Foto: ARoS Food Hall

Velsmagende festival rammer ARoS

Nordisk festival rammer torsdag den 4. maj ARoS med musik, mad og talks.

Kunstmuseet ARoS handler da om kunst, ikke? Jo, men torsdag den 4. maj udvider museet palletten og inviterer til New Nordic ARoS Festival i samarbejde med SPOT Festival og NorthSide.

Med koncerter, talks og gastronomiske oplevelser er festivalen en fejring af Nordens ligheder og forskelle, og konkret er den norske by Bergen i fokus. Ambitioner er store for festivalen, der bliver den første i en række.

“Festivalen er den første udgave af vores nye årlige nordiske festival – en stor pulserende husfest. Bergen og Aarhus er venskabsbyer, så det er helt oplagt at præsentere det bedste fra den regntunge havneby. Formålet med festivalen er at knytte venskabsbånd og udforske spændingsfeltet mellem museum som ramme og kultur i bred forstand,” siger direktør Erlend G. Høyersten fra ARoS.

Anerkendte kokke fra Bergen
På madområdet vil de to internationalt anerkendte kokke fra Bergens gastronomiske scene Christopher Haatuft og Gard Haugland i samarbejde med ARoS’ egen restaurant ARoS Food Hall præsentere madtraditioner fra Bergen og norske råvarer af højeste kvalitet hele dagen.

Christopher Haatuft er kendt som ”The Punk-Chef Godfather of Neo-Fjordic Cuisine” og står bag restauranten Lysverket, der serverer lokale retter i nye afskygninger med håndplukkede lokale råvarer. Gard Haugland fra Bien har skabt et af Bergens bedste restauranter og har blandt andet været i Italien for at studere pizza

Køkkensamtaler om musik og mad
I løbet af dagen er der såkaldte køkkensamtaler i ARoS Food Hall, hvor en række deltagerne taler om kunst, kultur, musik, madkultur og gastronomi. Blandt deltagerne i køkkensamtalerne er indehaver Christian Bøjlund fra restauranten Frederiksgade 42 i Aarhus.

Derudover vil der være ekstra gode tilbud i museets Art Café og ARoS Food Hall, hvor du eksempelvis kan få en planke med tre ARoS-specialiteter til 150 kroner.

Se programmet for festivalen her.

“Ét af mine absolut favoritsteder i Aarhus er Teater Bodega. Jeg har ofte besøg fra udlandet, og den solide, danske mad er et sikkert hit hver gang.”

Emilie Kristensen-McLachlan, Journalist

Foto: Restaurant Substans

Vogue: Disse fem Aarhus-restauranter skal du prøve

Det internationale modemagasin anbefaler at besøge fem restauranter i Aarhus.

Hvor skal man spise i Aarhus? Det har det internationale modemagasin Vogue et svar på. I en ny guide udnævner magasinet Aarhus som en af de 10 hotteste destinationer at rejse til i 2017 og anbefaler at spise på restauranterne Substans, Sårt, Frederikshøj, Hærværk og ARoS Food Hall.

“Aarhus har aldrig fået den samme hype som andre nordiske byer som København eller Stockholm, men Danmark næststørste by bliver snart den nye nordiske stjerne. Byen er blevet kronet som Europæisk Kulturhovedstad og Gastronomi Region i 2017 og vil vise sine rigdomme frem,” skriver modemagasinet.

Vogue anbefaler også at besøge de aarhusianske strande, Mols Bjerge, ARoS Kunstmuseum. Udover Aarhus er det blandt andet eksotiske destinationer som Sri Lanka, Madagascar, Jordan og Colombia, der udnævnes til årets hotteste rejsedestinationer.

Læs hele guiden her.

“Som børnefamilie må det nogle gange gerne bare være nemt, og Aarhus byder på virkelig mange lækre take away-muligheder. Jeg ender ofte med en god, italiensk pizza – det kan hele familien være med på.”

Louise Sejr Højmark, Redaktør

Foto: Visit Aarhus

Sådan: ARoS slog alle rekorder sidste år

Byens kunstmuseum har succes som aldrig før.

Kunstmuseet ARoS, hvor den fortrinlige restaurant ARoS Food Hall har til huse på øverste etage, gik ud af 2016 med et rekordhøjt besøgstal. Hele 835.606 besøgte museet i årets løb, hvoraf hele 73,5 procent indløste billet til gallerierne.

“Det høje besøgstal understreger, at ARoS er et attraktivt sted at besøge. Vi har haft et stærkt og relevant program, åbnet formidlingscentret ARoS Public og erhvervet den 50 meter lange Valkyrie Rán, som kan opleves af alle, der besøger museet. Derudover har der været øget fokus på Aarhus og dermed også ARoS som destination i medier verden over,” siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten.

Udstillinger tiltrækker publikum
Det er blandt andet udstillinger som “Robert Mapplethorpe – On The Edge”, “Hold Your Beliefs Lightly” med Grayson Perry, “Textures of Life” med portugisiske Joana Vasconcelos og senest “Den vilde, vovede og sene Willumsen”, der har været med til at trække et stort publikum til ARoS fra både ind- og udland. Og forventningen er fortsat succes.

“Vi glæder os til at byde vores besøgende på endnu flere kunstoplevelser i 2017, hvor vi også har et meget ambitiøst program,” siger Erlend G. Høyersten.

Se ARoS’ program for 2017 her.

Vidste du, at

Bro Caféen på Frederiksallé eftersigende er Aarhus’ ældste værtshus? Det første udskænkningssted, hvor Bro Caféen ligger i dag, hed Skyttes Gæstgiveri og åbnede i 1899. Mellem 1916 og 1918 fik steder ny ejer og sit nuværende navn: Bro Café.

Foto: Aros Food Hall

Vind gavekort til ARoS Food Hall

På Smag Aarhus vil vi vildt gerne vide, hvad I synes om vores website, så vi kan blive endnu bedre 🙂

Derfor gennemfører vi nu en læserundersøgelse, og vi udlodder 2 gavekort på hver 500 kroner til den lækre restaurant ARoS FOOD HALL blandt deltagerne i undersøgelsen. Med til præmien er naturligvis 2 billetter til ARoS, så I også kan få et kig på museets aktuelle udstillinger.

Det tager kun 5 minutter at deltage i undersøgelsen, og du kan gøre det på dette link:

Deltag i læserundersøgelse

Vinderne får direkte besked og offentliggøres på vores Facebook-side.

Tak for hjælpen 🙂

“Ingen dag uden kaffe! Heldigvis har Aarhus flere skønne kaffebarer, der kan brygge en lækker kop mokka. Jeg øver mig i at drikke den sort, men vil nu allerhelst have en cappuccino eller flat white.”

Louise Sejr Højmark, Redaktør

Foto: Anders Trærup

Aros satser på unikke spiseoplevelser

RESTAURANT Nu kan du komme til intimmiddage på byens store museum after hours. 

Kunstmuseet Aros har netop søsat et nyt spisekoncept, der skal overraske og give gæsterne spiseoplevelser, som de ikke kan få andre steder i verden.

Når museets døre lukkes for det normale publikum, får 30-50 personer lov til at få Aros for sig selv og nyde en 7-retters middag sammen. Arrangementet kommer til at foregå den første fredag i hver måned, og museet lover nye spise- og sanseoplevelser hver gang.

“Vi tager imod gæsterne kl. 19, og så starter en oplevelse, man med garanti ikke har prøvet før. Vi vil helst ikke løfte sløret for meget for, hvad man konkret kan opleve – en del af konceptet er netop overraskelsesmomentet på selve aftenen. Man kan kalde det for social dining, hvor vi kommer til at udnytte Aros’ særlige rammer fuldt ud og hver gang servere en ny menu lavet på lokale råvarer,” siger køkkenchef i Aros Food Hall, Bjørn Madsen.

Rosende feedback
Den 5. august holdt museet det første arrangement, og det løb af stablen med succes.

“Vi har fået enormt god feedback fra alle, der var med. Flere har fortalt, at de ikke kunne sammenligne det med noget, de ellers havde prøvet. Og at prisen var meget favorabel for den oplevelse. Vi glæder os derfor til at byde endnu flere gæster ind i løbet af efteråret,” siger Bjørn Madsen.

Arrangementet koster 899 kroner pr. person og vil hver gang bestå af 6-7 retter med drikkemenu, kaffe og sødt. Det foregår på Aros den første fredag i hver måned fra kl. 19. Læs mere og køb billetter her.

Foto: Restaurant Veto

5 nye restauranter du skal prøve

GUIDE De nye restauranter er poppet op på stribe i Aarhus de seneste måneder, så hvor skal du gå hen? Her er 5 newcomers, du skal tjekke ud.

Sidste efterår bød på åbning af en række spændende restauranter som Hærværk, Møf og Gastromé, som efterfølgende har høstet både gode anmeldelser og en Michelinstjerne for Gastromés vedkommende. Trenden er fortsat i år, hvor de kolde efterårsmåneder har budt på åbning af en række nye spisesteder i den østjyske hovedstad. Her er vores bud på 5 nye restauranter, du skal tjekke ud for at være med på beatet.

Gastronomisk stjernehold i baggården
Restaurant Domestic, Mejlgade 35B, 8000 Aarhus C

Åbningen af Domestic i Mejlgade i oktober var en efterårets mest ventede restaurantåbninger på grund af det gastronomiske stjernehold, der står i spidsen for den ambitiøse restaurant. Kvartetten Ditte Susgaard, Christian Neve, Christoffer Norton og Morten Frølich Rastad har i alt 32 års erfaring fra toprestauranter som Nordisk Spisehus, Molskroen, Castenskiold og Fru Larsen, og de har store ambitioner for deres fælles satsning. Meget tidstypisk er der ingen hvide duge eller højtidelig stemning på restauranten, men derimod et stålsat fokus på at lave såkaldt ærlig mad fra bunden af økologiske råvarer fra lokale producenter. Selv smør, creme fraiche, frugtsaft og syltede produkter laves fra bunden i de rustikke baggårdslokaler, der tidligere rummede Sans med Früd og Svineriet. Prismæssigt skal du lægge 450 kroner for 4 retter med snacks og 900 kroner for 8 retter med snacks, hvis du vil prøve stjerneholdets talenter.

Lokale lækkerier på Jærgergårdsgade
Sårt, Jægergårdsgade 6, 8000 Aarhus C

Jægergårdsgade 6 husede tidligere restaurant Veto, men først på året lukkede restauranten. I stedet har den kombinerede deli og restaurant Sårt slået dørene op for aarhusianerne. I delien fås blandt andet charcuterie udviklet i samarbejde med Troldgården samt lækre parmaskinker importeret fra Italien. Du kan også få et kødbræt med hjem for 150 kroner, hvilket inkluderer velbagt brød og dip. Husreglen hos Sårt er simpel: “Rare mennesker, gode råvarer og lækker vin”, hvilket er noget som de fleste kan forholde sig til. I restauranten kan du få hjemmelavet italiensk pasta til 150 kroner, en varm grøntsagsret til 100 kroner eller frisk fisk eller kød til dagspris. Sårt arbejder i øvrigt tæt sammen med de friske fyre fra Restaurant Hærværk lige om hjørnet.

Italiensk på menuen ved banegården
Restaurant Gäst, Banegårdspladsen 14, 8000 Aarhus C

Indrømmet, placeringen på Banegårdspladsen er ikke charmerende. Men ambitionerne på tallerkenerne fejler ikke noget på byens nye italiener Gäst, der også fungerer som hotelrestaurant på Best Western The Mayor Hotel. Bag gryderne står køkkenchef David Fischer, der også ejer det velrenommerede pastaværtshus Hos Fischer i København og tidligere har arbejdet på Roms eneste trestjernede Michelin-restaurant La Pergola. Restaurant Gäst byder på både frokost- og aftenservering, og du sammensætter selv din menu ud fra kortets forskellige antipasti, pastaretter og hovedretter. Menuen står i rimelige 325 kroner for 3 retter og 400 kroner for 4 retter, og den varieres løbende med afsæt i årstidens råvarer, der i størst mulig omfang er økologiske. En fin detalje er i øvrigt, at brødet bages af husets egen bager.

Delemad og lokale råvarer på 8. etage
Aros Food Hall, Aros Allé 2, 8000 Aarhus C

Skulle det være en lækker frokost i 8. etages højde? På kunstmuseet Aros’ nye frokostrestaurant Aros Food Hall kan du få stillet sulten, samtidig med at du nyder den sublime udsigt over byens tage. Den nye Food Hall erstatter museets tidligere Restaurant Art og kører et koncept baseret på lokale råvarer, trendy delemad og social dining ved langborde. Restauranten har tilmed egen urtehave på taget af museet og eget bistade med bier, som sikrer leverancen af en kraftig mørk honning takket være byens lindetræer. Priserne er med 180 kroner for tre små retter og 230 kroner for fem små retter ikke urimelige, og du indtager maden i en veldesignet setting med urtehylder på væggene, modningsskab til kød og en stjernehimmel under loftet. Frokostrestauranten har åbent tirsdag-søndag kl. 10.30-15, og onsdag-torsdag er der åbent om aftenen indtil kl. 21. Eneste ulempe er, at du skal købe billet til museet for at spise på restauranten.

Fusionsrestaurant ved havnen
Früd No16, Europaplads 16, 8000 Aarhus C

Konceptrestauranter med fast pris for hele pakken og fast starttidspunkt kender vi fra Kähler Villa Dining og Det Glade Vanvid, og i oktober fik aarhusianerne endnu en af slagsen med Früd No16. Den nye restaurant ligger på Europaplads ved Aarhus Havn og er en fusion af Sechzehn på samme adresse og søsterrestauranten Sans med Früd, som havde til huse i lokalerne i Mejlgade, hvor Restaurant Domestic er flyttet ind. Früd No16 kører med skiftende temaer hver anden måned, og det aktuelle tema fører gæsterne til Italien, mens et kommende tema sætter fokus på 1980’erne. Bag gryderne står østrigske køkkenchef Milos Nikolic fra Sans med Früd og den engelske Mike Everingham, der tidligere har arbejdet på Restaurant Folliage i London og Hotel Opus i Horsens. Spisningen starter kl. 18.30, og du skal lægge 595 kroner for 9 serveringer, vinbuffet, saft, isvand, kaffe og sødt. Hvis du vil give den gas med en cocktailmenu, koster det 100 kroner ekstra.

Foto: ARoS

Aros Food Hall satser på lokale råvarer

RESTAURANT Aarhus får en ny frokostrestaurant i 8. sals højde, når Aros Food Hall den 29. august åbner på toppen af Aros med fokus på lokale råvarer.

Håndværkerne er i fuld gang med at indrette en ny frokostrestaurant, som lørdag den 29. august åbner i toppen af det aarhusianske kunstmuseum Aros. Den nye restaurant erstatter under navnet Aros Food Hall museets hidtidige Restaurant Art og vil i lighed med den gamle byde på en udsigt i topklasse, dog i mere afslappede rammer.

”I Aros Food Hall træder gæsten ind i et madgalleri, hvor råvarerne kommer helt ud i lokalet og bliver en del af oplevelsen. Atmosfæren er rå og varm på samme tid, og ned fra loftet hænger små lamper som en stjernehimmel under regnbuen. Det er et udstillingsrum på gæstens rute gennem Aros’ gallerier,” skriver Aros i pressematerialet.

Den gamle Restaurant Art har gennem tiden fået mange stjerner af anmeldere fra blandt andet Børsen, Jyllands-Posten og Aarhus Stiftstidende, der har rost køkkenchef Bjørn Madsen og hans kolleger for deres knivskarpe kokkeskills.

Modningsskab og social dining
I den nye Aros Food Hall er ambitionerne fortsat store, og konceptet er med fokus på lokale, økologiske råvarer og delemad helt med på det gastronomiske beat. Blandt andet får restauranten urtehylder og et modningsskab til kød, ligesom gæsterne både kan spise ved små intime borde og ved et fælles langbord ud fra tanken om såkaldt social dining.

”Maden i Aros Food Hall serveres som små oplevelser. Der er fokus på økologi, årstidens lokale og regionale råvarer og på produkter produceret i Urtehaven på toppen af Aros. De små oplevelser kan nydes alene og i selskab med andre,” skriver museet.

SPECS
Aros Food Hall 
Aros Allé 2
8000 Aarhus C