RESTAURANT To aarhusianske restauranter får prædikatet International Mesterklasse i spiseguiden White Guide.
Restaurant Koch på Aarhus Havn og Frederikshøj på Oddervej er så fremragende, at de kan bide skeer med toprestauranter i resten af verden. Det er konklusionen i spiseguiden White Guide 2016/17, der netop er kommet på gaden.
Som de to eneste østjyske restauranter får de to prædikatet International Mesterklasse i lighed med gourmettempler som Noma og Geranium i København. Sidste år var kun Frederikshøj med i den fornemme kategori.
Restaurant Koch med brødrene Michael og Lasse Koch i front bedømmes af guidens anmelderkorps til at være Danmarks 11. bedste restaurant, mens Frederikshøj med Wassim Hallal i spidsen løber med en 13. plads på nationalt plan.
Imponerende opvisning
Restaurant Koch får blandt andet disse ord med på vejen:
”En imponerende opvisning i kontemporær køkkenkunst med smuk balance mellem klassiske dyder og eksotiske spilopper, så vi konstant veksler mellem legesyge, gimmicky, fantasifulde nips og hapsere og reelle retter i mere traditionelle formater”.
Toppen af poppen
Og Frederikshøj roses i høje toner med ord som disse:
”Du ved straks, hvorfor Wassim Hallals gourmettempel har ry for at være toppen af poppen i Aarhus, når du træder ind på Frederikshøj. Det er ikke bare det, at der er Dixon-lamper i loftet, hvide duge på bordene og udsigt over Aarhus-bugten. Nej, det handler mere om subtile detaljer i den måde, kokke og tjenere møder gæsterne på”.
I den næstbedste kategori Mesterklasse placerer guiden to aarhusianske restauranter i form af Michelin-restauranten Gastromé på Rosensgade og den Bib Gourmand-belønnede Hærværk på Frederiks Allé. Se listen med alle restauranterne her.
Tillykke til alle 🙂