Foto: Grappa

5 italienske restauranter i Aarhus

Er du mest til de klassiske italienske retter som pizza, pasta og risotto, eller vil du udforske det italienske køkken og prøve noget nyt? Her får du fem restauranter, som laver lækker italiensk mad i Aarhus.

Italiensk morgen, middag og aften ved åen i Aarhus

Grappa Restaurant & Vinbar, Åboulevarden 60, 8000 Aarhus C.

Grappa italiensk Aarhus

Uanset om din sultne mave skriger efter en italiensk morgenmad, frokost eller aftensmad, har Grappa Restaurant & Vinbar gode muligheder på menukortet. Du kan prøve en Mattina Italiana brunch for 150 kroner. Den består blandt andet af æg med parmesan og trøffel, italiensk skinke og frisk frugt.

Til frokost eller aften kan du sætte tænderne i en klassisk lasagne for 140 kroner eller en cremet risotto med svampe og parmaskinke for 145 kroner. Hvis du vil have en ekstra god aften du starte ud med antipasti, italienske forretter, eller slutte af med en italiensk dessert. Du kan også vælge mellem mange forskellige pastaretter og et stort udvalg af pizza fra 135 kroner.

Restauranten har også et lækkert vinkort, og med en af byens bedste placeringer, er du sikker på at få en god aften.

Social dining hos Basso

Basso, Skolegade 21, 8000 Aarhus C.

Italiensk Aarhus

På Basso bliver den italienskinspirerede mad lavet med sæsonens råvarer. Tag vennerne under armen, og prøv Bassos social dining-koncept. Her deles de enkle retter ved bordet, så alle har mulighed for at sætte tænderne i meget forskelligt. Det sikrer så mange smagsoplever undervejs som muligt. Der er et bredt udvalg af italienskinspirerede snacks, kolde og varme retter og desserter.

Prøv for eksempel tatar med sennepsfrø og urtecrumble for 128 kroner, cremet risotto med trøffel og mascarpone til 148 kroner eller en olivenoliens med jordbær og hvid chokolade til 98 kroner.

Hvis hele bordet er med på idéen, kan I også vælge 10 serveringer for 398 kroner eller 13 serveringer for 498 kroner. Så får I retter fra hele Bassos italienskinspirerede menukort, som I kan dele med hinanden. Hele oplevelsen kan virkelig anbefales, men ligemeget hvad, må I ikke gå glip af deres risotto

Traditionelt italiensk mad

Luna Rossa, Fredensgade 22, 8000 Aarhus C.

Luna Rossa

Hos den hyggelige restaurant Luna Rossa får du den traditionelle italienske oplevelse. Her kan du kaste din kærlighed på retter, der er lavet af italienske råvarer importeret direkte fra lokale leverandører i Italien. Så kan du virkelig fornemme stemningen af det varme middelhavsland, selv om du sidder i Fredensgade i Aarhus.

Hos Luna Rosa bliver der både serveret helt traditionelle italienske specialiteter. Nyd for eksempel deres risotto med svampe, pizza med lufttørret okseinderlår og tagliolini alle vongole. Menukortet spænder bredt og har med stor sandsynlighed en ret eller to, som falder i din smag.

Hvis du også har plads i maven til forret og dessert, har de et godt tilbud med månedens menu. Her får du 2 retter for 299 kroner, og tre for 329 kroner. En garanti for en perfekt date-night. De har endda børneretter til 85 kroner, hvis hele familien er på tur.

Italiensk aften med vennerne

Mamma’s Aarhus, Frue Kirkeplads 1, 8000 Aarhus

Mamma's italiensk Aarhus

Lige ved Vor Frue kirke ligger den hyggelige restaurant Mamma’s, som er en del af det populære Madklukken-koncept. Restauranten er stor, og passer perfekt til vennegrupper i alle størrelser. Her dyrker de de enkle, men utroligt gode italienske smage.

I kan både vælge hver jeres ret, hvor Mamma’s har et stærkt udvalg af små og store retter, men hvis hele bordet er med på det, har de 10 eller 15 delevenlige retter til henholdsvis 350 og 450 kroner. På den måde kommer I rundt om hele menukortet, og kan sætte tænder i burrata med grillet fersken, aracini, stegte jomfruhummere, rigatoni med aubergine og meget mere. I slutter selvfølgelig også af med lidt sødt til ganen.

Mamma’s har også et stort drikkekort og en selskabsmenu, hvis I er over 12 mennesker. Det er altså et sikkert bud på en festlig aften med god mad i maven.

Læs også: Fem lækre steder med sushi i Aarhus

Italiensk med et moderne twist

Prezzemolo, Jægergårdsgade 85, 8000 Aarhus

Prezzemolo

På skønne Jægergårsgade finder du det lille osteria Prezzemolo. Her er kun plads til 10 borde, så en reservation er en god ide. Stemningen er intim, hyggelig og autentisk. Også menuen er lille, men med de lækreste råvarer og vidunderlige smage.

De har hovedretter i kategorierne fisk, kød og vegetarisk. Men om du er til braiseret lammekølle, risotto med rimmet torsk eller tagliatelle “alle norma”, er du garanteret italienske smage med et moderne twist. Til dessert kan vi anbefale deres lækre udvalg af italienske oste.

Prezzemolo har også et frokostkort, og byder på utroligt mange lækre drikkevarer og vine. Alt i alt en lille italiensk perle på Jægergårdsgade.




Arkivfoto: Pixabay.

Spændende: Ny restaurant i Risskov får eget pizzabageri

Risskov får ny pizzarestaurant til efteråret, når Grappa Piccolo i Aarhus C udvider med ny filial nord for byen.

Den nye restaurant i Risskov bliver en del af et nybyggeri på hjørnet af Nordre Strandvej og Vestre Strandallé overfor Bellevuehallen. Det nye vartegn i Risskovs bycentrum får plads til 40-50 gæster og kommer også til at bære navnet Grappa Piccolo.

Restauranten får en stor, delvist overdækket terrasse og indrettes med pizzabageri og pastaværksted og montrer til charcuteri, oste og andre italienske delikatesser.

Italienske hapsere
Ligesom Grappa Piccolo på Åboulevarden vil den nye restaurant i Risskov byde på cicchetti, der dækker over små, italienske appetitvækkere, der kan sammensættes til et større måltid, nydes i selskab med et glas vin eller kombineres med pasta og pizza.

”På Piccolo vil vi servere Cicchetti som man kender dem fra Venedig, risotto, frisk pasta og pizza i bedste kvalitet, samt fjerkræ og porchetta stegt på rotisserie,” lyder det fra Grappas Kim Dreehsen.

Foruden et stort menukort vil der være egen importerede italienske vine og friske spritz på kortet. I forbindelse med restauranten åbnes også en deli med pizza, salater, panini, sandwiches og diverse italienske specialiteter, friskbagt brød, gode råvarer og færdige retter til at tage med hjem.




Foto: Chili Klaus

Kendte Aarhus-personligheder: Her spiser vi ude

Fire kendte aarhusianere fortæller om, hvor de spiser henne, når de går ud.

Hvad har en tidligere festugechef, en komiker, en borgmester og en chiliaficionado til fælles? De bor alle i Aarhus og elsker at gå ud at spise. Men hvor tager de egentlig hen? Det afslører de her.

God atmosfære på Vesterbro Torv
Jens Folmer Jepsen, tidligere festugechef

Beta Beta på Vesterbro Torv er bare et fantastisk sted, når ejer og kok Mads Nybroe fortaber sig i et nyt hjørne af det store verdenskøkken. Det er også et fantastisk lille sted med god atmosfære, så de dage, hvor jeg har tid og mulighed for at komme, er der ikke så mange, der behøver at vide, at stedet findes. Men ellers kan jeg ikke anbefale Beta Beta nok.

Italiensk hit ved åen
Carsten Bang, komiker

Et af mine klare favoritsteder er først og fremmest Grappa ved åen. Her får man en dejlig lasagne eller pizza, men de kan også tilberede en god bøf serveret med et godt glas vin af altid nærværende og imødekommende tjenere. Og så får man kuvertbrød af en anden verden – hvis man er så heldig at ankomme, hvor det er friskbagt fra ovnen, er det som at starte ud med kage.

Skarphed og Michelinpotentiale
Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus

Nu kan man ikke rigtigt kalde Restaurant Ét på Åboulevarden for overset, men jeg føler stadig, de blev forbigået af Michelin i foråret. De leverer virkeligt skarpt og præcist, men der kunne også nævnes så mange andre, der gør det godt. Listen over gode restauranter i Aarhus er nærmest uendelig.

Tapas og fisk en masse
Chili Klaus, chiliaficionado og entertainer

Jeg elsker at komme på CANblau på Klostertorvet. Der er en folkelighed over det sted, og man føler sig altid velkommen. Ellers kan jeg godt lide Klassisk Fisk på Nørregade. Jeg elsker østers og kunne leve af dem forever!




Piccolina løber med prisen som byens bedste italienske restaurant på Tripadvisor. Foto: Piccolina.

Kunderne har talt: Her er Aarhus’ bedste pizza

PIZZA Ét pizzasted i byen slår suverænt alle andre i kundernes bedømmelser på anmeldelsessiden Tripadvisor. 

Aarhus har et hav af pizzasteder lige fra de traditionelle pizzajoints til spisesteder med ægte, italianstyle pizzaer. Men hvor får man byens bedste pizza? Det afslører den internationale anmeldelsesside Tripadvisor, hvor det italienske spisested Café Piccolina i Skolegyde ved Aarhus Teater slår samtlige andre pizzasteder i brugernes anmeldelser.

Over 300 kunder har anmeldt Café Piccolina på websitet, og gennemsnitskarakteren lander på flotte 5 ud af 5. Pizzastedet, som også serverer italienske sandwiches og udvalgte pastaretter, er startet af italienske Salvatore, der styrer slagets gang sammen med sin kone Tanja.

På andenpladsen i opgørelsen kommer restauranten Grappa, der fra sin attraktive beliggenhed ved åen i en årrække har fokuseret på det italienske køkken. Tredjepladsen indtages af takeawayen Delizioso, der fra butikker i Åbyhøj og på Trøjborg serverer knivskarpe pizzaer til aarhusianerne med italienskfødte Nicola Cipullo ved roret.

Hele Tripadvisors top 5 ser således ud:

  1. Café Piccolina
  2. Grappa
  3. Delizioso
  4. Restaurant Martino
  5. Restaurant Italia



Pixabay Images.

10 suveræne hvidvinsspots i solen

GUIDE Sommersolen er kommet frem, og her er 10 suveræne steder i Aarhus, hvor du kan nyde den med et glas hvidvin.

Er du til Chablis, Chardonnay eller en boblende Crémant? Lige meget hvad, er vinen med garanti bedst, hvis du nyder den i solen. Vi har fundet 10 hvidvinsspots med sol i Aarhus, så du ikke længere forgæves skal jagte strålerne rundt i byen. For at gøre det så let som muligt har vi fordelt stederne efter, hvor der er sol henholdsvis formiddag, frokost, eftermiddag og aften. Nu er der ingen undskyldning for ikke at komme op af vinkælderen og ud i foråret. God fornøjelse!

Formiddag: I weekenden må du gerne
Sjette Frederiks Kro, Salonvejen 1, 8240 Risskov
Lad formiddagssolen varme dit ansigt op, mens du nyder et glas hvidvin eller bobler midt i Riis Skov. Med en storslået udsigt ud over Aarhus Bugten og badeanstalten Den Permanente forkæler Sjette Frederiks Kro dig i weekenden sommeren over med en lækker brunch ved navn Kronch. Vi anbefaler at slutte af med en gang bobler. Så er weekenden igang, ikke?

Casablanca, Rosengade 12, 8000 Aarhus C
Med perfekt beliggenhed i Aarhus’ superhyggelige Latinerkvarter kan den klassiske café Casablanca præstere at have sol udenfor det meste af dagen. Så er du i midtbyen og har valgt at starte shoppeturen med et koldt glas hvidvin, er caféen the place to be. Måske du oven i købet spotter en kendis på det populære sted?

Frokost: Et glas i solen gør maden bedre 
Oli-Bistro, Mejlgade 41, 8000 Aarhus C 
I Latinerkvarterets stemningsfyldte hovedgade Mejlgade finder du den populære Oli-Bistro, der er søster til takeawayen Oli-Gak lidt længere nede ad gaden. Her er udeservering af kølig hvidvin ved små, hyggelige borde dækket med rød- og hvidternede duge lige midt i solens frokoststråler. Så bliver det ikke mere idyllisk, vel?

Café Jorden, Badstuegade 3, 8000 Aarhus C 
Caféen er en af Aarhus’ klassiske caféer, som alle aarhusianere kender. Hvem har ikke i godt vejr nydt udeserveringen på det hyggelige Pustervig Torv? Der er fyldt med liv på pladsen, og med et glas hvidvin i hånden kan du lukke øjnene og nemt forestille dig at være i Sydeuropa. Vinkortet er oven i købet ikke dyrt, så du bliver ikke rippet af et glas hvidvin. Et til?

F Høj, Grønnegade 2, 8000 Aarhus C
Det stykke af åen, der ligger mellem Magasin og Mølleparken, er upcoming og byder efterhånden på en del spændende steder. Her finder du også Michelinkokken Wassim Hallals frokostrestaurant F Høj, hvor du kan sidde ved åen og nyde et koldt glas hvidvin i solen. Eksempelvis F Højs egen vin fra Weingut Mohr, hvortil vi foreslår et stykke smørrebrød i nye klæder, Wassim Hallal-style.

Eftermiddag: Se solen smile mellem tagene
Restaurant Grappa, Åboulevarden 60, 8000 Aarhus C 
Beliggenheden bliver ikke bedre. Åen i Aarhus er bare stedet at være, når solen skinner. Ønsker du ægte aarhusiansk stemning og et omfattende vinkort, er den italienske restaurant Grappa stedet. Ikke mindst fordi du kan få en let snack med carpaccio eller fritto misto on the side. Er det svært at vælge vinen, kan du ”prøvesmage” mod betaling i små mængder inden den endelige bestilling.

Café Drudenfuss, Graven 30, 8000 Aarhus C 
I over 25 år har Café Drudenfuss langet lækre retter over disken til aarhusianerne. Det er dog ikke kun mad de forstår sig på. Vinkortet er ikke stort, men det er velvalgt, og så kan du nyde vinen ved de små, hyggelige borde ud mod Graven og Studsgade. Her er altid en supergod stemning og sol både middag og eftermiddag. Perfekt efter en tur ned af Strøget og gennem Latinerkvarteret.

Løve’s Bog- og vincafé, Nørregade 32, 8000 Aarhus C 
På den tungt trafikerede Nørregade åbner jævnligt nye spisesteder, men Løve’s har dog været fast inventar længe. På den hyggelige café er det populært at hænge ud, læse bøger og drikke god hvidvin. Foran butikken finder du siddepladser ud mod Nørregade, hvor du kan lade travlheden rulle forbi, mens du læser en god bog eller måske filosoferer over hvidvinens vidunderlige verden.

Aften: Når solen går ned gennem glasset
Pica Pica, Vester Allé 15, 8000 Aarhus C 
Med udsigt til åen og Thorvaldsensgade bag spillestedet Voxhall ligger vinbodegaen Pica Pica. I den uformelle setting på bodegaen kan du nyde kølige spanske hvidvine i glasset, og er du blevet småsulten, serverer folkene bag disken simple og autentiske tapas til. Perfekt til en let aftensmad eller snack før den store bytur. Er du heldig, serveres herlighederne til en god gang livejazz.

Vindanmark, Kystpromenaden 2, 8000 Aarhus C 
På den gamle og pulserende Nordhavn ligger den kombinerede vinbutik og vinbar Vindanmark i rå lokaler med udsigt til den gamle lystbådhavn. Her er maritim stemning, så det plasker, og et mylder af sejlere, beboere og glade turister. På vinbaren kan du sidde i aftensolen, drikke alt for meget hvidvin og nyde de sidste stråler til lugten af hav, tjære og grill. Så kan dagen ikke slutte bedre, vel?