65. Retterne betales på restauranterne, og du skal være opmærksom på, at det ikke er muligt at bestille bord.

Streetfood i de gamle busgarager
Aarhus Street Food, Ny Banegårdsgade 46, 8000 Aarhus C

I fredags åbnede det længe ventede Aarhus Street Food i den gamle garage ved Rutebilstationen i Aarhus, og festugen er en oplagt anledning til at kigge forbi. Stedet er allerede meget populært, og vi anbefaler at kigge forbi og nyde den laidback stemning i hallen til en kop kaffe, en autentisk pizza, en kinesisk bao, en dansk flæskestegs- og frikadellesandwich eller måske en gang mexicansk streetfood. Alle standene har fornuftige priser, og al maden laves fra bunden.

Burning Kitchen på Godsbanen
Burning Kitchen, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C

Er penge små i festugen, så er der mulighed for at lave din egen pizza, bage brød eller grille en kylling sammen med andre aarhusianere. Det sker på Burning Kitchen, der holder til på Godsbanen og er åben for alle. Det er gratis at benytte køkkenet, men du skal selv medbringe mad, køkkengrej og optænding. Brænde til det store lerkomfur står Burning Kitchen for. Hvis vejret er godt, så kom forbi og nyd madlavningen og en fed stemning i det fri sammen med andre festglade amatørkokke.

Foodtrucks ved Ridehuset
Officersmessen, Vester Allé 1, 8000 Aarhus C

Officerspladsen ved Ridehuset vil fra den 26. august til den 4. september være omdannet til et overdækket madmekka, som vil bugne af gademad og streetfood serveret fra foodtrucks. Du kan sætte tænderne i en stribe forskellige lækkerier, som strækker sig lige fra syrisk mad og mexicansk kogekunst til klassiske fish ’n chips og en god gang dellesandwich. Den kendte fiskerestaurant Mefisto har desuden også en stand på pladsen.

Festival med mad på havnen
Kulbroen Festival, Kalkværksvej 9, 8000 Aarhus C

Fra den 1-3. september kan ildsjælene bag Kulbroen præsentere Kulbroens Festival, som foregår på havneområdet ved Sydhavnen. Kulbroen vil efter eget udsagn skabe en ny aarhusiansk festival, der fungerer som et pusterum i festugen med superlækker mad, en toptunet bar og DJ’s. Og det lyder jo mildest talt lokkende, ikke? Priserne ligger på rørende 50 kroner for 1 dag og 100 kroner for 3 dage, og billetter kan købes hos Tank Shop i Mejlgade 48A.

Lækker gademad på Klostertorvet
Cluster Square, Klostertorvet, Aarhus C

Den traditionelle CanBlau-scene på Klostertorvet er passé, men derfor skal du stradig kigge forbi det hyggelige torv i festugen. I år kan du opleve Cluster Square, hvor Aarhus-restauranten Frederiksgade 42 og den københavnske restaurant Madklubben ruller deres mobile køkkener ind på torvet og skaber en popup-restaurant. Du kan sætte tænderne i retter som braiseret økolam, delevenlige grøntsagsretter og kålsalater, og alt foregår naturligvis til fed musik. Frederiksgade 24 har åbent fra 26/8-3/9, og Madklubben har åbent fra 1/9-3/9.

Foto: Ren og Stærk

5 glutenfrie spisesteder i Aarhus

GUIDE Har du det også svært med gluten? Så er her 5 glutenfrie spisesteder i Aarhus.  

Mange har af den ene eller grund det svært med gluten, der som bekendt findes i ikke mindst kornprodukter. Derfor kan det umiddelbart være svært at spise ude eller få lækker takeaway. Heldigvis er der i Aarhus en god håndfuld restauranter og takeaways, der tager særlige hensyn til glutenallergikere og folk med glutenintolerans. Vi har fundet 5 skønne spisesteder i Aarhus med glutenfri gastronomi på menuen. NB: Du må også gerne spise med, selvom du godt kan tåle gluten :-).

Til den fitness-glade
Ren & Stærk, Mejlgade 51D, 8000 Aarhus C

Takeawaystedet Ren & Stærk på Mejlgade markedsfører sig med vitalitet, mad lavet fra bunden og brug af sunde, lokale råvarer. Og det er i dén grad et besøg værd, hvis du har det svært med gluten. Takeawayen er placeret lige rundt om hjørnet fra havnens crossfitsteder, hvilket giver god mening, fordi mange af retterne fokuserer på proteiner. Ren & Stærks menukort er stramt opbygget med få retter, men alle sanser og behov kan opfyldes på det lille sted, der har mottoet “Sundt skal smage godt”. Vi anbefaler en såkaldt Grøn Gris med spinat, broccoli og chilimandler eller en Cajun Kylling med braisserede grøntsager og stenalderbrød. Og hvis du er lidt lækkersulten bagefter, kan du med god samvittighed bestille en avocadokage eller en ”Gid jeg var en cheesecake” – mums!

Til grøntsagselskeren
Fika, Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C

På den hyggelige café Fika i Jægergårdsgade finder du et mekka af glutenfri retter, der gør stedet perfekt til glutenallergikere. På menuen er både salater, tærter, sandwiches og madpandekager, og den lille café har et såkaldt guldmærke i økologi, hvilket indebærer, at 90-100 procent af råvarerne er økologiske. Store dele af stedets menukort er grøntsagsbaseret, så du kan også sagtens spise dig mæt her i den lette og elegante mad, selvom du er vegetar. Vi anbefaler en af Fikas lækre sandwiches, som alle kan laves med glutenfrit brød – der endda er sprødt – eller en majspandekage med pulled pork. Til maden anbefaler vi en friskpresset juice eller og til de modige en matcha latte lavet på vanilie-soyamælk. Alle retterne kan i øvrigts spises i caféen eller tages med ud i det gode vejr (eller hjem foran Netflix).

Til en nem aftensmad
Chido, Mejlgade 48A, 8000 Aarhus C

Er tiden eller humøret ikke til at spise ude, kan du også tage forbi den mexikanske takeaway Chido på Mejlgade. Stedet, der for nylig har udvidet med en filial på Frederiks Allé, tilbyder lækker meximad til særdeles rimelige priser, og alt fra burritos til quesadillas er en fornøjelse. Har du særlige behov, kan du sammensætte en af Chidos bowls, hvor du får alt det gode fra en burrito, taco eller quesadilla, bare uden pandekagen. En glutenfri anbefaling herfra lyder på Staffs Favourite med feta, majschips og det velsmagende barbacoa, som dækker over Chidos særlige oksekød. Alternativt kan du selv sammensætte sin bowl ud fra princippet pick-and-mix. Nemt og lige til – what’s not to like? Priserne starter ved rørende 52 kroner for burritos, 55 kroner for quesadillas og 58 for bowls, så der er ingen grund til at ringe til bankrådgiveren.

Til byens økologifans
Glad!, Frederiks Allé 127, 8000 Aarhus C

På den populære café Glad! midt på Frederiks Allé er alting økologisk og hjemmelavet, inklusive deres glutenfri boller, som er nogle af de bedste i byen. Med andre ord skal du kigge forbi, hvis du har problemer med gluten og er frisk på et lækkert måltid i uformelle rammer. Cafe Glad laver både morgenmad, brunch og frokost, så her er noget for enhver smag på stedet, som drives af den engagerede ejer Anne-Louise Spang. Maden kan tilpasses appetitten, og stedets salatbar, der betales efter vægt, er særdeles anbefalelsesværdig. Det er brunchen også, og Glad! vandt ikke for ingenting AOA’s pris for Byens Bedste Brunch/Morgenmad forrige år. Er du mere til varm mad, er stedets chili con carne værd at komme igen efter, ligesom du bør smage caféens friskpressede juice.

Til de eksotiske behov
Oishii, Nørregade 42, 8000 Aarhus C

Et af de bedste og sikreste alternativer til glutenholdig mad er sushi, der som bekendt fås i mange kvaliteter og varianter i Aarhus. Her vil vi fremhæve Oishii Sushi på Nørregade, der er et moderne sushisted med running sushi. Det “løbende” koncept indebærer, at du smager en masse forskellige små retter og spiser, til du segner. Prismæssigt kan du vælge en række forskellige menuer lige fra en lille menu med 8 stykker sushi for 68 kroner til party-udgaven med 72 stykker sushi for 680 kroner. På Oishii Sushi udvælger folkene i køkkenet selv deres fisk og bruger kun de såkaldte Nishiki-ris, hvilket sikrer en gennemgående god smag. Hvis ikke du er til sushi, har Oishii i øvrigt også en wok-restaurant i Højbjerg, hvor det sauterede oksekød absolut er turen værd.

“Hvad er bedre end kage? Mange kager i én! Min yndlingskage er derfor selvfølgelig en trøffel. Selvom vi dog kalder det en romkugle i Aalborg, hvor jeg kommer fra…”

Emilie Kristensen-McLachlan, Journalist

Foto: Restaurant Møf

7 must-eats omkring Vestergade

GUIDE Området omkring Vestergade blomstrer, og her er 7 skarpe spisesteder du skal besøge.

Kvarteret omkring Vestergade har tidligere været præget af computerbutikker og traditionelle takeaways, men i de senere er der sket noget af en gastronomisk opblomstring. Den årlige Vestergadefest bliver stadig mere populær, og i dag kan du mæske dig i alt fra gourmetmad til frisk sushi og SU-venlige gryderetter. Vi giver dig her 7 lækre spisesteder at besøge, næste gang du kommer forbi. Velbekomme 🙂

Knivskarp gastronomi på torvet
Restaurant Møf, Vesterport 10, 8000 Aarhus C

På den Michelin-anbefalede Restaurant Møf på Vesterbro Torv kan du opleve fortrinlig New Yorker-stemning og knivskarp gastronomi med afsæt i årstidens råvarer. Og til særdeles rimelige priser, tilmed. Bag den lille restaurant står kokkeparret Kristine Wacher Rødbro og Michell Nielsen, der kører et enkelt koncept med tre forretter, tre hovedretter og tre desserter at vælge imellem. Menuen skifter løbende, og inspirationen kommer fra nær og fjern med fokus på den gode smag og råvarer i topklasse. En treretters menu sammensat af Kristine og Michell kan du få for rørende 325 kroner, og hvis du selv vil vælge, kan du få forretter fra 109 kroner, hovedretter fra 179 kroner og desserter fra 89 kroner. En cool detalje er, at du kan indtage maden i baren, mens du kigger direkte ind i det åbne køkken. God appetit!

Himmelsk sushi og gode råvarer
Sota Sushi Bar, Vestergade 48, Aarhus C

Sota Sushi Bar er en af byens absolut bedste sushirestauranter med høj kvalitet af råvarer, dygtig betjening og minimalistisk indretning. Så med andre ord er restauranten, der sidste år flyttede til større lokaler på den anden side af Vestergade, absolut et besøg værd. Bag stedet står Tam Phan og Son Trinh, der er uddannede fra en californisk sushiskole, og på menukortet finder du alt, hvad det japanske sushikøkken indebærer. En menu til to personer med 12 nigiri, 16 uramaki og 8 kaburi maki koster 420 kroner, så stedet er ikke blandt byens billigste. Til gengæld er sushien imponerende anrettet og særdeles velsmagende, og de gode råvarer kommer virkeligt til deres ret i det velkørende japanske køkken på Vestergade. Eksempelvis finder du på Sota aldrig imiteret krabbekød, men i stedet snow crab i din California Roll. God stil!

Jordnær madbodega med gode øl
Vesterlauget, Vestergade 50, 8000 Aarhus C

Naboen til Sota Sushi Bar er den uformelle madbodega Vesterlauget, hvor menuen står på alt andet end fine fornemmelser og snobberi. De rustikt indrettede lokaler giver plads til alle lige fra studerende til pensionister, og stedet er ikke overraskende fyldt de fleste aftener. Madbodegaen kører med en dagens ret, der varierer over alt fra confit de canard til safranbygotto med braiserede nyretapper, og prisen på 85 kroner er absolut overkommelig. Nu er det jo en bodega, så derfor finder du også mere end 15 slags øl på kortet, ligesom du kan få en håndfuld forskellige sjusser, som det hedder på stedet. Vesterlauget har mulighed for at spise både i baren eller i baglokalet, men her om sommeren anbefaler vi, at du sætter dig udenfor i solen ved langbordet, nyder stemningen i gaden og måske får nye bekendtskaber?

Uformel vinbodega ned til åen
Pica Pica, Vester Allé 15, 8000 Aarhus C

I Spanien betyder Pica Pica angiveligt ”lidt at nippe til”, og hvem elsker ikke små, lækre hapsere med et godt glas vin eller en kold øl? Det kan du få på den spanskinspirerede vinbodega Pica Pica, som ligger godt gemt bag spillestedet Voxhall ud mod Thorvaldsensgade. Stedet ejes af folkene bag Godsbanens restaurant Spiselauget og den nystartede vinbar MasVino i Klostergade, og på menukortet er en stribe spanske vine, spanske øl og naturligvis små tapashapsere med inspiration fra det spanske køkken. Du kan indtage det indenfor ved baren eller på de udendørs pallemøbler ned mod åen, og stedet er perfekt, hvis du skal nyde et glas vin over et let aftenmåltid eller varme op til en god bytur med vennerne. Et plus er i øvrigt, at Pica Pica ofte har livemusik i form af velspillet jazz, der er med til at skabe en supergod stemning.

Overdådig sushi med onsdagsrabat
Karma Sushi, Vestergade 48, 8000 Aarhus C

Restaurantkæden Karma Sushi er efterhånden noget af et sushi-imperium med filialer i Aarhus, Frederikshavn, Aalborg, København. I Aarhus har folkene, der også står bag den mexikanske takeaway Vaca i Latinerkvarteret, senest åbnet en stor restaurant på Frederiksgade. I Vestergade har der imidlertid været en mindre Karma Sushi i nogle år, og her kan du få et bredt udvalg af snacks, forretter, sashimi, maki, nigiri og diverse menuer. Vi anbefaler at gå all in med menuen Signaturen, der er perfekt til 2-4 personer og koster 868 kroner. Menuen byder på lidt af hvert fra kortet og er oplagt, hvis I vil prøve det japanske køkken af. Hvis det er for dyrt for jer, kan I nappe Karma Sushis onsdagsmenu med 24 stykker sushi for 250 kroner eller kigge forbi om mandagen til en Lazy Tuna Monday-menu med 16 stykker sushi for 148 kroner.

Intime tapas på Nørre Allé
Morena Mia, Nørre Allé 98, 8000 Aarhus C

Byens kendte tapasrestauranter CanBlau på Klostertorv og Forlæns & Baglæns på Jægergårdsgade har fået kamp til stregen, efter at den spanske restaurant Morena Mia i starten af året slog dørene op på Nørre Allé med to spaniere ved roret. Ejerne Hector Segura og Vicente Guerrero har tidligere drevet restaurant sammen i Spanien, og her i Aarhus tryller parret med råvarerne i det åbne køkken ud mod den trafikerede Nørre Allé. Både velsmagen og innovationen er i top i den intime restaurant, som har blot 12 siddepladser i de nyrenoverede lokaler. Morena Mia kører både en menu med traditionelle spanske retter og en menu med inspiration fra hele verden, og sidstnævnte byder lige nu på blandt andet ceviche, lakseravioli, limemarinerede tigerrejer ala Caribien og japanskinspireret oksehaleburger. Mums, ikke?

Traditionel italiensk med eget pizzaria
AmoRoma, Vestergade 60, 8000 Aarhus C

Antallet af gode, italienske restauranter i det aarhusianske er ikke just enormt. Heldigvis fik vi sidste år den fortrinlige Restaurant Gäst på Banegårdspladsen, og for nylig har endnu en italiener meldt sin ankomst i form af AmoRoma i Vestergade. Lokalerne husede tidligere Restaurant Stedet, og på menuen er en stribe traditionelle, italienske retter, der ifølge folkene i køkkenet er lavet af både gode og friske råvarer. Stedet er en kombineret restaurant og pizzaria, hvor hver del har sin egen indgang, og bagmændene kommer blandt andet andet fra den fabelagtige, italienske delikatessebutik Il Mercantino i Latinerkvarteret. AmoRoma har åbent både til frokost og om aftenen, ligesom du kan få diverse retter og ikke mindst pizzaer ud af huset. Vi var forbi og spise lige efter åbningen, og det første besøg tegnede ganske godt både på pizza- og pastafronten. Skal du også prøve byens nye italiener?

6 suveræne stjerneskud i Aarhus

GUIDE Her er 6 steder i Aarhus, hvor du kan få det klassiske stjerneskud lavet til perfektion.

Har du først én gang haft fornøjelsen af et klassisk stjerneskud, vil du altid vente på det næste. Et vellavet stjerneskud med kogt fisk, stegt spætte, rejer og rogn på toppen med godt brød i bunden smager fremragende, men hvor finder du det bedste skud i Aarhus? Vi har spist os gennem byens udgaver af den fine frokostret og giver her vores bud på seks gode stjerneskud.

Som i de gode, gamle dage
Raadhuus Kaféen, Sønder Alle 3, 8000 Aarhus C

Med Arne Jacobsens flotte rådhus som nabo ligger institutionen Raadhuus Kaféen centralt placeret i Aarhus. Træd ind af døren, og du blive nærmest slået 100 år tilbage i tiden. Her oser af stemning, og Raadhuus Kaféen er et godt eksempel på, at danske madtraditioner lever i bedste velgående anno 2016. Mere præcist har aarhusianerne siden 1924 kunnet nyde danske, klassiske retter i lokalerne, og selvfølgelig findes der også et stjerneskud på menukortet. Her er ikke sparet på noget, og prisen er 136 kroner per skud. Hvis dit selskab ikke er så meget til havets herligheder, kan I også vælge klassikere som smørrebrød, wienerschnitzel eller en god gang stegt flæsk. Restauranten er i øvrigt meget populær både til frokost og aften, så et godt råd er at bestille bord i god tid.

Lækkerbiskner i Latinerkvarteret
Mefisto, Volden 28, 8000 Aarhus C

Volden i Latinerkvarteret er en af Aarhus’ hyggeligste gader, og mellem tøjbutikkerne finder du fiskerestauranten Mefisto. Her byder menukortet under overskriften ”Mefistos lækkerbiskner” på et fortrinligt stjerneskud, der serveres med et moderne tvist i form af en smagsfuld chilimayo for rimelige 178 kroner. Brugerne på anmeldelsessiden Tripadvisor har stemt Mefisto ind som Aarhus’ bedste fiskerestaurant, og stedet er ikke overraskende ofte er fyldt både til frokost og om aftenen. Med andre ord er det en fordel at bestille bord på spisestedet, der har ligget på adressen siden 1995 og styres af et dygtigt team med indehaver Lars Kyllesbæk i front. Hvis vejret er til det, kan I spise i den hyggelige gårdhave, der er perfekt til både en frokost efter shoppingturen og en aften i gode venners lag.

God service og udsigt over havnen
Europa Mad & Vinbar, Havnegade 28, 8000 Aarhus C

Godt gemt bag åen ud mod Dokk1 ligger Europa Mad & Vinbar, der er en lille perle på den aarhusianske madscene. Stedet har i årevis været skjult bag vejarbejde og byggeri, men mange har alligevel opdaget stedet og valfarter til adressen for at sætte tænderne i de vellavede retter, der især har afsæt i det klassiske danske køkken. Ejerne Karin og Sofus driver mad- og vinbaren med fokus på god service og mad lavet fra bunden, og selvfølgelig har parret også et stjerneskud på menukortet. For 145 kroner får du en lækker udgave af den danske fiskeklassiker, mens du kan nyde udsigten ud mod den spændende forvandling af Aarhus Havn. Som alternativ til stjerneskuddet kan du prøve Europas stegte flæsk, deres burger eller det store udvalg af smørrebrød, der alle sidder lige i skabet.

Fiskeklassikere på byens bistro
Klassisk Fisk, Nørregade 38, 8000 Aarhus C

Søsterrestauranten til den populære bistro Klassisk 65 på Jægergårdsgade bærer navnet Klassisk Fisk og ligger på den travle Nørregade tæt på Nørreport. Restauranten har siden åbningen været stedet at komme for frankofile fiskeelskere, fordi stedet i bedste bistrostil byder velkommen til en fest af fisk og skaldyr med den grandiose fiskeanretning Le Plateau de Fruit de Mer som det absolutte glansnummer. Mindre kan dog også gøre det, og som frokostret kører Klassisk Fisk et lækkert stjerneskud toppet med håndpillede rejer til rørende 125 kroner. Et koldt glas hvidvin klæder ethvert stjerneskud, og Klassisk Fisk har et velassorteret vinkort og hyggelig vinkælder, hvor de søde tjenere med garanti kan finde den rigtige vin til dig. Et godt tip: Husk dankortet, for Klassisk Fisk tager ikke mod kontanter.

Maritim aftensol på havnen
Restauant Seafood, Marselisborg Havnevej 44, 8000 Aarhus C

Med Marselisborg Lystbådehavn som flot kulisse ligger Restaurant Seafood skønt placeret ved vand og skov, hvilket gør den perfekt til en udflugt med lidt godt til ganen. Den kendte fiskerestaurant fik i foråret nye forpagtere i form af Rikke Bertelsen og Søren Mikkelsen, som tidligere har drevet frokost- og selskabsrestauranten Thors Mølle syd for Aarhus, men fisk og skaldyr er stadig det primære på menukortet. Og tak for det. Blandt de mange fristende frokostretter fanges blikket af et klassisk stjerneskud til 178 danske kroner. Prisen er ikke lille, men til gengæld inkluderer den en fantastisk udsigt fra restaurantens terrasse, hvor solen på gode sommerdage skinner hele eftermiddagen og aftenen. Vi anbefaler et glas hvidvin eller en kold øl fra bryggeriet Fur on the side.

Brødrenes klassiske køkken
Frøken Koch, Kystpromenaden 5, 8000 Aarhus Ø

På lystbådehavnen ved Aarhus Ø finder du restauranten Frøken Koch, der fokuserer på det danske køkken. De sønderjyske brødre Michael og Lasse Koch, der også driver spisestedet Det Glade Vanvid og gourmettemplet Restaurant Koch i Aarhus, forstår at levere topkvalitet på tallerkenen, og Frøken Koch var i 2015 den bedst anmeldte restaurant i Østjylland på bookingportalen Dinnerbooking. Inden for det sidste år er menukortet ændret en smule, men stjerneskuddet er der heldigvis ikke lavet om på. Ingredienserne er på klassisk vis fiskefilet, kogt torsk og tusinde øers dressing, og prisen for et sønderjysk stjerneskud er 180 kroner. Hvis vejret er til det, bør du spise på den solrige terrasse, mens du nyder duften af saltvand og lyden af sejlerlivet ved promenaden. Et tip: Prøv citronfromagen til dessert, hvis der er plads.

Redaktionens hotspots – Karoline

FAVORITTER Karoline fra Smag Aarhus-redaktionen fortæller om sine gastronomiske hotspots i Aarhus lige nu.

På Smag Aarhus redaktionen er vi alle madnørder i stor stil. Vi elsker alle at lave mad, spise ude og bruge mad som et samlingspunkt, uanset om det gælder en hurtig burger eller en 12-retters gourmetmiddag. Efter en række forespørgsler starter vi nu en runde artikler, hvor hvert medlem af redaktionen fortæller om sine favoritter lige nu. Vi starter med Karoline 🙂

Kort om dig?
Mit navn er Karoline Drejer-Madsen, jeg er 22 år gammel og studerende på Aarhus Universitet. Jeg er en kæmpe madnørd og bruger (alt for) lang tid på at finde opskrifter, handle ind, forberede, tilberede og anrette hjemmelavet mad. Jeg kan også nemt bruge flere timer på at researche, inden jeg skal ud og spise i byen.

Yndlingsspise?
Jeg er en sucker for sushi, og jeg kan ikke få nok af frisk, rå fisk dyppet i soya og wasabi. Derfor er jeg ret stor fan af ”all you can eat”-konceptet, som hersker hos Saichi Sushi på Jægergårdsgade og Oishii Sushi på Nørregade i form af running sushi.

Favorit-takeaway?
Efter at den mexikanske takeaway Chido har startet en filial på Frederiksbjerg, hvor jeg bor, er jeg faldet for deres ”Taco Tuesday” med fire tacos for 60 kroner og de klassiske burritos, hvor der på ingen måde er sparet på fyldet. Begge dele er friske og lækre, og de har en god balance mellem sund og nærende og tilpas snasket.

Bedste kaffebar?
Jeg er ikke den store koffein-junkie, men skal der en god kaffe i koppen, er kaffebaren Great Coffee i Klostergade mit foretrukne sted. På en varm sommerdag er deres iskaffe helt kanon!

Hvorhen med vennerne?
Jeg var for nylig med redaktionen på restauranten FF ved åen, hvor vi fik rigtig god og lækker delemad. Jeg er vild med konceptet, indretningen og maden generelt. Det er en god måde at få prøvet mange forskellige retter på, uden at det koster det hvide. Næste gang jeg skal på FF, skal jeg helt klart prøve et par af deres cocktails!

Byens bedste brunch?
Jeg vil gerne slå et slag for restauranterne Sjette Frederiks Kro i Risskov og Langhoff & Juul på Guldsmedegade. På Sjette Frederiks Kro kan man i weekenden få en såkaldte ”kronch” til 250 kroner, hvor man får adgang til et tag-selv-bord, som indeholder ALT, hvad hjertet begærer, og så endda i høj kvalitet. Prisen er en smule pebret, især hvis man er på SU, men det er til gengæld inklusiv al den juice, kaffe, te og ingefærshots, man kan få ned. På Langhoff & Juul får man for 198 kroner en god, gedigen brunch med kaffe og en kold drik. Her er det meste økologisk, og det hele er veltilberedt. Begge koncepter er meget anbefalelsesværdige, hvis man er træt af klassisk brunch ved åen, hvor priserne også let render op.

Fyraftensøl – hvorhen?
For en fyraftensøl tager jeg gerne på den forholdsvis nyåbnede Mikkeller Bar på Jægergårdsgade, hvor man kan få lækre kvalitetsøl, god service og mulighed for at prøvesmage varianterne, før man beslutter sig for, hvilken type man vil have. På vinfronten er jeg glad for vinhandlen Smag Først på samme gade, hvor der også er god service, et bredt udvalg og mulighed for at smage på vinene, inden de købes med hjem.

Bedste tømmermandsmad?
Helt sikkert på den nystartede burgerjoint The Burger Shack på Frederiksgade, hvor man finder Aarhus’ bedste burger! Bollen er blød, bøffen er medium rare, der er tilpas med grønt og godt med dressing. Derudover har de lækre fritter, som er en vigtig del af burgeroplevelsen, med urter og parmesan. Mums! Derudover er det fedt, at de som en af de eneste burgerbarer i Aarhus har bare en smule økologi og dyrevelfærd på menuen.

Mest oversete sted?
Den lille VW Café på Thorvaldsensgade må være mit bud på en ukendt perle, selvom den efterhånden er blevet ganske populær. Til trods for populariteten formår de at holde konceptet med det simple og sunde udvalg i en cool og intim café. Jeg prøvede for nylig deres salat, som jeg klart kan anbefale!

Største savn på madfronten?
Jeg savner noget mere gennemskuelig, økologisk og hjemmelavet takeaway. Hvor spisestedet kender ingredienserne i komponenterne i maden, fordi de enten er hjemmelavede, hjemmedyrkede eller leveret fra et sted, hvor råvarerne er i orden. Mere ”pureness” og færre tilsætnings- og giftstoffer, tak! Jeg ser også gerne mere økologi, selvom udvalget synes støt stigende. Derudover er det som studerende altid rart med studievenlige priser både på takeaway og restaurantbesøg, eksempelvis i form af en dag om ugen med en bestemt menu. Jeg håber også, at vi får flere restauranter som FF og Frederiksgade 42 med social dining, deleretter og muligheden for at prøve lidt af det hele.

Bedste gastro-oplevelse i Aarhus?
Som studerende kan budgettet ikke klare de helt dyre gourmetoplevelser endnu. Til gengæld fik jeg en overdådig menu på Karma Sushi i Vestergade med min kæreste i vinters, hvor vi gik all in på deres Signatur Menu. Her fik vi misosuppe, laksesashimi med trøffel og lakseæg, tempurasalat, flækket kogt kongekrappe, Baerii-kaviar og et lækkert udvalg af diverse nigiri og maki. Jeg kan nogle gange godt længes efter Sticks & Sushi i København, men Karma Sushi kommer tæt på.

Hvad er dine favoritter? Skriv til os på info@smagaarhus.dk eller tag dine madoplevelser med #smagaarhus.

Vidste du, at

Smag Aarhus hver måned uddeler Smag Prisen inden for en bestemt kategori? Det er udelukkende læserne, der bestemmer hvem der skal nomineres, og hvem der skal løbe med sejren i den endelige afstemning.

Mejeriet i Mårslet er prenomineret til prisen som Årets Restaurant i Den Danske Spiseguide. Foto: Restaurant Mejeriet.

6 nye spisesteder du skal tjekke ud

GUIDE Gastronomien spirer i det aarhusianske, og stadig flere restauranter skyder op. Her er 6 nye spisesteder, du skal tjekke ud.

Aarhus er efterhånden ved at udvikle sig til et mekka af lækre spisesteder, hvor du kan få alt fra topgourmet til håndholdte burgere. Nye restauranter dukker op hele tiden, men det kan være svært at holde styr på alle nyhederne. Trænger du til et overblik over, hvilke nye steder du skal besøge, guider vi dig her til 6 steder af slagsen.

Gourmetstil i topklasse syd for Aarhus
Restaurant Mejeriet, Bedervej 101, 8320 Mårslet

Sommerens ubetinget største restaurantåbning stod de erfarne kokke Allan Poulsen og Martin Lemvig for, da de den 9. juni slog dørene op for Restaurant Mejeriet på ridesportscentret Vilhelmsborg syd for Aarhus. Allan Poulsen har tidligere været køkkenchef på Michelin-restauranterne Bagatelle i Oslo og Henne Kirkeby Kro, og Martin Lemvig har tidligere drevet restauranten Prins Ferdinand og været medejer af MASH. På Mejeriet fortsætter duoen gourmetstilen og tilbyder 8 serveringer for 796 kroner og en vinmenu for 795 kroner. Med mindre du da går all in på ”En Aften På Mejeriet”, der dækker over champagne og snacks, caviar, menu, vin, kaffe og sødt til 1.995 kroner. For at det ikke skal være løgn, har sommelier Tim Funder tidligere været på Noma, så vinen fejler heller ikke noget. Michelin-stjerne coming up?

Bøf og bearnaise på Banegårdspladsen
Retour Steak, Banegårdspladsen 4, 8000 Aarhus C

Den københavnske bearnaise-konge Rasmus Oubæk rykkede i foråret sit voksende imperium af steak-restauranter til det aarhusianske, hvor han åbnede bistroen Retour Steak i lokalerne, som tidligere husede TGV Café ved banegården. Har du ikke prøvet den hippe newcomer endnu, er det med at komme afsted. På tallerkenen kan du eksempelvis få Black Angus-kvæg fra Uruguay og krogmodnet steaks af sortbrogede kvæg fra Varde, som du kan sætte tænderne i med lokale grøntsager, konge-bearnaise og fritter i bedste stil. En 350 grams dansk krogmodnet ribeyesteak med pommes frites og bearnaise fås til 350 kroner, og vine fås fra 300 kroner til 1.600 kroner flasken. Skal du videre i byen, kan du passende slutte af med en af de frække cocktails med lækre ingredienser fra blot 85 kroner. What’s not to like?

Hjemmelavede delikatesser på Jægergårdsgade
Sårt, Jægergårdsgade 6, 8000 Aarhus C

”Sårt” er den aarhusianske måde at udtale sort på, og hvorfra navnet stammer fra, står hen i det uvisse. Til gengæld er det sikkert, at lækkerierne hos byens nye deli på Frederiksbjerg både er hjemmelavede og lavet af lokale råvarer. Bag stedet står folk fra den tidligere Delien i Jægergårdsgade, Restaurant Hærværk på Frederiks Allé og den økologiske gård Troldgården syd for Aarhus. Tilsammen tryller de med sæsonens råvarer fra sæsonen og laver alt fra pølse til pasta fra bunden. På menuen finder du charcuterie, ost, grøntsagsretter, pastaretter og pølse, som koster fra 100 til 150 kroner per mand, hvis du spiser på stedet. Med andre ord kan man købe lidt af hvert til deling og spise sig mæt for højst 150 kroner per person. Er I mere ambitiøse, kan I også bestille en større anretning under navnet “Blandet landhandel” til 350 kroner. Haps!

Anmelderroste burgere på Frederiksgade
The Burger Shack, Frederiksgade 39, 8000 Aarhus C

Trods kun få måneder på banen er burgerne på den lille The Burger Shack på Frederiksgade allerede udnævnt af både Dagbladet Børsens restaurantanmelder og det landsdækkende burgersite Burgerimperiet som Aarhus’ bedste. Og burgerne på steder ér da også fantastiske. The Burger Shack adskiller sig fra byens øvrige burgerjoints ved at bruge økologiske grøntsager og kød fra fritgående køer, og derudover er deres pommes frites drysset med urter og parmesanost, hvilket giver et lækkert og anderledes touch. En cheeseburger-menu med fritter og sodavand fås til 85 kroner, og du kan også få milkshakes til 40 kroner eller amerikanske øl til 30 kroner. Konklusionen? Næste gang du er småsulten eller skal have plejet dine tømmermænd, er der ingen vej uden om The Burger Shack.

Islandsk burgerjoint på Jægergårdsgade
Tommi’s Burger Joint, Jægergårdsgade 57, 8000 Aarhus C

Den seneste i den evige strøm af nye burgerjoints i Aarhus er Tommi’s Burger Joint, der åbnede den 21. juni i nyrenoverede lokaler midt på den populære Jægergårdsgade. Bag stedet står den islandske burgerkæde af samme navn, der også har burgerjoints i København, Malmø, Berlin, London og Oslo. Kvaliteten af burgerne ligger dog milevidt over andre internationale burgerkæder, og på menuen finder du en almindelig burger til 74 kroner, en cheeseburger til 79 kroner, en vegetarburger til 74 kroner og en børneburger til blot 64 kroner. Er du mere til en menu, kan du få ”Offer of the century” med burger, fritter og sodavand for 94 kroner, og i glasset kan du få milkshakes, øl og sodavand. Åbningen af burgerjointen skabte i øvrigt lange køer hen ad gaden, fordi burgerjointen var så letsindig at love gratis burgere til alle hele dagen.

Spanske lækkerier på Klostertorvet
D’vinos, Klostertorvet 4, 8000 Aarhus C

Den klassiske kombination af vin og tapas er i høj kurs, og derfor overrasker det ikke, at indtil flere tapasbarer er åbnet i det aarhusianske i den senere tid. En af de seneste er D’vinos, der har en skøn beliggenhed midt på det solbeskinnede Klostertorvet. Spisestedet serverer tapas med inspiration fra hele verden og har en række vine fra hovedsageligt Spanien. Tapasretterne består af forskellige forretter og hovedretter serveret i tapas-forklædning, og ejeren Amir Mirakhori har tidligere haft sin gang som køkkenchef på bistroen Klassisk 65 på Jægergårdsgade. Et stort plus er, at du både kan nyde godterne indenfor i lækre designermøbler og udenfor på torvet, hvis vejret er til det. Retterne fås fra 89 kroner stykket, og er du frisk på lidt af det hele, fås en såkaldt gourmetmenu for 395 kroner. Vi er fans!

“Ét af mine absolut favoritsteder i Aarhus er Teater Bodega. Jeg har ofte besøg fra udlandet, og den solide, danske mad er et sikkert hit hver gang.”

Emilie Kristensen-McLachlan, Journalist

Foto: Restaurant Köd

6 restauranter for meatlovers

GUIDE Nogle gange har man bare lyst til kød. Her er 6 aarhusianske restauranter, som kødelskere med garanti vil sætte pris på.

Nogle gange skal der bare kød på bordet. En stor, mør og saftig bøf. Cremet og smagfuld tartar. Eller krydret og grillet gris eller kylling. Uanset hvad du er til, findes der en restaurant i Aarhus, der kan tilfredsstille dine smagsløg og gøre kål på din sult. Vi har fundet seks restauranter, der byder på kvalitetskød i så store mængder, at det kan mætte selv den mest sultne kødæder.

Den uundgåelige
MASH Aarhus, Banegårdspladsen 10, 8000 Aarhus C

Når man taler om kvalitetskød i store mængder, er det moderne steakhouse MASH ved banegården ikke til at komme uden om. Kødet, som du naturligvis skal have stegt medium rare, er blændende, og du er nødt til at prøve de friterede onion rings. Hvis du virkeligt er ude efter et proteinrigt måltid, kan du starte aftenen med tatar til forret og bestille stegt foie gras til din australske Tomahawk Steak på 900 gram (!). Har du en forstående bankrådgiver, kan du også gå all in og investere i en japansk filet af den særlige Wagyu-type til den nette sum af 550 kroner pr. 100 gram. Velbekomme!

Den festlige
Restaurant Köd, Skolegade 21, 8000 Aarhus C

Konceptet på Restaurant Köd minder MASH, blot med marginalt lavere priser og adresse midt i festgaden Skolegade. Med andre ord er prioriteterne er helt på plads for kødelskere: Først vælger man sin bøf, hvordan den skal steges, og hvilken sauce der skal til. Og derefter vælger man tilbehøret. Prøv for eksempel deres ”Côte de Köd”, der dækker over herlige 700 gram krogmodnet bøf, som man gerne må være to om at dele. Vælg steak fries til og tatar til forret, hvis du vil springe kødskalaen. Du kan også vælge mellem lidt mindre bøffer fra både Danmark, Uruguay og USA, så der er lidt for enhver smag og pengepung. Med mindre du er vegetar, forstås.

Den danske
Restaurant Kohalen, Jægergårdsgade 154, 8000 Aarhus C

Restaurant Kohalen har siden 1907 serveret god, dansk mad til sultne aarhusianere. Oprindelig lå den ved slagtehuset på havnen og var mødestedet for slagtere, landmænd og kreaturhandlere. I dag er klientellet et andet, men restauranten lever i bedste velgående. På menukortet er kødfulde danske klassikere som mørbradbøf med champignon á la créme, letsaltet flæsk ad libitum, engelsk bøf med bløde løg og wienerschnitzel af kalveinderlår, som indtages i de charmerende lokaler for enden af Jægergårdsgade. Det største trækplaster for kødelskere er dog kokkens egen favorit: Byens største – og efter sigende bedste – pariserbøf! Du har ikke prøvet den, før du har prøvet den her.

Den franske
Klassisk 65, Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C

Forestil dig en intervalstegt, modnet oksemørbrad. Flamberet i cognac og portvin, der bliver til en intens sauce med masser af grøn peber. Og serveret med grønne bønner, tomat og hjemmelavede fritter. Sådan lyder signaturretten på den populære bistro Klassisk65 i Jægergårdsgade, der i mange år tiltrukket alt fra studerende til skuespillere til de uformelle lokaler, der tidligere husede værtshuset Bodega 65. Peberbøffen vejer i øvrigt 200 gram, og den flamberes naturligvis ved bordet. Hvis du er klar på en forret før flammerne, byder ejer Søren Andresen og Co. på en håndfuld fortrinlige, primært franske fristelser som starters.

Den amerikanske
Memphis Roadhouse, Christiansgade 32, 8000 Aarhus C

Hvis du er på jagt efter store, gode bøffer, hvad er så mere naturligt end at kigge mod de forenede stater på den anden side af Atlanten? Memphis Roadhouse er et lille stykke amerikansk sydstat i Aarhus, og i det smalle lokale på hjørnet af Christiansgade og Åboulevarden kan du få ægte amerikansk barbecue, uanset om du er til ko, gris eller kylling. Det er amerikansk soul food lavet af de bedste danske ingredienser, og du kan blandt andet vælge mellem Kansas City Ribs, Beef Short Ribs eller Lil’ Bucket Fried Chicken. Kan du ikke vælge, eller er du ekstra sulten? Så tager du bare en såkaldt Carnivore Platter og vælger tre BBQ-retter.

Den klassiske
A Hereford Beefstouw, Kannikegade 10, 8000 Aarhus C

Normalt forbindes store restaurantkæder ikke med kvalitetsmad, men bøfhuset A Hereford Beefstouw er en undtagelse. Den første restaurant åbnede i 1971, og siden er 13 nye kommet til over hele landet. Aarhus-afdelingen lå i mange år lå i Skolegade, men flyttede for nylig ind hos Bryggeriet Sct. Clemens med udsigt til Bispetorv. Så nu kan du skylle din krogmodnede bøf ned med en lækker og hjemmebrygget kvalitetsøl fra fad. Hvis kvantiteten skal følge med kvaliteten, er der ingen vej uden om restaurantens T-bone på 500 gram, som restauranten selv beskriver som ”bøffen for rigtige bøfelskere”. Der er ingen vej udenom, vel?

Den famøse hawaii pizza…

Foto: CANblau

6 restauranter med lækkerier fra hele verden

GUIDE Her er 6 restauranter, hvor du kan smage på verdens køkkener uden at forlade midtbyen.

Du behøver ikke rejse verden rundt, hvis du vil sætte tænderne i gastronomi fra andre lande i den østjyske hovedstad. Aarhus har en række spændende restauranter at byde på inden for de fleste af verdens køkkener, og vi har her fundet 6 af de bedste lige nu. God appetit!

Spanske fristelser på Klostertorv
CANblau, Klostertorvet 9, 8000 Aarhus C

Spanske tapas er ikke kun brød med skinke og ost. De delikate hapsere kan dække over mange forskellige anretninger, og tapasrestauranten CANblau på Klostertorvet er det perfekte sted at lade sig friste. Restauranten er netop flyttet til nye lokaler, hvor du kan besøge husets vinkælder og selv udvælge dråberne til menuen. I midtbyens spanske madhimmel bør du smage på lidt af hvert, og en oplagt måde er at bestille husets tapasmenu med fire kolde tapas, fire varme tapas, mandler, brød og oliven til 328 kroner per person. Du kan også selv sammensætte menuen ud fra det omfangsrige menukort, hvor eksempelvis rejerne gambas al pil-pil og de små miniburgers er et must. Og selvfølgelig bør du smage stedets charcuteri, hvor udvalget starter ved en Iberico Chorizo for 58 kroner og kører op til sortfodsgris til 218 kroner. Hvis du har mod på en drink efter maden, har restauranten for nylig fået sin egen ginbar efter spansk forbillede.

Italienske lækkerier ved banegården
Restaurant Gäst, Banegårdspladsen 14, 8000 Aarhus C

Indrømmet, placeringen på Banegårdspladsen er ikke charmerende. Men ambitionerne på tallerkenerne fejler ikke noget på byens bedste italienske restaurant Gäst, der også fungerer som hotelrestaurant på Best Western The Mayor Hotel. Bag gryderne står køkkenchef David Fischer, der også ejer det velrenommerede pastaværtshus Hos Fischer i København og tidligere har arbejdet på Roms eneste trestjernede Michelin-restaurant La Pergola. Restaurant Gäst byder på både frokost- og aftenservering, og du sammensætter selv din menu ud fra kortets forskellige antipasti, pastaretter og hovedretter. Du kan også springe ud i den faste menu, der koster 350 kroner for fire retter og løbende varieres med afsæt i årstidens råvarer, der i størst mulig omfang er økologiske. Er pengene små, kan du desuden mandag-onsdag få to retter for 198 kroner. En fin detalje er, at brødet bages af husets egen bager.

Fransk cuisine på Europaplads
Restaurant ET, Åboulevarden 7, 8000 Aarhus

Fransk cuisine i Aarhus bliver ikke skarpere end på Restaurant ET på Europaplads over for Dokk1. Vi anbefaler at prøve stedets moules marinieres, sneglene med en smag af Bourgogne eller oksetataren opkaldt efter kokkeikonet Michel Michaud. For ikke at tale om den mundvandsdrivende confit de canard eller klassikeren creme brulee, der laves med polynesisk vanilie. Priserne er særdeles rimelige, ikke mindst hvis du kommer til frokost, hvor eksempelvis moules marinieres eller en klassisk fiskesuppe fås for 128 kroner. I glasset skal du naturligvis have franske dråber, og her indeholder det 18 sider store vinkort lækkerier i massevis fra ikke mindst Bourgogne, Bordeaux, Rhone og Champagne. Bag den toptunede bistro står Morten Sandvej og Lars Eiskjær, og restauranten er omtalt som et af blot to aarhusianske spisesteder i den amerikanske restaurantbibel Where Chefs Eat.

Japanske delikatesser i Vestergade
Sota Sushi Bar, Vestergade 48, 8000 Aarhus C

Det japanske køkken er mere end den traditionelle sushi, som de fleste forbinder med det asiatiske land, og i Aarhus bliver japansk gastronomi ikke bedre end på Sota Sushi Bar i Vestergade. Stedet åbnede tilbage i 2009 under ledelse af Tam Phan og Son Trinh, der begge er uddannet fra en sushiskole i Californien. Restauranten flyttede for nyligt til større lokaler på den anden side af gaden, og menukortet er stort og varieret. Selvfølgelig skal du smage stedets udgaver af sushiklassikere som maki og nigiri, men vi anbefaler også at prøve de lune yakitori-sticks med spicy kylling, gris eller oksekød og stedets sashimi, der er delikate anretninger af rå fisk. Du kan plukke fra kortet, men du kan også vælge den lette løsning og nappe en af menuerne, der starter ved 150 kroner og fortsætter op til 980 kroner (!). I glasset kan du vælge den klassiske, japanske sake, men vi plejer nu at bestille en af stedets knivskarpe hvidvine. Værsgo!

Vietnamesisk perle ved rutebilstationen
KJ Minh, Ny Banegårdsgade 53, 8000 Aarhus C

Godt gemt på den trafikerede Ny Banegårdsgade ved rutebilstationen ligger den vietnamesiske perle KJ Minh, der i dén grad er et besøg værd. Bag den anonyme facade gemmer der sig en fortrinlig restaurant, der laver klassiske, vietnamesiske retter med et moderne tvist. Der kan være lidt ventetid, men til gengæld er kvaliteten formidabel. Vi anbefaler som minimum at nappe en af de vietnamesiske gurkemejepandekager Banh Xeo, der fås med svinemørbrad, seafood eller kylling, og et par af friske rispapirruller Banh Trang. Den klassiske nudelsuppe Pho bliver du også nødt til at smage, og du kan passende runde måltidet af med desserten Thom, der består af ananas braiseret i rom og kaffe. Priserne starter ved 95 kroner for en hovedret, så besøget giver dig ingen problemer med bankrådgiveren. Du kan i øvrigt også få maden med som takeaway, hvis du hellere vil nyde den hjemme i privaten.

Marokkansk stemning på Frederiks Allé
Rick’s, Frederiks Allé 92, 8000 Aarhus

På den velbesøgte restaurant Rick’s på Frederiks Allé kan du opleve det marokkanske køkken for fuld udblæsning. Stedet har med sin charmerende indretning en nordafrikansk stemning, som understøttes af menukortet, der byder på alt fra klassikere som ande-confitsalat med nødder og granatæble til grillet lammespyd med søde kartofler og taboulehsalat. Huset tilbyder også en autentisk tagine i form af en marokkansk simreret lavet i et særligt lerfad, som du deler med resten af bordet. Restaurantens grillspyd under navnet kefta er ligeledes værd at sætte tænderne i, og i glasset kan du passende bestille mynte-the, hvis du går all in på en autentisk oplevelse. Vinkortet er dog også ganske fortrinligt, hvis du sætter pris på en god drue til de nordafrikanske lækkerier. Restaurantens navn refererer i øvrigt til Humphrey Bogarts rolle i filmen Casablanca, der som bekendt er opkaldt efter den marokkanske by af samme navn. Play it, Sam!

December 2020

Vinder

Madklubben

Foto: NorthSide.

5 must-eats på NorthSide

NORTHSIDE Her er 5 must-eats, som du bliver nødt til at sætte tænderne i på festivalen.

I weekenden går det ned på NorthSide, men musik alene er ikke nok til at holde den kørende fra fredag eftermiddag til søndag aften. Du skal have noget mad indenbords, men hvad skal du vælge? Vi har nærlæst madprogrammet og giver dig her vores bud på 5 must-eats, som du bliver nødt til at sætte tænderne i. God festival!

Sommerlige deleretter i kolonihaven
NorthSide har i år fået sin egen kolonihave, og her vil man blandt andet kunne finde restauranten Aros Food Hall, der byder på topmoderne delemad. Maden serveres lørdag kl. 16 og 19, og køkkenchef Bjørn Madsen vil ifølge programmet vil slynge en byge af små, sjove og overraskende danske sommerretter ind over havebordet. Arrangørerne lover, at stemningen bliver uhøjtidelig og venskabelig med fælleskab og social dining som de bærende kræfter. Perfekt opvarmning til lørdagens hovednavne, ikke? Køb billet her.

Gourmet og økococktails i OutSide
Den aarhusianske cocktail-virksomhed Nohrlund står sammen med Rasmus Vemmelund fra Sdr. Bjert Kro og Madværket bag gourmetarrangementet Cocktail & Dining, der ifølge programmet vil flytte overliggeren for, hvad der serveres på en festival. Menuen står på gourmetretter og økologiske cocktails, og arrangementet løber af stablen fredag kl. 16 og 18 i området OutSide. Det vil ifølge arrangørerne blive en oplevelse på halvanden time, hvor der er fuld fart på lige fra starten, og hvor du kan opleve både krudt, dyre dråber, ild, kaviar og ting fra sprøjter. Så er du advaret. Køb billet her.

Stenovnspizza fra Oles Gård
Sidste års største hit på NorthSide er tilbage. Ole Christian Olesen og hans crew fra Oles Gård fortryllede sidste år publikum med fremragende stenovnspizzaer, der var tynde og crispy på den helt rigtige måde. I år tager Ole to stenovne for at kunne imødekomme den enorme efterspørgsel, og vi vil gerne afsløre, at vi har i sinde at tage opstilling i pizzakøen det minut, vi er kommet inden for indhegningen fredag eftermiddag. Bunden er en koldhævet surdejsbund, og fyldet er blandt andet mozzarella, kartofler og rosmarin, der alt sammen er produceret på den selvforsynende Oles Gård. Mums!

Vietnamesiske lækkerier hos LéLé
Bag langt de fleste madboder på NorthSide står lokale iværksættere og restauratører, men den vietnamesiske madbod ved navn LéLé er en undtagelse. Bag madboden står den familiedrevne, københavnske restaurant af samme navn, som siden starten for over ti år siden har udviklet sig til en stor publikumssucces i hovedstaden. Stilen er funky, uformel gadekøkken med friske råvarer og masser af krydderurter, så med andre ord passer konceptet perfekt til en festival, hvor du har brug for lidt spicy mellem fadøllene. Ses vi til et skud vietnamesisk streetfood i weekenden?

Gå burger-amok over alt på pladsen
Den traditionelle NorthSide Burger har aldrig været vores gastronomiske favorit på festivalen, men i år er der good news på burgerfronten. Du kan kaste dig over alt fra en asiatisk-inspireret Porchetta Burger lavet på bål af Gourmensch til en Umami-burger og NY Steak Sliders fra folkene hos Spiselauget. Hos Wild Life Burger kan du få en burger med vilde urter og ramsløgsmayo, og den populære kæde Tommi’s Burger Joint, der snart åbner på Frederiksbjerg, er også på festivalpladsen, hvor de blandt andet har en Veggie Burger på menuen. Med andre ord: Gå burger-amok overalt!

Pixabay Images.

10 suveræne hvidvinsspots i solen

GUIDE Sommersolen er kommet frem, og her er 10 suveræne steder i Aarhus, hvor du kan nyde den med et glas hvidvin.

Er du til Chablis, Chardonnay eller en boblende Crémant? Lige meget hvad, er vinen med garanti bedst, hvis du nyder den i solen. Vi har fundet 10 hvidvinsspots med sol i Aarhus, så du ikke længere forgæves skal jagte strålerne rundt i byen. For at gøre det så let som muligt har vi fordelt stederne efter, hvor der er sol henholdsvis formiddag, frokost, eftermiddag og aften. Nu er der ingen undskyldning for ikke at komme op af vinkælderen og ud i foråret. God fornøjelse!

Formiddag: I weekenden må du gerne
Sjette Frederiks Kro, Salonvejen 1, 8240 Risskov
Lad formiddagssolen varme dit ansigt op, mens du nyder et glas hvidvin eller bobler midt i Riis Skov. Med en storslået udsigt ud over Aarhus Bugten og badeanstalten Den Permanente forkæler Sjette Frederiks Kro dig i weekenden sommeren over med en lækker brunch ved navn Kronch. Vi anbefaler at slutte af med en gang bobler. Så er weekenden igang, ikke?

Casablanca, Rosengade 12, 8000 Aarhus C
Med perfekt beliggenhed i Aarhus’ superhyggelige Latinerkvarter kan den klassiske café Casablanca præstere at have sol udenfor det meste af dagen. Så er du i midtbyen og har valgt at starte shoppeturen med et koldt glas hvidvin, er caféen the place to be. Måske du oven i købet spotter en kendis på det populære sted?

Frokost: Et glas i solen gør maden bedre 
Oli-Bistro, Mejlgade 41, 8000 Aarhus C 
I Latinerkvarterets stemningsfyldte hovedgade Mejlgade finder du den populære Oli-Bistro, der er søster til takeawayen Oli-Gak lidt længere nede ad gaden. Her er udeservering af kølig hvidvin ved små, hyggelige borde dækket med rød- og hvidternede duge lige midt i solens frokoststråler. Så bliver det ikke mere idyllisk, vel?

Café Jorden, Badstuegade 3, 8000 Aarhus C 
Caféen er en af Aarhus’ klassiske caféer, som alle aarhusianere kender. Hvem har ikke i godt vejr nydt udeserveringen på det hyggelige Pustervig Torv? Der er fyldt med liv på pladsen, og med et glas hvidvin i hånden kan du lukke øjnene og nemt forestille dig at være i Sydeuropa. Vinkortet er oven i købet ikke dyrt, så du bliver ikke rippet af et glas hvidvin. Et til?

F Høj, Grønnegade 2, 8000 Aarhus C
Det stykke af åen, der ligger mellem Magasin og Mølleparken, er upcoming og byder efterhånden på en del spændende steder. Her finder du også Michelinkokken Wassim Hallals frokostrestaurant F Høj, hvor du kan sidde ved åen og nyde et koldt glas hvidvin i solen. Eksempelvis F Højs egen vin fra Weingut Mohr, hvortil vi foreslår et stykke smørrebrød i nye klæder, Wassim Hallal-style.

Eftermiddag: Se solen smile mellem tagene
Restaurant Grappa, Åboulevarden 60, 8000 Aarhus C 
Beliggenheden bliver ikke bedre. Åen i Aarhus er bare stedet at være, når solen skinner. Ønsker du ægte aarhusiansk stemning og et omfattende vinkort, er den italienske restaurant Grappa stedet. Ikke mindst fordi du kan få en let snack med carpaccio eller fritto misto on the side. Er det svært at vælge vinen, kan du ”prøvesmage” mod betaling i små mængder inden den endelige bestilling.

Café Drudenfuss, Graven 30, 8000 Aarhus C 
I over 25 år har Café Drudenfuss langet lækre retter over disken til aarhusianerne. Det er dog ikke kun mad de forstår sig på. Vinkortet er ikke stort, men det er velvalgt, og så kan du nyde vinen ved de små, hyggelige borde ud mod Graven og Studsgade. Her er altid en supergod stemning og sol både middag og eftermiddag. Perfekt efter en tur ned af Strøget og gennem Latinerkvarteret.

Løve’s Bog- og vincafé, Nørregade 32, 8000 Aarhus C 
På den tungt trafikerede Nørregade åbner jævnligt nye spisesteder, men Løve’s har dog været fast inventar længe. På den hyggelige café er det populært at hænge ud, læse bøger og drikke god hvidvin. Foran butikken finder du siddepladser ud mod Nørregade, hvor du kan lade travlheden rulle forbi, mens du læser en god bog eller måske filosoferer over hvidvinens vidunderlige verden.

Aften: Når solen går ned gennem glasset
Pica Pica, Vester Allé 15, 8000 Aarhus C 
Med udsigt til åen og Thorvaldsensgade bag spillestedet Voxhall ligger vinbodegaen Pica Pica. I den uformelle setting på bodegaen kan du nyde kølige spanske hvidvine i glasset, og er du blevet småsulten, serverer folkene bag disken simple og autentiske tapas til. Perfekt til en let aftensmad eller snack før den store bytur. Er du heldig, serveres herlighederne til en god gang livejazz.

Vindanmark, Kystpromenaden 2, 8000 Aarhus C 
På den gamle og pulserende Nordhavn ligger den kombinerede vinbutik og vinbar Vindanmark i rå lokaler med udsigt til den gamle lystbådhavn. Her er maritim stemning, så det plasker, og et mylder af sejlere, beboere og glade turister. På vinbaren kan du sidde i aftensolen, drikke alt for meget hvidvin og nyde de sidste stråler til lugten af hav, tjære og grill. Så kan dagen ikke slutte bedre, vel?

Foto: Ren og Stærk

7 lækre takeaways til enhver lejlighed

GUIDE Aftensmaden banker på, og tiden er knap. What to do? Her er 7 lækre takeawaysteder til enhver lejlighed.

Vi kender det alle. Køleskabet er gabende tomt, og blodsukkeret er i bund. Hvad gør du, hvis du ikke bare vil lade dig nøjes med nr. 14 fra den lokale pizzapusher? Her er en guide med 7 fortrinlige takeawaysteder, som kan redde dig i alle tænkelige situationer.

Til venindeaften
Mr. Mums, Jægergårdsgade 12, 8000 Aarhus C

Delemad og tapas er perfekt, når der skal lægges an til den store venindeaften med tøsesludder og cosmopolitan. Her kan I trygt overlade jeres madvalg til takeawaystedet Mr. Mums, som findes på Jægergårdsgade og i Højbjerg. Stedet tilbyder en takeaway-tapasmenu til 125 kroner, hvor I kan lade jeres smagsløg forkæle med krydret italiensk skinke, fennikelsalami, sprængt oksebryst, trøffelsalami og tre slags oste. Og selvfølgelig masser af brød, oliven og dryppelse til herlighederne. Er der tale om den helt store venindeaften, kan I også vælge at tage tapas de luxe-udgaven med for 75 kroner ekstra, hvor I får foie gras terrine, brioche, syltede æbler og kompot med. På grund af stedets popularitet anbefaler vi at forudbestille maden mindst en time før, I henter den.

Til herreaften
Memphis Roadhouse, Christiansgade 32, 8000 Aarhus C

Vi har sagt det før og vi siger det igen: Du går aldrig galt i byen med en burger på menuen. Uanset om der er tale om en fodboldaften med gutterne eller den store herretur ud i byen, er den amerikanske spise altid det sikre valg. Spisestedet Memphis Roadhouse ved åen er kendt i Aarhus for at servere en kongelækker burger, som med splintrende sprøde og velsaltede pomfritter on the side altid tager kegler. Vi anbefaler at prøve all-time favoritten The Roadhouse Burger bestående af 220 gram oksekød med bacon, ost og salat i en klassisk amerikansk bolle (kærestens lov om fuldkorn i alting gælder ikke her, vel?). Til prisen 139 kroner ligger burgeren i den dyrere ende, men den er til gengæld alle pengene værd. Værd at bemærke til jeres herreaften er, at stedet også sælger øl, hvis I skal holde gang i festen. Så er den gode stemning i hus.

Til eksamenslæsning
Fredes Flyvende Tallerken, Østbanetorvet 2, 8000 Aarhus C

Du er begravet under en stabel bøger, og universitets automatkaffe er din nye bedste ven. Men du skal stadig have noget ordentlig mad, når klokkerne ringer ind til eksamen. Her er Fredes Flyvende Tallerken på Østbanetorvet perfekt, hvis du skal reddes i tidspresset op til semestrets afslutning. Stedets takeawaymenu spænder bredt fra sandwich for 65 kroner til salat, suppe eller ugens varme ret for 85 kroner. Vi kan også anbefale at prøve husets porchettaburger, der er lavet med svinebryst og serveres med spidskål, rucola, tomat, rødløg, pesto og parmesan til 90 kroner. Og snyd nu ikke dig selv for de sprøde Fredes Fries med kryddermayo til 60 kroner. Velbekomme og pøj pøj med eksamen!

Til efter træning
Ren & Stærk, Mejlgade 51D, 8000 Aarhus C

Efter en benhård træning skal depoterne fyldes op. Er armene blevet for svækkede, kan du lade kødgryderne stå og i stedet købe mad fra det fine takeawaysted Ren & Stærk i Mejlgade. Stedet har fokus på lokale råvarer i bedste pæleo-stil, hvor ris, brød og pasta er bandlyst. Takeawayen er dog ikke kun for træningsfanatikere, men også for os almindelige dødeligemed hang til sund takeaway, som ikke går på kompromis med den gode smag. Stedet har flere frokost- og aftenretter, hvor du for eksempel kan vælge såkaldt ox-wrap med braiseret oksekød, syltede løg, salsa og avocado til 70 kroner eller en cajunkylling med braiseret grønsager og stenalderbrød til 80 kroner. Og til dessert, hvorfor ikke lade dig fornøje med stedets avocadokage til 50 kroner? Det går lige i guns, som din ynglingstræner siger.

Til én person
Vaca, Mejlgade 17, 8000 Aarhus C

Takeawaystedet Vaca på Mejlgade tilbyder lækre fingernemme smagseksplosioner, som er inspireret af det farverige mexicanske køkken. Hvis programmet står på takeaway for én person, anbefaler vi Vacas menú sencillo, hvor du vælger mellem tortilla chips eller crispy flæskesvær plus en hovedret og sodavand. Blandt hovedretterne kan du for eksempel prøve husets burrito Clássico med bønner, salat, tomatsalsa, ost, sprøde løg, cremefraiche og koriander. Hertil bestemmer du selv en hovedingrediens, som for eksempel kunne være husets klassiske mexicanske kødsauce. Hvis du er til det mere vovede og gourmetpræget, kan du nappe den langtidsbraiserede okse eller nakkekam. Som prikken over i’et spicer du din burrito op med en af husets saucer, der både fås i stærke, milde, syrlige eller fede varianter. Nøj, det er bare godt. Mexico rykker!

Til svigerfamiliens besøg
OliNico, Mejlgade 35, 8000 Aarhus C

Hvad gør du, når aftalen med svigerforældrene er forsvundet fra kalenderen og du gerne vil imponere svigerfar med en tre retters menu med en times varsel? Du finder telefonen frem og tjekker, hvad OliNico har på aftenmenuen i dag. Den hyggelige gastro-grillbar i Latinerkvarteret har specialiseret sig i rustik takeaway i fransk bistrostil, og menukortet består af en to eller tre retters aftensmenu til henholdsvis 100 kroner eller 130 kroner. Som regel er desserten sød, men du kan også få ost som dessert for 15 kroner ekstra. I skrivende stund kan du for eksempel lade dig friste af en majssuppe med chilirejer, en gumbo med braiseret kalkun, fransk-marokkansk Merquez-pølse med piment og rispilaf. Og vil du vinde svigermors godkendelse med lidt sødt, bliver det en small sag med OliNicos chocolatechip cookie-nutella brownie som dessert. Advarsel: Maden er så god, så svigerforældrene sikkert snart banker på igen.

Til et stramt budget
Kowloon, Banegårdsgade 33, 8000 Aarhus C

Den lille hyggelige asiatiske restaurant Kowloon ved banegården har et væld af kinesiske, thailandske og vietnamesiske retter på menuen, som alle tilbydes som takeaway. Og stedet kan med garanti redde din aften, når det er sidst på måneden, og endnu en aften med havregrød eller paste og ketchup ikke ligefrem vækker appetitten. Stedet tilbyder flere velsmagende retter for 60 kroner, hvor du både kan vælge mellem flere slags supper, retter med nudler eller ris. Og der er masser af spændende muligheder på menukortet, så mon ikke du finder en ret, der frister? Eksempelvis anbefaler vi en lynstegt oksekød med pakchoi, chili og ris eller stegte nudler med kylling i østersauce. Er du knap så sulten, kan du også købe friske forårsruller med rejer og grønsager, hvor du får tre styks til 45 kroner.

Foto: Café Grene

5 spisesteder med skiftende menuer

GUIDE Vil du overraskes? Så snup et besøg på et af disse 5 spisesteder med skiftende menuer. 

Vi kender det alle sammen: De dage, hvor du ikke orker at lave ensformig mad derhjemme, men har spontan lyst til at spise ude og blive overrasket. Hvad gør du? Du tager din partner, veninde eller ven i hånden og vælger et spisested med en skiftende menu, som er umulig at kende på forhånd. Vi har fundet 5 spisesteder i Aarhus, hvor menuerne skifter så ofte, at der er garanti for surprise. God appetit!

En god gammel klassiker
Sct. Oluf, Mejlgade 33, Aarhus C

Den hyggelige restaurant og bar Sct. Oluf i Mejlgade har efterhånden eksisteret i en del år. Filosofien er ærlig mad og hyggelig atmosfære, og stedet har en skiftende menu både til frokost og aften. I april har menuen blandt andet budt på skaldyrsrisotto, moules marinière til forret, braisserede svinekæber, stegt kulmule og chokoladekage. Priserne ligger fra 55 kroner for en frokostret, en frokostret med husets vin eller en Hancock-øl for 95 kroner, en toretters aftenmenu for 170 kroner og en treretters aftenmenu for 185 kroner uden drikkevarer. Hvis du er mere sulten, er det muligt at tilkøbe oste for 25 kroner.

Fransk stil når det er bedst
Brasserie Juliette, Jægergaardsgade 54, Aarhus C

Den lille bistro Juliette på Frederiksbjerg er et glimrende eksempel på ægte franske finesser i et hyggeligt, hjemligt lokale. Udover stedets klassiske franske specialiteter har bistroen såkaldte tavleretter, som skifter fra uge til uge. I april har tavleretterne blandt andet budt på rustik tomatsuppe, stegt sild på brioche, rosa kalv med selleripuré og vanilleparfait på nøddebund med rabarberkompot. Lokalet med det åbne køkken er skønt, møblerne af ældre dato er charmerende, og facaden er indbydende. Priserne ligger på 200 kroner for to retter og 275 kroner for to retter uden drikkevarer.

Nye kaffesøstre hver dag
Bülows Kaffebar, Jægergaardsgade 80, Aarhus C

På utraditionel og forfriskende vis gør Bülows Kaffebar på Jægergårdsgade op med hverdagens stress og jag. Lokalet er superhyggeligt, og personalets arbejdsplan er offentliggjort på hjemmesiden, så man kan orientere sig om, hvilken såkaldt kaffesøster, der er på arbejde. Det har nemlig stor indflydelse på, hvilken mad og kaffe der bliver serveret. Konceptet gør hver oplevelse på kaffebaren unik, og det betyder selvsagt også, at man skal sætte sig derind med åbent sind. Priser findes på kaffebaren, og de varierer også fra dag til dag. Stedet har i øvrigt et væld af økologiske, glutenfri og veganske produkter og retter.

En skjult perle på Strøget
Café Grene, Søndergade 11, Aarhus C

Midt på Strøget midt i alverdens mennesker og shoppingsteder findes en oase af stilhed og økologi på anden sal i butikken Søstrene Grene i form af den lille Café Grene. Stedet har klassikere i form af økologisk pastasalat, grøntsagstærte og quinoasalat, men samtidig har caféen også skiftende økologiske tavleretter, som typisk består af en dagens ret og en dagens suppe. Café Grene har åbent i dagtimerne, hvor butikken er åben, og serverer byder også på forskellige safter og sodavand, kaffe og kage. Priserne varierer mellem 65 og 90 kroner for et måltid.

Gourmet med daglig variation
Restaurant Hærværk, Frederiks Allé 105, Aarhus C

I den mere pristunge ende finder man Restaurant Hærværk, der har fået anerkendelsen Bib Gourmand i Michelinguiden. Konceptet er simpelt og består af en varierende menu, som skifter fra dag til dag. Køkkenet tilrettelægger menuen ud fra dagens råvarer og tilbereder maden a la minute ved bestilling. Restauranten går op i at bruge friske, lokale råvarer, og da de ikke nødvendigvis fåes i store mængder, udelukker det effektivt en fast menu. Priserne ligger på 450 kroner for 5 retter med snacks, men så er du også garanteret en gourmetoplevelse af de store.

Foto: Skovmøllen

11 must-eats i Højbjerg og omegn

GUIDE Vi har fundet 11 gastronomiske hotspots i Højbjerg og omegn, der får dine tænder til at løbe i vand.

Aarhus C har som bekendt masser af must-eats, men det har forstæderne også. Ikke mindst syd for byen er der mange gastronomiske hotspots, som er turen værd. Her er 11 velsmagende steder i Højbjerg og omegn. Velbekomme!

Gourmettempel på Oddervej
Restaurant Frederikshøj, Oddervej 1, 8000 Aarhus C

Teknisk set ligger Wassim Hallals aarhusianske Michelin-restaurant i Aarhus C, men gourmettemplet på Oddervej skal naturligvis med i denne guide alligevel. Restauranten ligger med en fantastisk beliggenhed ved Mindeparken med udsigt over Aarhusbugten og næsten som nabo til Dronningens Marselisborg Slot. Finere bliver det vist ikke, vel? Sidste år fik Restaurant Frederikshøj den længe ventede Michelinstjerne, og for nylig blev det offentliggjort, at Wassim Hallal beholder stjernen i 2016-udgaven af den anerkendte spiseguide. Det nytænkende team formår at give gæsterne en helt igennem uforglemmelig oplevelse af nordisk cuisine og er den indiskutalbelt bedste restaurant i Aarhus lige nu. Hvis du ikke kan få bord, eller pengepungen ikke bugner, kan du smage Wassim light på det hyggelige deli F. Høj ved åen med gourmetsmørrebrød og lækre kager.

Spektakulær havudsigt i palæet
Varna, Ørneredevej 3, 8000 Aarhus C

Restaurant Varna leverer spektakulær havudsigt og velsmag i en fornem palævilla fra 1909 i udkanten af Marselisborgskoven. De fine rammer indbyder til rigtig, gammeldags romantik, og køkkenchef Palle Enevoldsen og hans team tryller i køkkenet, mens du kan nyde stemningen. Vi kan anbefale stedets omfattende weekendbrunch, der er intet mindre end fantastisk, og ellers går du heller ikke galt i byen med en Varna De Luxe-menu med champagne, snacks, 6 retter, kaffe og sødt samt en vinmenu. What’s not to like? Er du mere til en god gang frokost, har du chancen i påsken, hvor Varna gentager sidste års succes og slår dørene op for en imponerende og utraditionel påskefrokost. Skynd dig at bestille bord. NB: En oplagt idé er at tage cyklen derud, så du kan brænde nogle af kalorierne af på vejen.

Lækkert til ganen ved golfbanen
Restaurant Unico, Ny Moesgårdvej 50, 8270 Højbjerg

Skal du fejre dit hole-in-one eller er du bare på udkig efter et godt sted at fejre foråret, kan du tage en tur til Restaurant Unico i Aarhus Golf Clubs baghave. Niveauet er højt, og om dagen kan du lade dig forkæle med en lækker frokost, eksempelvis i form af klassikeren Unico Burgeren eller en gang fish’n chips. Om aftenen er der heller ikke sparet på lækkerierne, og Unico tilbyder så mange indbydende retter, at det kan være svært at vælge. Af samme grund er det heldigt, at du kan bestille forretter som delemad, så alle ved bordet kan smage lidt af det hele. Stedet er oplagt til en kommende påskefrokost og holder også jævnligt spændende specialarrangementer, og du behøver ikke være bidt af en gal golfbold for at nyde lækkerierne ved greenen.

Hele møllevitten ude i skoven
Restaurant Skovmøllen, Skovmøllevej 51, 8270 Højbjerg

Restaurant Skovmøllen ligger perfekt i den hyggelige skov ved Marselisborg og har igennem mange år været et populært udflugtssted for aarhusianerne. En tur i skoven kan nemlig oplagt afsluttes med et besøg i spisestedets gamle bindingsværkshus, der ligger charmerende placeret ved siden af en gammel mølle. Efter gåturen kan I indtage alt fra en klassisk dansk frokost til kaffe og kager, der virkelig smager. Fredag aften kan I også give den gas med en Møllemenu, hvor I kan vælge mellem 3, 4 eller 5 retter med vin efter kokkens valg, eller menuen Hele Møllevitten, som inkluderer små overraskelser fra køkkenet og er inklusive bobler. Det er rent forkælelse i skovens dybe, stille ro. Er du mere til en god gang brunch, kan I tjekke ind til weekendbrunch lørdag og søndag fra kl. 9.30. Stedet er populært, så husk at booke bord.

Lokale lækkerier i stor stil
Smagsgiveriet, Marselis Boulevard 177, 8000 Aarhus C

Lidt afsides på den trafikerede Marselis Boulevard ligger madmarkedet Smagsgiveriet i lækre lokaler i forbindelse med vinforretningen Vin & Vin. I Smagsgiveriet finder du gourmetlækkerier fra lokale producenter i især Østjylland, og ejeren Lars Christensen lægger stor vægt på bæredygtighed og økolog. Du kan blandt andet få kød fra Troldgaarden, lækkerier fra Gothenborg, honning fra aarhusianske Bistad og specialøl fra Aarhus Bryghus. Det er gået over stok og sten for Smagsgiveriet siden åbningen i september sidste år, og den 1. april udvides der med butik på Kridthøj Torvet i Højbjerg. Naboen Vin & Vin, der også ejes af Lars Christensen, er også en flot vinbutik med mange spændende vine, uanset om du er på jagt efter et godt tilbud eller den perfekte vin til aftensmaden.

Herrebajere i fabrikskvarteret
Aarhus Bryghus, Gunnar Clausensvej 26, 8260 Viby J

Midt i fabrikskvarteret finder du aarhusianernes bryghus nr. 1, Aarhus Bryghus. Bryggeriet laver specialøl tappet på 60 cl store flasker, der må være det, man kalder en rigtig herrebajer. Øllene bliver fejret med navne som Celebration, Black Monster og Sølvpilen, og hvis du ønsker at prøve de smagfulde øl, så slå et smut forbi bryghuset. Hver fredag er der en hyggelig og populær fredagsbar, og stiger stemningen i fredagsbaren, så forsætter festen måske lørdag, hvor Aarhus Bryghus kan finde på at arrangere koncerter. Aarhus Bryghus’ udvalg af øl finder du også i flere butikker i Aarhus, blandt andet Coop og Smagsgiveriet. Bryghuset holder i øvrigt også private arrangementer og rundvisninger, hvis du ikke lige ved, hvor du skal hen med familien eller kollegaerne til den næste firmafest.

Succesfuld takeaway på Rosenvangs Allé
Mr. Mums, Rosenvangs Alle 186, 8270 Højbjerg

Under navnet Mr. Mums har kokkene Mathias Bendix Christensen og René Pedersen skabt en succesfuld sandwichbutik på Rosenvangs Allé, som sidste år blev udvidet med en takeaway i Jægergårdsgade i Aarhus C. Siden de to kokke investerede deres spareskillinger i at starte Mr. Mums i en tidligere slagterforretning for seks år siden, er butikken vokset til at have 20 medarbejdere, som hver dag står for at producere flere hundrede dagens ret-bokse ud af huset. Udover dagens ret kan du forkæle dig selv, familien og gæster med lækre sandwiches, frokostanretninger og tapas. Og kvaliteten fejler ikke noget. Før iværksættereventyret arbejdede duoen således på prestigesteder som Malling & Schmidt, Nordisk Spisehus, Brøndums Hotel i Skagen og Gl. Løgten Strandkro.

Et bid af Italien midt i krydset
Bella Napoli, Rosenvangs Alle 258, 8270 Højbjerg

Er du til en rigtig god gang pizza eller pasta, for eksempel mod tømmermænd? Eller savner du bare en god italiensk pizza? Så skal du parkere din Vespa ved Pizzaria Bella Napoli, der ligger i det befærdede kryds på hjørnet af Rosenvangs Alle og Oddervej. Herfra kan der virke langt til pizzaens hjemby Napoli, men Bella Napoli serverer ikke desto mindre god italiensk mad, som leder dine tanker hen til italiensk sol og sommer. På pizzariaet er pizza ikke bare et stykke brød med noget tilfældigt fyld drysset over, men derimod en stolthed, som folkene bag disken sætter en ære i at lave af høj kvalitet. Det eneste problem er, at menukortet har et kæmpe udvalg af pizzaer, så det kan være ret svært at vælge. Priserne er i øvrigt ganske acceptable.

Populært bageri med gratis kaffe
Langenæs Bageriet, Rosenvangs Alle 187, 8270 Højbjerg

Det populære Aarhus-bageri Langenæs har udvidet de seneste år og ligger efterhånden flere steder i byen. Så selvfølgelig har den succesfulde bagerkæde også et bageri i Højbjerg. Siden 2014 har butikken i det sydlige Aarhus fristet med lækre friskbagte brød og kager, som trækker folk til fra nær og fjern. Langenæs Bageriet byder på brød med en god krumme i topkvalitet og flotte kager, og oven i købet lokker de med gratis kaffe til kunderne hver dag mellem kl. 6 og 8. Det er da ikke til at sige nej til, vel? Bageriet blev pårindeligt startet på Nordborggade tilbage i 1984 af Hanne og Finn Spottag med sønnen Michael som eneste medarbejder og flyttede efter en del udvidelser til Langenæs Allé 14 i 2010, hvor det genåbnede som drive-in-bageri.

Økologisk takeaway lige til døren
Majses Mad, Nygaardsvej 5, 8270 Højbjerg

Er du træt af usund takeaway og dårlige råvarer, er Majses Mad i Højbjerg en vinder for hele familien. Takeawaystedet byder på friske og sunde alternativer til en nem aftensmad, og tilmed er det hele lavet på mindst 30-60 procent økologiske råvarer. Bag takeawaystedet står gastrokvinden Majse Korter Elgaard, der laver maden fra bunden samme dag. Hvis du bestiller inden 16.45, kan aftensmaden oven i købet leveres på dit dørtrin samme dag, så du kan glemme alt om lange og trælse køer i supermarkedet i en travl hverdag. Hver fredag tilbyder Majses Mad en meget populær tapasanretning med 7 små retter og hjemmebagt brød. Butikken er en del af konceptet Madvognen.dk, der leverer frisklavet og delvis økologisk takeaway fra leverandører over hele landet.

Hvis du er afhængig af vin
Vinpusheren, Grumstolsvej 4, 8270 Højbjerg

For omkring et år siden slog Vinpusheren dørene op til en flot og anderledes vinbutik i Højbjerg, og den er et besøg værd. Butikken er et fedt, lyst lokale med lysindfald fra store vinduer, som giver en stemning af både gammel lagerhal og topmoderne forretning. Pusherne i butikken er stolte af deres udvalg af vin og champagne på hylderne, hvor 40 procent består af vine, som de selv har importeret fra blandt andet Tyskland og Østrig. Udover vin er Vinpusheren med på tapasbølgen og har stor succes med butikkens fredagstapas, som består af lækkert brød, pølser, skinker, oste og pesto fra gourmetbageren Foodfein i Aarhus C. Vinpusheren holder i øvrigt med jævne mellemrum vinskole til dig, som gerne vil dykke ned i vinens spændende verden. Bemærk at butikken kun er åbent torsdag, fredag og lørdag.

“Efter mange år i Storbritannien er jeg blevet inkarneret gin & tonic-fan, og Aarhus har et fantastisk udbud. Min favorit er Botanist gin med Fevertree tonic og timian. It’s 5’o’clock somewhere!”

Emilie Kristensen-McLachlan, Journalist

Foto: Fika

5 sunde spisesteder efter træning

SUNDHED Efter træningen skal kroppen have noget sundt, og her er 5 perfekte steder til dit næste post workout-meal.

Vil du være sikker på, at turen på løbebåndet eller timerne med vægtene ikke er spildt? Eller har du bare brug for et alternativ til dårlig, fed mad fyldt med dumme kalorier efter træning? Så har du brug for et frisk måltid, der giver dig et ordentligt sundhedsboost. Her er 5 sunde post workout-meals i Aarhus.

Lækker lowcab i Mejlgade
Ren & Stærk, Mejlgade 51D, 8000 Aarhus C

Kører du den hardcore palæolinje, er den lille takeaway Ren & Stærk i Mejlgade det perfekte sted at hente sund mad efter træning. I bedste palæostil findes der ingen gluten, e-numre eller stivelse i retterne på menukortet, så hvis kroppen vil have fritter, pasta eller ris, skal du gå et andet sted hen. Til gengæld byder stedet på en stribe lækre frokost- og aftensretter, og du kan tilmed sætte tænderne i en sund dessert. Hvad for eksempel med en vegansk salat efterfulgt af en cajun-kylling og en lækker avocadokage til slut? Du kan også slå dig løs i forskellige juicer, ingefærshots eller den nye te steepers med ingefær eller mynte. Ingredienserne er så vidt muligt økologiske og fra lokale leverandører, så samvittigheden er også i orden.

Glade grøntsager på Frederiks Allé
Glad!, Frederiks Allé 127, 8000 Aarhus C

Fra vinduespladserne hos spisestedet Glad! kan du kigge ud på Frederiks Allés hektiske strøm af biler, mens du glæder dig over, at træningen er ovre. Glad! løb med webportalen AOA’s pris for Byens Bedste Brunch/Morgenmad i både 2014 og 2015 og er perfekt til et sundt måltid for træningsentusiaster. Prøv for eksempel en gang hip grød med havre, spelt, rug, kanel og mandler fra morgenstunden eller en god salat til frokost. Hvis du er på udkik efter en sund aftensmad, er Glad! også med på podiet. Sæt for eksempel tænderne i en økologisk chili con carne med salat og giv den dårlige samvittighed baghjul. Glad! var en af byens første cafeer med fokus på økologi og har kunnet bryste sig af det økologiske guldmærke siden 2013.

Stoppested for juicejunkies
Juicestop, Badstuegade 4, 8000 Aarhus C

Juicebaren Juicestop i Latinerkvarteret serverer trods navnet andet end friskpressede grøntsags- og frugtjuicer, selvom de naturligvis også er på menuen. Perfekt som takeaway er for eksempel dagens to go-salat, der fås i to størrelser og kommer med kylling, avocado eller falafel on the side. Til salaten kan du nyde en af de sunde vitaminboosterjuices, som fås som refill i plastflasker lige til at tage i tasken. Hvis du har trænet hårdt og fortjener lidt sødt, tilbyder Juicestop også dagens kage, som hverken indeholder gluten, sukker og mælk. Stedet lægger generelt stor vægt på sundhed og har også en filial på Nordre Strandvej i Risskov, hvis du savner lidt mundgodt på din næste strandtur.

Sunde salater ved banegården
Café Stiften, Banegårdspladsen 11, 8000 Aarhus C

Den populære Café Stiften er med sin centrale placering ved Banegården og udsigt til Aarhus Rådhus kendt blandt de fleste aarhusianere, som besøger stedet inden biograf- eller togturen. Men caféen er også værd at slå et smut forbi, når du har givet den gas med squats og lunges. Den hyggelige café tilbyder en sund salat, som du blander selv ud fra caféens bland selv-koncept. Du kan vælge mellem salater i to forskellige størrelser, og der er masser af ingredienser at tage fra, ligesom du kan vælge brød, smør, dressing eller pesto til. Hvis du er lidt nede på vitaminer, kan du bestille en caféens fremragende juices med et shot af friskpresset ingefær, æble eller rødbede. Mums!

Sunde økosalater på Frederiksbjerg
Café Fika, Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C

Den lille café Fika i hjertet af Frederiksbjerg er i løbet af de seneste år blevet en populær destination for sunde og madglade træningsfreaks, der skal slappe af efter træning. Her kan du blande din egen favoritsalat og vælge mellem tre forskellige størrelser med henholdsvis fire, fem eller seks forskellige salater. Størstedelen af råvarer er økologiske, og Fika kan prale af at have et økologisk spisemærke af guld. Caféen serverer også en lækker, friskpresset juice af frugt og grønt, så dit vitaminbehov er dækket for resten af dagen. Hvis du har appetit til mere sundhed, ligger caféen perfekt placeret ved siden af en af Aarhus’ ældste helsekostforretninger, Ren Kost. NB: Kom i god tid, for Fika er meget populær.

Foto: Coop

Kæmpe madfestival rammer Aarhus

FESTIVAL Du kan opleve kagesmagning, flødebollekursus og kendiskokke i massevis på stor madfestival i Aarhus i weekenden.

Der er kendiskokke i massevis, gratis smagsprøver og kurser i alt fra flødebollefremstilling til pizzabagning, når Coop inviterer til kæmpe madfest under navnet Mad Dage Live i Aarhus i weekenden den 2-3. april.

”Vi ønsker at levendegøre vores madagenda, som er vores vision om det gode måltid, en mere spændende madkultur og bedre mad og råvarer i supermarkedet,” siger innovationsdirektør Jeff Salter fra Coop i en pressemeddelelse.

Læs også: Kæmpe vinfestival rammer Aarhus

Kendiskokke i massevis
Til festivalen i Aarhus kan du blandt andet møde kokkene Thomas Rode, Gorm Wisveh og Claus Holm, udfordreren Chili Klaus, konditoren Mette Blomsterberg, flere deltagere fra Den Store Bagedyst, sundhedsguruen Christian Bitz og gastronomiskribenten Ole Troelsø.

Børnene kan selv bage pizzaer, kager eller lave sjove figurer af frugt og grønsager, og for de voksne vil der være flødebolle- eller pølseværksted, kagesmagninger, en bornholmerfrokost og meget mere.

Festivalen finder sted i den gamle Metro-butik på Sletvej 36 i Tranbjerg syd for Aarhus. Entrébilletter koster 100 kroner for voksne og 60 kroner for børn, og Coop-medlemmer får 50 procents rabat. Se programmet og køb billetter her.

Læs også: Streetfood fra hele verden ved Kulbroen
Læs også: Smag 40 slags rom på fire dage i Aarhus

Januar 2021

Optællingen er i gang

Tilmed vores nyhedsbrev

Foto: Meyers Bageri

6 kanongode kanelsnegle i Aarhus

GUIDE En kanelsnegl skal være saftig, friskbagt og tilpas snasket, og den er i topklasse disse 6 steder.

Nogle mener måske, at kanelsneglen hører morgenbordet til. Men det er vi bestemt ikke enige i. Der findes ikke et tidspunkt, hvor en velbagt kanelsnegl ikke er passende. På morgenbordet, til formiddagsulten, efter frokosten, til eftermiddagskaffen, på vej fra arbejde, til natmad. Slå dig løs! Med kanelsnegle fra disse 6 steder i Aarhus går du ikke gå galt i byen.

Ægte chokolade på Guldsmedgade
Emmerys, Guldsmedgade 22, 8000 Aarhus C

Hos Emmerys kan du få en velvoksen, økologisk kanelsnegl med rigtig chokolade i stedet for glasur. Haps, siger vi bare! Ud over kanelsneglen er den hjemmeristede kaffe værd at cykle efter, og den frisklavede rugbrødssandwich sætter med lethed caféernes tørre kylling-baconsandwiches til vægs. Som aarhusianere kan vi bryste os af, at det oprindelige bageri stadig ligger på hjørnet af Guldsmedgade og både har café og bageriudsalg. Bonusinfo: Emmerys har også filialer i M.P. Bruunsgade, Magasin, City Vest og på Nordre Strandvej i Risskov.

Fætre og kusiner i Munkegade
Moccacity, Gammel Munkegade 19, 8000 Århus C

Hos den hyggelige cafe i Gammel Munkegade kalder ejeren Ulla sine kanelsnegle for kanelfætre og kanelkusiner. Men uanset navnet ligner formen den velkendte kanelsnegl, og smagen af smør, remonce og kanel fejler absolut intet. Moccacity har ligget i den hyggelige gade siden år 2000, og målet er at give kunderne “alt i kaffe – og mere te”, som der står på hjemmesiden. Der er hele vejen igennem fokus på de gode råvarer, og alt bagværket er bagt på økologisk mel. Udover kaffe og kage byder Moccacity også på sandwich til frokosten. Bonusinfo: Moccacity laver også det, de selv kalder verdens bedste hindbærsnitte.

Ikke kun lagkager i Bruunsgade
Lagkagehuset, Bruunsgade 34, 8000 Aarhus C

Københavnere har kendt bagerkæden Lagkagehuset i mange år, men først for nylig kom Lagkagehuset til Aarhus. Og tak for det, for kvaliteten af brød og kager er i top i den aarhusianske butik, der er kædens 24. i Danmark. Kanelsneglene er oldschool med masser af glasur og remonce, der gør dem snaskede på den helt rigtige måde, og de går perfekt til en god kop kaffe, som du passende kan nyde i bageriets café. De andre kager er også fortrinlige, men lagkagen må vi dog indrømme, at vi aldrig har smagt. Bonusinfo: Bagerkæden er grundlagt af Steen Skallebæk og Ole Kristoffersen, sidstnævnte kendt fra Go’ Morgen Danmark på TV 2.

Masser af smør på Åboulevarden
Briancon, Åboulevarden 53, 8000 Århus C

Hos bageren Briancon mødes franske bagetraditioner med dansk smør. Tilsat en stor portion kærlighed og lidt kanel er resultatet en af de bedste kanelsnegle i Aarhus. Det tykke lag mørk glasur skader bestemt heller ikke. Stedet beskriver selv kagerne som rustikke og bagt efter gamle traditioner med masser af sjæl – og smør! Briancon, der er eget af det aarhusiansk søskendepar karina og Kenneth, havde også tidligere butik i Åbyhøj, men nu spreder de kun kulhydratglæde fra lokalerne ved Åboulevarden. Når du alligevel lægger vejen forbi, så forkæl dig selv med et durumbrød og en chokoladecroissant. Bonusinfo: Bageren har et af Aarhus’ største udvalg af champagner.

Høj kvalitet i Latinerkvarteret
Nr. 24, Graven 24, 8000 Aarhus C

Ægteparret Karen Husted og Christian Funder står bag disken i bageriet Nr. 24, der er opkaldt efter adressen i Graven i Latinerkvarteret. Udvalget er ikke stort, men indretningen i den lille butik er særdeles hyggelig, og deres udgave af en kanelsneglen, der går under navnet kanelting, smager skønt! Eneste anke er, at den er uden glasur, men kvaliteten er til gengæld så høj, at man ikke savner glasuren. Prøv den sammen med en kop to go-kaffe i en forårssolstråle på toppen af græshøjen i Graven. Bonusinfo: Ægteparret er faktisk ikke uddannede bagere, men henholdsvis kemiingeniør og plantepatolog.

Klassiske snurrer fra Meyer
Kvickly, Bruuns Galleri, 8000 Aarhus C

Hvis der er et specifikt bagværk, der forbindes med Claus Meyer, er det kanelsnurren – den krøllede, snoede kanelsnegl, der smager skønt og er ekstremt Instagram-venlig. Meyers Bageri ligger naturligvis ikke i Aarhus, men siden sommeren sidste år har man i flere af Coops butikker kunnet købe lækkerierne fra bageriet. I Aarhus kan du blandt andet finde lækkerierne i Kvickly i Bruuns Galleri og Superbrugsen på Vesterbro Torv. Bonusinfo: Meyer holder jævnligt kurser i kanelsnurrens kunst – dog kun i København.

Foto: Valdemarsro

Her er bloggernes yndlings-takeaways

Seks af Aarhus’ madbloggere fortæller om deres yndlingstakeaway-sted i byen.

Pizza med salsiccapølse fra Delizioso
Ann-Christine Hellerup Brandt, Valdemarsro
“Når vi henter takeaway, står valget ofte mellem sushi eller pizza, og skal det være pizza, så er Delizioso Åbyhøj stedet med byens bedste ægte italienske pizzaer. Nummer 92 med salsicciapølse er altid blandt de tre pizzaer, vi køber.”

Byens bedste pizzaer fra Il Mercatino
Laura Overgaard, Twinfood
“Det må være den italienske Il Mercatino i Mejlgade. Når Christine og jeg bestiller takeaway, er det ofte pizza, og vi synes simpelthen, at det er her i Mejlgade, at Aarhus’ bedste pizzaer laves. Udvalget af fyld er stort og spændende, og går man ikke lige efter pizza, kan man hos Il Mercantino desuden købe lækre, velsmagende sandwiches og de fineste italienske specialiteter.”

Wok2Go fra Orientalsk Køkken
Sidsel Hilding-Hamann, Sidsel&Lasse
“Lasse og jeg er begyndt at frekventere et bestemt sted meget ofte, nemlig Orientalsk Køkken få skridt fra vores hjem. Her kan man få virkelig god og krydret orientalsk mad med masser af friske, sprøde grøntsager og thaibasilikum. Vi bestiller altid en Wok2Go til deling med enten reje- eller oksekødssalat til forret og andesteg med rød karry eller oksekød i panangkarry til hovedret. Til 100 kroner for to retter er det virkelig et godt og billigt måltid.”

Nemt og lækkert fra OliNico
Josephine Malene Kofod, A Tasty Love Story
“Bistroen OliNico i Mejlgade. Uden tvivl! Jeg går tit derned for at få frokost, eller hvis aftensmaden skal være nem takeaway. OliNico vinder hver gang, fordi maden bare er lækker, og har det der twist af nordiske elementer. Som studerende er det også til at betale i forhold til de portioner, man får dernede. Og det er jeg vist ikke den eneste, der har fundet ud af, der er nemlig tit lang kø.”

Autentisk mexicansk fra Vaca
Mads Jordansen, Winelab.dk
“Jeg er glad for Vaca i Mejlgade. Lækker og ret autentisk mexicansk mad med masser af sprøde grøntsager og tilmed billige priser.”

Ægte italiensk pizza fra Casa Mia
Marianne Jakobsen, Delicate Photoart
“Min yndlingstakeaway i Aarhus er pizzastedet Casa Mia på Trøjborg, som er indbegrebet af ægte italiensk pizza. Her finder du byens bedste pizzaer med tynde bunde og en perfekt mængde fyld. Min yndlingspizza er den med parmaskinke, rucola og parmesanost.”

“Hvad er bedre end kage? Mange kager i én! Min yndlingskage er derfor selvfølgelig en trøffel. Selvom vi dog kalder det en romkugle i Aalborg, hvor jeg kommer fra…”

Emilie Kristensen-McLachlan, Journalist

Foto: Restaurant Kohalen

5 oldschool påskefrokoster i Aarhus

GUIDE Hvor får du en perfekt påskefrokost med sild og snaps? Naturligvis på en oldschool smørrebrødsrestaurant, og her er 5 af de fineste i Aarhus.

Påsken er lige om hjørnet med påskeøl, sild og snaps, og det er snart tid til den traditionsrige påskefrokost. Men hvor skal du gå hen, hvis du vil tage forskud på glæderne? Du skal da på en klassisk smørrebrødsrestaurant, som Aarhus heldigvis har en perlerække af. Vi giver dig her en guide til midtbyens bedste steder med oldschool smørrebrød, som vor mor lavede det.

Legendarisk perle på havnen
Restaurant Kohalen, Jægergårdsgade 154, 8000 Aarhus C

Den legendariske Restaurant Kohalen ligger på Aarhus Havn over for det gamle slagterhus, hvor restauranten har ligget siden 1907. Igennem stedets hundredårige historie har navnet på facaden skiftet ligeså ofte madstilen, men siden det nuværende forpagterpar Jes og Rita Lausten overtog den i 1998, har niveauet været højt og stabilt. Omgivelserne er ikke de mest charmerende med moderne bygninger på den ene siden og en DLG-silo på den anden, men det opvejes til fulde af den autentiske indretning og stemningen i restauranten. Kohalen byder både på a la carte-retter og anretninger, og til en påskefrokost vil den såkaldte luksusfrokost-anretning være det perfekte valg. Her kan I mæske jer i alt fra sild og røget ål til sprængt oksebryst for 278 kroner pr. næse.

Danske klassikere på hjørnet
Den Lille Kro, Nørre Alle 55, 8000 Aarhus C

Den Lille Kros placering på hjørnet af Nørre Alle og Grønnegade er ikke just hyggelig, men heldigvis lukkes trafikken og gadelarmen ude, når man sidder indenfor med stuk i loftet, hvide duge på bordene og guldrammer på væggene. På frokostmenuen er der både smørrebrød, lune retter og desserter, så en frokost på Nørre Allé kan byde på lidt af det hele. Start for eksempel med en sildetalllerken til 149 kroner, gå videre med et stjerneskud til 149 kroner eller to tarteletter til 98 kroner og slut af med en gammeldags æblekage til 89 kroner. Du kan også vælge den lette løsning i form af kroens påskefrokostanretning til 249 kroner per næse. Den Lille Kro har også et imponerende ølkort med øl fra blandt andre Aarhus Bryghus, Syndikatet og Jakobsen.

Hjemmelavet på havnen
Restaurant Europa, Havnegade 28, 8000 Aarhus C

Ikke langt fra Restaurant Kohalen ligger Restaurant Europa, der har udsigt til de gamle bygninger på havnen, i hvert fald når der ikke er vejarbejde. Stedet, der også kalder sig mad- og vinbar, har serveret smørrebrød siden 2010 og har næsten ikke andet på kortet. Dette kalder på en høj kvalitet, som da også sidder lige i skabet, fordi alt er hjemmelavet. Prøv for eksempel restaurantens sildetatar med dild, løg, kapers og æggeblomme eller roastbeef med bløde løg og spejlæg til henholdsvis 75 og 85 kroner. Til påskefrokosten kan du også gå all ind med stedets pariserbøf på smørristet franskbrød med peberrod, capers, løg, hjemmesyltede rødbeder og to æggeblommer til 145 kroner eller et stjerneskud med dampet og friskstegt rødspættefilet, mayonnaise, rød dressing, caviart og asparges til samme pris.

Tidsmaskinen ved rådhuset
Raadhuus Kafeen, Sønder Alle 3, 8000 Aarhus C

Raadhus Kafeen er en institution i Aarhus med sine træindfattede vinduer og underlige stavemåde på hjørnet ved rådhuset. Den har ligget der siden 1924, men det var faktisk først senere, at gæsterne fik udsigt til Arne Jacobsens rådhus, der først blev færdigt i 1941. Raadhus Kafeen har et af Aarhus’ største udvalg af smørrebrød, der også inkluderer ribbenssteg, kalvelever og dyrlægens natmad. Derudover kan du også sætte tænderne i klassikere som skipperlabskovs med rødbeder og flæskeæggekage. Retterne kan nydes omgivet af et interiør, der som en tidsmaskine sender dig tilbage til Dirch Passer-film og is til en femøre. Til din påskefrokost skal I have en af deres anretninger, eksempelvis luksusanretningen med sild, rejer, røget laks og engelsk bøf til 269 kroner pr. kuvert.

Eget snapsekort ved teatret
Teater Bodega, Skolegade 7, 8000 Aarhus C

Teater Bodega har siden 1908 ligget i bygningerne lige over for Aarhus Teater, og navnet er ikke for sjov. Væggene i den som regel fyldte bodega er tætpakkede med billeder af skuespillere, plakater og andet memorabilia fra teatrets historie, som er med til at give stedet sin helt egen stemning. Der er både et menukort og et separat snapsekort, så det er det oplagte sted til at fylde de små glas. Frokostmenuen byder på alt fra smørrebrød, tatar og håndpillede rejer til større retter som wienerschnitzel og biksemad. Hvis I vil gøre jeres frokost lidt mere overskuelig, kan I vælge en af stedet frokostanretninger, som blandt andet består af sild, rødspættefilet og gammel ost. Hvis ikke I da vælger at lave den dyre med en luksusanretning til 285 kroner pr. kuvert.

Foto: Summerbird

6 butikker med forførende påskeæg

GUIDE Hvor finder du det perfekte chokoladeæg til påske? Her er 6 velsmagende butikker med påskeæg til enhver lejlighed.

Du kan altid finde en anledning til at spise chokolade, men til påske er det et must at gå all-in med de forførende fristelser. Et påskeæg er ikke bare et påskeæg, og vi har fundet 6 steder, som byder påsken velkommen med klassiske og nyfortolkede udgaver af ægget, hvad enten det er til værtindegaven eller børnenes påskeleg. Overgiv dig til den mørke side og lad dig forføre af en chokoladeoplevelse af de store.

Forførende klassiske påskeæg i sølv
Summerbird, Volden 31, 8000 Århus C

Med en dygtig betjening og chokolade af alle slags er Summerbirds hyggelige butik i Latinerkvarteret et rent slaraffenland for chokoladeelskere. Hovedrollen i butikken spilles op til påske af et klassisk, elegant sølvæg, som du kan få i tre forskellige størrelser til 85 kroner, 268 kroner eller 578 kroner (!). Sølvægget er fyldt med Summerbirds delikate vagtelæg med mint, lakrids eller praliné og er perfekt, hvis du vil skabe chokoladeforkælelse for fuld skrue. I påskesortimentet er der også et smukt porcelænsæg og andre fristelser, der er fortrinlige som værtindegaver. Prøv for eksempel Summerbirds miniture eggs med ni forskellige chokolader til 148 kroner. Vi kan også anbefale Summerbirds dragerede mandler med nougat til 48 kroner for 100 gram. Meget lækkert og farligt vanedannende.

Chokolade i den gode sags tjeneste
Social Foodies, M. P. Bruunsgade 60, 8000 Aarhus C

Aarhus’ nyeste is- og chokoladebutik Social Foodies bygger på et socialøkonomisk koncept, hvor overskuddet går til socialt udsatte i Afrika og Danmark. Til påske sælger butikken hjemmelavede påskeæg, som er lavet af en chokoladeskal med fem små påskeæg med fyld af marcipan eller lakrids til 145 kroner. I påskedagene 21-23. marts inviterer butikken også til påskeægskursus, hvor børn selv kan lære at lave deres eget påskeæg for 125 kroner per næse.  Er humøret ikke til påskeæg, sælger Social Foodies også is, nødder, chokolade og flødeboller. De indbydende fristelser er alle hjemmelavede af udvalgte råvarer, hvoraf de fleste tilmed er økologiske. Mums, siger vi bare.

Fristende vagtelæg med trøffel
Peter Beier Chokolade, Ryesgade 35, 8000 Aarhus

I starten af Ryesgade op mod banegården har Peter Beiers chokoladebutik til huse, og her er påsken for alvor skudt i gang med et stort og lokkende udvalg. For eksempel kan du lade dig forkæle med dueæg til 89 kroner for 100 gram eller Peter Beiers særlige påsketreat med ni vagtelæg af lime-, karamel- og nougattrøfler til 139 kroner. Peter Beier har også halve chokoladeæg fyldt med dessertchokolade i forskellige størrelser og priser, og alt er smukt pakket ind og gør sig fortrinligt som gave. Butikken har også diabetikervenlig chokolade, som sælges for en sympatisk pris på 35 kroner for 50 gram. Bonusinfo: I butikken bliver du altid budt velkommen med en smagsprøve, når du træder ind – så er chokoladefesten i gang, ikke?

Delikate påskeæg til billige priser
Spangsbjerg Chokolade, Anelystparken 7, 8381 Tilst

Spangsbjerg Chokolades fabriksudsalg i Tilst åbnede sidste år og er på rekordtid blevet byens suveræne himmel for flødebolleelskere. Men vidste du, at butikken også har påskeæg? Til højtiden kan du fornøje dig med chokoladeproducentens små, massive æg i en ren marcipanversion eller med nougat. Det er jo et fabriksudsalg, så derfor koster æggene rørende 22 kroner for en pakke med tre æg eller 38 kroner for to pakker. Vi anbefaler at snuppe par kasser af de berømte flødeboller med i købet, nu du er taget turen til Tilst. Her får du nemlig 20 flødeboller til 85 kroner – tag den! Som der står på en plakat i butikken: ”Du må godt købe to pakker, fordi du ved, at du alligevel spiser den ene på hjemvejen”. Bemærk at butikken kun har åbent onsdag, fredag og lørdag kl. 11-17.

Påskeæg for enhver smag
Magasin, Immervad 2-8, 8000 Aarhus C

Chokoladeafdelingen i Magasin byder på flere påskefristelser fra mærkerne Simply Chocolate, Summerbird, Johan Bülow og selvfølgelig stormagasinets eget mærke Magasin Chokolade. Sagt med andre ord – her er noget for enhver smag. Lader du dig forføre af Magasin eget mærke, kan du lade dig forkæle med ni cremeæg for 119 kroner i en flot indpakning. Du kan også vælge Johan Bülows påskevariant, som er en lækker lakridsudgave til påske bestående af sølvmarmorerede karamelliserede chokoladekugler med havsalt og lakrids til 200 kroner. Har du lyst til at gå all-in, kan du lægge 299 kroner for det flotte kobberæg The Egg fra Simply Chocolates, som er fyldt med 15 chokoladeæg af mælkechokolade, mørk chokolade og hvid chokolade. Så er der ikke et øje tørt, vel?

Fortryllende chokoladeæg til børn
Chokolade-Fabrikken, Adelgade 118, 8660 Skanderborg

Hvis du er klar på en tur syd for byen, kan du besøge butikken Chokolade-Fabrikken i Skanderborg. Her er udvalgte råvarer og Valrhona-chokolade nøgleordene, og op til påske kan du lade dig forkæle af halve chokoladeæg med dessertchokolade i forskellige størrelser og priser fra 92 kroner. Chokolade-Fabrikken har også lavet et særligt påskeæg til børn i form af et halvt chokoladeæg med børnevenligt fyld, som selvfølgelig både fås i pige- og drengeudgave. Børneæggene koster 92 kroner for 125 grams-versionen og 128 kroner for 175 gram-versionen. Vi anbefaler også at smage på butikkens dessertchokolader, som inkluderer over 25 forskellige slags, for eksempel de klassiske romtoppe eller marcipan fremstillet af mandler fra spanske Valencia til 94 kroner for 125 gram.

December 2020

Vinder

Madklubben

Foto: Nicolas Min Jørgensen, Substans

5 Aarhus-kokke du skal følge på Instagram

GUIDE Vi har fundet 5 aarhusianske kokke, som får dit mundvand til at løbe på Instagram.

Instagram er efterhånden installeret på rigtig mange mobiler i det ganske land, og madfotos er som bekendt the name of the game i en sværm af solnedgange, selfies og fitness-snaps. Her er 5 arhusianske kokke, som formår at få dit mundvand til at løbe på Instagram.

Michelinmad fra Frederiksgade
Køkkenchef Nicolas Min Jørgensen, Restaurant Substans, Aarhus C (@Nicolas_substans)

Med en følgerskare på næsten 3.000 personer er Nicolas Min Jørgensen fra Michelin-restauranten Substans på Frederiksgade den aarhusianske kok, der har flest følgere på Instagram. Nicolas, der også er kaptajn på det danske kokkelandshold, poster typisk et billede om dagen, og du kan ikke undgå at få få et hul i maven, når du kigger på de smukke billeder af den lokale Michelin-mad. I den kommende weekend deltager Nicolas i konkurrencen ’Årets kok 2016’, og vi ønsker held og lykke!

Fra hotdogs til gourmetretter
Souschef Johannas Fjallheim Kier-Hansen, Restaurant Veto, Aarhus C, Johannskier

Johannas Kier-Hansen har til dagligt sin gang på den nye Restaurant Veto i Jægergårdsgade, som kører et nordisk-asiatisk køkken og for nylig har scoret fem flotte stjerner i Jyllands-Posten. Når du ruller ned igennem profilen, finder du billeder alt fra hotdogs til gourmetretter af højeste klasse, og de knap 200 følgere har fornøjelsen af at se et nyt billede et par gange om ugen. Sammen med Nicolas Jørgensen er Johannas i øvrigt også i finalen til ’Årets kok’. Go get ’em!

Følg Smag Aarhus på Instagram

Farverige fotos med lokale råvarer
Medejer Christoffer Norton, Restaurant Domestic, Aarhus C (@Christoffernorton)

Kokken Christoffer Norton har sin daglige gang hos Mejlgades gastronomiske flagskib Restaurant Domestic og deler primært betagende billeder fra spisestedet. Du vil hurtigt blive overvældet af de farverige madbilleder med anderledes, lokale råvarer, som kokken deler med sine 350 følgere. Hvis du kan lide at stege i smør, så skynd dig ind og tag et kig på Christoffers seneste billede. Han poster desværre kun omkring et billede om ugen, men de er hele ventetiden værd.

Menuer fra alle verdenshjørner
Køkkenchef Kasper Pelle Christensen, Nordisk Spisehus, Aarhus C (@Kasper_Pelle)

Kasper Christensen styrer sammen med kollegaen Jacob Freitag (@jacobfreitag) køkkenet på Nordisk Spisehus, der serverer Michelin-menuer fra alverdens verdenshjørner. Derfor er det også enormt flotte retter, der præger hans profil og deles med de 250 følgere. Det seneste billede består af kammusling, boghvede og løvstikke i en sammenhæng, som du ikke kan forestille dig. Fra den 3. marts står der i øvrigt svensk Michelin-mad på menuen på restauranten, så mon ikke vi får nogle billeder af det?

Latteart af bedste skuffe
Ejer Søren Stiller Markussen, Great Coffee, Aarhus C (@Greatcoffee_aarhus)

Selvom han er uddannet konditor og ikke kok, tillader vi os at tage den aarhusianske kaffestolthed Søren Stiller Markussen med i denne guide til gastronomiske aarhusianere på Instagram. Han serverer nemlig mundvandsdrivende fotos i stor stil på sin profil, der har knap 2.000 følgere. Vil du se latteart fra bedste skuffe, er du kommet til det rigtige sted, og vil du have i indsigt i kaffens verden, er det bare om at klikke ”følg”. Søren har vundet mange baristapriser, og senest blev det til en guldmedalje ved Barista DM i 2015.

Følg Smag Aarhus på Instagram

Foto: Gorm’s Pizza

6 spisesteder du skal glæde dig til

GUIDE Den ene restaurant efter den anden har meldt deres ankomst til Aarhus i 2016, men hvem skal du gå efter? Her er 6 spisesteder, som du skal glæde dig til åbner dørene.

Den ene nyhed efter den anden popper op i dit newsfeed på Facebook om nye spisesteder i Aarhus, men hvilke steder skal du især holde øje med i de kommende måneder? Og hvornår åbner de overhovedet? Vi har scannet alle udmeldingerne og giver dig her vores bud på 6 restauranter, som du skal holde øje med, når de åbner dørene for første gang i løbet af året.

Ny vinbodega ved Klosterport
MasVino Vinbodega, Klosterport 4B, 8000 Aarhus C, åbner foråret 2016

Det seneste år har Aarhus fået nye vinbarer i form af Svinbar på Klostergade, Pica Pica på Vester Allé og senest Plan B på Fredens Torv, og nu får byen snart endnu et vandingshul for vinelskere. Det sker med en ny vinbodega, der under navnet MasVino åbner i et gammelt værksted i en baggård ved Klostergade i løbet af februar. Bag byens nye vinbodega står trioen Malthe Bøgh Olesen, Christian Castenskiold og Mads Poulsen, der også driver Pica Pica og restauranten Spiselauget på Godsbanen. Målet er ligesom med Pica Pica at skabe et uformelt sted i rustikke omgivelser med vine på glas og lette retter på menuen. I lighed med Pica Pica kommer vinene fra Spanien, og maden er ligeledes spansk inspireret. Konkret kan sulten stilles med en række forskellige grillspyd, som i spansk bodegastil afregnes til sidst ved at aflevere de tomme spyd til bartenderen.

Kultburgers på Jægergårdsgade
Tommi’s Burger Joint, Jægergårdsgade 57, 8000 Aarhus C, åbner maj 2016

Inden alt for længe vil aarhusianske burgerelskere få endnu et tilbud i form af den islandske burgerkæde Tommi’s Burger Joint, der etablerer en burgerbar på Jægergårdsgade 57 tæt ved ølbaren Mikkeller Bar. Tommi’s Burger Joint har også burgerbarer i London, Malmø, Berlin og Kødbyen i København, og i Aarhus er målet, at at byens nye burgersted i endnu højere grad vil etablere Frederiksbjerg som gastronomisk centrum i Aarhus. Prismæssigt kommer en burger på byens nye burgerjoint til at stå i 69 kroner, og pomfritter kan fås for 25 og 35 kroner. Derudover tilbyder Tommi’s den såkaldte “Offer of the Century” med burger, fritter og sodavand for 89 kroner. Lokalerne ejes af den aarhusianske Kähler-koncern, der også ejer Mikkeller Bars lokaler.

Fancy steaks på Banegårdspladsen
Retour Steak, Banegårdspladsen 4, 8000 Aarhus C, åbner sommeren 2016

Den hippe københavnske restaurant Retour Steak får til sommer en aarhusiansk aflægger i TGV Café’s gamle lokaler på Banegårdspladsen. Bag restauranten står superkokken Rasmus Oubæk, der de seneste år har etableret et decideret restaurantimperium i København med restauranter som Pluto, Barbie, Gorilla, Otto og Retour Steak, der findes to steder. Hvad kan man så sætte tænderne i på byens nye steakhouse? Det er uvist, men et gæt kunne være et menukort a la de to Retour Steak-restauranter i København. Det vil sige den franske bistrostil med klassikere som steak frites, tatar, hummer, charcuteri, gratinerede snegle, kalveterrin og creme brulée. Prisniveauet i København starter ved 65 kroner for en lun kalveterrin og op til 265 kroner for en steak på 350 gram med bearnaise og fritter.

Grød i lange baner
GRØD, ukendt adresse, åbner sommeren 2016

Glem alt om klistret havregrød, når den københavnske grødbar Grød slår dørene i Aarhus. Ganske vist er grøden fra barndommen på menuen, men den er piftet op med frysetørrede bær, æbler og karamelsauce. Og så består den største del af menukortet faktisk af retter som risotto, byg-otto, den indiske linsegryde dhal og asiatisk ris-kyllingegrød. I København ligger Grøds tre grødbarer på Jægersborggade, Guldbergsgade og i Torvehallerne, og i Aarhus er det planen at åbne op enten på Frederiksbjerg eller i Latinerkvarteret. Chef for den østjyske grødbar bliver Julie Abildgaard, der er tidligere køkkenchef fra Grød i København og i dag bor i Aarhus. Bagmændene har store forhåbninger er store til den østjyske satsning, der blev tyvstartet med en popup-grødbar til et streetfoodmarked på Godsbanen før jul.

Ny madklub åbner i Aarhus
Madklubben, Europaplads, åbner i slutningen af 2016

Den københavnske restaurantkæde Madklubben er med restauranter som Madklubben, Bistro Royal, Gran Torino og Alabama Social særdeles populære blandt madelskere, der sætter pris på tidstypisk gastronomi til SU-venlige priser. Kæden har meldt ud, at man åbner en restaurant i Aarhus i løbet af 2016, og at der lige nu forhandles om flere placeringer i byen. Blandt andet er stueetagen i Europahuset angiveligt i spil som nyt lejemål. Den succesfulde restaurantkæde ejes af den sønderjyske Anders Aagaard, der startede karrieren som en del af holdet bag den ligeledes københavnske restaurantkæde Cofoco. Den fancy madklub serverer normalvis menuer til mellem 200 og 350 kroner, så der er noget at se frem til!

Gourmetpizza i topklasse
Gorm’s Pizza, ukendt adresse, åbner i løbet af 2016

Det er godt nyt til pizzaglade aarhusianere, når den populære gourmetpizzakæde Gorm’s med pizzatroldmanden Gorm Wisweh i front rykker til Aarhus. Forventningen er at åbne en pizzarestaurant i slutningen af 2016, når de rigtige lokaler er fundet. Gourmetpizzakædens eventyr startede tilbage i 2008, hvor stifteren Gorm Wisweh åbnede en restaurant på Magstræde i København. Siden er yderligere 8 restauranter med de karakteristiske og simple pizzaer kommet til, herunder en i Torvehallerne og to i Japan. At netop Aarhus lægger hus til den næste restaurant i rækken skyldes ifølge direktøren, at Aarhus trods mange gode tilbud mangler en decideret gourmetpizzarestaurant. Vi kan ikke sige andet, end at vi glæder os!

December 2020

Vinder

Madklubben

Foto: Restaurant FF

7 nye steder du skal tjekke ud

GUIDE Aarhus bugner af nye spisesteder, der venter på dig. Men har du mistet overblikket? Her er en guide til 7 nye steder, du skal tjekke ud.

Aarhus er efterhånden ved at udvikle sig til et paradis for madnørder og spiritusconnaisseurs, og vi er vilde med det. Men udfordringen er, at det kan være svært at holde tungen lige i munden og overskue landskabet, når de nye steder åbner på stribe. Her er vores bud på 7 nye steder, der er værd at aflægge et besøg. God jagt!

Delemad ved Åboulevarden
Restaurant FF, Åboulevarden 30, 8000 Aarhus C

Den anmelderroste Restaurant Ferdinand ved åen har fået en lillebror i form af den uformelle Restaurant FF, der er åbnet i nyrenoverede lokaler i baggården bag ved Ferdinand. Atmosfæren er afslappet, indretningen er cool, og viben er lidt New York- eller London-agtig. Konceptet lyder på tidstypisk delemad i form af småretter, som du deler med resten af bordet ligesom på CANBlau og Frederiksgade 42. Priserne på maden og vinen er rimelige, og du kan få en menu med 10-12 serveringer serveret til hele bordet for 345 kroner pr. person. Hvis I ikke er til delekonceptet, kan I også bestille charcuteri, fiskerette, kødretter, grønsagsretter, desserter og oste ala carte. Åens nye restaurant er absolut et besøg værd, uanset om du skal på date eller varme op til en bytur, og den fik fuldt fortjent fem flotte stjerner i Jyllands-Posten for nylig.

Gin-madness på Klostertorv
Bar Plata, Frue Kirkeplads 4, 8000 Aarhus C

Gin er det nye sort, og for nylig fik Aarhus sin første ginbar i form af Bar Plata, der er åbnet ved siden tapasrestauranten CANblau på Klostertorv. Baren har samme ejere som restauranten og byder på intet mindre end 70 slags gin fra 16 lande, ligesom du kan vælge mellem 50 slags rom og en række champagner. Inspirationen til Bar Plata kommer fra det kombinerede bar- og restaurantkompleks El Nacional i Barcelona, og ejerne har lagt vægt på at skabe et eksklusivt sted, hvor musikken er rolig, og personalet er veluddannet. Herfra lyder dommen: Bestået! Priserne starter ved 85 kroner for en gin på 3 cl. og 120 kroner for 6 cl. inklusiv mixer og topper ved gin af typen Ferdinand Saar Goldcap, der står i 350 kroner for 3 cl. Som om det ikke var nok, kan du også købe kaviar eller lækre snacks fra CANblau on the side.

Ny vinbar på Fredens Torv
Plan B, Fredens Torv 2, 8000 Aarhus C

iPhones og iPads blev skiftet ud med chardonnay og sauvignon blanc, da den hyggelige vinbar Plan B åbnede i januar i den gamle Apple-butik på Fredens Torv. Bag vinbaren står fem vinentusiaster, der har drømt om at starte egen vinbar i mange år. Hovedparten af vinen importerer ejerne selv, og resten suppleres op med vin fra lokale vinimportører. Du kan vælge mellem mere end 40 vine fra hele verden på glas, som du kan nyde i de stilfuldt indrettede lokaler. Derudover kan du smage en række sjældne vine på flaske, som dog kræver, at du har den store pengepung med. Prisniveauet starter ved 40 kroner for dagens glas fra Argentina, og hver måned serveres tre nye hvide eller røde vine på en planke. Vi er fans! Fun fact: Vinbaren har et vandingssted i form af en vintønde, hvor man kan betjene sig selv med koldt vand.

Kultbryggeri på Jægergårdsgade
Mikkeller Bar, Jægergårdsgade 61, 8000 Aarhus C

Det københavnske mikrobryggeri Mikkeller har barer i blandt andet San Francisco, Tokyo og Stockholm, og i efteråret kom kultbryggeriet så også til Aarhus. Og hvis du ikke har prøvet den funky ølbar, er det ved at være på høje tid! Bryggeriet, der blandt andet er berømte for tårnhøje alkoholprocenter, er rykket ind i lokalerne, der tidligere husede den 95 år gamle bodega Jægerhytten på Frederiksbjerg. Du kan både få bryggeriets øl på flaske og fad, og flere af øllene i Aarhus kan ikke fås andre steder. Mikkeller Bar holder jævnligt smagninger med forskellige temaer, og for nylig afholdt baren tilmed et ølløb, hvor man kunne løbe en tur og slutte af med en god øl. Nice move! Mikkeller blev grundlagt af Mikkel Borg Bjergsø og Kristian Klarup Keller i 2006, men i dag står førstnævnte i spidsen for bryggeriet.

Intime tapas på Nørre Allé
Morena Mia, Nørre Allé 98, 8000 Aarhus C

Byens kendte tapasrestauranter CanBlau på Klostertorv og Forlæns & Baglæns på Jægergårdsgade har fået kamp til stregen, efter at tapasbaren Morena Mia i starten af året slog dørene op på Nørre Allé med to spaniere ved roret. De to ejere Hector Segura og Vincente Segura har tidligere drevet restaurant sammen i Spanien, men nu deler de deres lækre spanske retter med os aarhusianere. Og heldigvis for det! Den intime restaurant har blot 12 siddepladser, og på menukortet er en række traditionelle tapasretter fra hele Spanien, som parret laver fra bunden af primært spanske råvarer. Autenticiteten og velsmagen er i top, og så har Morena Mia tilmed også åbent til frokost, hvis du får en spansk craving i løbet af dagen. Hvis du ikke har lyst til at spise på stedet, har restauranten desuden takeawayretter til at tage med.

Gourmettoasts på Klostergade
ToastIt, Klostergade 68, 8000 Aarhus C

Så er det slut med slatne og idéforladte parisertoasts fra den lokale pølsemand. Klostergade fik før jul takeawaycaféen ToastIt, der serverer grillede, sprøde toasts, som du kan spise på en af caféens 12 siddepladser eller tage med ud i byen. Inspirationen kommer fra de såkaldte “melts” og streetfoodmarkeder i New York og London, og menuen spænder vidt lige fra nytolkninger af parisertoast og cowboytoasts til en veggietoast og en italiensk porchettavariant. Kvaliteten er fremragende, og oven i købet kan du skylle toasten ned med milkshakes eller kaffe fra den fynske importør KaffeLars. Priserne er med 50 kroner for en toast ganske overkommelige. Bonusinfo: Det koldhævede surdejsbrød har hævet i 48 timer og kommer fra en bager i Brabrand, ostene kommer fra Lading Mejeri, og kødet kommer fra Jensens Slagterhus i Voldum.

Burgerhimmel på Klosterport
Grillen Burgerbar, Klosterport 2, 8000 Aarhus C

Hvis pengene er små, er den nyåbnede burgerrestaurant Grillen i CanBlaus gamle lokaler ved Klostertorv lige dig. Grillen er en del af en kæde med restauranter på Nørrebro, Christianshavn og Amagerbro, og konceptet lyder på prisbillige burgere, som du kan indtage i de nordisk indrettede lokaler med rå træplanker og industrielle lamper over bordene. Du kan sætte tænderne i intet mindre end ni forskellige burgervarianter, som kan fås med tre slags pomfritter og fire typer dip for 69 kroner fra kl. 12-16 og for 89 kroner fra kl. 16-22. Burgerkæden har desuden et samarbejde med isfirmaet Ben & Jerry’s om milkshakes, der fås for 49 kroner. What’s not to like? For nyligt annoncerede den fancy grillbar, at de holder natåbent torsdag til lørdag fra kl. 01 til 05 med burgerpriser på 50 kroner og burger med fritter og dip for 69 kr. Lige i skabet!

“Som børnefamilie må det nogle gange gerne bare være nemt, og Aarhus byder på virkelig mange lækre take away-muligheder. Jeg ender ofte med en god, italiensk pizza – det kan hele familien være med på.”

Louise Sejr Højmark, Redaktør

Foto: Restaurant Kohalen

7 spisesteder med danske klassikere

GUIDE Hvor går man hen, når lysten til mormormad og danske klassikere melder sin ankomst? Her er 7 fortrinlige steder med danske retter på menuen.

Så skal vi spise protein, så skal vi drikke grønsagsjuice, og så skal vi på 5-2-kur. Danskerne skifter madvaner i flæng og kaster sig i vildskab ud i den ene maddiæt efter den anden. Derfor er det noget ganske særligt, når der serveres god, gammeldags dansk mad, der ikke giver sig ud for at være andet, end det er, nemlig velkendt, hjemmelavet og ganske vidunderlig. Vi har fundet 7 steder i Aarhus med danske retter, hvor sovsen ikke er lavet af skyr, og hvor kødet er pandestegt i masser af smør, som vi kender det fra mormors køkken. God appetit!

Helstegt rødspætte ved havnen
Frøken Koch, Kystpromenaden 5, 8000 Aarhus C

I en tidligere Aarhus-sejlklub har tre sønderjyske kokkebrødre med efternavnet Koch fået vind i sejlene med restauranten Frøken Koch, der byder på forførende klassisk dansk mad i flotte omgivelser med udsigt ud over Aarhus’ havn. Restauranten byder på generøse portionstørrelser, som serveres med masser af velsmag og stor kærlighed til det danske køkken. Her kan du for eksempel finde helstegt rødspætte med persillesovs, pandesmør, citron, kartofler, syltede rødbeder, tyttebær og agurkesalat til 190 kroner eller sprængt kalvebryst med peberrodssovs, æg, bacon, peberrod, persille, kartofler, rødbede og kapers til 180 kroner. Hvis I ikke er alt for mætte, bør I unde jer selv at slutte aftenen af med husets æblegrød med 50 procents fløde, knuste tvebakker, mandler, karamel og syltet frugt til 90 kroner. Stedet er meget populært, og vi anbefaler at bestille bord, så længe der er plads.

Moderne schnitzel på Guldsmedgade
Krofatters Mad- & Ølbar, Guldsmedsgade 32, 8000 Aarhus C

Den nye Krofatters Mad- & Ølbar i Guldsmedegade havde imponerede 880 forhåndsbookinger før åbningen sidste år, og interessen for det lille spisested er ikke dalet siden. Stedet har for nylig fået nyt koncept, hvor den oprindelige satsning på såkaldte dapas – danske tapas – er skiftet til et klassisk dansk køkken med et moderne touch, der hylder de danske madtraditioner. Der bliver dog stadig leget, eksperimenteret og ført spændende ideer ud i livet på spisestedet, hvor du eksempelvis kan mæske dig i Krofatters Schnitzel med bacontern, sovs og kartofler til 198 kroner. Det er jo bare godt med godt på! Som navnet antyder, spiller øllet en væsentlig rolle hos Krofatters Mad- og Ølbar, hvor en række øl fra danske mikrobryggerier som Coisbo, Jacobsen og Ugly Duck har fundet vej til stedet. Og hvorfor spise de sædvanlige kedelige peanuts til øllen, når Krofatter serverer barsnacks med små hapser af stegt flæsk med tilhørende persillesovs som dipping sauce? Skååål, siger vi bare!

Højtbelagt smørrebrød på havnen
Europa Mad & Vinbar, Havnegade 28, 8000 Aarhus C

Kun et stenkast fra Åboulevardens mange cafeer finder du Europa Mad & Vinbar i lokalerne, som tidligere husede ølbaren Ølmolevitten. Stedet har specialiseret sig i the all time classic, vi kender som højtbelagt smørrebrød. Stedets serveringer er velsmagende og lokkende, og alt er hjemmelavet fra bunden. Menukortet omfatter et større udvalg af forskellige slags sild, roastbeef med traditionel tilbehør, pandestegt fiskefilet, æg og rejer, hønsesalat og lun leverpostej. Priserne for de veltillavede fristelser varierer fra 65 kroner til 105 kroner. Skulle du være i humør til Danmarks nationalret, så kan vi anbefale, at kigge forbi en onsdag aften, hvor stedet serverer autentisk stegt flæsk ad libitum med kartofler, persillesovs og hjemmelavet rødbeder og en stor fadøl. Alt sammen til den nette sum af 145 kroner. Det er Danmark, når det er allerbedst!

Enorm pariserbøf på Jægergårdsgade
Restaurant Kohalen, Jægergårdsgade 154, 8000 Aarhus C

Med sin isolerede beliggenhed på havnen ser restaurant Kohalen måske ikke ud til at være et besøg værd, men tanken bliver straks sendt til skamme, når du har smagt på stedets appetitlige retter. Restaurant Kohalen har siden 1907 serveret god, dansk mad til adskillige generationer af aarhusianere, hvilket gør den til én af Aarhus’ ældste restauranter. Oprindelig var stedet samlingspunkt for slagtere, landmænd og kreaturhandlere, men i dag lever restauranten videre i bedste velgående med ægteparret Jes og Rita Lausten ved roret og alle fra studerende til pensionister som gæster. Menukortet er klassisk, og stedet serverer efter sigende byens største pariserbøf, der er udstyret med to æggeblommer, løg, kapers, peberrod og hakkede rødbeder til 142 kroner. Du har ikke prøvet en rigtig dansk pariserbøf, før du har prøvet den her. Velbekomme!

Flæskeæggekage i Skolegade
Restaurant Pinden, Skolegade 29, 8000 Aarhus C

Skolegade har et ry som en festgade, men den smalle gade er meget andet end druk og shawarma. Her har den gammeldags restaurant Pinden nemlig også til huse, og den er et besøg værd, hvis du sætter pris på retromad a la mormor. Restauranten tiltrækker alt fra smarte studerende til garvede værtshusrotter, der sætter pris på de billige øl, det store snapseudvalg og menukortets klassiske, danske retter. Indretningen er autentisk med mørke træpaneler, hvide duge og lysekroner, og på menukortet finder du hjemmelavede retter som flæskeæggekage med tomat, drys af grønt, sennep og brød serveret på ægte traditionel vis i en pande. Du kan også lade dig lokke af den velkendte ret brændende kærlighed af kartoffelmos med stegt bacon, løg og hjemmelavet rødbeder. Begge retter er imponerende i forhold til prisen, som lyder på den nette sum af 119 kroner.

Tidsmaskinen ved rådhuset
Raadhuus Kafeen, Sønder Alle 3, 8000 Aarhus C

Raadhus Kafeen, hvis lidt finurlige stavemåde gør, at du lige skal læse navnet en ekstra gang, ligger på Sønder Alle med udsigt til rådhuset. Sjovt nok har caféen ligget der siden 1924, til trods for at det faktisk først var i 1941, at gæsterne kunne nyde synet af Arne Jacobsens rådhus. Det er som at træde ind i anden tidsalder, når du besøger Raadhuus kafeen, hvis hyggelige interiør sender dig tilbage til Dirch Passer-film og is til en femøre. På menukortet finder du favoritretter som tarteletter med høns og asparges til 77 kroner og en ægte Raadhuusbøf af hakket oksekød i baconsvøb med pommes frites og bearnaisesauce til 167 kroner. Du kan også lade dig friste af stedets populære Raadhuusgryde med oksekød i flødepaprikasauce, der serveres med enten ris eller kartoffelmos til 149 kroner. Mums, siger vi bare.

Biksemad med spejlæg ved teatret
Teater Bodega, Skolegade 7, 8000 Aarhus C

Teater Bodegaen har i en menneskealder været fast spisested for skuespillere fra Aarhus Teater, men i dag tiltrækker den alle typer folk fra nær og fjern. Hvem vil ikke gerne sidde ved samme bord, som Ove Sprogø sad ved, eller bestille den samme menu, som den folkekære skuespillerinde Ghita Nørby havde for vane? Teater Bodegaens historie går tilbage til 1908, og menukortet ændrer sig sjældent, for hvorfor lave om på klassikerne, når de er allerbedst? Fra kortet kan du for eksempel bestille biksemad med to spejlæg og hjemmesyltede rødbeder til 138 kroner eller lade dig friste af et stjerneskud med to panerede rødspættefileter og én dampet rødspættefilet, som serveres på toast med rejer, laks og kaviar til 135 kroner. For at skabe den helt rigtige stemning anbefaler vi at slutte aften af med at bestille husets kaffe, som serveres i ægte retro-stil fra en Madame Blå-kaffekande, selvfølgelig med rigtig fløde.

Vidste du, at

vi hver uge sender et nyhedsbrev med et udvalg af ugens bedste historier til omtrent 6.000 madglade læsere?

Foto: La Plage Deux

6 perfekte steder til valentinsdag

GUIDE Valentinsdag er lige om hjørnet, men hvor skal du invitere på date? Her er 6 fortrinlige steder med garanti for romantik.

En dag i kærlighedens tegn eller en plat amerikansk tradition? Hate it or love it, men valentinsdag er kommet for at blive, og den 14. februar er lige om hjørnet. Derfor skal du naturligvis invitere din bedre halvdel ud at spise på dagen, som i år er udfordret af, at den ligger en søndag, hvor mange restauranter har lukket. Her er 6 fantastiske steder i Aarhus, der har åbent valentinsdag.

Champagne og østers på Strandvejen
La Plage Deux, Strandvejen 2, 8000 Aarhus C

Casanova startede angiveligt sin dag med at spise 50 østers, så selvfølgelig skal I have østers og champagne på jeres valentinsdag. Her er champagne- og østersbaren La Plage Deux er et oplagt sted at indtage herlighederne, mens I kigger hinanden dybt i øjnene. Indretningen er cool og lidt old school med rå træborde, barstole og siddepladser i de store vinduespartier, og for enden af rummet skaber et sofaområde en hjemlig hygge og intimitet. La Plage Deux’ udvalg af østers varierer efter sæson og udbud, hvor prisen starter ved 20 kroner stykket og champagne til 110 kroner glasset. Du kan også invitere din udkårne på husets cava til 60 kroner per glas eller en af stedets forskellige cocktails. Stedet har ikke et fast cocktailkort, men den charmerende og dygtige værtinde Sascha Steenfath kan trylle alle klassikere frem alt efter, hvad I er i humør til.

Kærlighed for kødelskere på Skolegade
Restaurant KöD, Skolegade 21, 8000 Aarhus C

Med røde murstensvægge og sort, stilrent interiør har Restaurant Köd på festgaden Skolegade en balanceret indretning, som skaber en god atmosfære til en valentinsdate. Restauranten holder særligt åbent i anledning af valentinsdag, hvor I kan lade jer forkæle af to retter til 350 kroner eller tre retter til 400 kroner. Det er så yndigt at dele, som man (næsten) siger, så Köd har skabt en menu med delemaden i fokus på årets mest romantiske aften. Forretten er en deleplatte med laksetatar og oksecarpaccio, som efterfølges af en hovedret med chateubriand 500 gram, også til deling. Med i prisen er naturligvis husets fritter, som er perfekt sprøde og velsaltede. Hvis I ikke er mætte, bør I unde jer selv desserten med Gateau Marcel og cheesecake på en deleplatte. Mums, siger vi bare. En aften med ren kærlighed til kødelskeren.

Hyggelig atmosfære på Fredens Torv
Restaurant Mellemrum, Fredens Torv 2, 8000 Århus C

Med en indretning, der ikke lader sig rive med af de nyeste modetendenser, har Restaurant Mellemrum på Fredens Torv en hyggelig og afslappet atmosfære, der er perfekt til valentinsdag. Betjeningen med restaurantchef Peter Aaen i spidsen er kompetent og opmærksom fra start til slut, og så kan han sin vin, skal vi hilse at sige. Den 14. februar kører restauranten en fire retters valentinsmenu, hvor I kan blive forført af forret bestående af rejer, glaskål, friskost og agurk, hvorefter der serveres rimmet torsk med nødder og brunet smør. Til hovedret får I spidsbryst med selleri, løg og svampe, og til at slutte aftenen af med kan I sætte tænderne i en dessert med chokolade med bær og marengs. Hele herligheden koster 400 kroner eller 750 kroner, hvis I ønsker vinmenu til. Så er den gode stemning i hus!

Casual dining og deleretter
Restaurant FF, Åboulevarden 30, 8000 Aarhus C

Sharing is caring, og hvad er mere romantisk end at spise af den samme tallerken? Den nyåbnede Restaurant FF ved åen satser på delemad og holder valentinsdag særligt åbent med en speciel casual eating menu bestående af snacks, charcuteri, fisk, kød, grønsagsretter og dessert for 345 kroner per næse eller 675 kroner, hvis I vil have en champagne-, vin- eller cocktailmenu til. De delevenlige retter får nærheden frem i måltidet, hvilket understøttes af rummets indretning, der er enkel, stilfuld og afslappende – alt sammen perfekt til valentinsdag. Huset laver også en fortrinlig cocktail, så hvorfor ikke afslutte aftenen med en Pisco Sour eller en Wet Stiletto? I kan oplagt nyde cocktailen i husets sofaområde, hvor I kan lade jer forføre af den intime loungestemning.

Fransk bistro på Frederiksbjerg
Klassisk 65, Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C

Den franske bistro Klassisk 65 midt på Jægergårdsgade er uformel på den rigtige måde med underholdende citater skrevet på en kridttavle og et lokale, hvor gæsterne sidder så tæt, at I kan have en samtale med sidebordet, hvis I har lyst. Med andre ord perfekt til en date a la Paris. Vejen til en mands hjerte går som bekendt gennem hans mave, og på Klassisk 65 kan vi gode love jer ladies, at jeres mand vil se stjerner, hvis I inviterer ham på husets peberbøf af modnet oksemørbrad med hjemmelavet fritter til prisen 295 kroner. En lækker detalje er, at kødet bliver flamberet i cognac foran jeres bord – det er hot! På valentinsdag byder Klassisk 65 tilmed på to glas bobler, hvis du kysser med din udkårne i mere end 30 sekunder. Det er da fransk amour, så det batter!

Michelin-lækkerier ved åen
Restaurant Pondus, Åboulevarden 51, 8000 Aarhus C

Bistroen Pondus er lillebror til Michelin-restauranten Substans og scorede en flot Bib Gourmand i Michelinguiden sidste år, hvilket betyder, at der er tale om god mad til rimelige priser. Med andre ord er bistroen perfekt til en valentinsdinner, hvis I vil have god kvalitet på tallerkenen uden at betale en herregård. Stemningen på Pondus er herligt uformel takket være en cool indretning med rå murstensvægge og træbord, og et ekstra plus er, at bistroen bruger økologiske, lokale råvarer. Til valentinsdag tilbyder stedet en særlig menu, hvor der serveres torsk, agurk og dild til forret, efterfulgt af kammusling og kartofler. Hovedretten består af okse, gulerod og hasselnød, og til dessert serveres pærer, estragon og mælkeis. Hele herligheden koster 375 kroner per person eller 750 kroner, hvis I ønsker vinmenu til. Det da ikke galt for en valentinsmiddag på en Michelin-anbefalet restaurant, vel?

 

“Jeg er mere end tosset med croissanter, og der er efterhånden flere steder i byen, der bager en virkelig god version af den franske fristelse.”

Louise Sejr Højmark, Redaktør

Foto: Kähler Villa Dining

10 must-eats i Risskov

GUIDE Et oplagt udflugtsmål for madinteresserede er Risskov, som byder på masser af guf for foodies. Vi har fundet 10 must-eats i bydelen nord for centrum.

Alting foregår som bekendt ikke i midtbyen, og hvis du kigger nordpå, finder du et mekka for gourmetelskere i form af mondæne Risskov. Bydelen mellem kystlinjen og Grenåvej rider med på den aarhusianske gastrobølge med en række nye gourmetsteder, men har også en række skjulte skatte, der har ligget der i mange år. Tag den skønne tur ud langs vandet til den eksklusive bydel og forkæl sanserne. Velbekomme!

Gammel kending midt på torvet
Chas E, Ellebjergvej 2, 8240 Risskov

Siden 1921 har vinhandlen Chas E haft adresse i den travle Ryesgade inde i Aarhus, hvor de hvidkitlede folk bag disken har solgt fine vine og spiritus med stor succes. I foråret 2015 fulgte ejerne så op med endnu en butik, som naturligvis åbnede i hjertet af det købestærke Risskov. I en tid præget af vinkøb i supermarkederne byder butikken på gamle dyder som tid til kunderne, fortrinlig service og stor viden om de forskellige produkter. Folkene bag Chas E har for eksempel besøgt de fleste af vinleverandørerne og har regelmæssigt har besøg af dem, blandt andet til populære smagninger af vin, øl og rom. I butikken finder du også forskellige specialiteter, som sjældent ses hos andre specialbutikker, ligesom du kan købe gavekurve i forskellige prisklasser, der i øvrigt sælges med 10 procent rabat i resten af december. Mangler du at købe en julegave?

Sydfranske lækkerier ved stranden
Deli’en, Nordre Strandvej 2, 8240 Risskov

“Delien ved Nordre Strandvej overrasker meget positivt med et velsmagende køkken, hyggelige omgivelser og en charmerende betjening,” lød det for nylig i en firstjernet anmeldelse af Risskovs eneste deli på portalen AOA. Den franskinspirerede delikatesseforretning ligger i en ældre villa og udspringer af den lille deli af samme navn på Jægergårdsgade, men har i modsætning til denne egen restaurant, hvor du kan sætte tænderne i en række lækre bistrofristelser til rimelige priser. Indretningen er hyggelig med gamle loppemøbler og charmerende billeder på væggene, og det er nærmest som at træde ind i et hus i en sydfransk landsby. Hvis du skal have nogle lækkerier med hjem (og det skal du!), anbefaler vi at prøve de hjemmeimporterede pølser og oste, ligesom den hjemmelavede aioli, de frisklavede sandwiches og de frosne simreretter er sindssygt lækre.

Brød og kaffe for de morgenfriske
Emmerys, Nordre Strandvej 24, 8240 Risskov

Har du brug for at få vækket kroppen, inden du går i gang med dagens aktiviteter, kan det ske hos gourmetbageren Emmerys, der ligger tæt på vandet i Risskov. Her er hyggeligt og knapt så befærdet som Emmerys’ søsterbutikker i midtbyen, og så er personalet altid smilende og hjælpsomme. Butikken åbner klokken syv både i hverdagen og weekenden, så det er lige stedet for den morgenfriske, der enten vil spise en lækker gang morgenmad i de rolige omgivelser eller tage velsmagende brød med hjem til familien. Emmerys har også fortrinlige kager, specielt deres fortolkning af den klassiske hindbærsnitte, der klæder enhver god kop kaffe. Deres rugbrødssandwiches er ligeledes fortrinlige, og du bliver også nødt til at slå et smut forbi for at tjekke de lækre og store vaniljekranse, som er et must-try her i den søde juletid. Og så er alt Emmerys’ brød oven i købet økologisk.

Stærk ostehandler på strandvejen
Jama Ost, Nordre Strandvej 28, 8240 Risskov

På Nordre Strandvej i Risskov finder du den populære Jama Ost, der tiltrækker kunder fra det meste af det nordlige Aarhus. Med de hvide klinker og et sterilt look er det osten, der er i fokus i butikken, som åbnede i 1981 som et detailudsalg fra et engroslager på Hørgårdsvej og i 2009 rykkede til lokalerne på Nordre Strandvej. I butikken er de ikke fedtede med smagsprøverne og deler gerne små hapsere ud, så du kan få den perfekte ost til dig og dine gæster i hus. Udvalget er stort af oste i alle afskygninger og strækker sig lige fra milde, fedtfattige oste til de ekstralagrede udgaver godt med kras. På hylderne finder du også lufttørrede skinker fra feinschmeckerslagteren Slagter Munch i Skagen, spegepølser, vin og andet spændende tilbehør, der klæder ethvert bord. Butikken har lukket i weekenden, så vær forberedt på en kø foran butikken, hvis du kommer om fredagen.

Stoppested for juicejunkies
Juice Stop, Nordre Strandvej 77, 8240 Risskov

Siden 1996 har juicebaren Juice Stop i Badstuegade med stor succes presset frisk juice til aarhusianerne, og juicebaren var ifølge ejeren Dorte Drachmann den første med friskpresset juice i Aarhus. Siden har hun udbredt konceptet, så Risskov har siden starten af 2015 kunnet prale af en Juice Stop på Nordre Strandvej. Med mange forskellige juices kan Dorte og Co. med garanti opfylde dit behov for pressede frugter og grøntsager, og hvis det ikke er sundt nok for dig, kan alle juices boostes med hørfrøolie, hampeprotein eller ”det nye sort” spirulina. Et andet godt tiltag er rawjuice på skønne refillflasker, som er lige til at tage med i tasken. Så fyld køleskabet! Ud over de juice frister butikken også med grønne salater, økologisk kaffe, kage, lækre wraps og panini. Nyd det i butikken eller tag dine indkøb med ud i Risskovs smukke natur.

Publikumsfavorit med højt niveau
Kähler Villa Dining Grenåvej 127, 8240 Risskov

Konceptrestauranten Kähler Villa Dining har siden åbningen modtaget en række publikumspriser, senest prisen som Byens Bedste Restaurantoplevelse Til Prisen 2015 på portalen AOA. Aarhusianerne er med andre ord vilde med den stilfuldt indrettede restaurant, der ligger i en nyrenoveret patriciervilla midt på den travle Grenåvej. Konceptet indebærer, at du møder kl. 18.30 og får serveret de enkelte retter på samme tid som de øvrige gæster. Gastronomien kører på den nynordiske klinge, og du kan vælge imellem en sølvmenu og en guldmenu alt afhængig af pengepung og ambitionsniveau. Sølvmenuen med tre retter koster 299 kroner, og guldmenuen med tre retter, vin ad libitum, kaffe og sødt står i 599 kroner. Niveauet er i topklasse, og du får særdeles meget for pengene ved et besøg i den gamle villa. Restauranten ejes i øvrigt af Frantz Longhi, der også ejer Nordisk Spisehus og Kähler Spisesalon på Frederiksbjerg.

Bageri med egen drive-in
Langenæs Bageriet, Grenåvej 175, 8240 Risskov

Det populære aarhusianske bageri Langenæs Bageriet har for nylig udvidet med et nyt bageri på hjørnet af Grenåvej og Lystrupvej, som i dén grad er et besøg værd, hvis du er i nabolaget. Bageriet har åbent ud til bagerne, så du kan følge med i produktionen af brød og kager, og målet er at levere topkvalitet til de lokale. “Vi vil gerne gøre op med alt det ligegyldige brød, der findes. Vi skal ikke konkurrere på prisen, men på service og kvalitet. Det er her, vi kan gøre en forskel,” sagde bagermester Michael Spottag i forbindelse med åbningen. Så med andre ord, ingen kedelig bakeoff og tørt tankstationsbrød her. Bageriet har i øvrigt ligesom moderskibet på Langenæs Allé drive-in-luger, der gør det muligt at købe brød og kage fra bilen, så nu er der ingen undskyldning for ikke at hente rundere i dårligt vintervejr.

Gourmettakeaway med stort G
Lisager, Rolighedsvej 34, 8240 Risskov

Hvis pengepungen er til gourmettakeaway med stort G, er den überlækre butik Lisager på vejen ud mod Bellevue Strand et fremragende bud. Lisager kører med dagens ”Jeg gider ikke at lave med i aften skat”-retter, hvor priserne ligger fra 95 kroner til 245 kroner. Og hvem har ikke stået i denne situation op til flere gange? Der er også mulighed for at tilkøbe forret og dessert for de ekstra sultne, eller hvis et par gæster pludselig inviterer sig selv på middag. Har du ikke mod på at kokkerere juleaften eller nytårsaften, tilbyder Lisager specielle takeawaymenuer, hvor det eneste du skal gøre er at tænde for ovnen, følge instruktionerne og tage et glas vin. Apropos vin har Lisager også et fint sortiment af forskellige vine fra hele verden, så ingen grund til at drøne forbi en vinhandler bagefter.

Hele Europa samlet ét sted
Restaurant Fedet, Nordre Strandvej 35, 8240 Risskov

Siden åbningen i 2013 har Restaurant Fedets lyse og imødekommende lokaler været et populært mødested for aarhusianerne. Bag den grå façade gemmer der sig en blanding af en fransk café, en italiensk restaurant og et spisested med moderne dansk mad, og Fedet er perfekt, uanset om du er på jagt efter frokost eller aftensmad. Menukortet er inspireret af de sydeuropæiske køkkener blandet med solide danske retter, hvorfor der er plads til både carpacio, hummerbisque og stegt flæsk ad libitum om søndagen. I weekenden tilbyder restauranten også brunch, som du kan spise på stedet eller tage med hjem til morgenbordet. Fedet har et fint udvalg af takeaway til enhver lejlighed, også til særlige begivenheder som jule- og nytårsaften. Et ekstra plus er i øvrigt, at der er rigeligt med parkeringspladser udenfor, og at bussen holder lige om hjørnet.

Knivskarp slagter på torvet
Risskov Slagteren, Ellebjergvej 2, 8240 Risskov

I ni år har slagtermester Peter Thisgaaard haft forretning på torvet i Risskov, og siden starten er det gået stærkt. Succesen skyldes uden tvivl, at man altid er sikker på at få et godt kød hos den populære slagter, som ikke går på kompromis med kvaliteten. I den flotte butik har Peter og Co. et stort udvalg af blandt andet kød, fjerkræ, pålæg, salater og hjemmelavede pølser, som lokker kunder til fra nær og fjern. Dyrevelfærd er en kerneværdi hos Risskov Slagteren, så juleænderne har gået på friland og kommer fra Gråsten. ”Ænderne har et længere liv, og det kan smages,” som Peter Thisgaard siger. Slagteren er også kendt for smørrebrød, der er populært hos både private og firmaer, hvis madpakken lige skal have lidt ekstra. Til de gluten- og laktoseintolerante produceres desuden medisterpølser, leverpostej og wienerpølser uden mælk og mel.

Foto: Restaurant Substans (Christina Flensborg)

5 skønne øko-restauranter i Aarhus

GUIDE Du vil gerne have økologisk på tallerkenen, men hvor skal du gå hen og spise? Her er 5 skønne øko-restauranter i Aarhus.

Grise med krøller på halen, køer på græs og usprøjtede grøntsager. Er det noget for dig, når du er ude at spise? Så skal du kigge efter det økologiske spisemærke, når du vælger restaurant. Mærket findes i guld, sølv og bronze ud fra hvor stor andel af restaurantens mad, der er økologisk. Et guldmærke betyder 90-100 procent økologiske råvarer, et sølvmærke 60-90 procent og et bronzemærke 30-60 procent. Hele 1.366 danske spisesteder har det økologiske spisemærke, og heldigvis ligger fem af de bedste i Aarhus. Velbekomme!

Berlinercool på Guldsmedgade
Langhoff & Juul, Guldsmedgade 30, 8000 Aarhus C

Den Berlinercool restaurant Langhoff & Juul i Guldsmedgade byder på lækker, økologisk mad både morgen, middag og aften. Menukortet skifter efter sæsonen, og maden serveres i en rar og uhøjtidelig ramme, der passer til både middagen med veninderne, brunchen med ungerne og den første date. Lokalerne er indrettet på en lækker afslappende måde, hvor designerstole mikses med funky citater på væggene, og kokkens tryllerier serveres på forskellige typer porcelæn. Priserne er absolut rimelige på spisestedet, der er opkaldt efter ejerparret Nina Juul og Jonas Langhoff. Langhoff & Juul har det økologiske spisemærke i sølv.

Fransk guld på Klostergade
Restaurant L’estragon, Klostergade 6, 8000 Aarhus C

Den hyggelige Restaurant L’estragon på Klostergade har alle dage været et fint sted, hvor kærligheden til det franske køkken er lige så stor, som lokalet er lille. Der er kun plads til 22 gæster, der kan nyde en franskinspireret middag lavet af lokale, danske råvarer. Hos L’estragon mener de, at råvarernes smag, kvalitet og økologi er tæt forbundne, og selv servicen er lokalt produceret keramik og glas. Priserne starter ved 385 kroner for 3 retter og en tilhørende vinmenu for 315 kroner, men hvis pengene er små, kan du tirsdag-torsdag få en toretters bondemenu med vin for 350 kroner. Et røverkøb! Restaurant L’estragon har det økologiske spisemærke i guld.

Nordisk treretters ved åen
Restaurant Pondus, Åboulevarden 51 st, 8000 Aarhus C

I starten af 2015 fik Restaurant Pondus over for Magasin på Åboulevarden tildelt en flot Bib Gourmand i Michelinguiden, som gives til spisesteder med kvalitetsmad til rimelige priser. Og det er præcis, hvad der serverer på Pondus. Konceptet lyder på nordiskinspireret mad serveret bistro-style i uformelle rammer med fokus på økologi og lokale råvarer. Tre retter koster rørende 250 kroner, og hvis du dobler op og giver 500 kroner, får du et kongetilbud med snacks og bobler til start, tre retter med tre tilhørende vine og kaffe med sødt. Det da ikke galt for en økologisk middag på en Michelin-anbefalet restaurant, vel? Restaurant Pondus har det økologiske spisemærke i sølv.

Michelin-middag på Frederiksgade
Restaurant Substans, Frederiksgade 71 st, 8000 Århus

Parret René og Louise Mammen, der står bag Restaurant Pondus, ejer også storebroren Substans på Frederiksgade, hvor økologi ligeledes er i højsædet. Her er priserne noget højere, men til gengæld har Substans en eftertragtet Michelinstjerne, som restauranten fik side om side med Frederikshøj og Gastromé på Rosensgade tilbage i februar. Køkkenchef Nicolas Min Jørgensen har fokus på velsmag, solidt håndværk og økologiske råvarer fra lokale producenter, og han lader sig gerne inspirere af både det franske og det nordiske køkken. Prisen for det store udtræk med 7 retter inklusiv vin, vand og kaffe er 1.400 kroner, så måske du skal have en snak med bankrådgiveren før besøget. Substans har det økologiske spisemærke i bronze.

Caféhygge ved Magasin
Suppestegogis, Åboulevarden 82, 8000 Aarhus C

Suppestegogis (læs: Suppe, steg og is) ligger ved åen, lige der hvor bussen kommer ud fra Hans Hartvig Seedorffs stræde. Spisestedet er hverken stort eller med duge på bordene, men du får enkel og økologisk mad i caféstil til overkommelige priser. Hvis du er morgenmenneske, kan du gå all in på en økomorgenmad med blødkogt æg fra en fritgående høne, oksesalami, ost, frugt, grønt og hjemmebagt brød. Suppestegogis serverer også en spicy tomat-chili-suppe med hjemmebagt brød, og skal den søde tand forkæles, kan du købe hjemmebagt æbletærte. Hvis vejrguderne byder på regn og slud under en strøgtur, er Suppestegogis er et oplagt sted at søge ly. Suppestegogis har det økologiske spisemærke i guld.

Vidste du, at

vi meget gerne modtager tips om byens madscene fra vores læsere? Har du set eller hørt om noget nyt eller spændende, så giv os et praj på info@smagaarhus.dk.

Foto: Brasserie Ferdinand

7 julefrokoster for gourmetlovers

GUIDE Er du træt af kedelig sild og slatne fiskefileter? Så skal du spise årets julefrokost ude i byen. Her er 7 aarhusianske restauranter med julemenuer for gourmetlovers.

Den årlige julefrokost står for døren, men hvor skal du spise den henne? Vi har scannet julemenuerne på de aarhusianske restauranter og fundet 7 steder, hvor gourmetlovers med garanti får fuld smæk for skillingen. Her er ingen overfyldte buffetborde eller Rød Aalborg i glasset, men til gengæld er der vinmenu til maden og masser af velsmag. Bemærk at flere af stederne kræver et minimum antal gæster, hvis I skal have julemenuen.

Castenskiold
Castenskiold Mad & Natklub, Åboulevarden 32, 8000 Aarhus C
Den kombinerede restaurant og natklub ved åen lægger for tiden hus til optagelserne af “Monte Carlo elsker Jylland”, men det hippe spisested er også med på julens glæder og tilbyder en gourmetmenu med mulighed for både flaskesteg og and. Hvis din bankrådgiver er med på det, kan du  gå all in med et såkaldt juleeventyr bestående af snacks, champagne, 5 retter med vinmenu, kaffe og avec for 1.095 kroner pr. næse.

– Gravad laks med sennep og honning
– Glaseret gris med æbleflæsk og citrus
– Confiteret and med kål og varme krydderier
– Arla Unika-oste med pumpernikkel og valnød
– Amarena med brunkage og vanilje

Pris: 3 retter 385 kroner, 4 retter 475 kroner, 5 retter 565 kroner

Restaurant ET
Restaurant ET, Åboulevarden 7, 8000 Aarhus C

Traditionen tro byder Restaurant ET op til det store julebord af fransk tilsnit. Råvarerne kommer fra madmarkedet Rungis i udkanten af Paris, og de vinkyndige folk på Europaplads har sammensat en vinmenu, der matcher den franske menu til perfektion. Restauranten lokker med et glas champagne og juleluksussnacks til henholdsvis 108 og 58 kroner til at starte på, og det siger man ikke nej til, vel?

– Islandsk laks med danske jordskokker “blødt & sprødt” med citronconfit, syltet agurk og rug.
– Dansk gris i “puffede” svær med asier, Karl Johan-svampe, syltede bøgehatte og julesalat.
– Fransk and “Marco Polo” med knoldselleri, butterdej, kraftig sauce med peber og rosenkål.
– Fire slags oste “label fermier” med garniture
– Mørk chokolade “Sao Thomé” med fransk julekage, orangeknas og mandarin.

Pris: 3 retter 358 kroner, 4 retter 438 kroner, 5 retter 518 kroner
Vinmenu: 3 glas 288 kroner, 4 glas 358 kroner, 5 glas 428 kroner

Ferdinand
Hotel Ferdinand, Åboulevarden 28, 8000 Aarhus C

Det populære brasseri ved åen er med på juleløjerne og tilbyder et spændende alternativ til den klassiske julefrokost. Menuen lyder på blandt andet røget hvilling, confiteret and og svinebryst, og prisen er med 4 retter for 445 kroner rimelig. Hvis I skal videre i byen, ligger Ferdinand perfekt placeret i midten af det hele.

– Røget hvilling med kartoffelpuré, rødbeder, bacon, peberrod og timianbouillon
– Confiteret and med grønkål, saltbagt selleri, æble, hyben og Vadouvan
– Svinebryst med porrecreme, hjertesalat, asier, persille og skysauce
– Chokolademousse med blommer, brændte mandler, konfekt og peanutbutter-iscreme

Pris: 4 retter 445 kroner
Vinmenu 345 kroner

Mefisto Restaurant & Vinstue
Mefisto Restaurant & Vinstue, Volden 28, 8000 Aarhus C

Ejer Lars Kyllesbech har i mange år drevet den franskinspirerede Mefisto i hjertet af Latinerkvarteret, og hvis I har lyst til en julemiddag med et fransk touch i uformelle rammer, er Mefisto det rette sted. Her op mod højtiden har Lars og Co. lavet en julemenu med fire retter for 350 kroner og en vinmenu for rørende 250 kroner, og hvis I er mere til det traditionelle julebord, har restauranten også en klassisk juleanretning.

– Hummer og smilende vagtelæg i let kartoffelsuppe
– Røget laks, stuvet spinat og rogn
– Torsk på græskarsauce med sprød gris eller andebryst med rodfrugter, timian og kirsebær
– Tre juleoste med garniture eller æblekage med kanel, rosiner og Armagnac iscreme

Pris: 4 retter 350 kroner
Vinmenu 250 kroner

Restaurant Mellemrum
Restaurant Mellemrum, Fredens Torv 2, 8000 Aarhus C

Den hyggelige Restaurant Mellemrum på Fredens Torv sendte for nylig køkkenchef Mikkel Laursen direkte i finalen i konkurrencen Årets Kok 2016, så det gastronomiske niveau fejler ikke noget på spisestedet, der her op mod jul tilbyder en julemenu på op til fem retter. På menuen står blandt andet gravad laks, svinebryst og Tallegio-ost, som med 450 kroner for fem retter er til at betale.

– Gravad laks med dild, rævesauce og syltede agurker
– Svinebryst med sprødt svær, æbleflæsk og timian
– Andebryst med confit, rødkål og brunede kartofler
– Tallegio-ost med bær, malt og lakrids
– Krydderkage med mandarin, julekrydderier og karamel

Pris: 3 retter 350 kroner, 4 retter 400 kroner, 5 retter 450 kroner
Vinmenu: 3 glas 250, kroner, 4 glas 300 kroner, 5 glas 350 kroner

Norsminde Kro
Norsminde Kro, Gl. Kro Vej 2, 8300 Odder

Årets julemiddag behøver ikke være inden for Ringgaden. I Norsminde syd for Aarhus tilbyder ejer Søren Pedersen en julemenu, som I kan indtage i kroens hyggelige lokaler ned til vandet. Traditionel kan man ikke kalde menuen, der blandt andet står på andepølse (!), sprængt gris og syltet torsk, og prisen er er lige i øjet. Til gengæld skal I nok budgettere med en taxatur hjem, hvis I ruller jer ud med den fulde vinmenu.

– Lynsyltet juletorsk med grønkål og pink grape
– Andepølse med lokale æbler og “stegt andesauce” med kirsebær
– Sprængt julegris med rosmarinblinis, braiserede kæber i Madeira og rødkål
– Kroens egen ost fra Sondrup med honning fra haven
– Ris a la mande

Pris: 3 retter 348 kroner, 4 retter 415 kroner, 5 retter 455 kroner

Skovmøllen
Skovmøllen, Skovmøllevej 51, 8270 Højbjerg

“Hele julemøllevitten” kalder de julemenuen på den hyggelige restaurant Skovmøllen, der ligger i skovens stille ro ude ved Marselisborg syd for Aarhus. På tallerkenen kan I få alt fra vesterhavstorsk til and på tre måder, og alt efter appetit og pengepung kan I stille sulten med 3, 4 eller 5 retter. Hvis ikke I hopper på en taxa derned og hjem, kan I tage bussen, der stopper i gåafstand fra restauranten.

– Tatar af gravad færøsk laks med æbler, salater, dildemulsion og maltcrumble
– Ovnpocheret vesterhavstorsk og skaldyrsbisque med jordskokker og dild
– Andebryst, confit de canard, andelevermousse, kartoffelgalette, svampe, beder og tyttebær
– Tre danske gårdoste med tilbehør
– Kirsebær med chokolademousse, knas med puffet ris, “risengrød”, kirsebær og tuille

Pris: 3 retter 500 kroner, 4 retter 600 kroner, 5 retter 700 kroner.

Januar 2021

Optællingen er i gang

Tilmed vores nyhedsbrev

Foto: Restaurant Mellemrum

10 lækre takeawaymenuer til nytårsaften

Gider du ikke stå i køkkenet på årets festligste dag? Så skal du købe mad ud af huset fra én af de her 10 restauranter, der har nytårsmenuer to go.

NB: Dette er nytårsguiden for 2015 – se guiden for 2016 her

Kniber det med tiden til at lave mad nytårsaften, eller har du ikke lyst til selv at kokkerere? Så skal du følge trenden og bestille mad fra nogle af de mange restauranter i Aarhus, der serverer nytårsmenuer ud af huset. Vi har fundet 10 aarhusianske restauranter, der tilbyder überlækre menuer til nytårsaften. Bemærk at du typisk selv skal hente maden på restauranterne.

God appetit – og godt nytår!

Restaurant Mellemrum
Restaurant Mellemrum, Fredens Torv 2, 8000 Aarhus C
Ravioli, timbale, oksemørbrad, edamame, trøffelsauce og panna cotta. Frister det smagsløgene? Så skal du bestille en nytårsmenu hos Restaurant Mellemrum, der tilbyder denne flotte menu til nytår.

– Skaldyrsravioli med jordskokkesuppe
– Timbale af torsk og laks med koriander
– Steak af oksekød, braiseret oksespidsbryst, edemamebønner og trøffelsauce
– Chokolade panna cotta

Pris per kuvert kr. 400,- incl. brød, smør, kryddermayo og hummus.

Tilkøb: Vinmenu 4 flasker kr. 450,-
Tilkøb: Vinmenu 6 flasker kr. 650,-
Tilkøb: Kransekage kr. 25,- per person

Mr. Mums
Mr. Mums, Rosenvangs Allé 186, 8270 Højbjerg
Det populære takeawaysted Mr. Mums i Højbjerg laver ikke kun på lækre sandwich til frokost, men tilbyder også en flot nytårsmenu bestående af mormor-mad med et frisk twist.

– Cremet græskarsuppe med kammuslinger
– Nytårstorsk med muslingesauce og jordskokker
– Oksemørbrad med pommes anna og pebersauce
– Hvid choko/lakridsmousse med syltet havtorn

Pris per kuvert kr 350,-

Tilkøb: Terinne med surt kr 95,-
Tilkøb: Nytårsnack kr. 40,-
Tilkøb: Petit four 3 slags sødt kr. 40,-

Restaurant Varna
Restaurant Varna, Ørneredevej 3, 8000 Aarhus C
Skal dine gæster huske dig som den store gourmetkok, når I går ind i 2016? Så skal du investere i Varnas skønne 4-retters menu, hvor du skal bruge minimal tid på forberedelserne i køkkenet. Du behøver jo ikke afsløre, at du har købt maden udefra:-)

– Gratineret nytårstorsk med beder og malt.
– Jomfruhummersuppe med timbale af rødtunge
– Oksemørbrad med braiseret oksespidsbryst
– Dessert med chokolade og mango-passion

Pris per kuvert kr. 445,- (min. 4 kuverter)

Tilkøb: Bichel Vine tilbyder en vinmenu til maden.

Frederikshøj
Frederikshøj, Oddervej 19-21, 8000 Aarhus C
Lad Michelinstøvet drysse ned over dig og dine gæster nytårsaften. Michelinkokken Wassim Hallal og hans team tilbyder en menu langt udover det sædvanlige til din nytårsaften, men de forventer, at der bliver run. Så vær ude i god tid, hvis du skal smage Wassims kulinariske fristelser.

– Glaseret kammusling med emulsion af peberrod og juice af havesyre
– Torsk og laks som mosaik med suppe på vild persille og løvstikke
– Mørbrad af okse med vinterens urter
– Chokolade, chokolade og chokolade med passion

Pris per kuvert kr. 550,- (min. 4 kuverter)

Lisager
Lisager, Rolighedsvej 34, 8240 Risskov
Det altid populære takeawaysted Lisager i Risskov melder sig på banen med et brag af en nytårsmenu til de kræsne ganer – og en fornuftig pris.

– Ravioli med torsk og jumfruhummer
– Oksefilet, lammeryg eller havtaskehale
– 3 lækre oste med tilbehør
– Momo Fuku tærte med karamel og pecan nødder

Pris per kuvert:
2 retter kr 295,-
3 retter kr 375,-
4 retter kr 425,-

Tilkøb: Champagne og diverse brød kr 45,-
Tilkøb: Vinmenu fra kr 109,- per flaske

Gastromé
Gastromé, Rosensgade 28, 8000 Aarhus C
Endnu en restaurant i Aarhus med den eftertragtede Michelin-stjerne tilbyder en nytårsmenu til de krævende gourmetganer. Med lokale råvarer hovedsaligt fra områderne omkring Vilhelmsborg syd for Aarhus kan Gastromé i Rosensgade trylle nedenstående menu frem til dig og dine gæster.

– Confit af torsk med rødbede, sennep, bacon og frilandsæg
– Jomfruhummer som bisque og cannelloni
– Dansk okse i bagte hvidløg
– Chokolade i mørke og hvide nuancer

Pris per kuvert kr. 498,-

Tilkøb: Vinmenu med 4 flasker vin kr. 400,-
Tilkøb: Cava kr. 180,-
Tilkøb: Champagne kr. 375,-

Restaurant Köd
Restaurant Köd, Skolegade 21, 8000 Aarhus C
Köd med hjem? Er dit nytårsforsæt at få store bøffer årets sidste dag, så vælg nytårsmenuen fra den populære Restaurant Köd. Retterne bliver pakket, så de er nemme at gå til, og hvis det kniber med fantasien til den perfekte anretning, har Köd lagt en behjælpelig og kort film på deres hjemmeside. Menuen afhentes på adressen Vejlby Centervej 51, 8240 Risskov.

– Jomfruhummersuppe med bagt nytårstorsk
– Krogmodnet US ROAST med confiteret kartofler
– Amerikansk brownie med hindbærcoulis

Pris per kuvert kr. 299,-

Restaurant Unico
Restaurant Unico, Ny Moesgårdvej 50, 8270 Højbjerg
Med denne menu er det nemt og bekvemt at give dig ud for at være en rigtig gourmetkok. Alle de skønne retter i denne menu anrette tilmed på specialdesignet engangsmateriale, så du slipper for den store opvask dagen efter.

– Nytårstorsk og norsk hummer med bl.a. puré, nødder og urter
– Entrecote og Rossinisauce serveret med syrlige løg og svampestøv
– Vælg mellem 3 desserter, som alle er med chokolade

Pris per kuvert kr. 325,- incl brød.

Tilkøb: Snacks og appetizer kr. 100,-
Tilkøb: Arla Unika ostebræt kr. 75,-

Grappa al Porto
Grappa al Porto, Europaplads 10-14, 8000 Aarhus
Er temaet italiensk i år? Så er menuen fra restauranten Grappa al Porto på havnen lige det, du leder efter. Restauranten tilbyder en takeawaymenu med en tilpasset og moderne udgave af de klassiske italienske retter, som gør årets sidste aften helt perfekt.

– Rimmet torsk med purløgsmayo og friteret kapers
– Oksemørbrad med trøffelsauce og polenta
– Chokoladekage med sprøde kiks og havtornsorbét

Pris per kuvert kr. 375,-

Sota Sushi Bar
Sota Sushi Bar, Vestergade 48, 8000 Aarhus C
Vil du helst slippe for den tunge nytårsmad? Så skift den glaserede hamburgryg og de brunede kartofler ud med en gang farverig sushi. Til den festlige aften designer en af Aarhus’ absolut bedste sushibarer Sota Sushi en nytårsmenu til alle sushi lovers, som de også gjorde sidste år.

Menuen inkluderer: Snacks, sashimi (6 stk.), nigiri (8 stk.), gunkan (2 stk.), uramaki (16 stk.), kaburi-maki (16 stk.), dessert og tilbehør

Pris for 2 personer kr. 650,-

Januar 2021

Optællingen er i gang

Tilmed vores nyhedsbrev

Foto: Den Lille Kro

5 forældrevenlige restauranter i Aarhus

GUIDE Mor og far er i byen og vil ud at spise, men hvor skal I gå hen? Vi har fundet 5 restauranter, der passer til de fleste typer forældre.

Mor og far har meldt deres ankomst til byen, og det skal markeres med et restaurantbesøg. Men hvor finder du lige en restaurant, som dine forældre synes om. En restaurant der har den dér særlige forældre-appel, på samme måde som andre restauranter er særligt børnevenlige? Vi har fundet 5 forældrevenlige restauranter, der kan danne rammerne om en hyggelig aften med de gamle, uanset om de er traditionelle, moderne eller nysgerrige forældretyper.

Gammel dansk gør godt
Den Lille Kro, Nørre Allé 55, 8000 Aarhus C

På hjørnet af Nørre Allé og Grønnegade ligger det charmerende spisested Den Lille Kro, der efter eget udsagn laver mad, ”som vor mor troede hun lavede den”. Hvis dine forældre holder af traditionelle danske retter, fornuftige priser og kompetent service, er Den Lille Kro et godt valg. Restauranten har blot tre år på bagen, men har allerede slået sig fast som et af byens bedste udbydere af nationalretten stegt flæsk med persillesovs. Dette alene må være nok til at lokke far til et besøg på stedet. Menukortet byder selvfølgelig også på mange andre af klassikerne. Hvad med stjerneskud, en gang tarteletter eller en Aarhus-schnitzel? Retterne nydes naturligvis bedst med en kold fadøl eller en af kortets mange specialøl for at understrege de afslappede rammer.

Nordisk køkken med Kähler-vaser
Kählers Spisesalon, M.P Bruuns gade 33, 8000 Aarhus C

Hvis Den Lille Kro er en far-restaurant, er Kählers Spisesalon en rigtig mor-restaurant. Og muligvis din fars værste mareridt, hvis din mor har en forkærlighed for Kählers designunivers. Restauranten byder nemlig ikke alene på fortrinlige retter, maden serveres også på stel fra Kähler, ligesom lokalerne er prydet med Kählerkoncernens designs. Ikke desto mindre er stedet ret forældrevenligt, fordi maden balancerer mellem det kendte og det moderne, ligesom servicen er upåklagelig. Kählers Spisesalon er oplagt, hvis familien skal have en moderne smagsoplevelse med inspiration fra det nordiske køkken, som mor og far sikkert har hørt om. I kan vælge mellem 3 eller 4 retter, og prisen er også overkommelig med 279 kroner 3 retter, 325 kroner for 4 retter og en tilhørende vinmenu for 195/250 kroner.

Gastronomisk hygge på Vesterbro Torv
Restaurant Møf, Nørre Allé 55, 8000 Aarhus C

Den hyggelige Restaurant Møf på Vesterbro Torv vil helt sikkert falde i god jord hos dine forældre. Den lille restaurant har et urbant New Yorker-udtryk både i indretning og menu, men stemningen er uformel, og servicen nede på jorden. Køkkenet er med parret Kristine Wacher Rødbro og Michell Nielsen i front knivskarpt, og menukortet varierer efter sæson. Lige nu står den for eksempel på blandt andet saltede kammuslinger med røget mayonnaise, stegt hvilling med dampet kål, tatar med svampe og en 300 grams okse-ribeye. Prisen er ikke urimelig med 295 kroner for tre retter, hvis du lader køkkenet vælge for dig. Hvis din far ikke vil flashe sin vinviden ved at vælge vinen ud fra det lille vinkort, kan tjenerne på kompetent vis sammensætte den rigtige vin til jeres mad.

Konceptuel oplevelse på Europaplads
Früd No. 16, Europaplads 16, 8000 Aarhus C

Den nyåbnede konceptrestaurant Früd no. 16 ved Aarhus Havn er oplagt, hvis der er en særlig anledning til, at mor og far er i byen. På restauranten får I velkomstdrink, snacks, fire retter, fire glas vin og kaffe med sødt til en fast pris på 595 kroner pr. næse. Der er fast mødetid kl. 18.30, og menuen skifter løbende og sammensættes med inspiration fra byer, verdensdele eller hvad der nu falder kokkene ind. Med andre ord er det nok en fordel, hvis dine forældre er nysgerrige på mad og ikke er bange for utraditionelle smagssammensætninger eller råvarer, der slår knuder på tungen, når de udtales. Hvis I går spiser tirsdag til torsdag, kan far spare en hundredemand per person på regningen – her er prisen nemlig kun 494 kroner. Restauranten er i øvrigt en fusion af den tidligere Sechzehn på samme adresse og Sans Med Früd i Mejlgade.

Lokale lækkerier i Mejlgade
Restaurant Pihlkjær, Mejlgade 28, Baghuset, 8000 Aarhus C

Skal mor og far have en teatertur efter aftensmaden, nu de er i storbyen? Så er den lille Restaurant Pihlkjær i Mejlgade perfekt. Her er nemlig en særlig teatermenu med tre retter fra kl. 17.30, som gør det muligt at nå forestillingen kl. 20. Restauranten er dog også en tur værd, hvis I bare skal ud og have familiehygge med lækkert mad. Stedet er især kendt for sine fiskeretter og vegetarretter, men køkkenet kører også en fast kødret, hvis far ikke kan lokkes til fisk. Maden er enkel og smagfuld, og servicen med ejer Henrik Pihlkjær i spidsen er nærværende. Pihlkjær har et åbent køkken, hvilket skaber en hyggelig atmosfære, og derudover er grøntsagerne er hjemmedyrkede, fiskene friskfangede og råvarerne er økologiske. Der er ikke et øje tørt hos de gamle, vel?

December 2020

Vinder

Madklubben

Foto: Studenterbaren

5 hyggelige fredagsøl i Aarhus

GUIDE Hvad er bedre end en fredagsøl med kolleger eller medstuderende efter en lang uge? Her er 5 hyggelige barer i Aarhus, hvor du kan nyde fredagen med en god øl.

Når weekenden nærmer sig efter en lang uge, kan en fredagsøl gøre underværker. Når først øllen ryger ind, ryger ugens stress og jag ud. For dig, der vil prøve noget andet end barerne langs åen, er udvalget i Aarhus stort og dækker alt lige det lille røgfyldte lokale med Kim Larsen i højtalerne til kælderen, hvor studerende mødes efter forelæsninger til en specialøl og et spil. Her er 5 hyggelige steder, hvor du kan fejre fyraften med manér med noget godt i glasset.

Masser af traditioner i Bruuns Gade
Peter Gift, M. P. Bruuns Gade 28, 8000 Aarhus C

Med mere end 100 år på bagen er værtshuset Peter Gift på Frederiksbjerg en aarhusiansk institution, hvor der er plads til alle. Stamgæsterne dominerer i hverdagene, og i weekenden fyldes stedet af unge mennesker, der enten skal have en enkelt fredagsøl eller er på vej i byen. Uanset om du er til en kold fra kassen eller en velskænket fadøl, kan du vælge mellem hele 45 forskellige øl på det velbesøgte værtshus. Om sommeren kan de kølige øl nydes i den overdækkede gårdhave, og i vintermånederne bliver der tændt op i pejsen i de ellers røgfri lokaler.

Øl og billig aftensmad i Vestergade
Vesterlauget, Vestergade 50, 8000 Aarhus C

I hyggelige Vestergade ligger en lille perle i form af madbodegaen Vesterlauget, hvor du kan nyde en kold specialøl eller en vellavet retrodrink i afslappede omgivelser. Hvis du bliver hængende til mere end en eftermiddagsøl, kan du bestille dagens ret til 85 kroner. Det kan være alt fra confit de canard med kartoffelmos til stegt flæsk med persillesovs. Men uanset hvad der er på menuen, kan du være sikker på, at kvaliteten er i orden, og at personalet bag disken står klar med en passende øl-anbefaling. Aftenmenuen bliver i øvrigt altid offentliggjort på stedets Facebook-side i løbet af dagen.

Kultbar på hippe Jægergårdsgade
Mikkeller, Jægergårdsgade 61, 8000 Aarhus C

Efter at have åbnet barer i San Francisco, Tokyo og Stockholm åbnede Mikkeller for ikke mange måneder siden en ny bar på hippe Jægergårdsgade. Gaden der sprudler af liv og er i en rivende udvikling huserer nu også specialøl fra bedste skuffe. Baren serverer både bryggeriets øl på flaske men har også en række fadøl at vælge imellem hvor udvalget ofte skifter.
I øvrigt så afholder Mikkeller ofte smagninger og events, så vi kan stærkt anbefale at holde øje med deres Facebook for at holde dig opdateret.

Specialøl på fad i Nørregade
Fermentoren, Nørregade 24, 8000 Aarhus C

De seneste år er der sket en positiv udvikling i Nørregade. Stadig flere spændende spisesteder og barer er poppet op, og blandt dem er Fermentoren, der på kort tid er blevet fast tilholdssted for byens ølconnoisseurs. Her er der kun lækre specialøl fra mikrobryggerier i hanerne, og du kan få lov at smage inden du køber. Bag baren står kyndige bartendere klar til at guide dig, så du kan finde netop din favorit blandt de 20 haner. Nøgleordene er hjælpsom betjening, lækre øl og hyggelige lokaler, så du kan godt forberede dig på, at eftermiddagen hurtigt bliver til aften, når du besøger Fermentoren.

Byens bedste udvalg på Ringgaden
Studenterbaren, Nordre Ringgade 3, 8000 Aarhus C

I kælderen under Studenterhuset på Nordre Ringgade, hvor også boghandlen Stakbogladen har til huse, finder du et af byens største udvalg af øl. Studenterbarens har angiveligt over 200 forskellige øl, der koster alt lige fra en flad 20’er til 500 kroner. Trods navnet er stedet ikke kun for studerende, og de stemningsfyldte, mørke lokaler er åbne for alle, der har lyst til en øl, et spil BezzerWizzer eller bare en hyggesnak. De sidste mange år har baren fået Ølmærket af De Danske Ølentusiaster som bevis på et stort udvalg og en kyndig vejledning, og i 2013 vandt baren AOA’s pris for bedste øludvalg.

Januar 2021

Optællingen er i gang

Tilmed vores nyhedsbrev

Foto: Restaurant Veto

5 nye restauranter du skal prøve

GUIDE De nye restauranter er poppet op på stribe i Aarhus de seneste måneder, så hvor skal du gå hen? Her er 5 newcomers, du skal tjekke ud.

Sidste efterår bød på åbning af en række spændende restauranter som Hærværk, Møf og Gastromé, som efterfølgende har høstet både gode anmeldelser og en Michelinstjerne for Gastromés vedkommende. Trenden er fortsat i år, hvor de kolde efterårsmåneder har budt på åbning af en række nye spisesteder i den østjyske hovedstad. Her er vores bud på 5 nye restauranter, du skal tjekke ud for at være med på beatet.

Gastronomisk stjernehold i baggården
Restaurant Domestic, Mejlgade 35B, 8000 Aarhus C

Åbningen af Domestic i Mejlgade i oktober var en efterårets mest ventede restaurantåbninger på grund af det gastronomiske stjernehold, der står i spidsen for den ambitiøse restaurant. Kvartetten Ditte Susgaard, Christian Neve, Christoffer Norton og Morten Frølich Rastad har i alt 32 års erfaring fra toprestauranter som Nordisk Spisehus, Molskroen, Castenskiold og Fru Larsen, og de har store ambitioner for deres fælles satsning. Meget tidstypisk er der ingen hvide duge eller højtidelig stemning på restauranten, men derimod et stålsat fokus på at lave såkaldt ærlig mad fra bunden af økologiske råvarer fra lokale producenter. Selv smør, creme fraiche, frugtsaft og syltede produkter laves fra bunden i de rustikke baggårdslokaler, der tidligere rummede Sans med Früd og Svineriet. Prismæssigt skal du lægge 450 kroner for 4 retter med snacks og 900 kroner for 8 retter med snacks, hvis du vil prøve stjerneholdets talenter.

Lokale lækkerier på Jærgergårdsgade
Sårt, Jægergårdsgade 6, 8000 Aarhus C

Jægergårdsgade 6 husede tidligere restaurant Veto, men først på året lukkede restauranten. I stedet har den kombinerede deli og restaurant Sårt slået dørene op for aarhusianerne. I delien fås blandt andet charcuterie udviklet i samarbejde med Troldgården samt lækre parmaskinker importeret fra Italien. Du kan også få et kødbræt med hjem for 150 kroner, hvilket inkluderer velbagt brød og dip. Husreglen hos Sårt er simpel: “Rare mennesker, gode råvarer og lækker vin”, hvilket er noget som de fleste kan forholde sig til. I restauranten kan du få hjemmelavet italiensk pasta til 150 kroner, en varm grøntsagsret til 100 kroner eller frisk fisk eller kød til dagspris. Sårt arbejder i øvrigt tæt sammen med de friske fyre fra Restaurant Hærværk lige om hjørnet.

Italiensk på menuen ved banegården
Restaurant Gäst, Banegårdspladsen 14, 8000 Aarhus C

Indrømmet, placeringen på Banegårdspladsen er ikke charmerende. Men ambitionerne på tallerkenerne fejler ikke noget på byens nye italiener Gäst, der også fungerer som hotelrestaurant på Best Western The Mayor Hotel. Bag gryderne står køkkenchef David Fischer, der også ejer det velrenommerede pastaværtshus Hos Fischer i København og tidligere har arbejdet på Roms eneste trestjernede Michelin-restaurant La Pergola. Restaurant Gäst byder på både frokost- og aftenservering, og du sammensætter selv din menu ud fra kortets forskellige antipasti, pastaretter og hovedretter. Menuen står i rimelige 325 kroner for 3 retter og 400 kroner for 4 retter, og den varieres løbende med afsæt i årstidens råvarer, der i størst mulig omfang er økologiske. En fin detalje er i øvrigt, at brødet bages af husets egen bager.

Delemad og lokale råvarer på 8. etage
Aros Food Hall, Aros Allé 2, 8000 Aarhus C

Skulle det være en lækker frokost i 8. etages højde? På kunstmuseet Aros’ nye frokostrestaurant Aros Food Hall kan du få stillet sulten, samtidig med at du nyder den sublime udsigt over byens tage. Den nye Food Hall erstatter museets tidligere Restaurant Art og kører et koncept baseret på lokale råvarer, trendy delemad og social dining ved langborde. Restauranten har tilmed egen urtehave på taget af museet og eget bistade med bier, som sikrer leverancen af en kraftig mørk honning takket være byens lindetræer. Priserne er med 180 kroner for tre små retter og 230 kroner for fem små retter ikke urimelige, og du indtager maden i en veldesignet setting med urtehylder på væggene, modningsskab til kød og en stjernehimmel under loftet. Frokostrestauranten har åbent tirsdag-søndag kl. 10.30-15, og onsdag-torsdag er der åbent om aftenen indtil kl. 21. Eneste ulempe er, at du skal købe billet til museet for at spise på restauranten.

Fusionsrestaurant ved havnen
Früd No16, Europaplads 16, 8000 Aarhus C

Konceptrestauranter med fast pris for hele pakken og fast starttidspunkt kender vi fra Kähler Villa Dining og Det Glade Vanvid, og i oktober fik aarhusianerne endnu en af slagsen med Früd No16. Den nye restaurant ligger på Europaplads ved Aarhus Havn og er en fusion af Sechzehn på samme adresse og søsterrestauranten Sans med Früd, som havde til huse i lokalerne i Mejlgade, hvor Restaurant Domestic er flyttet ind. Früd No16 kører med skiftende temaer hver anden måned, og det aktuelle tema fører gæsterne til Italien, mens et kommende tema sætter fokus på 1980’erne. Bag gryderne står østrigske køkkenchef Milos Nikolic fra Sans med Früd og den engelske Mike Everingham, der tidligere har arbejdet på Restaurant Folliage i London og Hotel Opus i Horsens. Spisningen starter kl. 18.30, og du skal lægge 595 kroner for 9 serveringer, vinbuffet, saft, isvand, kaffe og sødt. Hvis du vil give den gas med en cocktailmenu, koster det 100 kroner ekstra.

Foto: Lynfabrikken

6 studiecaféer i særklasse

GUIDE Er du træt af læsesalen eller kontoret, eller savner du afveksling til arbejdet? Her er 6 perfekte caféer, når du vil kombinere laptop og latte.

Hvis du er gået sur i læsesalen eller kontoret, er det en oplagt idé at skifte miljø og transportere din bærbare med ned på en af byens gode, studievenlige caféer. Men hvilken én skal du vælge? Her er 6 caféer, som både har god kaffe, hyggelig stemning og stikkontakter til computeren. God arbejdslyst!

Summende kreativitet i Vestergade
Lynfabrikken, Vestergade, 8000 Aarhus C

Lynfabrikken ligger i en baggård i Vestergade og hører til det kreative fællesskab Lynfabrikken, der har eksisteret siden 2002. Du parkerer cyklen i gården og bevæger dig et par etager op, hvorefter der åbner sig et fantastisk, rustikt lokale med masser af siddepladser, når du åbner døren til venstre. Der er en hyggelig, åben bar i enden af lokalet og god stemning fra musikken i højtalerne, og ledningsstikkene hænger ned fra loftet og kalder på, at du opretter din arbejdsstation. Samtidig får duften af kaffebønder dig snart lokket til at foretage en bestilling fra det udvidede kaffekort, der også indeholder den simple, sorte kop til 28 kroner. Caféen summer af kreativitet, når lyden fra læsegruppen, venneparret, arbejdsmødet og computertasterne blandet sig i det gamle fabrikslokale. Og stedet er selvsagt populært, så tag for en sikkerheds skyld afsted til klokken ni, hvor dørene åbnes.

Levende lys på bordet på Nørregade
Løve’s Bog- og VinCafé, Nørregade 32, 8000 Aarhus C

Et populært sted blandt studerende er Løve’s Bog- og VinCafé, der åbnede i 2010. Caféen på den travle Nørregade er et tilløbsstykke både om dagen og om aftenen, og det er ikke så mærkeligt. De gamle træmøbler, de bløde sofaer, de levende lys på bordet, bogrækkerne i den ene ende af lokalet og vinreolerne i den anden er nemlig sammen med til at skabe en troværdig ramme om et hyggeligt sted at opholde sig. Sørg for at sætte dig i nærheden af en stikkontakt eller en forlængerledning, og du er sikret en masse gode studietimer lige midt i centrum af Aarhus. Selvom din læsning derinde højst sandsynligt vil foregå ved højlys dag, skulle du en gang overveje at skifte arbejdskaffen ud med et glas vin fra en af de over to hundrede forskellige flasker, der er at finde på hylderne. Vi mener, når du nu er på en vincafé?

Åbent og folkeligt miljø på Godsbanen
Spiselauget, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C

Den ét år gamle restaurant og café Spiselauget i hjertet af det kreative miljø på Godsbanen ønsker at være et åbent og folkeligt spisehus, hvor kultur, mad og mennesker kan mødes. Studerende, kreative iværksættere og andre ildsjæle har i stor stil taget det nye sted til sig, og caféen er perfekt, uanset om du skal mødes med andre eller fordybe dig alene. Caféen ligger i urbane omgivelser under et råt betonloft og kalder sig en Gastro Pub, men pub-ordet skal du ikke lægge for meget i. Med sine usandsynligt lange forlængerledninger er caféen det perfekte sted at sidde med sit arbejde, og samtidig kan Spiselauget rumme mange mennesker på én gang, hvis I har behov for dét. Slå computerskærmen op og slå et smut forbi caféen, hvor du kan bytte din flade tyver med en kop filterkaffe eller lægge en halvtredser og få en hel kande.

Studiepladser med havudsigt på havnen
Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C

Med hovedbibliotekets nylige indflytning i spritnye rammer under navnet Dokk1 på havnen må stedet siges at være læsested par excellance, og Dokk1 har da også et stort udvalg, når det gælder læsepladser. Eksempelvis kan du med din læsegruppe booke en tid i et grupperum, du kan placere dig på læsesal, sætte dig i en sofa eller ved et bord mellem bibliotekshylderne eller undervejs i dagens arbejde nyde den storslåede udsigt, hvis du er heldig at finde plads i en af de komfortable stole placeret foran de store gulv-til-loft-vinduer, der serverer Aarhus Havn for næsen af dig. Alliér dig med Dokk1s café, der sørger for, at du kan få en let, økologisk bid og en billig kop kaffe, og du er good to go. Du kan endda komme tidligt afsted hjemmefra, for svingdørene åbner allerede klokken 8. I weekenderne dog først klokken 10.

Mormorstemning på Frederiksbjerg
Bülows Kaffebar, Jægergårdsgade 80, 8000 Aarhus C

Hvad gør du, hvis vil sidde et sted, hvor du undgår, at internettet lokker dig til overspringshandlinger? Bülows kaffebar er et godt bud. Her er hverken wifi eller et væld af stikkontakter, men til gengæld er der skruet op for hyggen og charmen i det lille lokale med de grøntmalede træmøbler og de rare kaffesøstre bag disken. Sæt dig for eksempel ved et af de gadevendte landborde, bestil dagens kaffe til 25 kroner og begrav dig roligt i arbejdet. Bliver du sulten, tager du blot et kig på spisekortet, der overvejende er økologisk og byder på mad til både morgen, middag og til den søde tand. Og skulle du alligevel savne overspringshandlingerne, har du rig mulighed for at bladre både avis og blade igennem eller tage dig et slag backgammon eller kalaha med sidemanden.

Café for de morgenfriske i Risskov
Emmerys, Nordre Strandvej 24, 8240 Risskov

Har du brug for at få vækket kroppen, inden du går i gang med dagens læsning, kan det passende være på den smukke cykeltur langs Aarhusbugten ud til Emmerys i Risskov. Her er hyggeligt og knap så befærdet som søsterbutikkerne i midtbyen, og så er personalet altid smilende og hjælpsomt. Butikken åbner klokken syv både i hverdagen og weekenden, så det er lige stedet for den morgenfriske, der vil have noget ud af læsedagen. Når du er landet i sædet, kan du bestille dig en almindelig kop kaffe med eller uden mælk for 25 kroner, men når du alligevel er cyklet de ekstra par kilometer, hvorfor så ikke lægge 75 kroner ekstra og snuppe en morgenmadstallerken bestående af brød og rugbrød, smør, ost, fennikelpølse og skyr med hjemmelavet granola og marmelade?

Januar 2021

Optællingen er i gang

Tilmed vores nyhedsbrev

Foto: La Plage Deux

5 oversete datesteder i Aarhus

GUIDE Vil du imponere din date med noget andet end biograftur eller candle light-dinner? Så er her 5 datesteder, du med garanti ikke har prøvet før. 

Måske har du lige mødt dit livs kærlighed, som du vil imponere med dit store kendskab til byen. Måske skal parforholdet plejes med en anderledes date. Eller måske synes du bare ikke, at endnu en date i biografen er særlig spændende. Vi giver dig her inspiration til din næste romantiske dag i Aarhus med en guide til 5 oversete datesteder i og omkring byen.

Den romantiske brunch i det grønne
Constantia2, Norringholmsvej 32, 8260 Viby

Hvis du vil invitere din date på romantisk brunch i det grønne, er Constantia2 stedet. Caféen ligger idyllisk ved kolonihaverne langs Brabrandsøen et kvarters hyggelig cykeltur ud ad Brabrandstien. Søndag formiddag serverer de en lækker brunch, der står i 250 kroner per næse og blandt andet inkluderer koldskål, sværdfisk og melonsalat serveret i et glastårn og røgede specialiteter fra Fanø, frittata og friskbagt brød, for blot at nævne nogle af lækkerierne. Udsigten fra caféen ud over søen er fantastisk, og alt på tallerknen er hjemmelavet og så vidt muligt lokalt og økologisk. Er du og din date ikke morgenmennesker, har Constantia2 åbent til 17 og serverer også kaffe og kage hvilket gør det muligt at få hyggen, romantikken og de smukke omgivelser til mere overkommelig pris.

Den franske med bobler og østers
La Plage Deux, Strandvejen 2, 8000 Aarhus C

Hvis din date er sulten, er champagnebaren La Plage Deux ikke stedet. Er han eller hun derimod til lækre cocktails, et glas bobler og små retter i hyggelige omgivelser på kanten af det rå havnemiljø i det sydlige Aarhus, er I havnet det helt rigtige sted. Stedet er åbnet af den tidligere medejer af Klassisk Fisk i Nørregade, Sascha Steenfath, og bygger på en grundlæggende tanke om, at aftenen starter med drinks, snacks og østers (til dem der tør!) hos La Plage Deux, hvorefter den fortsætter på en af Aarhus’ mange lækre restauranter. Men man er naturligvis velkommen til at komme tilbage til drinks efter middagen eller blive hele aftenen og smage alt, hvad menuen byder på af snacks og drinks.

Den kunstneriske med regnbue til slut
ART Cafe, Aros Allé 2, 8000 Aarhus C

God mad og et glas vin til en overkommelig pris efterfulgt af en gåtur i regnbuen by night. Lyder det som en hyggeligt date? Hvis ja, skal du invitere din udkårne på kunstmuseet Aros en onsdag aften, hvor ART Café og museet holder åbent til kl. 21. ART Café er lillebror til museets spritnye restaurant Aros Food Hall og ligger i indgangsniveau ved shoppen. Folkene bag disken serverer en ret af årstidens råvarer, hvortil I kan vælge et glas rødvin, hvidvin eller en øl. Med en samlet pris på 160 kroner er det meget rimeligt og alle pengene værd. Hvis ikke I er kunstinteresserede, kan I sagtens spise i caféen uden at betale entré til museet. Vi synes dog, at det er værd at fuldende daten med en romantisk, farvestrålende spadseretur med udsigt over Aarhus.

Den bæredygtige med øllet i centrum
Fairbar, Nørre Allé 66, 8000 Århus C

På caféen Fairbar er det øllen og hyggen, der er i centrum. Specialøllen på hanerne bliver jævnligt skiftet ud, og der er noget for enhver smag, uanset hvem du inviterer på date. Bestil to (eller fire eller seks, afhængig af hvor hyggelig aftenen bliver) forskellige øl og smag hos hinanden, så er datens første samtaleemne sikret. Fairbar serverer også kaffe, sandwich og kage i de hyggelige lokaler i Nørre Allé, og det hele er så vidt muligt økologisk, bæredygtigt og fairtrade. Baren er tilmed drevet af frivillige, og overskuddet går til velgørenhed. Nogle gange kan I være heldige at ramme en jazzkoncert eller en hyggelig singer-songwriter, så tjek kalenderen hjemmefra.

Den hyggelige med pandekager på havnen
Crêperiet, Marselisborg Havnevej 24, 8000 Aarhus C

På en stille efterårsdag er Marselisborg Lystbådehavn et af de hyggeligste steder i hele byen. Her ligger pandekagehuset Creperiet med udsigt ud over bådene og skoven syd for byen, hvilket gør det til den perfekte setting for en date. Crêpe er det franske ord for pandekage, og du kan imponere ved at fortælle, at de salte pandekager på stedet er lavet af aromatisk boghvede, som de også var, da de oprindeligt blev opfundet i Frankrig for 500 år siden. Her i 2015 fylder Creperiet dem med lækre, friske råvarer, som smager fantastisk. Prøv for eksempel en Crêpe D’été med rejer, krebsehaler og frisk asparges. De søde pandekager er lavet af hvedemel og kan fyldes med næsten alt fra det søde køkken. Hvis I er heldige at fange en sensommersolstråle, kan pandekagerne også nydes udenfor.

Foto: Den Grønne Papaya

5 asiatiske takeaways i topklasse

GUIDE Efterårssolen kalder mere på elegant asiatisk end snaskede burgere, hvis der skal takeaway på programmet. Her er 5 asiatiske takeawaysteder i topklasse i Aarhus.

Selvom Aarhus ligger langt væk fra hvide palmestrande og varme briser, kan der hentes lidt af Østen med hjem til aftensmaden. Byen har nemlig mange gode, asiatiske takeawaysteder, hvor du for en billig penge kan sætte tænderne i delikate retter, der med sprøde grøntsager og spicy krydderier let sætter en slatten burger til vægs. Vi har fundet 5 steder, der med garanti vil sende dig direkte i den asiatiske himmel. Velbekomme! NB: Hvis du craver efter sushi, kan du finde vores guide til byens bedste sushisteder her.

Forfinet vietnamesisk
KJ Minh, Ny Banegårdsgade 53, 8000 Aarhus C

Selvom placeringen i Ny Banegårdsgade er lidt out-of-sight, skal den anmelderroste restaurant KJ Minh ikke overses, når det kommer til god takeaway. Køkkenet er overvejende vietnamesisk, og kvaliteten på takeawaykortet er formidabel, uanset om du vælger snacks, yakitori-sticks, spicy supper, nudelretter eller wokretter. Vi anbefaler som minimum at nappe de klassiske vietnamesiske gurkemejepandekager Banh Xeo og friske rispapirs-ruller Banh Trang, der begge sidder lige i skabet. Skal KJ Minh stå for din aftensmad, ligger priserne fra 45 kroner for en forret og 80 kroner for en hovedret.

Thailandsk på højt niveau
White Elephant, Klostergade 1, 8000 Aarhus C

Skal det være thailandsk og skal der ikke spares, er White Elephant det bedste bud. Restauranten har ligget på Klostergade i hjertet af Latinerkvarteret siden 1999 og skriver selv, at den er godkendt af den thailandske regering som værende en god repræsentant for thailandsk mad. Takeawayretterne er lidt dyrere end andre steder, men kvaliteten følger prisen. Prøv for eksempel den klassiske kokosmælksbaserede tom kha gai-suppe til 48 kroner som forret og Pad King Ped i form af stegt and med grøntsager og ingefær i østerssauce for 105 kroner. Spitzenklasse!

Frisklavet vietnamesisk
Den Grønne Papaya, Nørre Allé 23B, 8000 Aarhus C

Går du efter vietnamesisk på tallerkenen, er Den Grønne Papaya et godt bud. Det enkle menukort byder på få retter i forhold til nogle af byens andre steder, men til gengæld er kvaliteten i top. Maden er frisklavet af de kyndige folk i køkkenet, og råvarerne er gode. Prøv for eksempel den berømte pho-suppe, der smager fantastisk og luner på en kold vinterdag. Eller en af kødretterne, eksempelvis nakkefileten med jordnødder, risnudler, mynte og fiskesauce. Begge retter står i 70 kroner. Der er i øvrigt få siddepladser på stedet, men vi plejer at tage lækkerierne med hjem.

En asiatisk Aarhus-favorit
Kowloon, Banegårdsgade 33, 8000 Aarhus C

Den lille restaurant Kowloon i Banegårdsgade var nomineret som byens bedste takeaway-sted i 2014 på Aarhusportalen AOA og vandt prisen tilbage i 2013. Den aarhusianske fanbase er med andre ord stor på stedet, der byder både på en lang række kinesiske, thailandske og vietnamesiske retter. Priserne er med omkring 50-60 kroner for de fleste retter særdeles SU-venlige, og betjeningen er kyndig og effektiv. Bagsiden af medaljen er, at der tit er propfyldt, så forvent en smule ventetid. Kowloon har også en søsterrestaurant på Frederiks Alle.

Godt thailandsk til gode priser
Restaurant Mekong, Nørregade 8, 8000 Aarhus C

Mekong ved Nørreport, ikke at forveksle med Thai Mekong ved Botanisk Have, tilbyder thailandsk mad et prisniveau under White Elephant. Det betyder dog ikke, at kvaliteten er væsentligt ringere. Til forretter anbefaler vi stedets forårsruller til 49 kroner og oksekødssalaten til 55 kroner, og til hovedret skal du prøve oksefileten med grønne bønner til 75 kroner og eller det stegte andebryst til 85 kroner. Tidligere skulle man selv hente hos Mekong, men nu kan du få leveret lige til døren, hvis du betaler 69 kroner for levering.

Foto: Food Festival

5 must-sees på Food Festival

GUIDE Den 4-6. september er der fest for foodies på Tangkrogen, når Nordens største madfestival Food Festival ruller ud. Vi har fundet 5 must-sees på festivalen. 

Op mod 30.000 madinteresserede danskere ventes at valfarte til Tangkrogen i weekenden for at se, smage og røre i maden, når Food Festival åbner portene for fjerde gang. Programmet er massivt, og over 250 kokke, landmænd, virksomheder og organisationer gæster scener og boder. Men hvad skal du se? Vi har nærlæst programmet og giver dig her vores bud på 5 must-sees. NB: Vi nævner kun events, der er ledige billetter til lige nu.

Lav din egen sprut med River Cottage
Hvad: Booze – Masterclass med John Wright fra River Cottage.
Hvornår: 5. sept. 2015 kl. 15:00
Hvor: Nordiske Dråbers workshoptelt

Selvfølgelig skal du lære at lave dit eget sprut, og det skal ske med natur- og fourageringsguruen John Wright fra det engelske tv-program River Cottage. Folkene fra det verdensberømte program gæstede også Food Festival sidste år, hvor de formidlede madglæde og markante holdninger til de mange fremmødte. På den såkaldte Booze Masterclass i år giver John Wright dig inspiration til selv at prøve kræfter med at lave spiritus, vin og øl med råvarer hentet direkte i naturen. Efter arrangementet har du mulighed for at få en snak med John og få dine medbragte kogebøger signeret. Skynd dig at købe billet her.

Få den skarpeste kniv i skuffen
Hvad: Slibeworkshop v. Foodgear
Hvornår: 4. sept. 2015 kl. 13:30
Hvor: Madværkstedets workshoptelt

Webbutikken Foodgear har blandt andet den tidligere Geranium-kok Steffen Bach som bagmand og har slået sig op på at importere kokkeknive direkte fra Japan til danske kokke og foodies. På Food Festival holder knivdrengene en slibeworkshop, hvor de deler ud af deres viden om håndlavede knive og fortæller, hvordan du sliber dine køkkenknive. Det er herrenørdet, men på en cool måde, så hvorfor ikke benytte lejligheden til at få knivene i hjemme i skuffen gjort klar til kamp? Der er knive til rådighed til workshoppen, så du behøver ikke selv medbringe dine egne. Køb billet her.

Lav din egen surkål
Hvad: Surkål og kunsten at fermentere
Hvornår: 4. sept. 2015 kl. 15:00
Hvor: Madværkstedets workshoptelt

Fermentering er the shit i år, så derfor er der ingen vej uden om at lære metoden fra bunden, når muligheden byder sig på Food Festival. Fermentering er en ældgammel metode til at konservere råvarer og bruges i råvarer som pølser, ost og chokolade. På workshoppen hører du om fermenteringsprocessen og smager forskellige fermenterede produkter, ligesom du kan høre om de gode egenskaber ved de mælkesyrebakterier, som fermenteringen skaber. Et af de mest kendte fermenterede produkter er surkål, som du også lærer at lave på workshoppen af kål og krydderier, du selv vælger. Køb billet her.

Øldåser og discountøl er tilbage
Hvad: Dåser og discountøl. Foredrag og smagning ved Ole Madsen
Hvornår: 4. sept. 2015 kl. 14:00
Hvor: Nordiske Dråbers workshoptelt

Glem de dyre gourmetøl i fancy flasker! Den klassiske øldåse har 80 års fødselsdag i år og er med få undtagelser er flasken overlegen, og det fortæller bladet Ølentusiastens redaktør Ole Madsen om til dette kombinerede foredrag og ølsmagning. Han kommer blandt andet omkring  øldåsens historie og fortæller om forskellige lækre dåseøl, der kan fås til en overkommelig pris. Du kan naturligvis også smage en flok af de gode discountøl og få gode råd til, hvad du skal spise til. For eksempel er chokolade (!) og ost ifølge Ole Madsen geniale til dåseøl. Ole Madsen modtog Den Danske Ølpris i 2008 og vil ifølge programmet garnere sit foredrag med berusende anekdoter og saftige meninger. Skål! Køb billet her.

Mexi-kursus med Timm Vladimir
Hvad: Lav mexikansk mad med Timm Vladimir
Hvornår: 5. sept. 2015 kl. 11:00
Hvor: Deltagere mødes backstage kl. 10.50

Som byens nye mexikanske takeaways Vace og Chido viser med al tydelighed, er det mexicanske køkken hot, hot, hot. Og vi taler ikke om tør texmex og kedelige krydderblandinger fra Santa Maria her. Det hele skal laves fra bunden, og på kurset kan du lære hvordan af kogebogsforfatteren Timm Vladimir, der efter en lang karriere som standupkomiker i dag har sit eget madfirma. Du lærer blandt andet at presse og lave dine egne tortillas, at håndtere styrken i habanero-chili, at marinere fisk og kylling og at lave din egen egen salsa. Kurset slutter af med fællesspisning til, hvor I spiser tre retter, og der er naturligvis masser af spisepauser undervejs. Vaminos Gringos! Køb billet her.

SPECS
Food Festival 2015
Marselisborg Havnevej 2
8000 Aarhus C
Fredag 4/9 til søndag 6/9

Foto: Kählers Spisesalon

11 must-eats på Frederiksbjerg

GUIDE Pulserende Frederiksbjerg er spækket med lækre tilbud, når det handler om mad og vin. Har du aldrig givet den gastronomisk gas i bydelen, er her vores bud på 11 hotspots for foodies.

Har du ikke allerede udforsket de mange gastronomiske muligheder på det livlige Frederiksbjerg, kan du roligt komme i gang. Bydelen emmer af gode restauranter, lækre kaffebarer og spitze specialbutikker, som du kan spise dig igennem. Vi har taget Tour De Frederiksbjerg og guider dig her til velsmagende byvandring gennem det hippe kvarter syd for banegården.

Charmerende kaffebar
Bülows Kaffebar, Jægergårdsgade 80, 8000 Aarhus C

Trænger du til et hyggeligt afbræk fra den travle hverdag, er Bülows Kaffebar på hjørnet af Jægergårdsgade og Bülowsgade den perfekte oase at nyde en rygende varm kop kaffe i fred og ro. Det lille, charmerende sted serverer kvalitetskaffe, så englene synger, og bønnernes oprindelsesland varierer løbende for at sikre en smagsoplevelse ud over det sædvanlige. Hvis kaffe ikke lige er din kop te, byder Bülows også på te og chai latte, ligesom der er et fint udvalg af brød og søde sager, hvis appetitten skulle være til det. Bag disken står ni såkaldte kaffesøstre, og skulle du have en favorit, kan du altid tjekke folkenes arbejdsplan på deres hjemmeside. Nice move!

Kvalitet og livsnyderi hos delien
Deli’en, Jægergårdsgade 7, 8000 Aarhus C

Med lækre oste i stakkevis, hylder fyldt med vin og et væld af pølser hængende fra loftet er Delien på Jægergårdsgade det perfekte sted for livsnydere med forkærlighed for franske lækkerier. Størstedelen af lækkerierne importerer ejerne selv fra Frankrig, og du kan med fordel forsøge dig med en af tapasanretningerne, der kommer fint rundt i landskabet og serveres på rå skiferplader til 95 og 140 kroner alt efter størrelse. Er lysten ikke til sydfranske hapsere, bør du snuppe en af deliens hjemmelavede simreretter, der er lavet fra bunden med inspiration fra det franske bistrokøkken. Du varmer selv retterne derhjemme, og vi anbefaler som minimum at prøve Boeuf Bourguignon og svinekæber i marsala, begge serveret med mos. Delidrengenes sandwiches med overdådigt indhold af alt fra trøffelolie til islandsk vildlaks og fåreost er også must-eat. Yummi!

Spanske tapas i uformelle rammer
Forlæns & Baglæns, Jægergårdsgade 23, 8000 Aarhus C

Tapasbaren Forlæns & Baglæns har nogle år på bagen, men holder stadig ved med sine spanskinspirerede tapasretter, der serveres til gode priser i de uformelle lokaler med rustikke møbler og en stor menutavle på væggen. En ret koster fra 52 til 146 kroner, og vi anbefaler at købe 2-3 retter per person og eventuelt dele, så I kommer godt rundt i menukortet. Menuen står på alt fra calamares, grillet kulmule og hvidvinsdampede blåmuslinger til klassiske Patatas Bravas med aioli, perlebygotto eller stegt manchego med akaciehonning. Ay ay ay! Går du all in, kan du få en menu med en before dinner-cocktail, tre valgfrie tapas, to glas vin og en after dinner cocktail til en favorabel pris på 475 kroner. Forlæns & Baglæns er et perfekt sted at tilbringe en hyggelig sommeraften i solnedgangen, så prøv at få et bord ud mod Jægergårdsgade.

Spisesalon med smuk keramik
Kähler Spisesalon, M.P. Bruuns Gade 33, 8000 Aarhus C

Hos Kähler Spisesalon er maden lige så lækker som indretningen. Ejer Frantz Longi står nemlig også bag keramikbrandet Kähler, og derfor er du omgivet af keramik, hvis du vil indtage et måltid på spisestedet på Frederiksbjerg. Og tro os, det vil du! Inspirationen til indretningen kommer angiveligt fra tidligere tiders parisersaloner, der var samlingsstedet for kunstinteresserede, og på keramiktallerknerne kan du opleve pariserstemningen på egen krop i form af både morgenmad, brunch, frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad. Folkene i det åbne køkken er lige skarpe, uanset om de tilbereder delikate smørrebrødsanretninger, elegante kager til kaffen eller den velsmagende aftensmenu, der varierer efter sæsonens råvarer. Tre retter fås for rørende 279 kroner, så du har også råd til også at nappe en vinmenu med tre glas for 195 kroner. Enkel, veltillavet mad for gode penge.

Stemningsfyldt torv sprudler af lækkerier
Ingerslev Torv, Ingerslev Boulevard, 8000 Aarhus C (onsdag og søndag)

Har du endnu ikke besøgte Ingerslev Torv, når det hver onsdag og lørdag fyldes med boder, er det på tide! Markedet på det lange torv sprudler af lækkerier, uanset om du er til lækker fisk, frisk frugt, sprøde grøntsager, velsmagende ost, forfriskende is, velhængt kød eller friskbagt brød. Blandt markedets must-eats er kanelsneglene fra bagervognen, de varme fiskedeller med remo fra en af de to fiskevogne, lammekødet fra lammeboden, grøntsagerne fra Samsø-boden og den hjemmepressede æblejuice fra Ryderne, der også laver nogle vanvittigt lækre oksepølser. Der er næsten altid et endnu et velsmagende tilbud i den næste bod, så husk at hæve godt med kontanter hjemmefra. Er du klar til at nyde et par timer fyldt med fristelser og guf for sanserne?

Fransk brasserie med finesse
Juliette, Jægergårdsgade 54, 8000 Aarhus C

Midt på Jægergårdsgade finder du det lille brasserie Juliette, som efter eget udsagn serverer fransk comfort food blandet med internationale og etniske inspirationer. Stemningen er afslappet og hyggelig på det hjemligt indrettede spisested, der udover en fortrinlig brunch byder på bistroklassikere som croque monsieur, confit de canard-salat, steak frites og crème brulée samt ugens såkaldte tavleretter, der med blot 200 kroner for to retter 280 kroner for tre retter også vækker glæde hos bankrådgiveren. Mere internationalt orienteret er den fantastiske Teriyaki-burger, som med saftig bøf, smagfuld manchegoost, lækre svampe, syltede rødløg og sprød serrano er en favorit hos mange aarhusianere. Juliette ejes i øvrigt af den halvt fransk-tahitiske, halvt danske Juliette Itchner, der er vokset op i Svendborg, no less. Bon appetit!

Feel good-stemning på bistroen
Klassisk 65, Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C

På bistroen Klassisk 65 er hyggen og den gode mad i centrum. Med ejer Søren Andreasen ved roret får du god stemning, delikat mad og personlig service på stedet, der tiltrækker alt fra studerende på date til kendisser fra Aarhus Teater. Menukortet består primært af klassiske franske retter, der fås a la carte til SU-venlige priser, og masser af lækre vine, som er placeret på reoler rundt om i restauranten. Snup for eksempel escargots i form af snegle med hvidløg og persille eller en terrine af foie gras til forret, bistroens berømte flamberede peberbøf eller tatar med salat og fritter til hovedret og en creme bruleé eller crêpes suzette til dessert. Voila! Som en fancy detalje flamberes både peberbøf og crepe suzette ved bordet, hvilket altid sætter liv i stemningen. Klassisk 65 vandt i foråret prisen for årets feel good-oplevelse i spiseguiden White Guide.

Nytænkende gourmetrestaurant
Nordisk Spisehus, M.P. Bruuns Gade 31

”Idérig, velsmagende og godt sammensat med en servering, der var nærværende, kompetent og begavet”, skrev Jyllands-Posten i en nylig anmeldelse af Frederiksbjergs gastronomiske spydspids Nordisk Spisehus, og avisen står ikke alene. De gode anmeldelser har stået i kø, siden restauranten åbnede for år tilbage, og stedet er et must, hvis du vil spise dig igennem bydelen. Trods ”nordisk” i navnet har restauranten de seneste år kørt et aftenkoncept, hvor retter fra Michelin-restauranter verden over fortolkes – eller kopieres, om man vil – af køkkenchef Jacob Freitag og hans crew, og de enkelte serveringer sidder lige i skabet med høj præcision. Dertil kommer, at indretningen er lige så behagelig, som servicen er professionel. Alt afhængig af sult og økonomisk formåen kan du investere i en 3, 5 eller 8 retters menu, som fås til henholdsvis 499, 699 eller 899 kroner. Temaet er lige nu et Nice-Paris-tema med inspiration fra Michelinrestauranten La Chévre d’Or ved Rivieraen.

Spis japansk til du revner
Saichi, Jægergårdsgade 81, 8000 Aarhus C

Er du tosset med sushi, er den japanske restaurant Saichi på Jægergårdsgade ikke til at komme udenom. Restauranten ligger i den hedengangne gourmetrestaurant Malling & Schmidts gamle lokaler, hvis enkle, nordiske indretning skaber en perfekt ramme om de delikate serveringer. Fisken er friskhentet fra havnen, betjeningen er venlig, og makirullerne er helt i top. Vi anbefaler at prøve Saichis all you can eat-tilbud, hvor du for 218 kroner mandag til torsdag eller 238 kroner fredag til søndag kan spise sushi, til du revner. Du krydser blot dine ønsker af på en liste, og så er du kørende, uanset om du er til California Rolls, Rainbow Rolls, friturestegte ebi-rejer, makiruller, nigiri eller sashimi. Stedet serverer også japansk-inspirerede fiske- og kødretter, hvor ikke mindst carpaccioen af dorade og Wafu Beef Steak med kinaradisser og soya er værd at sætte tænderne i. Saichi blev i 2013 nomineret til Byens Bedste Sushisted af webportalen AOA.

Knasende småkagehus
Småkagehuset, Frederiks Allé 102, Aarhus C

Har du en sød tand, er der ingen vej uden om Småkagehuset på den travle Frederiks Allé. I det lille småkagebageri byder ejerparret Hanne og Steen Jensen på kager i lange baner og utallige afskygninger, som trækker sig lige fra kardemommemums og kanelbrød til sprøde, håndlavede rutebiler, som oldemor lavede dem. Til dagligt finder du omkring 30 slags småkager i bageriet, men til tider er sortimentet oppe 45 forskellige slags. Hvis du går kold på småkagerne, finder du også velsmagende brød, boller, knækbrød og andre kager i bageriet. Du kan også finde forskellige gaveidéer, eksempelvis kagedåser, og du kan endda bestille en overdådig bryllupskage hos Småkagehuset, hvis den store dag er oppe over.

Lindrende apotekerrestaurant
St. Pauls Apothek, Jægergårdsgade 76, 8000 Aarhus C 

I den ældgamle apotekerbygning på Jægergårdsgade huserer cocktailrestauranten St. Pauls Apothek, som byder på en lindrende blanding af knivskarp gastronomi og velkomponerede cocktails i de renoverende lokaler. Køkkenchef René Hansen med en fortid på den hippe Restaurant Pluto i København svinger grydeskeen i køkkenet og sikrer kvalitet og velsvag på tallerkenerne, mens bartenderne med ejer Hasse Bank Johansen i spidsen tryller bag baren. Passionen for spiritus er stor på stedet, og kendskabet til cocktails og historierne om de forskellige typer drinks gør enhver til spiritusentusiast. Skal du være sikker på at få det hele med, anbefaler vi menuen Apothekeren, som består af en champagnecocktail og tre retter med tilhørende cocktails for 595 kroner. Hasse Bank Johansen, der tidligere har vundet eller været finalist i cocktailmesterskaber i Stockholm, Berlin, London, Singapore og Paris, har for nylig udgivet sin egen cocktailbog.

Vidste du, at

vores guides med et antal anbefalinger inden for en given kategori er nogle af vores mest læste artikler? De skal opfattes som aktuelle øjebliksbilleder og ikke som den fulde sandhed om en given kategori. Vi bestemmer selv fuldstændig, hvilke steder der er med i vores guides.

Foto: Google Images

5 skønne sommersalater i Aarhus

GUIDE Er der kommet for meget grillmad indenbords i ferien? Så er det tid til en sund sommersalat, som vi foreslår at nyde på en af disse 5 caféer.

Efter en hård sommer står den på sundhed og salat, og du kan naturligvis lave salaten selv. Men du kan også bevæge dig ud i byen og nyde sommerstemningen, mens du nyder salaten og iagttager byens liv. Vi har scannet byens caféer og giver dig her vores bud på 5 skønne sommersalater i Aarhus.

Cæsarsalat ved vandet
Strandbaren, Irma Pedersens Gade, Aarhus Ø

I de spændende omgivelser ved havnebassin 7 i den nye bydel Aarhus Ø finder du Strandbaren, der er opført af brugte containere og har givet aarhusianerne mulighed for at nyde sand, vand og kølige drinks i barens pallemøbler siden 2010. På Strandbaren foreslår vi at bestille lækker cæsarsalat, der blandt andet består af letrøget kylling, bornholmsk sennep, rugbrøds croutoner og hø-ost. Prisen er beskedne 55 kroner, så du har god råd til at supplere med en flaske bobler fra Möet & Chandon eller en friskpresset juice fra Juice Stop, som også er placeret på Strandbaren. På en god sommerdag er er der en god stemning og en fantastisk udsigt over Aarhus Havn, og efter salaten og boblerne kan du passende deltage i en af bydelens aktiviteter i form af eksempelvis beachvolley, fodbold eller en god gang salsa.

Laksesalat ved åen
Café Faust, Åboulevarden 38, Aarhus C

Åen i hjertet af Aarhus er et populært frokoststed, hvor turister, studerende og andre aarhusianerne kæmper om en god plads, når der endelig falder et par solstråler om sommeren. Men hvor skal du gå hen, hvis du vil have en skøn salat ved åen? Mulighederne er mange, men vi foreslår et visit på Café Faust, der tilbyder en lækker salat med varmrøget laks og rejer til 119 kroner. Portionen er stor, og du får virkeligt meget for pengene på caféen, der sidste år fik ny chefkok i form af Dennis Horn, som tidligere har været selvstændig restauratør i Hobro med eget bryggeri og også har været hof-kok på skibet Dannebrog. Caféen har i øvrigt ligget på adressen siden 2003, hvor menuen siden starten har stået på danske og franskinspirerede retter. Godt råd: Stedet er meget populært, så husk at bestille bord.

Enkel salat blandt bøgerne
Løve’s Bog- og Vincafé, Nørregade 32, Aarhus C

Den hyggelige Løve’s Bog- og Vincafé på den trafikerede Nørregade byder på poetisk stemning, hvor du udover at nyde et glas vin og en af caféens små retter kan gå på opdagelse blandt de mange nye og gamle bøger i reolerne langs væggene. På salatfronten anbefaler vi den enkle salat med mandler, vesterhavsost og serranoskinke, som du får for blot 70 kroner. Du kan oplagt kombinere besøget med et af stedets mange arrangementer, der dækker over alt fra poesibrunch til forfatteroplæsninger. I glasset skal du naturligvis have en af caféens mange spændende vine, som du finder i vinbaren bagerst i lokalet. Fun fact: Navnet Løve’s er inspireret af Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte. Som barn fik ejeren Kenny Jess Brandt læst bogen højt og har siden ikke været i tvivl om navnet til den bogcafé, han allerede dengang drømte om at åbne.

Familiesalat ved banegården
Café Stiften, Banegårdspladsen 11, 8000 Aarhus C

Den populære Café Stiften er med sin centrale placering ved banegården og udsigt til rådhuset kendt blandt de fleste aarhusianere, som besøger stedet inden biografturen, togturen, teaterbesøget eller koncerten. Caféen ligger lige for, hvis familien er på udflugt og programmet står på salat, fordi I kan blande jeres egne salater med caféens bland selv-koncept. Hver person lægger enten 69 kroner for en lille salat eller 79 kroner for en stor salat, og der er mange ingredienser at vælge imellem, ligesom I naturligvis får brød, smør og dressing eller pesto til de sunde herligheder. Hvis et eller flere familiemedlemmer ikke er salattypen, serverer Café Stiften også glimrende burgers, panini, bagels og chili con carne. Det er en god idé at bestille bord, hvis I er et større selskab eller bare vil være sikker på at få en siddeplads.

Pastasalat på Frederiksbjerg
La Trattoria, Frederiks Allé 130, 8000 Aarhus C

Frederiksbjerg-caféen La Trattoria byder på autentiske, italienske retter til fornuftige priser og er et godt bud, hvis du går efter en salat uden at skulle betale en herregård. Vi anbefaler den vegetariske pastasalat ved navn “Vegetariana”, som du får for blot 45 kroner. Pastasalaten består af pasta, mozzarella, salat, soltørrede tomater, peberfrugt og friskbagt brød, som bages i caféen. Stedet byder på god service og en hyggelige stemning, hvor de tætstående borde leder tankerne hen på en italiensk bjergby. Hvis du ikke er til salat, byder menukortet også på pizza, sandwich, pasta, kødretter og desserter, ligesom stedet har et fint vinkort. Du kan i øvrigt også få salaten med som takeaway, hvis du vil nyde den under åben himmel.

“Ét af mine absolut favoritsteder i Aarhus er Teater Bodega. Jeg har ofte besøg fra udlandet, og den solide, danske mad er et sikkert hit hver gang.”

Emilie Kristensen-McLachlan, Journalist

Foto: Visit Aarhus

5 superlækre stande på Ingerslevs Torv

TORV Glem alt om butikker og supermarkeder. Til torvedag på Ingerslevs Boulevard i Aarhus kan du købe de lækreste fødevarer, og her får du vores bud på de 5 bedste stande.

Torvet på Ingerslevs Boulevard er meget mere end blot et torv. En tur på torvet onsdag og lørdag er en slendretur fyldt med gode tilbud og uimodståelige fristelser, og sanserne kommer på overarbejde, når alt fra nye jordbær fra Samsø til friske fisk fra de danske have sælges på det stemningsfyldte torv i Aarhus. På en varm og solrig sommerdag falder tankerne let tilbage til et sydeuropæisk marked, som vi normalt kun kan drømme om i Danmark.

Derudover byder torvet naturligvis også på boder, hvor du kan slå dig ned og nyd den helt specielle stemning efter indkøbene med en økologisk kaffe, italiensk is og panini. Torvet er åbent hver onsdag og lørdag fra 8 til 14 hele året rundt, og hvis du ikke har prøvet torvet endnu, er det på høje tid. Her er vores bud på de 5 bedste stande.

Slagteren
Fra sit økologiske landbrug i Ørsted nær Randers laver Christian Hansen det mest velsmagende okse- og kalvekød, som han sælger fra sin torvestand som hakket kød, stege og grillpølser. Navnet er Ryderne, og han startede oprindeligt tilbage i 1987 med at producere grøntsager. Siden skiftede han grøntsagerne ud med opdræt af Jersey græskalve og oksekød, som produceres efter sæsonprincippet. Det indebærer, at dyrene slagtes i efteråret, når de færdige med at spise græs og æbler, hvilket giver den bedste smag. Christian og Co. sælger også æbler, pærer, hasselnødder, kirsebær og blommer fra egen frugtplantage, og hvis du er tørstig, kan du købe en flaske hjemmepresset æblemost for 50 kroner.

Bageren
Fra bageriet i Voldby nær Hammel har Voldby Bageri solgt friskbagt brød til aarhusianerne i de sidste 30 år. Bager Lars Jørgensen omlagde sin produktion til økologisk bageri i 1995, hvor brødudsalget også startede på torvet. Udvalget af økologiske brød er stort, og der er ofte lang kø foran brødudsalget, som foregår fra en vogn for enden af torvet. Prøv for eksempel et gulerodsbrud, en lun kanelsnegl eller en af de lækre flütes til aftensmaden. Men vent ikke for længe med at prøve det friske brød fra Voldby. Fra 2016 lukker Voldby Bageri desværre, og dermed stopper udsalget på torvet. Vi håber, at torvet får en anden lige så god økologisk bager, der kan forkæle aarhusianerne med spændende nyheder.

Fiskehandleren
En nyt frisk pust på torvet er Juelsminde Fisk, der siden 2014 har solgt lækre, friskfangede fisk fra en flot fiskebil på torvet. Fisk og skaldyr er flot præsenteret i bilens montre, og betjeningen er venlig og kompetent. Udvalget er stort af både friske fisk og røgvarer, og hvis du ønsker en speciel fisk, særlige delikatesser eller blot vil være sikker på, at folkene har det man skal bruge, kan du ringe dagen før og bestille det. Hvis der er for lang kø ved vognen fra Juelsminde, er torvets anden fiskebil fra J.J. Fisk også et godt bud, uanset om du er på jagt efter frisk fisk, røgvarer eller bare en lun fiskefrikadelle i hånden. Juelsminde Fisk har rødder helt tilbage til 1927, hvor fiskehandler Claus Clausen solgte fisk fra en ombygget cykel med hjælpemotor i Bjerre syd for Horsens.

Ostehandleren
BT Ost fra Vejle har et fast publikum på torvet, hvor de holder med deres karakteristiske ostebil i midten af det hele. Og det er ikke uden grund, at folk flokkes om ostebilen, der driver af ostehandler Bent Roskvist og hans hustru Tove. Udvalget er stort, og du skal ikke holde dig tilbage med at bede om en smagsprøve, som bliver delt ud med rund hånd. Stil dig blot op i køen og vogt dig med tålmodighed, mens du beslutter dig for, hvad du skal have. Stamkunderne anbefaler den hjemmelavede ost og kærnemælk, og herfra vil vi også opfordre til at prøve den fabelagtige Camembert. BT Ost har eget mejeri i form af Lindved Mejeri, som de oprindeligt købte tilbage i 1988.

Grønthandleren
Steen Nielsen har i de sidste 12-15 år solgt økologiske og biodynamiske grøntsager fra sin stand, der ligger længst nede mod Haralds Jensens Plads ved siden af Voldby Bageris vogn. Steen Nielsen har ikke selv overblik over, hvor mange år han har været på torvet, for han går efter eget udsagn mere op i, at kunderne får en god oplevelse og de bedste råvarer. Han dyrker ikke selv grøntsagerne, men køber ind fra danske leverandører, hvor kvaliteten er helt i top. Honningen, som sælges fra standen, har Steen Nielsen til gengæld selv produceret, og den kan vi også stærkt anbefale.

Foto: Vaca

5 nye steder du skal tjekke ud

GUIDE Nye spisesteder, caféer og takeaways popper op på stribe i Aarhus, men hvor skal du gå hen? Vi giver dig her en guide til 5 newcomers, som du bare skal prøve.

Der er gang i restaurationsmiljøet i Aarhus, som næsten hver måned byder på åbning af nye restauranter, caféer eller takeawaysteder. Dertil kommer de steder, der flytter til større lokaler eller udvider med nye filialer, som vi har set det med eksempelvis Sota Sushi Bar eller Sushimania. Vi har scannet forårets åbninger og giver dig her vores bud på 5 steder, du skal tjekke ud.

Mexikansk fingerfood i Mejlgade
Vaca, Mejlgade 17, 8000 Aarhus C

Lige før årsskiftet åbnede den mexikanske takeaway Chido i Mejlgade, og i april fulgte den erfarne fusionskok Morten Hansson trop med den delikate takeaway Vaca længere inde af gaden i lokalerne, hvor Rub & Stub tidligere havde adresse. Menuen står på mexikansk fingerfood, hvilket dækker over superlækre tacos, burritos, salsaer og tortillachips lavet fra bunden med friske råvarer. Retterne serveres i adskilte bakker, så du selv kan bygge din taco, uanset om du spiser ved bænkene i det lille lokale eller tager de mexikanske lækkerier med hjem til spisebordet. Priserne lyder på bare 20 kroner for en starter og 45 kroner for en hovedret, så der er ingen undskyldning for ikke at prøve hele menukortet. Hvis du er tørstig, byder Vaca også på hjemmelavede tequila og drinks, der garanteret giver eksotiske sommerfornemmelser. Bonusinfo: Morten Hansson har i mange år været ejer af Karma Sushi, der blandt andet har filialer i Aarhus.

Delikat delemad i Frederiksgade
Frederiksgade 42, Frederiksgade 42, 8000 Aarhus C

”En femstjernet oplevelse, der kan anbefales.” Sådan skrev Jyllands-Postens Lotte Jahnsen i en anmeldelse af spisestedet Frederiksgade 42, der åbnede i starten af året midt i gågaden af samme navn. Konceptet lyder på delemad med fokus på det grønne køkken, og bagmanden er Christian Bøjlund, der er tidligere medejer af cocktailrestauranten St. Pauls Apothek på Jægergårdsgade. Maden serveres i små skåle, som du deler med resten af bordet, og det er med til at skabe en uformel stemming, som understreges af den New Yorker-agtige indretning og en betjening i øjenhøjde. Selvom spisestedet markedsfører sig på at servere 80 procent grønsager og 20 procent kød, behøver kødelskere i øvrigt ikke være nervøse – der er altid en kødret på kortet, og den smagte fremragende, sidst vi var der! Bonusinfo: Du går ikke tørstig fra bordet, for Frederiksgade 42 samarbejder med flere lokale vinhandlere om at tilbyde såkaldte allemandsvine.

Spanske hapsere ved Voxhall
Pica Pica, Vester Allé 15, 8000 Aarhus C

Pica pica er catalansk udtryk for små hapsere, og det er netop, hvad der står på menuen på vinbodegaen Pica Pica, som åbnede i april på Vester Allé. I de hyggelige lokaler bag ved spillestedet Voxhall lå tidligere rawfood-caféen Rå Bar, men nu lokker stedet med spanske lækkerier, som du kan nyde indenfor i de nyrenoverede lokaler eller udenfor på pallemøblerne med fødderne dinglende i åen. Størstedelen af vinene på Pica Pica kommer fra Spanien, og sulten kan klares med hjemmebagt brød, oste, pølser, skinke, tapenader og oliven. Og alle kan vel at mærke være med: Priserne starter ved blot 50 kroner for et glas vin, mens en tapastallerken kan erhverves for 145 kroner. Bonusinfo: Bagmændene er den tidligere bestyrer på Drudenfuss Malthe Bøgh, som ejer stedet sammen med Christian Castenskiold og Mads Poulsen, der også driver caféen Spiselauget på Godsbanen.

Marokkansk stemning på Nørregade
Mogador, Nørregade 34, 8000 Aarhus C

Byens marokkanske frontløber har i mange år været Restaurant Rick’s på Frederiks Allé, men veteranen har fået kamp til stregen af Mogador, som netop er åbnet ved siden af Løves Bog- og Vincafé på Nørregade. Stedet kalder sig en tesalon, men tilbyder også varme retter, salater og desserter med inspiration fra det marokkanske køkken. For eksempel kan du give den gas med en oksekødstagine med skovkvæg fra Mols, blommer og mandler for 145 kroner eller en spicy harira-suppe med tomat, linser, dadler, selleri og koriander for rørende 45 kroner. Den søde tand kan stilles med marokkansk patisserie eller en Dessert Mogador med appelsin, honning og kanel, og tørsten kan du stille på autentisk vis med myntete eller den særlige gule te, som er en mellemting mellem grøn og hvid te. Bonusinfo: Bag det nye spisested står belgiske Mohammed Simouri, som har arbejdet i Belgien, Luxemborg og Marokko.

Cocktails og østers på havnen
La Plage Deux, Strandvejen 2, 8000 Aarhus C

Er du det mindste frankofil, er der ingen vej uden om den kombinerede cocktail-, champagne- og østersbar Le Plage deux, der åbnede tidligere i juni for enden af Jægergårdsgade ned mod havnen. Bag stedet står den tidligere restaurantchef på Klassisk Fisk Sascha Stenfath, der efter eget udsagn vil skabe et hyggeligt sted med jazz i højtaleren, smil i luften og en positiv stemning, hvor man komme efter en god middag og tale sammen over en god cocktail eller et glas champagne, mens man nyder en østers eller to. På menukortet er også oksetatar, røget østersølaks, charcuteri og franske oste, og på drinkssiden kan du vælge alt fra champagne til klassiske cocktails som Old Fashion, Dry Martini, Whisky Sour og frugtige daiquiris. Kort sagt: Du er nødt til at kigge forbi de nyrenoverede lokaler, der i øvrigt tidligere husede bodegaen Strandborg. Bonusinfo: Hver lørdag serverer Sascha & Co. brunch – med østers og champagne, naturligvis.

Vidste du, at

vores guides med et antal anbefalinger inden for en given kategori er nogle af vores mest læste artikler? De skal opfattes som aktuelle øjebliksbilleder og ikke som den fulde sandhed om en given kategori. Vi bestemmer selv fuldstændig, hvilke steder der er med i vores guides.

Foto: Langhoff & Juul

5 fremragende økocaféer i Aarhus

GUIDE Vil du gerne holde den økologiske linje, byder Aarhus på en god håndfuld caféer, der bruger økologiske råvarer. Her får du en guide til 5 fremragende økocaféer lige nu.

Vil du gerne være sikker på, at grisebassen i din sandwich har fået lov til at nyde svinestiens glæder? Og at salaten på din tallerken er vokset op uden en regn af sprøjtemidler? Så skal du gå efter caféer, der bruger økologiske råvarer. Vi gør det nemt for dig og præsenterer her fem fremragende steder, der alle har det økologiske spisemærke i sølv eller guld. Sølvmærket dækker over, at 60-90 procent af råvarerne er økologiske, og guldmærket at 90-100 procent er økologisk. God appetit!

Vegetarisk i Vestergade
Café Gaya, Vestergade 43, 8000 Aarhus C

På Café Gaya i stemningsfulde Vestergade kan du få 100 procent økologisk og vegetarisk mad til gode penge. Oven i købet byder caféen også på meditation, livemusik og foredrag. Kokkene har frie hænder til at udnytte råvarerne bedst muligt, og derfor skifter udvalget af salater, dagens ret og suppe fra dag til dag. Den vegetariske burger med bønnebøf og speltburgerbolle til 79 kroner er dog altid på kortet, og du kan tilkøbe en glutenfri bolle, hvis humøret er mere til dét. Café Gaya tilbyder også et vegetarisk alternativ til Åboulevardens brunchbuffeter, hvor bacon og pølser skiftet ud med salater, æg, hjemmebagte müsliboller og en dagens ret. Brunchpandekager er der naturligvis også. Café Gaya tilbyder brunchbuffet lørdag fra kl. 10-15 og koster 129 kroner. Er du studerende, får du 10 procent rabat på hos Café Gaya.

Svensk hygge i Jægergårdsgade
Fika, Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C

Jægergårdsgade er i løbet af de sidste år blevet en bedre og bedre destination for den madglade, og ved siden af en af Aarhus’ ældste helsekostforretninger Ren Kost ligger Fika. Fika er det svenske ord for kaffepause, men menuen byder på mere end mokka. Stedet er både butik og café, og selvom det betyder, at der ikke er særlig mange siddepladser, gør det også stedet rigtig hyggeligt. Kom derfor i god tid, hvis du vil have plads en lørdag formiddag. Fika er ikke vegetarisk, så du kan få en økologiske sandwich med pulled pork, syltede rødløg og oliventapenade til 59 kroner. Ligesom Café Gaya har Fika også et dagligt udvalg af hjemmelavede salater, dagens suppe og dagens ret. En brunchtallerken koster 99 kroner, og de er godt givet ud. Du kan også få friskpresset juice af frugt og grønt, så dit vitaminbehov er dækket for resten af dagen.

Økoglæde på Frederiks Allé
Glad!, Frederiks Allé 127, 8000 Aarhus C

Fra vinduespladserne hos Glad! kan du kigge ud på Frederiks Allés hektiske strøm af biler og fodgængere, mens du kaster dig over en madpandekage med kylling, laks eller kikærter eller får varmen med en kop økologisk varm kakao med skumfiduser. Glad! vandt sidste år webportalen AOA’s pris for Byens Bedste Brunch/Morgenmad 2014, så caféens økonutella på hjemmebagt øko-brød må være faldet i mange aarhusianers smag. Som ejer Anne-Louise Spang sagde ved prismodtagelsen: “Vi brænder for det, vi laver. Jeg elsker at stå op om morgenen og bage vores koldhævede ølandsboller”. Caféen har i øvrigt også en fantastisk økologisk chili con carne, som du får for rørende 80 kroner. Glad! var en af byens første cafeer med fokus på økologi og har kunnet bryste sig af det økologiske guldmærke siden 2013.

Hygge og lakridsis ved Åen
suppestegogis, Åboulevarden 82, 8000 Aarhus C

Den hyggelige café suppestegogis (læs: suppe, steg og is) blev sidste år opgraderet fra et økologisk sølvmærke til det prestigefyldte guldmærke, så her kan du med god samvittighed give dig i kast med menukortet. Caféen ligger på den nyere del af Åboulevarden og udmærker sig her om sommeren med udeservering og en række lækre is, som du kan nyde med fødderne dinglende ud over åen. Lakridsisen er to die for! Hvis du er morgenmenneske, kan du gå all in på en økomorgenmad, hvor du får 77 kroner får blødkogt æg fra en fritgående høne, oksesalami, ost, frugt, grønt og hjemmebagt brød. Suppestegogis serverer også en spicy tomat-chili-suppe med hjemmebagt brød for 89 kroner, og er det den søde tand, der skal forkæles, kan du købe hjemmebagt æbletærte til 48 kroner. Hvis vejrguderne byder på regn, er suppestegogis er et oplagt sted at søge ly.

Gastronomi i Guldsmedegade
Langhoff & Juul, Guldsmedgade 30, 8000 Aarhus C

I Langhoff & Juuls rustikke lokaler på Guldsmedegade bliver de økologiske råvarer brugt på mere utraditionelle vis, uden at de mister deres saft og kraft. Stedet kalder sig selv for et spiseri og serverer alt fra brunch og lækkert smørrebrød til en række knivskarpe aftenserveringer. Hvis du har en god deal med bankrådgiveren, kan du give den fuld økogas med en 9 retters tastingmenu bestående af alt fra sprød jomfruhummer og Himmerland-kylling til grillet hangersteak og jordbærdessert for 698 kroner pr. næse. Det er økologisk gastronomi på højt plan. Langhoff & Juul har et økologisk sølvmærke og bruger efter eget udsagn 80 procent økologiske råvarer. Vinudvalget byder også på økologi, og skal det være øl i stedet, kan du få en fadøl fra Thisted Bryghus.

Foto: Foodfein

5 steder du skal spise på Northside 2015

GUIDE Hvor skal du spise, når sulten nager på Northside i næste uge? Vi har taget et sneak peek i årets madprogram og giver dig her 5 gastronomiske hotspots, du skal besøge i år.

Den tid er forbi, hvor festivaler var ensbetydende med franske hotdogs, slatne pomfritter og snaskede burgere. Northside har fra starten haft tårnhøje gastronomiske ambitioner, og i år sætter festivalchef John Fogde trumf på med flere madboder end nogensinde før. Samtidig forventer festivalen i år 80 procent økologi i pladsens boder mod 70 procent sidste år. Vi har kigget i det omfangsrige madprogram og giver dig her 5 gastronomiske hotspots, du skal besøge, når du ikke hører Wu Tang Clan eller The Black Keys.

Rå dekadence i Blue Oyster Bar
Er du foodie eller ej? Lige meget hvad, skal du en tur forbi festivalens østersbod, der under navnet Blue Oyster Bar ligger taktisk placeret lige ved siden af champagnebaren. Med 10 østers for 175 kroner er prisniveauet ikke uhyrligt, og samtidig kan du være sikker på kvaliteten, fordi folkene fra byens bedste fiskebutik Clausens Fiskehandel på Aarhus Havn står bag disken. Dine østers serveres råt på en metaltallerken flankeret af økologisk citron, og folkene har intet imod, at du medbringer bobler fra naboboden. Match made in heaven, anyone? Som noget nyt har boden i år sibirisk kaviar, som med en pris på 150 kroner for 10 gram nok kræver lidt overtalelse af bankrådgiveren.

Spanske vibes hos Pica Pica
Byens nye vinbodega Pica Pica bag ved Voxhall har på kun to måneder slået sig fast som et velbesøgt sted med fine vine og spanske hapsere. Men midtbyen er ikke nok, så Pica Pica rykker i år til Northside, hvor medejer Mads Poulsen og co. fortsætter de spanske vibes på festivalpladsen. På menuen er den spanske tapasklassiker Boles De Picolat, som dækker over økologiske kødboller i en spicy tomatsauce, og den lige så klassiske Montaditos i form af økologisk baguette med Romesco-sauce og forskellige toppings. Kødbollerne fås for 35 kroner, og for baguettes skal du slippe 25 kroner for 1 stk., 70 kroner for 3 stk. eller 100 kroner for 5 stk. Er du klar til at hapse? NB: Hvis du er mere til det nordiske køkken, har Pica Pica også en nordisk tapas-bod sammen med Spiselauget.

Restaurantstemning hos Foodfein
Den kombinerede café og gourmetbager Foodfein på Sønder Allé rykker vanen tro til Northside, hvor du kan nyde deres lækkerier i fred og ro i et lukket telt, der skaber en hyggelig restaurantstemning afsondret fra resten af pladsen. Vi anbefaler den fortrinlige tapastallerken med pulled pork og cornichonmayo, hønsesalat med gulerødder, okseculotte bearnaisestyle med estragonmayo, bønnekompot med timian, ravost fra Thise og chokoladebrownie. Prisen er 129 kroner, men du kan også få tre slags smørrebrød, forskellige sandwiches og tomatsuppe med pasta, hvis pengepungen og humøret er mere til det. Som noget nyt udvider Foodfein i år med en udendørsterrasse, så kryds fingre for vejret!

Stenovnsbagt pizza fra Oles Gård
Hvis du er til crispy, italienske pizzaer, er det her noget for dig. Den økologiske landmand Ole Chr. Olesen, der normalt bor på en hjemmebygget gård uden for Hammel, har en bod på festivalpladsens OutSide-område med italienskinspirerede kartoffelpizzaer, som han bager i sin medbragte, brændefyrede stenovn. Pizzaerne er lavet på surdej toppet med bøffelmozzarella, frisk rosmarin og citronskal, og du kan vælge mellem en variant med Oles håndrørte salami lavet af jerseyko, en variant med Oles lufttørrede skinke lavet af sortbroget økogris og en vegetarvariant. Det er første gang, Ole har en bod på Northside, og vi skal helt sikkert prøve en af hans pizzaer, der i øvrigt koster 100 kroner. Fik vi sagt, at kartoflerne naturligvis er nyopgravede?

Gastronomisk detox hos Mikuna
Selvom øllen og det meste af maden er økologisk, kommer du sikkert til at leve usundt på Northside. Så hvad med drøne forbi festivalens første veganerbod ever til en gastronomisk festival-detox? Boden styres af folkene fra den aarhusianske veganercafé Mikuna, der sidste år vandt Byens Bedste Nye Spisested uddelt af Aarhusportalen AOA, og de har to ting på menuen. Dels deres take på den anglo-indiske gryderet mulligatawny, som de har fyldt med gule flækærter, røde linser, kartofler, kokosmælk, æble, krydderier og toppet med hjemmelavet æble-rødløgschutney. Og dels en såkaldt kofri burger lavet på økologisk grovbolle, aioli, hjemmelavede pickles og ditto chilimarmelade. Så kan du med god samvittighed tage en øl til…

December 2020

Vinder

Madklubben

Lækker fransk bistrostil på Juliette i Jægergårdsgade

5 velvalgte Valentines-steder

GUIDE Valentine’s Day den 14. februar nærmer sig med krav om blomster, chokolade og romantik. Hvad enten det er til en første date, en årsdag eller måske for at sige undskyld, har vi fundet fem steder, der lægger op til en romantisk par-aften.

Den luksuriøse
Frederikshøj, Oddervej 19, 8000 Aarhus C

Skal din bedre halvdel imponeres og have en aften med mad, vin og service i Michelin-klassen, skal I tage på Frederikshøj syd for Aarhus. Wassim Hallal og hans hold af kokke præsenterer spændende, veltillavet gastronomi, og i anledning af Valentinsdag har de sammensat en 4-retters menu med tilhørende vine, champagne, snacks, kaffe og petit fours. Med en investering på 1.495 kroner per næse er I garanteret en aften, hvor I er i centrum, og minder bliver skabt.

Den SU-venlige
Slap Af, Studsgade 8-10, 8000 Aarhus C

I den anden ende af prisskalaen ligger Slap Af, hvor du kan få forretter for 50 kroner, hovedretter for under 200 kroner og desserter for 50 kroner. Her er der mulighed for at forkæle din bedre halvdel, selvom budgettet er lidt stramt. Slap Af ligger i det smukke Latinerkvarter, så en romantisk gåtur arm i arm i de små gader er oplagt, efter I har mæsket jer i fx jordskokkesuppe, bøf med bearnaiseskum og dessert med chokoladekage, mousse og ganache.

Den delevenlige
CANblau Tapasbar, Klosterport 2, 8000 Aarhus C

Selvom man deler køleskab, seng og budgetkonto, kan det være en udfordring at dele den mad, man bestiller på restauranter. På CANblau er der dog ingen vej udenom, da stedet, som navnet antyder, serverer tapas. Det er små anretninger lavet med henblik på at dele, og menukortet byder på retter fra 48 kroner. Der skal dog sættes lidt penge af, hvis konceptet skal fungere, da det anbefales at dele 6-7 retter. Ud af disse kan ikke mindst klassikeren pan y tomate con jamon serrano, gedeost på brioche og grantinerede jomfruhummere varmt anbefales.

Den franske
Juliette Cafe & Brasserie, Jægergårdsgade 54, 8000 Aarhus C

Frankrig bliver tit ophøjet til at være romantikkens land med Paris som den ultimative kæresteby. Derfor er det nærliggende at tage ud og spise fransk mad på Valentinsdag. Vi anbefaler Juliette i Jægergårdsgade, der med sin hyggelig indretning og uformelle stemning passer perfekt til en aften i stearinlysets skær. Maden er god, fransk og til en fornuftig pris. Du kan for eksempel vælge tre retter fra tavlen for 280 kroner eller i stedet vælge en god, saftig steak frites med klassisk crème brulée som den søde afslutning. Måske får din udkårne endda lov til at smage!

Den asiatiske
Sota Sushi, Vestergade 47, 8000 Aarhus C

Nyotaimori er en japansk tradition, hvor sushi bliver spist direkte af en nøgen kvindes krop. Er dette arrangement for stor en mundfuld, kan I i stedet tage på Sota Sushi i Vestergade og få serveret sushi og sashimi på helt normal vis. Sota har endda gjort det hele nemmere ved at have menuer beregnet til to personer til henholdsvis 420 kroner og 460 kroner, så I har endnu mere tid til at kigge hinanden dybt i øjnene. Den ene menu består kun af sushi, som I kan made hinanden med, mens menuen til 460 kroner også indeholder edamame-bønner, tangsalat og yakitori-sticks.

Foto: Restaurant Köd

5 nye restauranter du skal tjekke ud

GUIDE Aarhusianske gourmander har kronede dage for tiden. Krisen er trådt i baggrunden, og den ene nye restaurant efter den anden popper op i den østjyske hovedstad. I modsætning til på den københavnske restaurantscene er det ikke indmad, biodynamik og sydamerikansk cuisine, der trender lige nu i Aarhus. Her er vi stadig fans af den uformelle bistro- og brasserie-stil med fokus på kød, få retter at vælge imellem, dugløse borde af antikt tilsnit og tre retter for under en plovmand. Eventuelt med et nordisk tvist, forstås. Vi har scannet efterårets mange newcomers og bringer her vores bud på de mest interessante:

Veganerstorm gav kanonstart
Restaurant Köd, Skolegade 21, 8000 Aarhus C
Åbnet 15. august 2014

Den mest hypede af de nyeste restauranter i byen er uden tvivl Restaurant Köd i Skolegade, der allerede før åbningen blev udsat for en viral storm af kritiske røster fra byens veganerkredse over den store fokus på kød. Upåagtet at eksempelvis MASH på Banegårdspladsen har kørt med præcist samme koncept i årevis. Ikke overraskende førte veganerstormen til masser af bookinger, og hvad enten det var held i uheld eller udtryk for en tilsigtet ”Simon Spies”-strategi, skal det hippe steakhouse naturligvis prøves. JP’s anmelder var ganske vist lunken, men mon ikke de værste begynderfejl er luget væk efter en måned?

Mejeriet rykker ind til byen
Restaurant Gastróme, Rosensgade 28, 8000 Aarhus C
Åbnet 29. august 2014

Det Gamle Mejeri ved Vilhelmsborg syd for Aarhus har i mange år været en fortrinlig restaurant, hvis man ville investere i en taxatur halvvejs til Odder. Nu har restaurantens to kokke Søren Jakobsen og William Jørgensen udvidet med aflæggeren Gastróme i Rosensgade, der ifølge hjemmesiden får et såkaldt ”gourmetpræget landkøkken med en smag af byens brosten”. Vi er ikke sikre på, hvad formuleringen dækker over, men at dømme efter menukortet kører kokkeparret en tunet fransk brasserie-stil, som vi også ser det på Klassisk 65, Restaurant Ferdinand og Restaurant ET. Med 388 kroner for tre retter bliver du absolut heller ikke flået for et besøg. Gotta try it!

Lokale råvarer fra Michael og vennerne
Restaurant Hærværk, Frederiks Allé 105, 8000 Aarhus C
Åbnet 1. august 2014

Med tidligere ansættelser på Wassim Hallals gourmettempler Frederikshøj og Molskroen er forventningerne store, når restaurantchef Michael Christensen åbner dørene til sin nye restaurant på Frederiks Allé. I takt med tidens trend storytelles der til den store guldmedalje om brugen af sæsonens råvarer fra et ”lokalt landbrug i Solbjerg” og ”kød fra fritgående dyr fra Slagter Kruse på Mols”, men vi køber den. For det lyder virkeligt sympatisk og særdeles appetitligt, det Michael og hans venner har startet op. Og så skader en fremragende anmeldelse i Jyllands-Posten selvsagt heller ikke.

Noget lækkert over for hypnotisøren
Restaurant Møf, Vesterport 10, 8000 Aarhus C
Åbnet 11. september 2014

Vesterbro Torv er ikke den mest attraktive adresse for en restaurant med sin tætte trafik og et iøjnefaldende tidligere toilethus, der i dag huser en hypnotisør. Men ikke desto mindre satser kokke- og kæresteparret Kristine Wacher Rødbro og Michell Nielsen stort med etablering af en restaurant med det kryptiske navn Møf i lokalerne, hvor spisestedetf en restaurant med det kryptiske navn Møf i lokalerne, hvor spisestedet Kejserriget tidligere lå. Forklaringen på navn fortaber sig lidt i det uvisse, men angiveligt skulle det være, at Møf for de to kokke står som noget lækkert (?). Det ændrer dog ikke ved, at kæresteparret kan sætte hak ved ansættelser på Restaurant Substans, Restaurant Pondus, Brasserie Ferdinand og MASH på deres fyldige CV’er, så alene af den grund er et besøg på Møf et must.

Gastro Pub for hipstere
Restaurant Spiselauget, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Åbnet 1. august

Kulturcentret Godsbanen har med sine ubehandlede cementvægge og overflod af hipstertyper et urbant feel, hvor en street restaurant med kunstnervenlige priser passer perfekt ind. Kvaliteten af maden og betjeningen har dog mildest talt været svingende, og tidligere på året gik den hidtidige forpagter Johan von Bülow konkurs med et brag. Nu har man hevet duoen Mads Poulsen og Christian Castenskiold ind, og det kan godt blive spændende. De to har arbejdet på Cafe Englen, Cafe Drudenfuss og Råbar, hvor de har vist, at de kan drive forretning og trække folk til. Selv taler de om at skabe en Gastro Pub, og det lyder slet ikke dumt, klientellet taget i betragtning. Vi krydser fingre!

Januar 2021

Optællingen er i gang

Tilmed vores nyhedsbrev