Foto: Pica Pica

Pica Pica satser på spanske lækkerier

VINBAR Aarhus får nu en vinbodega, der lokker med spanske lækkerier i glasset og på tallerkenen. Et par gamle kendinge på den aarhusianske gourmetscene står bag.

Pica pica er catalansk udtryk for små hapsere, og det er netop, hvad der står på menuen på den nyåbnede vinbodega Pica Pica på Vester Allé. I de hyggelige lokaler bag ved spillestedet Voxhall lå tidligere rawfood-caféen Rå Bar, men efter gennemgribende renovering lokker stedet nu med spanske lækkerier på tallerkenen og i glasset.

Bagmændene bag den sydlandske satsning er Christian Castenskiold og Mads Poulsen, der også stod bag Rå Bar og derudover driver caféen Spiselauget på Godsbanen. De to ejer stedet sammen med den tidligere bestyrer på Drudenfuss Malthe Bøgh, der går efter at skabe et uformelt sted med masser af hygge på vinbodegaen, som åbnede i starten af april.

”Vi kalder os en vinbodega, fordi vi vil være et afslappet sted, hvor der er rart at være, upåagtet om man vil have et glas vin, en saft eller en tapastallerken. Her er ingen lange foredrag om druer, vinhuse og terroir, men derimod en uformel stemning og god vin, der er til at betale. Tilsvarende er de catalanskinspirerede tapas simple, nede på jorden og med de gode råvarer i centrum,” siger Malthe Bøgh.

God service til kunderne
Størstedelen af vinene på Pica Pica kommer fra Spanien, og sulten kan klares med hjemmebagt brød, oste, pølser, tapenader, oliven eller en lun ret, der veksler fra dag til dag. Priserne starter ved 50 kroner for et glas vin, mens en tapastallerken til to personer kan erhverves for 135 kroner. Ifølge medejeren betyder det begrænsede menukort bedre service til kunderne.

”Vi går back to basic med simple anretninger, der er meget hurtige at lave. Det giver mere tid til at levere god service, hvilket selvsagt kommer kunderne til gode. På længere sigt er planen at importere mere af vores vin selv, så vi kan få endnu lavere priser. Derudover kan det sagtens komme på tanke at udvide med 2-3 flere vinbodegaer, hvis den første bliver en succes,” siger Malthe Bøgh.

At dømme efter de over 500 kunder, der besøgte vinbodegaen til åbningsaftenen, behøver medejeren og hans kompagnoner vist ikke frygte for publikumsinteressen. Hvis du også vil se what the fuzz is about, kan du kigge forbi Pica Pica kl. 12-24 på hverdage og kl. 12-02 fredag og lørdag. Der er lukket mandag.

SPECS
Pica Pica
Vester Allé 15
8000 Aarhus C