Foto: Sahel Hamdam

OLIOLI satser på utraditionelle poke bowls – og stræber efter at blive Danmarks fedeste arbejdsplads

Til november åbner poke bowl-stedet OLIOLI sin første butik i Aarhus – og den 13. i Danmark. Maden har rødder i både Hawaii, Skandinavien, Thailand og Sydkorea, men OLIOLI handler også om mere end det, du kan spise: Det handler om glæde.

Et billede af en skål med grøntsager i glade farver er noget af det første, du ser på facaden M.P. Bruuns Gade 52.

”Serveret med glæde,” står der på det tildækkede vindue ved siden af.

I lokalerne på den travle gade vil du fra 15. november kunne få rakt en farverig poke bowl over disken, når OLIOLI åbner sin første butik i byen – og den 13. i Danmark.

Det er ejer Nicolai Suwinai Nielsen, der smilende tager imod, da Smag Aarhus lægger vejen forbi en måneds tid inden åbningen. Han og medejer Frederik Darger Johansen bor normalt i København, men Nicolai Suwinai Nielsen er i Aarhus for at gøre klar til, at OLIOLI kan slå dørene op.

”Den helt traditionelle poke bowl fra Hawaii er med ris, frisk, sesam og soya. Meget basic. Vores version er en kombination af asiatisk og skandinavisk med afstikkere til Thailand og Sydkorea, hvor Frederik og jeg har rødder fra. For eksempel har vi en bowl med rød karrydressing, som er et thailandsk islæt, og vi har en med beef bulgogi, som er sydkoreansk marineret oksekød. Det er en utraditionel måde at lave poke bowls på, men vi synes, det fungerer rigtig godt,” siger Nicolai Suwinai Nielsen. 

Læs også: Den hemmelige cocktailbar: Hos Gedulgt får gæsterne et kærligt skub

Glæde er kerneværdi

Navnet OLIOLI er hawaiiansk og betyder ’glæde,’ og det er bestemt ikke tilfældigt, at netop dét er virksomhedens navn.  

”Glæde er vores kerneværdi. Det er det, som vores virksomhed grundlæggende er bygget op omkring. Vi har en intern filosofi om de tre P’er – person, produkt og proaktivitet – og personen kommer altid først. Man bliver ikke god til sit arbejde, hvis ikke man er glad og motiveret for at udføre det,” forklarer Nicolai Suwinai Nielsen og fortsætter:

”Både Frederik og jeg har arbejdet steder, hvor chefen har været sur og ikke haft forståelse for de områder, man arbejdede med. Derfor har det været vigtigt for os at skabe Danmarks fedeste arbejdsplads. Vi vil have en virksomhed med så flad en struktur som muligt, hvor vi er i øjenhøjde med vores medarbejdere. De er en vigtig del af vores team. Uden dem var vi aldrig nået så langt, som vi er i dag.”

Nicolai Suwinai Nielsen (tv.) og Frederik Darger Johansen (th.). Foto: Sahel Hamdam

Mulighed for udvikling

Når OLIOLI vil være Danmarks fedeste arbejdsplads, handler det ikke blot om, at det skal være sjovt at gå på arbejde.

”Det er vores erfaring, at mange unge føler sig pressede over at skulle træffe et valg om, præcis hvad de skal læse, og hvad de skal arbejde med. Vi vil gerne give dem mulighed for at udvikle sig og blive klogere på sig selv,” siger Nicolai Suwinai Nielsen.

Det har blandt andet udmøntet sig i en samarbejdsaftale med tre københavnske uddannelsesinstitutioner, hvor OLIOLIs medarbejdere kan tage fulde HD-uddannelser eller enkeltfag og få ECTS-point ud af det.

”Arbejdet bliver tilrettelagt i samarbejde med de medarbejdere, som synes, det kunne være en fed mulighed, og det kan både handle om for eksempel personlig ledelse, afsætningsøkonomi eller marketing. Restaurationsbranchen er jo ikke ligefrem kendt for at tilbyde store karrieremuligheder, men det vil vi gerne forsøge at bryde med,” forklarer Nicolai Suwinai Nielsen.

Læs også: Chimi: “Vi vil gerne give noget tilbage ved at dele ud af kulturen og maden fra vores eget land”

Springbræt til virkeligheden

Han er klar over, at de fleste medarbejdere hos OLIOLI er der for en periode i forbindelse med sabbatår eller som et studiejob under uddannelse.

”Og det er helt okay. Vi vil bare gerne give dem et eller to fede år, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor de samtidig får et springbræt til ’den virkelige verden’,” siger Nicolai Suwinai Nielsen.

Han fortæller, at to tidligere medarbejdere netop har landet plads på deres drømmestudier, blandt andet på baggrund af ECTS-point optjent hos OLIOLI, ligesom tre af virksomhedens nuværende unge er blevet tilbudt at være med til at starte den nye butik i Aarhus op.

”Det er muligheder, vi gerne selv ville have haft, da vi var 21 år gamle,” konstaterer han.

Et tip fra San Diego

I stedet blev det egen virksomhed, som Nicolai Suwinai Nielsen og Frederik Darger Johansen satsede på, da de i 2016 tog første skridt til det, der senere blev OLIOLI.

En veninde, der var på udveksling i San Diego, fortalte Nicolai Suwinai Nielsen om poke bowls: En kombination af sushi og salat, som hun for første gang havde prøvet og nu var blevet helt vild med.

”Det lød ret spændende, og på det tidspunkt var der ingen i Danmark, der solgte det, så jeg tog fat i Frederik og spurgte, om han ville være med til at undersøge det nærmere,” fortæller Nicolai Suwinai Nielsen.

Læs også: 5 spændende steder med sushi i Aarhus

Hovedkulds forelsket

En 60-siders forretningsplan og et inspirationsbesøg til London senere var idéen blevet til virkelighed: Nicolai Suwinai Nielsen og Frederik Darger Johansen stod nu med et køreklart koncept, hvor alt fra mad til visuel identitet og ledelse var fastlagt.

”Vi ville ikke ’bare’ arbejde med mad, men med et koncept. Det skal være en helhedsoplevelse at besøge OLIOLI,” forklarer Nicolai Suwinai Nielsen.

Det betyder ikke, at det kunne have været hvad som helst, der kom på menuen: Begge ejere var nemlig blevet hovedkulds forelsket i den hawaiianske ret.

”Det kombinerer smagen, mæthedsfornemmelsen og kvaliteten fra sushi med pris, convenience og sundhedsaspektet fra salat. Det er genialt – især når man ikke har så mange penge som ung eller studerende,” siger Nicolai Suwinai Nielsen.

Foto: Sahel Hamdam

Over al forventning

Efter at have fået finansieringen på plads, primært med egne midler, åbnede Nicolai Suwinai Nielsen og Frederik Darger Johansen den første OLIOLI – og den første poke bowl-butik i Danmark – på Frederiksberg i oktober 2017.

”10 dage efter åbningen slog endnu et poke-sted dørene op. Det er altså virkelig sjovt og tilfældigt,” griner Nicolai Suwinai Nielsen, før han vender tilbage til OLIOLIs åbning:

”Det gik over al forventning. Det var oprindeligt kun mig, Frederik og en deltidsansat, der var på stedet, men efter bare tre dage måtte vi få venner og familie til at hjælpe os, for vi havde alt for travlt. Efter første uge havde vi ansat fire nye medarbejdere på fuld tid. Det var vildt.”

Læs også: Brødrene Original vil lave moderne grillmad med respekt for råvarerne

”Det er gået sindssygt stærkt”

Når butikken i Aarhus slår dørene op i midten af november, bliver det altså den 13. OLIOLI inden for godt fem år, der åbner i Danmark.

”Det er gået sindssygt stærkt. Og selvfølgelig har det været hårdt. Det første halve år arbejdede både Frederik og jeg 80-90 timer om ugen, og vi vidste, at hvis noget gik galt, hæftede vi selv for det. På den måde har vi haft en god tilgang til det at vækste, synes jeg. Vi har ikke bare fået en masse penge og derfor åbnet en masse butikker, men haft tiden til at tænke over næste træk,” siger Nicolai Suwinai Nielsen.

Forholdsvist hurtigt, omtrent otte måneder efter åbningen af den første butik, kom der investorer med, som så værdi i projektet.

”Vi var henholdsvis 21 og 22 år, da vi startede OLIOLI, så én ting er at få tilført noget kapital, men det betyder mindst lige så meget, at nogle med mere erfaring tror på os og leder os på rette vej,” forklarer Nicolai Suwinai Nielsen.

”Det er da heller ingen hemmelighed, at vi har oplevet bump på vejen. Først corona og nu inflation – det kan vi altså godt mærke. Men vi har hele tiden troet på vores koncept og også været så heldige at have investorer med, som har gjort det muligt fortsat at realisere drømmen.”

Hvis ikke nu, hvornår så?

Og drømmen er langtfra slut. På sigt vil Nicolai Suwinai Nielsen og Frederik Darger Johansen gerne åbne en håndfuld steder mere i København, endnu et i Aarhus og et par stykker i Trekantområdet.

”Aarhus har altid været en del af vores forretningsplan, men det er også mere logistisk udfordrende end at åbne et sted mere i Københavnsområdet, hvor vores andre butikker er. Det tager ikke bare lige et kvarter i bil at køre forbi, hvis der er noget. Så nu prøver vi det af og ser, hvordan det bliver,” siger Nicolai Suwinai Nielsen.

Udlandet er også en del af planen, afslører han.

”Vi vil gerne være de største i verden, skulle jeg lige til at sige, ha ha, men vi vil i hvert fald gerne være stærke i Norden til en start. Derfor håber vi at kunne åbne i Stockholm allerede næste år, og vi tager snart en tur til Oslo for at se byen an. Vi er stadig unge og har masser af energi, så hvis det ikke skal være nu, hvornår så?”




SU-venligt

Se alle