RESTAURANT Ny toprestaurant syd for Aarhus giver gratis limousine hjem i åbningsweekenden.
Jeps, det er en Jaguar på billedet. Og hvis du spiser på byens spritnye gourmetrestaurant Mejeriet i åbningsweekenden den 9-11. juni, fragter den dig helt hjem fra restauranten ganske gratis. Baggrunden er, at restauranten med topkokken Allan Poulsen i front ligger ved Mårslet syd for Aarhus, hvor du ikke just kan gå ind til midtbyen efter middagen.
“I samarbejde med Terminalen Aarhus tilbyder Restaurant Mejeriet at køre dig hjem, når du har spist hos os i åbningsweekenden. Du bliver godt kørende enten i en helt ny Jaguar F-Pace eller en klassisk Range Rover – med chauffør naturligvis,” skriver restauranten på Facebook.
Restaurant Mejeriet ligger i lokalerne på ridesportscentret Vilhelmsborg, som tidligere husede spisestedet Det Gamle Mejeri. Allan Poulsen har tidligere været køkkenchef på blandt andet Michelin-restauranterne Bagatelle i Oslo og Henne Kirkeby Kro i Vestjylland.