Læserne har talt: Her får du den bedste brunch i Aarhus

Smag Aarhus’ læsere har afgjort, hvem der løber med prisen for Aarhus’ bedste brunch i afstemningen Smag Prisen 2020.

Lun hjemmelavet leverpostej med stegte svampe. Kyllingesalat med friske urter, sennep og cornichoner. Hjemmelavet rullepølse, grillet skinke og letrøget kalkun. Blødkogte æg. Mini-hindbærsnitter. Friskbagt brød. Kaffe Te. Æblemost. Ingefærshots.

Det er bare nogle af de sager, du kan sætte tænderne i hos Casablanca på Rosensgade 12, der er løbet med Smag Prisen 2020 for Aarhus’ bedste brunch. Afstemningen fandt sted i marts-april, men er blevet uddelt på bagkant på grund af covid-19 – og forsinkelsen til trods var det en meget glad Jørgen Danielsen, ejer af Casablanca-familien, som tog imod Smag Prisen-diplomet.

“Det betyder rigtig meget for os at få Smag Prisen, for vores brunch er et af vores absolut primære produkter her på Casablanca,” fortæller han.

“Da jeg kom til for snart 11 år siden, var der meget få morgenmadsgæster, og man kunne kun få en bakke med mad, som køkkenet havde brugt oceaner af tid på at lave – og alligevel fik folk aldrig det, de egentlig gerne ville have. For fem-seks år siden begyndte vi så på vores nuværende Crunch, som jeg selv har været med til at udvikle løbende i samarbejde med kokke, slagtere og bagere. Jeg vil gerne servere den slags mad, jeg selv godt kan lide, for jeg tror på, at er man tro mod sig selv, kan man levere det bedste produkt til gæsterne.”

Ikke et industriprodukt

Bestiller du Casablancas Crunch, er både mad og drikkevarer ad libitum, og en stor del af udvalget er lavet og udviklet af Casablanca-familiens egne slagtere og bagere. Brød og kager leveres for eksempel dagligt friskbagt fra Mor Anna-bageren, som er opkaldt efter Jørgen Danielsens egen mor.

“Der er en ensartethed i alt, vi laver. Her får du ikke et industriprodukt. Vores slagter laver for eksempel leverpostej, rullepølse, spegepølse og pesto ud fra egne opskrifter, og vores hjemmepressede appelsinsaft er af appelsiner fra et frugtfirma, jeg selv er medejer af,” siger Jørgen Danielsen.

“Vores bager leverer også vores små hindbærsnitter og kokostoppe, og de er af en størrelse, hvor du stadig kan gå bagefter. Generelt skal det gerne være sådan, at vores gæster får smagt på mange forskellige ting, når de spiser her.”

Øget efterspørgsel

Siden Casablanca lancerede den nye Crunch for fem-seks år siden, har caféen oplevet en øget efterspørgsel på brunch.

“I weekenden er der udsolgt både lørdag og søndag, og vi har investeret sindssygt mange penge i at få alle vores rum opgraderet, så vi har plads til flere gæster,” siger Jørgen Danielsen og løfter sløret for, hvorfor stedets brunch kaldes for Crunch:

“Det skyldes, at Casablanca begynder med c – derfor Crunch i stedet for brunch,” forklarer han med et smil.

Casablancas Crunch serveres alle ugens dage: Mandag til fredag fra klokken 09.00 til 13.00, lørdag og søndag fra klokken 08.30 til 15.00. I hverdagene er prisen 200 kroner per snude for ad libitum, mens prisen i weekenden er 225 kroner per person.

Booker du bord klokken 08.30 eller 08.45 i weekenderne, får du ét glas gratis bobler med per person.




Foto: Politikens Forlag.

Krimiforfatter Elsebeth Egholm: Jeg går gerne efter en god burger

10 skarpe: Det er ikke det fine og formelle, krimiforfatter Elsebeth Egholm går efter på den aarhusianske madscene. I stedet kan hun godt lide at sætte tænderne i en saftig burger eller en sprød pizza.
Continue reading




Arkivfoto: Casablanca.

Flot: Klassisk Aarhus-café scorer fire stjerner

Klassisk café på Rosensgade er genåbnet for nylig og får fire stjerner i JP Aarhus.

Café Casablanca er en af byens absolut mest traditionsrige caféer og genåbnede for nylig efter en renovering. Nu kvitterer Jyllands-Posten med fire stjerner til køkkenet i en anmeldelse af den Latinerkvarterets genåbnede café, der første gang slog dørene op den 1. maj 1981.

“Casablanca er et besøg værd, selv om ikke alt lykkes til perfektion. Køkkenet leverer trods alt på et pænt niveau, og det samme gør betjeningen. Derfor lander vi på fire stjerner,” skriver anmelderen.

Pighvar og lammeskank
På tallerkenen fik anmelderen og hans ledsager pighvar og lammeskank, hvidvinsdampede blåmuslinger, bøf bearnaise med pomfritter og salat, eclair med is og jordbær samt creme brulé med rabarbersorbet.

Prisen for hele molevitten inklusive vin og kaffe landede på 1.330 kroner. Betjeningen fik ordene “imødekommende, venlig og opmærksom” med på vejen, og også hvidvinen fik ros.

Læs hele anmeldelsen her.




Fiskerestauranten Mefisto løber med førstepladsen, når det gælder brunch. Foto: Mefisto.

Kunderne har talt: Her er byens bedste brunch

En opgørelse fra Tripadvisor afslører den bedste brunch i byen lige nu.  Continue reading




Arkivfoto: Casablanca.

Læserne har talt: Her er Aarhus’ bedste brunch

Aarhus’ bedste brunch fås i Latinerkvarteret ifølge ny afstemning.

Den bedste brunch i Aarhus fås på Café Casablanca i Rosensgade. Det er et af resultaterne i Smag Aarhus’ Læserafstemning 2016, hvor mere end 500 aarhusianere har angivet deres favoritsteder i byen.

Hele 18 procent af deltagerne i afstemningen peger på den klassiske café i Latinerkvarteret som byens bedste brunchsted. Favoritbrunchen har form af en buffet, hvor det blandt andet er muligt at sætte tænderne i ingefærskyr med økokiwi, hjemmelavet nøddecreme, røget laksesalat, friskbagt kalveleverpostej, fire slags oste og frisk frugt.

Friskbagt fra søsterbageri
Casablancas brunch bærer navnet Crunch og inkluderer morgenkager, stenovnsbagt brød og mormorboller fra bageriet Mor Anna, der ligger lige om hjørnet på Mejlgade og ejes af folkene bag caféen. Hvis du vil smage brunchen, skal du slippe 200 kroner, hvilket inkluderer kaffe, te, juice og ingefærshots.

På andenpladsen i afstemningen kommer caféen Globen Flakket ved åen, der serverer en brunch i to udgaver til enten 129 eller 225 kroner alt efter menu. På tredjepladsen ligger restauranten Mefisto i Latinerkvarteret, der serverer en brunch bestående af syv retter til 188 kroner eller 258 kroner, hvis du tager luksusudgaven med et glas vin til.

Hele top 5 ser således ud:

  1. Casablanca
  2. Globen Flakket
  3. Mefisto
  4. Langhoff & Juul
  5. Varna

Tillykke til alle 🙂




Foto: Café Frida

Afstemning: Her er byens bedste brunch

BRUNCH Over 600 aarhusianere har stemt om byens bedste brunch, og vinderen er en overraskelse.

Med over 15 procent af stemmerne spurter den lille Café Frida i Mejlgade direkte ind på førstepladsen i Smag Aarhus’ afstemning om, hvor man får byens bedste brunch. Mere end 600 aarhusianere har deltaget i afstemningen på Facebook, og vindercaféen er en overraskelse al den stund, at den først åbnede sidste år og ikke just blandt byens mest kendte caféer.

”Vi er drevet af et brændende ønske om at servere økologiske smagsoplevelser af særlig kvalitet. Vi ønsker, at et besøg hos Café Frida giver gæsterne en oplevelse af café med stemning,” skriver caféen på hjemmesiden, og noget tyder altså på, at aarhusianerne er enige.

Vælg mellem en række retter
Café Frida har et brunchkoncept, hvor du kan vælge mellem en række retter som eksempelvis pandekager med sirup, scrambled eggs med bacon og pølse, røget laks med urtecreme, skyr med syltede pærer og topping, ristede kartofler, karryhummus, tunmousse, grød og kage. Seks ting koster 99 kroner, og 10 ting koster 135 kroner.

På anden- og tredjepladsen i afstemningen kommer et par af byens mere kendte caféer i form af Casablanca i Latinerkvarteret og Globen Flakket ved åen. Brunchen på Casablanca bærer navnet Crunch og koster 200 kroner per næse, mens Globen Flakket har brunchbuffet i tre udgaver til henholdsvis 119 kroner, 275 kroner og 475 kroner.

Hele top 5 ser således ud:

  1. Café Frida
  2. Casablanca
  3. Globen Flakket
  4. Sjette Frederiks Kro
  5. Ffood
Tillykke til alle 🙂