Foto: Café Grene

5 spisesteder med skiftende menuer

GUIDE Vil du overraskes? Så snup et besøg på et af disse 5 spisesteder med skiftende menuer. 

Vi kender det alle sammen: De dage, hvor du ikke orker at lave ensformig mad derhjemme, men har spontan lyst til at spise ude og blive overrasket. Hvad gør du? Du tager din partner, veninde eller ven i hånden og vælger et spisested med en skiftende menu, som er umulig at kende på forhånd. Vi har fundet 5 spisesteder i Aarhus, hvor menuerne skifter så ofte, at der er garanti for surprise. God appetit!

En god gammel klassiker
Sct. Oluf, Mejlgade 33, Aarhus C

Den hyggelige restaurant og bar Sct. Oluf i Mejlgade har efterhånden eksisteret i en del år. Filosofien er ærlig mad og hyggelig atmosfære, og stedet har en skiftende menu både til frokost og aften. I april har menuen blandt andet budt på skaldyrsrisotto, moules marinière til forret, braisserede svinekæber, stegt kulmule og chokoladekage. Priserne ligger fra 55 kroner for en frokostret, en frokostret med husets vin eller en Hancock-øl for 95 kroner, en toretters aftenmenu for 170 kroner og en treretters aftenmenu for 185 kroner uden drikkevarer. Hvis du er mere sulten, er det muligt at tilkøbe oste for 25 kroner.

Fransk stil når det er bedst
Brasserie Juliette, Jægergaardsgade 54, Aarhus C

Den lille bistro Juliette på Frederiksbjerg er et glimrende eksempel på ægte franske finesser i et hyggeligt, hjemligt lokale. Udover stedets klassiske franske specialiteter har bistroen såkaldte tavleretter, som skifter fra uge til uge. I april har tavleretterne blandt andet budt på rustik tomatsuppe, stegt sild på brioche, rosa kalv med selleripuré og vanilleparfait på nøddebund med rabarberkompot. Lokalet med det åbne køkken er skønt, møblerne af ældre dato er charmerende, og facaden er indbydende. Priserne ligger på 200 kroner for to retter og 275 kroner for to retter uden drikkevarer.

Nye kaffesøstre hver dag
Bülows Kaffebar, Jægergaardsgade 80, Aarhus C

På utraditionel og forfriskende vis gør Bülows Kaffebar på Jægergårdsgade op med hverdagens stress og jag. Lokalet er superhyggeligt, og personalets arbejdsplan er offentliggjort på hjemmesiden, så man kan orientere sig om, hvilken såkaldt kaffesøster, der er på arbejde. Det har nemlig stor indflydelse på, hvilken mad og kaffe der bliver serveret. Konceptet gør hver oplevelse på kaffebaren unik, og det betyder selvsagt også, at man skal sætte sig derind med åbent sind. Priser findes på kaffebaren, og de varierer også fra dag til dag. Stedet har i øvrigt et væld af økologiske, glutenfri og veganske produkter og retter.

En skjult perle på Strøget
Café Grene, Søndergade 11, Aarhus C

Midt på Strøget midt i alverdens mennesker og shoppingsteder findes en oase af stilhed og økologi på anden sal i butikken Søstrene Grene i form af den lille Café Grene. Stedet har klassikere i form af økologisk pastasalat, grøntsagstærte og quinoasalat, men samtidig har caféen også skiftende økologiske tavleretter, som typisk består af en dagens ret og en dagens suppe. Café Grene har åbent i dagtimerne, hvor butikken er åben, og serverer byder også på forskellige safter og sodavand, kaffe og kage. Priserne varierer mellem 65 og 90 kroner for et måltid.

Gourmet med daglig variation
Restaurant Hærværk, Frederiks Allé 105, Aarhus C

I den mere pristunge ende finder man Restaurant Hærværk, der har fået anerkendelsen Bib Gourmand i Michelinguiden. Konceptet er simpelt og består af en varierende menu, som skifter fra dag til dag. Køkkenet tilrettelægger menuen ud fra dagens råvarer og tilbereder maden a la minute ved bestilling. Restauranten går op i at bruge friske, lokale råvarer, og da de ikke nødvendigvis fåes i store mængder, udelukker det effektivt en fast menu. Priserne ligger på 450 kroner for 5 retter med snacks, men så er du også garanteret en gourmetoplevelse af de store.

Foto: Lynfabrikken

6 studiecaféer i særklasse

GUIDE Er du træt af læsesalen eller kontoret, eller savner du afveksling til arbejdet? Her er 6 perfekte caféer, når du vil kombinere laptop og latte.

Hvis du er gået sur i læsesalen eller kontoret, er det en oplagt idé at skifte miljø og transportere din bærbare med ned på en af byens gode, studievenlige caféer. Men hvilken én skal du vælge? Her er 6 caféer, som både har god kaffe, hyggelig stemning og stikkontakter til computeren. God arbejdslyst!

Summende kreativitet i Vestergade
Lynfabrikken, Vestergade, 8000 Aarhus C

Lynfabrikken ligger i en baggård i Vestergade og hører til det kreative fællesskab Lynfabrikken, der har eksisteret siden 2002. Du parkerer cyklen i gården og bevæger dig et par etager op, hvorefter der åbner sig et fantastisk, rustikt lokale med masser af siddepladser, når du åbner døren til venstre. Der er en hyggelig, åben bar i enden af lokalet og god stemning fra musikken i højtalerne, og ledningsstikkene hænger ned fra loftet og kalder på, at du opretter din arbejdsstation. Samtidig får duften af kaffebønder dig snart lokket til at foretage en bestilling fra det udvidede kaffekort, der også indeholder den simple, sorte kop til 28 kroner. Caféen summer af kreativitet, når lyden fra læsegruppen, venneparret, arbejdsmødet og computertasterne blandet sig i det gamle fabrikslokale. Og stedet er selvsagt populært, så tag for en sikkerheds skyld afsted til klokken ni, hvor dørene åbnes.

Levende lys på bordet på Nørregade
Løve’s Bog- og VinCafé, Nørregade 32, 8000 Aarhus C

Et populært sted blandt studerende er Løve’s Bog- og VinCafé, der åbnede i 2010. Caféen på den travle Nørregade er et tilløbsstykke både om dagen og om aftenen, og det er ikke så mærkeligt. De gamle træmøbler, de bløde sofaer, de levende lys på bordet, bogrækkerne i den ene ende af lokalet og vinreolerne i den anden er nemlig sammen med til at skabe en troværdig ramme om et hyggeligt sted at opholde sig. Sørg for at sætte dig i nærheden af en stikkontakt eller en forlængerledning, og du er sikret en masse gode studietimer lige midt i centrum af Aarhus. Selvom din læsning derinde højst sandsynligt vil foregå ved højlys dag, skulle du en gang overveje at skifte arbejdskaffen ud med et glas vin fra en af de over to hundrede forskellige flasker, der er at finde på hylderne. Vi mener, når du nu er på en vincafé?

Åbent og folkeligt miljø på Godsbanen
Spiselauget, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C

Den ét år gamle restaurant og café Spiselauget i hjertet af det kreative miljø på Godsbanen ønsker at være et åbent og folkeligt spisehus, hvor kultur, mad og mennesker kan mødes. Studerende, kreative iværksættere og andre ildsjæle har i stor stil taget det nye sted til sig, og caféen er perfekt, uanset om du skal mødes med andre eller fordybe dig alene. Caféen ligger i urbane omgivelser under et råt betonloft og kalder sig en Gastro Pub, men pub-ordet skal du ikke lægge for meget i. Med sine usandsynligt lange forlængerledninger er caféen det perfekte sted at sidde med sit arbejde, og samtidig kan Spiselauget rumme mange mennesker på én gang, hvis I har behov for dét. Slå computerskærmen op og slå et smut forbi caféen, hvor du kan bytte din flade tyver med en kop filterkaffe eller lægge en halvtredser og få en hel kande.

Studiepladser med havudsigt på havnen
Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C

Med hovedbibliotekets nylige indflytning i spritnye rammer under navnet Dokk1 på havnen må stedet siges at være læsested par excellance, og Dokk1 har da også et stort udvalg, når det gælder læsepladser. Eksempelvis kan du med din læsegruppe booke en tid i et grupperum, du kan placere dig på læsesal, sætte dig i en sofa eller ved et bord mellem bibliotekshylderne eller undervejs i dagens arbejde nyde den storslåede udsigt, hvis du er heldig at finde plads i en af de komfortable stole placeret foran de store gulv-til-loft-vinduer, der serverer Aarhus Havn for næsen af dig. Alliér dig med Dokk1s café, der sørger for, at du kan få en let, økologisk bid og en billig kop kaffe, og du er good to go. Du kan endda komme tidligt afsted hjemmefra, for svingdørene åbner allerede klokken 8. I weekenderne dog først klokken 10.

Mormorstemning på Frederiksbjerg
Bülows Kaffebar, Jægergårdsgade 80, 8000 Aarhus C

Hvad gør du, hvis vil sidde et sted, hvor du undgår, at internettet lokker dig til overspringshandlinger? Bülows kaffebar er et godt bud. Her er hverken wifi eller et væld af stikkontakter, men til gengæld er der skruet op for hyggen og charmen i det lille lokale med de grøntmalede træmøbler og de rare kaffesøstre bag disken. Sæt dig for eksempel ved et af de gadevendte landborde, bestil dagens kaffe til 25 kroner og begrav dig roligt i arbejdet. Bliver du sulten, tager du blot et kig på spisekortet, der overvejende er økologisk og byder på mad til både morgen, middag og til den søde tand. Og skulle du alligevel savne overspringshandlingerne, har du rig mulighed for at bladre både avis og blade igennem eller tage dig et slag backgammon eller kalaha med sidemanden.

Café for de morgenfriske i Risskov
Emmerys, Nordre Strandvej 24, 8240 Risskov

Har du brug for at få vækket kroppen, inden du går i gang med dagens læsning, kan det passende være på den smukke cykeltur langs Aarhusbugten ud til Emmerys i Risskov. Her er hyggeligt og knap så befærdet som søsterbutikkerne i midtbyen, og så er personalet altid smilende og hjælpsomt. Butikken åbner klokken syv både i hverdagen og weekenden, så det er lige stedet for den morgenfriske, der vil have noget ud af læsedagen. Når du er landet i sædet, kan du bestille dig en almindelig kop kaffe med eller uden mælk for 25 kroner, men når du alligevel er cyklet de ekstra par kilometer, hvorfor så ikke lægge 75 kroner ekstra og snuppe en morgenmadstallerken bestående af brød og rugbrød, smør, ost, fennikelpølse og skyr med hjemmelavet granola og marmelade?

Foto: Kählers Spisesalon

11 must-eats på Frederiksbjerg

GUIDE Pulserende Frederiksbjerg er spækket med lækre tilbud, når det handler om mad og vin. Har du aldrig givet den gastronomisk gas i bydelen, er her vores bud på 11 hotspots for foodies.

Har du ikke allerede udforsket de mange gastronomiske muligheder på det livlige Frederiksbjerg, kan du roligt komme i gang. Bydelen emmer af gode restauranter, lækre kaffebarer og spitze specialbutikker, som du kan spise dig igennem. Vi har taget Tour De Frederiksbjerg og guider dig her til velsmagende byvandring gennem det hippe kvarter syd for banegården.

Charmerende kaffebar
Bülows Kaffebar, Jægergårdsgade 80, 8000 Aarhus C

Trænger du til et hyggeligt afbræk fra den travle hverdag, er Bülows Kaffebar på hjørnet af Jægergårdsgade og Bülowsgade den perfekte oase at nyde en rygende varm kop kaffe i fred og ro. Det lille, charmerende sted serverer kvalitetskaffe, så englene synger, og bønnernes oprindelsesland varierer løbende for at sikre en smagsoplevelse ud over det sædvanlige. Hvis kaffe ikke lige er din kop te, byder Bülows også på te og chai latte, ligesom der er et fint udvalg af brød og søde sager, hvis appetitten skulle være til det. Bag disken står ni såkaldte kaffesøstre, og skulle du have en favorit, kan du altid tjekke folkenes arbejdsplan på deres hjemmeside. Nice move!

Kvalitet og livsnyderi hos delien
Deli’en, Jægergårdsgade 7, 8000 Aarhus C

Med lækre oste i stakkevis, hylder fyldt med vin og et væld af pølser hængende fra loftet er Delien på Jægergårdsgade det perfekte sted for livsnydere med forkærlighed for franske lækkerier. Størstedelen af lækkerierne importerer ejerne selv fra Frankrig, og du kan med fordel forsøge dig med en af tapasanretningerne, der kommer fint rundt i landskabet og serveres på rå skiferplader til 95 og 140 kroner alt efter størrelse. Er lysten ikke til sydfranske hapsere, bør du snuppe en af deliens hjemmelavede simreretter, der er lavet fra bunden med inspiration fra det franske bistrokøkken. Du varmer selv retterne derhjemme, og vi anbefaler som minimum at prøve Boeuf Bourguignon og svinekæber i marsala, begge serveret med mos. Delidrengenes sandwiches med overdådigt indhold af alt fra trøffelolie til islandsk vildlaks og fåreost er også must-eat. Yummi!

Spanske tapas i uformelle rammer
Forlæns & Baglæns, Jægergårdsgade 23, 8000 Aarhus C

Tapasbaren Forlæns & Baglæns har nogle år på bagen, men holder stadig ved med sine spanskinspirerede tapasretter, der serveres til gode priser i de uformelle lokaler med rustikke møbler og en stor menutavle på væggen. En ret koster fra 52 til 146 kroner, og vi anbefaler at købe 2-3 retter per person og eventuelt dele, så I kommer godt rundt i menukortet. Menuen står på alt fra calamares, grillet kulmule og hvidvinsdampede blåmuslinger til klassiske Patatas Bravas med aioli, perlebygotto eller stegt manchego med akaciehonning. Ay ay ay! Går du all in, kan du få en menu med en before dinner-cocktail, tre valgfrie tapas, to glas vin og en after dinner cocktail til en favorabel pris på 475 kroner. Forlæns & Baglæns er et perfekt sted at tilbringe en hyggelig sommeraften i solnedgangen, så prøv at få et bord ud mod Jægergårdsgade.

Spisesalon med smuk keramik
Kähler Spisesalon, M.P. Bruuns Gade 33, 8000 Aarhus C

Hos Kähler Spisesalon er maden lige så lækker som indretningen. Ejer Frantz Longi står nemlig også bag keramikbrandet Kähler, og derfor er du omgivet af keramik, hvis du vil indtage et måltid på spisestedet på Frederiksbjerg. Og tro os, det vil du! Inspirationen til indretningen kommer angiveligt fra tidligere tiders parisersaloner, der var samlingsstedet for kunstinteresserede, og på keramiktallerknerne kan du opleve pariserstemningen på egen krop i form af både morgenmad, brunch, frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad. Folkene i det åbne køkken er lige skarpe, uanset om de tilbereder delikate smørrebrødsanretninger, elegante kager til kaffen eller den velsmagende aftensmenu, der varierer efter sæsonens råvarer. Tre retter fås for rørende 279 kroner, så du har også råd til også at nappe en vinmenu med tre glas for 195 kroner. Enkel, veltillavet mad for gode penge.

Stemningsfyldt torv sprudler af lækkerier
Ingerslev Torv, Ingerslev Boulevard, 8000 Aarhus C (onsdag og søndag)

Har du endnu ikke besøgte Ingerslev Torv, når det hver onsdag og lørdag fyldes med boder, er det på tide! Markedet på det lange torv sprudler af lækkerier, uanset om du er til lækker fisk, frisk frugt, sprøde grøntsager, velsmagende ost, forfriskende is, velhængt kød eller friskbagt brød. Blandt markedets must-eats er kanelsneglene fra bagervognen, de varme fiskedeller med remo fra en af de to fiskevogne, lammekødet fra lammeboden, grøntsagerne fra Samsø-boden og den hjemmepressede æblejuice fra Ryderne, der også laver nogle vanvittigt lækre oksepølser. Der er næsten altid et endnu et velsmagende tilbud i den næste bod, så husk at hæve godt med kontanter hjemmefra. Er du klar til at nyde et par timer fyldt med fristelser og guf for sanserne?

Fransk brasserie med finesse
Juliette, Jægergårdsgade 54, 8000 Aarhus C

Midt på Jægergårdsgade finder du det lille brasserie Juliette, som efter eget udsagn serverer fransk comfort food blandet med internationale og etniske inspirationer. Stemningen er afslappet og hyggelig på det hjemligt indrettede spisested, der udover en fortrinlig brunch byder på bistroklassikere som croque monsieur, confit de canard-salat, steak frites og crème brulée samt ugens såkaldte tavleretter, der med blot 200 kroner for to retter 280 kroner for tre retter også vækker glæde hos bankrådgiveren. Mere internationalt orienteret er den fantastiske Teriyaki-burger, som med saftig bøf, smagfuld manchegoost, lækre svampe, syltede rødløg og sprød serrano er en favorit hos mange aarhusianere. Juliette ejes i øvrigt af den halvt fransk-tahitiske, halvt danske Juliette Itchner, der er vokset op i Svendborg, no less. Bon appetit!

Feel good-stemning på bistroen
Klassisk 65, Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C

På bistroen Klassisk 65 er hyggen og den gode mad i centrum. Med ejer Søren Andreasen ved roret får du god stemning, delikat mad og personlig service på stedet, der tiltrækker alt fra studerende på date til kendisser fra Aarhus Teater. Menukortet består primært af klassiske franske retter, der fås a la carte til SU-venlige priser, og masser af lækre vine, som er placeret på reoler rundt om i restauranten. Snup for eksempel escargots i form af snegle med hvidløg og persille eller en terrine af foie gras til forret, bistroens berømte flamberede peberbøf eller tatar med salat og fritter til hovedret og en creme bruleé eller crêpes suzette til dessert. Voila! Som en fancy detalje flamberes både peberbøf og crepe suzette ved bordet, hvilket altid sætter liv i stemningen. Klassisk 65 vandt i foråret prisen for årets feel good-oplevelse i spiseguiden White Guide.

Nytænkende gourmetrestaurant
Nordisk Spisehus, M.P. Bruuns Gade 31

”Idérig, velsmagende og godt sammensat med en servering, der var nærværende, kompetent og begavet”, skrev Jyllands-Posten i en nylig anmeldelse af Frederiksbjergs gastronomiske spydspids Nordisk Spisehus, og avisen står ikke alene. De gode anmeldelser har stået i kø, siden restauranten åbnede for år tilbage, og stedet er et must, hvis du vil spise dig igennem bydelen. Trods ”nordisk” i navnet har restauranten de seneste år kørt et aftenkoncept, hvor retter fra Michelin-restauranter verden over fortolkes – eller kopieres, om man vil – af køkkenchef Jacob Freitag og hans crew, og de enkelte serveringer sidder lige i skabet med høj præcision. Dertil kommer, at indretningen er lige så behagelig, som servicen er professionel. Alt afhængig af sult og økonomisk formåen kan du investere i en 3, 5 eller 8 retters menu, som fås til henholdsvis 499, 699 eller 899 kroner. Temaet er lige nu et Nice-Paris-tema med inspiration fra Michelinrestauranten La Chévre d’Or ved Rivieraen.

Spis japansk til du revner
Saichi, Jægergårdsgade 81, 8000 Aarhus C

Er du tosset med sushi, er den japanske restaurant Saichi på Jægergårdsgade ikke til at komme udenom. Restauranten ligger i den hedengangne gourmetrestaurant Malling & Schmidts gamle lokaler, hvis enkle, nordiske indretning skaber en perfekt ramme om de delikate serveringer. Fisken er friskhentet fra havnen, betjeningen er venlig, og makirullerne er helt i top. Vi anbefaler at prøve Saichis all you can eat-tilbud, hvor du for 218 kroner mandag til torsdag eller 238 kroner fredag til søndag kan spise sushi, til du revner. Du krydser blot dine ønsker af på en liste, og så er du kørende, uanset om du er til California Rolls, Rainbow Rolls, friturestegte ebi-rejer, makiruller, nigiri eller sashimi. Stedet serverer også japansk-inspirerede fiske- og kødretter, hvor ikke mindst carpaccioen af dorade og Wafu Beef Steak med kinaradisser og soya er værd at sætte tænderne i. Saichi blev i 2013 nomineret til Byens Bedste Sushisted af webportalen AOA.

Knasende småkagehus
Småkagehuset, Frederiks Allé 102, Aarhus C

Har du en sød tand, er der ingen vej uden om Småkagehuset på den travle Frederiks Allé. I det lille småkagebageri byder ejerparret Hanne og Steen Jensen på kager i lange baner og utallige afskygninger, som trækker sig lige fra kardemommemums og kanelbrød til sprøde, håndlavede rutebiler, som oldemor lavede dem. Til dagligt finder du omkring 30 slags småkager i bageriet, men til tider er sortimentet oppe 45 forskellige slags. Hvis du går kold på småkagerne, finder du også velsmagende brød, boller, knækbrød og andre kager i bageriet. Du kan også finde forskellige gaveidéer, eksempelvis kagedåser, og du kan endda bestille en overdådig bryllupskage hos Småkagehuset, hvis den store dag er oppe over.

Lindrende apotekerrestaurant
St. Pauls Apothek, Jægergårdsgade 76, 8000 Aarhus C 

I den ældgamle apotekerbygning på Jægergårdsgade huserer cocktailrestauranten St. Pauls Apothek, som byder på en lindrende blanding af knivskarp gastronomi og velkomponerede cocktails i de renoverende lokaler. Køkkenchef René Hansen med en fortid på den hippe Restaurant Pluto i København svinger grydeskeen i køkkenet og sikrer kvalitet og velsvag på tallerkenerne, mens bartenderne med ejer Hasse Bank Johansen i spidsen tryller bag baren. Passionen for spiritus er stor på stedet, og kendskabet til cocktails og historierne om de forskellige typer drinks gør enhver til spiritusentusiast. Skal du være sikker på at få det hele med, anbefaler vi menuen Apothekeren, som består af en champagnecocktail og tre retter med tilhørende cocktails for 595 kroner. Hasse Bank Johansen, der tidligere har vundet eller været finalist i cocktailmesterskaber i Stockholm, Berlin, London, Singapore og Paris, har for nylig udgivet sin egen cocktailbog.