Foto: Street Food Festival CPH & Aarhus.

Street Food Festival: Her er alle madboderne

Smag Aarhus giver dig den ultimative guide til de kulinariske oplevelser på Street Food Festival den 4. til 6. august.  

Der er masser af gode sager at vælge imellem, når den nye Street Food Festival rammer Godsbanen for første gang den kommende weekend. Vi giver dig her en hjælpende hånd, så du på forhånd kan planlægge din rute gennem de knapt 30 boder. Velbekomme!

Psst! Madboderne har åbent fra klokken 15 til 21 fredag, 11 til 21 lørdag samt 11 til 19 søndag.

Til sandwich-elskerne
Hvorfor ikke begynde din festival-runde med en skøn sandwich? Sæt for eksempel tænderne i en variant med blandt andet steak eller mozzarella fra Pedro’s Grill & Veggies, eller besøg den økologiske Café Fika, der også byder på salat og juice. Er du i humør til gris, skal du lægge vejen forbi Food Squad, der fredag og lørdag inviterer på sandwiches med pulled pork af frilandssvin – og er det rugbrød, du hungrer efter, har Nordic Fast Food en ristet rugsandwich med forskelligt fyld. Mums, mums, mums!

Det eksotiske touch
Kom i sommerstemning – trods det danske sommervejr – med en omgang tacos eller burritos fra Tacopop, en omgang empanadas og andet sydamerikansk gademad fra Mistura eller latinamerikansk streetfood fra El Jefe. Er du snacken, så læg vejen forbi The Dutch Snackbar, der serverer hollandske, friturestegte snacks – ja tak! Er det Asien, der lokker, så nyd sushi og thai-mad hos Thai & Sushi 2 Go, eller skynd dig hen til Le Trangs vietnamesiske food truck. Du må naturligvis heller ikke gå glip af sprøde fish’n’chips fra Crazy Chips/The Fish Project eller UGoods ugandiske Rolex, som er en form for æggewrap.

Brød, lidt sundt og gourmet
Kan du ikke tænke på andet end brød, så sæt kursen mod en burger med pulled duck hos Duck It, en lækker pizza fra Birks Køkken eller en herlig hotdog hos Christian Vlad State. Er du mere i det fornuftige hjørne, så besøg CheerUp Foodtruck, der efter sigende serverer sunde måltider, som gør dig glad – for eksempel kefir og cæsarsalat. Og leder du efter mad med gourmet-feeling, så stik forbi Gour-ma, der langer grillet streetfood med en såkaldt “gourmet-flavour” over disken.

Omfavn mangfoldigheden
Ved Street Food Festivalens Ildstedet kan du hele weekenden hylde Aarhus’ etniske mangfoldighed. Fredag inviterer det kurdiske køkken indenfor, lørdag er dedikeret til Sri Lanka, og søndag kan du besøge Dansk Flygtningehjælp Ungdoms madinitiativ Habibi – Syrisk Street Food. Her er det unge med og uden flygtningebaggrund, som står bag gryderne, og al overskud går til Ung i Danmark – et projekt, der skaber arrangementer, hvor unge nyankomne flygtninge lærer om det danske samfund. God stil, siger vi bare! Vi anbefaler også et smut forbi madfællesskabet Smag a la Gellerup, som serverer retter med inspiration fra blandt andet Somalia, Palæstina, Tyrkiet og Libanon.

Det søde
Ingen madfest uden lidt til den søde tand – og på Street Food Festival er der altså rigtig gode muligheder for at få stillet lækkersulten! Kig forbi Christian Vlad State eller Crepes a la Cart for en pandekage, snup en is lavet på gedemælk hos Øer Is, og gå nu endelig ikke glip af de sprøde churros hos Churros & More. Ja tak, ja tak og JA TAK!

Det våde
Du må aldrig glemme at væde ganen, og efter et besøg hos de mange madboder, kan du nok godt trænge til en god kop kaffe. Det finder du hos både Kalles Kaffe og Sigfreds Kaffefabrik. Er du mere i humør til lidt af det stærke, så afholder Cocktailkursus.dk cocktailworkshops for de interesserede – skål og hik, skal det lyde herfra!

Rigtig god Street Food Festival 🙂 

Vær opmærksom på, at guiden er skrevet før festivalens start – der kan derfor forekomme ændringer og/eller tilføjelser. Du kan læse mere om Street Food Festival Aarhus her og her.