Foto: Chido Mexican Grill.

50,- hele ugen: Takeaway lokker med stærke sommertilbud

Den populære mexicanske takeaway Chido Mexican Grill byder hver dag i hele uge 27 på en ny mexicansk ret til 50 kroner. Continue reading

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: Chido Mexican Grill.

Mere mexicansk: Chido udvider med nyt spisested

Den mexicanske takeaway Chido udvider med et tredje spisested.

Det er gået over stok og sted for drengene fra mexi-takeawayen Chido, der efter at have slået dørene op i Mejlgade for godt to år siden udvidede med et nyt spisested på Frederiks Allé sidste år. Nu får Chido så sin tredje filial, der netop er åbnet på den travle Boulevarden i Aalborg.

”Vi har gennem en længere periode arbejdet målrettet på at åbne en tredje restaurant og har haft flere jyske byer i sigte. Vi er utrolig glade for, at det var Aalborg, som viste sig at have de helt rigtige lokaler for vores nye restaurant,” siger presseansvarlig Troels Rasmussen.

Friske råvarer
På menuen i Aalborg er ligesom i det østjyske mexicansk mad i form af burritos, quesadillas, bowls og tacos lavet af friske råvarer, og forventningerne er store.

“Aalborg har gennem de sidste par år oplevet stor vækst af nye spisesteder, og det virker til, at aalborgenserne er sultne efter nye og spændende madkoncepter. Vi glæder os derfor rigtig meget til at byde gæsterne velkommen i vores nye lokaler, som er de største, vi har haft indtil nu, og som kan rumme 35 siddende gæster,” siger Troels Rasmussen.

På længere sigt er det planen, at kæden vil udvide til alle større danske byer.

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: Vaca

Byens Bedste Takeaway: Her er de 5 nominerede

5 takeawaysteder i Aarhus er nomineret til Byens Bedste Takeaway 2016 på webportalen AOA.

Vaca og Chido i midtbyen, Sevags Grækeren i Egå, Søren E. Café & Takeaway i Tranbjerg og Metins Grill i City Vest. Det er årets fem nominerede i takeawaykategorien i AOA’s store Byens Bedste-afstemning.

Vaca og Chido byder på hver sin delikate udgave af det mexikanske køkken, mens Sevags Grækeren, som navnet antyder, byder på takeaway med inspiration fra Grækenland. Søren E. Café & Takeaway er leveringsdygtig i blandt andet burgere, gryderetter og sandwiches, mens Metins Grill lokker med tyriske specialiteter som shawarma, pita og döner.

Sevags vandt sidste år
Sidste år vandt netop Sevags Grækeren overbevisende 36 procent af stemmerne, så det er spændende, om det græske spisested bliver på tronen.

I år findes vinderen af den prestigefyldte pris findes onsdag 9. november om aftenen til et stort awardshow, hvor vinderne i alle årets 15 kategorier offentliggøres. Til awardshowet spiller Rasmus Seebach, ligesom du kan opleve Lars Hjortshøj live. Du kan læse beskrivelser af de nominerede takeawaysteder her.

Foto: Ren og Stærk

5 glutenfrie spisesteder i Aarhus

GUIDE Har du det også svært med gluten? Så er her 5 glutenfrie spisesteder i Aarhus.  

Mange har af den ene eller grund det svært med gluten, der som bekendt findes i ikke mindst kornprodukter. Derfor kan det umiddelbart være svært at spise ude eller få lækker takeaway. Heldigvis er der i Aarhus en god håndfuld restauranter og takeaways, der tager særlige hensyn til glutenallergikere og folk med glutenintolerans. Vi har fundet 5 skønne spisesteder i Aarhus med glutenfri gastronomi på menuen. NB: Du må også gerne spise med, selvom du godt kan tåle gluten :-).

Til den fitness-glade
Ren & Stærk, Mejlgade 51D, 8000 Aarhus C

Takeawaystedet Ren & Stærk på Mejlgade markedsfører sig med vitalitet, mad lavet fra bunden og brug af sunde, lokale råvarer. Og det er i dén grad et besøg værd, hvis du har det svært med gluten. Takeawayen er placeret lige rundt om hjørnet fra havnens crossfitsteder, hvilket giver god mening, fordi mange af retterne fokuserer på proteiner. Ren & Stærks menukort er stramt opbygget med få retter, men alle sanser og behov kan opfyldes på det lille sted, der har mottoet “Sundt skal smage godt”. Vi anbefaler en såkaldt Grøn Gris med spinat, broccoli og chilimandler eller en Cajun Kylling med braisserede grøntsager og stenalderbrød. Og hvis du er lidt lækkersulten bagefter, kan du med god samvittighed bestille en avocadokage eller en ”Gid jeg var en cheesecake” – mums!

Til grøntsagselskeren
Fika, Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C

På den hyggelige café Fika i Jægergårdsgade finder du et mekka af glutenfri retter, der gør stedet perfekt til glutenallergikere. På menuen er både salater, tærter, sandwiches og madpandekager, og den lille café har et såkaldt guldmærke i økologi, hvilket indebærer, at 90-100 procent af råvarerne er økologiske. Store dele af stedets menukort er grøntsagsbaseret, så du kan også sagtens spise dig mæt her i den lette og elegante mad, selvom du er vegetar. Vi anbefaler en af Fikas lækre sandwiches, som alle kan laves med glutenfrit brød – der endda er sprødt – eller en majspandekage med pulled pork. Til maden anbefaler vi en friskpresset juice eller og til de modige en matcha latte lavet på vanilie-soyamælk. Alle retterne kan i øvrigts spises i caféen eller tages med ud i det gode vejr (eller hjem foran Netflix).

Til en nem aftensmad
Chido, Mejlgade 48A, 8000 Aarhus C

Er tiden eller humøret ikke til at spise ude, kan du også tage forbi den mexikanske takeaway Chido på Mejlgade. Stedet, der for nylig har udvidet med en filial på Frederiks Allé, tilbyder lækker meximad til særdeles rimelige priser, og alt fra burritos til quesadillas er en fornøjelse. Har du særlige behov, kan du sammensætte en af Chidos bowls, hvor du får alt det gode fra en burrito, taco eller quesadilla, bare uden pandekagen. En glutenfri anbefaling herfra lyder på Staffs Favourite med feta, majschips og det velsmagende barbacoa, som dækker over Chidos særlige oksekød. Alternativt kan du selv sammensætte sin bowl ud fra princippet pick-and-mix. Nemt og lige til – what’s not to like? Priserne starter ved rørende 52 kroner for burritos, 55 kroner for quesadillas og 58 for bowls, så der er ingen grund til at ringe til bankrådgiveren.

Til byens økologifans
Glad!, Frederiks Allé 127, 8000 Aarhus C

På den populære café Glad! midt på Frederiks Allé er alting økologisk og hjemmelavet, inklusive deres glutenfri boller, som er nogle af de bedste i byen. Med andre ord skal du kigge forbi, hvis du har problemer med gluten og er frisk på et lækkert måltid i uformelle rammer. Cafe Glad laver både morgenmad, brunch og frokost, så her er noget for enhver smag på stedet, som drives af den engagerede ejer Anne-Louise Spang. Maden kan tilpasses appetitten, og stedets salatbar, der betales efter vægt, er særdeles anbefalelsesværdig. Det er brunchen også, og Glad! vandt ikke for ingenting AOA’s pris for Byens Bedste Brunch/Morgenmad forrige år. Er du mere til varm mad, er stedets chili con carne værd at komme igen efter, ligesom du bør smage caféens friskpressede juice.

Til de eksotiske behov
Oishii, Nørregade 42, 8000 Aarhus C

Et af de bedste og sikreste alternativer til glutenholdig mad er sushi, der som bekendt fås i mange kvaliteter og varianter i Aarhus. Her vil vi fremhæve Oishii Sushi på Nørregade, der er et moderne sushisted med running sushi. Det “løbende” koncept indebærer, at du smager en masse forskellige små retter og spiser, til du segner. Prismæssigt kan du vælge en række forskellige menuer lige fra en lille menu med 8 stykker sushi for 68 kroner til party-udgaven med 72 stykker sushi for 680 kroner. På Oishii Sushi udvælger folkene i køkkenet selv deres fisk og bruger kun de såkaldte Nishiki-ris, hvilket sikrer en gennemgående god smag. Hvis ikke du er til sushi, har Oishii i øvrigt også en wok-restaurant i Højbjerg, hvor det sauterede oksekød absolut er turen værd.

Foto: Facebook

Chido skruer op for mexi-lækkerierne

TAKEAWAY Den mexikanske takeaway Chido lancerer ægte majstortillas, som kendes fra Mellemamerika.

I Danmark kender vi mest de bløde hvedetortillas fra supermarkedet, men i Mexico og Mellemamerika er bløde majstortillas mindst lige så udbredte. Det tager den populære takeaway Chido på Mejlgade nu konsekvensen af og lancerer majstortillas til stedets tacos.

”Majstortillas er en meget udbredt spise i Mexico og i Mellemamerika, og vi er glade for at have fået dem. De er bløde som de hvedetortillas, vi kender i Danmark, men de er lavet på majsmel. Derfor smager de forskelligt fra hvedetortillaerne, og deres konsistent er også lidt anderledes. Majstortillas er glutenfri, og derfor påstår nogle, at de er sundere end hvede,” siger Joanna Jackson fra Chido.

Majstortillas kommer til at indgå i menuen som et alternativ til hvedetortillas og kommer til at koste et tillæg på 5 kroner mere end normalprisen på 60-65 kroner. Chidos tacos med tortillas fås med bønner, pulled pork, langtidsstegt oksekød braiseret i øl og chipotle-marineret kylling plus diverse toppings.

Foto: Mefisto

13 must-eats i Latinerkvarteret

GUIDE Latinerkvarterets brostensbelagte gader summer af liv, atmosfære og lækker mad. Hvis du vil spise dig gennem det hyggelige kvarter, er disse 12 steder must-eats.

Den ældste bydel i Aarhus deler navn med det kendte kvarter i det centrale Paris på grund af de mange lighedstræk, der er mellem de to kvarterer. Hvis du vil spare flybilletten til det franske, kan du med fordel aflægge det aarhusianske Latinerkvarters atmosfæriske gader et visit og gøre maven glad med det væld af fristelser, der står i kø i det intime kvarter. Vi har spist os gennem gaderne og giver dig her en guide til 12 hotspots, du ikke må gå udenom. Velbekomme!

Burritos og bowls på Mejlgade
Chido, Mejlgade 48A, 8000 Aarhus C

I udkanten af Mejlgade ligger den mexicanske takeaway Chido, der blev startet af en flok entreprenante ildsjæle sidste år. Glem alt om træt texmex fra Santa Maria her! På Chido består menuen blandt andet af tacos, burritos og såkaldte bowls, som alle laves fra bunden i det lille køkken bag i butikken. Chido-drengenes burritos serveres ”Mission Style”, hvor tortillapandekagen fyldes med ris, bønner og kød toppet med ost og salat, og hvis du siger nej til gluten, kan du nappe en bowl, som ret beset er en burrito uden tortilla. Vi er specielt vilde med Chidos ”you pick”-koncept, hvor du får 65 kroner selv kan customize, hvad din mad skal indeholde af ingredienser. Ventetiden hos på den populære Chido er som regel ikke lang, og hvis du ikke vil tage de mexikanske lækkerier med hjem, kan du spise dem på en af butikkens 14 siddepladser.

Charme, stemning og fantastiske fish ’n’ chips
Café Drudenfuss, Graven 30, 8000 Aarhus C

I det hyggelige lokale med baren placeret i midten har Café Drudenfuss gennem de sidste 25 år langet mad over disken til aarhusianerne, der tiltrækkes af caféens charme, stemning og indretning i berlinerstil. Kvaliteten på tallerknerne er unægteligt steget de senere år, og i dag byder den velbesøgte café på et spændende menukort med blandt andet confiteret and, en klassisk burger piftet op med oystersauce og koriander og vellavede tapas fra den såkaldte Småt & Godt-menu. Vi kan ikke mindst anbefale deres fish ’n’ chips med tatarsauce og fritter, der fås for overkommelige 105 kroner, hvis kreditkortet er blevet svunget for heftigt på strøgturen. På den lille scene bagerst i lokalet kan du være heldig at opleve lækker jazz til maden.

Michelinmad med landlige rødder
Restaurant Gastróme, Rosensgade 28, 8000 Aarhus C


Gourmetrestauranten Gastromé i den brostensbelagte Rosensgade drives af kokkene Søren Jakobsen og William Jørgensen, som i flere år har stået bag Det Gamle Mejeri på Vilhelmsborg ved Mårslet. Gastromé scorede en flot Michelinstjerne tidligere på året, så der er ingen vej uden om stedet, hvis du vil spise dig igennem Latinerkvarteret. Gastronomisk forener de to kokke de landlige rødder fra søsterrestauranten med en moderne, modig og meget personlig madstil, der indkasserede 5 stjerner i Politiken tidligere i år. Prisen for en lille menu er 498 kroner for tre retter og 898 kroner med vin, og vælger du den fulde udrulning med 7 retter, skal du hoste op med 798 kroner og 1398 kroner med vin. På trods af det høje niveau er der ingen fine fornemmelser, og restauranten lægger for eksempel hus til børneeventen Smagens Time.

Gourmethotdogs og porchetta i Graven
Haute Friture, Graven 16, 8000 Aarhus C

På den lille Haute Friture finder du gourmetversioner af klassisk fastfood, som giver de traditionelle grillbarer baghjul. Alt spiller bare! Navnet, maden, priserne og omgivelserne. Der er ikke det store udvalg på den lille grillbar, men det gør intet, når alt sidder lige i skabet. Stedet ejes af folkene bag restauranten Lecoq, og vi befaler dig at prøve deres gourmethotdog ved navn Lecoq Dog med merquezpølse, kål og chilimayo for blot 29 kroner. Ellers anbefaler vi rustikke pommes frites med estragonmayo for 25 kroner, en sandwich med eksempelvis porchetta for 45 kroner eller grillklassikeren i form af en halv grillkylling med fritter for 75 kroner. Er du ikke til friture, kan du vælge dagens ret, som koster 70 kroner og kan være alt fra stegt medister med stuvet kartofler, rødbede og salat til indisk lammegryde med ris, mynteyoghurt og syltet rødløg. Go!

Kaffeskills i topklasse på La Cabra
La Cabra, Graven 20, 8000 Aarhus C

Med en old school grammofon i midten af lokalet og en række plader lige fra Beethoven til Bob Dylan inden for rækkevidde er der stemning for alle pengene på Latinerkvarterets ubetinget bedste kaffebar La Cabra i Graven. Her kommer kvalitetsbevidste kaffe-connoisseurs, der vil nyde deres machiato i mahognibrune møbler i ro og mag. Og det er ikke rent show. Kaffebarens barista Mikkel Selmer er dansk mester i sort kaffebrygning, og kollegaen Sonja Zweidick vandt tidligere i år det østrigske baristamesterskab i Wien. Gå ikke glip af La Cabras killer-kombo: En aromatisk espresso med en lækker croissant. La Cabra har i øvrigt en fin webshop, hvor du kan købe kaffebønner og udstyr til brygning, hvis du vil prøve at gøre baristaerne kunsten efter.

Fransk finesse på hipsterbakken
Lecoq, Graven 16, 8000 Aarhus C

Foran den såkaldte hipsterbakke ligger den skæve franske restaurant og bar Lecoq, der er en klassiker i latinerkvarteret. Hvis du har smag og øje for klassisk brasseriemad, er der ingen vej udenom at gå ombord i tre retter for 245 kroner, mens du nyder stemningen på den lille restaurant over et godt glas vin. Trods en fin kvalitet er der ingen fine fornemmelser at finde på den lille restaurant, og du kan med fordel tage et slag bordfodbold over en kold 1664’er inden maden. Hvis det er småt med pengene, byder Lecoq hver tirsdag klokken 19 på konceptet Mad & Fad, hvor du en flad 50’er får en stor fadøl og en portion mad, der varierer fra gang til gang. Konceptet er meget populært især blandt studerende, så det er en god idé at komme i god tid, hvis du vil sikre dig en tallerken til en billig penge. Voila!

Økologisk gourmet på Klostergade
L’estragon, Klostergade 6, 8000 Aarhus C

Den hyggelige Restaurant L’estragon på Klostergade har alle dage været et fint sted, hvor kærligheden til det franske køkken er lige så stor, som lokalet er lille. Det uformelle spisested kan prale af et økologisk spisemærke i guld som bevis på, at der serveres 90-100 procent økologisk mad, så du forlader altid stedet med god samvittighed. Sensommermenuen står lige nu på forretter som kammusling, skrubbe og blåmuslinger eller stegt kulmule, dansk and til hovedret og et europæisk ostebræt med syltede figner og knækbrød, æble og hvid chokolade til at runde en hyggelig aften af med. Prislejet starter på 385 kroner for en tre retters menu uden vin, og hvis søndagen skal piftes op til få kroner, kan du prøve L’estragons søndagsmenu, hvor du kan give den gas med fem retter og tre glas vin for sølle 444 kroner.

Planken ud på Mefisto
Mefisto, Volden 28, 8000 Aarhus C

Til december har den traditionsrige restaurant Mefisto 21 års jubilæum, men restauratør Lars Kyllesbech kører fortsat højt på den gastronomiske klinge. En klassiker på den selvbetitlede restaurant og vinstue er hummermenuen, hvor du hver tirsdag for 395 kroner kan få hummer på tre måder, naturligvis akkompagneret af en god champagne. Lars og Co. serverer også diverse a la carte-retter af fransk tilsnit, som du kan nyde i de hyggelige lokaler eller i den hyggelige gårdhave hvis vejret er til det. Senest har stedet lanceret en af byens bedste brunches i form af en planke bestående af syv individuelle retter serveret i lækre støbejernsgryder. Anretningerne på planken veksler løbende, og din billet til brunchhimlen koster 228 kroner inklusive stempelkaffe og te, med mindre du vælger modellen med et glas vin for 248 kroner.

Autentisk italiensk på Mejlgade
Il Mercantino, Mejlgade 18, 8000 Aarhus C

Når du træder ind af døren I den kombinerede pizzajoint og delikatessebutik Il Mercantino, mærker du straks fornemmelsen af at være i Italien. Den livlige snak mellem indehaverne Paolo og Bruno, duften af de lækre råvarer direkte importeret fra Italien og fornemmelsen for god kvalitet er ikke til at tage fejl af. På trods af det er priserne i bund, og en ægte italiensk pizza kan fås mellem 65 og 90 kroner med alt fra bresaola og rucola til salsiccia og italiensk pepperoni som fyld. Pizzaerne er indiskutabelt nogle af de allerbedste i Aarhus, men menuen byder også på lækre pastaretter for 80-85 kroner og vellavede sandwiches i hjemmebagt foccacia eller ciabattina for blot 45 kroner. Bemærk at Il Mercantino desværre kun laver maden som takeaway, så du bliver nødt til at indtage lækkerierne andetsteds.

Brød og lækkerier hos Mor Anna
Mor Anna Deli & Bageri, Mejlgade 5, 8000 Aarhus C

Den kombinerede deli og bageri Mor Anna åbnede i foråret og har lige siden givet den fuld gas for at tage kampen op mod de øvrige gourmetbagere i byen. Arsenalet består af et bredt sortiment i brød, boller og en række kager lige fra Othellolagkager til hindbærsnitter, og derudover har butikken en række andre delikatesser som oste, charcuteri, vin og friskpresset appelsinjuice. Bageriet følger traditionen fra Emmerys med at bruge surdej af bigatypen til brødet, hvilket ikke overrasker al den stund, at to af bagerne tidligere har arbejdet på netop Emmerys. Mor Anna er startet af folkene bag Café Casablanca og Sjette Frederiks Kro og leverer af samme grund brød og kager til de to spisesteder.

Speltboller og kanelting i nr. 24
Nr. 24, Graven 24, 8000 Aarhus C

Ægteparret Karen Husted og Christian Funder står bag disken i bageriet Nr. 24, der er opkaldt efter adressen på Graven. Udvalget er ikke stort, men indretningen i den lille butik er særdeles hyggelig, og smagen og konsistensen af brødet er fantastisk. Prøv for eksempel bollerne af spelt eller ølandshvede eller ægteparrets version af klassiske snegle, de såkaldte kanelting. Du kan også få et fortrinligt udvalg af ost i butikken, ligesom du kan købe forskellige typer mel med hjem, hvis du selv vil i gang med hæveskålen. Nøglen til den høje kvalitet er, at alt brød er lavet på surdej og hæver i 24 timer eller mere. Overraskende nok er ægteparret i øvrigt ikke uddannede bagere, men derimod kemiingeniør og plantepatolog.

Rustik bistromad på Mejlgade
OliNico, Mejlgade 35, 8000 Aarhus C

Hos OliNico på Mejlgade finder du lækker og gennemført bistromad inspireret af det franske landkøkken. Råvarerne leveres direkte fra Paris hver uge, og den kombinerede restaurant og takeawayjoint har en autentisk stemning, der er som taget ud af en fransk bjergby. Og så er priserne eksorbitant lave, kvaliteten taget i betragtning. På den såkaldte klassikermenu finder du merquezpølser med harissa, fish ’n’ chips eller håndskåret, lufttørret skinke med brød og oliven, som du får for blot 60 kroner. For 65 kroner får du sprøde kaninlår med salat eller vores all time favorite moules frites, som stamkunderne i form af alt fra studerende til børnefamilier bestiller i en lind strøm. Klassikerne er ikke velegnede til at tage med hjem, så skal du have takeaway, skal du vælge en af de skiftende hovedretter, der står i 70-75 kroner.

Mexikansk fingerfood for alle pengene
Vaca, Mejlgade 17, 8000 Aarhus C

I april åbnede den erfarne fusionskok Morten Hansson den delikate takeaway Vaca i lokalerne, hvor Rub & Stub tidligere havde adresse. Retterne tager udgangspunkt i det mexicanske køkken, som har fået tilføjet sæsonens danske råvarer og en god portion knivskarpe kokkeskills. Retterne skal spises med fingrene enten på stedet på de rustfrie metalbænke eller i farverige skåle derhjemme. Prøv for eksempel flæskesvær eller hjemmelavede (!) tortillachips med creme fraiche og salsa for en flad 20’er som starters, en majskolbe med mayo, ost og drys for 25 kroner eller barbecue ribs for 30 kroner. Som hovedretter kan du få tre tacos, som du selv bygger af de sirligt indpakkede ingredienser, eller en burrito med kød eller salat, begge dele for 45 kroner. Hvis du er i humør til det, serverer folkene bag disken også cocktails til de mexikanske lækkerier.

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev