RESTAURANT Den populære restaurant Köd Aarhus på Skolegade lukker ned og totalrenoverer hen over sommeren.
Restauranten Köd Aarhus i Skolegade lukker. Men dog kun i tre uger hen over sommeren. Efter næsten to år med masser af gæster gennem lokalet er det nemlig tid til en ombygning af det populære spisested, der første gang slog dørene op i september 2014.
”Vi har gennem de sidste to år haft mange glade gæster, men vi vil gerne kunne give endnu flere folk en dejlig mad- og serviceoplevelse. Derfor er det nødvendigt at nytænke opbygningen i køkkenet, hvorfor dette skal totalrenoveres,” siger medejer Kristian Skjød fra Köd Aarhus.
Ingen frygt for kødløs dag
På grund af ombygningen holder Köd Aarhus sommerlukket i ugerne 28, 29 og 30. Ifølge ejerne er der dog ingen grund til at frygte for kødløs dag i ferien, for søsterrestauranten Slap Af på Studsgade har åbent hele juli.
”Kødglade aarhusianere skal ikke snydes for muligheden for en god bøf, og derfor bliver der på Restaurant Slap Af serveret nogle af de mest populære retter fra menukortet. Derudover vil vi i samarbejde med den populære coktailbar Zenza lave en popup-restaurant torsdag, fredag og lørdag i de tre uger,” siger Kristian Skjød.
Köd Aarhus blev for nylig i en opgørelse på anmeldelsessitet Tripadvisor kåret som Aarhus’ bedste steakhouse. Lokalerne på Skolegade 21 har i mere end 30 år fungeret som restaurationslokale og husede senest lokalerne tapas- og cocktailbaren Sidebar.