Foto: Restaurant Mellemrum

Restaurant Mellemrum lancerer SU-venlig sommermenu

RESTAURANT Anmelderrost restaurant lancerer SU-venlig menu i sommermånederne.

Restaurant Mellemrum på Fredens Torv kommer dig nu i møde, hvis du er ramt på pengepungen. Den aarhusianske restaurant, der har Årets Kok Mikkel Laursen i spidsen, lancerer en sommermenu med tre retter for 275 kroner mod normalt 350 kroner.

”Vores sommermenu er fastlagt og lavet med den dejlige danske sommer i tankerne. Køkkenchefen har været i haven, på stranden og i marken for at finde inspiration til denne menu og er kommet frem med nogle friske og lækre retter med de gode lokale råvarer i tankerne,” skriver restauranten på websitet.

Sommermenuen er på kortet fra 24. juni til 13. august, og den består af økologisk kylling til forret, sprængt gris til hovedret og friske pærer til desserten. Hvis du ikke skal køre hjem, er det muligt at købe en vinmenu til for 175 kroner ekstra. Restauranten scorede sidste år frem flotte stjerner i Jyllands-Posten.