Foto: Frederiksgade 42.

Kendte restauranter sammen om madhus på NorthSide

Til NorthSide i juni kan du opleve et nyt madkoncept, når de kritikerroste restauranter Hærværk og Frederiksgade 42 går sammen om et fælles madhus på festivalen. Continue reading

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: DinnerDays.

DinnerDays i Aarhus: Her er alle restauranterne

SPONSORERET: Billetsalget til den nye restaurantfestival DinnerDays i Aarhus er startet, og vi giver dig her et overblik over alle restauranterne, du kan spise på.  Continue reading

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: Frederiksgade 42

6 lækre spisesteder med delemad

GUIDE: Stadig flere Aarhus-restauranter byder på delemad, hvor alle ved bordet deler de samme serveringer. Her er 6 spisesteder, hvor det ikke er forbudt at stjæle fra sidemanden.

Eksotisk ved åen
Rømer, Åboulevarden 50, 8000 Aarhus C

I februar åbnede caféen Rømer ved åen i lokalerne, som tidligere husede spisestederne Römer og Grappa Piccolo. Konceptet lyder på delemad med inspiration fra det latinamerikanske køkken, og man kan sætte tænderne i en række småretter fra syrlig ceviche og sprøde tacos til grillet majskolbe og bøf med palmekål. Retterne serveres i små, flotte skåle til priser fra 40 kroner, og vi foreslår at dele en håndfuld af de kolde retter efterfulgt af nogle af de varme. Husk at smage på nogle af de ingredienser, der er mere sjældne i de danske luftlag, for eksempel de grønne padron-pebere, den sydamerikanske kassava-rod og palmemarv, der serveres som henholdsvis dybstegt, friteret og syltet. Caféen har også morgenmad i form af blandt andet klassikeren huevos frito med spejlæg, chorizo og sprød taco, der garanteret er god mod tømmermænd. Bag spisestedet står parret Uffe og Inge Jakobsen, der også ejer caféerne Viggo og Grappa.

Grønt i centrum
Frederiksgade 42, Frederiksgade 42, 8000 Aarhus C

Er selskabet ikke til kød? Så skal I bestille bord på restauranten Frederiksgade 42, der på bæredygtig vis kører et køkken baseret på 80 procent grøntsager og 20 procent kød, fisk og skaldyr. Alle retter serveres på delevenlige fade, og den skiftende menu byder på 7 mindre retter til 328 kroner eller 12 mindre retter til 528 kroner. Størstedelen af råvarerne er økologiske, og lige nu lokker menukortet blandt andet med kinakål med kærnemælk, rødbede med ramsløg og en ret med det kryptiske navn ”Prinsessen på blomkålet”. Trods det erklærede grøntsagsfokus er restauranten med på, at der kan være kødelskere i selskabet, og derfor er det muligt at lægge 98 kroner ekstra for en kødret, der lige nu består af krondyr med græskar og havtorn. Det venlige personale tager sig gerne god tid til at fortælle om de enkelte retter og om dagens vinmenu, der koster fra 248 kroner for tre glas op til 348 kroner for fem glas.

Lokale lækkerier
Sårt, Jægergårdsgade 6, 8000 Aarhus C

Hvis humøret er til delemad i en uformel setting, skal GPS’en indstilles på den kombinerede deli og restaurant Sårt på Jægergårdsgade. Kokkene i det åbne køkken laver alt fra pølser til pasta fra bunden af lokale råvarer, og resten importeres direkte fra blandt andet Italien. På menuen er en stribe skiftende snacks, charcuteri, oste, grønsagsretter og pastaretter, som indtages i det cool lokale præget af en enorm tegning på endevæggen. Prisen er fra 50 til 150 kroner per servering, og hvis appetitten er til mere, kan folkene i køkkenet lave en delevenlig menu til hele bordet for omkring 400 kroner per næse. Sårt har ikke en decideret vinmenu, men tjenerne foreslår gerne et par glas eller tre, der passer til maden. Bag stedet står folk fra den lukkede delikatesseforretning Delien på den anden side af gaden, den anmelderroste Restaurant Hærværk på Frederiks Allé og den økologiske gård Troldgården syd for Aarhus.

Casual cocktails
FF, Åboulevarden 30, 8000 Aarhus C

Den anmelderroste Restaurant Ferdinand ved åen fik forrige år en lillebror i form af det casual spisested FF, der ligger godt gemt i baggården bag ved Ferdinand. På menuen er velsmagende delemad og hippe cocktails, der kan indtages i de stemningsfyldte lokaler med en DJ-pult for enden. Priserne er rimelige, og en menu med 12 serveringer serveret til hele bordet står i 365 kroner per person. Hvis humøret ikke er til at dele med sidemanden, er det også muligt at bestille ala carte. Vi foreslår som minimum at smage den stegte jomfruhummer i tartelet, den åbne ravioli med blåmuslinger og restaurantens udgave af den klassiske hotdog med løgcreme og squash. Glasset bør naturligvis indeholde en af de velmixede cocktails, der matcher de festlige rammer. Hvad for eksempel med en Morning Glory Fizz med whiskey, æggehvide og lime eller en Rhubarb Rush med såkaldt rabarber-infuseret gin, vermouth og rabarberjuice?

Tapas på torvet
Canblau, Klostertorvet 9, 8000 Aarhus C

Spanske tapas er ikke kun brød med skinke og ost. De delevenlige hapsere dækker over mange forskellige anretninger, og tapasrestauranten Canblau på Klostertorvet er det perfekte sted at lade sig friste. Til en spansk aften i delemadens tegn på Klostertorvet foreslår vi at bestille lidt af hvert fra det omfangsrige menukort og nyde hele molevitten ved bordet sammen med en spansk vin fra restaurantens vinkælder. De spicy rejer under navnet gambas al pil-pil og miniburgerne med morkelmayo er et must, og der er ingen vej uden om stedets charcuteri, hvor udvalget starter ved en Iberico Chorizo for 58 kroner og kører op til sortfodsgris lagret i 36 måneder til 218 kroner. En anden mulighed er den faste menu med fire kolde tapas, fire varme tapas, mandler, brød og oliven til 348 kroner per person. Hvis de spanske lækkerier kræver en drink at gå hjem på, ligger restaurantens egen ginbar Bar Plata belejligt lige ved siden af.

Marokkansk i massevis
Rick’s, Frederiks Allé 92, 8000 Aarhus

På den velbesøgte Rick’s på Frederiks Allé er der nordafrikansk stemning for fuld udblæsning. Den hyggeligt indrettede restaurant byder på vellavet, marokkansk mad, hvoraf det meste serveres som delevenlige serveringer. Priserne er overkommelige, og menukortet byder på alt fra klassikere som grøntsagssuppen harrira og cous cous-salat til lammespyd med søde kartofler og filodej med spinat og feta. Her i efterårskulden anbefaler vi at dele en omgang af stedets simreret tagine, der koster omkring 200 kroner afhængig af fyld. De grillede merguez-pølser er også værd at sætte tænderne i, og i glasset kan man bestille mynte-the, hvis det skal være helt autentisk. Vinkortet er dog også ganske fortrinligt, hvis man sætter pris på en god drue til de nordafrikanske lækkerier. Restaurantens navn refererer til Humphrey Bogarts rolle i filmen Casablanca, der er opkaldt efter den marokkanske by af samme navn. Play it, Sam!

På Substans er der malttærte med blåmuslinger og strandurte frem til 1. maj. Foto: Restaurant Substans.

Smag vild mad på byens restauranter

Fem af byens restauranter byder på vild mad som optakt til Vild Smag Festival den 28. til 30. april.  Continue reading

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Billede: Smag Først

Vind lækre præmier i december

På Smag Aarhus byder vi julen velkommen og fejrer december måned med fire forskellige konkurrencer. I samarbejde med en vinhandel, en restaurant, en bager og en kogebogsforfatter kan du i hver uge deltage i en ny konkurrence med mulighed for at forsøde julen lidt ekstra.

Programmet ser således ud:

1. søndag i advent: Vind kogebog fra Food Fanatic
“Kødfri Mandag” er skrevet af foodbloggeren Nadia Mathiasen også kendt under aliaset Food Fanatic. Kogebogen er lanceret for nylig, og alle der tilmelder sig vores nyhedsbrev inden søndag den 04/12 er med i konkurrencen. Hvis du allerede er tilmeldt, er du automatisk med i lodtrækningen. Deltag her.

2. søndag i advent: Vind morgenmad fra Briancon
Fra søndag den 04/12 til søndag den 11/12 kan du og tre venner vinde en luksus morgenpakke fra den populære bager Briancon på Åboulevarden. Morgenmadspakken består af 8 rundstykker, 1 rugbrød, 4 morgenkager, 1 æblemost fra Gårdmosteriet, 1 valgfri hjemmelavet marmelade og 1 Skaubo skiveost fra Grand Fromage. Hold øje med Instagram, hvor vi sætter konkurrencen i gang.

3. søndag i advent: Vind middag på Frederiksgade 42
Fra søndag den 11/12 til søndag den 18/12 kan du vinde en middag for to bestående af 7 serveringer på Restaurant Frederiksgade 42, der er kendt for lækker delemad og et grønsagspræget køkken. Konkurrencen kommer til at køre på Instagram, hvor du kan invitere en person med, som du har kær.

4. søndag i advent: Vind gavekurv fra Smag Først
Fra den 18/12 til den 25/12 har du mulighed for at vinde en überlækker gavekurv fra vinhandlen Smag Først. Kurven består af to bløde og fyldige italienske rødvine, en frisk og tør portugisisk hvidvin, gourmetkaffe, konfekture, en flaske cava, italienske cantuccini-kager, håndlavede chips og fyldte chokolader. Hold øje med Instagram, når vi nærmer os den 18. december.

Glædelig jul til alle og held og lykke i konkurrencerne!

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: Aarhus Festuge

Gademad rammer Klostertorvet i festugen

STREETFOOD Københavnske Madklubben og Frederiksgade 42 sørger for gastro-gademad i Aarhus Festuge.

Under navnet Cluster Square kommer Klostertorvet snart til at danne ramme for fed musik, sjove events og ikke mindst lækker streetfood. I anledning af Aarhus Festuge har restauranten Frederiksgade 42 teamet op med den københavnske Madklubben, der åbner restaurant i Aarhus næste år.

“Frederiksgade 42 har som altid fokus på smag, bæredygtighed og fællesskab. Derfor er de selvfølgelig med, når de kreative fællesskaber hyldes på Cluster Square i Aarhus Festuge. Madklubben har længe haft et ønske om at komme til Aarhus, og nu får de endelig lov til at møde det århusianske publikum,” skriver Aarhus Festuge på sin hjemmeside.

Mad med holdning
Det er to kulinarisk bevidste madsteder, der får lov at rulle deres mobile køkkener ind på Klostertorvet. Siden sin åbning i 2015 har Frederiksgade 42 slået sig op på lækre grøntsagsretter, der kan deles af hele bordet, mens Madklubben har som mål at servere fremragende mad til gode priser.

På Cluster Square kan du blandt andet mæske dig i retter som braiseret økologisk lam i teriyakisauce og asiatisk inspireret kålsalat. Pop up-restauranten bliver Madklubbens debut i Aarhus.

Under Aarhus Festuge har Frederiksgade 42 åbent fra 26. august – 3. september kl. 12-22, mens du kan besøge Madklubben fra 1-3. september kl. 12-00. Priser på retterne bliver fra 50-200 kr. Læs mere her.

Foto: Frøken Koch

Frøken Koch kåret til bedste restaurant

RESTAURANT Over 11.000 gæster har bedømt deres spiseoplevelse på aarhusianske restauranter i årets første seks måneder, og vinderen er en gammel kending med klassisk mormormad på menuen.

I forrige måned genåbnede de sønderjyske Koch-brødre deres gourmetrestaurant Koch på havnen i Aarhus. Men det er ikke kun her, de tre brødre har vind i sejlene. Deres restaurant Frøken Koch, hvor menuen står på klassiske danske retter, er nemlig den restaurant i Aarhus, som har fået de bedste gæsteanmeldelser i første halvår af 2015 på bookingsitet Dinnerbooking.

Med i opgørelsen er 28 aarhusianske restauranter, og ifølge restauratør Michael Koch kan gæsternes positive anmeldelser af Frøken Koch skyldes restaurantens særlige fokus på at kreere livretter med rødder i mormorkøkkenet.

”Når man laver klassiske danske retter som benløse fugle og sprængt kalv, som vi gør, konkurrerer man ikke mod Noma og andre fine dining restauranter. Man konkurrerer mod gæsternes allerkæreste, nemlig deres mormor eller mor, som plejer at lave retterne. Det betyder, at vi skal have ekstra meget fokus på at lave mad med kærlighed og på at dyrke det gode håndværk. Men når det så lykkes, så tror jeg også, det er noget, gæsterne sætter stor pris på,” siger Michael Koch i en pressemeddelelse.

Med i top 5 er også de nye restauranter Gastromé og Spisestedet Frederiksgade 42, der efter mindre end et år allerede er strøget til tops hos gæsterne. Kähler-ejer Frantz Longhis to anmelderdarlings Nordisk Spisehus og Kähler Villa Dining er også med i førerfeltet i opgørelsen fra Dinnerbooking, der har modtaget 11.108 gæsteanmeldelser af aarhusianske restauranter siden nytår. Hele top 5 for første halvår 2015 ser sådan ud:

  1. Frøken Koch, Aarhus C
  2. Spisestedet Frederiksgade 42, Aarhus C
  3. Kähler Villa Dining, Risskov
  4. Nordisk Spisehus, Aarhus C
  5. Gastromé, Aarhus C

På Dinnerbooking er det muligt at booke bord og se gæsteanmeldelser for over 500 danske restauranter og caféer. Hver gang en gæst booker bord via DinnerBooking, får vedkommende tilsendt et spørgeskema, hvor han/hun kan vurdere restauranten ud fra mad, betjening, stemning, samlet vurdering samt værdi for pengene.

Foto: Vaca

5 nye steder du skal tjekke ud

GUIDE Nye spisesteder, caféer og takeaways popper op på stribe i Aarhus, men hvor skal du gå hen? Vi giver dig her en guide til 5 newcomers, som du bare skal prøve.

Der er gang i restaurationsmiljøet i Aarhus, som næsten hver måned byder på åbning af nye restauranter, caféer eller takeawaysteder. Dertil kommer de steder, der flytter til større lokaler eller udvider med nye filialer, som vi har set det med eksempelvis Sota Sushi Bar eller Sushimania. Vi har scannet forårets åbninger og giver dig her vores bud på 5 steder, du skal tjekke ud.

Mexikansk fingerfood i Mejlgade
Vaca, Mejlgade 17, 8000 Aarhus C

Lige før årsskiftet åbnede den mexikanske takeaway Chido i Mejlgade, og i april fulgte den erfarne fusionskok Morten Hansson trop med den delikate takeaway Vaca længere inde af gaden i lokalerne, hvor Rub & Stub tidligere havde adresse. Menuen står på mexikansk fingerfood, hvilket dækker over superlækre tacos, burritos, salsaer og tortillachips lavet fra bunden med friske råvarer. Retterne serveres i adskilte bakker, så du selv kan bygge din taco, uanset om du spiser ved bænkene i det lille lokale eller tager de mexikanske lækkerier med hjem til spisebordet. Priserne lyder på bare 20 kroner for en starter og 45 kroner for en hovedret, så der er ingen undskyldning for ikke at prøve hele menukortet. Hvis du er tørstig, byder Vaca også på hjemmelavede tequila og drinks, der garanteret giver eksotiske sommerfornemmelser. Bonusinfo: Morten Hansson har i mange år været ejer af Karma Sushi, der blandt andet har filialer i Aarhus.

Delikat delemad i Frederiksgade
Frederiksgade 42, Frederiksgade 42, 8000 Aarhus C

”En femstjernet oplevelse, der kan anbefales.” Sådan skrev Jyllands-Postens Lotte Jahnsen i en anmeldelse af spisestedet Frederiksgade 42, der åbnede i starten af året midt i gågaden af samme navn. Konceptet lyder på delemad med fokus på det grønne køkken, og bagmanden er Christian Bøjlund, der er tidligere medejer af cocktailrestauranten St. Pauls Apothek på Jægergårdsgade. Maden serveres i små skåle, som du deler med resten af bordet, og det er med til at skabe en uformel stemming, som understreges af den New Yorker-agtige indretning og en betjening i øjenhøjde. Selvom spisestedet markedsfører sig på at servere 80 procent grønsager og 20 procent kød, behøver kødelskere i øvrigt ikke være nervøse – der er altid en kødret på kortet, og den smagte fremragende, sidst vi var der! Bonusinfo: Du går ikke tørstig fra bordet, for Frederiksgade 42 samarbejder med flere lokale vinhandlere om at tilbyde såkaldte allemandsvine.

Spanske hapsere ved Voxhall
Pica Pica, Vester Allé 15, 8000 Aarhus C

Pica pica er catalansk udtryk for små hapsere, og det er netop, hvad der står på menuen på vinbodegaen Pica Pica, som åbnede i april på Vester Allé. I de hyggelige lokaler bag ved spillestedet Voxhall lå tidligere rawfood-caféen Rå Bar, men nu lokker stedet med spanske lækkerier, som du kan nyde indenfor i de nyrenoverede lokaler eller udenfor på pallemøblerne med fødderne dinglende i åen. Størstedelen af vinene på Pica Pica kommer fra Spanien, og sulten kan klares med hjemmebagt brød, oste, pølser, skinke, tapenader og oliven. Og alle kan vel at mærke være med: Priserne starter ved blot 50 kroner for et glas vin, mens en tapastallerken kan erhverves for 145 kroner. Bonusinfo: Bagmændene er den tidligere bestyrer på Drudenfuss Malthe Bøgh, som ejer stedet sammen med Christian Castenskiold og Mads Poulsen, der også driver caféen Spiselauget på Godsbanen.

Marokkansk stemning på Nørregade
Mogador, Nørregade 34, 8000 Aarhus C

Byens marokkanske frontløber har i mange år været Restaurant Rick’s på Frederiks Allé, men veteranen har fået kamp til stregen af Mogador, som netop er åbnet ved siden af Løves Bog- og Vincafé på Nørregade. Stedet kalder sig en tesalon, men tilbyder også varme retter, salater og desserter med inspiration fra det marokkanske køkken. For eksempel kan du give den gas med en oksekødstagine med skovkvæg fra Mols, blommer og mandler for 145 kroner eller en spicy harira-suppe med tomat, linser, dadler, selleri og koriander for rørende 45 kroner. Den søde tand kan stilles med marokkansk patisserie eller en Dessert Mogador med appelsin, honning og kanel, og tørsten kan du stille på autentisk vis med myntete eller den særlige gule te, som er en mellemting mellem grøn og hvid te. Bonusinfo: Bag det nye spisested står belgiske Mohammed Simouri, som har arbejdet i Belgien, Luxemborg og Marokko.

Cocktails og østers på havnen
La Plage Deux, Strandvejen 2, 8000 Aarhus C

Er du det mindste frankofil, er der ingen vej uden om den kombinerede cocktail-, champagne- og østersbar Le Plage deux, der åbnede tidligere i juni for enden af Jægergårdsgade ned mod havnen. Bag stedet står den tidligere restaurantchef på Klassisk Fisk Sascha Stenfath, der efter eget udsagn vil skabe et hyggeligt sted med jazz i højtaleren, smil i luften og en positiv stemning, hvor man komme efter en god middag og tale sammen over en god cocktail eller et glas champagne, mens man nyder en østers eller to. På menukortet er også oksetatar, røget østersølaks, charcuteri og franske oste, og på drinkssiden kan du vælge alt fra champagne til klassiske cocktails som Old Fashion, Dry Martini, Whisky Sour og frugtige daiquiris. Kort sagt: Du er nødt til at kigge forbi de nyrenoverede lokaler, der i øvrigt tidligere husede bodegaen Strandborg. Bonusinfo: Hver lørdag serverer Sascha & Co. brunch – med østers og champagne, naturligvis.

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: Frederiksgade 42

Spisestedet Frederiksgade 42 satser på delemad

RESTAURANT Den tidligere medejer af cocktailrestauranten St. Pauls Apothek får nu fod under eget bord med nyt spisested i Frederiksgade. Fokus er på delemad og grøntsager.

De nye spisesteder popper op på stribe i Aarhus. Lige som vi havde fået styr på newcomers som Gastromé, Møf, Köd og Hærværk, får byen nu endnu en restaurant i form af spisestedet Frederiksgade 42.

Bag det nye spisested står Christian Bøjlund, der er tidligere medejer af St. Pauls Apothek på Jægergårdsgade. Den nye restaurant satser ifølge pressematerialet på delemad, som serveres i mange små skåle, der deles ved bordet.

”Vi vil gerne have, at vores gæster bliver aktive deltagere i måltidet og med den gruppe, de er sammen med. Det mener vi er godt for samværet og oplevelsen, ” siger Christian Bøjlund i en pressemeddelelse.

Enkel madstil
På det nye sted kan du blandt andet sætte tænderne i kålsalat med stegt citron, persille, mandler og wasabicreme, stegte blomkål i sesamolie med rød syre, rødbedetatar med peanuts og stegte kapers samt kødretter som landgris glaseret i soya og honning og braiserede oksehaler med thaibasilikum.

”Madstilen er enkel og smagsfyldt. Vi anvender råvarer, som i videst muligt omfang dyrkes lokalt og regionalt. Derudover lader vi os inspirere af smage og detaljer fra det asiatiske køkken,” siger Christian Bøjlund.

Grøntsagsbetonet køkken
I modsætning til eksempelvis den nye Restaurant Köd i Skolegade, der som bekendt satser på kød, sætter Christian og co. grøntsagerne i fokus.

”Vores udgangspunkt er 80 procent grønsager og 20 procent kød. Herudover imødekommer vi kødelskerenes proteinbehov ved at give muligheden for et tilvalg af kroghængt, dansk jerseykvæg med en god sauce,” siger Christian Bøjlund.

Derudover samarbejder Frederiksgade 42 med flere lokale vinhandlere om at tilbyde gæsterne såkaldte allemandsvine, ligesom der skulle være mulighed for at gå på jagt i restaurantens specialbyggede vinskab.

SPECS
Frederiksgade 42
Frederiksgade 42
8000 Aarhus C