OST Ved Nordisk Ostefestival for nylig sikrede aarhusiansk ostebutik sig både guld, sølv og bronze.
Osteforretningen Grand Fromage i Guldsmedgade har i mange år været en af byens mest velassorterede, og nu har butikken fået anerkendelse for kvaliteten. Grand Fromage scorede således ifølge Aarhus Stiftstidende både guld, sølv og bronze til den 16. udgave af Nordisk Ostefestival, der fandt sted for nylig i Svendborg.
Butikken høstede konkret to guldmedaljer, tre af sølv og to af bronze, som kunne tages med hjem til det aarhusianske. Guldmedaljerne blev tildelt ostene Hvid Ged med Dildkrone Økologisk og Marsk Brie Økologisk, som begge vandt deres kategori med højeste point.
Sølvmedaljerne gik til ostene Blicher, Lindbjerg Blue og Lindbjerg Hvid Ged, og bronzemedaljerne blev givet til Fåre Blue og Capryl med fennikel ged.
Trods de fine medaljer vandt Aarhus-butikken ikke festivalen. Det blev derimod osten Hyby Blå fra Soldattorpets Mejeri ved Malmø, der fik det højeste point af alle 102 nordiske håndværksoste til bedømmelse.