Foto: Pixabay Images

Bestil to-go-kaffen over mobilen med Happs

CAFÉ En række aarhusianske caféer gør det nu muligt at bestille to-go-kaffen over mobilen, så den står klar på disken, når du træder ind ad døren.

Af Mikkel T. Krogh

Er du træt af at vente på to-go-kaffen på caféen? Så har ni aarhusianske caféer nu gjort det lettere for dig. Med en app kan du bestille og betale kaffen på forhånd og undgå ventetid på caféerne, der blandt andet tæller Cafe Fika, Gemmestedet, Hos Sofies Forældre, Brammers Kaffebar og Rohdes Café.

”Det er en rigtig god service for kunderne, at de ikke skal stå og vente. En stor del af vores kunder er kvinder på barsel, og der er det en fordel, at de ikke behøver at stå og trippe inde i butikken, mens barnet står udenfor,” siger indehaver Thianna Breinholt fra Café Fika i en pressemeddelelse.

Appen, som caféerne benytter, bærer navnet Happs og er udviklet af en aarhusiansk iværksættervirksomhed af samme navn. Ifølge direktør Christoffer Buskov fra Happs er der ingen andre caféer, der tilbyder bestilling af kaffe over mobilen.

”Bestilling af takeaway via nettet har jo kunnet lade sig gøre i en del år. Men når vi har at gøre med så temperaturfølsomt et produkt som kaffe, er der ikke nogen før nu, der har formået at få timingen på plads, så hverken kunde eller kaffe skal vente. Den nød har vi knækket, så kunderne først lægger en bestilling og dernæst giver caféen besked, når de er få minutter fra disken,” siger Christoffer Buskov.

Happs har arbejdet på udviklingen af appen siden 2014. Du kan den fulde liste med caféer og downloade appen her.

Læs guide: 5 kaffebarer med killerskills
Læs artikel: Ny kaffebar på Frederiksbjerg
Læs artikel: Kaffebaren RS28 åbner i Ryesgade

Foto: Lynfabrikken

6 studiecaféer i særklasse

GUIDE Er du træt af læsesalen eller kontoret, eller savner du afveksling til arbejdet? Her er 6 perfekte caféer, når du vil kombinere laptop og latte.

Hvis du er gået sur i læsesalen eller kontoret, er det en oplagt idé at skifte miljø og transportere din bærbare med ned på en af byens gode, studievenlige caféer. Men hvilken én skal du vælge? Her er 6 caféer, som både har god kaffe, hyggelig stemning og stikkontakter til computeren. God arbejdslyst!

Summende kreativitet i Vestergade
Lynfabrikken, Vestergade, 8000 Aarhus C

Lynfabrikken ligger i en baggård i Vestergade og hører til det kreative fællesskab Lynfabrikken, der har eksisteret siden 2002. Du parkerer cyklen i gården og bevæger dig et par etager op, hvorefter der åbner sig et fantastisk, rustikt lokale med masser af siddepladser, når du åbner døren til venstre. Der er en hyggelig, åben bar i enden af lokalet og god stemning fra musikken i højtalerne, og ledningsstikkene hænger ned fra loftet og kalder på, at du opretter din arbejdsstation. Samtidig får duften af kaffebønder dig snart lokket til at foretage en bestilling fra det udvidede kaffekort, der også indeholder den simple, sorte kop til 28 kroner. Caféen summer af kreativitet, når lyden fra læsegruppen, venneparret, arbejdsmødet og computertasterne blandet sig i det gamle fabrikslokale. Og stedet er selvsagt populært, så tag for en sikkerheds skyld afsted til klokken ni, hvor dørene åbnes.

Levende lys på bordet på Nørregade
Løve’s Bog- og VinCafé, Nørregade 32, 8000 Aarhus C

Et populært sted blandt studerende er Løve’s Bog- og VinCafé, der åbnede i 2010. Caféen på den travle Nørregade er et tilløbsstykke både om dagen og om aftenen, og det er ikke så mærkeligt. De gamle træmøbler, de bløde sofaer, de levende lys på bordet, bogrækkerne i den ene ende af lokalet og vinreolerne i den anden er nemlig sammen med til at skabe en troværdig ramme om et hyggeligt sted at opholde sig. Sørg for at sætte dig i nærheden af en stikkontakt eller en forlængerledning, og du er sikret en masse gode studietimer lige midt i centrum af Aarhus. Selvom din læsning derinde højst sandsynligt vil foregå ved højlys dag, skulle du en gang overveje at skifte arbejdskaffen ud med et glas vin fra en af de over to hundrede forskellige flasker, der er at finde på hylderne. Vi mener, når du nu er på en vincafé?

Åbent og folkeligt miljø på Godsbanen
Spiselauget, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C

Den ét år gamle restaurant og café Spiselauget i hjertet af det kreative miljø på Godsbanen ønsker at være et åbent og folkeligt spisehus, hvor kultur, mad og mennesker kan mødes. Studerende, kreative iværksættere og andre ildsjæle har i stor stil taget det nye sted til sig, og caféen er perfekt, uanset om du skal mødes med andre eller fordybe dig alene. Caféen ligger i urbane omgivelser under et råt betonloft og kalder sig en Gastro Pub, men pub-ordet skal du ikke lægge for meget i. Med sine usandsynligt lange forlængerledninger er caféen det perfekte sted at sidde med sit arbejde, og samtidig kan Spiselauget rumme mange mennesker på én gang, hvis I har behov for dét. Slå computerskærmen op og slå et smut forbi caféen, hvor du kan bytte din flade tyver med en kop filterkaffe eller lægge en halvtredser og få en hel kande.

Studiepladser med havudsigt på havnen
Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C

Med hovedbibliotekets nylige indflytning i spritnye rammer under navnet Dokk1 på havnen må stedet siges at være læsested par excellance, og Dokk1 har da også et stort udvalg, når det gælder læsepladser. Eksempelvis kan du med din læsegruppe booke en tid i et grupperum, du kan placere dig på læsesal, sætte dig i en sofa eller ved et bord mellem bibliotekshylderne eller undervejs i dagens arbejde nyde den storslåede udsigt, hvis du er heldig at finde plads i en af de komfortable stole placeret foran de store gulv-til-loft-vinduer, der serverer Aarhus Havn for næsen af dig. Alliér dig med Dokk1s café, der sørger for, at du kan få en let, økologisk bid og en billig kop kaffe, og du er good to go. Du kan endda komme tidligt afsted hjemmefra, for svingdørene åbner allerede klokken 8. I weekenderne dog først klokken 10.

Mormorstemning på Frederiksbjerg
Bülows Kaffebar, Jægergårdsgade 80, 8000 Aarhus C

Hvad gør du, hvis vil sidde et sted, hvor du undgår, at internettet lokker dig til overspringshandlinger? Bülows kaffebar er et godt bud. Her er hverken wifi eller et væld af stikkontakter, men til gengæld er der skruet op for hyggen og charmen i det lille lokale med de grøntmalede træmøbler og de rare kaffesøstre bag disken. Sæt dig for eksempel ved et af de gadevendte landborde, bestil dagens kaffe til 25 kroner og begrav dig roligt i arbejdet. Bliver du sulten, tager du blot et kig på spisekortet, der overvejende er økologisk og byder på mad til både morgen, middag og til den søde tand. Og skulle du alligevel savne overspringshandlingerne, har du rig mulighed for at bladre både avis og blade igennem eller tage dig et slag backgammon eller kalaha med sidemanden.

Café for de morgenfriske i Risskov
Emmerys, Nordre Strandvej 24, 8240 Risskov

Har du brug for at få vækket kroppen, inden du går i gang med dagens læsning, kan det passende være på den smukke cykeltur langs Aarhusbugten ud til Emmerys i Risskov. Her er hyggeligt og knap så befærdet som søsterbutikkerne i midtbyen, og så er personalet altid smilende og hjælpsomt. Butikken åbner klokken syv både i hverdagen og weekenden, så det er lige stedet for den morgenfriske, der vil have noget ud af læsedagen. Når du er landet i sædet, kan du bestille dig en almindelig kop kaffe med eller uden mælk for 25 kroner, men når du alligevel er cyklet de ekstra par kilometer, hvorfor så ikke lægge 75 kroner ekstra og snuppe en morgenmadstallerken bestående af brød og rugbrød, smør, ost, fennikelpølse og skyr med hjemmelavet granola og marmelade?

Foto: Valdemarsro

10 skarpe til Ann-Christine fra Valdemarsro

INTERVIEW Ann-Christine fra bloggen Valdemarsro.dk er en af Danmarks mest populære madbloggere. Men hvor spiser hun, når hun går ud? Det fortæller hun i dette interview.

Ann-Christine Hellerup Brandt har siden 2007 været kvinden bag Valdemarsro.dk, der i dag er en af Danmarks største mad- og livsstilsblogs. På bloggen inspirerer hun sine læsere med et univers fyldt med mad, rejser, indretning og hverdagsbilleder, og sidste år kom inspirationen på bogform i form af kogebogen “Opskrifter og små glimt af hverdagslykke”. Hvad de færreste nok ved er, at Ann-Christine bor i det sydlige Aarhus, og her fortæller hun om sit gastronomiske Aarhus.

Hvor har du senest spist ude i Aarhus?
Det var i forrige uge på Café Hack ved Aarhus Teater sammen med min mand Martin. Han havde fået et gavekort dertil fra sine kollegaer i forbindelse med jobskifte.

Hvad er din yndlingstakeaway i Aarhus?
Når vi henter takeaway, står valget ofte mellem sushi eller pizza, og skal det være pizza, så er Delizioso i Åbyhøj stedet med byens bedste ægte italienske pizzaer. Nummer 92 med salsicciapølse er altid blandt de tre pizzaer, vi køber.

Hvor tager du hen for en virkeligt god kop kaffe?
Jeg tager på Great Coffee i Klostergade, når jeg skal have den bedste kaffe og en hyggelig stemning. Jeg er dog også ret glad for La Cabra i Latinerkvarteret.

Hvad er det mest oversete spisested i Aarhus lige nu?
Der er vældigt mange frokoststeder i byen, og de gode steder kan godt drukne lidt i mængden. Blandt mine favoritter er de super lækre sandwiches fra Bernth & Co i Borggade. De fortjener virkelig at blive fremhævet. Gode råvarer og velsmag – helt enkelt.

Hvor køber du ind, når I skal forkæles gastronomisk derhjemme? 
Så handler jeg stort ind hos den fantastiske nye butik Smagsgiveriet på Marselis Boulevard. Her kan jeg købe lækre grøntsager, god ost og det bedste, økologiske kød fra Troldgården og Gothenborg. Det er virkelig toppen!

Hvad savner Aarhus på den gastronomiske front?
Jeg synes virkeligt, at Aarhus er i stor udvikling og har rigtigt meget godt at byde på. Jeg kunne dog godt ønske, at Meyers slog sig ned i Aarhus med sin kombination af deli, spisehus og bageri. Det ville være et hit! Og en rigtigt god vietnamesisk restaurant med ægte vietnamesisk mad ville også være mere end velkomment.

Hvad er din livret?
Umuligt spørgsmål! Jeg kan ganske simpelt ikke vælge en livret, for der er så mange. Jeg har virkelig en forkærlighed for både det helt enkle, simple italienske køkken med få gode råvarer, for det indiske køkken med alle de varmende krydderier, for det mexicanske og det vietnamesiske køkken. Mad, der er lavet med kærlighed og rigtig gode råvarer, det er nok kernen.

Hvad er det bedste måltid, du nogensinde har fået?
Et fantastisk måltid er for mig en kombination af selve maden, stemningen og dem, jeg spiser maden i selskab med. Jeg er heldig at have så mange fantastiske madoplevelser både i Danmark og på rejser, så det er svært at vælge én. Men den første, der dukker op i tankerne, var et måltid, vi spiste i et gadekøkken i Hanoi. Fantastisk mad, friske råvarer, vildt god stemning ved alle bordene, og børnene nød det og legede med de andre børn.

Hvilken gastronomisk oplevelse vil du gerne opleve i år?
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at spise på Restaurant Pondus i Aarhus inden så længe. Jeg var forbi for nogle år siden til Aarhus Festuges arrangement ‘Forsmag på gadeplan’ og spiste en dessert, som gjorde et fantastisk indtryk. Jeg fik smag for mere. Et sted med god stemning og økologisk, lækker mad.

Den famøse hawaii pizza…

City Café åbner med SU-venlige priser

CAFÉ En ny café med SU-venlige priser har set dagens lys i lokalerne på Guldsmedegade over for Emmerys, som tidligere husede fiskebutikken Kokkens Fisk og Delikatesser.

Af Mikkel T. Krogh

Den vietnamesiske Bao Nguyen har blandt andet været køkkenchef på Mefisto og kok på Restaurant Navigator, og nu kan han også skrive caféejer på CV’et. Han har netop åbnet City Cafe i Guldsmedgade i lokalerne, hvor han har drevet fiskehandlen Kokkens Fisk og Delikatesser i otte år.

”Jeg har altid haft en drøm om at egen restaurant, og samtidig var det på tide, at der skete noget nyt med fiskebutikken. Derfor har jeg åbnet City Café, hvor man kan spise ude i hyggelige omgivelser til rimelige priser. Vi serverer både dansk og fransk mad, og vi laver maden fra bunden, så vi kan stå inde for det,” siger Bao Nguyen.

Ikke kun fisk
Byens nye café serverer dansk mad til frokost og franskinspireret mad om aftenen, ligesom det er muligt at købe takeaway. Fisk og skaldyr er fortsat i fokus med stjerneskud, fiskefrikadeller, fiskesuppe og fish’n chips på menukortet, men det er også muligt at sætte tænderne i klassiske retter som oksefilet, perlehøne, pariserbøf og omelet.

”Efter ønske fra mange stamkunder i fiskebutikken fortsætter jeg også med at sælge en række af de fiskedelikatesser, som vi solgte i fiskebutikken. Desuden satser vi på mad ud af huset som buffeter,” siger Bao Nguyen.

Frokostretterne starter ved 55 kroner for rugbrød med marineret sild, og om aftenen koster tre retter 295 kroner. Åbningstilbuddet frem til november lyder på tre retter for 200 kroner fra kl. 17-21. Bao Nguyen blev udlært i 2005 på Hotel Vægtergården ved Ebeltoft og er i øvrigt opvokset i Herning, efter han kom til Danmark som femårig.

Læs guide: 5 oversete caféer i Aarhus
Læs artikel: Ny café med brætspil til kaffen
Læs artikel: Stuen th er Trøjborgs nye café

SPECS
City Café
Guldsmedgade 17
8000 Aarhus C

Foto: City Café

Foto: Mefisto

13 must-eats i Latinerkvarteret

GUIDE Latinerkvarterets brostensbelagte gader summer af liv, atmosfære og lækker mad. Hvis du vil spise dig gennem det hyggelige kvarter, er disse 12 steder must-eats.

Den ældste bydel i Aarhus deler navn med det kendte kvarter i det centrale Paris på grund af de mange lighedstræk, der er mellem de to kvarterer. Hvis du vil spare flybilletten til det franske, kan du med fordel aflægge det aarhusianske Latinerkvarters atmosfæriske gader et visit og gøre maven glad med det væld af fristelser, der står i kø i det intime kvarter. Vi har spist os gennem gaderne og giver dig her en guide til 12 hotspots, du ikke må gå udenom. Velbekomme!

Burritos og bowls på Mejlgade
Chido, Mejlgade 48A, 8000 Aarhus C

I udkanten af Mejlgade ligger den mexicanske takeaway Chido, der blev startet af en flok entreprenante ildsjæle sidste år. Glem alt om træt texmex fra Santa Maria her! På Chido består menuen blandt andet af tacos, burritos og såkaldte bowls, som alle laves fra bunden i det lille køkken bag i butikken. Chido-drengenes burritos serveres ”Mission Style”, hvor tortillapandekagen fyldes med ris, bønner og kød toppet med ost og salat, og hvis du siger nej til gluten, kan du nappe en bowl, som ret beset er en burrito uden tortilla. Vi er specielt vilde med Chidos ”you pick”-koncept, hvor du får 65 kroner selv kan customize, hvad din mad skal indeholde af ingredienser. Ventetiden hos på den populære Chido er som regel ikke lang, og hvis du ikke vil tage de mexikanske lækkerier med hjem, kan du spise dem på en af butikkens 14 siddepladser.

Charme, stemning og fantastiske fish ’n’ chips
Café Drudenfuss, Graven 30, 8000 Aarhus C

I det hyggelige lokale med baren placeret i midten har Café Drudenfuss gennem de sidste 25 år langet mad over disken til aarhusianerne, der tiltrækkes af caféens charme, stemning og indretning i berlinerstil. Kvaliteten på tallerknerne er unægteligt steget de senere år, og i dag byder den velbesøgte café på et spændende menukort med blandt andet confiteret and, en klassisk burger piftet op med oystersauce og koriander og vellavede tapas fra den såkaldte Småt & Godt-menu. Vi kan ikke mindst anbefale deres fish ’n’ chips med tatarsauce og fritter, der fås for overkommelige 105 kroner, hvis kreditkortet er blevet svunget for heftigt på strøgturen. På den lille scene bagerst i lokalet kan du være heldig at opleve lækker jazz til maden.

Michelinmad med landlige rødder
Restaurant Gastróme, Rosensgade 28, 8000 Aarhus C


Gourmetrestauranten Gastromé i den brostensbelagte Rosensgade drives af kokkene Søren Jakobsen og William Jørgensen, som i flere år har stået bag Det Gamle Mejeri på Vilhelmsborg ved Mårslet. Gastromé scorede en flot Michelinstjerne tidligere på året, så der er ingen vej uden om stedet, hvis du vil spise dig igennem Latinerkvarteret. Gastronomisk forener de to kokke de landlige rødder fra søsterrestauranten med en moderne, modig og meget personlig madstil, der indkasserede 5 stjerner i Politiken tidligere i år. Prisen for en lille menu er 498 kroner for tre retter og 898 kroner med vin, og vælger du den fulde udrulning med 7 retter, skal du hoste op med 798 kroner og 1398 kroner med vin. På trods af det høje niveau er der ingen fine fornemmelser, og restauranten lægger for eksempel hus til børneeventen Smagens Time.

Gourmethotdogs og porchetta i Graven
Haute Friture, Graven 16, 8000 Aarhus C

På den lille Haute Friture finder du gourmetversioner af klassisk fastfood, som giver de traditionelle grillbarer baghjul. Alt spiller bare! Navnet, maden, priserne og omgivelserne. Der er ikke det store udvalg på den lille grillbar, men det gør intet, når alt sidder lige i skabet. Stedet ejes af folkene bag restauranten Lecoq, og vi befaler dig at prøve deres gourmethotdog ved navn Lecoq Dog med merquezpølse, kål og chilimayo for blot 29 kroner. Ellers anbefaler vi rustikke pommes frites med estragonmayo for 25 kroner, en sandwich med eksempelvis porchetta for 45 kroner eller grillklassikeren i form af en halv grillkylling med fritter for 75 kroner. Er du ikke til friture, kan du vælge dagens ret, som koster 70 kroner og kan være alt fra stegt medister med stuvet kartofler, rødbede og salat til indisk lammegryde med ris, mynteyoghurt og syltet rødløg. Go!

Kaffeskills i topklasse på La Cabra
La Cabra, Graven 20, 8000 Aarhus C

Med en old school grammofon i midten af lokalet og en række plader lige fra Beethoven til Bob Dylan inden for rækkevidde er der stemning for alle pengene på Latinerkvarterets ubetinget bedste kaffebar La Cabra i Graven. Her kommer kvalitetsbevidste kaffe-connoisseurs, der vil nyde deres machiato i mahognibrune møbler i ro og mag. Og det er ikke rent show. Kaffebarens barista Mikkel Selmer er dansk mester i sort kaffebrygning, og kollegaen Sonja Zweidick vandt tidligere i år det østrigske baristamesterskab i Wien. Gå ikke glip af La Cabras killer-kombo: En aromatisk espresso med en lækker croissant. La Cabra har i øvrigt en fin webshop, hvor du kan købe kaffebønner og udstyr til brygning, hvis du vil prøve at gøre baristaerne kunsten efter.

Fransk finesse på hipsterbakken
Lecoq, Graven 16, 8000 Aarhus C

Foran den såkaldte hipsterbakke ligger den skæve franske restaurant og bar Lecoq, der er en klassiker i latinerkvarteret. Hvis du har smag og øje for klassisk brasseriemad, er der ingen vej udenom at gå ombord i tre retter for 245 kroner, mens du nyder stemningen på den lille restaurant over et godt glas vin. Trods en fin kvalitet er der ingen fine fornemmelser at finde på den lille restaurant, og du kan med fordel tage et slag bordfodbold over en kold 1664’er inden maden. Hvis det er småt med pengene, byder Lecoq hver tirsdag klokken 19 på konceptet Mad & Fad, hvor du en flad 50’er får en stor fadøl og en portion mad, der varierer fra gang til gang. Konceptet er meget populært især blandt studerende, så det er en god idé at komme i god tid, hvis du vil sikre dig en tallerken til en billig penge. Voila!

Økologisk gourmet på Klostergade
L’estragon, Klostergade 6, 8000 Aarhus C

Den hyggelige Restaurant L’estragon på Klostergade har alle dage været et fint sted, hvor kærligheden til det franske køkken er lige så stor, som lokalet er lille. Det uformelle spisested kan prale af et økologisk spisemærke i guld som bevis på, at der serveres 90-100 procent økologisk mad, så du forlader altid stedet med god samvittighed. Sensommermenuen står lige nu på forretter som kammusling, skrubbe og blåmuslinger eller stegt kulmule, dansk and til hovedret og et europæisk ostebræt med syltede figner og knækbrød, æble og hvid chokolade til at runde en hyggelig aften af med. Prislejet starter på 385 kroner for en tre retters menu uden vin, og hvis søndagen skal piftes op til få kroner, kan du prøve L’estragons søndagsmenu, hvor du kan give den gas med fem retter og tre glas vin for sølle 444 kroner.

Planken ud på Mefisto
Mefisto, Volden 28, 8000 Aarhus C

Til december har den traditionsrige restaurant Mefisto 21 års jubilæum, men restauratør Lars Kyllesbech kører fortsat højt på den gastronomiske klinge. En klassiker på den selvbetitlede restaurant og vinstue er hummermenuen, hvor du hver tirsdag for 395 kroner kan få hummer på tre måder, naturligvis akkompagneret af en god champagne. Lars og Co. serverer også diverse a la carte-retter af fransk tilsnit, som du kan nyde i de hyggelige lokaler eller i den hyggelige gårdhave hvis vejret er til det. Senest har stedet lanceret en af byens bedste brunches i form af en planke bestående af syv individuelle retter serveret i lækre støbejernsgryder. Anretningerne på planken veksler løbende, og din billet til brunchhimlen koster 228 kroner inklusive stempelkaffe og te, med mindre du vælger modellen med et glas vin for 248 kroner.

Autentisk italiensk på Mejlgade
Il Mercantino, Mejlgade 18, 8000 Aarhus C

Når du træder ind af døren I den kombinerede pizzajoint og delikatessebutik Il Mercantino, mærker du straks fornemmelsen af at være i Italien. Den livlige snak mellem indehaverne Paolo og Bruno, duften af de lækre råvarer direkte importeret fra Italien og fornemmelsen for god kvalitet er ikke til at tage fejl af. På trods af det er priserne i bund, og en ægte italiensk pizza kan fås mellem 65 og 90 kroner med alt fra bresaola og rucola til salsiccia og italiensk pepperoni som fyld. Pizzaerne er indiskutabelt nogle af de allerbedste i Aarhus, men menuen byder også på lækre pastaretter for 80-85 kroner og vellavede sandwiches i hjemmebagt foccacia eller ciabattina for blot 45 kroner. Bemærk at Il Mercantino desværre kun laver maden som takeaway, så du bliver nødt til at indtage lækkerierne andetsteds.

Brød og lækkerier hos Mor Anna
Mor Anna Deli & Bageri, Mejlgade 5, 8000 Aarhus C

Den kombinerede deli og bageri Mor Anna åbnede i foråret og har lige siden givet den fuld gas for at tage kampen op mod de øvrige gourmetbagere i byen. Arsenalet består af et bredt sortiment i brød, boller og en række kager lige fra Othellolagkager til hindbærsnitter, og derudover har butikken en række andre delikatesser som oste, charcuteri, vin og friskpresset appelsinjuice. Bageriet følger traditionen fra Emmerys med at bruge surdej af bigatypen til brødet, hvilket ikke overrasker al den stund, at to af bagerne tidligere har arbejdet på netop Emmerys. Mor Anna er startet af folkene bag Café Casablanca og Sjette Frederiks Kro og leverer af samme grund brød og kager til de to spisesteder.

Speltboller og kanelting i nr. 24
Nr. 24, Graven 24, 8000 Aarhus C

Ægteparret Karen Husted og Christian Funder står bag disken i bageriet Nr. 24, der er opkaldt efter adressen på Graven. Udvalget er ikke stort, men indretningen i den lille butik er særdeles hyggelig, og smagen og konsistensen af brødet er fantastisk. Prøv for eksempel bollerne af spelt eller ølandshvede eller ægteparrets version af klassiske snegle, de såkaldte kanelting. Du kan også få et fortrinligt udvalg af ost i butikken, ligesom du kan købe forskellige typer mel med hjem, hvis du selv vil i gang med hæveskålen. Nøglen til den høje kvalitet er, at alt brød er lavet på surdej og hæver i 24 timer eller mere. Overraskende nok er ægteparret i øvrigt ikke uddannede bagere, men derimod kemiingeniør og plantepatolog.

Rustik bistromad på Mejlgade
OliNico, Mejlgade 35, 8000 Aarhus C

Hos OliNico på Mejlgade finder du lækker og gennemført bistromad inspireret af det franske landkøkken. Råvarerne leveres direkte fra Paris hver uge, og den kombinerede restaurant og takeawayjoint har en autentisk stemning, der er som taget ud af en fransk bjergby. Og så er priserne eksorbitant lave, kvaliteten taget i betragtning. På den såkaldte klassikermenu finder du merquezpølser med harissa, fish ’n’ chips eller håndskåret, lufttørret skinke med brød og oliven, som du får for blot 60 kroner. For 65 kroner får du sprøde kaninlår med salat eller vores all time favorite moules frites, som stamkunderne i form af alt fra studerende til børnefamilier bestiller i en lind strøm. Klassikerne er ikke velegnede til at tage med hjem, så skal du have takeaway, skal du vælge en af de skiftende hovedretter, der står i 70-75 kroner.

Mexikansk fingerfood for alle pengene
Vaca, Mejlgade 17, 8000 Aarhus C

I april åbnede den erfarne fusionskok Morten Hansson den delikate takeaway Vaca i lokalerne, hvor Rub & Stub tidligere havde adresse. Retterne tager udgangspunkt i det mexicanske køkken, som har fået tilføjet sæsonens danske råvarer og en god portion knivskarpe kokkeskills. Retterne skal spises med fingrene enten på stedet på de rustfrie metalbænke eller i farverige skåle derhjemme. Prøv for eksempel flæskesvær eller hjemmelavede (!) tortillachips med creme fraiche og salsa for en flad 20’er som starters, en majskolbe med mayo, ost og drys for 25 kroner eller barbecue ribs for 30 kroner. Som hovedretter kan du få tre tacos, som du selv bygger af de sirligt indpakkede ingredienser, eller en burrito med kød eller salat, begge dele for 45 kroner. Hvis du er i humør til det, serverer folkene bag disken også cocktails til de mexikanske lækkerier.

Foto: Aros Food Hall

Vind en frokost på Aros Food Hall

På Smag Aarhus vil vi gerne høre, hvad du synes om vores website, så vi kan blive bedre. Derfor  håber vi, at du vil bruge 7 minutter på at udfylde et kort spørgeskema om din brug af Smag Aarhus.

Link til spørgeskema: https://da.surveymonkey.com/r/YHYFNF6

Vi trækker lod om en lækker frokost til 4 personer på Aros Food Hall (inkl. 1 glas vin) blandt alle besvarelser.

På forhånd tak for hjælpen 🙂

Den famøse hawaii pizza…

Ny café med brætspil til kaffen

CAFÉ Hvad med at kombinere en kop kaffe eller sandwich med et spil Bezzerwizzer? En ny café i Vestergade tilbyder brætspil med noget godt til ganen. 

Af Mikkel T. Krogh

Det gamle bindingsværkshus ved siden af kaffebaren Bill’s Coffee på Vestergade har netop fået en ny café, som gør det muligt at spille oldschool brætspil med vennerne over en let anretning, en øl eller en kop kaffe. Navnet er Aarhus Brætspilscafé, og bag den usædvanlige satsning står den 29-årige Jesper Overgaard.

“Brætspil er en dejlig måde at være sammen på, hvor man kan kommunikere med hinanden uden om skærme og sociale medier. Man er til stede og man er sammen om noget,” siger Jesper Overgaard til Lokalavisen Aarhus.

På byens nye café kan gæsterne vælge mellem mere end 300 brætspil lige fra klassikere som ludo, skak og backgammon til moderne spil som Game of Thrones.

Tapastallerken og specialsodavand
Til ganen frister caféen med en tapastallerken, sandwiches, toast, nachos, kage og chokolade, mens tørsten kan slukkes med kaffe, te, specialsodavand og flaskeøl. Forventningen er, at især de 25-35-årige aarhusianere vil besøge byens nye café.

“Det er jo nok typisk, når folk begynder at studere, at de begynder at spille brætspil. Det er en god måde for de studerende at være sociale på, hvis de ikke vil drikke sig under bordet. Men vi har også haft spillere oppe i 60’erne,” siger Jesper Overgaard.

En dagsbillet til Aarhus Brætspilscafé koster 30 kroner, mens et årskort med fri adgang alle dage står i 300 kroner. Der er tilknyttet en frivillig flok såkaldte ‘spilguruer’ til caféen, som uerfarne spillere kan lære reglerne af, og planen er at caféen med tiden vil afholde temaaftener og turneringer.

Læs guide: 5 oversete caféer i Aarhus
Læs guide: 5 oversete brunchsteder i Aarhus
Læs guide: 5 fremragende økocaféer i Aarhus

SPECS
Aarhus Brætspilscafé
Vestergade 58A
8000 Aarhus C

Foto: Aarhus Brætspilscafé

Foto: La Plage Deux

5 oversete datesteder i Aarhus

GUIDE Vil du imponere din date med noget andet end biograftur eller candle light-dinner? Så er her 5 datesteder, du med garanti ikke har prøvet før. 

Måske har du lige mødt dit livs kærlighed, som du vil imponere med dit store kendskab til byen. Måske skal parforholdet plejes med en anderledes date. Eller måske synes du bare ikke, at endnu en date i biografen er særlig spændende. Vi giver dig her inspiration til din næste romantiske dag i Aarhus med en guide til 5 oversete datesteder i og omkring byen.

Den romantiske brunch i det grønne
Constantia2, Norringholmsvej 32, 8260 Viby

Hvis du vil invitere din date på romantisk brunch i det grønne, er Constantia2 stedet. Caféen ligger idyllisk ved kolonihaverne langs Brabrandsøen et kvarters hyggelig cykeltur ud ad Brabrandstien. Søndag formiddag serverer de en lækker brunch, der står i 250 kroner per næse og blandt andet inkluderer koldskål, sværdfisk og melonsalat serveret i et glastårn og røgede specialiteter fra Fanø, frittata og friskbagt brød, for blot at nævne nogle af lækkerierne. Udsigten fra caféen ud over søen er fantastisk, og alt på tallerknen er hjemmelavet og så vidt muligt lokalt og økologisk. Er du og din date ikke morgenmennesker, har Constantia2 åbent til 17 og serverer også kaffe og kage hvilket gør det muligt at få hyggen, romantikken og de smukke omgivelser til mere overkommelig pris.

Den franske med bobler og østers
La Plage Deux, Strandvejen 2, 8000 Aarhus C

Hvis din date er sulten, er champagnebaren La Plage Deux ikke stedet. Er han eller hun derimod til lækre cocktails, et glas bobler og små retter i hyggelige omgivelser på kanten af det rå havnemiljø i det sydlige Aarhus, er I havnet det helt rigtige sted. Stedet er åbnet af den tidligere medejer af Klassisk Fisk i Nørregade, Sascha Steenfath, og bygger på en grundlæggende tanke om, at aftenen starter med drinks, snacks og østers (til dem der tør!) hos La Plage Deux, hvorefter den fortsætter på en af Aarhus’ mange lækre restauranter. Men man er naturligvis velkommen til at komme tilbage til drinks efter middagen eller blive hele aftenen og smage alt, hvad menuen byder på af snacks og drinks.

Den kunstneriske med regnbue til slut
ART Cafe, Aros Allé 2, 8000 Aarhus C

God mad og et glas vin til en overkommelig pris efterfulgt af en gåtur i regnbuen by night. Lyder det som en hyggeligt date? Hvis ja, skal du invitere din udkårne på kunstmuseet Aros en onsdag aften, hvor ART Café og museet holder åbent til kl. 21. ART Café er lillebror til museets spritnye restaurant Aros Food Hall og ligger i indgangsniveau ved shoppen. Folkene bag disken serverer en ret af årstidens råvarer, hvortil I kan vælge et glas rødvin, hvidvin eller en øl. Med en samlet pris på 160 kroner er det meget rimeligt og alle pengene værd. Hvis ikke I er kunstinteresserede, kan I sagtens spise i caféen uden at betale entré til museet. Vi synes dog, at det er værd at fuldende daten med en romantisk, farvestrålende spadseretur med udsigt over Aarhus.

Den bæredygtige med øllet i centrum
Fairbar, Nørre Allé 66, 8000 Århus C

På caféen Fairbar er det øllen og hyggen, der er i centrum. Specialøllen på hanerne bliver jævnligt skiftet ud, og der er noget for enhver smag, uanset hvem du inviterer på date. Bestil to (eller fire eller seks, afhængig af hvor hyggelig aftenen bliver) forskellige øl og smag hos hinanden, så er datens første samtaleemne sikret. Fairbar serverer også kaffe, sandwich og kage i de hyggelige lokaler i Nørre Allé, og det hele er så vidt muligt økologisk, bæredygtigt og fairtrade. Baren er tilmed drevet af frivillige, og overskuddet går til velgørenhed. Nogle gange kan I være heldige at ramme en jazzkoncert eller en hyggelig singer-songwriter, så tjek kalenderen hjemmefra.

Den hyggelige med pandekager på havnen
Crêperiet, Marselisborg Havnevej 24, 8000 Aarhus C

På en stille efterårsdag er Marselisborg Lystbådehavn et af de hyggeligste steder i hele byen. Her ligger pandekagehuset Creperiet med udsigt ud over bådene og skoven syd for byen, hvilket gør det til den perfekte setting for en date. Crêpe er det franske ord for pandekage, og du kan imponere ved at fortælle, at de salte pandekager på stedet er lavet af aromatisk boghvede, som de også var, da de oprindeligt blev opfundet i Frankrig for 500 år siden. Her i 2015 fylder Creperiet dem med lækre, friske råvarer, som smager fantastisk. Prøv for eksempel en Crêpe D’été med rejer, krebsehaler og frisk asparges. De søde pandekager er lavet af hvedemel og kan fyldes med næsten alt fra det søde køkken. Hvis I er heldige at fange en sensommersolstråle, kan pandekagerne også nydes udenfor.

Den famøse hawaii pizza…

Foto: Café 8

Byg din egen burger på Nørreport

TAKEAWAY Du kender Build-A-Bear, men kender du Build A Burger? Aarhus har fået en ny takeaway, hvor du kan bygge din egen burger helt fra bunden.

De nye burgersteder popper op på stribe for tiden i Aarhus, og nu har burgerlystne aarhusianere fået endnu et spisested. Navnet er Café 8, beliggenheden er på hjørnet af Mejlgade og Nørreport, og stjernen på menukortet er en såkaldt Build A Burger, hvor man kan bygge sin egen burger fra bunden.

”Konceptet er, at man krydser af på en seddel, hvad man vil have i sin burger, så den bliver præcis, som man ønsker den. Vores gæster har taget rigtigt godt imod idéen, og meldingerne har været, at burgerne smager himmelsk. Der var faktisk én, der kaldte det Skandinaviens bedste burger,” siger ejer Jesper Nielsen med et smil.

Prisen for den selvskabte burger er 45 kroner og opefter alt afhængig af, hvor meget fyld der skal i. Udover burgere har byens nye takeaway også sandwiches, panini og pastasalat på menukortet, og i glasset kan du få milkshake, kaffe, te, juice og sodavand.

Vil skabe hyggeligt sted
Jesper Nielsen har åbnet stedet sammen med sin partner Karina, og parrets mål er at skabe et sted, hvor det er rart at være, mens man venter på sin mad.

”Vi ønsker at drive Aarhus’ hyggeligste takeaway-café, hvor der er god mad og stemning. Et sted, hvor både vi og vores gæster kan lide at komme hver eneste dag. Derfor har vi indrettet caféen i landlig sommerhusstil som en hyggelig oase, hvor gæsterne kan sidde stille og roligt, mens de venter på maden,” siger Jesper Nielsen.

Priserne er med en kop kaffe fra 10 kroner, en panini for 30 kroner og en sandwich for 40 kroner i den nedre ende. Café 8 har åbent mandag 10-14, tirsdag-torsdag 10-20, fredag 10-18, lørdag 11-16 og søndag 12-20.

SPECS
Café 8
Nørreport 8
8000 Aarhus C

Foto: Café Smagløs

Smagløs og Ministeriet åbner igen

CAFÉ De to caféer Smagløs og Ministeriet på Klostertorv gik konkurs i sommers, men nu er de åbnet igen under ny ejer, der tidligere har haft en anden Aarhus-restaurant.

Af Mikkel T. Krogh

Siden i sommers har der været stille på de to caféer Smagløs og Ministeriet, som blev erklæret konkurs 1. juli. Men nu er der kommet fadøl i hanerne og burgere på tallerkenerne igen, efter at den nye ejer Per Dreyer Andersen har åbner de to caféer for publikum igen.

Den nybagte caféejer har tidligere ejet Restaurant Martino på Marselisborg Lystbådehavn, og aarhusianerne skal forvente business as usual på de to caféer, der også får mange af de samme medarbejdere som før konkursen.

”Vi driver stedet videre præcis på samme måde som før. Man må sige om de tidligere ejere, at de har gjort et virkeligt godt stykke arbejde, og at det er nogle veldrevne steder. Så der er ingen grund til at lave om på det,” siger Per Dreyer Andersen til Aarhus Stiftstidende.

Caféejer ved et tilfælde
Per Dreyer Andersen kendte de to caféer fra et tidligere job som indkøbschef hos grossisten Inco, hvor han prøvede at sælge grossistvarer til de to caféer.

”Det er et tilfælde, at det blev mig, der købte Smagløs og Ministeriet. Det kom ud i en lukket budrunde, og så sendte jeg et bud af sted. For 14 dage siden fik jeg så at vide, at jeg kunne købe. Og det er jeg meget glad for. Jeg har gjort en god handel,” siger Per Dreyer Andersen til avisen.

Køkkenchef på de to caféer bliver Benny Hartvig Jensen, der havde samme job før konkursen. Ministeriet fortsætter sin profil med fokus på mad, mens Smagløs fortsætter sin profil med musikarrangementer og åben scene. De to caféer havde første åbningsdag torsdag den 19. august.

Læs artikel: To Aarhus-caféer går konkurs
Læs artikel: Ny café åbner på Trøjborg
Læs artikel: Ny café med havudsigt

Foto: Café Smagløs

Foto: Stuen Th.

Stuen th er Trøjborgs nye café

CAFÉ Under navnet Stuen th får Trøjborg nu en café ved siden af biografen på Tordenskjoldsgade. Tidligere ansat fra tapasbaren Forlæns & Baglæns står bag.

Brug af årstidens lokale råvarer på byens spisesteder trender for tiden, og nu får Trøjborg sin egen café med østjyske råvarer i centrum. Bag det nye spisested står Annemette Feldbæk, der tidligere har arbejdet på den funky tapasbar Forlæns & Baglæns på Frederiksbjerg.

”Jeg vil lave smuk og årstidsbestemt mad. Flest danske og mange økologiske råvarer. Vi får pølser lavet af Hereford-kvæg, som går og græsser i Galten. Et mikrobryggeri i Risskov leverer øl til os som de første. Og jeg samarbejder med gartneren og slagteren her i gaden,” siger Annemette Feldbæk til Aarhus Stiftstidende.

Hjemlig 70’er-stil
Caféen åbner den 1. september under navnet Stuen th lige ved siden af biografen på Tordenskjoldsgade. På menuen står gode oste, pølser, salat og suppe, og som navnet antyder, indrettes caféen i en hjemlig, 70’er-agtig stil med alt fra ryapuder til retrokeramik.

”Jeg har lavet research her på Trøjborg og mærker, at folk gerne vil have noget andet end den traditionelle café-mad. Her bor studerende, småbørnsfamilier, forretningsfolk, ældre og livsnydere, og cafeen vil have plads til alle,” siger Annemette Feldbæk til avisen.

Stuen th får åbent alle dage kl. 10-22 undtagen søndag og mandag. Annemette Feldbæk er uddannet pædagog og har også tidligere arbejdet i køkkenet på daginstitutioner og på Risskovskolen Sansestormerne.

SPECS
Stuen th
Tordenskjoldsgade 19
8200 Aarhus N

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Foto: Google Images

5 skønne sommersalater i Aarhus

GUIDE Er der kommet for meget grillmad indenbords i ferien? Så er det tid til en sund sommersalat, som vi foreslår at nyde på en af disse 5 caféer.

Efter en hård sommer står den på sundhed og salat, og du kan naturligvis lave salaten selv. Men du kan også bevæge dig ud i byen og nyde sommerstemningen, mens du nyder salaten og iagttager byens liv. Vi har scannet byens caféer og giver dig her vores bud på 5 skønne sommersalater i Aarhus.

Cæsarsalat ved vandet
Strandbaren, Irma Pedersens Gade, Aarhus Ø

I de spændende omgivelser ved havnebassin 7 i den nye bydel Aarhus Ø finder du Strandbaren, der er opført af brugte containere og har givet aarhusianerne mulighed for at nyde sand, vand og kølige drinks i barens pallemøbler siden 2010. På Strandbaren foreslår vi at bestille lækker cæsarsalat, der blandt andet består af letrøget kylling, bornholmsk sennep, rugbrøds croutoner og hø-ost. Prisen er beskedne 55 kroner, så du har god råd til at supplere med en flaske bobler fra Möet & Chandon eller en friskpresset juice fra Juice Stop, som også er placeret på Strandbaren. På en god sommerdag er er der en god stemning og en fantastisk udsigt over Aarhus Havn, og efter salaten og boblerne kan du passende deltage i en af bydelens aktiviteter i form af eksempelvis beachvolley, fodbold eller en god gang salsa.

Laksesalat ved åen
Café Faust, Åboulevarden 38, Aarhus C

Åen i hjertet af Aarhus er et populært frokoststed, hvor turister, studerende og andre aarhusianerne kæmper om en god plads, når der endelig falder et par solstråler om sommeren. Men hvor skal du gå hen, hvis du vil have en skøn salat ved åen? Mulighederne er mange, men vi foreslår et visit på Café Faust, der tilbyder en lækker salat med varmrøget laks og rejer til 119 kroner. Portionen er stor, og du får virkeligt meget for pengene på caféen, der sidste år fik ny chefkok i form af Dennis Horn, som tidligere har været selvstændig restauratør i Hobro med eget bryggeri og også har været hof-kok på skibet Dannebrog. Caféen har i øvrigt ligget på adressen siden 2003, hvor menuen siden starten har stået på danske og franskinspirerede retter. Godt råd: Stedet er meget populært, så husk at bestille bord.

Enkel salat blandt bøgerne
Løve’s Bog- og Vincafé, Nørregade 32, Aarhus C

Den hyggelige Løve’s Bog- og Vincafé på den trafikerede Nørregade byder på poetisk stemning, hvor du udover at nyde et glas vin og en af caféens små retter kan gå på opdagelse blandt de mange nye og gamle bøger i reolerne langs væggene. På salatfronten anbefaler vi den enkle salat med mandler, vesterhavsost og serranoskinke, som du får for blot 70 kroner. Du kan oplagt kombinere besøget med et af stedets mange arrangementer, der dækker over alt fra poesibrunch til forfatteroplæsninger. I glasset skal du naturligvis have en af caféens mange spændende vine, som du finder i vinbaren bagerst i lokalet. Fun fact: Navnet Løve’s er inspireret af Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte. Som barn fik ejeren Kenny Jess Brandt læst bogen højt og har siden ikke været i tvivl om navnet til den bogcafé, han allerede dengang drømte om at åbne.

Familiesalat ved banegården
Café Stiften, Banegårdspladsen 11, 8000 Aarhus C

Den populære Café Stiften er med sin centrale placering ved banegården og udsigt til rådhuset kendt blandt de fleste aarhusianere, som besøger stedet inden biografturen, togturen, teaterbesøget eller koncerten. Caféen ligger lige for, hvis familien er på udflugt og programmet står på salat, fordi I kan blande jeres egne salater med caféens bland selv-koncept. Hver person lægger enten 69 kroner for en lille salat eller 79 kroner for en stor salat, og der er mange ingredienser at vælge imellem, ligesom I naturligvis får brød, smør og dressing eller pesto til de sunde herligheder. Hvis et eller flere familiemedlemmer ikke er salattypen, serverer Café Stiften også glimrende burgers, panini, bagels og chili con carne. Det er en god idé at bestille bord, hvis I er et større selskab eller bare vil være sikker på at få en siddeplads.

Pastasalat på Frederiksbjerg
La Trattoria, Frederiks Allé 130, 8000 Aarhus C

Frederiksbjerg-caféen La Trattoria byder på autentiske, italienske retter til fornuftige priser og er et godt bud, hvis du går efter en salat uden at skulle betale en herregård. Vi anbefaler den vegetariske pastasalat ved navn “Vegetariana”, som du får for blot 45 kroner. Pastasalaten består af pasta, mozzarella, salat, soltørrede tomater, peberfrugt og friskbagt brød, som bages i caféen. Stedet byder på god service og en hyggelige stemning, hvor de tætstående borde leder tankerne hen på en italiensk bjergby. Hvis du ikke er til salat, byder menukortet også på pizza, sandwich, pasta, kødretter og desserter, ligesom stedet har et fint vinkort. Du kan i øvrigt også få salaten med som takeaway, hvis du vil nyde den under åben himmel.

Den famøse hawaii pizza…

Foto: Albatros Bådcafé

Albatros Bådcafe har kaffe med havudsigt

CAFÉ Du kender en husbåd, men har du hørt om en cafébåd? På den nystartede Albatros Bådcafé på Marselisborg Havn kan du nyde en kop kaffe til lyden af bølgeskvulp.

Beliggenheden er intet mindre end fantastisk for byens nye café Albatros Bådcafé, der er placeret på en nyrenoveret båd yderst på molen i Marselisborg Havn. Bag den maritime satsning står parret Preben Hald og Tina Steen Jensen, der har uddannelser som henholdsvis reklametegner og skuespiller i bagagen.

”Vi købte båden tilbage i 2009, hvor tanken var at bo på skibet. Imidlertid spurgte mange forbipasserende, om de kunne købe en kop kaffe, og da vi altid har haft en drøm om at åbne en café, valgte vi at føre cafédrømmen ud i livet fra båden. Målet er at dele den maritime atmosfære, Aarhus’ bedste udsigt og en god kop kaffe eller glas vin med aarhusianerne, så folk får en oplevelse med sig,” siger Preben Hald.

Overvældende interesse
Den usædvanlige café åbnede første gang landgangsbroen for publikum før ferien, og lige siden har der været stor interesse for at besøge stedet, der med kulørte lamper og en iøjnefaldende baldakin ikke er til at overse på molen.

”Vi er overvældede over, hvor mange positive tilkendegivelser vi har fået, efter vi åbnede. Det har været en fornøjelse at mærke den uforbeholdne glæde fra vores gæster, der virkelig har taget godt imod os, og kaffen er tilmed blevet rost af engagerede kaffeelskere,” siger Preben Hald.

Albatros Bådcafé har åbent torsdag til søndag kl. 14-21, hvor gæsterne udover kaffe, øl eller et glas vin kan købe is, kage og lette retter. Planen er indtil videre at holde åbent hele året, selvom parret er klar over, at potentialet er størst om sommeren. De to har desuden bygget en lille kaffebåd, der allerede fra næste uge skal sejle rundt med kaffe i havnen og hente gæster fra og til bådcaféen.

SPECS
Bådcafé
Marselisborg Havnevej
8000 Aarhus C

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Mogador giver marokkanske vibes

CAFÉ Et nyt marokkansk spisested i Aarhus byder på duftende oksetagine, farverige salater og frisk myntete midt på Nørregade. Bag stedet står en belgier med stort kendskab til Marokko.

Af Mikkel T. Krogh

Byens marokkanske frontløber har i mange år været Restaurant Rick’s på Frederiks Allé, men nu får veteranen kamp til stregen af den nye Mogador, som netop er åbnet ved siden af Løves Bog- og Vincafé på Nørregade. Stedet kalder sig en tesalon, men tilbyder også alt fra varme retter og salater til desserter og konditorvarer med inspiration fra det marokkanske køkken.

Lokalerne husede tidligere en filial af sandwichbaren Anettes Sandwich, og bag det nye spisested står belgiske Mohammed Simouri, der efter at have arbejdet i Belgien, Luxemborg og Marokko nu er flyttet til Danmark.

“Jeg har åbnet tesalonen for at udbrede min passion for Marokko til aarhusianerne. Jeg kender det sydlige Marokko som min egen bukselomme efter at have rejst i landet i mange år, og jeg håber, at jeg kan skabe et godt indblik i den marokkanske kultur og give en masse ny energi til byen med Mogador,” siger Mohammed Simouri, som til daglig kalder sig Simo.

Har drevet tesalon i Belgien
Den nyslåede salonejer er uddannet inden for turisme og har tidligere drevet en lignende tesalon i Belgien. At destinationen netop blev Danmark, skyldes ikke overraskende mødet med en dansk kvinde.

”Jeg mødte min danske kæreste Christine sidste år under en ferie i Marokko, og derfor flyttede jeg fra Belgien til Danmark. Faktisk mødte vi hinanden i byen Essaouira, som tidligere hed netop Mogador og engang havde en konsul fra Aarhus. Christine har været dybt involveret i forberedelserne til starten af Mogador, og jeg håber, at jeg med mit europæiske mindset og store kendskab til den marokkanske kultur kan give kunderne den perfekte rejse til marokkanske himmelstrøg, når de træder ind i i tesalonen,” siger Mohammed Simouri.

Skovkvæg fra Mols på menuen
På menukortet finder man forskellige tagines, herunder en oksekødstagine med skovkvæg fra Mols, blommer og mandler for 145 kroner og en kyllingetagine med rosiner og løg for 135 kroner. Mohammed og Co. byder også på en harira i form af en varm suppe med tomat, linser, dadler, selleri og koriander for 45 kroner og en række varme salater med blandt andet avokado og aubergine. Den søde tand kan stilles med marokkansk patisserie eller en Dessert Mogador med appelsin, honning og kanel.

Tørsten kan stilles med myntete, almindelig te, kaffe og den særlige gule te, som er en mellemting mellem grøn og hvid te. Tesalonen sælger også hjemmeimporterede pashminatørklæder, træarbejder, unikatøfler og økologisk arganolie, der er rig på e-vitamin og kan bruges til både hudpleje og madlavning.

Læs artikel: Spanske lækkerier på Pica Pica
Læs artikel: Mexikansk fingerfood på Vaca
Læs artikel: Chido vil erstatte burgere med burritos

SPECS
Mogador
Nørregade 34
8000 Aarhus C

Foto: Mogador

Foto: Langhoff & Juul

5 fremragende økocaféer i Aarhus

GUIDE Vil du gerne holde den økologiske linje, byder Aarhus på en god håndfuld caféer, der bruger økologiske råvarer. Her får du en guide til 5 fremragende økocaféer lige nu.

Vil du gerne være sikker på, at grisebassen i din sandwich har fået lov til at nyde svinestiens glæder? Og at salaten på din tallerken er vokset op uden en regn af sprøjtemidler? Så skal du gå efter caféer, der bruger økologiske råvarer. Vi gør det nemt for dig og præsenterer her fem fremragende steder, der alle har det økologiske spisemærke i sølv eller guld. Sølvmærket dækker over, at 60-90 procent af råvarerne er økologiske, og guldmærket at 90-100 procent er økologisk. God appetit!

Vegetarisk i Vestergade
Café Gaya, Vestergade 43, 8000 Aarhus C

På Café Gaya i stemningsfulde Vestergade kan du få 100 procent økologisk og vegetarisk mad til gode penge. Oven i købet byder caféen også på meditation, livemusik og foredrag. Kokkene har frie hænder til at udnytte råvarerne bedst muligt, og derfor skifter udvalget af salater, dagens ret og suppe fra dag til dag. Den vegetariske burger med bønnebøf og speltburgerbolle til 79 kroner er dog altid på kortet, og du kan tilkøbe en glutenfri bolle, hvis humøret er mere til dét. Café Gaya tilbyder også et vegetarisk alternativ til Åboulevardens brunchbuffeter, hvor bacon og pølser skiftet ud med salater, æg, hjemmebagte müsliboller og en dagens ret. Brunchpandekager er der naturligvis også. Café Gaya tilbyder brunchbuffet lørdag fra kl. 10-15 og koster 129 kroner. Er du studerende, får du 10 procent rabat på hos Café Gaya.

Svensk hygge i Jægergårdsgade
Fika, Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C

Jægergårdsgade er i løbet af de sidste år blevet en bedre og bedre destination for den madglade, og ved siden af en af Aarhus’ ældste helsekostforretninger Ren Kost ligger Fika. Fika er det svenske ord for kaffepause, men menuen byder på mere end mokka. Stedet er både butik og café, og selvom det betyder, at der ikke er særlig mange siddepladser, gør det også stedet rigtig hyggeligt. Kom derfor i god tid, hvis du vil have plads en lørdag formiddag. Fika er ikke vegetarisk, så du kan få en økologiske sandwich med pulled pork, syltede rødløg og oliventapenade til 59 kroner. Ligesom Café Gaya har Fika også et dagligt udvalg af hjemmelavede salater, dagens suppe og dagens ret. En brunchtallerken koster 99 kroner, og de er godt givet ud. Du kan også få friskpresset juice af frugt og grønt, så dit vitaminbehov er dækket for resten af dagen.

Økoglæde på Frederiks Allé
Glad!, Frederiks Allé 127, 8000 Aarhus C

Fra vinduespladserne hos Glad! kan du kigge ud på Frederiks Allés hektiske strøm af biler og fodgængere, mens du kaster dig over en madpandekage med kylling, laks eller kikærter eller får varmen med en kop økologisk varm kakao med skumfiduser. Glad! vandt sidste år webportalen AOA’s pris for Byens Bedste Brunch/Morgenmad 2014, så caféens økonutella på hjemmebagt øko-brød må være faldet i mange aarhusianers smag. Som ejer Anne-Louise Spang sagde ved prismodtagelsen: “Vi brænder for det, vi laver. Jeg elsker at stå op om morgenen og bage vores koldhævede ølandsboller”. Caféen har i øvrigt også en fantastisk økologisk chili con carne, som du får for rørende 80 kroner. Glad! var en af byens første cafeer med fokus på økologi og har kunnet bryste sig af det økologiske guldmærke siden 2013.

Hygge og lakridsis ved Åen
suppestegogis, Åboulevarden 82, 8000 Aarhus C

Den hyggelige café suppestegogis (læs: suppe, steg og is) blev sidste år opgraderet fra et økologisk sølvmærke til det prestigefyldte guldmærke, så her kan du med god samvittighed give dig i kast med menukortet. Caféen ligger på den nyere del af Åboulevarden og udmærker sig her om sommeren med udeservering og en række lækre is, som du kan nyde med fødderne dinglende ud over åen. Lakridsisen er to die for! Hvis du er morgenmenneske, kan du gå all in på en økomorgenmad, hvor du får 77 kroner får blødkogt æg fra en fritgående høne, oksesalami, ost, frugt, grønt og hjemmebagt brød. Suppestegogis serverer også en spicy tomat-chili-suppe med hjemmebagt brød for 89 kroner, og er det den søde tand, der skal forkæles, kan du købe hjemmebagt æbletærte til 48 kroner. Hvis vejrguderne byder på regn, er suppestegogis er et oplagt sted at søge ly.

Gastronomi i Guldsmedegade
Langhoff & Juul, Guldsmedgade 30, 8000 Aarhus C

I Langhoff & Juuls rustikke lokaler på Guldsmedegade bliver de økologiske råvarer brugt på mere utraditionelle vis, uden at de mister deres saft og kraft. Stedet kalder sig selv for et spiseri og serverer alt fra brunch og lækkert smørrebrød til en række knivskarpe aftenserveringer. Hvis du har en god deal med bankrådgiveren, kan du give den fuld økogas med en 9 retters tastingmenu bestående af alt fra sprød jomfruhummer og Himmerland-kylling til grillet hangersteak og jordbærdessert for 698 kroner pr. næse. Det er økologisk gastronomi på højt plan. Langhoff & Juul har et økologisk sølvmærke og bruger efter eget udsagn 80 procent økologiske råvarer. Vinudvalget byder også på økologi, og skal det være øl i stedet, kan du få en fadøl fra Thisted Bryghus.

Foto: Pixabay Images

Delizioso åbner café i Åbyhøj

CAFE Bageren Briancon på Åbyhøj Torv lukkede for nylig, og nu starter en italiensk café i lokalerne. En gammel kending står bag det nye spisested.

Af Mikkel T. Krogh

Åbyhøj får nu sin første rigtige cafe, når Café Delizioso åbner i bageren Briancons gamle lokaler på Åbyhøj Torv. Bag projektet står italienskfødte Nicola Cipullo, der også har pizzeriaer længere inde af Silkeborgvej og på Trøjborg under Delizioso-navnet. Sortimentet i bydelens nye café lyder i første omgang på hjemmelavet italiensk is, kaffe, kage og sandwiches.

“Åbyhøj mangler en café. Et sted hvor man kan sætte sig og nyde lidt mad og kaffe. Det her er et godt område, men der er alt for mange pizzeriaer og ingen steder, man kan sidde og slappe af. Vi er allesammen nødt til at udtænke nye koncepter, så vi har mere at tilbyde kunderne og på den måde kan trække flere folk til,” siger Nicola Cipullo til Lokalavisen Aarhus.

Renoverer selv butikken
Den nybagte caféejer renoverer selv butikken i disse dage, når der er et ledigt øjeblik i driften af de to pizzeriaer. Han har store forventninger til sin nye café, som han har opkaldt efter sine to øvrige steder.

“Delizioso er blevet et kendt navn, og folk kommer gerne langvejs fra for at købe mad hos os, så jeg håber, at navnet kan trække folk til. Selvfølgelig er det en stor risiko at åbne ny forretning, og det ville ikke gå med kun én ting – enten kaffe, is, eller sandwich – men kombinationen skal nok virke,” siger Nicola Cipullo til avisen.

Isen laves fra bunden af den entreprenante italiener, der også selv vil bage brødet til cafeens sandwiches. Mange af råvarerne importeres fra Italien, og åbningstiderne på caféen bliver fra kl. 11-20 alle dage. Planen er på længere sigt at udvide sortimentet med andre italienske produkter.

Læs artikel: Ny kaffebar på toppen af Ryesgade
Læs artikel: Ny cafe skruer op for sundheden
Læs guide: 5 fremragende økocaféer i Aarhus

SPECS
Café Delizioso
Silkeborgvej 243
8230 Åbyhøj

Foto: Pixabay Images

Foto: Njoy

Cafe N’Joy skruer op for sundheden

CAFÉ Frugtsalater, smoothies og friskpresset juice er blandt de sunde lækkerier på en ny café på Frederiks Allé. Den kun 19-årige HHX-elev Tarik Hamid står bag den sunde satsning.

Navnet Café N’Joy sender unægteligt tankerne tilbage til 90’erne, men de sundhedsmæssige ambitioner er meget tidstypiske på den nye café på hjørnet af Frederiks Allé og Banegårdsgade.

”Vi vil skabe en hyggelig café, hvor man kan nyde et ophold med venner og familie uden at gå på kompromis med sundheden. Vi tilbyder sunde lækkerier og delikatesser, så man får en god grund til at nyde en sund stund. Konkret er en del af vores råvarer og produkter økologiske, ligesom indholdet af kalorier, fedt, sukker og protein spiller en stor rolle i vores produkter,” siger indehaver Tarik Hamid.

Den unge HHX-elev må med en alder på kun 19 år være en af de yngste caféejere i byen, men erfaringen fejler ikke noget. Tarik Hamid har arbejdet mere end fem år inden for restauration og service, og inspirationen til at starte op som selvstændig kommer fra innovationslinjen på Aarhus Købmandsskole i Hasle, hvor han bliver færdig til sommer.

Fra sandwiches til smoothies
Sortimentet på den nye café kommer til at bestå af blandt andet sandwiches, frugtsalater, smoothies og proteinsmoothies, friskpresset juice, kaffe, espresso og te. Lige nu arbejder Tarik Hamid og det øvrige personale på højtryk for at få alt klar til åbningen den 20. april.

”Vi er i fuld gang med at lave de sidste tests af vores espressomaskine, juicepresser og blendere, ligesom vi finpudser opskrifterne og kører prøver for personalet. Vi glæder os til at byde folk velkomne til åbningen, hvor vi får masser af åbningstilbud og smagsprøver,” siger Tarik Hamid.

Byens nye café får 47 siddepladser til sundhedshungrende aarhusianere i det nyrenoverede lokale, der tidligere har huset en boghandler. Hvis man ikke ønsker at spise på caféen, der også får en lounge med lædermøbler, er det muligt at tage alle produkter med som takeaway.

SPECS
Café N’Joy
Banegårdgade 1
8000 Aarhus C

Tre spisesteder scorer grøn pris

AWARDS En restaurant og to caféer i Aarhus har netop indkasseret en såkaldt Green Award, der uddeles til spisesteder med fokus på bæredygtighed og miljø.

Af Mikkel T. Krogh

Vil du spise ude med grøn samvittighed? Så skal du tage på Restaurant L’estragon i Latinerkvarteret, Cafe Glad på Frederiks Allé eller Suppestegogis ved åen. De tre steder har netop modtaget en Green Award 2015, som uddeles af websitet GreenMatch til spisesteder, der sætter fokus på bæredygtighed, undgår ressourcespild og sørger for, at de anvendte råvarer overholder klimavenlige standarder.

Om L’estragon lyder begrundelsen for prisen, at ”køkkenet bestræber sig på udelukkende at bruge danske og lokale råvarer, som er gennemført økologiske og produceret under bæredygtige forhold. Det betyder, at økologi er en gennemgående del af restauranten”.

Om Cafe Glad lyder det, at ”der anvendes friske økologiske råvarer, som passer til årstiden, og som er tilberedt samme dag […] Cafe Glad går op i at undgå madspild, så alt madaffald genanvendes til biogas, og der anvendes emballager af bæredygtigt materiale”.

Om Suppestegogis skriver folkene bag prisen, at ”90-100 procent af deres råvarer er økologiske. Det store fokus på økologi og nøje udvalgte råvarer har gjort dem til en oplagt kandidat på vores liste”.

Herfra skal der lyde tillykke med priserne til de tre steder, som alle i øvrigt også har fået et økologisk guldmærke af Fødevarestyrelsen, fordi de bruger 90-100 procent økologiske råvarer. De grønne priser kommer i halen på den nylige tildeling af et økologisk guldmærke til Kvindemuséets café og understreger de mange valgmuligheder i Aarhus for folk, der gerne vil spise grønt, når de går ud.

I alt 50 spisesteder i Danmark har fået en Green Award. Se hele listen med samtlige spisesteder her.

Læs artikel: Økoguld til aarhusiansk café
Læs artikel: Aarhus-restaurant scorer økopris
Læs guide: 5 fremragende økocaféer i Aarhus

Foto: Café Glad

Disclaimer: Artiklen er baseret på informationer hentet på GreenWatchs website.

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Råbar trækker stikket

CAFE Veganere, økoentusiaster og rawfoodfans er blevet et spisested fattigere, efter at caféen Råbar ved Voxhall netop er lukket efter seks år i Aarhus.

Ejerne Mads Poulsen og Christian Castenskiold lukkede i lørdags deres rawfoodcafé Råbar for allersidste gang, efter at den i mere end seks år har været en af bannerførerne for rawfoodbølgen i det aarhusianske. Lukningen skyldes, at der skulle ske noget nyt for de to ejere.

”Med risiko for at lyde som en X faktor-deltager kan jeg kun sige, at det har været en lang og fantastisk rejse, som startede for godt seks år siden, og som nu afsluttes. At bringe rawfood til Aarhus har været sjovt, spændende og til tider også hårdt og krævende. Vi har haft masser af fantastisk medgang, men også modvind. Christian og jeg er stolte over projektet, men nu vi må nu erkende, at der skal ske noget nyt i vores forretningsliv,” skriver Mads Poulsen på Råbars Facebook-side.

Spisestedet åbner igen med et nyt koncept efter en kort renovering, hvor de to bagmænd får følgeskab af Malthe Bøgh Olesen. Makkerparret takker alle støtterne, der har gjort det muligt at servere powersmoothies, rawburgers, salater og wraps til kunderne fra klokken 10 om morgen til kl. 21 om aftenen.

”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle, der har støttet vores butik. Takke vores gæster, som ikke findes bedre. Takke alle de hardcore stamgæster, der har støttet os i alle årene, samarbejdspartnere, venner, familie og ikke mindst vores fantastiske personale,” skriver Mads Poulsen.

De to ejere har siden august 2014 forpagtet Godsbanens cafe Spiselauget sideløbende med driften af Råbar. Mads Poulsen har en fortid på blandt andet Cafe Drudenfuss, mens Christian Castenskiold blandt andet har Café Ziggy og natklubben Castenskiold på CV’et. Sidstnævnte bijobber desuden som konsulent på Northside Festivalen, hvor han siden 2011 har haft ansvar for festivalens Deluxe-område og vin- og champagnebarer.

Den famøse hawaii pizza…

Lækkerbiskner på Feinschmecker Cafe

CAFÉ Aarhus får snart en café med fokus på lette retter, snacks og cocktails, når Feinschmecker Café åbner i Sigfreds Kaffebars gamle lokaler i Guldsmedegade.

Siden Sigfreds Kaffebar gik konkurs tidligere på året, har lokalerne i Guldsmedegade 20B stået tomme, men nu kommer der snart liv i gården igen. Den 27-årige Kristinna Vangkilde med en fortid på Globen Flakket har sammen med familien overtaget lejemålet, som de lige nu arbejder på højtryk for at bygge om til en café med lette retter, snacks og cocktails.

”Vi er lige kommet hjem fra Spanien, hvor vi har været nede og hente inspiration. Rygraden i sortimentet bliver lette retter og snacks i form af spanske skinker, oliven og tapenader, italiensk pølse, franskinspireret tarte flambée, danske oste fra ostehandleren Grand Fromage og hjemmebagt brød. Vi kalder det petiscos, som betyder lækkerbiskner. Udvalget bliver dog så stort, at man sagtens kan stille den større sult,” siger Kristinna Vangkilde.

Håndværkere på højtryk
Målet er at åbne dørene for publikum sidst i marts, og lige nu arbejder arkitekten og håndværkerne på højtryk med at forvandle lokalerne fra kaffebar til en cafe for feinschmeckere.

”Vi synes, at der manglede et sted i Aarhus, hvor man som gæst kunne håndplukke de snacks eller lækkerier ned fra hylden, som man lige har lyst til, og hvor det det ikke er prædefineret, hvad man skal spise. Vi glæder os vildt til at åbne og høre, hvad folk synes om konceptet og lokalerne, som kommer til at se ret anderledes ud, end da Sigfred var her,” siger Kristinna Vangkilde.

Gin og kaffecocktails
På drikkesiden byder Feinschmecker Café naturligvis på vin, rom, kaffe, most og sodavand, og derudover går Kristinna og Co all in på gin og kaffecocktails.

”Vi er lidt nogle nørder omkring ikke mindst gin, og vores udvalg af gin er ikke set magen til andre steder i Aarhus. Vi vil indimellem arrangere smagninger af gin, rom og kaffe, ligesom der vil være små events som foredrag, musik, grill i gården og lignende” siger Kristinna Vangkilde.

For at lade ånden fra Sigfreds Kaffebar leve videre får den nye café et ‘Sigfreds Hjørne’ med nogle af stifter Thomas Sigfreds hjemmebyggede møbler og inventar.

SPECS
Feinschmecker Café
Guldsmedgade 20b

Kvindemuseets cafe løber med økoguld

CAFE Med et økologisk guldmærke til café ved Domkirken har Aarhus nu ti spisesteder med papir på, at de serverer mad lavet på økologiske råvarer.

Af Mikkel T. Krogh

Fødevarestyrelsen uddeler løbende økologiske spisemærker til spisesteder, der bruger økologiske råvarer. Det fineste er guldmærket, der angiver, at 90-100 procent af råvarerne er økologiske, og den pris er Kvindemuseets cafe på Domkirkepladsen netop løbet med.

“Vi ville bare det her. Det er en stor tilfredsstillelse, at vi nu også på papiret er en fuldt økologisk café. Der er mad til både vegetarer, glutenallergikere og børn, og dette er stedet, hvor alt gøres fra bunden. Vi tager os tiden til det,” siger leder af museumscaféen Hanne Kock Vixø i en pressemeddelelse.

Cafélederen tænker efter eget udsagn konsekvent bæredygtighed og forhindring af madspild ind i produktionen og har haft guldmærket som mål, siden hun startede på Kvindemuseet i oktober sidste år.

“Kvindemuseets café har altid været kendt som det stemningsfulde alternativ til de mange caféer og restauranter i byen. Unge som gamle nyder at trække sig tilbage i de gamle møbler og lade tiden stå stille til udsigten til historien, til Domkirken og til Store Torv,” siger Hanne Kock Vixø.

Ti økomærker i Aarhus
Med økoguldet til museumscaféen i Latinerkvarteret har Aarhus nu ti spisesteder med papir på, at de gør en ekstra indsats for naturen, miljøet og dyrene ved at bruge økologiske varer, som er produceret med minimal anvendelse af sprøjtemidler og tilsætningsstoffer. Seks spisesteder har guldmærket, og fire spisesteder har sølvmærket:

Guld

  • L’Estragon
  • Café Gaya
  • Suppestegogis
  • Museumscaféen Kvindemuséet
  • Glad Mad & Takeaway
  • Fika

Sølv

  • Langhoff & Juul
  • Restaurant Pondus
  • Café Ganefryd
  • Gallo-Huset

Sølvmærket indebærer, at den nyligt Bib Gourmand-belønnede Restaurant Pondus og de tre andre sølvmærkede spisesteder bruger 60-90 procent økologiske råvarer. Aarhus har ingen spisesteder med bronzemærke, der i øvrigt indebærer, at 30-60 procent af råvarerne er økologiske.

På landsplan har mere end 1.000 spisesteder, kantiner og storkøkkener det økologiske spisemærke, der så dagens lys i 2009. Du kan se en liste med alle danske spisesteder med spisemærket her.

Læs artikel: Aarhus-restaurant scorer økopris
Læs guide: 5 fremragende økocaféer i Aarhus
Læs artikel: Københavns takeawaysucces åbner i Aarhus

Foto: Kvindemuseet

Disclaimer: Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Kvindemuseet og informationer på Fødevarestyrelsens website om Det Økologiske Spisemærke.

Oktober 2020

Optællingen er i gang

Tilmeld vores nyhedsbrev

Øv! Stardust Café lukker

CAFÉ Efter fem år i Klostergade 65 trækker ejerne Jette Lykke og Juha Tamminen stikket til deres kombinerede café og pladebutik Stardust Café på grund af svigtende omsætning.

Af Mikkel T. Krogh

Der har altid været hyggelig stemning, fantastisk betjening og gode øl på Stardust Café i Klostergade, men økonomien har haft det svært, og nu er det slut. Ejerparret har netop meldt ud, at de lukker caféen, og de lægger ikke skjul på, at det har været en smertelig beslutning.

”Det har været med tårer i øjnene, at vi har taget den svære beslutning at lukke Stardust. Desværre har der ikke været omsætning nok i caféen eller i pladebutikken til, at Stardust kan fortsætte, og vi må derfor kaste håndklædet i ringen,” skriver Jette Lykke og Juha Tamminen på caféens Facebook-side.

Tak til kunderne
De mange trofaste kunder, der trods alt ikke kunne holde caféen oven vande, får et ordentlig tak med på vejen fra ejerparret, der åbnede caféen i februar 2010:

”En kæmpe tak til alle jer som har været med til at gøre en forskel i vores liv de sidste fem år, og ikke mindst til alle jer musikere, kunstnere, leverandører, frivillige og andet godtfolk. I var med til at skabe noget unikt,” skriver Jette Lykke og Juha Tamminen.

Køb inventaret
Caféen har sidste åbningsdag den 21. marts, og de sidste dage op til den endelige lukning er det muligt at købe inventaret fra butikken. De næsten 150 kommentarer til parrets Facebook-post afspejler, at kunderne også kommer til at savne caféen.

”Tak til jer! Det er mærkeligt, at det skal ende med underskud, når alt, hvad man har mødt fra jer, har været overskud,” skriver Christian Windfeld.

Bedste kakao i byen
”Tak for nogle fantastiske år! I er stedet med min yndlingskakao i hele byen, og Jette kan altid huske, at det er dét, jeg plejer at bestille, når hun ser mig. Det bliver underligt at gå fra arbejde til bussen, uden lige at kunne vinke ind til jer. Ærgerligt at jeg skal til at finde en ny stamcafé, men ønsker jer alt det bedste fremover,” skriver Alexandra Danino.

De to ejere skriver ikke, hvad deres planer for fremtiden er. Fra Smag Aarhus’ side skal der også lyde et stort tak for indsatsen. We’ll be missing you.

Læs artikel: Ny kaffebar på Frederiksbjerg
Læs artikel: Sigfreds Kaffebar går konkurs
Læs guide: 5 aarhusianske kaffebarer med killerskills

Foto: Stardust Café

Disclaimer: Artiklen bygger på oplysninger fra Stardust Cafés Facebook-side og caféens hjemmeside.

Foto: Café Smagløs

Smagløs og Ministeriet åbner igen

CAFÉ De to caféer Smagløs og Ministeriet på Klostertorv gik konkurs i sommers, men nu er de åbnet igen under ny ejer, der tidligere har haft en anden Aarhus-restaurant.

Af Mikkel T. Krogh

Siden i sommers har der været stille på de to caféer Smagløs og Ministeriet, som blev erklæret konkurs 1. juli. Men nu er der kommet fadøl i hanerne og burgere på tallerkenerne igen, efter at den nye ejer Per Dreyer Andersen har åbner de to caféer for publikum igen.

Den nybagte caféejer har tidligere ejet Restaurant Martino på Marselisborg Lystbådehavn, og aarhusianerne skal forvente business as usual på de to caféer, der også får mange af de samme medarbejdere som før konkursen.

”Vi driver stedet videre præcis på samme måde som før. Man må sige om de tidligere ejere, at de har gjort et virkeligt godt stykke arbejde, og at det er nogle veldrevne steder. Så der er ingen grund til at lave om på det,” siger Per Dreyer Andersen til Aarhus Stiftstidende.

Caféejer ved et tilfælde
Per Dreyer Andersen kendte de to caféer fra et tidligere job som indkøbschef hos grossisten Inco, hvor han prøvede at sælge grossistvarer til de to caféer.

”Det er et tilfælde, at det blev mig, der købte Smagløs og Ministeriet. Det kom ud i en lukket budrunde, og så sendte jeg et bud af sted. For 14 dage siden fik jeg så at vide, at jeg kunne købe. Og det er jeg meget glad for. Jeg har gjort en god handel,” siger Per Dreyer Andersen til avisen.

Køkkenchef på de to caféer bliver Benny Hartvig Jensen, der havde samme job før konkursen. Ministeriet fortsætter sin profil med fokus på mad, mens Smagløs fortsætter sin profil med musikarrangementer og åben scene. De to caféer havde første åbningsdag torsdag den 19. august.

Læs artikel: To Aarhus-caféer går konkurs
Læs artikel: Ny café åbner på Trøjborg
Læs artikel: Ny café med havudsigt

Foto: Café Smagløs